Hej Ole Bjørn!

Her lidt krudt til dit:



Jeg blev i starten af 70'erne af en ven konfronteret med spillet Master Mind, det der med at gætte på seks skjulte farver og så masterminded regne frem til deres ægte stilling.

(Et indlæg om spillet:
http://www.groveloejer.dk/sangild/2007/11/mastermind.html)

Nå, men dette mit første forsøg i MasterMind var - surprice - korrekt! Ramte alle seks farver korrekt i første forsøg .

Husker, at Klaus gloede på mig, som var jeg en ny messias.

Nå, vi spillede videre, vel en ti-tolv gange, hvor jeg sådan bare lå på et gennemsnitligt resultat.

Og så gik der nogle år!

Hvor vi var på besøg hos nogle venner, som hev et MasterMind spil frem. Hvilket selvfølgelig fik mig til at fortælle om denne sjove oplevelse, at gætte korrekt i første gæt.

Og så spillede vi MasterMind, og tredje - eller var det fjerde gang - så ramte jeg igen korrekt.

Jamen, er det ikke fantastisk!

Hjælpeånder har vel sørget for mit held.

Mindes i øvrigt også:

Var i sin tid ansat på det bogtrykkeri, der udgav Romanbladet og Det Man Læser. Som maskinsætter, hvilket indebar, at man fik gennemlæst romancerne.

(Spørgsmål fra mig som nyansat: "Ugens horoskop? Hvor er manuskriptet?" Svar: "Tag et af de ti år gamle udgaver af Romanbladet, men husk, at hvis som svar på Det Man Læser, så ret "i ugens løb" til "i periodens løb". Eftersom Det Man Læser kun udkommer hver 14. dag.)

Nå, men Ole Bjørn. For at komme videre med den der om fantastisk ESP-viden (er det ikke hvad du plæderer for) så endnu en utrolig én:

(Blev i 70'erne konfronteret med min kammerat Klaus' kone - ret så naiv - spurgte fx hvem ham Mao var, som der blev talt så meget om.)

Der stod jeg, med en 'kvinderomantisk' bog/bladudgivelse, hvis navn jeg ikke husker. Og kiggede i den.

Jeg plæderede for, at jeg tyve år forinden havde været maskinsætter for noget så forvrøvlet romanvrøvl som, at to elskende var, 'singing in the rain' på vej til 'on the top of the world'.

Syngende!

Og så - big surprice - Helt ærligt; virkelig en stor overraskelse - Så var denne 'roman' gentaget i denne nye udgave.

Stod med den helt samme historie ca 20 år efter.

Næh - det er jo også derfor at udtrykket "der er mere mellem himmel og jord" er så dårligt.

Det burde retteligt hedde "der er mere mellem ørerne" - for det er jo i vores forestillingsevne, at begreberne clairvoyance, religion, telepati osv. udspiller sig.

Vores store, og i nogen grad - uregerlige, hjerne har det med at slippe virkeligheden og bevæge sig ud på overdrevet.

Jeg synes da at det er spændende at vi har "uafdækkede hjernestrukturer og/eller -evner", og det må der da forskes videre i.

For eksempel vil det da være helt fantastisk, HVIS vi har en iboende evne til at "kurere" os selv for de ubalancer som kan føre til sygdomme. Som de fleste jo ved, ved dyr ofte instinktivt hvad de skal spise for at genoprette sådanne ubalancer. Måske har vi samme evne hvis vi bare kunne erkende den?

En af mine venner har fibromyralgi, og jeg tænker ofte på at hans "ondt i musklerne" er meget afhængig af hvad han ellers foretager sig. Er han optaget af noget han virkelig kan li', erkender han ikke at han har ondt. Omvendt, hvis han skal foretage sig noget han ikke gider, så slår hans smerter ud i ekstrem grad.

Man KAN altså smertebehandle sig selv, hvis man selv vil - og bliver tilskyndet til det. Er det så ikke den samme mekanisme som fx. pinsebevægelsen forsøger at fremkalde ved hjælp af deres Jesus-hysteri? Såvidt jeg ved, har man da heller aldrig hørt noget om langtidsvirkningen af de "strålende resultater" for helbredelser ved bøn, som de så ofte fører sig frem med.

Telepati burde jo være rimeligt let at undersøge, og det er der vel også brugt en del ressourcer på - men så vidt jeg ved, stadig uden afgørende resultater.

Mon vi så ikke kan konkludere at det er mest rigtigt at sige at "der er mere mellem ørerne" - og at det så er dér man skal koncentrere sit udredningsarbejde?

