Jødisk lobbyisme?

Asger Aamund er en begavet erhvervsmand og en glimrende samfundsdebattør. Desværre forekommer han mig utrolig naiv når det gælder det aktuelle civilisationssammenstød mellem Vesten og islam. Hans viden om islams historie og teologi synes noget overfladisk og tilfældig, men allerværst er det, at han som katten om den varme grød i tavshed lusker uden om den europæiske islamiseringskrises historiske baggrund.

Den er, at der med de Europæiske Fællesskabers reaktion på OPECs olieafpresning i 1973 som først bestod i at imødekomme de arabiske nationers politiske krav på alle punkter for efterfølgende at udbygge samarbejdet, nu kamufleret som dialoger der med årene skabte et tæt politisk, økonomisk og kulturelt samarbejde som blev yderligere styrket og udbygget efter dannelsen af den Europæiske Union. Denne realitet nævnes ikke med så meget som eet ord af Asger Aamund.

Aamunds opfattelse af FN og hvad det er muligt at gennemføre i denne blandede forsamlling af demokratier og diktaturer viser, at han ikke har forstået den internationale magtpolitiks væsen og de begrænsninger og svagheder som er indbygget i en sådan overnational organisation.

Troen på, at islam lader sig reformere og sekularisere er og bliver et naivt håb som ikke har dækning i virkeligheden. Aamund bilder sig ind, at globaliseringens kræfter nu skal udvirke det mirakel i islam som mere end tusind års bestræbelser internt fra kritikere, filosoffer og andre strålende muslimske begavelser ikke har kunnet udvirke.

Aamund er ikke opmærksom på, at globaliseringen ikke blot lægger et vist pres på islam for at reformere og modernisere, den muliggør også for første gang i islams historie muligheden for at sammensvejse det globale fællesskab af alle muslimer – ummahen – til et reelt samarbejdende politisk/religiøst fællesskab, en magtbase til realisering af islams ultimative mål – at underlægge alle folkeslag for islam.

Jihad, forstået som voldelig hellig krig - er ikke et begreb opfundet af islamofober således som mange muslimer og deres vestlige apologeter hævder for at forvirre Vestens uoplyste befolkninger. Jihad er sammen med dawa (fredelig missionsvirksomhed) de to grundlæggende metoder hvormed islam udvider sit terrororium og islamiserer verden.

Efter at islam mistede evnen til at føre traditionel klassisk angrebskrig mod de vantros lande, symboliseret med fredsaftalen i Karlowitz 1699, hvor et slagent osmamisk rige formelt måtte slutte fred med dets kristne modstandere i Den hellige Liga, var der sat et definitivt punktum for islams andet jihadiske erobringsforsøg af Europa – den osmanniske jihad. Islams første jihad mod Europa – den vestlige, mod Iberia og Frankrig – var de facto nedkæmpet midt i tolvhundredtallet – men det tog godt nok de kristne mere end et halvt millennium at tilkæmpe sig sejren.

Begrebet jihad indgår ikke i Asger Aamunds analyse af islam og dets væsen. Måske bilder forfatteren sig ind, at jihad er et begreb som ikke længere spiller nogen rolle for islam og for muslimer?

Jihad er faktisk en religiøs pligt for enhver fysisk duelig muslim at påtage sig til islams forsvar, og sådan har det været siden profetens dage. Efter sammenbrudet og opløsningen af det osmanniske Imperium i 1923 går diskussionen internt blandt ulema og imamer ikke på, om forpligtelsen til jihad skal afløses af en doktrin om fredelig sameksistens med de vantro nationer, men om hvem der legitimt kan erklære jihad for at udvide islams territorium, når der ikke længere eksisterer en sultan eller en kalif, intet muslimsk imperium, der repræsenterer islam som sådan.

