Kære Michael.

At de er korte er fordi, jeg har pillet nogle af de korteste ud. Den korteste er på en halv bogside. Den længste er på mellem fyrre og halvtreds bogsider, men den hedder så også "Masser af tid". De lange egner sig ikke til en debatportal, men jeg har offentliggjort nogle af de lidt længere på den gamle portal, bl.a. "Brugttidsbutikken". Dem overvejer jeg at bringe igen her.

Både din beskrivelse af årsagen til deja-vu oplevelser og dine tanker om vore reaktioner er meget på linie med min egen viden om disse ting, så det var et godt "pip fra andedammen".

Mvh

Ole Bjørn ;)

Michael:



Kan ikke nære mig. Ray Bradbury var en formidabel sciencefiction forfatter. Der som den gode forfatter han var, ved hjælp af fremtidsfantasier satte nutidsviden/opfattelse af verden under en kritisk lup. Satte spørgsmålstegn ved vores moral og opfattelse af verden.

Her et pluk fra en af hans noveller fra Krøniker fra Mars:



... fortsættelse, samt andre noveller, kan ses her:

http://users.cybercity.dk/~kam1966/kronike.htm

Venlig hilsen
Jerry

Ja, jeg kan godt huske den. Det kan godt være jeg skulle gå ned på biblioteket og låne disse fortællinger, så jeg kan læse dem igen.

Det gode ved sådanne historier er, at man ikke behøver at dissekere dem, når man har læst dem sidder man tilbage med et skævt smil om munden.

Her kan man godt sige at ordet, fortællingen, formidler noget som ligger ud over ordet. Som skal ses i sin helhed, dvs. når man har læst historien har man fået formidlet en oplevelse.

Og der er slet intet mystisk ved det.

Der er også Isac Asimov og Arthur C. Clarke. Jeg må indrømme at jeg altid har været vild med Science Fiction, i øjeblikket ser jeg Stargate SG1, jeg har lige købt de første 3 sæsoner. Som jeg engang fortalte Laskerlaas, ville jeg ikke have noget imod at blive taget op i en ufo.

Men jeg har ikke mødt nogen endnu, jeg formoder at jeg er for ubetydelig.

Her er endnu en historie fra min novellesamling TIDENS LABYRINT. På grund af dens længde vil jeg bringe den som føljeton over de næste dage.



Når man ser, hvordan mange mennesker lever deres liv efter skemaer, der er inddelt i timer og minutter, skulle man tro, at tiden var deres gud, sagde Vern. Det er den måske også for nogle.


Tidens Gud.


Mit navn er Victor Karlsson. Jeg har lagret denne beretning på en videochip, og lagt den i min bankboks, for det tilfælde at videnskaben ikke når at løse gåden i tide. Måske er det bare pjat, men jeg har i den sidste tid op til vores kommende afrejse til Rohtua haft en forudanelse om, at dette her måske kan gå frygtelig galt, og at ikke engang chefen og Koro kan afværge en kommende katastrofe, på trods af deres store viden. Koro’s sidste ord bliver ved med at runge i mine ører.
Hvis min frygt er ubegrundet, vil denne optagelse blive slettet igen. Hvis derimod min forudanelse skulle vise sig at være rigtig, håber jeg, at den vil hjælpe eventuelle overlevende til at forstå, hvordan det hele startede, og hvordan verden var før i tiden.

