annonce
annonce
(visninger)Populære tråde
Mellemrummet 3484198
Et andet syn 1125139
Angst – Tro – Håb – Kærlighed 851055
Jesu ord 775085
Spirituel omsorg 749342
Galleri
Kirkebø
Hvem er online?
0 registrerede 138 gæster og 19 søgemaskiner online.
Key: Admin, Global Mod, Mod
Side 6 af 6 < 1 2 3 4 5 6
Tråd valgmuligheder ↓
« Forrige tråd
Næste tråd »
#5112 - 09/10/2008 21:16 Re: ISLAMS BIDRAG TIL EUROPÆISK KULTUR [Re: Ipso Facto]
ospi Offline
ny
Registeret: 01/10/2008
Indlæg: 15
Citat:
Mig bekendt er Tony Blair ikke faghistoriker, men jurist og politiker. En af fortalerne for multikulturalismen og projekt Eurabia, da han som statsleder var beslutningstager i det mægtige EU ministeråd.


Ja, ud med ham.

Her tæller kun meningsfæller!
SAGLIGHED?


Citat:
Araberne kaldte den sydlige del af den iberiske halvø for Al-Andalus. I det 10. århundrede nåede Al-Andalus sit højdepunkt. I skarp modsætning til det øvrige Europa, der var landligt og fattigt, udviklede dets byer sig blomstrende - især Córdoba - takket være handelen ned orienten. Den religiøse tolerance gjorde det muligt for muslimer, jøder og kristne at leve side om side i udviklingen af videnskab, medicin og filosofi. De klassiske græske tænkere blev kopieret og oversat og vejen blev dermed banet for den europæiske genfødsel i det 15. århundrede.
http://www.leksikon.org/art.php?n=2943

Al'hambra, citadel og paladsby på en klippe i byen Granada i Spanien, et hovedværk inden for den islamiske kunst i Europa, opført i 1200- og 1300-t. for de islamiske fyrster af Nasride-dynastiet. Alhambra er ikke, som tidligere antaget, ét palads, men består af sammenbyggede enheder af fæstning, fyrstebolig, moskéer, badeanlæg og beboelseskvarterer, omgivet af haveanlæg.

I områderne under muslimsk herredømme (711-1492) eksisterede islam og kristendommen side om side uden større konflikter. I 900-1100-t. grundlagdes adskillige kirker og klostre i hele Spanien.

Den tidlige middelalders arkitektur omfatter kirkebyggeri i stilarterne visigotisk (fra 500-t. til 711), asturisk (især i 800-t.) og mozarabisk (især i 900-t.). Mange bygninger, både kristne og islamiske, inspireredes af Den Store Moské i Córdoba (785-987); området var indtil 1492 centrum for Andalusiens forfinede islamiske bygningskultur.
(DSDE)


