Kære ospi.


Det er vi da enige om, men nu var maurerne heller ikke arabere, men berbere med en anden kultur. Assyrerne var heller ikke arabere, perserne heller ikke, jøderne heller ikke, kaldæerne heller ikke, manikæerne heller ikke, ægypterne heller ikke. Alle disse kulturer har bidraget til vores kultur og videnskab, fordi de havde en veludviklet kultur, som de arabiske nomader ikke havde.

De havde til gengæld en voldelig religion, der underlagde sig alle disse kulturfolk og nu ihærdigt hævder, at det er islam, der skabte deres kultur. De historiske kendsgerninger er dog, at disse kulturer eksisterede før islam, og fortsatte med at eksistere under islam, omend med en hel del religiøse begrænsninger af deres udvikling, og ofte med en status som dhimmier.

Den meget yngre europæiske kultur lærte selvfølgelig af både de muslimsk erobrede kulturer og de ikke-muslimske frie kulturer, men de måtte også se sig hæmmet af religiøse kristne dogmer. Først med oplysningstidens frigørelse af videnskaben fra den religiøse hæmsko, har udviklingen taget fart, og nu løber vi udviklingsmæssigt fra islam med stadig større hastighed.

Kun deres oliepenge redder araberne fra at leve materielt lige så middelalderligt, som de gør i kulturel og uddannelsesmæssig udvikling. Islam skaber ingen fremskridt, men den køber sig en mindre andel i vores.

Det er ikke vægten af lasten, der får en flyvemaskine til at hæve sig fra jorden, men styrken i dens fremdrift og dens vingefang. Hvis dødvægten bliver for stor, kan maskinen ikke lette.

Mvh

Ole Bjørn ;)

Hej Ospi!

Da linket til diskussionen på Borgerdebat ikke virker følger et koncentrat i teksten nedenfor.

Min primære kilde er den højt respekterede historiker Bat Ye’or, hvis banebrydende forskning omkring forholdene for kristne og jødiske dhimmier, i de kristne områder som gik tabt til islam ved jihadisk erobringskrig, tegner et noget andet billede af forholdene end de myter islams apologeter forsøger at markedsføre over for en europæisk befolkning som er ved at miste sin egen historie.

Fra mit diskussionsoplæg:

”... Iberia, med Portugal, blev erobret mellem 710 og 716 af arabiske stammer fra det nordlige, centrale og sydlige Arabien. Erobringen af halvøen blev fulgt op af massiv immigration og kolonisering af berbere og arabere. De fleste kirker blev ombygget til moskeer. Selv om erobringen var blevet planlagt og udført i samarbejde med en magtfuld iberisk kristen royal fraktion af dissidenter, som omfattede en biskop, foregik den efter retningslinierne for klassisk jihad - med massive plyndringer, slaveri, deportationer og drab. Toledo som først havde overgivet sig til araberne i 711 eller 712 gjorde oprør i 713. Byen blev straffet med plyndring; alle dets fremtrædende borgere fik skåret halsen over. I 730 blev Cerdagne (i Septimania, nær Barcelona) ødelagt og en biskop blev brændt levende.

I sluttningen af det ottende århundrede havde herskerne over Nord Afrika og Andalusien introduceret malikanismen, en af de mest yderliggående sunni muslimske retsskoler. Efterfølgende blev andre strømninger inden for den islamiske tro undertrykt. I midten af det tyvende århundrede, før den eurabiske politiske korrekthed begyndte at dominere de historiske publikationer, skrev den fremtrædende franske lærde, Evariste Lévy-Provencal, hvis speciale var andalusisk historie: "Den muslimske andalusiske stat fremtræder således fra dens første oprindelse som forsvarer og forkæmper for et misundelsens ortodoksi, stivnet i blind respekt for en rigid doktrin, som på forhånd mistænkte og fordømte ethvert forsøg på rationel tænkning."

