Kære debatkolleger.

Undertiden støder man på mennesker, der fuldt og fast tror på, at de har levet tidligere. Debattøren Verner ovre på KD’s debatforum er én af dem. Lad mig sige lige ud, at jeg personligt ikke tror på reinkarnation. Når jeg engang forlader de levendes tal, er det efter min opfattelse slut for good and ever.

Alligevel har tanken enkelte gange strejfet mig, for eksempel i forbindelse med det psykologiske fænomen ’deja vue’ (allerede sét). Neurologerne mener vistnok, at deja vue er en hallucination, der hænger sammen med en eller anden form for irritation af tindingelappen i hjernen. Visse epileptikere oplever ofte denne hallucination, men den forekommer også hos helt raske personer.

I 1978, da jeg for første gang var i Indien, havde jeg en deja vue-oplevelse i Varanasi. Vi stod på førstesalen i en bygning og kiggede over på en tempelkuppel på den anden side af gaden. Pludselig slog det mig, at hér havde jeg stået før. Hallucinationen fortsatte, da vi kom ned på gaden og begyndte at gå. Jeg ’genkendte’ simpelt hen alt, hvad jeg så, når vi drejede om et hjørne. På et bestemt sted ophørte det, og alt var igen nyt.

Forholdet har jo nok haft sin årsag i, at min hjerne har spillet mig et puds, da jeg med bestemthed mener, at jeg ikke har levet før. Men det kan jo være oplevelser af for eksempel denne karakter, der får folk til at tro på inkarnation.

Hvad mener du?


Med venlig hilsen

Kristian Pedersen

Kære Arne.

Tak for dit indlæg. Jeg er opkaldt efter min farbror, der døde som attenårig på grund af tuberkulose. Men Kristian er vel afledt af navnet Kristus og betyder egentlig ’den kristne’. Det kan jeg så ikke leve op til, men når jeg har været i Indien, har enkelte af og til opfattet mit fornavn som udtryk for min konfessionelle holdning og har spurgt, hvilket af de kristne trossamfund, jeg bekender mig til.

Jeg blev ikke forskrækket over deja vue-oplevelsen i Varanasi, og jeg kan medgive, at jeg faktisk nød den; nærmest på grund af dens dybde og dens præg af væsentlighed. Måske kunne jeg sige, at den havde et præg af storladen højtid.

Grunden til, at vi tog på denne turistrejse til Indien, var for mit vedkommende, at jeg i forvejen havde beskæftiget mig en del med indiske religioner og religionsfilosofi. Navnlig havde jeg læst Bhagavadgita flere gange. Så måske havde jeg i forvejen fået stemt mit sind på en bestemt måde, der kan have været medvirkende til, at deja vue-oplevelsen indfandt sig.

Jeg betragter den som en religiøs oplevelse, af hvilke jeg har haft flere. Det er min opfattelse, at vi er ganske mange, der i forvejen er ’tonet’ eller ’stemt’ på en sådan måde, at vi spontant har bevidsthedsoplevelser med religiøst præg. Det kan man efter min opfattelse godt have, uden at man derfor tilslutter sig en eller anden trosretning. Som du véd, betegner jeg kun mig selv som en søgende – slet og ret.


Med venlig hilsen

Kristian

Hej Kræn P og Arne.

Det er meget pudsigt med Kræn P´s oplevelse i Indien i 1978, jeg var netop også i Indien i 1978 til en international kongress.
Jeg var også ude og se mig omkring og var bl.a.ved Jumna floden i Aggra, Ganges største biflod der løb lige forbi Taj Mahal og det flotte store Red Fort.

Her stod jeg en dag ved solnedgang og kiggede ud over floden, langs flodbredderne var en masse kremateringsbål igang og røgen snoede sig himlen, asken blev derefter smidt ud i vandet, en lidt mærkelig oplevelse, især når man tænker på at floden bruges til at vaske sig og sit tøj i.

Disse folk der sørgede for brændingen af de døde, er den laveste kaste og jobbet går i arv til sønnerne.

Der var ikke megen stads omkring ligbrændingerne, når det var ganske almindelige lavkastefolk der blev brændt.
Det var værre i gamle dage, når en død mand skulle brændes, så blev hans kone tit brændt med på samme bål, så de kunne følges ad til deres "himmel", en noget bestialsk skik, der nok var en religiøs skik af værste art.