-------------------------------------------

Chefen kaldte mig ind og sagde: Hvad siger du til at komme en tur til sydhavet i en uge eller to, Vic? Jeg har en særlig opgave til dig.
Den slags vanskelige opgaver er lige mig, sagde jeg, jeg er klar til at tage afsted i morgen. Hvad drejer sagen sig om?
Vi har fået en ordre på 300 armbåndsure af vores dyreste model. Ordren kommer fra et amerikansk ejet import/eksport firma på Rohtua – en lille ø et sted i det sydlige Stillehav.
Javel, sagde jeg, og dem skal jeg så ned med.
Nej, leveringen bliver afsendt på normal vis. Jeg har kørt et check på firmaet, og det ser ud til at være godt nok. Men jeg havde en følelse af, at der var et eller andet, der ikke var, som det skulle være, så jeg har indhentet nogle flere oplysninger, bl.a. fra andre i branchen. Der bor knap trehundrede mennesker på øen, men alene i løbet af det sidste år har de købte mere end 6000 præcisionsure og kronometre, og samtidig med ordren til os har de bestilt 100 Rolex Oyster i rent guld.
Jeg fløjtede langtrukkent. Det var sandelig en post! Hvad gør de med alle de ure?
Det er det, jeg gerne vil vide. Tilsyneladende bliver de ikke reeksporteret, så det er noget af et mysterium. I penge svarer det til, at hver af indbyggerne inklusive børnene har købt for 70.000 kr. ure alene i løbet af sidste år.
Måske bruger firmaet dem som gaver eller bestikkelser til deres kunder, sagde jeg. Det kunne være en forklaring.
Duer ikke, sagde chefen. Firmaets navn er Rohtua Trade Co. og de eksporterer kulturperler. De har kun tre-fire engros firmaer som kunder, og bortset fra urene importerer de kun mindre mængder af værktøj, madvarer og luksusvarer. Det er virkelig et mysterium, og det er derfor, jeg sender dig derned. Måske er alt i orden, og så har vi bare fået os en ny god kunde. Det håber jeg.
Og hvad så hvis der er noget, der ikke er, som det skal være? Skal jeg rapportere hjem for nærmere instrukser?
Han så direkte på mig. Det er ikke sikkert, du får tid eller mulighed for det. Du har fuldstændigt frie hænder til at gøre, hvad du finder nødvendigt. Her er alle papirerne. Jeg stoler på, at hvad du end finder ud af, kommer du hjem med et godt resultat for firmaet. Tag den tid, du skal bruge.

