Kære Michael.

Ole Bjørn, der af en eller anden grund ikke længer vil skrive egentlige indlæg, skrev til dig i chatten:

»Du kan jo passende starte med selv at erkende, at din forståelse af det danske sprog og dets funktion er yderst mangelfuld, dernæst at du tankemæssigt lever i en privat fantasiverden uden en dybere forståelse af andre menneskers tanker.«

Ole Bjørn må jo have et eller andet mentalt behov for at skrive sådanne uartigheder. Det har vi vel efterhånden også vænnet os til. Men det korte af det lange er, at hans karakteristik af din sproglige formåen er et fejlskud, der rammer ham selv i foden.

Dernæst begår han også den fejl, at han taler nedsættende om noget, som han ikke selv forstår. Diskussionen på chatten udsprang af dine bemærkninger om nu’et. Hvis Ole Bjørn havde været bevandret i den filosofiske litteratur, ville han næppe have beskyldt dig for tankemæssigt at leve i en fantasiverden.

Du står absolut ikke ene, når du hævder, at det altid er nu, og at nu’et er det eneste, vi har, når vi taler om det oplevelsesmæssige. Derfor finder jeg det vigtigt at give dig opbakning, hvilket jeg også gjorde på chatten. Dette vil jeg gerne uddybe lidt.

Sagen er, at forbindelsen med virkeligheden styrkes, når vi har opmærksomheden henvendt på nu’et som det sted, hvor vi udfolder vort liv og har vore oplevelser. Men det er svært at dvæle i nu’et, fordi man ideligt bliver halet bort fra det på grund af de mange tanker, der melder sig, og som slår op som fisk gennem overfladen af en stille sø.

Det kan virke overordentligt distraherende, hvis man befinder sig i en situation, hvor man for eksempel blot vil sidde og være til, medens solen står op, og nyde lyset, der langsom farver himlen og trætoppene røde. Hvor fuglene markerer deres territorium ved at synge deres morgensang, og hvor haren kommer luntende frem fra skovbrynet og sætter sig til at pudse sine knurhår med forbenene.

Giver man sig her til at tænke på de opgaver, som man skal have løst i dagens løb, eller tænker på de fortrædeligheder, som man blev udsat for i går, er oplevelsen af nu’et forsvundet. Hermed er også oplevelsen af virkeligheden blevet forhindret, men man kan i denne situation vænne sig til at betragte de opdukkende tanker med ligegyldig velvilje og lade dem svinde bort af sig selv, så nu’et igen bliver til nu’et.


Med venlig hilsen

Kristian

Kære Kristian.

Dit indlæg er i sig selv en lang række fejlskud. Jeg har helt konkret påvist flere tilfælde af Michaels forkerte brug af ord i forhold til Dansk Sprognævns definitioner. Det betyder ikke, at jeg ikke forstår hvad Michael mener, for det forstår jeg udmærket, eftersom sproganalyse har været et af mine livslange studieobjekter. Jeg er desuden ganske velbevandret i den filosofiske litteratur, også i tidligere filosoffers forståelige fejltagelser på grund af manglende viden. Hvis det skulle have undgået din opmærksomhed Kristian, så forøges den menneskelige viden og forståelse ganske markant år for år.

Hvis Michael havde betegnet sine tanker som digteriske beskrivelser af virkeligheden, ville jeg overhovedet ikke have opponeret, for i digtning er alt tilladt, men nu fremstiller han dem altså som en bedre forståelse af virkeligheden end den folk som Einstein, Bohr, Piet Hein, Stephen Hawking m.m.fl. samt alle nutidige forskere har, så det må jeg selvfølgelig opponere imod, især fordi problemet tidens natur for mig altid har været nøglen til forståelse af universet, og jeg har derfor studeret det intenst i næsten 60 år.

Ordet evighed betegner et tidsforløb uden hverken begyndelse eller slutning, som i tilfælde af en positiv krumning af rumtiden kan bide sig selv i halen.

Nuet derimod betegner et skillepunkt mellem fortid og fremtid, og da punkter ingen udstrækning har, så har nuet ingen tidsmæssig selvstændig eksistens i dette univers, men er blot en tankekonstruktion. En reel eksistens forudsætter at tiden kan kvantiseres, så nuet optræder som et tidskvant, og det har hverken Michael eller alverdens kosmologer eller chronomatikere kunnet påvise til dato.