Her bør man være opmærksom på, at skellet mellem angrebskrig og forsvarskrig, som vi kender det i Vesten, som er nedfældet i FN-pagten, er yderst uklart defineret i islam. Ifølge islams egen selvforståelse er islam en fredens religion, hvilket grunder sig på den religiøse tese, at islam slet ikke kan føre krig. Når muslimer griber til våben, er det altid en fredens handling, uanset om det er til angreb eller forsvar, blot det sker i Allahs tjeneste. Det er kun vantro der fører krig. Denne doktrinære selvopfattelse har været bestemmende for hele islams historie og er det fortsat. Denne islamiske myte er meget fastlåst og forsvares aggressivt mod enhver indvending og er blevet overtaget af islams apologeter i Vesten. (Ref. Bassam Tibbi: Krieg der Zivilisationen, München 1995).

Det er i denne uklarhed omkring, hvad der konkret kræves for at islam kan ses for truet, hvilket i givet fald kan legitimere jihad, at de såkaldte islamistiske terrorbevægelser trives og styrkes, idet de henter legitimitet i Koranen, hadith, sira samt islams tradition.

At der befinder sig vestlige tropper på hellig islamisk jord i Saudi Arabien eller at vantro landes befolkninger efter opfordring om at ”komme til islam” afviser dette, er i sig selv nok til, at udløse jihad rettet mod både Saudi Arabien og USA. Sådan ser Osama bin Laden på tingene og hans vurdering får opbakning fra millioner af muslimer verden over, fordi Al Qaedas fortolkning ikke på nogen måde er afvigende eller ekstrem – den er faktisk udtryk for main stream islam, således som de fire førende retsskoler i sunni islam fortolker islams love og traditioner.

Der er dog splittelse i islam om dette spørgsmål, idet de fleste politiske ledere af de muslimske nationer anser det vi kalder for "(jihadisk) terror" for counterproductive i forhold til at fremme islams sag og nå dets ultimative mål.

Undtagelsen herfra er islamiserede nationer hvor den fulde sharia er implementeret – de egentlige teokratier. Nationer som Sudan, Afghanistan under taliban og Iran. Det saudiske kongedømme befinder sig i en klemt situationen og har valgt at spille et fordækt dobbeltspil med Vesten for at opnå sikkerhed mod angreb fra dets muslimske nabostater, nu primært mod truslen fra Iran (tidligere Husseins Iraq), således at kongefamilien kan beholde magten. På den ene side stoler den saudiske herskerslægt ikke på dets muslimske naboer og havde derfor intet andet valg end en politisk alliance med USA af rent opportunistiske grunde. På den anden side er hadet til Vesten og alt ikke-islamisk indgroet i befolkningen på grund af landets strenge yderst intolerante version af sunni islam – wahabismen – der producerer mængder af fanatiske jihadister på samlebånd.

Situationen er en noget anden i Iran hvor shia muslimerne gennemørte en islamisk revolution i 1979 under ledelse af ayatollah Khomenei og indførte islams første ægte teokrati. Der er en afgørende teologisk forskel mellem sunni og shia islam som her giver sig markant politisk og religiøst udtryk. Ifølge sunni islam blev porten til egentlig nyfortolkning af islams helligskrifter endegyldigt smækket i for næsten et årtusinde siden – det som kaldes ijtihad. Den islamisk lærde Cyril Glassé skriver, at “the door of ijtihad is closed as of some nine hundred years, and since then the tendency of jurisprudence (figh) has been to produce only commentaries upon commentaries and marginalia.” (Glassé: “Ijtihad”, i “The Encyclopedia of Islam” 2001, side 209).

Ifølge den i Iran dominerende shia-muslimske retning afsluttedes Allahs vejledning af de troende ikke med Koranen og Muhammad. Allah har udvalgt en række af Muhammads efterkommere – imamer – til at lede både statens og troens anliggender. Khomenei opfattedes som en af Allah særlig udvalgt person, som skulle fungere som stedfortræder for den tolvte forsvundne imam, Ali. Denne forestilling betød, at ”Allah taler gennem Khomenei” og at enhver magtinstans i det iranske samfund må være forankret i Khomeneis tolkning af Allahs vilje. Khomeini opfattedes således af shia muslimer som en slags muslimsk ”pave”, der ligesom den katolske var stedfortræder for Gud gennem en successionskæde der i katolicismen begynder med Jesus og hans discipel Peter, og i islam med Allah og hans udvalgte kalif (et ord der betyder stedfortræder), profeten Muhammad.

