Kære Jeppe.

Hvis der er noget, du ikke er, så er det rationel. Alt dit copypastede fyld kan ikke skjule, at dit udgangspunkt er en småborgerlig antagelse af, at demokrati er den bedste styreform. Men som Mogens Herman ganske rigtigt påpeger, så hersker der overhovedet ikke enighed om, hvad demokrati er, udover at det handler om at alle skal have en eller anden form for indflydelse på beslutningerne.

En rationel analyse af et styresystems værdi må selvfølgelig tage udgangspunkt i, hvad man ønsker at opnå med styringen - ikke i en moralsk forestilling om, at alle skal have medindflydelse.

Hvis din egen organisme var demokratisk styret, så ville du ikke overleve ret længe. Det gør du kun fordi din ubevidste hjerne styrer organismens funktioner med hård hånd og ikke tillader protester eller strejker fra de organer, som den sender på overarbejde uden løn. De følger blindt ordrer, og bliver ved til de bryder sammen af overanstrengelse.

Da de demokratiske reformer blev indført i Sovjetunionen, blev den ikke bare svækket som stormagt. Den gik simpelthen i opløsning. Mafiaen fik gyldne tider, fordelingen af goderne blev skævere end nogensinde før i historien med det resultat, at Rusland i dag er det land i verden, der har flest milliardærer pr. million indbyggere, mens store dele af befolkningen lever på eller under sultegrænsen.

Romerne havde i senatet en form for demokrati, men i krisetider valgte de en diktator i erkendelse af, at her slog demokratiet ikke til.

En hær ville hurtigt blive nedslagtet, hvis den var underlagt demokratiske beslutningsprocesser. Ingen succesrige virksomheder styres demokratisk.

Du ævler spalte op og spalte ned om "rationelle begrundelser", men jeg har til dato ikke set en eneste rationel analyse fra din hånd. Alle dine indlæg er prægede af dine private moralske holdninger og agendaer. I dette spørgsmål har du heller ikke fattet, at bedømmelsen af et styresystems værdi udelukkende kan baseres på relationen mellem to kriterier, målsætningen og effektiviteten af styringen.

Dine verbale imponereløb kan måske dupere folk uden indsigt i analyser eller politiske processer, men ikke forskere eller rationelt tænkende mennesker. De har den fordomsfrie indstilling der kræves for at analysere et hvilket som helst problem.

Som så ofte før har du blot leveret et moralsk opstød uden relation til virkelighedens verden.

Mvh

Ole Bjørn ;)

P.S. Mogens Herman er en festlig fyr, der ville grine en vis legemsdel i laser, hvis han så dine "analyser". Han er nemlig også en fremragende logiker.

Hej Arne!

Tak for dit gode svar der viser, at diskussionen bevæger sig fremad, selv om der stadig er langt til målet.

Således har jeg vanskeligt ved at forstå, hvordan du kan nå frem til følgende konklusion ud fra mine kommentarer:



Tværtimod mener jeg rimeligt klart at have skitseret hvordan det er muligt rent rationelt at begrunde demokratiets berettigelse. I min første replik her i tråden skrev jeg følgende:



Du fremhæver Hal Kochs demokratiopfattelse som en der i særlig grad tiltaler dig, uden at du dog er i stand til at give en fornuftsmæssig begrundelse herfor.

Så lad os se lidt nærmere på teologen, kirkehistorikeren og højskolemanden Hal Kochs demokratiopfattelse og sætte den i relief til juristen Alf Ross’ opfattelse.

Hvor juristen og statsretseksperten Alf Ross ser demokratiet som en styreform der beror på en ren formel procedure hvor alle interesser kan komme til orde og få politisk magt i forhold til et flertalsprincip (det parlamenteriske princip indført med systemskiftet i 1901), er demokratiopfattelsen hos Hal Koch udvidet til at være en særlig mental og kulturel tilstand, en livsform, hvor (den herredømmefrie) samtale er sat i centrum som middel til at løse interessekonflikter både internt i samfundet og i forhold til andre stater.

Hal Koch var ingen blind tilhænger af demokratiet. Han erkendte dets fejl og mangler. Men demokratiet var for ham den livsform, der bedst muligt hjælper mennesket frem mod det gode og det retfærdige i en uafsluttet og uforudsigelig historisk proces. "Demokratiet kan aldrig sikres - netop fordi det ikke er et system, der skal gennemføres, men en livsform, der skal tilegnes. Det drejer sig om et sindelag, der ikke erhverves én gang for alle, men som skal bibringes hvert nyt slægtsled. Derfor er det folkelige oplysnings- og opdragelsesarbejde nerven i demokratiet" (Hvad er demokrati s. 13).