Men oplevelsen af nuet er i virkeligheden en oplevelse af fortiden alene af den grund, at der er en tidsforsinkelse på sansesignalernes ankomst til hjernen samt deres fortsatte behandling. Det NU, man oplever, eksisterer ikke i virkeligheden.

Evighed er ligeledes et teoretisk begreb, som man kan hæfte på (teoretisk) lukkede kredsløb, men ingen har kunnet påvise, at evighed virkelig findes. Det er blot en metafor som mennesker i almindelighed ikke kan gennemskue. Det har dog en matematisk eksistens i den imaginære tid, der, som bl.a. Piet Hein har sagt, står vinkelret på tiden i en grafisk fremstilling.

Michael og du begår her den klassiske fejl at forveksle individuelle følelsesmæssige oplevelser med konstaterbare virkelighedsfænomener, der ikke er farvet af personlige fylo- og ontogenetiske erindringsspor. De sidste kan fungere som sociale samhørighedsbånd, men kan ikke bruges i forskningen i den objektive virkelighed.

At frakende andre (inklusive forskere) den romantiske virkelighedsfølelse af nuet er i mine øjne udtryk for en højrøvet arrogance og manglende forståelse af andre mennesker. Alle har denne følelse af oplevelse af nuet, og det svækker ikke nydelsen at erkende, at det er en pseudoviden man oplever.

Når jeg i lang tid har begrænset mig til chatten har det flere årsager. Jeg blev af mange beskyldt for at skræmme nye debattører væk, skønt der var en livlig og alsidig debat, da jeg deltog, og også et jævnt voksende antal deltagere. Den påstand må vel efterhånden været manet godt og grundigt i jorden set i lyset af det sidste halve års udvikling. I de perioder hvor jeg grundet rejser heller ikke ytrer mig i chatten, kan der ofte gå flere dage mellem indlæggene.

Dertil kommer at chatten er det eneste sted hvor man kan fremsætte relevant personkritik uden at de skænderier, som det kan udarte til, får en blivende plads i debatten. Det hjælper ikke meget at flytte smædeskrivelser til arenaen, når den fortsat er lige så synlig som de øvrige debatter, så anonyme smædeskrivere og deres støtter har frit spil på debatten med citatfusk og alskens løgnagtige påstande.

Men der er måske håb om Kristian, at du nu, hvor du er færdig med din oversættelse, kan bidrage med nogle kvalitative indlæg, så treram ikke skal være ene mand fra støtteforeningens bestyrelse til at holde debatten i live.

Mvh

Ole Bjørn

Kære Ole Bjørn.

Tak fordi du tog til genmæle med et vægtigt indlæg. Jeg vil naturligvis ikke bestride rigtigheden af det, som du skriver vedrørende de aspekter, der er forankrede i naturvidenskabelige arbejdsmetoder. Imidlertid har jeg andre grunde – herunder filosofiske – til at mene, at Michael og jeg langt hen ad vejen taler om det samme.

Her vil jeg bede dig henvende opmærksomheden på det, som jeg skrev, og som faktisk var omdrejningspunktet for oplægget: »Du står absolut ikke ene, når du hævder, at det altid er nu, og at nu’et er det eneste, vi har, når vi taler om det oplevelsesmæssige.« (Citat slut).

Her er 'det oplevelsesmæssige' nøglebegrebet, og herfra kunne du i filosofisk henseende gå videre med Søren Kierkegaard, der i såvel Philosophiske Smuler som i Begrebet Angest har nedfældet afgrundsdybe tanker om det begreb, som han kalder 'Øieblikket'. Det er ret indviklet, hvorfor jeg ikke vil trætte med længere forklaringer, men blot nævne, at Kierkegaard kalder øjeblikket for evighedens nucleus.

Du kunne også vende blikket mod øst og beskæftige dig med en dybtgående filosofisk antropologi, som eksempelvis findes i buddhismen. Her vil du for eksempel støde på anvisninger til frigørelse fra de tidsmæssige fluktuationer, så sindet falder til at hvile i nu’ets uforlignelige tomhed 'shunyata'. Den tomhed, der er oprindelsespotentialet for alt, hvad der kan foreligge i sindet, og som kun han opleves i nu’et.