I regioner under stabil islamisk kontrol blev jøder og kristne toleret som dhimmier - på samme måde som de blev andre steder i de muslimske lande. Efter islamisk lov fik de således forbud mod at bygge nye kirker eller synagoer eller reparere de gamle. De blev udskilt og måtte bo i specielle kvarterer, de skulle bære en særlig klædedragt hvorved de klart adskilte sig og gjorde det lettere at diskriminere mod dem. De blev underlagt en særlig skat "jizya" som foreskrevet i koranisk lov (Koranen 9:29) og andre tunge økonomiske byrder, de kristne bønder udgjorde en underdanig klasse tilknyttet de arabiske besiddelser. Mange forlod deres jord og flygtede til byerne. Skrappe gengældelsesforanstaltninger ledsaget af mutileringer og korsfæstelser forhindrede mozaraberne (kristne dhimmier) i at turde tilkalde hjælp fra Europas kristne konger. Fremover blev det sådan, at hvis en dhimmi skadede en muslim, mistede hele lokalsamfundet dets status som beskyttet folk, hvorefter der var frihed til plyndring, slaveri og vilkårlige drab.

Den ydmygende status som var pålagt dhimmierne og konfiskationen af deres marker fremprovokerede mange oprør som blev straffet med masakrer, således i Toledo (761, 784-86, 797). Efter endnu et oprør i Toledo i 806 blev syv hundrede indbyggere henrettet. Opstande brød ud i Saragossa mellem 781 og 881, Cordova (805), Merida (805-13, 828 og de følgende år, og senere i 868). Og atter i Toledo (811-19). Oprørerne blev korsfæstede således som Koranen foreskriver (5:37), en straf som stadig anvendes i Sudan den dag i dag. Oprøret i Cordova i 818 blev knust efter tre dages massakrer og plyndringer, hvor tre hundrede fremtrædende borgere blev korsfæstet og tyve tusinde familier fordrevet.

Kampe var endemiske i andalusiske byer mellem forskellige befolkningsgrupper - arabiske og berbiske kolonisatorer, iberiske muslimske konvertitter (muwalladun) og kristne dhimmier (mozarabere). Der var sjældent perioder med fred i Emiratet Cordova (756-912), eller senere.

Modsat den fremherskende myte, repræsenterede Al-Andalus frem for noget andet land jihad. Hvert år, og nogen gange havlårligt, sendte de muslimske herskere plyndringsekspeditioner mod de kristne spanske kongedømmer i nord, til de baskiske områder eller Frankrig og Rhone dalen, hvorfra de hjembragte bytte og slaver. Andalusiske sørøvere foretog angreb og invasioner langs Siciliens og Italiens kyster. De sejlede endog så langt som til de Ægæiske øer hvor de plyndrede og nedbrændte hvor de kom frem. Tusindvis af mennesker blev taget med som slaver til Andalusien, hvor kaliffen havde en hær bestående af titusinder af kristne slaver hentet fra alle dele af det kristne Europa (Saqaliba) og et harem spækket med tilfangetagne europæiske kvinder. Samfundet var skarpt opdelt langs etniske og religiøse linier med de arabiske stammer øverst i hierakiet efterfulgt af berbere som aldrig blev anerkendt som ligeværdige på trods af at de var overgået til islam. Længere nede på stigen kom muwalladun konvertitter og helt i bunden kristne og jødiske dhimmier.

Den andalusiske jurist Ibn Abdun (død 1134) skrev i sin juridiske traktat, som blev benyttet af myndighederne i Sevilla, at jøder og kristne tilhørte Satans parti (Koranen 58:20), hvorfor man skulle foragte og undgå dem. For at de kunne identificeres blev de pålagt at bære et fremtrædende mærke som en nedværdigelse. Ibn Abdun forbød salg af videnskabelige bøger til dem med den fiktive begrundelse, at de oversatte dem for at deres trosfæller eller biskopper skulle få tillagt æren. Faktisk er plagiater vanskelige at afsløre eftersom hele jødiske og kristne biblioteker i synagoger, kirker og klostre blev plyndret og ødelagt overalt i det islamiske imperium. En anden kendt andalusisk jurist fra det elvte århundrede, Ibn Hazm, skrev at Allah alene havde givet de vantro ejendomsret for at muslimer havde noget at udplyndre.

