Jamen, så må jeg bare spørge, hvor er det i vil løftes hen?

Jeg mener ikke, at jeg eller kristendommen indskrænker vores tilværelse til noget overfladisk, tvært imod, den (og jeg) opererer også med billeder og udtryk (spørg bare Simon2), men når det hele begynder at blive for luftigt, oplever jeg det som overfladisk, noget tyndt the uden substans, essens og ja, jord, var jeg lige ved at skrive. Det er netop mysteriet - Kristusmystikken - der må fastholdes fordi den netop bryder med det princip kun at ville tro det, vi med vores sunde fornuft kender og accepterer (Barths og Tillichs (og min) kritik af liberalteologien, der forsøgte at leve op til den videnskabelige fremmarch).

Mvh
Anne

Hej HansKrist

Man kan da ikke være væk et øjeblik før der kommer en masse indlæg som kræver et svar, samtidig med at man sidder og prøver at komme med en kommentar til den nye udgave af Bhagavad Gita.

Kræn-P er kommet med et udfordrende indlæg, ligesom Anne er kommet med et kreativt indlæg, som begge kræver svar.

Jeg vil nu alligevel begynde med dig, bulderbasse, da du har vist en udpræget interesse for populærvidenskabelige betragtningsmåder (Kant, Hegel, Berdyaev m.fl.). Og så fordi du nævner mig i dit indlæg under min tidligere debatidentitet som jmp.

Jeg har læst dit Berdyaev indlæg og det er da logik for burhøns. Men for mit vedkommende kan Bhagavad Gita ikke henregnes under begrebet hinduisk mysticisme. Det er korrekt, at det er meget svært at forstå hvad der står skrevet i Bhagavad Gita, samt at det har medført en hel række misforståelser hos mennesker efterfølgende.

Men det er ikke kun hinduismen dette gælder, at den vertikale dimension er forsvundet, således, at kun den horisontale står tilbage. Det samme er sket for kristendommen og for buddhismen hvor buddhaen er blevet guddommeliggjort og tilbedes af almenheden. Men dette er ikke kærnen i hele læren.

I Bhagavad Gita nævnes de systemer og de opfattelser som var gældende på den tid hvor den er skrevet. Som du selv ville skrive, så var Freud ikke født på den tid og psykoanalysen ikke opfundet. Ved at læse Erich Fromms bog ’’Hinsides illusionens lænker’’ har jeg fundet frem til at nøjagtig det samme er sket for psykoanalysen såvel som for marxismen. Det vertikale element er forsvundet og kun det horisontale står tilbage

Men det nytter ikke at fokusere på alle fejltagelserne og misforståelserne man må fokusere på tingen selv, den oprindelige mening.

Både Tillich og Fromm er funderet på et solidt tankemæssigt grundlag som hviler på virkelighedens grund, idet de helt klart er funderet på den historiske materialisme. Marx afskaffede ikke Gud da han vendte Hegel på hovedet, han afskaffede blot ideen om gud som et udgangspunkt for forståelsen og tænkningen og erstattede den med et realt udgangspunkt, nemlig menneskets virkelige liv, tilværelse og livsbetingelser. Det er dette grundlag, som det Marxske verdensbillede står på og derfor står det på klippegrund.

Men hverken Marx eller Freud var født på Vyasas tid så det han forholder sig til, er det for ham foreliggende. Ligesom du kombinerer Freud, Marx, Kant, Hegel, Tillich, Barth samt utallige andre i dit eget sind og din egen forståelse, således kombinerer Vyasa, det på hans tid foreliggende, i sin egen forståelse og derfor græsser alle modsætningerne hos ham fredeligt side om side.

Vyasas opremsning af alle disse, i hans samfunds foreliggende virkeligheds foreteelser, er ikke en stillingtagen til om den ene ’’vej’’ er mere rigtig end den anden. Det er heller ikke en stillingtagen til om alle disse veje er rigtige eller forkerte.

Det er en opremsning af hvad der forefindes på hans tid og det kan bedst sammenlignes med Pauli udtalelser om, at han er græker for grækeren, jøde for jøden etc. At han vil gøre hvad som helst for at fremme det budskab som ikke er afhængigt af om man er det ene eller det andet idet det fuldstændig transcenderer dette at være enten græker, jøde, herre eller træl.