Lad mig give dig en tekstprøve fra Majjhima-Nikâya, som den tyske Ernst Hoffman, der livet igennem studerede Vayrayana-Buddhismen, hvor han blev optaget under navnet Lama Anagarika Govinda, anbragte forrest i sin bog The Psychological Attitude of Early Buddhist Philosophy:

»The Perfect One is free from any theory, for the Perfect One has understood what the body is, and how it arises, and passes away. He has understood what feeling is, and how it arises, and passes away. He has understood what perception is, and how it arises, and passes away. He has understood what the mental formations are, and how they arise, and pass away. He has understood what consciousness is, and how it arises, and passes away. Therefore, I say, the Perfect One has won complete deliverance through the extinction, fading away, disappearance, rejection, and getting rid of all opinions and conjectures, of all inclination to the vainglory of ’I’ and ’mine’.« (Citat slut).

Ex tuto vil jeg sige, at orientalsk filosofi er andet og mere end et modefænomen, som nyreligiøse, der har fået et åndeligt gennembrud, går rundt med som en skrå i munden, og som de kan spytte ud i hovedet på alle og enhver, der gider lægge øren til deres overfladiske udgydelser.

Store navne inden for den vesterlandske teoretiske fysik har fundet mange østerlandske tankegange fængslende og har markeret deres forståelse på forskellig vis. For eksempel anbragte Niels Bohr yin-yang-tegnet i sit våbenskjold, og Oppenheimer lærte sig sanskrit for at kunne læse Gita’en. David Bohm var også én af dem, der studerede Østens visdom.

Set i en østlig optik kan jeg udmærket begribe det, som Michael skriver, hvorfor jeg finder din anke over hans brug af sproget upassende. Faktisk synes jeg, at Michael hører til blandt de debattører, der gør det rigtig godt.

Derfor, kære Ole Bjørn, ret blikket mod øst med henblik på at blive lidt mere all round i dine filosofiske vurderinger.


Med venlig hilsen

Kristian Pedersen

Kære Arne.

Du har efter min opfattelse ret, når du sætter spørgsmålstegn ved, om nogen har patent på forståelsen af begreberne ’evigheden’ og ’nu-et’. Når du vælger at henholde dig til din egen subjektive sandhed, har du i hvert fald Søren Kierkegaard på din side. Han sagde jo nemlig: »Subjectiviteten er Sandheden«, og det betød på det nærmeste, at det er ens egen subjektivitet, der er kamppladsen mellem løgnen og sandheden.

Kun her kan man kæmpe sig frem til de ståsteder, som man eksistentielt vil sætte sin tilværelse ind på, og deraf følger, at det i sidste ende er én selv, der er bærer af ansvaret og skylden i henseende til ens eget liv.


Med venlig hilsen

Kristian

Kære Kristian.

Jeg har noteret mig, at du finder min anke over Michaels forkerte brug af danske ord upassende. Til gengæld finder jeg din bemærkninger upassende, til dels fordi du går ud fra, at jeg ikke forstår, hvad Michael mener, og dels fordi du prætenderer at jeg ikke har kendskab til østens filosofi. Begge dele er forkert.

Jeg er absolut ikke blind for, at man kan finde inspiration i østlige kulturers tankesæt, og jeg har ikke begrænset mig til den buddhistiske litteratur, men også studeret taoismen (som har mange paralleller til kernefysik), Zen filosofi, shamanistiske filosofier fra hele verden, aboriginernes tidsfilosofi, oldægyptiske tidsforestillinger m.m. hvad halvanden meter bøger på mine reoler vidner om, og jeg har desuden været stærkt involveret i arbejdet for at få anerkendt østens helbredelsessystemer i moderne medicin.

Så din "belæring" af mig er lidt malplaceret. Et åbent sind indebærer netop, at man ikke låser sig fast i en bestemt tradition eller en endegyldig tro. Den menneskelige viden øges dag for dag og sætter os i stand til at sortere i de gamle forestillinger, og til at se hvor det drejer sig om et selvbedrag, forårsaget af manglende viden. Ingen har til dato fundet nogen endegyldig sandhed, og det er teoretiske fysikere netop de første til at forstå.

Michaels synspunkt (som hverken er nyt eller uforståeligt) er typisk for religiøse mennesker, der klamrer sig til en personlig "sandhed", som en fuld mand klamrer sig til en lygtepæl for ikke at miste balancen, når verden drejer rundt om ham i et for ham vanvittigt tempo. Men det er og bliver et selvbedrag.