Da erobringen af al-Andalus var ovre, evakueredes en del af musli merne til Afrika. Mange muslimer, nu kaldet maurer under ét, blev tilbage i de tabte territorier. I modsætning til mudejarernemuslimske under såtter, som i 11.-12. årh. havde stor betydning for de kristne princi paliteters kunst og tænkning, og som i Aragonien nød lovsikrede rettigheder, måtte det 16.-17. århundredes maurer yde høje skatter for at bibeholde deres tro. Mange blev tvangsomvendt til kristendommen. De, som holdt fast ved islam, blev fæstebønder hos de kristne godsejere, der behandlede dem lidet bedre end trælle. Moskéerne blev i stor stil ned revet som djævelens værker eller slet og ret omdannet til kirker.
Og dog havde de sat deres præg på Den iberiske Halvø. Arkitekturen viser tydeligt sammensmeltningen af orientalsk og occidentalsk stil. Musikarter som fado i Portugal og flamingo i Spanien har med forkærligheden for kvarttone-spring og kromatiske tonearter rød der i arabisk tonekunst. Den arabiske renlighed havde resulteret i mange bade — i det 11. årh. havde Kurtuba 90 offentlige bade til sine 500.000 indbyggere — som fortsat virkede under kristne beherskere. Etiketten ved kristne hoffer med dens hyppige henvisninger til Gud er et andet eksempel på islamisk indflydelse.
Oversætterskolen i Toledo blev en værdifuld kilde til inspiration i Vesteuropa. Indenfor litteraturen blev poesien i Sydeuropa ansporet stærkt; forfattere som Cervantes og Dante var under stærk tematisk og stilistisk indflydelse fra Toledo-skolen. Videnskabelige frembringelser indenfor astronomi, astrologi, kemi og ma tematik blev formidlet videre til det kristne Europa fra Den iberiske Halvø. Fra al-Andalus har vi arabertallene med nullet som den største nyskabelse, egentligt en indisk opfindelse. Araberne var vigtige som bevarere og udviklere af den græske videnskab, filosofi og neoplatonismen, der stod i lav kurs blandt de kristnes gejstlige. Alkymien og dens respekt for eksperimentet som bevisbyrde var trods sin primitivisme og spirituelle overtoner den im puls, som førte til ikke alene den moderne kemi, men også til den positivistiske naturvidenskab som så dan.
Uden et al-Andalus på Den iberiske Halvø i det etnisk sammensatte miljø ville muslimernes kultur og videnskab have været utilgængelig grundet sprogbarriererne. Uden adgangen til den ophobede viden ville europæisk kulturliv længe have fortsat middelalderen. Impulsen fra Europas muslimske occident dannede grundlaget for renæssancen, kontinentets åndelige fornyelse, som var tiltrængt efter seklers religiøs dogmatisme på alle livets områder. Islams samliv med kristen dommen i Hispania gjorde, at europæisk kultur i al sin mangfoldighed ikke kan an skues som et kristent konstrukt alene. Der fandtes engang et muslimsk Europa, som trods sin binding til orientens herskere tidligt gjorde sig politisk uafhængig og havde et værdifuldt samspil med kristenheden. Nedrangeringen af disse svundne landes historie er uforståelig i be tragtning af deres betydning for den vestlige verden. Vi har hermed søgt at give maurerne et bedre eftermæle for nutiden.

http://www.thau-knudsen.dk/dokumenter/forskning/studieopgaver/al-andalus_1993.html#mozTocId925986

Top Svar Citer
#5123 - 10/10/2008 00:57 Re: ISLAMS BIDRAG TIL EUROPÆISK KULTUR [Re: ole]
Ipso Facto Offline
bor her
Registeret: 06/07/2008
Indlæg: 604
Sted: Costa Tropical, Spanien

Hej Ole!

Du efterlyset svar på spørgsmålet om, hvordan kristenheden i nordspanien kunne vinde over de frygtløse og sejrrige jihadiske krigere:

Citat:
"Et, for mig, helt centralt spoergsmaal er forblevet ubesvaret: hvordan i allverden var de smaa kristne kongedoemmer i nordspanien i stand til at gaa til modangreb mod de ellers sejrrige jihad-krgere ,og BLIVE VED MED DET i fler hundrede aar ? hvad var det , der gjorde dem forskellige fra andre smaastater som rutinemaessigt blev trumlet ned?"


I mine tidligere indlæg i denne tråd har jeg kun berørt dette spørgsmål ganske kort ved at henvise til udviklingen af en mere hårdtslående, krigerisk form for kristendom.

Tingene må imidlertid ses i en større sammenhæng. Arabernes ustandselige og succerige angrebskrige for at erobre nyt territorium i de kristne kernelande langs nordafrikas kyster og i Lilleasien skabte et hidtil uset sammenhold i kristenheden efter udspaltningen af Romerriget i det Østromerske Kejserdømme år 395. Det omtales også som det Østromerske Rige, det Græske Kejserdømme eller det Byzantiske Rige.

I både Byzans og Vesteuropa fremprovokerede de muslimske angreb nye organisationsformer og en forbedret militær taktik. Ligeledes opgav den katolske gejstlighed i Spanien – og senere i det øvrige Vesteuropa – som nævnt den oprindelige pacifisme i konfrontationen med islam. Gradvist udrustede den vestlige kristendom sig med et ideologisk våben i form af den legale krigs princip, og under Korstogene mod Palæstina – omend indtil videre ikke i Spanien – virkede pavens appel om at stå sammen i kristenheden og bekæmpe de muslimske erobrere som en pendant til jihad. Modsvaret til muslimernes hellige krig – jihad – var de kristnes hellige krig kaldet Korstog. Forskellen var, at Korstogene var legitime forsøg på at erobre landområder tilbage, som var blevet indlemmet i islam ved hjælp af uprovokeret angrebskrig.