På trods af fremragende kulturelle fremskridt og indimellem perioder med tolerance i det tiende og elvte århundrede er Andalusiens historie præget af grusomhed, krig og slaveri.

Charles-Emmanuel Dufourcq (død 1982) - professor i middelalderhistorie ved Paris´Nanterre Universitet og forsker med speciale i muslimsk-kristne-jødiske relationer i Maghreb, Spanien og Sicilien - tegner et billede af disse samfund i meget dunkle farver. Ikke desto mindre har EAD integreret den andalusiske myte i dens dogma til støtte for dens politiske aktioner.

Tydeligvis kræver overbevisningen om fredelig sameksistens under sharia loven at man styrker den islamiske doktrin. Den bekræfter, at sharia loven er fejlfri selv i en af dens mest strenge versioner, malikismen, som blev taget i anvendelse i Maghreb og i Andalusien. Man bør huske på, at sharia var den eneste lovgivning som styrede dar al-Islam (Islams Hus) indtil europæisk lov, indflydelse og pres for at modernisere blev udøvet i det nittende århundrede.

I dag afvises selv den svageste kritik af dhimmiernes status fordi den underminerer doktrinen om islamisk lovs og regerings fuldkommenhed. Tidligere udgjorde anerkendelsen af den islamiske regerings tolerance og retfærdighed en integreret del af dhimmiens pligter. De juridiske traktater vedrørende den "beskyttelse" som blev ydet dhimmibefolkninger som var underkastet jihad specificerede, at kritik af islamisk lov var en alvorlig forseelse, som i nogle tilfælde blev betragtet som blasfemi.

Aktuelt udsender jødiske og kristne netværk af dhimmier spredt ud over den vestlige verden temaet om en lykkelig, fredelig tusindårig sameksistens under islamisk lov. De som er blevet overtaget af tyrkerne priser ottomanismen; andre som bliver sponsorerede af den Arabiske Liga glorificerer den muslimsk-kristne symbiose i det arabiske Imperium. En frugtbar jord for opblomstring af historisk negationisme (historiebenægtelse), et tema som er blevet hjørnestenen hvorpå det multikulturelle Eurabia bygges. I "La Vie Quotidienne", udgivet i 1978, undersøger Dufourcq tvetydigheden i de ord som baner vejen for historisk revisionisme, og bekræfter, at man endog "kan tænke, at vi mod slutningen af det tyvende århundrede bliver tilskyndet til at undre os over, om det ikke er sandsynligt, at de omvæltninger vort kontinent har været udsat for efter islamisk indtrængning for mere end tusind år siden kan forventes gentaget i morgen, blot med andre metoder."

I sin bog om islamisk totalitarisme undersøger Alexandre Del Valle symbolismen i den andalusiske myte som anvendes for at støtte muslimske politiske krav på Europa. I særdeleshed har myten inspireret den anti-kristne "Sammenslutning for Tilbagelevering af Andalusien til Islam", som blev etableret af kristne konvertitter til islam og ny-nazister fra hele Europa. (Ref.: Del Valle, "Le Totalitarisme", p.328). Del Valle beskriver aktiviteter af personer som har forbindelse til Vatikanet og andre kristne organer med at adoptere, udforme og udvide en europæisk islamofil kultur.

Den amerikanske forfatter Robert Spencer der skriver om islamisk jihad (web site: jihadwatch.com) har opdaget den samme tilslutning til islam i den Nord Amerikanske Kirke. (www.united-church.ca/ ., "That we may know each other."). Vi har nu viden om, at aftaler mellem EAD og universiteter, kulturcentre, forlæggere og Kirker har igangsat denne kulturelle og mediemæssige undergravning af de vestlige samfund. ...”