Det NU vi oplever i vore tanker, er ikke det NU vi befinder os i. Det er et NU, der er overgået til historie, og vi svælger i følelsesmæssig glæde (eller sorg) over vores nyeste erindring. Men dette NU er subjektivt, for grundet tidens relative natur er det forskelligt fra sted til sted og fra referencesystem til referencesystem. Selv hvis vi kalder nuet for en evig forandring tager vi fejl, for vi har ingen viden om tidens eksistens i fremtidens udvikling af universet. Vi kan kun gætte.

I lyset af din nye oversættelse er det måske også værd at slå fast, at enhver oversættelse kun er en tilnærmelse, da de fleste ord har forskellige betydningsområder fra sprog til sprog og fra menneske til menneske. Hertil kommer at den tidsmæssige og miljømæssige kontekst er vidt forskellig fra forfatter til oversætter, så der under alle omstændigheder er tale om en gendigtning, præget af oversætterens eget tankeunivers.

For mig er verden absolut ikke shunyata, men i allerhøjeste grad virkelig - den eneste virkelighed som lader sig objektivt påvise. Det er til dato heller ikke lykkedes ved hjerneskanninger af mediterende personer at konstatere tanketomhed. Tilstandens lægelige betegnelse er iøvrigt hjernedød.

Mvh

Ole Bjørn.

Hej Kræn-P

Du skal have tak for din opbakning. Den er meget kærkommen og jeg sætter pris på den. Jeg har lidt svært ved at granske Ole Bjørns reaktion. Jeg gør mig ikke til af at være i besiddelse af nogen ultimativ sandhed, men jeg har den mening jeg har.

Denne mening kan ikke forandres ved at en eller anden autoritet udtaler et eller andet, men kun ved, at jeg ved at lytte og lære, selv modificerer den, hvilket jeg gerne gør,når jeg tester den i omverdenen. Det besynderlige jeg oplever, er, at når jeg giver udtryk for denne mening, så bliver jeg kaldt åndshovmodig, højrøvet eller hvad ved jeg både på denne debat og på den anden.

Nu er jeg ikke spor højrøvet (kun nogle gange), en opfattelse jeg finder bekræftet hos de, som kender mig og som slet ikke opfatter mig sådan. Jeg ved ikke om jeg skal føle mig smigret eller hvad?

Men spøg til side. Jeg har valgt at beskæftige mig med det måske vanskeligste i tilværelsen og indtil jeg dumpede ind på den anden debat for nogle år siden havde jeg kun gået med det for mig selv. Hele dette virvar der er opstået ved at deltage i en debat, har overrasket mig, men ganske langsomt har jeg fået styr på hvordan jeg kan forvalte mit pund. Men alt personfnidderet og den evige debatteren éns egne synspunkter imod den andens, i stedet for at lytte til og lære af hinanden, fik mig til at forlade den anden debat, fordi jeg oplevede at den konstante modstand mod det jeg skrev, fik mig selv til at tvivle på det som jeg selv gik ind for.

Når jeg prøvede at forklare virkelighedens fine tråde, som jeg selv oplever den, blev forklaringen skudt i sænk og jeg fik ingenting til gengæld andet end en grusom intethed.

Men nu er jeg tilfældigvis bekendt med den eksistentielle virkelighed på begge måder. Både det, at være helt alene i universet, uden Gud og uden mennesker, en overvældende eksistentiel frygt, som jeg kun kunne finde en vej ud af ved at forlade den og søge andre menneskers selskab.

Den eksistentielle styrke jeg opnåede ved at forstå at livet leves i forbindelse med omverdenen, andre mennesker, gjorde, at det også blev muligt for mig at opleve denne eksistentielle virkelighed og at være alene, på en helt anden måde. Det, som jeg, i mangel af bedre ord, kalder stilheden og det uendelige rum. Men jeg er da klar over, at det er mit eget rum og min egen oplevelse.

Der er to ting, som jeg noterer mig ved Ole Bjørns opposition imod mig, og den ene er denne, at opfatte nuet som fortidens gennemgang mod fremtiden. På den måde reducerer man nuet til noget evigt forbigående og hæfter sig ved fortiden og fremtiden.

Det er ikke helt forkert, dette er, hvad der rent faktisk sker. Vi er et resultat af den samlede fortid og ved at opleve, tænke og konkludere, modificerer og udvikler vi hele tiden denne fortid som er vores samlede viden og vi lever i en bevægelse som går fra fortiden ind i fremtiden, det som kaldes tanken.

