FRIHEDSKÆMPERE VERSUS TERRORISTER

Hej Arne!

Du har i vor meningsudveksling flere gange efterlyst min holdning til den danske modstandskamp under den tyske besættelse af landet fra 1940-45, hvilket jeg opfatter som opfordring om, at fremkomme med en principiel stillingtagen til, hvad forskellen egentlig er på Israels militære aktioner mod Hamas i Gaza, Hamas' aktioner mod Israel og de danske frihedskæmperes aktioner mod den nazistiske besættelsesmagt.

Du skrev følgende om emnet i tidligere indlæg:



Det er ofte blevet hævdet, at der reelt ingen forskel er mellem frihedskæmpere og terrorister. At den enes frihedskæmper er den andens terrorist.

For at kunne besvare de spørgsmål du rejser, er det nødvendigt først at definere begreberne terror og terrorisme og dernæst sammenligne Danmarks situation 1940-45 med Israels fra 1948 til i dag set i lyset af folkeretten og krigslovene.

DEFINITION TERRORISME

Ordet terrorisme benyttes på dansk om to forskellige sammenhænge:

1. Terrorisme betegner den militære strategi at bruge vold eller trusler om vold mod civile og derved sprede frygt blandt og demoralisere medlemmerne af den angrebne befolkning eller anstifte til almindelig politisk uorden for at tvinge "fjenden" til at komme de stillede krav i møde. Et sidemotiv for terrorisme er ofte at opnå offentlig omtale i medierne for at gøre opmærksom på en gruppes eksistens eller dens "sag".

2. Terrorisme bruges som en nedsættende karakteristik af fjendens angreb som bundet i en amoralsk voldsfilosofi, der adskiller sig fra almindelig krigsførelse og strider mod krigens love, jf. Geneve-konventionen.

Fredsforsker Jan Øberg taler om to former for terrorisme:

A. Privat terrorisme, som foretages af enkeltpersoner eller grupper af personer. Den kan antage mange former, som f.eks. kapringer, kidnapninger og attentater.

B. Statsterrorisme, hvor et land eller en regering udfører terroraktioner mod sine egne eller andre landes borgere.
Statsterrorismen er den, der har krævet de fleste ofre. Her tæller Sovjetunionens Gulag-lejre, særligt under Josef Stalin eller Tysklands udryddelser under nazismen.

Til disse to eksempler finder jeg det relevant at tilføje det tyrkiske Osmanerriges folkedrab på kristne armenere og andre under den første verdenskrig, der allerede i 1915 i en note fra vestmagterne blev betegnet som "endnu en af Tyrkiets forbrydelser mod menneskeheden og civilisationen."

Definition af terrorist

En terrorist er en person, der deltager i planlægningen eller udførelsen af en terrorhandling eller et terrorangreb.

Den nærmere definition af hvilke handlinger der kan straffes som terrorisme fremgår af straffelovens §114.

Som et led i det arbejde med anti-terrorlovgivning, der fulgte oven på terrorangrebet den 11. september 2001, blev der pr. 8. juni 2002 indført en definition af terror i den danske straffelov. Det skete ved at ændre §114, som nu i sin helhed lyder:

"§ 114. For terrorisme straffes med fængsel indtil på livstid den, som med forsæt til at skræmme en befolkning i alvorlig grad eller uretmæssigt at tvinge danske eller udenlandske offentlige myndigheder eller en international organisation til at foretage eller undlade at foretage en handling eller at destabilisere eller ødelægge et lands eller en international organisations grundlæggende politiske, forfatningsmæssige, økonomiske eller samfundsmæssige strukturer begår en eller flere af følgende handlinger, når handlingen i kraft af sin karakter eller den sammenhæng, hvori den begås, kan tilføje et land eller en international organisation alvorlig skade:

1. Manddrab efter § 237.

2. Grov vold efter § 245 eller § 246.

3. Frihedsberøvelse efter § 261.

4. Forstyrrelse af trafiksikkerheden efter § 184, stk. 1, retsstridige forstyrrelser i driften af almindelige samfærdselsmidler m.v. efter § 193, stk. 1, eller groft hærværk efter § 291, stk. 2, hvis disse overtrædelser begås på en måde, der kan bringe menneskeliv i fare eller forårsage betydelige økonomiske tab.

5. Kapring af transportmidler efter § 183 a.

6. Grove våbenlovsovertrædelser efter § 192 a eller lov om våben og eksplosivstoffer § 10, stk. 2.

7. Brandstiftelse efter § 180, sprængning, spredning af skadevoldende luftarter, oversvømmelse, skibbrud, jernbane- eller anden transportulykke efter § 183, stk. 1 og 2, sundhedsfarlig forurening af vandforsyningen efter § 186, stk. 1, sundhedsfarlig forurening af ting bestemt til almindelig udbredelse m.v. efter § 187, stk. 1.
Stk. 2. På samme måde straffes den, som med det i stk. 1 nævnte forsæt transporterer våben eller eksplosivstoffer.
Stk. 3. Endvidere straffes på samme måde den, der med det i stk. 1 nævnte forsæt truer med at begå en af de i stk. 1 og 2 nævnte handlinger."