Efter min opfattelse har Hal Koch blandt andet misforstået det parlamentariske princip. Han gør opmærksom på, at flertallet ikke nødvendigvis altid har moralsk ret, men kan gemmentvinge en lovgivning, som krænker grundlæggende etiske principper:



Her er vi jo netop ved hovedproblemet – begrundelsen for demokratiets berettigelse og etiske legitimation.

I citatet fokuserer den evangeliske teolog Hal Koch på antisemitisme som etisk forkasteligt og uforenelig med demokratiet. Antisemitismens rod findes imidlertid i kristendommen selv således som religionen blev implementeret i kultusfæren, og den kan spores tilbage til det fjerde århundrede. Martin Luthers egen grove antisemitisme var nærmest af patologisk art og en medvirkende årsag til, at den nazistiske judeofobi havde så forholdsvis let ved at slå rod i den kristne tyske befolkning.

En simpel fortolkning af evangeliets næstekærlighedsbud udelukker selvfølgelig enhver form for racisme og det er her Hal Koch placerer sig rent moralsk med sin bekymring for, at det parlamentariske flertalsprincip kunne skabe et flertal for at lovfæste racistisk forskelsbehandling af judaisme og jøder.

Hvis demokratiet blot forstås som et rent formelt system, et statsretligt princip der tilstræber størst mulig frihed og som giver enhver ret til at udtrykke sine personlige præferencer i sit politiske valg, således som juristen Alf Ross gør, så kan det ikke udelukkes, at et flertal kunne tænkes at vedtage en racistisk lovgivning, især da xenofobi synes at være en del af vor arts biologiske ”grundudstyr”.

Her springer forskellen mellem det demokratiske Danmark og det nazistiske Tyskland i øjnene. Som det første land i verden vedtog Danmark allerede i foråret 1939 en straffelovgivning, der skulle lægge en dæmper på den nazistiske propaganda og forhånelse af danske jøder ved at kriminalisere sådanne ytringer. Besættelsestidens samarbejdspolitik med nazisterne havde effektivt beskyttet de danske jøder på et tidspunkt, hvor Halocaust for længst var sat i system i de øvrige tyskkontrollerede områder af Europa. Samarbejdspolitikken brød sammen den 29. august 1943, men den tyske rigsbefuldmægtigede lod forinden oplysninger om den forestående aktion mod de danske jøder, der skulle finde sted den 2. oktober 1943, tilflyde nogle af de fratrådte politikere, der gav oplysningerne videre til modstandsbevægelsen. Jøderne blev hjulpet på flugt til Sverige af danske medborgere og redningen af størsteparten af de danske jøder står en som en de handlinger vi danskere kan være stolte af.

At Hal Koch i citatet netop vælger at fokusere på antisemitismen er derfor ret så paradoksalt, da den har sin grund i kristendommen. Jeg opfatter derfor teologens bekymring som rettet mod den demokratiopfattelse juristen Alf Ross gør sig til talsmand for, fordi den blot er en formel ramme som ikke sætter nogen som helst etiske indholdsmæssige begrænsninger for hvilke love der kan vedtages. Grundloven sætter selvfølgelig visse grænser, men der er intet i vejen for, at et befolkningsflertal kan ændre grundloven eller afskaffe den og sætte grænserne anderledes.

I en diskussion omkring ytringsfrihed hævdede Alf Ross således, at Grundloven nok giver enhver ret til at ytre sig uden uden forhåndscensur, men at den ikke forhindrer, at lovgiverne kunne vedtage love, der straffer vilkårlige typer af ytringer. Her nævner Ross selv, som et provokerende eksempel, at der intet er i vejen for, at parlamentet kunne vedtage en lov der kriminaliserede sportsreferater:



Diskussionen mellem Hal Koch og Alf Ross illustrerer på glimrende vis problemet med at legitimere og begrunde demokratiets berettigelse. Her konfronteres nihilismen (i form af retspositivismen) med idealismen. Problemet er blot, at demokratiet ikke kan legitimeres ved at henvise til etiske principper med grund i en particulær religion. For det første forkynder ingen religion at samfundet skal indrettes demokratisk og for det andet strider det mod den sunde fornuft at hævde, at en particulær religions etiske fordringer kan have universel gyldighed. Fordringerne har netop kun gyldighed for de troende og demokratiets problem har fra starten af været, hvordan man kan begrunde og legitimere demokratiet ud fra rationelle universelle etiske principper som gælder for alle uanset hvad de tror på, alene qua menneske eller person.