For det frankiske riges – Frankrigs – vedkommende bidrog kampen mod ”maurerne” eller ”saracenerne” (betegnelsen for muslimerne i middelalderens tekstter) afgørende til, at et nyt dynasti overtog kongeværdigheden. Maurerne, som hovedsageligt var arabiserede spaniere og berbere, havde indlemmet dele af Sydfrankrig i det, der var blevet islams første kalifat.

Men i 732 blev en muslimsk plyndringsekspedition slået af frankerne nær Potiers på kantan af Loire-dalen, og snart efter generobredes de sydfranske landskaber. Under Karl den Store – kronet til ”romersk” kejser år 800 – blev endvidere dele af Katalonien frataget emiren i det arabiske al-Andalus, der i en fredstraktat formelt afstod dette og andre territorier.

I samme tidsrum tilføjede også byzantinerne indtrængende muslimske hære alvorlige nederlaag i Anatolien, og de bestandige kampe på denne front motiverede en hærreform på basis af de såkaldte ”themer”. En territorial nyordning skabte et beredskab af kriger-bønder, som fik tildelt jord mod permanent at stå til rådighed i lokalforsvaret. I sidste halvdel af det 10. århundrede kunne byzans gå til modoffensiv over Taurus bjergene og Eufrat, og i 975 rykkede den kejserlige hær ind i Beirut og Damaskus. Det islamiske Abbaside-kalifat var svækket og politisk fragmenteret og havde derfor mistet dynamikken i kampen mod de kristne. Den epoke, der kan betegnes som den ”arabiske jihad” – forstået som ekspansion i stor målestok – var slut.

Den frankiske og især den byzantinske fremgang var dog uholdbar. Bestandige kampe på Balkan og i Italien – mod andre kristne – hindrede den græske kejsers koncentration af kræfterne i Syrien, hvor fjenden blev forstærket ved tilstrømning af tyrkiske nomadekrigere, som i forvejen var blevet omvendt til islam. En ny fase af jihad blev nu åbnet af tyrkerne i øst og berberne i vest, mens de etniske arabere fra ørkenen reduceredes til en noget nær perifer status.

Langt den farligste udfordring af muslimernes overmagt var militariseringen af de kristne spaniere. Denne udvikling af kristne ”proto-nationer” – Portugal, Kastilien, Navarra, Aragonien og Katalonien – fik i det 15. og 16. århundrede verdenshistoriske konsekvenser af samme tyngde som islams fremkomst, fordi den gav stødet til Vestens imperialisme og åbnede et hidtil ukendt kontinent for den katolske religion og det spanske sprog.

Den tidlige middelalders katolske gejstlighed kombinerede mindet om det visigotiske kongerige med beretninger fra Bibelen og skabte en myte om spanierne – dvs. de romaniserede kelt-iberer og visigoter – som et folk, udvalgt af Gud. ”Hispania” havde erstatet Israels nation, som i kirkens udlægning mistede denne position efter at have afvist Kristus. Det blev hermed en religiøs opgave at bekæmpe saracenerne – også kaldet ”kaldæerne” – og genvinde det land, der var gået tabt efter den mauriske invasion af den Iberiske Halvø i 711.

Denne målsætning blev oprindeligt formuleret af katolske gejstlige, der levede under muslimsk herredømme i al-Andalus. Men i det 9. århundrede vandt den især tilslutning i de mindre kristne fyrstendømmer i halvøens nordlige bjergegne, hvor den blev en stærk myte og en kollektiv identitet, der snart førte til mærkbare resultater. Betegnende i så henseende var, at den kæmpende skytsengel Sankt Jacob – Santiago – blev genstand for pilgrimsfærd, som kristne fra både Spanien og det øvrige Europa deltog i. Han fik tilnavnet ”Matamoros””maurerdræber” – og dyrkes stadig i den overdådigt udsmykkede katedral i Santiago de Compostela. Islams ekspansion i Vesteuropa havde på dette tidspunkt fremprovokeret en hårdtslående version af kristendommen, der krævede revanche, og senere blev denne proces gentaget i Østeuropa.

Der er nok den sandhed i den Andalusiske myte, at der i Spanien opstod en civilisation der på mange punkter overgik det øvrige Vesteuropa på områder som produktivitet, pengecirkulation, boligstandard, til dels lægekunst – samt i senmiddelalderens aristokratiske kredse – en filosofisk og kunstnerisk kreativitet, der gav de kristne afgørende impulser.