Det var trods det sørgelige, et utroligt syn at se aftensolen farve himlen rød og den sorte røg stige lodret til vejrs, jeg kiggede over på det underskønne Taj Mahal der lå tæt på det Røde Fort, her oplyste den nedgående sols stråler de hvide marmortårne, mens man kunne fornemme lugten fra bålene.

JO det var som et eventyr, dog ikke af H.C.Andersen.

Indien er et meget spændende land, med masser af oplevelser, man ikke finder magen til andre steder, jeg har selv besøgt Indien to gange, med utrolige oplevelser.

Kære Arne.

Jeg har især hæftet mig ved følgende, som du skrev:

»Det ville være urimelig arrogant, synes jeg, at sige, at det efterfølgende blot er "en fjer, der bliver til fem høns" - snarere vil jeg opfatte det som noget, der ligner poesi og eventyr, når mennesker, der er fælles om en religiøs inspiration, forsøger at udtrykke sig i ord, men forfalder til at skabe dogmer, der derpå udarter til magtmisbrug - indre forrådnelse.« (Citat slut).

Efter min opfattelse har du her fat i noget væsentligt, eller i hvert fald noget, som jeg må erklære mig enig i. Du har for mig at se udtrykt i en nøddeskal, hvad der er det udgangspunkt, hvorfra en religion har udviklet sig, eller kan have udviklet sig, men samtidig har du også peget på betænkelighederne ved den knopskydning eller grenvækst, der efterfølgende bliver føjet til af andre.

For mig at se, går det galt, når der stiftes menigheder, der samles om at være i besiddelse af den endegyldige sandhed. Jeg har den dybeste respekt for Tømrersønnen fra Nazareth, og jeg læser hyppigt i evangelierne, fordi jeg dér mener at finde livssandheder. Livssandheder, som jeg også har fundet andre steder. For eksempel i østlige tekster, men sør'me da også i digterværker.

Du nævner selv Grimm’s og H. C. Andersens eventyr. Ingen vil jo bestride, at der i eventyrene kan findes livssandheder. Men ingen ville vel drømme om at kassere sådanne litterære værker – eller Shakespeare’s dramaer – med blot den begrundelse, at de er opdigtede. Jeg er enig med dig i, at det er absurd at forkaste tekster af alene den årsag, at der ikke ligger et historisk faktum til grund.

Jeg tror, at alle – hvadenten de vil vedkende sig det eller ej – har en medfødt parathed til at opleve dybe sammenhænge, der ofte vil have noget gådefuldt over sig. For mig personligt er universets storladenhed ikke blot en intellektuel gåde, men også en følelsesmæssig. Og man kommer ikke gådens løsning nærmere, hvor meget man end læser herom. Man standser op i betaget undren.

Men som nævnt ovenfor går det galt, når der stiftes menigheder. Herved gør man det, som er – eller burde være – en dyb oplevelse, som kun ganske få har haft, til centrum i en social struktur, der lynhurtigt begynder at opstille regler for mellemmenneskelig adfærd, som tilhængerne død og dræbe skal følge.

Og når den enkelte så ikke er følgagtig, bringes der sanktioner ind i billedet. Og de, der står over andre i den hierarkiske struktur giver sig til at administrere en magt, der ikke er til at skelne fra den magt, der udøves af verdslige magthavere. Jeg har respekt for det standpunkt, som man indtager ved at udtale trosbekendelsen, men jeg har aldrig fattet, hvad den tredje artikel har at gøre med en religiøs bekendelse: ’Vi tror på den hellige almindelige kirke.’ Her er der kommet ugræs ind blandt hveden, thi dette er en cadeau til magthaverne, og ikke til vismanden Jesus af Nazareth.


Med venlig hilsen

Kristian

Kære Treram.

Jeg har stået på præcis det samme sted og kigget ud over floden, hvor vandbøflerne stod i vand til knæene. Da du omtaler ligbrændingen, kan jeg ikke dy mig for at gentage et erindringsbillede, som jeg tidligere har bragt:

Når man er kommet op i alderen, kan det være givende at blade lidt omkring i sine dagbøger for at generindre oplevelser, der har sat sig varige spor. Det følgende skrev jeg i 1999, da en god ven døde af en uhelbredelig sygdom, og jeg bladede ved dén lejlighed lidt rundt i mine optegnelser fra 1985.