Hamas er af USA og EU officielt klassificiseret som en terroristisk organisation, der forsøger at nå et politisk mål ved hjælp af terror.

DANMARKS POLITISKE SITUATION FØR OG UNDER DEN TYSKE BESÆTTELSE.

Op igennem 1930'erne førte den danske regering med oppositionens opbakning en slags neutralitetspolitik. Selvom Danmark ikke var upartisk i traditionel folkeretslig forstand, søgte den radikale udenrigsminister Peter Munch (1870-1948) at tilpasse sig Tyskland ud fra devisen: "Vi må indrette os således, at vi militært intet betyder. Da kanTyskland ikke mistænke os for at ville slå følge med dets fjender".

Hermed fortsatte Danmark den udenrigspolitiske linie, som landet siden 1864-nederlaget til Tyskland havde ført, og som under diplomaten og udenrigsministeren Erik Scavenius havde bragt Danmark sikkert igennem Første Verdenskrig. Den hvilede på erkendelsen af, at et egentligt militært forsvar af Danmark var umuligt over for en stormagt som Tyskland. I stedet gjaldt det om at tilpasse sig de til enhver tid herskende magtforhold. Det betød for Munch, at Danmark skulle "ligge død" i forhold til et stadig mere aggressivt, nazistisk Tyskland der oprustede kraftigt fra 1935, hvilket Danmark undlod at fordømme i Folkeforbundet (den tids FN).

I udlandet var der nok forståelse for den danske neutralitets- og sikkerhedspolitik i lyset af Danmarks strategisk udsatte beliggenhed. Og der var ikke hjælp at hente i tilfælde af et tysk angreb, hvilket den engelske udenrigsminister Eden meddelte statsminister Stauning i april 1937. Det skete blot en måned efter, at tankerne om et nordisk forsvarsforbund var endeligt skrinlagt, og den danske statsminister i den såkaldte "lænkehundstale" havde erklæret, at Danmark ikke havde "fået overdraget opgaven som lænkehund eller anden vagtopgave på Nordens vegne".

Herefter var der reelt kun en mulighed tilbage, hvis dansk suverænitet skulle sikres, nemlig at gøre alt for at bevare de gode, venlige relationer til Tyskland. Den 31. maj 1939 blev et højdepunkt i den tilpasningsivrige neutralitetspolitik, da Danmark som det eneste nordiske land undertegnede ikke-angrebspagten med Tyskland. Et lille år efter kom konsekvensen af et svagt forsvar, da Danmark den 9. april 1940 kunne besættes af Tyskland stort set uden kamp.

Tyskland kaldte besættelsen af Danmark for en ”fredsbesættelse” og reelt var der aldrig tale om, at Danmark var i krig med Tyskland. Regeringen kapitulerede efter mindre end to timers kampe, primært ved grænsen i Sønderjylland. Der blev kæmpet efter den gældende militære forholdsordre uden at der var erklæret krig mod Tyskland. For at gennemtvinge en hurtig kapitulation havde Tyskland truet med terrorbombning af København og kl. 06:00 kapitulerede den danske regering og indlede en samarbejdspolitik med besættelsesmagten for at skåne civilbefolkningen og sikre landets suverænitet, som ikke var truet, idet Tyskalnd ingen planer havde om at indlemme Danmark i et Stortysk Rige.

Formålet med besættelsen var alene at sikre Tysklands vestflanke efter at England og Frankrig havde erklæret Tyskland krig to dage efter efter landets uprovokerede militære angreb på Polen den 1. september 1939.

Regeringen udsendte straks efter kapitulationen 9. april 1940 om morgenen proklamationer til befolkningen om at forholde sig i ro og ikke at gøre modstand mod besættelsesmagten:

Kongens og statsministeren fælles proklamation:



Kongens proklamation:



Dermed befandt Danmark sig rent folkeretligt i en situation der havde karakter af en traktat med Tyskland. En tilstand som eksisterede indtil de tyske besættelsestropper i Danmark kapitulerede den 5. maj 1945 kl. 08:00.

Det er også det synspunkt den tyske rigsbefuldmægtigede i Danmark, Dr. Jur Werner Best giver udtryk for i hans ”erindringer”, som rigsbefuldmægtiget i Danmark fra 1942-45, der udkom i 1988.