Chefen er ikke dum. Han kan lugte et problem, længe før nogen andre opdager den mindste uregelmæssighed, men han har også næse for forretninger. Han har selv banket firmaet op fra at være en lille virksomhed, der leverede elektroniske tidsstyrings¬anlæg til samlebåndsproduktion, til at være verdens førende konstruktør af multifunktionsure. Vi plejer at sige til kunderne, at hvis der er noget, de har brug for at vide om tid og sted hvor som helst på kloden, kan vi bygge det ind i et armbåndsur.
Vi har ure, der med en nøjagtighed på en meter kan vise dig, hvor du befinder dig i verden, og ure der kan vise dig, hvilken etage du befinder dig på i Sears Tower. Hvis du er vild med solnedgange, har vi et ur, der viser sand tid for solens op- og nedgange året rundt, hvor du end befinder dig. Vi kalder modellen for ’Nosferatu’, fordi det ville være den perfekte gave til enhver vampyr. Er du astrologi-freak, kan du få et ur, der viser dig de nøjagtige planetkonstellationer i hele det 20. og 21. århundrede, hvis du indtaster dato og tidspunkt, og hvis du hader regnvejr, har vi et ur, der når som helst kan vise dig et opdateret lokalt vejrkort, hvor du end befinder dig.
Alle vore ure er radiostyrede, og synkroniseres automatisk hvert minut. Af praktiske grunde viser de kun tiden i tiendedele sekunder, bortset fra vore tidtagerure til sportsfolk, men uret selv kan højst afvige en tyvetusindedel sekund i perioden mellem to korrektioner. Radiosignalerne udsendes via satellitter fra vort eget atomur, som også konstant opdateres med meteorologiske oplysninger fra hele verden.
Som du måske kan forstå, er chefen totalt besat af nøjagtighed. Han betragter nærmest tiden som en gud, der styrer alle begivenheder og alle vore handlinger. Han plejer at sige, at det menneske, der ikke forstår, at tiden er altings herre, vil gå til grunde i fremtidens samfund. Jo flere vi bliver, jo mere er vi nødt til at leve efter nøjagtige tidsskemaer, så vore handlinger synkroniseres, og vi ikke render i vejen for hinanden. Han forestiller sig et samfund så koordineret, at enhver, der fraviger fra det fastsatte mønster, må fjernes for at bevare harmonien.
I firmaet foregår alting efter præcise tidsplaner. Ikke bare selve produktionen og administrationen, men også markedsføringen er planlagt ned til mindste detalje. Alt er forudberegnet, og ingen foretager sig noget, der ikke er i overensstemmelse med tidsskemaerne. Så da chefen sagde: ”Tag den tid, du skal bruge!”, var jeg klar over, at hans næse lugtede noget virkeligt stort.
Det viste sig at være besværligere at komme til Rohtua, end jeg havde regnet med. Først måtte jeg med rutefly til Auckland, og derfra videre med lokale flyselskaber til Cook øerne og videre til Nassau. Derfra sejlede en lille fragtbåd rundt til en række mindre øer, og den anløb Rohtua en gang hver fjerde uge. Da jeg ankom, var det over en uge siden, den var sejlet, så jeg chartrede i stedet et lille vandfly til at flyve mig derud.
Jeg havde selvfølgelig medbragt en kollektion af alle vore armbåndsure, samt prospekter over de modeller vi var ved at udvikle, og på armen bar jeg en prototype af en ny model, som var et bestillingsarbejde fra CIA. Ikke alene kunne det angive positioner og højder med ekstrem nøjagtighed, men det indeholdt også et digitalt kamera med små, let udskiftelige microchips, som hver kunne rumme 900 billeder samt fire timers uafbrudt lydoptagelse med automatisk markering af tid og sted for optagelserne.
Piloten havde aldrig været på Rohtua før, og var meget lidt glad for opgaven. Han fortalte mig, at øen havde et dårligt ry. Der gik rygter om talrige menneskeofringer, og der foregik i hvert fald mystiske ting på øen ifølge sømændene på den fragtbåd, der anløb Rohtua.
Det hele var begyndt for tredive-fyrre år siden, da indbyggerne var blevet besat af en ny religion, og havde jaget en kristen missionær bort og brændt hans kirke. De tilbad i stedet en stenfigur, som de kaldte Tidens Gud. De var meget uvenlige overfor fremmede, og grunden til, at man lod dem være i fred, var udelukkende den stigende strøm af perler, der lige siden var kommet fra øen. Den nye religion havde åbenbart fået dem til at mangedoble produktionen af kulturperler, og regeringen tjente mange millioner på skatter og afgifter af salget. Den eneste fremmede på øen var direktøren for Pacific Pearls, Mr. Marcus, som vist havde kontrakt med den lokale høvding om al import og eksport af varer og perler.
Vi nærmede os Rohtua, og set fra oven lignede den enhver anden ø i området. En lav, bevokset klippeformation inde i midten tydede dog på en vulkansk oprindelse. Øen var omgivet af en atol, der indrammede en stor lagune med hvide strande, men hele den nordlige del af lagunen var fyldt med muslingebanker, hvor en masse indfødte perledykkere var travlt beskæftigede. Det foregik åbenbart efter et vist system, for de dykkede samtidigt på en måde, der mindede om synkronsvømning.
Nede mellem palmerne kunne man skimte en hel del småhuse bygget af naturmaterialer. Kun et enkelt hvidkalket hus ved stranden skilte sig ud, bl.a. ved at være forsynet med en høj radiomast. Det var sikkert derfra, vor nye kunde havde kontaktet os. En primitiv anløbsbro ud for huset indikerede også, at dette måtte være stedet.
Inden piloten lagde an til landing på lagunen, slog han et sving ind over øen, og jeg fik et glimt af noget, der lignede et udslukt krater med en mørk søjle i midten. Jeg spekulerede på, om det havde noget at gøre med deres nye religion, som piloten netop havde fortalt mig om. Af en eller anden grund gav synet mig en uforklarlig følelse af uro, som om at det var helt forkert, at jeg befandt mig her.
Landingen gik glat, og flyet taxiede langsomt ind til den lille anløbsbro. En fedladen solbrændt kaukasisk udseende mand med svedplettet skjorte kom slentrende ud fra det hvide hus og ned til broen. Han så mistroisk på mig, da jeg baksede mine to kufferter ud af flyet, men gjorde ikke mine til at hjælpe mig. De øboere, der var indenfor synsvidde, ænsede overhovedet ikke flyet, men fortsatte uanfægtede deres gøremål, så jeg forsøgte mig muntert med en klassisk bemærkning: Mr. Marcus I presume?
Han stirrede blot fjendtligt på mig og sagde: Hvem fanden er De, og hvad i helvede vil De her?

Fortsættes i morgen ...


Copyright Ole Bjorn 1998-2008.

Fortsættelse af historien om Tidens Gud fra min novellesamling TIDENS LABYRINT.