Det er ikke denne horisontale dimension i Bhagavad Gita man skal lægge mærke til, det er den vertikale. Den vertikale dimension er tidløs og kan umiddelbart anvendes uafhængigt af hvilken historisk tidsperiode man tilhører.

Når Vyasa taler om Samkhya og Yoga så taler du i stedet for om Freud og Marx.

Det nytter ikke, at man smider babyen ud med badevandet som ateisterne gør. Når Gud ikke er hvad de forventede, at Han skulle være, så mener de, at der slet ikke er nogen Gud.

Ligesom du, fordi du har opdaget menneskeligheden, personligheden afskaffer den Gud som af menneskenes opfattelse er blevet umenneskeliggjort, tingsliggjort, men dette, at Gud er upersonlig, er ikke hvad der står i Bhagavad Gita.

Brahman er ikke identisk med Atman. Ligesom i den kristne treenighed, at Kristus ikke er identisk med Gud. ’’jeg er i Faderen og Faderen er i mig’’, siger Jesus. De er det samme, men de er ikke identiske. På samme måde er selvet ikke en upersonlig ’’ting’’. Selvet er den fulde og hele menneskelige personlighed det er kun når vi udtaler ordet, at dette ord optræder som umenneskeligt for ordet er ikke den virkelighed det beskriver.

Grundkernen i Bhagavad Gita er ikke den traditionelle misopfattelse om en Gud, som er et ''det'' eller den moderne new age misopfattelse vedrørende upersonlige ’’energier’’.

Grundkernen i Bhagavad Gita er Bhakti, kærlighed, og pointen er netop at omfatte såvel Atman som Brahman og i stedet forholde sig til en personlig Gud.

Den største misopfattelse af alle er netop ordene ’’Jeg er Gud’’ eller ’’Jeg er det’’. Det betyder snarere, at når sindet, tanken, er stille, så er der ingen adskillelse fra det som ér.

Vi har selvfølgelig en krop som føler når vi føler, men Gud har selvfølgelig ikke nogen krop. Han er ikke et menneske med legeme og det hele. Det er dette faktum, at ordet ''det'' indeholder, ikke at det er en ting.

Og kærlighed er også meget mere end en følelse. Den er både personlig og upersonlig, både med et objekt og uden. Det vi normalt kalder kærlighed er begær som er skabt af frygt. Begær, som ikke bliver opfyldt bliver frustreret og bliver til had. Altsammen er det baseret på frygt og manglende forståelse.

Det er denne kærlighed, som ikke er en ting, og som ikke er hadets modsætning der tales om. Der er tale om det ultimative personlige forhold:

’’Han, som i hengivenhed ofrer mig et blad, en blomst, en frugt, eller vand, den ofring, ofret med et rent selv (1), modtager jeg.''
(Bhagavad Gita, ny dansk oversættelse 2009, side 114 (9.26))

1) ''et rent selv'' betyder af oprigtig hengivenhed uden nogen bagtanke, uden frygt, begær eller had eller alle det falske jegs frembringelser)

Jeg har læst dit Berdyaev indlæg og det er da logik for burhøns.

Skriver du måske lidt flot Michael. Hvis det er tilfældet, da har du fået det store kørekort til religionsfilosofien. Det er klart og tydeligt forklaret det Berdyaev skriver, men det er på et meget højt plan, og jeg troede faktisk ikke der var nogen der religionsfilosofisk kunne fatte hvad der her blev sagt.


Ved at læse Erich Fromms bog ’’Hinsides illusionens lænker’’ har jeg fundet frem til at nøjagtig det samme er sket for psykoanalysen såvel som for marxismen. Det vertikale element er forsvundet og kun det horisontale står tilbage

Skriver du Michael.

Berdyaev siger nøjagtig det samme. Det oprindelige kreative vertikale begyndelses indslag/indbrud af noget kvalitativt nyt, nyskabt autentisk liv og impuls og bevægelse/dynamik går hurtigt til grunde og stivner i døde forbenede former og den oprindelige kreative impuls og nyskabende sandhed/ægtehed forsvinder ret hurtigt over tid.