Jeg er enig i, at begreberne udspiller sig i vores forestillingsverden eller måske mere præcist sagt i vores tankeverden, men jeg er ikke enig i, at vi kan sidde her og putte det hele i én kasse som resultatet af vores forestillingsevne. Clairvoyance er en svær størrelse at diskutere, men som jeg har været inde på i mit indlæg til bl.a. Peter Arentzen mener jeg, at det handler om en form for energier (gode som dårlige). Hvad angår derimod religion gør du fejl i at putte det i kassen under forestillingsevne, idet religion er mere end et begreb, der sidder mellem ørerne. Religion er jo netop noget, der udspiller sig i virkeligheden i form af en bestemt levemåde, hvor Gud eller guder bliver dyrket. Du kan selvfølgelig sige, at troen blot er en forestilling om noget, der i virkeligheden ikke findes, men selve religionen som menneskets forhold til Gud kommer til udtryk i eksplicitte væremåder. Nu tænker jeg bl.a. på romersk religion og selve den latinske betegnelse, "religio", der betyder at binde noget fast. Her er det ikke nødvendigvis TROEN, der bindes fast men derimod den rette måde at binde de gode og sande sædvaner sammen på; det være sig som ritualer, ideologier og organisering af samfundet. Tager vi gudetroen/kejsertroen etc. væk tror jeg, at der stadig vil have været et behov for at tolke de gode sædvaner som årsag til opblomstringsperioder og omvendt de dårlige sædvaner som årsag til nedgangsperioder.

Det er min egen opfattelse, at vi kan være med til at helbrede os selv. I et holistisk perspektiv er der "noget", der binder os sammen på flere planer, f.eks. universet og vores menneskeliv her og - men ikke mindst - sammenhængen mellem det fysiologiske og det psykiske. Du er selv inde på det med evnen til at kurere sig selv og genoprette ubalancer. Her kan vi erindre indianerne, som er kendt for evnen til at benytte planternes lægende indgredienser til naturmedicin og lign. Det er vel også på dette grundlag, at vi har fået den i nutidens moderne alternative verdens opkomst. Jeg tror altså, at der er mere mellem himmel og jord, som kan være med til at helbrede os. Men som jeg så ofte før har givet udtryk for, vandrer jeg ikke rundt blandt den alternative verdens mange tilbud, da jeg oplever dette som bud på mange centreringer og energier/energifelter, som jeg ikke altid ynder (beklager mine udtryk som nok er for indforstået).

Dette var et lidt hurtigt svar på dit indlæg

Mvh
Anne

Kære Jerry.

Tak for dit ramsaltede indlæg, hvori du afviser såvel Ole Bjørn’s som mine synspunkter. Det kan du naturligvis være i din gode ret til at gøre, eftersom du synes at mene, at du henholder dig til virkeligheden og til sund rationel tænkning.

Her kan vi godt mødes i en fælles afvisning af de såkaldte ånder, som det ellers er så moderne at tro på. Naturligvis tør jeg ikke sige i fuld alvor, at sådanne ånder eller poltergeister ikke eksisterer, thi man skulle i så fald kunne føre bevis for sin påstand. Og at føre bevis for, at noget ikke eksisterer, lader sig nu engang ikke gøre, hvis det er sædvanlig ædruelig logik, man lægger til grund.

Det eneste, som jeg personligt tør sige, er, at jeg ikke tror på ånder, ligesom jeg heller ikke tror på Gud, Fanden, Ærkeenglen Gabriel eller andet himmelsk fjerkræ. Dette beror på et valg, og nærmere kan jeg ikke komme det. Når du selv kalder dig ateist, skyldes det også et valg – og intet andet – thi du er ikke i stand til at føre et logisk bevis for, at Gud ikke eksisterer.

Når vi derimod kommer til spørgsmålet om ESP (EkstraSensorisk Perception), altså bevidsthedsfænomener, der foreligger for én uden at være kommet frem til bevidstheden via de sædvanligt kendte sanser, er forholdet et andet. Her står vi nemlig med en forskning, som Ole Bjørn har nævnt det i sit indlæg, og du kunne for eksempel gøre dig den ulejlighed at låne professor J. B. Rhine’s bog ’The Reach of the Mind’ på biblioteket. På dansk hedder den ’Sjælens Evner’, og den blev udgivet på Hagerup i 1949.

Denne forskning efter helt tradiotionelle metoder har givet resultater, som man kan sige er i strid med din sunde fornuft. Dette rejser spørgsmålet om, hvorvidt det er den videnskabelige metode eller din sunde fornuft, der er noget i vejen med.