Claus var én af mine daværende medarbejdere, og vi var dels i Indien for at få en aftale om et bistandsprojekt på plads og dels i Nepal på en hemmelig mission, som bliver nævnt sidst i erindringsbilledet.

Claus in memoriam.

Claus døde natten til torsdag, og han skal begraves om nogle få dage. Claus og jeg har gjort fælles sag flere gange i officielle gøremål såvel som i private. Der fremdrages nogle erindringer om Claus, der blandt andet har med døden at gøre i østlig optik. Jeg skal advare læseren om, at der kommer stærke billeder.

- - - - -

Jeg vågnede ved, at telefonen på natbordet ringede: Good morning, Sir, it’s half past four. Da jeg tog mine sko uden for døren, var den allestedsnærværende boy på etagen der med det samme: I polished your shoes, Sir. Han fik en af de små pengesedler på én rupee, som man altid skal sørge for at have ved hånden, når man er i Indien. Han kyssede sedlen, stak den i lommen og sagde: Thank you, Sir.

Claus var allerede kommet ned og ventede på mig i lobbyen, hvor vi fik en hastig kop kaffe med en sandwich. Lidt senere kom guiden, der viste sig at have hyret en af disse gule motorcykel-taxaer, som Claus kaldte ’yellow fever’.

Det var fortsat mørkt, og tropenattens fugtige varme luft slog os i møde med den specielle krydrede duft, som er så karakteristisk for indiske byer. Chaufføren flækkede i et stort tandsmil, da han så, at jeg røg på en af disse lokale cigaretter, som man kalder beedies: Very good, Sir, sagde han anerkendende og viste mig et bundt fra hans egen lomme. Nu havde vi noget til fælles.

Rundt omkring i butiksnicherne foran de lukkede skodder lå der mennesker og sov. De, der havde deres udkomme ved at køre cykel-taxa, sov i ubekvemme stillinger på passagersædet. Det gik nok ikke an at forlade cyklen for at sove et mere bekevemt sted. Hist og her så vi hvidgrå køer med den karakteristiske pukkel, der lå og tyggede drøv eller gik adstadigt omkring i gaderne og ventede på, at byen og grønthandlerne skulle vågne.

Det sidste stykke gik vi til fods, og der var mange mennesker, der gik den samme vej. Nogle var i orangegul kjortel og havde tre vandrette hvide streger malet i panden; andre i samme påklædning havde malet et symbol, der lignede en stemmegaffel. Nogle af dem bar vandkrukker af messing. Hellige mænd, sagde guiden, vær forsigtig, ikke tale til dem. Vandkrukken skulle bruges til at hente vand hjem fra Ganges, og dette vand skulle bruges kultisk derhjemme.

Nede ved floden var der trængsel af mennesker, der forberedte sig på det afgørende øjeblik, hvor solen ville vise sig over horisonten ovre på Ganges’s højre bred. Det er derovre, hvor kun et fjols opholder sig, når han skal dø, og derfor stimler man sammen på den venstre bred, hvor det giver god karma – om end ikke direkte udfrielse af reinkarnationens trædemølle – at drage sit sidste suk. Af samme grund bliver de døde brændt på venstre bred. Hist og her ser man de såkaldte sati-sten, der erindrer om enker, der har ladet sig brænde levende sammen med deres afdøde mand.

Der var mennesker alle vegne. En del af dem havde fast opholdssted døgnet rundt under store parasoller, hvor de tilbragte de fleste af døgnets timer i meditationsstilling eller læste i hellige skrifter. Enkelte af dem var splitternøgne.

Flest mennesker var der dog på trappetrinene, ghats, der forløber over en lang strækning langs den hellige flods venstre bred. Nogle af dem var allerede gået så langt ned, at de stod i vand til bæltestedet, hvor de ventende på solopgangen benyttede lejligheden til at bade. Nogle havde et stykke sæbe med, og mange – navnlig kvinderne – udviste stor færdighed i kunstfærdige kropsstillinger, når de uden at tage tøjet af vaskede sig over hele kroppen.

Enkelte havde tandbørste og en tube Colgate med sig og børstede tænder i det grågrønne flodvand, medens en død hellig ko flød af sted med strømmen lidt længere ude. Den havde opspilet bug, og et par gribbe fulgte med som passagerer, medens de forsøgte at få hul på skindet.