Er godt eksempel er den katolske kirke omkring Jesus Kristus. Men idioterne (Kirken) havde gjort Paulus til kanon, og han sprang det hele under reformationen og han eksploderer igen lige indtil Kristusmystikken bliver korrekt forstået. Han er en farlig mand at have med ombord for enhver organisation der udarter siger A. Schweitzer.


Du skriver Michael:

Det er ikke denne horisontale dimension i Bhagavad Gita man skal lægge mærke til, det er den vertikale. Den vertikale dimension er tidløs og kan umiddelbart anvendes uafhængigt af hvilken historisk tidsperiode man tilhører.

Jeg har slet ikke bemærket den horisontale dimension i Gîtâ-en, det er alene den vertikale dimension jeg gør vrøvl over. Og det er også alene den Berdyaev kritiserer, den vertikale dimension. Det Berdyaev brokker sig over er at den vertikale dimension udsletter det konkrete menneske og dets personlige liv fyldt med kærlighed. Kristendommen er stik modsat, den stik modsatte bevægelse, her er det den åndelige eller den vertikale transcendente dimension, der åbenbarer det konkrete menneske og skaber og styrker det personlige menneskelige liv.

Det den vertikale bevægelse gør i kristendommen er at den åbenbarer det sande og det frie menneske med personlighed, som er en person, har billedhed og ansigt, gudsbilledhed. Kristendommen er nøjagtig den modsatte vertikale bevægelse som vi ser i Gîtâen. Det sidste der tales om i kristendommen er en sjæl der er ens for os alle og er til i neutrum, i det og natur. Kristendommens bevægelse er fremmende for forskel og differens (fremmer personligheden og ikke typen eller individet forstået som arten), nemlig det unikke konkrete menneske, hvor alle er forskellige og unikke. Fordi sjæl og legeme er uløseligt forbundet i kristendommen er alle mennesker forskellige, fordi de er konkrete og unikke, de er personer.

At den vertikale bevægelse er modsat i kristendommen ses i efterfølgende:

Gud har i sin evige nådesudvælgelse, som er åbenbaret i Jesus Kristus, inklusivt for alle, bragt det sande, det trofaste, det radikalt frie menneske på bane. Guds evige valg har her fundet sit analoge menneskelige modbillede i verden – og disse to er ét. Som indeholdt, udvalgt i ham, genfinder det enkelte menneske sig selv – her frisættes menneskets menneskelighed med baggrund i Guds evige valg. (siger Karl Barth, teologiens Einstein og hovedmanden bag Barmenerklæringen).

Det ovenfor er der intet af, så absolut intet af i den tale jeg hidtil har fundet om selvet i forbindelse med Gîtâen. Og efterfølgende citat står for det stik modsatte af Barths udsagn:


I én af Upanishaderne finder vi en sætning, der er blevet berømt: Tat tvam asi, d.v.s. ’Du er Det’. I noterne til Gita’en bruger jeg paradokset ’det forskelsløse, inderste, ultimative og altomfattende’ om det upersonlige brahman. Og jeg kan helt være med, når du kalder det sandheden bag altings væren.

Det er upersonligt, det er ren natur, altså "det", det er uden eros og kærlighed, det er statisk. Gud bliver aldrig i kristendommen sidestillet med naturlig upersonlig det væren. Ikke engang naturen i vest er forskelsløs.

Ånden Herren Kristus er kun til i frihed overfor væren, som brud på væren. Derfor er der menneskets transcendentale jeg fyldt med brud og indbrud, der bryder med det "forskelsløse inderste, ultimative og altomfattende’".

Hvad er dette ikke at kunne bryde med eller komme fri af det "forskelsløse inderste, ultimative og altomfattende’", det er depression. At være kreativ er det samme som ikke at være deprimeret og et kreativt menneske kender ikke følgende statiske tilstand:

"forskelsløse inderste, ultimative og altomfattende’"

Selv en bakterie er beskæftiget med at kun kende forskel på indenfor og udenfor. Altså selv en bakterie er til i differens.