Allerede i 1971, mens Khomenei var i politisk eksil i Frankrig, havde han skitseret principperne for et islamisk teokratisk styre og om legitimiteten af et sådant styres guddommelige ret til at føre jihad mod de vantro, idet han sætter profetens eksempel op som forbillede:



Det lykkedes det iranske præstestyre at skabe ny begejstring i de muslimske masser i et slagent islam og give nyt liv til den islamiske vækkelsesbevægelse som først så dagens lys i Ægypten med etableringen af Det Muslimske Broderskab i 1928, som skabte den ideologiske og teologiske basis og inspiration for alle de salafistiske ”terrorbevægelser” som siden kom til at plage verden.

Første gang islams forenede politiske kræfter manifesterede sig, var med den styrke som lå bag OPECs olieafspresning af Vesten. Udløst af en desperation over at de oprørske dhimmier i jødestaten Israel endnu en gang med lethed havde besejret hærstyrkerne fra Ægypten og Syrien, som i krigen i 1973 forsøgte at tilbageerobre de terrotorier som var gået tabt i seks-dages krigen i 1967. Jom Kippur krigen i 1973 var sidste gang muslimerne anvendte klassisk jihad mod et vestligt demokrati der havde supermagten USA som forbundsfælle. Fra da af erkendte alle muslimske ledere, at de eneste mulige former for jihad mod Vesten var en kombination af politisk økonomisk afpresning og trusler kombineret med guerillakrig. Ordet kommer fra det spanske «guerilla», der betyder ”lille krig”. Denne taktik betegner den svage parts eneste mulighed over for en militært overlegen styrke, og har gennem historien bevist sin effektivitet ved at svække, irritere og ydmyge overmagten indtil omkostningerne ved fortsat krigsførsel eller besættelse blev for store.

De fleste såkaldte ”moderate” islamiske statsledere tager afstand fra de voldellige former for jihad – det Vesten kalder ”terror”. Dels fordi den truer deres egen magt og landenes stabilitet, dels fordi den ikke har bragt resultater, hverken i palæstinakonflikten eller i den omstridte Kashmir provis, hvor muslimerne med støtte fra Pakistan har anvendt jihadisk terror mod den indiske befolkning lige siden uafhængigheden i 1947.

Jihadisterne i Libanon har dog opnået at svække landets sekulære demokrati så meget, gennem massiv støtte fra Iran og Syrien, at landet nok snart som det første proto-demokrati i mellemøsten falder for shia muslimerne i Hezbollah, hvorved Iran får adgang til Middelhavet og fælles grænse med ”Den Lille Satan” Israel. Libanon var på et tidspunkt det som al-Andalus, trods myten, aldrig reelt var - et mellemøstens Paris – et multietnisk samfund hvor kristne og muslimer levede nogenlunde fredeligt side om side, indtil islamisterne startede en borgerkrig. Den næste borgerkrig i Libanen bliver nok den sidste.

De ”moderate” har indset, at islam er sakket håbløst bagud i forhold til Vesten på alle områder, men samtidig tror de på, at denne skævhed lader sig genoprette ved at vægte bedre uddannelse, videnskabelig forskning, udvikling af ny teknologi og bedre styreformer, men inden for rammerne af Koranen og islams traditioner. De foreslår, at man forhandler fred med Vesten imens sammenholdet i ummahen styrkes og islam langsomt opbygger sin styrke samtidig med, at de mere fredelige elementer i jihad spektret anvendes. Først når islam har den fornødne styrke politisk, økonomisk og militært er tiden inde til at føre klassisk jihad for at nå islams ultimative mål om verdenserobringen.