Under det arabiske herredømme ændredes ejendomsforholdene i landbruget, og fra Nærorienten importeredes tekniske forbedringer som kunstvanding og nye vækster, for eksempel bomuld, ris og sukkerrør. Dette muliggjorde en stigning i indbyggertallet, som historikere vurderer til ca. 10 millioner under de ibiriske omayyaders kalifat i det 10. århundrede. Til sammenligning anslås det, at de kristne små kongedømmer i nord havde en samlet befolkning på en halv million.

I de første årtier efter det spanske goterriges undergang (ca. 740) udgjorde muslimerne højest 1% af Den Iberiske Halvøs befolkning, og i slutningen af det 8. århundrede udgjorde muslimerne sandsynligvis kun 10% af Córdobas indbyggere. Men senere udskiftede en stigende del af den oprindelige befolkning katolicismen med islam især på grund af en systematisk omvendelseskampagne i første halvdel af det 10. århundrede samt den arabiske finkulturs tiltrækningskraft. Hertil kommer, at islams mere naturlige syn på seksualitet og mandens naturlige og gudgivne ret til at herske over kvinderne, kan have udøvet en tiltrækningskraft på mange mænd, der følte afsky for katolicismens snævre hykleriske seksualforskrækkede morallære.

Befolkningen i Al-Andalus var opdelt i tre hovedgrupper: muslimer, jøder og kristne. I byerne oplevede det jødiske mindretal den muslimske magtovertagelse som noget af en lettelse efter den brutale og ydmygende behandling, flere gotiske konger havde udsat dem for. Jøderne overtog derfor hurtigt det arabiske sprog, men de allerfleste fastholdt deres egen religion. De fleste kristne begyndte også at tale arabisk, og de blev derfor kaldt ”de arabiserede” – på spansk ”los mozárabes”. De fastholdt dog samtidig talesproget ”romance”, der var forløber for spansk og portugisisk. Også byernes muslimer benyttede denne sen-latinske dialekt.

På grund af den ikke-muslimske talmæssige vægt og nyttige færdigheder og i overensstemmelse med etableret praksis i Nærorienten registrerede de arabiske magthavere de kristne og jøderne som dhimmier. Under omayyaderne, som var herskerslægt i Spanien fra 756 ttil 1031, bevarede dhimmierne deres egen retspleje og – med visse restriktioner – deres religiøse praksis. Men berberdynastierne, som derefter invaderede al-Andalus for at føre jihad mod de kristne, afskaffede de facto dhimmi-systemet. Kristne og jøder blev derfor tvangsforflyttet og myrdet.

Denne undertrykkelse afspejlede islams pressede situation efter år 1000, men i de foregående århundreder greb de arabiske Omayyade-herskere – fra år 929 kaliffer – kun nødigt til massiv voldsanvendelse mod ikke-muslimerne i al-Andalus. Ved flere lejligheder foretog de kristne dog væbnede opstande (som nævnt i mit indlæg om den Andalusiske myte), og når muslimerne derpå gennemførte represalier, blev konsekvensen en strøm af mozarabiske flygtninge, der søgte til de kristne småstater i nord.

Det kan antages, at denne afvandring og de mange omvendelser til arabernes religion gjorde muslimerne til flertalsbefolkning allerede under Omayyade-kalifatet. Islamiseringen var først og fremmest kulturel, idet hverken den kristne eller den islamiske teologi kunne formidles til større befolkningsmængder på daværende tidspunkt. At konvertere til islam i denne epoke indebar især overtagelse af arabiske æresbegreber, som tilsiger streng opdeling af tilværelsen i en mandlig og en kvindelig sektor.

Da de kristne blev stærkere, prioriterede de helt andre mål i deres strategi end muslimerne, idet de gradvist besatte muslimsk beherskede territorier og derpå hårdnakket forsøgte at fastholde dem ved at opføre fæstningsanlæg og ved at befolke dyrkbare arealer med bønder, som på samme tid indgik i det militære beredskab (analogt med den byzantiske ordning i Anatolien). Selve navnet Kastilien skyldes de mange stenborge, der blev bygget under krigene mod Maurerne.