Historikeren Hans Kirchhof, der er specialist i besættelsestiden, knytter bl.a. følgende kommentar til Dr. Bests’ ”erindringer”:



Men rent faktisk begik den danske modstandsbevægelse ikke terror, jfr. definitionen ovenfor. Målet for de væbnede aktioner var i alle tilfælde rettet mod militære mål eller mod danskere og virksomheder der bistod den tyske værnemagt eller dens sikkerhedsstyker, Gestapo og SS. Målet var ikke at terrorisere besættelsesmagten, men at svække den tyske krigsindsats generelt gennem sabotage mod fjendens forsyningslinier og derved binde større styrker i landet end det ellers ville være nødvendigt. Derudover havde modstandskampen også det mål at placere Danmark i de allieredes lejr og derved til dels afvaske skammen fra 9. april hvor vi overgav os næsten uden kamp.

Modstandskampen er dog præget af kontradiktioner og gråzoner, idet frihedskæmperne ikke blot satte sig op imod besættelsesmagten, men også mod den danske regering.

De første regulære sabotageaktioner fandt sted i sommeren 1942, og 2. september 1942 holdt statsministeren en radiotale mod sabotage. Heri opfordrede han befolkningen til at medvirke ved opklaring af sabotagen med bl.a. ordene: ”Den som begår sabotage eller hjælper dertil eller over for myndighederne tilbageholder viden om sabotageplaner eller undlader at medvirke til opklaring af sabotage handler mod sit fædrelands interesser.” Befolkningen fulgte ikke opfordringen, men talen havde den negative virkning, at nogle stikkere siden kunne benytte den som ”alibi” for deres virksomhed.

Antisabotagetalen blev holdt på et tidspunkt, hvor sabotagen endnu havde et meget begrænset omfang. Fra 1940-42 blev der kun udført ca. 70 sabotageaktioner. 1943-45 udførtes mellem 800 og 900 aktioner om året. I alt blev der under hele besættelsen udført mere end 2.500 sabotageaktioner. Hovedparten af disse lå i perioden 1943-45.

For modstandsfolk var antisabotagetalen svær at glemme, og det krævede stor overvindelse at acceptere Vilh. Buhl som statsminister i befrielsesregeringen i maj 1945.

Werner Bedst legitimerer værnemagtens overgreb og terror mod den danske civilbefolkning under henvisning til nødretten. Det samme må så modstandsbevægelsen kunne gøre, idet det var åbenbart for enhver, at samlingsregeringen ikke besad fuld handlefrihed, men måtte følge tyske diktater.

Den danske modstandskamp var således legitim og den anvendte ikke terror mod civile for at nå sit politiske mål om et Danmark befriet fra fremmed besættelse. At den begik fejl i nogle tilfælde når den foretog stikkerlikvideringer på grund af navneforveksling m.v., det er så en anden sag. En hvilken som helst større væbnet aktion vil altid kræve udskyldige civile ofre. Modstandsbevægelsen anvendte ikke terror qua trusler mod civilbefolkningen eller ved at begå vold mod nogen civilbefolkning, ligesom man ikke angreb den danske regering og myndigheder.

Det gjorde den tyske besættelsesmagt derimod. Den betjente sig i høj grad af terror og trusler om vold for at nå det politiske mål om Danmark som et fredeligt mønsterprotektorat og et boldværk mod Engelsk aggression og besættelse.

Nazisterne anvendte den såkaldte ”Schalburgtage” (dannet i analogi med sabotage) der var det folkelige navn for den terror, som tyskerne og deres danske hjælpere indledte i den sidste del af Besættelsen i Danmark. Terroren blev rettet mod den danske modstandsbevægelse og det danske samfund i almindelighed som en hævn for modstandsaktioner.

Ligeledes indførtes hævndrab på vellidte danskere, når en tysk soldat eller stikker blev dræbt (såkaldte clearingmord).
Besættelsesmagten kaldte begrebet 'kontrasabotage', men danskerne fandt hurtigt på navnet schalburgtage efter Schalburgkorpset, opkaldt efter Christian Frederik von Schalburg, der var leder af Frikorps Danmark. I virkeligheden blev schalburgtagen udført af Peter-gruppen, hvor de fleste medlemmer dog var medlemmer af Schalburgkorpset.

Så mit svar er helt utvetydigt, at den danske modstandsbevægelse ikke anvendte terror og derfor ikke var en terrorbevægelse. Derimod er Hamas en terrororganisation og designeret som en sådan af både USA og EU. Den søger at nå sit politiske mål om staten Israels udslettelse med alle midler herunder terror mod den israelske civilbefolkning. Hamas skelner ikke mellem militære og civile mål. De er begge legitime i henhold til den islamistiske ideologi de bekender sig til og som er i fuld overensstemmelse med den måde jihad altid har været ført på i islams lange blodige historie.

De beskyldninger som en række private interesseorganisationer har rettet mod Israel for krigsforbrydelser og konventionsbrud på grund af blokade af Gaza vil jeg se nærmere på i et efterfølgende indlæg, for ikke helt at sprænge rammerne for passende længde på indlæg.

Hilsen

Ipso Facto