Min besvarelse af kritikken fra opponenten Søren Jessen:

” ... Således som jeg læser dine indledende bemærkninger, er der tale om, at jeg fremsætter nogle påstande om historiske begivenheder, som du i et eller andet omfang er uenig i, men du har ikke tænkt dig at gå ind i en vurdering af alle påstandene i mit forholdsvis lange indlæg.

Dine indvendinger går på min generelle konklusion, at myten om ”det tolerante islam” in casu ”den andalusiske myte”, er et falsum som intet har med virkeligheden at gøre. Denne tolerancemyte har efter min opfattelse lige så lidt at gøre med virkeligheden som falskneriet ”Zions Vises Protokoller" har.

Når jeg her har valgt at sammenligne den ”andalusiske tolerancemyte” med de berygtede ”Jødeprotokoller”, der i parentes bemærket den dag i dag sammen med Hitlers politiske kampskrift ”Mein Kampf” (arabisk titel "Jihad-i" - der betyder "Min jihad") topper hitlisterne i mellemøsten, så skyldes det, at ”Jødeprotokollerne” var et falskneri fremstillet for at tjene et bestemt politisk formål, hvilket efter min opfattelse også er baggrunden for den historieforfalskning der ligger bag konstruktionen af myten om det tolerante islam, der i Spanien skabte et velfungerende multi- religiøst og -kulturelt fredeligt samfund. En slags europæisk guldalder i tidlig middelalder som vi alene kan takke den muslimske kulturpåvirkning for.

Søren Jessen anbefaler mig at læse en bog af en tidligere overrabiner, der handler om jødernes historiske situation i Spanien, hvori det hævdes, at ”efter år 700 kiggede (jøderne) over Gibraltarstrædet og længtes efter den dag, hvor araberne ville sætte over og erobre Spanien. Det gjorde de, fordi de regnede med så at få det lige så godt, som deres landsmænd i Nordafrika.” Den afsluttende sætning: ”Og det fik de faktisk”, opfatter jeg som min opponents egen positive tilslutning til overrabinerens vurderinger.

Uden at have læst overrabinerens bog, har jeg faktisk et udmærket godt kendskab til de kristnes ukristelige undertrykkelse og forfølgelse af jøderne som blev igangsat flere hundrede år før islams fremkomst og fortsatte til afslutningen af anden verdenskrig, og min vurdering er, at omkring år 700 kunne jøder med en vis ret betragte den undertrykkelse muslimerne udsatte dem for som ”beskyttet folk”, det vil sige dhimmier, som en lidt mildere form for intollerance end hvad den kristne verden og nok især Spanien udsatte diasporaens jøder for. Lighedspunkterne mellem det islamiske dhimmi-system, der reducerede jøderne til anden klasses borgere i muslimske samfund og de kristne edikter rettet mod jøderne, udviser dog også påfaldende mange lighedspunkter. Så her taler vi mere om gradsforskelle og geografiske variationer i den strenghed hvormed reglerne blev fortolket end om en væsentlig anderledes behandling.

Den kristne intollerance og forskelsbehandling af jøder indledtes officielt med beslutningerne på kirkemødet i Elvira år 306, der forbød ægteskab, samleje og sociale kontakter mellem kristne og jøder.

I de følgende tre århundreder pålagde de kristne kirkeledere til stadighed flere byrder og restriktioner på jøderne, og år 613 begyndte en decideret jødeforfølgelse i Spanien. Jøderne blev givet valget mellem enten at forlade Spanien eller konvertere til kristendommen. Jødiske børn ældre end 6 år blev tvangsfjernet og givet en kristen uddannelse.

Ved det 17. kirkemøde i Toledo, Spanien, blev jøderne defineret som prinsens slaver. Dette var delvist baseret på den overbevisning fremført af Chrysostom, Origin, Jerome og andre kirkefædre, at Gud straffede jøderne med et liv med uophørlig trældom som følge af deres ansvar for henrettelsen af Jesus Kristus.

Pave Leo III gjorde år 722 jødedommen ulovlig, hvorefter jøder blev tvangsdøbte imod deres vilje.