Jeg ignorerede den åbenlyst fornærmende tone, og præsenterede mig og fortalte, hvor jeg kom fra. Det fik ham til at live kendeligt op, og han spurgte ivrigt: Har De urene med?
Da jeg fortalte ham, at leverancen ville ske på normal vis, blev han igen fjendtlig og sagde: Hvis De er kommet for at prøve at lave forretninger uden om mig, kan De godt skrubbe hjem igen. Jeg har kontrakt på formidling af al handel med øen her, og kontrakten er uopsigelig i de næste tyve år.
Mr. Marcus, sagde jeg højtideligt, vi har overhovedet ingen intentioner i den retning. Vi handler kun engros. Det er normalt, at vi besøger alle nye kunder for at orientere os, om de skulle have specielle ønsker om tidsmåling. Sagen er den, at vi først og fremmest beskæftiger os med udvikling af helt nye typer ure, og de oplysninger, vi har om Deres indkøb, kunne tyde på, at De har et særligt behov, som vi måske kunne hjælpe Dem med at løse. Jeg har derfor medbragt en kollektion af vore nyeste modeller, som ikke er med i vort katalog, så De kan se, hvad vi kan tilbyde. Men den bedste løsning vil måske være, at vi udvikler et specielt ur til Dem, som nøjagtigt dækker det særlige lokale behov. Det er det, jeg er kommet for at tilbyde Dem.
Hm... , brummede han. Specielle ure! Det var måske en idé. Guderne skal vide, at jeg behøver noget specielt, hvis jeg skal lokke nogle af de grønne fra den gamle, så lad os gå op og kikke lidt på Deres tingeltangel. De er velkommen til at blive her i et par dage. Vi kan kalde flyet igen over radioen, når De vil hjem igen.
Jeg vinkede til piloten, at han godt kunne flyve igen, men det var ikke uden en vis bekymring, jeg så maskinen lette og flyve bort. Jeg havde dog ingen forudanelse om de sindsoprivende begivenheder, jeg skulle blive vidne til i løbet af det næste døgn, og som afgørende skulle ændre mit liv.
Jeg fulgte efter Marcus over stranden op mod den hvide bygning, slæbende på mine to kufferter, som han stadig ikke gjorde mine til at hjælpe mig med.
Udefra virkede huset temmelig primitivt, en hvidkalket længe med bølgebliktag og med en overdækket veranda foran, hvor der udover et bord og et par stole hang en farverig hængekøje draperet med et moskitonet, men indenfor var der overraskende luksuriøst. Tykke ægte tæpper dækkede gulvene, rummene var smagfuldt møblerede med antikke mahogni¬møbler i kolonistil, og på væggene hang der klassiske malerier, der måtte have kostet en formue. Det hele var i en voldsom kontrast til Marcus plumpe udseende og grove sprog, og jeg spekulerede på, om han måske havde skjulte sider.
Marcus bemærkede min overraskelse, og sagde pralende: Det havde De ikke ventet, hva! Jeg købte hele lortet på en auktion på en af øerne. Det er fra en tidligere guvernørbolig. Jeg fik det for langt under værdien, sagde de. Noget skal man jo investere sine sparepenge i.
Jeg lykønskede ham pligtskyldigst med det gode køb, mens jeg i mit stille sind frydede mig over, at jeg alligevel ikke havde taget fejl i min første bedømmelse af ham. Så satte vi os ned ved det højglanspolerede mahogni-spisebord, og jeg viste ham vor kollektion.
Nu var det Marcus’ tur til at blive imponeret. Hans små stikkende øjne studerede begærligt de enkelte modeller, mens han forhørte sig om, hvad de kunne. Priserne syntes overhovedet ikke at interessere ham. Han var mest begejstret for en model med trådløs øreprop, vi havde udviklet til musikere. Den har en indbygget metronom, der kan markere forskellige rytmer efter frit valg. Især interesserede det ham, at ure, der var indstillet på det samme metronomtal, ville bippe i takt på grund af synkroniseringen.
Det er lige præcis så’n en sjover, de har brug for, sagde han. Den kan hjælpe dem med at holde rytmen på trommerne. Lad mig bare få to dusin af dem. Nej forresten, jeg ka’ li’så godt få et par hundrede af dem med det samme. Dem ska’ jeg sgu nok få afsat.
Hvis det drejer sig om at holde en fast rytme på trommer, så har jeg måske en endnu bedre løsning, sagde jeg. Vi har faktisk udviklet noget meget avanceret udstyr til styring af musik og lydeffekter i film.
Han kikkede hurtigt på mig. Hans øjne plirede hurtigt fra side til side med et grådigt udtryk. Fortæl, sagde han.
Vi kalder den ’Dirigenten’, sagde jeg. Det er egentlig en slags musikmaskine, men den er udviklet til også at kunne styre levende musikere, så de kan spille en sekvens af underlægnings¬musikken til en film i et nøje indprogrammeret tidsforløb, samtidig med at maskinen afleverer de valgte lydeffekter.
Ja, ja, sagde Marcus utålmodigt, men hvordan, hvordan?