Allerede før du blev født, blev man nødt til at sætte spørgsmålstegn ved den sunde fornuft. Det er for eksempel sund fornuft, at et fysisk forsøg nødvendigvis må foregå i et rum. Og et rum har vi lært at beregne volumen af allerede under vor skolegang. Det har tre dimensioner: Længde bredde og højde.

Hertil kommer, at et fysisk forsøg skal forstås i tid, således at det, der sker, er virkninger af årsager, der ligger tidligere på tidslinien. Derfor skal vi bruge talsæt på fire, når vi for eksempel skal beskrive boldens opførsel i en tennismatch i en hal: Afstanden fra gulvet, afstanden fra endevæggen, afstanden fra sidevæggen og tidspunktet, da bolden var i et punkt angivet med de tre rumkoordinater. At bolden flyver af sted, har som årsag et slag, der ligger forud for det tidspunkt, hvori den rammer modstanderens ketcher.

Men i 1927 blev Niels Bohr nødt til at sige, at de kvantefysiske forsøg ikke foregår i et sådant rum, som vi fornuftsmæssigt har lært at beregne. Han brugte i stedet et kunstord, som var ’koordinatrummet’. Meningen hermed var at sige, at denne særlige form for rum ikke havde de tre sædvanlige dimensioner: Længde, bredde og højde. Det havde andre dimensioner, og disse var lig med de frihedsgrader, som kvantefysiske forsøg viste, at elementar-partiklerne havde.

Partiklerne kunne så at sige opføre sig i strid med vor dagligdags sunde fornuft. De kunne for eksempel gå baglæns i tiden, og derfor måtte man sige, at den lineært fremadskridende tid, som vi oplever, ikke var tilstrækkelig i forståelsen af kvanteforsøgene. Derfor opererede man med noget, som man kaldte ’imaginærtiden’, og moderne teoretisk kosmologi er inde på, at imaginærtiden er mere fundamental for beskrivelsen af universet end vor dagligdags lineære realtid.

Derfor kan det ikke nytte noget, at du med rød skrift understreger: »Fremtiden eksisterer IKKE. Kan ikke forudses. Men kommer!« (Citat slut).

Dette er muligvis udtryk for din sunde fornuft, men det har været i strid med videnskabeligt velfunderede grundsætninger fra før, du blev født. Thi videnskabeligt set er man nødt til at regne med tiden som noget, der ikke kan ses isoleret fra rummet. I en partikel-accelerator kan en partikel vekselvirke med en anden partikel, som den – set alene i realtiden – selv er med til at danne på et senere tidspunkt.

Her må imaginærtiden med ind i billedet, og så er der ikke tale om noget fornuftstridigt, fordi imaginærtiden ikke kan skelnes fra andre retninger i rummet. Ligesom man kan bevæge sig såvel forlæns som baglæns i rummet, kan man også gøre det i imaginærtiden. Hvis dette skal anskueliggøres i en matematisk form, kan man gøre det ved at tegne vor oplevede realtid som en ret linie, der kun løber én vej, og imaginærtiden som en ret linie, der står vinkelret på realtidslinien. Og på denne imaginærtids-linie kan man som nævnt bevæge sig såvel forlæns som baglæns.

Du stiller spørgsmålstegn ved eksemplet med Emanuel Swedenborg og spørger, om jeg er sikker på, at der ikke er tale om en efterrationalisering. Dette kan ingen af os tage endegyldigt stilling til i dag, hvor så lang tid er forløbet.

Det eneste, jeg tør sige, er, at eksemplet ikke lader sig udelukke ud fra videnskabeligt teoretiske overvejelser. Dels har Rhine’s forskning vist, at clairvoyance ikke er et rent fantasiprodukt, og dels arbejder frontlinieforskningen inden for den teoretiske kosmologi med betydeligt flere dimensioner end de fire, som vor dagligdags sunde fornuft indeholder.

Den sunde fornuft – for eksempel repræsenteret ved Albert Einstein – afviste på Solvey-konferencerne i 1920-erne Niels Bohr’s påstand om quantum entanglement som fortænkt hjernespind. Imidlertid gav Aspect’s forsøg i juni 1982 Niels Bohr medhold. Vi lever i et univers med flere dimensioner, end vi er i stand til at erkende fornuftsmæssigt, og disse ekstra-dimensioner kan være genveje mellem fænomener, som vi ellers opfatter som adskilte i vor sunde fornufts rum- og tidsdimensionalitet.