I den kristne del af Spanien og i det øvrige Vesteuropa bevirkede kirken og kongemagten i løbet af middelalderen en begyndende samfundsmæssig integration, der udjævnede visse forskelle mellem de to køn og samtidig løsrev individerne fra slægtsbånd, klansoliidaritet og andre fællesskaber. I dette samspil mellem religion, politik og kultur opstod en forudsætning for nationale identiteter og en offentlig sfære i Europas byer.

Senmiddelalderens mandsideal ændredes i retning af en mere raffineret og urban adfærd, og kvindekønnets værdifulde egenskaber blev fremhævet på kunstens, religionens og økonomiens område. Tilsvarende kunne kvinder fungere som politiske ledere – og i Jeanne d’Arcs tilfælde endog som militær leder. Over hele den kristne verden – inklusive Byzans – optrådte handlekraftige dronninger, eksempelvis danske Dronning Margrethe den I, ved overgangen fra det 14. til 15. århundrede, Isabel ”den katolske” i det 15. århundrede og Englands Elisabeth I i det 16 århundrede.

Den modsatte tendens gjorde sig gældende i islam. I de første århundreder kunne kvinder lejlighedsvis optræde som ledere. Det berettes således, at Muhammads yndlingshustru, Aisha, som profeten ægtede som 9-årig, efter hans død anførte sine krigere i et slag mod Ali (profetens fætter). Her ser vi begyndelsen til splittelsen af islam i sunni og shia muslimer der bygger på legenden om den forsvundne tolvte iman Ali som Muhammads retmæssige efterfølger. Ligeledes lykkedes det i flere tilfælde sydarabiske kvinder at blive anerkendt som politiske ledere. I middelalderen kunne kvinder også optræde som lovkyndige og endda som qadier – en art dommere ved sharia retterne – i sager som ikke involverede fysiske straffe. Med tiden fortrængtes kvindekønnet dog helt fra disse funktioner, og en muslimsk parallel til ændringen af kvinderollerne i det kristne aristokrati kom først på tale i det 20. århundrede, da kvinder overtog regeringsledelsen i Pakistan, Bangladesh og Indonesien. I islams verden havde mændene mpnopol på politik og krig.

Det generelle billede i den arabiske verdens byer og i det meste af islams civilisation var, at kvinderne blev anskuet som fødemaskiner, der hverken behøvede uddannelse eller adgang til aktiviteter uden for hjemmet. I byerne fungere islam som en detlajeret pligtlære, der foreskrev miserable forhold for det store flertal af kvinder. I al-Andalus håndhævede jurister fra den malikitiske retsskole en særlig streng version af sharia, og i slutningen af det 12. århundrede vakte filosoffen Ibn Rush (Aberroes) skandale i Sevilla - Almohade-kaliffernes residens – ved sine kontroversielle udtalelser om ligestilling af kønnene. Efter hans mening var alle mennesker uanset køn i besiddelse af et intellekt, og derfor burde også kvinder have adgang til uddannelse og i det hele taget en højere grad af frihed. Dette vakte imidlertid udbredt forargelse, og byens bogbrændere og obskurantister ophidsede i 1196 pøbelen mod den gamle filosof. For at standse optøjerne og bevare de retslærdes loyalitet i krigen mod de kristne måtte kaliffen derfor sende filosoffen i eksil. Det er vel det samme mønster vi nu aktuelt ser praktiseret i forbindelse med genislamiseringen af Europa, hvor den muslimske pøbel rutinemæssigt går amok med trusler, vold og drab over forfattere til skrifter som de mener krænker islam eller muslimer.

Blandt de ikke-adelige stænder i det nordlige Spanien blev slægtsbåndene svækket eller helt afbrudt. Når bønder og hyrder flyttede sydpå for at befolke landområder, der var blevet befriet for muslimer, brød de med deres slægt, og kongemagten tildelte den sædvanligvis privilegiebreve – såkaldte ”fueros”. De spillede en vigtig rolle ved militært at styrke kongemagten. Fueros regulerede også livet i de selvstyrende kommuner, som opstod i grænselandet, og de er vigtige kilder til forståelsen af de frie kristnes livsform – og den dybe kulturkløft mellem dem og muslimerne. Kastilianske fueros fra det 12. århundrede oplyser således også om kønsroller og kriminalret, og det fremgår, at voldtægt var et offentligt anliggende og en forbrydelse, der blev straffet med døden. En mand, der forgreb sig på kvinder, stod til at miste både liv og ære.