I mange år har jeg været interesseret i symptomer og sygdomme. Stammer fra min tid som først psykologistuderende og så medicinstuderende på Århus Universitet. Og med psykologistudiet først studerende jeg medicin med 1. person perspektivet med inde over det vi beskæftigede os med.

Og jeg vil sige at "forskelsløse inderste, ultimative og altomfattende’" for mig at se er symptomer på alvorlig åndelig apati; sløvhed/uoplagthed/ligegyldighed/interesseløshed; depression. Der er ikke spor tegn på ekstatisk kreativitet og skabende impuls. Ingen glæde, ingen vitalitet, ingen eros.

Den nye epoke fra og med Husserl har da også fundet alt andet end dette forhold bekræftet, alt peger på noget andet end dette:

"forskelsløse inderste, ultimative og altomfattende’"

Der er kun en ting at sige; det er nøjagtig ikke sandheden om mennesket og Ånden/bevidstheden og det kan umuligt skabe kultur og civilisation.


Mange kærlige hilsner buldrer-bossen Hanskrist.

Jeg orker ikke at slå op i Bhagavad Gita lige nu, så mit svar må være lige fra bladet.

Den enhed, som er den samme i alle levende væsner er Gud, ikke dig og mig. Vi er individuelle personligheder. Lige såvel som Pjuske, en lille kanin jeg har mødt for nogen tid siden, er sin egen helt individuelle personlighed.

Dette, at være en personlighed er det som kaldes Selvet eller Atman. Ordet selv er ikke selvet, selvet som er det helt og holdent subjektive.

Ved korrelationsmetoden gør Tillich det, at han hæver sig over modsætningerne, som han i stedet ser forudsættende hinanden.

Det eminente ved denne korrelationsmetode er, at den er uendeligt regressiv. Ifølge denne opfattelse er det vertikale og det horisontale indbyrdes forbundne, ingen af dem står alene, de forudsætter hinanden og man kan bruge denne metode i et hvilket som helst led i den uendelige kæde.

Det betyder, at når man har defineret det vertikale og det horisontale, så går man et skridt tilbage og så bliver det vertikale det horisontale i forhold til en ny vertikalitet osv.

I Bhagavad Gita benævnes det vertikale som det uudfoldede, som er svært at forholde sig til. For at forholde sig til det uudfoldede må man begynde med det udfoldede. Det vertikale kan derfor ikke defineres i sig selv, kun i definitionen af det horisontale når man frem til den vertikalitet som er det horisontales iboende dybde.

Omsat fra abstraktion til virkelighed betyder det, at menneskets virkelige personlighed er defineret ved, som Fromm fremhæver det, karakteregenskaber.

Karakteregenskaber er medfødte,iboende os og en væsentlig del af vores personlighed, selvet. Men disse karakteregenskaber er den horisontale dimension af selvet, som er den vertikale dimension.

Karakteregenskaberne er altså det horisontale udtryk for den bagvedliggende vertikalitet, som er selvet.

I Bhagavad Gita benævnes dette som værende et menneskes iboende natur, jeg selv kalder det for personlighed. Hele mennesket i modsætning til jeget, identiteten,personaen og hvad ved jeg.

Denne vertikalitet er i sig selv og kan i sig selv netop benævnes som ’’ det forskelsløse, inderste, ultimative og altomfattende’’ (jeg kalder den bare for stilheden) og den horisontalitet den korrelerer med, er netop karakteregenskaberne, éns personlighed, éns natur.

Det er her misforståelsen opstår idet man gør det til et mål man kan nå, når det i virkeligheden er en beskrivelse af den iboende virkelighed.

Denne virkelighed kan kun nås ved negationen og så er den ikke ingenting, så er den udfoldelsen af hele personligheden i alle livets forhold. I virkeligheden betyder det blot at man er opmærksom i stedet for uopmærksom i alle livets forhold.

Og når man er alene så er den bare uudfoldet i sig selv.

Du skriver Michael:

Dette, at være en personlighed er det som kaldes Selvet eller Atman.

Men se lige hvad Kræn-p skriver:

Et generelt træk er, at det inderste i alt er ’brahman’, som er neutrum og upersonligt. Det er også det inderste i ethvert levende væsen, og her bruger man betegnelsen ’atman’. Kræn-p (11/12/2009 10:04).


mvh Hanskrist.