Hvor langt islam kan nå med de fredelige elementer i jihad spektret er Europas islamisering gennem demografisk overmanding og aftalerne med Unionen der støtter en særlig hensyntagen til muslimer og islam et udmærket eksempel på. Infiltreringen af FNs organer er et andet eksempel på en succesrig anvendelse af fredelig jihad, også kaldet "stealth jihad".

Asger Aamund indser ikke, at trods splittelsen og rivaliseringerne mellem islamiske stater indbyrdes så har islam gennem de seneste godt 30 år haft succes med at underminere Vesten ideologisk, politisk, demografisk og økonomisk, fordi de trods alt står sammen om at fremme islams og muslimers interesser og ultimative mål. Det mål har aldrig stået til diskussion. Det er alene midlerne man er uenige om blandt ulema, imamer og statsledere.

I praksis virker den voldelige jihad dog fremmende på de andre mere fredelige jihadiske bestræbelser på at underminere og islamisere Vesten, hvorfor mange statsledere nok betragter dem som et udmærket supplement, der er med til at svække Vestens modstandskraft over for islamiske krav og trusler. Så længe de lokale jihadister ikke udgør en overhængende trussel mod de politiske ledere, gør de kun et symbolsk forsøg på at bekæmpe dem, således som vi har set i Pakistan, der de facto har mistet kontrollen over store områder langs grænsen til Afghanistan hvor Al Qaeda, Taliban og andre oprørere stort set får lov til at være i fred.

Men uanset uenighederne i den muslimske verden, så er man enige om, at anse Vestens levevis og dets demokrati for en trussel mod islam. Den eneste sekulære muslimske stat er Tyrkiet, men trods mere end 80 års tvangsmæssig vesternisering og forsøg på at udbrede den demokraiske tankegang, så glider nu også Tyrkiet tilbage mod traditionel islam, ramt af den islamiske vækkelsesbevægelses radikalisering, idet omkring 80% af befolkningen foretrækker en pseudodemokratisk styreform baseret på Koranen og sharia, således som den aktuelt findes i Aghanistan og Irak.

Generelt set er mellemøsten ikke blevet mere demokratisk end den var i 1920erne 30erne og 40erne, men mindre. Dette var også resulatet af en afstamning i forbindelse med de såkaldte Doha-debatter, arrangeret af BBC, som viste, at 65% af publikum mente, at demokratiseringen var gået i stå eller endog tilbage i forhold til tidligere.

Når Asger Aamund gør den sande opdagelse, at hysteriet og volden i forbindelse med Jyllands Postens offentliggørelse af de 12 Muhammad karikaturtegninger er en produktudviklet provokation, hvad forhindrer da manden i at erkende, at alle islams bestræbelser gennem de seneste godt 30 år er styrede og nøje planlagte produktudviklinger der anvender elementer i jihadspektret på det tidspunkt og på den måde hvor de har den største effekt? De muslimeske ledere er selvfølgelig ikke dumme. De ved præcis hvad de gør og hvorfor de gør det – nemlig at fremme islams mål på Vestens bekostning.

Hvad Vestens mål er, det er et godt spørgsmål? Mon ikke svaret er, at det primært er økonomisk vækst og velstand samt at undgå alvorlige konflikter med de islamiske nationer og verdens 1,3 milliarder ophidsede muslimer gennem forhandlinger og apeasement? Det er en ”tyrkertro” som er indlejret i den demokratiske tankegang Vesten er gennemsyret af, at det altid er bedre at forhandle end at anvende magt og vold mod en modstander.

Først efter provokationen med angrebet mod USA i 2001 ændrede USA politik, formuleret i Bush-doktrinen, der legitimerer forebyggende angreb mod såkaldte slyngelstater også kaldet ”Ondskabens Akse”. Desværre angreb man den forkerte fjende ved at fremtvinge et regimeskifte i Irak med militærmagt og besættelse af landet. Hovedfjenden havde siden 1979 været Iran hvilket man først opdagede da det shia-muslimske regerende flertal i det nye pseudodemokratiske Irak indledte venskabelige forbindelser med deres trosfæller i præstestyret, som havde anvendt sine ressourcer til at opruste landet for at blive den nye islamiske førerstat i regionen efter Saddams fjernelse fra magten.