En pendant til de kristnes fueros fandtes ikke på muslimsk side. Strafferetten var et perifert anliggende for kaliffen, og forbrydelser førte enten til mæling eller blodhævn. Solidaritet og loyalitet rettede sig frem for alt mod klanen. Muslimerne blev derfor aldrig borgere med fastlagte rettigheder i forhold til statsmagten.

Arabiske lærde bemærkede denne forskel, der fik stor betydning for de kristnes evne til at føre krig og til at svække det muslimske al-Andalus. Eksempelvis beskrev geografen al-Idrisi, der levede i det 12. århundrede, med en vis beundring de selvstyrende og krigeriske borgere fra Ávila og Segovia.

Muslimerne tænkte dog ikke på at efterligne strukturen i de vantros samfund. På visse områder – eksempelvis kunst og påklædning – lod muslimerne sig inspirere af de kristne, men regeringsmyndighed og legitimitet blev ikke grundlæggende revideret eller reformeret. De ovennævnte æresbegreber havde simpelt hen skabt en muslimsk identitet oog politisk kultur, som bevarede klansolidariteten og modvirkede et mere omfattende sammenhold i stil med de kristnes organisering omkring fyrstemagten og kirken. Myten om oprettelsen af det arabiske imperium, om profetens eksempel og om jihad stod i vejen for nye principper og normer for magtdelegering og loyalitet.

Under det iberiske Omayyade-dynasti omdannedes al-Andalus til en patrimonial og despotisk statsform, hvor alle ressourcer – inklusive undersåtterne – tilhørte herskeren. Men emirene og de efterfølgende kaliffer skabte aldrig den nødvendige legitimitet for deres udøvelse af regeringsmyndighed. I modsætning til de kristne konger formåede de ikke i tilstrækkelig grad at knytte aristokratiet til sig, og et kontraktforhold med ikke-adelige undersåtter var utænkeligt. Islams modstandskraft var ikke forankret i den fastbboende befolkning, men skyldtes at der lejlighedsvis foregik nye jihad-mobiliseringer af stammekrigere fra Nordafrikas ørkener og bjerge.

Denne struktursvaghed i islams spanske myndighedsområde førte til en krise i begyndelsen af det 11. århundrede. Katalanske og kastilianske fribyttere hærgede derpå uhindret i hele det velstående Andalus, mens den muslimske pøbel plyndrede den øverste hærførers palads uden for hovedstaden. De følgende år kæmpede muslimerne indbrydes, og i 1031 afsatte Córdobas aristokrater den sidste kalif af Omayyde-slægten. Da havde den politiske opsplitning frembragt en snes mindre statsdannelser, som i skiftende alliancer med kristne konger brugte kræfterne på at bekæmpe hinanden.

Lammelsen i toppen af det engang så mægtige kalifat var forklaringen på, at de talmæssigt underlegne kristne ikke kunne trænges tilbage. Rollerne var nu byttet om, og islam blev værtsorganisme for vantro snyltere, der vænnede sig til at skaffe rigdom og ære ved kamp og plyndring.

Der fandtes i middelalderens Europa ingen regulær statsmagt, og krige blev orhaniseret ved hjælp af lejetropper eller i kraft af loyalitetsbånd mellem kongen og aristokratiet samt – især i Spanien og Frankrig – borgerne i de selvstyrende kommuner. Hvert år udsendte byerne i det kristne Spanien kampvante militser, som enten plyndrede muslimer på egen håndd, eller – sammen med den kongelige hird og adelens krigere – gennemførte større erobringskampagner.

De selvstyrende kommuners ”caballeros villianos” kunne avancere til lavadelig status og blive ”hildagos”. Efter nedkæmpelsen af Spaniens sidste muslimske emirat i 1492 gik deres dristighed, sammenhold og voldskultur i arv til de conquistadorer, der væltede først aztekernes og derefter inkaernes imperier.

Den kristne befolkning var således massivt og konstant involveret i ”la reconquista” – generobringen af Spanien. Som historikeren Lomax skriver i 1978: "Det kan ses, at de befandt sig i en situation med kontinuerlig krigsførsel mod muslimerne og ikke, som det tidligere blev antaget, i en fredelig sameksistens, der af og til blev afbrudt af kongelig krigeriskhed."