PS:

Nu du er blevet så vild med Tillich, får du lige en godbid Michael.


Paul Tillich var medstifter af en kreds af religiøse socialister; han udgav "Blätter für religiöse sozialismus" 1921-28. og efter 1930 "Neue Blätter für den Sozialismus". Det var under påvirkning af Karl Marx, der sammen med Nietzsche var den voldsomste bekæmper af borgerligheden, at han havde overtaget Socialismens syn på samfundsforholdene, og det var i denne forbindelse, Tillichs ejendommelige tanke om "kairos" kom frem. Kairos er det handlingsmoment, hvor det evige bryder ind i timeligheden, hvor de store afgørelser træffes og historien skabes. Når han i socialismen så den bedste vej til virkeliggørelsen af sine religiøse tanker, skyldes det rimeligvis, at han betragtede det kapitalistiske samfunds borgerlighed som en hindring for denne virkeliggørelse, og det er vel også herfra, hans store forståelse for Nietzsche stammer.

Utroligt som Tillich's Kairos forståelse ligner Alain Badiou's forståelse af Paulus, med begivenheden Kristus i centrum.

Kære Hanskrist.



Dette skriver du til Arne Thomsen, Thomas og undertegnede. Hvad de to andre debatkolleger mener og tror, kan jeg ikke svare på, men for mit eget vedkommende er der hverken tale om, at jeg præsenterer eller repræsenterer et moderne alternativ. Tværtimod er der tale om, at jeg præsenterer tankegange og filosofier, der er af overordentlig stor ælde og ligger århundreder forud for Tømrersønnens fødsel.

Du postulerer, at jeg er uvidende om kontinental europæisk filosofi og teologi. Nu vil jeg ikke forfalde til de Ole Bjørn-ske tilbøjeligheder ved at skrive en lang og fortørnet klamamse om, hvor belæst jeg er. Det behøver jeg jo så heller ikke at gøre, idet du til rigelighed har overtaget denne funktion her på sitet med dine lange opremsninger af navne på filosoffer og teologer. Men uden at gøre rede for noget indholdsmæssigt hos de pågældende, der kunne forklare, hvilke dele af deres tankeverden, du in casu påberåber dig. Dette er for billigt og bidrager ingenlunde til sagligheden i vor debat.

Dog har du for en gangs skyld sat lidt kød på navnet Nikolai Alexandrowitsch Berdjajew, af hvem du gengiver et tekststykke. Når jeg angiver hans navn lidt anderledes end du, skyldes det, at jeg i sin tid var ret optaget af hans bog »Die Philosophie des freien Geistes« fra 1927 (tysk udgave 1930), og diskuterede den ret indgående med Pater Beda i benediktinerklostret, hvor jeg havde et ophold i 1958.

Så jeg er altså ikke én af dem, der får hovedpine af at læse den tekst, som du udstiller som værende på det nærmeste det sublime og endegyldige svar på det, hvorom diskussionen drejer sig. Jeg har i dag fortsat veneration for denne kristne eksistentialist, men da jeg for længst har forladt kristendommen, er det andre ting jeg læser i dag. Iøvrigt er følgende synspunkter, som han giver udtryk for med hensyn til Upanishadernes og Vedanta’s filosofi ikke synderligt imponerende, hvilket naturligvis kan skyldes manglende kendskab:

»One of these is the Hindu mysticism of identity, of absolute abstraction from the plural world, of absorption in the Brahman. This is an attempt at a mysticism of pure spirituality. It is an acosmic mysticism. Brahman and Atman, Deity and soul, are identical. The realization of the Atman is likewise a realization of the Brahman. Sankara, whom P. Otto compares with Eckhart, is a typical representative of this school. God is represented as a super-existential non-being. It would be simpler to call this type of mysticism pantheism.« (Citat slut).

I dag opfatter man Vedanta og Shankara’s filosofi som udtryk for en underafdeling af panteismen, som man betegner som panenteisme. Dette gælder for eksempel Sarvapalli Radhakrishnan, som du vil stifte lidt nærmere bekendtskab med, hvis du læser lidt videre end den anden recitation i Bhagavadgita-oversættelsen, hvortil du var kommet, da du tog stilling til værket.