Det er derfor ikke i modstrid med den teoretiske kosmologi at forestille sig, at det som vor kollega Kurt kalder det, som vi har mellem ørerne, nemlig vor egen bevidsthed, har flere frihedsgrader end dem, der følger af den dagligdags sunde fornuft. Derfor finder jeg ikke grundlag for at afvise Swedenborg-eksemplet og eksemplerne fra folkemindeforskeren H. P. Hansen. Sorry, Jerry!

Hvis jeg skulle være så ubeskeden at inddrage mine egne erfaringer, vil jeg sige lige ud, at telepatiske bevidsthedsoplevelser hører med til min dagligdag. Dette kan du jo naturligvis afvise, men så må du begrunde din afvisning med andet og mere end din sunde fornuft, thi den trænger i høj grad til et hovedeftersyn.


Med venlig hilsen

Kristian Pedersen

Kære Jerry.

Dit Mastermind-eksempel er uegnet til at illustrere tilfældighed kontra ESP, eftersom enhver dygtig matematiker vil have 6 rigtige hver gang. Når man foretager ESP-forsøg, udelukker man alle muligheder for at forsøgspersonerne kan regne sig frem til resultatet, og der anvendes som regel en kontrolgruppe af personer, der er tilfældigt valgt i modsætning til den primære forsøgsgruppe, der er udvalgt på basis af tidligere bemærkelsesværdige resultater.

ESP (extra sensory perception), som på dansk kaldes paranormal sansning, behøver ikke at være i strid med naturlovene. Vi ved jo at mange dyr har sanser, der rækker langt ud over vort sanseområde, og vi er rent faktisk beslægtet med dem langt tilbage i udviklingsrækken. Da mennesker individuelt er genetisk forskellige, kan vi derfor ikke udelukke, at nogle mennesker måske har en genkombination, der sætter dem i stand til at opfatte fænomener, som andre ikke kan.

Et godt eksempel er, at du i dette øjeblik er gennemtrængt af elektromagnetiske bølger fra et hav af radio- og TV-stationer, men du opfatter dem overhovedet ikke. Det er der imidlertid dokumenterede eksempler på at nogle mennesker kan, men forklaringen viste sig at være både simpel og meget naturlig. Hos en kvinde, der klagede over, at hun konstant hørte den lokale radiostation inde i sit hovede, fandt man ud af, at det var opstået kort tid efter hendes sidste tandlægebesøg. Det viste sig at den fyldning af sølvamalgam, som hun havde fået, virkede som et krystal, der omsatte radiobølgerne til lyd.

Hos en fabriksarbejder skiftede modtageligheden dagligt. Han kunne høre stationer i andre lande, og var ved at blive skør af alle de stemmer og den musik han hørte næsten konstant. På fabrikken arbejdede han som sliber, og det viste sig, at slibestøvet satte sig på hans trommehinder og virkede som krystalmodtagere på mange forskellige frekvenser.

Sådanne eksempler er jo lette at forklare. Problemet er, at visse ESP-fænomener ikke kan forklares med kendte signaler. Man kan blot konstatere, at der er foregået en overførsel af viden, som hverken kan forklares med perception med vore kendte sanser eller med den viden om naturen, som vi har i dag, og som ikke bare ligger langt fra statistiske tilfældigheder, men hvor tilfældigheder helt kan udelukkes.

Det menneskelige syn er så følsomt, at det rent faktisk kan opfatte en enkelt foton. Men siden påvisningen af entanglement-fænomenet må vi konstatere, at fotoner også er bærere af oplysninger om en tilstand et andet sted i universet. Hvad vi ikke ved er om vore hjerner påvirkes af fotonens bølgefunktion. Vi ved heller ikke, om vor tankevirksomhed påvirkes af de millioner af neutrinoer, der ryger gennem vores hovede hvert sekund.

Skepticisme er godt, når man forsker i usædvanlige fænomener. Overdreven skepticisme i form af en forlods afvisning af muligheden for ESP er højst uvidenskabelig. Ikke desto mindre er det en holdning, man træffer på hos mange forskere i andre fag, fordi de opfatter ESP-forskning som en form for spiritisme. Det er det absolut ikke. Men denne holdning har alligevel gjort sit til, at man skal kende en forsker temmelig godt, før han/hun er parat til at berette om sine personlige ESP-oplevelser, som mange vælger at fortrænge eller bortforklare med en endnu mere usandsynlig forklaring om tilfældigheder.

Mvh

Ole Bjørn ;)