Man kan også vende denne betragtningsmåde om og betragte nuet som det evigt værende, mens fortiden bevæger sig gennem dette nu mod fremtiden. Men fremtiden er en illusion, en tanke, og når fremtiden bliver til virkelighed vil det altid være som en nuets virkelighed. Hvorfor så ikke blive stående i nuet og lade fortiden bevæge sig ind i fremtiden, i stedet for at opfatte livets gyldne nu, som er det eneste virkelige, som noget der blot skal overstås?

At være, er at være nu. Jeg finder det derfor ikke svært at konstatere, at nuet er det eneste virkelige, at det altid har været og altid vil være, nu.

Den anden ting er, at Ole Bjørn og jeg beskæftiger os med noget helt forskelligt. Jeg beskæftiger mig med at kende mig selv og i dette forløb er jeg stødt på begrebet iagttageren og det iagttagne. Jeg holder meget af evangelierne, men jeg kan forstå at man kan blive forfærdet hvis man møder begrebet, ’’at den som intet har, skal miste endog det, han har’’.

Jeg er da indbildsk nok til at mene at tidligere tiders vise altid har udtrykt sig på en forblommet måde, som gør det vanskeligt for os andre at forstå hvad de taler om. Måske de ikke selv var helt klar over det, eller måske de manglede ord til at udtrykke sig.

Det må være svært, når man har skabt sig en overvældende tankebygning, at se denne bygning blot som tanke. Jeg har da stor beundring for de, som lever sådan. Ole Bjørn, Ipso Facto, Johannes Møllehave, men selv foretrækker jeg enkelhed. Ikke en ydre enkelhed, men en enkelhed i opfattelsen.

Meditation er, at vende hele bøtten om og beskæftige sig med livets virkelighed. Livets virkelighed er os selv, det vi er.

Vi gør os sjældent klart, at vi er den eneste der findes og at verden kun eksisterer for os i kraft af vore sanser. Jeg ser og opfatter rummet og alt hvad der er i det med mit blik og jeg hører føler og smager. Derfor eksisterer verden for mig.

Selv når jeg glemmer mig selv og er fuldstændig sammen med en anden, glemmer jeg tit, at selvom vi er sammen, så er vi også alene hver for sig.

En smuk modsætning. Alenehed og sammenhed.

Vi forstår ikke, at hele vores verdensbillede blot er en tanke og hvis vi alligevel sanser det, så bliver vi frygtelig bange for at der så intet er tilbage i livets frygtelige eksistentielle virkelighed.

Det er denne forståelse af forholdet mellem iagttageren og det iagttagne, som er så vanskelig, fordi det drejer sig om os selv. Når vi mener at tanken er det eneste der findes, den eneste måde hjernen kan fungere på, så låser vi os selv fast i en bestemt opfattelse. Vi konkluderer i stedet for at spørge.

Og her, imellem det døde sind, som konkluderer på baggrund af fortidens erfaring og det levende sind, som hele tiden dør fra fortiden, spørger, lever og lærer nyt, befinder vi os. Vi tør ikke, at give slip og bevæge os ud på det dybe vand.

Man kan ikke forstå sig selv ved at læse bøger om psykologi. Læren om mennesket er læren om os selv. Hvorfor læse om sig selv i en bog i stedet for at lære ved at kigge direkte på sig selv?

Jeg tror, at jeg prøvede at forklare det i et tidligere indlæg om, hvordan man kunne sidde og opleve sine egne tanker, dvs. fortidens reaktion, og hvis man blev ved længe nok, så ville man opleve at de stilnede og noget andet tog over.

Dette andet er opmærksomheden. Det er synet af søen foran én, af fuglen der flyver over himlen og alle lydene omkring én. Så dette, at tanken bliver stille er aldeles ikke ensbetydende med hjernedødhed, tværtimod. Det er det uendelige rum og stilheden.

At være uden tanken, er at være overmåde levende og opmærksom.

Al fortidens erfaring og viden, både ens egen og menneskehedens, kan i akkumuleret form betragtes som det, vi kalder forstanden. Når tanken bliver stille er denne forstand fuldstændig vågen

Når vi så igen begynder at tænke, så spalter vi denne forstand ud i dens bestanddele.

Så opstår iagttageren og det iagttagne. Denne forståelse af iagttageren og det iagttagne, går vi altid udenom og den er årsag til mange misforståelser. Når man aldrig har prøvet at være opmærksom i nuet, så forestiller man sig, at denne tilstand er en tilstand af fuldstændig udslettelse, hvilket den ikke er.