Det faktum, at både islam og kristendom ud fra religiøse dogmer eller fortolkninger af helligskrifter gjorde jøder til de facto retsløse anden klasses borgere pålagt en lang række restriktioner kan umuligt anvendes som et argument for det som hævdes med ”den andalusiske myte”, at der herskede tolerance mellem de tre monoteistiske religioner efter arabernes og berbernes erobring af store dele af den Iberiske Halvø efter år 711.

Man leder forgæves i Nye Testamente efter Jesuord hvorpå man kan begrunde den massive intollerance og antisemitisme som kom til at dominere den kristne verden helt frem til afslutningen af anden verdenskrig. Tværtimod er Jesus i evangeliet citeret for, efter justitsmordet på ham, at bede om tilgivelse for sine fjender og bødler: "Fader! tilgiv dem; thi de ved ikke, hvad de gør."(Luk. 23,24.)

Helt anderledes er situationen i islam. Her er det Guds evige og uforanderlige ord i Koranen der giver legitimationen til det evige fjendskab mellem jøder og muslimer, og til bekæmpelse og undertvingelse af jøder. I islam er judeofobien en uadskillelig del af selve troen, hvorfor den muslimske judeofobi ikke kan ændres eller mildnes uden at islam selv bliver reformeret gennem en radikal omfortolkning af Koranen, hadith og sira. Og noget sådant må anses for umuligt, idet alle de fire førende sunni muslimske retsskoler er enige om, at muligheden for egentlige nyfortolkninger (ijtihad) ophørte for mere end et årtusinde siden. Judeofobien og den antisemitiske intollerance er således de facto uudryddelig i islam, mens de kristne (især) efter det nazistiske folkedrab på jøderne omsider er kommet til besindelse.

Overalt i Koranen opregnes jødernes synder og det befales hvordan de bør straffes som led i en løbende guddommelig straffeaktion mod dem. Jøderne beskyldes således for at have begået uret mod sig selv (16:118) ved at miste deres tro (7:168) og bryde deres aftaler (5:13). Jøderne er en nation som ikke længere eksisterer (2:134 og gentaget i 2:141). To gange har Allah (ved hjælp af assyrene/eller babylonerne og romerne) som instrument straffet dette perverse folkeslag (17:4-5) - og deres spredning over hele verden (diasporaen) er bevis for Allahs afvisning af jøderne (7:168). Yderligere advares jøderne for deres arrogante påstand om at være Allahs udvalgte folk (62:6) og for fortsat ulydighed og "korruption" (5:32-33). Andre synder, hvoraf nogle gentages, opregnes: fornærmelser, selv drab på profeter (4:155); 2:91), derunder på den muslimske profet Isa (Jesus) (3:55; 4:157), er et gennemgående tema. Jøderne forhånede profeten som "Ra'ina (Den Onde i 2:104; 4:46), og de anklages også for manglende tro, for at citere ude af sammenhæng, ulydighed og forvanskning (4:46). Yderst få af dem er troende (igen 4:46). Disse perverse skabninger hævder også at Ezra er messias og de tilbeder rabbinere som har franaret folk deres egendele (9:30). Der tilføjes yderligere synder: Jøderne fremstilles som et misundeligt folkefærd (2:109), med hjerter så hårde som sten (2:74). Endvidere beskyldes de for at sløre sandheden (2:42), bevidst at pervertere de hellige skrifter (2:75), og for at være løgnere (2:78). At være oplyste folk med ringe tro (2:89) som forfølger vage fantasier og ren ønsketænkning (2:111). Andre synder bidrog til stemple dem (se 2:62/3:112 ovenfor) som ondskabsfulde, nederdrægtige og selvfornedrende, herunder at være ågerkarle (2:275), troldkarle (2:102), hedonister (2:96) og afgudsdyrkere (2:53). Flere (og gentagne) synder opregnes: Jødernes afgudsdyrkelse nævnes atter (4:51) hvorefter dette sammenkædes med andre anklager (som ofte gentages) ringe egenskaber - den enorme tilsvining mod Maria (Jesu moder) (4:156) så vel som åger og bedrageri (4:161). De fleste jøder beskyldes for skørlevned og at være misædere og ugudelige (3:110), et folk som er blevet forrådt af deres egne løgne (3:24), og som prøver at få muslimer til at vende sig bort fra islam (3:99). Jøder er blinde og døve over for sandheden (5:71) og det som de ikke har glemt har de perverteret - de er blevet forledt af falske ideer (3:69), har fordrejer sandheden (3:71), taler med to tunger (3:79) og snyder ikke-jøder uden at nære anger (3:75). Muslimer advares imod at indgå venskab med jøder (5:51) og at være opmærksomme på det dybe had jøder nærer over for dem (5:82). Jødernes ultimative synd og straf tydeliggøres: De er Djævelens håndlangere (4:60) forbandet af Allah, de vil miste deres ansigter (4:47) og hvis de ikke accepterer den sande tro islam - de jøder som forstår deres tro bliver muslimer (3:113) - vil de blive forvandlet til aber (2:65/7:166), eller aber og svin (5:60) og brænde i Helvedes ild (4:55; 5:29; 98:6 og 58:14-19).