Guiden hyrede en båd, og rorskarlen, der var en ældre mand, men ikke stort større end et europæisk skolebarn, lagde fra land og roede os mod strømmen langs de mange mennesker på ghat’erne. Nå, der er et lig, sagde guiden tørt konstaterende og pegede. Det var en død mand, der flød med ryggen opad tæt inde på de badende. Nogle, som liget var kommet for nær, skubbede det lidt fra sig og fortsatte med at vaske sig.

De har nok ikke haft råd til at købe brænde, sagde guiden, ved hvilket udsagn vi skulle underforstå, at den døde mands pårørende havde kastet ham i floden for at spare den mere udgiftskrævende ligbrænding.

Et par behjertede unge mænd i en robåd kom hen i nærheden af liget. Medens den ene roede, satte den anden en åre på ryggen af liget, og det blev trukket så langt ud, at strømmen kunne føre det bort på den sidste rejse i kølvandet af koen, der nu var kommet et par hundrede meter længere ned ad floden, nedad mod de egne, hvor krokodillerne ventede.

Claus, der var en videbegærlig, men følsom natur, havde spurgt guiden ivrigt og interesseret om alt, hvad vi så, men nu var han blevet tavs. Det er lis’som for meget, mumlede han for sig selv.

Manikarnika, sagde guiden og pegede mod et åbent areal på bredden, hvorfra der steg røg op. Det er der kremeringen foregår, når det går rigtigt til. Det kan jeg godt undvære, sagde Claus.

Men da jeg fortalte guiden, at jeg ganske vist havde set Manikarnika før, men det var under ledelse af en elendig guide, der ikke havde været indstillet på at give sine gæster den fulde oplevelse, men havde ladet os kigge på stedet næsten ude fra midten af strømmen, og da vi nu havde været så heldige at få en guide, der var virkelig professionel, så……..ja, så lykkedes det guiden at overtale Claus til, at vi skulle opleve Manikarnika på lidt tættere hold.

Det blev nu nærmest i arms længde. Båden blev roet ind med stævnen imod bredden nær en stor sort slaggedynge.

Ligbrændingen på Manikarnika foregår på det nærmeste på samlebånd, og der er adskillige ligbål i gang på samme tid. De pårørende bringer den afdøde til bygningerne bag pladsen, hvor der er adskillige boder, hvor man kan købe sandeltræ og få de mandlige lig barberet, før kremeringen finder sted. Sandeltræet er dyrt, og derfor kan mange ikke få råd til at købe så meget, at forbrændingen bliver fuldstændig.

Nede på selve pladsen bliver der først lagt noget lettere brændbart med et lag sandeltræ ovenpå. Derpå lægges liget, og resten af træet lægges ovenpå. Derefter foregår der en rituel antænding af ligbålet. Hvis der er for lidt træ, hvilket ofte er tilfældet, ligger der forkullede træstykker og rester af liget tilbage, når bålet har ulmet færdigt. Det resterende bliver skovlet op i den store slaggedynge, der var en snes meter fra båden. Slaggedyngen forsvinder senere på sommeren, når monsunen sætter ind og får vandstanden til at stige med flere meter.

Fra båden kunne vi se ligbål i forskellige stadier, og vi kunne også se, hvad der foregik på den store slaggedynge. Ovenpå stod tre-fire sorte fugle, der hakkede i et eller andet blødt, og nedenfor bakkede en hund bort fra dyngen, idet den trak noget langt og elastisk ud af slaggerne.

Et af bålene var endnu ikke antændt, men de rituelle forberedelser var allerede i gang. Der var ikke træ nok til at dække liget, og et par stive bare fødder på et par ben med flerfarvede tynde bomuldsbukseben strittede ud imod os.

Bålet blev tændt, og snart stod det i lys lue. De tynde bukseben blussede op, og vi så de hvide ben, som de havde dækket. Benene blev langsomt brune, og lidt senere kom der bobler i det brune og brankede.

Claus blev hvid om næsen, vendte sig langsomt og kiggede med væmmelse i ansigtet over mod den højre bred. Guiden så det, og sagde henvendt til mig: Jeg tror, vor ven har fået et kulturchok. Ja, sagde jeg, og flyttede mig lidt, så jeg kunne holde Claus på panden.