Men – well – man kan ikke forhindre, at du forholder dig som én, der skal bedømme smør. Han æder jo heller ikke hele dritlen.

Jeg vil dog erklære mig tilfreds med, at du nu gennem tekstafsnittet har sat lidt mere kød på din henvisning til Berdjajew. Kunne du godhedsfuldt gøre tilsvarende med hensyn til de andre navne, som du nævner? Begynd for eksempel med Karl Marx, idet jeg da er lidt spændt på, hvilke dele af den dialektiske materialisme, der efter din opfattelse støtter det kristne felttog, som du er i færd med at orkestrere.


Med venlig hilsen

Kristian

Kære Kristian, du er lidt småfræk må jeg sige. Sjældent svarer du på noget eller debatterer noget. Aldrig går du ind i en debat eller dialog (selv om jeg er kommet med masse af konkret kritik). Og nu vil du til trods herfor, alligevel til at diktere hvad jeg skal skrive og forklare dig (du som bestemt ikke er ajour med hvad jeg skriver og har skrevet gennem årene).

Og sjovt nok piller du gerne det mest uvæsentlige ud af det jeg skriver, men måske en smart manøvre at gå forbi der hvor du vil stå svagest i argumentation.

Jeg har meget travlt så det bliver skud fra hofterne før jeg må løbe.

Altså det er tydeligt at Paulus vender Platon på hovedet. At det med Gud for kristne er bestemt i og med Kristus. I Kristus har vi hele guddomsfylden i kød og blod. Derfor blev de første kristne da også betragtet som ateister, dem der ikke troede på Gud, men noget med en Kristus. Hvor er Gud for de kristne? I den begivenhed (Kristusbegivenheden (inkarnationen)) hvor der bliver vendt op og ned på virkeligheden. Gud er trådt ind i kærlig engagement for det konkrete menneske i denne mangefoldige/plurale verden, dets vilkår og behov. Alle har fået (i Kristusbegivenheden) Gud som konkret virkelighed, og det er ikke filosoffernes Gud eller tanker/ideer om Gud (for vi har tankerne direkte fra Gud (alle ka nu sige deres mening og alle skal høres)), og Loven er også opfyldt, så vi er ikke under nogen religiøs forordning.


"Bær hinandens byrder, således opfylder I Kristi lov." Galaterbrevet 6,2.

Gør intet af selviskhed og heller ikke af indbildskhed, men sæt i ydmyghed de andre højere end jer selv. Tænk ikke hver især på jeres eget, men tænk alle også på de andres vel. I skal have det sind over for hinanden, som var i Kristus Jesus, han, som havde Guds skikkelse, regnede det ikke for et rov at være lige med Gud, men gav afkald på det, tog en tjeners skikkelse på og blev mennesker lig; Fil 2, 3 – 7.

Vær ingen noget andet skyldig end at elske hinanden; for den, der elsker andre, har opfyldt loven. Rom 13, 8.
Budene: »Du må ikke bryde et ægteskab; du må ikke begå drab; du må ikke stjæle; du må ikke begære,« og et hvilket som helst andet bud, sammenfattes jo i dette bud: »Du skal elske din næste som dig selv.« Kærligheden gør ikke næsten noget ondt. Kærligheden er altså lovens fylde. Rom 13, 8 - 10.

Gud er det der sker med os og Kristus sammen. Gud er i historiske begivenheder og Gud for kristne er det der sker med Kristus og os sammen, altså Gud er i Kristusbegivenheden. Alle er lige i Kristus og i Kristus har vi hele guddomsfylden i kød og blod og al vores libido og engagement er i forhold til det konkrete menneske i den "plurale" verden.

Man siger nej (eller stiller sig selvstændig og kritisk) med Paulus til magthavernes religiøse (og politiske) ideologi og herretænkning og den kristne (oftest de udstødte) får en ny selvbevidsthed og stolthed og identitet med denne barske ideologikritik fra Paulus som ikke lader Marx noget tilbage. Man skal orientere sig imod hinanden og hinandens behov og byrde og vilkår, for her er Gud i Kristus, i dette engangement. Det er et 100% dennesidigt engagement, for her har Gud i Jesus Kristus stillet sig og Gud står her stadig i opstandelsesbegivenheden Kristus, der betyder at Guds solidaritet med os ikke er smuttet os af hænde, men Kristus er her stadig, altså vi har stadig i Kristus/Kristusbegivenheden hele guddomsfylden i kød og blod.