Aamund sætter som sigende overskrift i anden del af sin kronik ”Fred i vor tid?” - hvilket er yderst velvalgt, dog ikke af de grunde som Aamund anfører. Hvis der er noget som har præget Vesten og især Vesteuropa siden olieafpresningen i 1973 og den islamiske revolution i Iran i 1979 så er det rådvilhed, manglende ledelse og beslutsomhed, en respektløshed over for egne demokratiske værdier og principper, samt blød eftergivenhed over for islams barbariske normer, brutale kyniske og hensynsløse magtanvendelse og brud på alle internationale konventioner, herunder grove og systematiske krænkelser af menneskerettighederne.

Islam har med stor succes udnyttet Vestens bløde punkter, de åbne frie samfunds imødekommende svaghed og parathed til apeasement, gennem systematisk underminering ved bestikkelse, politisk afpresning og indrømmelser, for at opbygge egen styrke på Vestens bekostning.

USA var ramt af politisk ubeslutsomhed og lammelse efter nederlaget i Vietnamkrigen – det såkaldte "Vietnam syndrom" – og tillige internt svækket af Watergate skandalen, der tvang præsident Nixon tilbage fra magten. Derfor var supermagten fuldstændigt handlingslammet da anslaget begyndte mod dets vigtigste allierede i mellemøsten – det iranske shahstyre, som man lod gå under uden at komme det til undsætning. Her kan man tale om, at USA udviste en rådvildhed og apeasement, der var lige så farlig og tåbelig, som den Chamberlain udviste over for nazityskland og det fascistiske Italien med München aftalen i 1938, der ofrede et mindre europæisk demokrati - Tjekkoslovakiet - på fredens alter.

Resultatet er det samme, som det var i Europa i 1938. Fascisterne havde i 1930erne aflæst demokratierne korrekt og udnyttede på kreativ vis deres svaghed – angsten for en europæisk storkrig – til at skabe begejstring i egen lejr fordi aftalen indebar en legitimering af de fascistiske styrer og deres ledere, ligesom den gav fascisterne et pusterum hvor de kunne opruste økonomisk og militært inden aggressionen ramte den næste nation.

Hitlers mål var ikke verdenserobringen, men et stortyskland til Ural der dominerede hele kontinentet som en europæisk supermagt og hvis førerskab de demokratiske nationer måtte anerkende og underkaste sig. Havde de frygtsomme europæiske ledere i 1930ernes Europa læst og forstået "Mein Kampf" så ville de vide, at Hitlers primære udenrigspolitiske mål var at erobre nyt territorium mod øst, primært på Sovjetunionens bekostning. Ikke at indlemme de europæiske demokratier i den tyske nation. Og hvis de moderne ledere i Vesten havde sat sig lige så godt ind i islams historie og teologi som Churchill satte sig ind i Hitlers politik og tankegang, og reageret adekvat, så ville Europa aldrig havde opbygget en alliance med de muslimske diktaturer i mellemøsten rettet mod USA og Israel, men selvfølgelig havde samarbejdet med alle verdens demokratiske nationer mod den trussel som den nye muslimske vækkelsesbevægelse og den økonomiske jihad med olieafpresningen i 1973 var udtryk for.

Den Europæiske Unions aftale med de arabiske islamofascistiske diktaturer er en djævlepagt af samme natur som venskabs- freds- og samarbejdsaftalen mellem Hitler og Stalin fra august 1939 var det. Alliancen er på forhånd dømt til at bryde sammen og hvad det sammenbrud udløser af vold og konflikt i Europa, efterhånden som det går op for de demokratiske befolkninger, at de er blevet holdt for nar og ført bag lyset, qua indholdet i de "hemmelige tillægsprotokoller" Fællesskabets aftale med araberne, om Europas islamisering gennem skabelsen af en ny multikulturel superstat Eurabia - det må guderne vide.