Det var en stor mundfuld, så jeg vælger at afbryde her og imødeser dine og andre interesserede debattørers kommentarer før jeg går videre.

Hilsen

Ipso Facto

Hej Arne!

På trods af at vi begge er engageret i en respektfuld dialog helt i overensstemmelse med det særlige træk ved demokratiet Hal Koch ganske rigtigt fremhæver som et unikt kendetegn, et middel til gennem samtalen at nå til en rigtigere og rimeligere forståelse af konfliktens problem – in casu begrundelsen for demokratiets berettigelse og hvordan forholdet mellem religion og demokrati bør være – synes dialogen desværre ikke at have bragt en dybere afklaring af vore respektive synspunkter. Der synes at være en bariere det er vanskeligt at overskride.

Du fejllæser eller misforstår hvad jeg forsøger at udtrykke i det indledende citat der demonstrerer, hvordan man ad negativ vej rent rationelt kan nå frem til demokratiet. Da du tillige foretager en selektiv udvælgelse og blot citerer en del af begrundelsen, gentages citatet nedenfor i sin helhed for god ordens skyld:



Denne rationelle begrundelse kommenterer du således:



Spørgsmålet om hvem der skal bestemme lovene i et samfund er et principielt spørgsmål som ikke forholder sig til hvilken styreform der er den rette. Svaret kunne for eksempel tænkes at være, at det er de mest begavede og succesfulde samfundsborgere der er bedst egenede til at fastsætte lovene i et samfund, eller at de moralske og religiøse ledere er de bedst egnede og derfor bør bestemme lovgivningen.

Det jeg hævder i citatet, men ikke detaljeret argumenterer for, er, at det ikke på en rationel uangribelig måde kan begrundes, at nogen har en særlig ret til at fastsætte lovene. Deraf følger rent negativt, at hvis ingen har en sådan særlig ret så må alle personer have samme og lige ret.

En falsifikation af denne argumentation indebærer, at man på konsistent vis kan begrunde, at en særligt fremragende person eller en gruppe specielt kvalificerede borgere bør have en særlig ret til at fastsætte lovene. En sådan argumentation kan ikke gennemføres uden at komme i konflikt med princippet om personers elementære ligeværdighed – det er deri dens inkonsistens ligger. Demokratiets etiske legitimation hviler derfor på accepten af politisk ligeværdighed som en rationelt tvingende fordring.

Hvis man forkaster princippet om personers elementære ligeværdighed så accepterer man implicit en eller anden form for forskelsbehandling, således at forskellige typer mennesker tildeles forskellige rettigheder og pligter i samfundslivet fastsat efter et eller andet vilkårligt kriterium.

Det er således heller ikke tilfældigt, at både verdslige og religiøst begrundede etiske grundprincipper afspejler en bagvedliggende grundantagelse om personers elementære ligeværdighed, for principperne bygger dybest set på en en kombination af vore moralske instinkter og en eller anden grad af rationalitet. Det gælder for så vidt både talionsprincippet, den gyldne regel og det kristne næstekærlighedsbegreb.

Islam er speciel derved, at den som den eneste større religion ikke har adopteret den gyldne regel i sin lære. Der er ganske enkelt ikke ”plads” til et sådant universelt etisk grundprincip. Selv talionsprincippet kommer på visse punkter i konflikt med den religiøse lovgivning islam kræver gennemført, idet den guddommelige lov kræver forskelsbehandling af kønnene ligesom den skelner skarpt mellem de rettigheder og pligter der tilkommer rettroende og vantro. Muslimerne opfatter sig selv som guds udvalgte folk (”Islamic supremacy”) med en pligt til at underlægge hele verden for islam ved en kombination af jihad (hellig krig) og dawa, mission eller overtalelse med fredelige midler. Herfra stammer også konflikten mellem profeten Muhammad og de jødiske stammer på den Arabiske Halvø, idet jøderne opfattede sig selv som Guds udvalgte folk og derfor afviste Muhammad som en falsk profet. Efterfølgende blev judeofobien koranfæstet som en evig guddommelig legitimeret straffeaktion mod jøderne indtil Dommedag.

Spørgsmålet om hvordan lovene bør være og hvem der har retten til at bestemme lovgivningen gives et absolut svar i den shia-muslimske retning som kom til magten i Iran med etableringen af ayatollah Khomeneis (1902-89) islamiske teokrati. Ifølge denne tradition afsluttedes Allahs vejledning af de troende ikke med Koranen og Muhammad. Allah har udvalgt en række af Muhammads efterfølgere – imamer – til at lede både statens og troens anliggender. Khomenei opfattedes som en af Allah særlig udvalgt person, der skulle fungere som stedfortræder for den tolvte forsvundne iman, Ali. Denne forestilling betød, at ”Allah taler gennem Khomenei” og at enhver magtinstans i det iranske samfund måtte være forankret i Khomenis tolkning af Allahs vilje.