Det er blot jeget, som er midlertidigt fraværende. Men snart banker tilværelsen på døren igen. Vi begynder igen at tænke og erindre og igen bliver jeget til.

Når vi er så tæt på os selv, er det svært at forstå, at der ikke er nogen forskel på iagttageren og det iagttagne. Det iagttagne er al vores viden, alle vore oplevelser og vore erindringer. Dette er hvad vi er. Men dette jeg, som betragter alt hvad det er, består selv af alt det, som det betragter. Derfor er iagttageren det iagttagne.

Der er ikke tale om nogen form for udslettelse for man kan ikke udslette sig selv. Men er det ikke skønt at glemme sig selv, al vores fortids smerte, træde ud i nuet og mærke den friske blæst mod vores ansigt?

Hvis man forstår, at iagttageren er det iagttagne, så forstår man også hvor formålsløst det er at sætte sig ned og forsøge at kontrollere sine tanker. For dette ’’man’’ er en illusion som er skabt af tanken.

Hver gang jeg forsøger at kontrollere tanken så skaber jeg mig selv i forhold til det som jeg er. Jeg skaber afstand i mig selv. Afstand mellem mig selv og det, som jeg er. Dette jeg, bliver skabt i kraft af mit ønske, som jeg har, om, at det, at kontrollere tanken, skulle bære mig et bestemt sted hen. Det er derfor fortidens viden som er aktiv i viljeshandlingen.

Derfor har du ret i det du skriver. Al såkaldt ’’handling’’ er en viljeshandling udsprunget af fortiden og dette, at ønske, at kontrollere sine tanker, er en komplet misforståelse. Den eneste rette handling er derfor, at etablere en tilstand i sit sind som slet ikke handler. Der er ingen mening i at stræbe efter at kontrollere tanken, snarere burde man lade tanken flyve frit. Så er der ingen modsætning mellem at tænke og ikke at tænke.

Så kan man tænke kreativt og lade denne kreative bevægelse i sit sind finde sin egen form og formulere sig på sin egen måde. Og så kan tanken på en naturlig måde blive stille uden at man tilstræber det.

Den første og sidste handling er derfor, fuldstændig at høre op med at handle. Denne ikke-handling er opmærksomhed og denne opmærksomhed ser, at det er fortiden, der handler som resultat af en udfordring. Fordi den ser det, er der fuldstændig frihed. Den kan følge med handlingen eller den kan lade handlingen ske uden at rette på den. Så dette at se, at være opmærksom er både den fuldstændige ikke-handling og den fuldstændige handling.

Og hermed er man nået, ikke til slutningen, men derimod til begyndelsen. Her begynder livet og en rejse som måske varer for altid. Her fødes den ikke-valgte opmærksomhed på det, som er, som er helt uden for éns rækkevidde men som er det lys, der hele tiden tænder sig selv.

Jeg ved ikke om det er en forklaring der kan bruges til noget, men jeg følte mig helt inspireret.

For mig, som beskæftiger mig med forholdet mennesker indbyrdes, er det ensbetydende med, at man ikke kan sætte sig på en stol og lære sig selv, at kende. Man bliver nødt til at gå ud i verden og ved at reagere på livets udfordring lærer man sig selv at kende, som man er. Ved altid at være opmærksom på sig selv og de sammenhænge man optræder i, uden, at man har valgt det ved en viljeshandling.

Det er en besynderlig opdagelse, at alt hvad de taler om kan føres tilbage til dette nu og til en selv. Dette, at leve, at være sig selv, at kende sig selv. At forståelsen af sandheden er at forstå sig selv, det man til enhver tid er og at klarhed er en tilstand hvor der ikke er nogen forstillelse, hvor man ikke kan skjule noget for sig selv. For mig er denne ubetingede klarhed, hvor alting er foldet ud som det er, det sande lys.

Det er dette, at se klart, som jeg mener, er noget andet end tanken. Noget man kunne kalde intelligens. At det, som er mere end tanken, mere end vore sentimentale følelser, slet ikke er ingenting, men en hel masse er ganske vanskeligt at forklare, man må selv opleve det.

Selvom jeg ikke kan sige mig fri for nogle gange at havne i mine balstyrige følelsers vold, så elsker jeg klarhed og usentimentalitet. Der hvor nydelse ikke er nydelse, men fornøjelse.