Fortsættes ...

Hilsen

Ipso Facto

Hej Borad!

Enhver god kristen og muslim ved da god besked med den jødiske lobbyisme, der er endnu værre end jihadistisk terror og de kristnes anslag mod darwinismen sammenlagt.

De kristne afslørede den jødiske lobbyisme allerede i det fjerde århundrede, idet jøderne havde brugt deres politiske indflydelse på at få dræbt Jesus. Derfor besluttede de kristne kirkeledere på mødet i Elvira år 306, at forbyde ægteskab, samleje og sociale kontakter mellem kristne og jøder for at få bugt med den frygtede jødiske lobbyisme.

Allerede profeten Muhammad udfoldede store bestræbelser for at komme den jødiske lobbyisme i Arabien til livs, idet lobbyisterne udspredte det rygte, at Muhammad var en falsk profet, som havde forvansket deres hellige skrifter.

Trods Luthers skrift mod jøderne, hvor han gav gode råd om hvordan man kunne få bugt med dette rakkerpak af løgnere, bedragere og lobbyister, gjorde ingen rigtigt noget ved sagen før en kendt tysk politiker i forrige århundrede omsatte Luthers fromme tanker til praksis.

Men efter verdenskrigen var de jødiske lobbyister straks på banen igen i FN, hvor de fik overbevist et flertal om, at jøderne skulle have deres egen stat.

Siden har den jødiske lobby i USA infiltreret Kongressen og overbevist landet om, at alle gode amerikanere skal yde hjælp til opretholdelse af jødestaten, og dermed er Israel blevet den stærkeste nation i verden.

I Europa har den muslimske lobby derimod haft succes med at overbevise europæerne om, at Israel er en katastrofe, en naqba, som er langt mere frygtelig end det europæiske holocaust, idet jødiske lobbyister har overdrevet antallet af ofre for den tyske særbehandling.

Så jeg er helt enig med Ole Bjørn i, at det nu er på tide at få gjort op med den den jødiske lobbyisme, som har forpestet verden i mindst to tusinde år.

Hilsen

Ipso Facto


--------
"Ved det 17. kirkemøde i Toledo, Spanien, blev jøderne defineret som prinsens slaver. Dette var delvist baseret på den overbevisning fremført af Chrysostom, Origin, Jerome og andre kirkefædre, at Gud straffede jøderne med et liv med uophørlig trældom som følge af deres ansvar for henrettelsen af Jesus Kristus.

Pave Leo III gjorde år 722 jødedommen ulovlig, hvorefter jøder blev tvangsdøbte imod deres vilje." - Meget er der gjort for at eliminere den jødiske lobbyisme, men lige lidt har det hjulpet!

Ja, stik mig et sværd og jeg skal straks befri verden for en jødisk byrde:oP

Tror nu OB havde noget andet i tankerne (håber jeg)..

Mvh

Ja, Borad.

Jeg sigtede til den amerikanske kongres, hvor den jødiske lobby har meget stor indflydelse på USAs udenrigspolitik. Adskillige senatorer og kongresmænd er blevet valgt med støtte fra jødiske kredse, og de vil selvfølgelig gerne genvælges, så de er lydhøre overfor jødiske lobbyister.

Den politiske situation i USA er af en sådan beskaffenhed, at ingen kan opnå flertal og blive valgt som præsident uden at give indrømmelser til både erhvervslivet, den jødiske lobby, de kristne organisationer, den farvede befolkning og middelklassen. Ignorerer man en af disse grupper er løbet kørt. Muslimerne kan man derimod godt ignorere i valgkampen, men efter valget er præsidenten nødt til at tage hensyn til de saudiske interesser og olieselskabernes.

Det er en problematisk balancegang, og derfor ligner de to store partiers politik hinandens næsten til forveksling.

Mvh

Ole Bjørn ;)