Allerede i 1971, under sit franske eksil, definerede Khomenei principperne for en islamisk regering. Herom skriver han blandt andet følgende:



Forbilledet for et islamisk styre er det perfekte menneske, profeten Muhammad, der opfattes som et mønstereksempel på en retfærdig hersker. Man bør være opmærksom på, at islams retfærdighedsbegreb afviger radikalt fra det som er udviklet i de vestlige demokratier, således som det kommer til udtryk i f.eks. folkeretten og FN-pagten. Dette fremgår med stor tydelighed af følgende citat fra samme Khomenei tekst:



Som det ses legitimerer islam folkedrab og vold på betingelse af, at handlingerne fremmer muslimernes sag og islams ultimative mål om at underlægge hele verden for islam. Men det som er godt for muslimer og islam er ikke nødvendigvis hvad vantro ønsker og derfor er det inkonsistent at sidestille hvad der er godt for muslimer og islam med hvad der er godt for menneskeheden som sådan, hvilket Khomenei gør i teksten.

Islams love kan selvfølgelig kun have gyldighed for de troende muslimer, mens det står enhver ikke-muslim helt frit selv at tænke sig frem til hvordan lovene bør være i et samfund og hvem der skal have magt til at bestemme dem.

Arne tilslutter sig Hal Kochs version af demokrati med udsagnet:



Begrundelsen for, at Hal Koch har ret i at fordømme antisemitisme som forbryderisk og uforenelig med demokrati er ganske enkelt, at den bryder med princippet om elementær ligeværdighed.

Kritikken af den nazistiske antisemitisme er helt analog med en tilsvarende kritik af islams koranfæstede antisemitisme. Kristendommen har langt om længe fået gjort definitivt op med den antisemitisme som har hærget den gennem århundreder, mens islam stadig hænger uhjælpelig fast i sin judeofobi, fordi intet menneske har magt til at ændre eller omfortolke Allahs guddommelige befalinger i Koranen, der fordrer uophørlig kamp mod judaisme og jøder indtil Dommedag.

Først i 1965 udsendte Vatikanet det banebrydende dokument Nostra Aetate (dansk: I Vor Tid), der fritager det jødiske folk for ansvaret for Jesu død, og som fordømmer antisemitismen i alle dens former. Et tilsvarende skridt er ikke muligt i islam. Alle islams førende retsskoler fastslår, at den racistiske forskelsbehandling af jøder, antisemitismen, som jeg foretrækker at kalde judeofobi for at undgå begrebsforvirring, er et islamisk dogme som ikke kan ændres.

Her en lille smagsprøve på Koranfæstet judeofobi:



Dette betyder selvfølgelig ikke, at menige muslimer ikke kan tage afstand fra judeofobi og iøvrigt være fredsommelige og udvise omsorg for deres medmennesker. Det betyder blot, at de ikke kan finde støtte for sådanne synspunkter i islams lære hvorfor det er vanskelige for muslimer at nå frem til den moralske autonomi, der stætter dem i stand til at stille og besvare de etiske spørgsmål uden at være bundet af islams religiøse dogmer og traditioner. Islam tillader ikke etisk autonomi lige så lidt som nazismen gjorde. Men deraf kan man ikke slutte, at så er alle nazister og muslimer racistiske judeofobiske monstre, for en ting er hvad ideologien eller religionen kræver og noget helt andet er, om individet bøjer sig for fordringer som går imod hans sunde fornuft og almenmenneskelige moralske instinkter.

Judeofile muslimer har det ikke let, men som jeg nævnte i mit forrige indlæg skylder mange danske jøder deres liv til en tysk topnazist, den rigsbefuldmægtigede Dr. Werner Best der forrådte planerne om den forestående aktion mod de danske jøder til modstandsbevægelsen. At hans hovedmotiv ikke var judeofili eller et anfald af moralsk kvababbelse, men en personlig hævnaktion mod det øverstbefalende tyske general i Danmark, er så en anden sag.

Jeg har koncentreret dette indlæg om en kritik af de indledende kommentarer i Arnes indlæg og ladet resten ligge til senere fordi hvis vi fortsat taler forbi hinanden omkring den rimeligt simple negative begrundelse for demokratiets berettigelse, er der næppe udsigt til at fortsat debat om de mange øvrige emner der er bragt frem til debat i vor dialog vil føre til yderligere afklaring.

Hilsen

Ipso Facto