Jeg fortsatte: Alle musikerne forsynes med et modtager-ur, som for eksempel kan spændes om håndleddet. Uret kan afgive forskellige følelige signaler i form af prikken, vibrationer eller svage elektriske pirringer, der fortæller musikeren præcis, hvad han skal gøre og hvornår. Når først det valgte forløb er indprogrammeret, kan ’Dirigenten’ styre op til 256 musikere simultant uden problemer, og optage hele sekvensen i sin hukommelse, hvor den senere kan bearbejdes efter ønske. Faktisk behøver man ikke engang musikerne, for ’Dirigenten’ har indbygget 256 virtuelle musikere som hver især kan programmeres individuelt, komplet med instrument, klangfarve, intonationer, volumen og alle andre musikalske tempo- og foredragsbetegnelser.
Så vil den måske også kunne styre hundrede trommeslagere, spurgte Marcus med stigende begejstring.
Det vil være det rene barnemad for ’Dirigenten’, sagde jeg. De vil kunne spille 255 forskellige variationer over den samme grundrytme uden at komme ud af takt. De vil ikke finde dens lige hos nogen andre producenter.
Og hvad skal tingesten så koste? spurgte han med pludselig mistro. Jeg nævnte den temmelig pebrede pris, men den fik ham kun til at le hånligt og sige; Småpenge! Så lukkede han øjnene, lænede sig tilbage, trak vejret dybt og sagde. Dette har jeg drømt om i årevis. Det vil den gamle ikke kunne modstå. Han vil jo helst dirigere alt og alle. Han bliver nødt til at slippe nogle af tårerne. Endelig skal de blive mine.
Tårerne? sagde jeg. Jeg forstår ikke, hvad De mener?
Himlens tårer, sagde han med skinnende øjne. Nogle kæmpestore gulgrønne perler. Tro mig, De har aldrig set noget smukkere end de perler. De skinner med en utrolig glans. Der har aldrig nogensinde været nogle som dem på markedet. De vil være en formue værd. Jeg vil straks gå op og begynde forhandlingerne med den gamle. Bare gør Dem det behageligt imens. Der er masser af sprut i skabet der, hvis De får lyst til en drink.
Han åbnede en skuffe, og tog et pistolbælte op og spændte om livet. Jeg går aldrig nogen steder uden den, sagde han og klappede på skæftet. Man ved aldrig med de hedninger. Bedst at være forberedt på alt. Han nikkede venligt til mig og marcherede ud af døren. Gennem vinduet kunne jeg se, at han satte kurs mod øens midte, hvor krateret lå.
Han kom tilbage igen efter et par timer, og så ikke helt tilfreds ud. Jeg spurgte ham, hvordan det var gået med hans forhandlinger, og han svarede gnavent, at de var interesserede, men de ville vide mere om maskineriet, før de besluttede sig.
Så De bliver nødt til at gå med mig derop og forklare dem det, sagde han. I aften er det fuldmåne, og de har en eller anden ceremoni for at fejre guden. Den starter ved solnedgang, så nu kan De selv se grunden til, at de er vilde med ure. Forresten, har De været soldat?
Det har jeg. Men jeg er ikke indstillet på at deltage i nogen kamphandlinger, hvis det er det, De mener.
Nej, nej. Jeg mente bare, har De prøvet at marchere i takt til en tromme? For det er De nødt til at gøre deroppe. Hedningerne bliver temmelig ophidsede, hvis nogen bryder rytmen. De påstår, at det gør guden vred. Jeg skal forklare Dem det hele på vejen. Men lige én ting først. Det er mig og kun mig, der forhandler med dem. Er De med på den! sagde han brysk.
Jeg er helt indforstået, sagde jeg. Jeg skal nok lade være med at blande mig i Deres forretninger.
Mens vi vandrede ind mod midten af øen, akompagneret af en fjern trommelyd, fik jeg så den besynderlige historie om Tidens Gud. Det hele var begyndt med, at den forrige høvding havde fundet en begravet sten i midten af det gamle krater for ca. 40 år siden. Den havde hans folk så hugget et gudebillede ud af, men pludselig forsvandt høvdingen under mystiske omstændigheder.
Den nuværende høvding, som Marcus kaldte ”den gamle”, påstod, at han med egne øjne havde set guden opsluge høvdingen i en grøn ild, men Marcus mente, at han nok selv havde slået ham ihjel og brændt liget for selv at kunne komme til magten. Han fik den kristne missionær jaget bort, og lige siden havde han styret øen med fast hånd, både som høvding og ypperstepræst.
Den gamle er en snu ræv, sagde Marcus, og de folk, som ikke ville tilbede Tidens Gud, er allesammen forsvundet uden at efterlade sig spor, så De forstår nok, hvorfor jeg altid sørger for at være bevæbnet.
Hvordan gik det egentlig til, at De havnede her? spurgte jeg, og det fik virkelig gang i Marcus. Det var, som om han havde ventet i årevis på at kunne fortælle sin triste livshistorie til een eller anden.

Fortsættes i morgen.


Copyright Ole Bjorn 1998-2008.