Hej Anonyme!Som reaktion på forsøgene på at få dig pisket ud af debatten skriver du blandt andet:
MEN, dog vil jeg påstå, at når jeg taler Jesu ord - især hans bud - så vender og vånder de kristne sig. Åh, hvor de drejer rundt om sig selv, ser efter en flugtvej - ud af de krav, som Jesus stiller! Og pludselig er "ordene taget ud af sammenhæng" og dit og dat; alt for ikke at møde hans egne ord og bud.
Dannede oplyste kristne har for længst opgivet at søge tilflugt i Jesu og hans ord. De leder med lys og lygte efter en udvej så de fortsat kan føle sig som gode kristne uden at skulle leve op til de fordringer Jesus opstiller.
Der bliver klippet en tå og hugget en hæl hist og pist, og ellers står den på afmytologisering, omfortolkninger og Paulus i lange baner. Denne apostel har nærmest fået status af kristendommens eneste profet, med Luther som fortolker af profetens hellige ord, og siden har man så viderefortolket på disse to for at troen ikke skulle blive alt for besværlig og uoverkommelig.
En af flugtvejene fra Kristus fordringer hedder
ERSTATNING.
Det er den store danske moralteolog K. E. Løgstrup der har fyldt et par generationer af præstestuderendes hoveder med sit ævl om, at:
"Moral er til for at levere erstatningsmootiver til erstatningshandlinger".Vi mangler den umiddelbare godhed mener Løgstrup, for var vi gode, så var moralen overflødig. Det samme kan man vel sige om Kristendommen.
"Hvad der fordres er, at fordringen ikke skulle have været nødvendig", eller
"fordringen fordrer ... at blive overflødig" som moralteologen også udtrykker det. Og videre fremsættes en påstand om, at det er vor uselviskhed, der oplyser os om, hvad der er til bedste for næsten.
Løgstrup har ikke ret, når han hævder, at fordringen fordrer at være overflødig. Den fordrer derimod - simpelt nok - at blive overholdt, hvad enten det så sker af næstekærlighed eller af
"agtelse for moralloven". At ville udelukke en af disse motivtyper som moralsk uværdig er en fejl. Det er udtryk for, at man ikke holder motivation og retfærdiggørelse ude fra hinanden.
Men opfatter man som Løgstrup den etiske fordring som erstatningsmotivation, så bliver opgaven begrænset dertil. Udryddes selviskheden, så har man umiiddelbart den viden, som er nødvendig for at gøre det rigtige, og så kan
"det gode samfund gro frem af sig selv". Opfatter man derimod den etiske fordring som en betingelse for, at man kan retfærdiggøre sin handlen, så er man på forhånd klar over, at det gode samfund ikke automatisk opstår, fordi man fjerner selviskhedens årsager. Så erkender man, at der ikke er nogen nødvendig sammenhæng mellem at være god og at VIDE, hvad der i den konkrete situation er det bedste at gøre. Og så er man i hvert falde lidt mere varsom i sin tro på muligheden for at indrette et godt samfund. Man er klar over, at godheden alene ikke er nok.
Kierkegaard indså, at kristendommen ikke er og ikke kan gøres til en social norm. Samt at konsekvensen af troen er, at subjektiveten er sandheden. Kun ved at gribe troen på trods af irrationaliteten får den enkellte sin konkrete eksistens bragt i det rette forhold til evigheden.
For Kierkegaard er bruddet med rationaliteten også et brud med objektiviteten, og han hævdede derfor som sagt, at
subjektiviteten er sandheden. Det afgørende for troen er ikke objektet, men måden. Det kommer ikke an på hvad man tror, men hvorledes man tror. Det er inderligheden der er troens kendemærke, ikke ydre tegn.
Ligeledes indså Kierkegaard, at Hegels abstraktioner om nødvendige historiske love var uforenelig med den kristne tro, fordi de griber ind i den frihed og det ansvar som er givet med vor eksistentielle situation. Friheden er ikke et vilkår vi skal tilkæmpe os, det er et eksistentielt grundvilkår for personer.
Men i en rationel videnskabelig tidsalder må kristendommen følge trop og derfor forsøger man at konstruere trossystemer og forestillinger som indeholder så få inkonsistenser så muligt.
Slutproduktet af en efterrationalisering, afmytologisering og logisk forplumring af Jesu prædiken og etiske fordringer er en kristendom, som er tømt for mystik, mirakler og troens glød, som er så tør og kedelig at folk løber skrigende bort.
En sådan kristendom ender i en slags forkrampet begrebsfilosofi - den ender med andre ord der hvor Thorkild Grosbøll allerede befinder sig. Han er blot et par årtier forud for sin tid og har allerede sat gravsten over kristendommen, mens hans suger næring fra kristendommens skrifter og lange historie til sine begrebslogiske prædikener.
Kristendommen ender således som et ådsel, et kadaver som de teologiske grippe kan nappe af for at befordre deres egne idiosynkrasier med en luns åndeligt kød, mens disse fløjsmaver velbehagelig nyder egen godhed og dybe indsigt i tilværelsens mystiske sider som de derefter holder lange uforståelige prædikener om.
Det er snart lukketid for kristendommen - islam står for døren med sin dybe glødende tro og inderlighed samt en udvendighed og uhæmmet vildskab, der fortærer tilværelsen og æder sjæle op.
Hilsen
Ipso Facto 
Svar
Citer
Forrige tråd
Index