I det 11. og det 12. århundrede blussede krigen voldsomt op på Den Iberiske Halvø. Den muslimske befolkning i al-Andalus formåede ikke at drive de kristne tilbage, men på grund af strid mellem kongerne var disse ikke længere stærke nok til at knuse de store berberhære, der fra Afrika blev sendt i jihad nord for Gibraltarstrædet. Men da de kristnes indbrydes kampe ophørte, genoptog de reconquistaen.

År 1212 led den vestlige islam, der nu blev ledet af det marokkanske Almohade-dynasti, et afgørende knæk, da kastilanerne slog kaliffens hær ved Las Navas de Tolosa nord for Córdoba. Efter nogle års pause indledte de kristne den ”hurtige” fase i generobringen, og det meste af Al-andalus med storbyer som Córdoba, Valencia, Murcia og Sevilla blev delt mellem Portugal, Kastilien og Aragonien.

I 1263 fandtes kun det lille emirat Granada som en muslimsk statsdannelse nord for Gibraltarstrædet. Den vestlige jihad var således sejrrigt nedkæmpet af de kristne, men samtidig voksede truslen fra tyrkerne i øst som førte til Konstantinopels fald i 1453. Mehmet Fateh – ”Erobreren” – rykkede ind i Konstantonopel og fra denne position krævede han pavens anerkendelse som ”romersk kejser”. Paven svarede lakonisk, at Metmet først skulle konvertere til kristendommen.

Først efter at tyrkernes var drevet på vild flugt foran Wiens porte i 1683 af den polske kong Jan Sobieskis husarer var truslen med Europa fra jihadisk islam endeligt afværget. Og da islam ikke længere blev anset for en trussel, opstod næsten samtidigt de første myter om de fredelige og tolerante Sacacenere, smedet som et våben i opgøret mod den katolske kirke. Franskmanden Pierre Jurieu skriver i ”Lettres pastorales” (1686-89) at ”saracenernes opførsel var udtryk for evangelisk sagtmodighed i sammenligning med papismens, som i grusomhed overgik kannibalernes.”

Det emne vil jeg behandle mere udførligt i mit næste indlæg. Jeg håber at Ole og andre har fået en forståelse for, hvordan sejren over muslimerne i Al-Andalus overhovedet var mulig gennem denne lille koncentrerede fremstilling af historien.

Hilsen

Ipso Facto pifter

_________________________
"Lad dig ikke forvirre af andre - kom først til mig." - Ipso Facto

Top Svar Citer
#5137 - 10/10/2008 23:53 Re: ISLAMS BIDRAG TIL EUROPÆISK KULTUR [Re: Ipso Facto]
ole Offline
ny
Registeret: 16/04/2008
Indlæg: 46
hej Ipso
Tak for svaret.
Specielt forekommer de saakaldte "fueros" mig at vaere et enestaaende og tankevaegende faenomen.
Top Svar Citer
annonce
Side 6 af 6 < 1 2 3 4 5 6


Seneste indlæg
VÆREN - IKKE-VÆREN
af Arne Thomsen
25/03/2019 22:14
Rizq af Allah og Zakat
af ABC
25/03/2019 20:56
Reinkarnation og andre ting...
af ABC
25/03/2019 20:10
Mellemrummet
af Simon
25/03/2019 08:06
MYSTISK IDENTITET
af Gerth
24/03/2019 23:55
Nyheder fra DR
USA fordømmer den voksende antisemitism..
26/03/2019 03:32
Venezuelas regering betegner nyt strømn..
26/03/2019 01:39
Trump-modstander er blevet anholdt i New..
26/03/2019 01:07
Parlamentet kan tage brexit-magt fra May..
26/03/2019 00:03
Lægemangel eksploderet i Venstres reger..
25/03/2019 22:43
Nyheder fra Religion.dk
Buddhist: Buddha er imod social kontrol
21/03/2019 08:32
Festligt forårsjævndøgn over hele ver..
20/03/2019 09:20
Forfatter: Ligestillingens rødder er gu..
20/03/2019 06:00
Newroz-myten om frihedskæmperen Kawa
19/03/2019 13:42
Lektor: Justin Bieber tror på Gud. Hans..
19/03/2019 11:05