Nå, du må undskylde, at jeg skrev et så langt indlæg. Det var en teknisk forklaring og det er jeg nok ikke så god til. Som Ole Bjørn nævner, så egner jeg mig nok mere til at beskrive livet poetisk, idet jeg holder mere af selve livets indhold, end af de tekniske forklaringer.

Jeg glæder mig for øvrigt til at købe jeres udgave af Bhagavad Ghita på forlaget Gammelmark den 10. december. Hvis jeg ikke umiddelbart kan finde den, skal jeg nok spørge. Interessant, dette at lave sit eget forlag. Jeg kender en hel del mennesker, som digter på privat basis. Der er intet forlag, som ønsker at udgive det, men jeg har tit tænkt på om man ikke kunne lave sit eget forlag. Det sidste jeg hørte om var ham med de EDB-hæfter, man kan finde alle vegne. Det var en eminent idé.

For øvrigt kan jeg anbefale alle at begynde at leve med sig selv. Trods alt er man den nærmeste til at gøre det.

Smukt indlæg, Michael, og ikke et ord for langt.

Jeg har før opfordret dig til at skrive digte, for der risikerer du ikke at dine ord bliver taget for pålydende. Sproget, både det talte og det skrevne, er alt for fattigt til at beskrive de nuancer, der er i vores tanke- og følelsesliv. Selv om vi tager mimik, gestik, attituder og andre udtryksformer til hjælp, kan vi aldrig gøre os håb om fuld forståelse. Vi er, som du selv gør opmærksom på, alene i vores tankeverden.

Men digte, hvad enten de er metriske eller ren prosa, har en ekstra dimension i det, som kan læses mellem linierne. Her kan det usigelige få form og substans for dem, der kan opleve/opfatte digtet umiddelbart, og man kan så måske genkende noget i sig selv, der ligner digtets budskab.

Jeg har aldrig haft problemer med at forstå, hvad du mener, for jeg har for mange år siden været igennem de samme faser i min udvikling. Jeg er blot kommet til en mere omfattende erkendelse, som jeg skal prøve at forklare.

I mange år i min ungdom lå jeg under for den dualitet, som især Descartes var talsmand for, nemlig opdelingen/adskillelsen i krop og sjæl. De fleste hænger stadig fast i den overbevisning, at der findes en åndelig verden, som de tildeler en selvstændig eksistens, ophøjet over det kødelige liv. Det er en fristende tanke, og det er jo også grundlaget for enhver religion, men det er og bliver et selvbedrag.

Psykologien befinder sig også i dette hængedynd, og deres "guder" kaldes jeg'et, overjeg'et, id'et m.m. fantasibegreber uden reel eksistens, så der er heller ingen hjælp at hente, hvis man søger at komme til virkelig klarhed over årsagerne til sine tanker, følelser og reaktioner.

Jeg, og andre uhildede forskere i sjælelivet, ser anderledes på det. Hjerneforskningen og genetikken har givet os en verden af nye muligheder for at forstå de sjælelige processer, og at forstå hvorfor illusionen om en åndelig verden virker så levende på os. Vi står endnu kun på tærskelen til at forklare disse processer og forstå tankeprocesserne fuldt ud, men vi bevæger os hurtigt fremad i disse år.

Denne forståelse kan ikke opnås ved introspektion eller selvfordybelse. Al forståelse baserer sig på sammenligning, og hvis man lægger sine egne tanker, følelser og oplevelser som grund til en forståelse, er man i virkeligheden inhabil.

Så forskellen på mig og "religiøst" tænkende mennesker er ikke vores følelsesliv. Mit er nøjagtig lige så personligt, nuanceret og selvoptaget som hos alle andre. Forskellen er kun, at jeg er klar over, at min oplevelse af verden og mine tanker blot er et resultat af fysiske processer med et moment af tilfældighed på kvanteniveauet. Måske er det udfaldet af denne tilfældighed vi i vores bevidsthed oplever som vores viljemæssige valg.

Selv om vi alle deler den objektive verden, så deler vi ikke oplevelsen af den. Vi er hver især alene om vores oplevelse, som du selv er kommet til en forståelse af, men ved at sammenligne os med andre (når vi kommunikerer) kan vi fornemme en vis grad af parallellitet, og dette kan vi dele med hinanden, især hvis vi har et fællesskab i erfaringer. Vi elsker vore bøgeskove og landskabets bløde linier som nordmændene elsker deres fjelde og sømænd elsker havets fjerne horisont.