Sidst på formiddagen, da vi havde set meget andet, og da temperaturen nærmede sig 45 grader, søgte vi tilbage til hotellets kølige aircondition, hvor vi meget apropos drak øl med en isfugl på etiketten. Claus skulle have hele tre Kingfisher, før han kom helt til sig selv.

Om eftermiddagen tøffede vi på vor yellow fever de tolv kilometer ud til Sarnath, og undervejs understregede chaufføren og jeg vort fællesskab ved at skiftes til at byde hinanden på beedies.

Sarnath ligger hen i ruiner, men man kan af ruinerne se, at det har været ganske omfattende klosteranlæg, der har været opført på dette hellige sted, hvor Gautama (Buddha) holdt sin berømte prædiken og forkyndte de fire ædle sandheder.

På museet var Claus en smule forarget. Her står vi over for nogle af de mest kostelige kunstskatte, som buddhismen har frembragt, sagde han, da vi stod foran løvekapitælen, og se nu blot, hvordan her ser ud. Skidt og møg alle vegne, og kun en enkelt kustode henne ved døren. Enhver sindssyg kan jo vade ind og ødelægge disse umistelige ting.

Vi beså også den store stupa, hvor nogle valfartende munke af tibetansk oprindelse vandrede rundt og rundt i deres mørkerøde lange dragter. Det menes, at stupaen indeholder relikvier fra Buddha selv, men det menes vistnok om så mange andre seværdigheder, at man kan komme i tvivl om, hvor stort et skelet Gautama egentlig har haft.

Da vi hjemme på hotellet afregnede med guiden, syntes Claus, at vi skulle give ham det dobbelte af den aftalte pris. Der var ingen mening i, at en mand skulle arbejde for os en hel dag for halvfjerds kroner. Vi havde jo haft en dag med uforglemmelige oplevelser.

Det var på den samme rejse, vi i Nepal skulle tage kontakt til en organisation, hvis ledere var gået under jorden. Hensigten var at indsamle konkrete oplysninger, der skulle anvendes under en sag mod Nepal for brud på ILO’s konvention om Trade Union Rights. Dette var ikke uden risici, idet der skete underlige ting, der lod os ane, at den nepalesiske efterretningstjeneste holdt øje med os. Der var dog i forvejen truffet aftaler med dem derhjemme, så der kunne blive grebet ind, hvis der ikke hver dag kom et eller andet livstegn fra os.

Men vi fik også tid til andet, for eksempel at se den maleriske gamle by Bhaktipur. Det var her, jeg købte min kapala, som hverken Claus eller senere min hustru ville røre ved. En kapala er en hovedskal af et menneske, og den er indvendigt belagt med et lag sølv, og den er ikke ganske billig. Yderligere var den ikke til at få ud af hænderne på gadehandlerne, hvis den ikke blev betalt med sedler i en stærk valuta.

Kapalaen er den skål, som den tibetanske guru Padmesambhava fra middelalderen holder i sine hænder, og hvori han opbevarer den såkaldte livseleksir.

Selv om Claus ikke ville røre ved denne menneskelige hjerneskal, fandt han stor fornøjelse i at være til stede som bisidder for en jyde, der købslog med en nepalesisk gadehandler. Det tog tre timer med mellemliggende afbrydelser, hvor parterne gik hver til sit, men langt om længe faldt handelen på plads.

Dette lykkedes af to årsager. Den ene var gadehandlerens absolut sidste tilbud, der var udtryk for ’his special afternoon prices’. Den anden var, at hans absolut sidste tilbud om den specielle eftermiddagspris blev yderligere nedsat, så den blev ’special only for you because you are my friend’. Dette er noget af et ridderslag at få, når man har kendt hinanden i kun tre timer.

Som sagt ville Claus ikke røre ved kapalaen, og hans ubehag ved ligbrændingen ved Ganges var så intenst, at han simpelt hen ikke kunne holde til det. Claus følte som så mangen anden vesterlænding ubehag ved døden, som den tager sig ud i indisk – og for så vidt også i tibetansk - optik. Han hæftede sig ved de objektive kendsgerninger. Han så, hørte og lugtede det, der kan beskrives i ord, og så heri en brutal folklore.

Om et par dage skal vi bære Claus ud til rustvognen, der skal bringe ham til vort Manikarnika, det klinisk sterile, naturgasfyrede og driftssikre vesterlandske krematorium, der kun vil efterlade en lille skovlfuld aske at hælde i urnen.