Gud har i sin evige nådesudvælgelse, som er åbenbaret i Jesus Kristus, inklusivt for alle, bragt det sande, det trofaste, det radikalt frie menneske på bane. Guds evige valg har her fundet sit analoge menneskelige modbillede i verden – og disse to er ét. Som indeholdt, udvalgt i ham, genfinder det enkelte menneske sig selv – her frisættes menneskets menneskelighed med baggrund i Guds evige valg. (siger Karl Barth, teologiens Einstein og hovedmanden bag Barmenerklæringen).

Det vigtigste for Marx var menneskets menneskelighed der var blevet væk eller undertrykt.

Karl Barth betragter Feuerbach som en af de aller største teologer.

Både Barth og Tillich var socialister begge to og Marx og hans tænkning og filosofi spillede en afgørende stor rolle for dem begge.

Knud Hansen tidligere forstander for Askov Højskole har skrevet en fremragende bog om Marxismens store betydning for kristendommen og omvendt, hvor store ligheder der findes mellem disse to retninger og menneskesyn.

I dag er et par af de største moderne europæiske filosoffer også marxister (Alain Badiou og Slavoj Zizek) der er levende optaget af kristendommen (og positivt stemt) og da specielt Paulus.

Gud er ikke noget der ER, udenfor det der sker med os og Jesus Kristus sammen (Gud er ikke udenfor Kristusbegivenheden). Gud er i denne historiske begivenhed og bevægelse, socialistiske bevægelse og engagement hvor alle er lige i Kristus og alt skal gøres til gavn og opbyggelse for næsten (bevægelsen er i opstandelsen; altså at vi er med i denne begivenhed, og Gud også er trådt ind i vores liv som i Jesu liv (stillet sig på vores side i dette engagement), hvilket er opstandelsen, i Kristus har vi hele guddomsfylden i kød og blod (inkarnationen fortsætter, altså det dennesidige/hersidige engagement fortsætter og at Gud ikke kan være andre steder). Kristne kender ikke nogen Gud udenfor Kristusbegivenheden. Det hele er et spørgsmål om hvor mennesket har sit engagement og libido, kærlighed. Her eller hisset i noget fremmed. Og kristne har sammen med Hegel og Marx al deres libido og engagement Her på vores banehalvdel, vi tror på det der sker og som vi er med i som aktive medspiller. Som Hegel da også siger så har Gud ikke skjult noget for ham! Imponerende Paulinsk udtalelse der gælder os alle.

Hertil vil jeg med Barth (ifølge Bent Flemming Nielsen, i hans bog ”Karl Barth”, side 50), kunne sige følgende:

En skelnen mellem Gud ”i sig selv” og Gud ”i sin åbenbaring” slet ikke lader sig opretholde. Enhver tale om Gud ”i sig selv” er intet andet end en abstraktion, som tilmed udtrykker en menneskelig narcissistisk tendens til selvprojektion ud i det uendelige.

Derfor skal vi ikke finde Gud udenfor eller bag åbenbaringen men indenfor, ”i”.

Side 128 samme bog:
Den indre trinitariske væren er for Gud sammenfaldende med den ydre historiske virkelighed. Korsbegivenheden er den ydre, jordiske fuldbyrdelse og gentagelse af Guds eget indretrinitariske væsen.

Side 129 samme bog:
Det er nu ikke den usårlige, abstrakte Gud, der tales om. Men der tales om, at den Gud, som frit og af kærlighed lader sig såre, og som selv er virkelig i dette sammenfald af tid og evighed, ikke kan være fremmed for noget menneskes sår. Citater slut.


Mange kærlige hilsner Hanskrist.

PS:

Helt sikkert har jeg argumenteret meget bedre tidligere for lighederne mellem kristendommen og marxismen og mellem Paulus og Marx. Men da jeg kun har lidt tid i dag og morgen, får du det her.