Men det er netop den individuelle oplevelse af verden, der fik mig til at reagere på dit "evige" NU. Dit nu er nemlig ikke mit nu eller nogen andens nu, så dit nu er ikke evigt. Det dør med dig og mindet om det bliver glemt i den myriade af nye og forskellige nuer som universet danner med hvert kvantespring, og som forsvinder lige så hurtigt for at give plads til de nye. Det er selve tidens natur det handler om her.

Man kan til en vis grad styre sine tanker. Det er jo det vi gør, når vi f.eks. fokuserer på at løse en opgave eller træffe et valg. Hjernen har faktisk mange forskellige tilstandsformer, og vi kan vælge at lade tankerne flyde frit, hvis vi lukker af for ydre stimuli. Det nærmeste vi kan komme tanketomhed er den såkaldte alfa-tilstand, som både optræder i visse søvnperioder, under meditation og under hypnose. Men det er en ganske anden historie.

Jeg håber det gjorde dig klogere på min reaktion, Michael.

Mvh

Ole Bjørn

Kære Michael.

Tak for dit tilbagesvar. Jeg er enig med Ole Bjørn, når han betegner dit indlæg som smukt, og ikke et ord for langt. Det er særdeles vanskelige temaer, som du har begivet dig ud i, og jeg har læst indlægget flere gange. Det har jeg gjort, fordi din gedigne redegørelse for mig personligt er særdeles vedkommende.

Derfor må du have mig undskyldt, at jeg i en vis udstrækning vil være nødt til at tale om den vej, som jeg selv går, men jeg har ikke andet at sammenligne med. For sagen er, at ethvert menneske nødvendigvis må have sin egen personlige vej at gå. Måske kan man oven i købet heller ikke sige noget præcist om, hvorvidt vejen overhovedet har et mål, thi det kan være dette at gå vejen, der i sig selv er målet.

Din fascination af stilheden og det uendelige rum deler jeg. Her er det de oplevelsesmæssige aspekter, man koncentrerer sig om, således at det uendelige rum ikke må forveksles med det astronomiske rum, der også er fascinerende, men på en kvalitativt anderledes måde. En intellektuel måde, kunne man måske sige.

For at være i stilhedens uendelige rum, må man bringe alle forstyrrelser til tavshed. Dette er ingenlunde nogen let opgave at gå til. Det er let nok at anbringe sig i en bekvem stilling, hvor man kan slappe af, men der går ikke mange øjeblikke, før en tanke popper op. Den skal man ikke forsøge at undertrykke, idet man så blot opnår det modsatte af det, som man ville.

Man skal nok snarere betragte den opdukkende tanke med velvillig ligegyldighed og så blot lade være med at følge den til dørs med fortsættende tankerækker. Hvis man gennem daglig øvelse gennem ganske mange måneder opdager, at der er et mellemrum mellem en tankes forsvinden og en ny tankes opståen, har stilhedens uendelige rum vist sig for én i et kort og fascinerende glimt.

Dette kan gentages, og glimtene kan blive længere og længere, indtil man oplever det, som du kalder sammensmeltningen af iagttageren og det iagttagne, hvilket er en oplevelse i evighedens nucleus – i nu’et – hvor hele det indre synsfelt bliver intensivt lysende, og hvor man via åndedrættet kan ånde sig længere og længere ind i en dyb følelse af glæde. Hvor der kun er tomhed – men en tomhed, der er uforlignelig.

Lad os kalde en sådan øvelse for meditation, men lad os så samtidigt sige, at der er utallige måder at meditere på. Mange af de anvisninger, som man kan finde på hylderne i de nyreligiøse supermarkeder, kan ved et første øjekast se ud til at være sophistikerede og betjene sig af adskillige hjælpemidler og –teknikker. Dette føler nogle sig tiltrukket af.

Men her skal man være varsom. Nogle af de teknikker, der er kommet til os østfra, er langt mere kraftfulde, end den ovenfor skitserede enfoldige teknik. Da jeg i sin tid var sagsbehandler, stødte jeg på et par tilfælde, hvor ukritisk og ukyndig anvendelse af en bestemt orientalsk meditationsteknik fra en af mode-guruerne i 1970-erne havde gjort de pågældende modne til indlæggelse på den lukkede afdeling på røde papirer.

Dette var, kære Michael, en slags første reaktion på dit værdifulde indlæg. Men der er mere at sige, og det håber jeg, at jeg får tid til at skrive.


Med venlig hilsen

Kristian