Med venlig hilsen

Kristian

Kære Kristian.

Tak for din spændende historie fra Indien, som jo er et af de mest spændende lande at besøge, historien fremmanede også hengemte oplevelser fra mine Indiensrejser.

Jeg var til en international kongress i 1978 og boede på et hotel midt i New Delhi, kongressen foregik i et stort center et par kilometer fra hotellet.
Den første dag jeg skulle til kongressen tog jeg en taxi der holdt ved hotellet, da jeg sent på eftermiddagen kom ud fra kongressen, blev jeg mødt af taxichaufføren der havde kørt mig om morgenen, han spurgte om hvor jeg ville køres hen, det var meningen at jeg ville gå tilbage til hotellet, men tog så taxien.
Derefter ventede han på mig hver morgen og eftermiddag på at køre mig hvorhen jeg ville.
En morgen kørte han mig til udkanten af New Delhi, hvor turister normalt ikke kommer og jeg gik rundt der og kiggede på livet.
Jeg kom forbi nogle kvinder der sad ved en stor dynge af kogødning, de sad på jorden og klappede den halvtørre gødning mellem hænderne til nogle flade platter,på samme måde som pizzabagere laver pizzaer, de lagde platterne til tørre på et stort stativ, de solgte de tørrede platter der blev brugt til brænde når der skulle laves mad.
Langs vejen stod der nogle store papkasser, jeg kunne se at der lå mennesker og sov idet fødderne stak ud i det fri, nogle gjorde morgentoilette ved vandposter der stod i de grønne områder ved vejen, mændene iklædt ganske lidt tøj, mens kvinderne vaskede sig med deres store gevandter.

Jeg gik engang i et stort tempel der var fyldt med mennesker, jeg husker ikke lige i hviken by, en gammel hellig mand med askestreger i panden kom op siden af mig idet han mumlede mit efternavn hele tiden marer marer, sådan lød det ihvertfald, jeg viste ikke hvad han ville mig, jeg havde ingen guide med der kunne hjælpe mig, desværre var der så mørkt i templet at jeg ikke kunne tage et billede af ham og jeg ville ikke bruge min blitz.
Han fulgte mig hele vejen rundt i templet, da jeg forlod templet blev han stående i templet og kiggede efter mig.

Jeg var engang til ligbrænding i Sri Lanka, jeg var på ferie med min familie viv og tre mindre børn, vi var ude og gå en tur for os selv på syd Sri Lanka, da vi kom forbi et stort hus hvor der var forsamlede mange mennesker klædt i hvidt, der var arrangeret et stort bål inde i haven tæt på vejen.

Den døde var lige lagt på toppen af brændet klædt i flotte klæder, vi blev stående ude på vejen og så hvordan bålet blev tændt og hurtigt fik godt tag i brændet, det var en høj brændestak med sandeltræ som duftede rigtig stærkt og nok slørede lugten af brændt kød.

Hvad angår vore driftsikre naturgasfyrede krematorieovne, så skulle mit firma for nogle år siden kontrollere gasinstallationerne på alle de Københavnske krematorier, på nogle af dem fandt vi nogle meget graverende fejl, bl.a var gasinstallationerne meget utætte, et sted var den meget store gasmåler havde en revnet lodning på bagsiden, så der strømmede meget gas ud, men lugten af gassen blev sløret af lugten fra kremeringen, utroligt at der ikke var sket en ulykke.

Forbrændingen er ikke fuldstændig, man har et rysteværk, hvor asken bliver rystet kraftigt igennem, så de ikke helt brændte knogler bliver knust.

Det var vist en værre gang døde snak, vi der fik gang i, men døden er jo også en del af livet.

De gik ud i floden med tandbørste og Colgate, fik mig til at tænke på da jeg i 1983 og 1993 besøgte hovedjægerne på Borneo, her måtte jeg også ud i floden ved langhuset med tandbørste, Colgate, barberskum og maskine med resten af langhuses beboere for at gøre morgentoilette, flodvandet blev også brugt til madlavning, så det var nok bedst at bo godt oppe ad floden, hvor vandet var nogenlunde rent, tæt på civilisationen var vandet meget grumset, jeg slap igennem mine ophold uden mavepine, selvom maden bestod bl.a. af stegte firben, stor gubbier og saltede æg der var sorte som kul og smagte meget stærkt af ammoniak.