Det ledende princip som muslimer skal følge efter hadith er "khalifuhum", som betyder "gør ikke som dem" (jøderne). Dette tilsyneladende banale princip som omfatter alt fra daglige skikke og vaner, som hvordan man vasker sig og hvilket tøj man iklæder sig, er fyldt med judeofobi som bliver yderligere forstærket når en hadith handler om mere fundamentale emner så som eskatologi.

Som et eksempel på tolerancen i al Andalus nævner min opponent med henvisning til overrabinerens bog, at ”Tolerancen viste sig blandt andet ved, at en bygning i Toledo blev brugt som moske om fredagen, som synagoge om lørdagen og som kirke om søndagen.”

Jeg har ingen mulighed for at efterprøve sandheden i denne påstand, men kan blot konstatere, at der i givet fald er tale om en adfærd, som er i direkte modstrid med Koranen, hadith og sira og de regler for dhimmitude-institutionen der i islamisk tradition blev fastsat for den muslimske verden fra midt i det niende århundrede. Et regelsæt som i teorien var gældende overalt i den muslimske verden (jfr. dogmet om ”ijtihad”), men som navnlig i islams første tid beroede på kaliffens personlige holdninger. Egentlige reformer af dhimmitude institutionen og islams guddommeligt legitimerede slaveinstitution, fandt først for alvor sted efter pres fra de europæiske kolonimagter i nittenhundredtallet.

På den anden side vil jeg heller ikke udelukke, at det kan være sandt, at samme bygning blev anvendt af både muslimer, jøder og kristne på et tidspunkt i Toledo, for tilstanden varierede fra land til land, fra regent til regent og fra periode til periode. I almindelighed betragtes umayyaderne som mere tolerante end abbassiderne, netop fordi de endnu ikke definerede sig selv som muslimer.

I umayyade-dynastiets (661-750) tidlige år var mange muslimer totalt uvidende, hvad angår ritualer og doktriner. Herskerne viste selv ringe entusiasme for religionen og foragtede almindeligvis de fromme og asketiske.

Islam forskeren Schacht ”viste, at begyndlsen til islamisk lov ikke kan spores længere tilbage end til ca. et århundrede efter profetens død.” Islamisk lov udsprang ikke direkte fra Koranen men udvikledes ud fra gængs administrativ praksis under umayyaderne, og denne praksis afveg ofte fra intentionerne og endog det udtrykkelige ordvalg i Koranen. Normer, der var udledt af Koranen, blev indført i islamisk lov i en senere fase. Senere (1977/78) har islam forskeren John Wansbrough vist, at Koranen og hadith voksede ud af sekteriske kontroverser over en periode, der måske strakte sig over to århundreder, og derefter blev projiceret tilbage på et opfundet arabisk udgangspunkt.

Han argumenterede videre for, at islam ikke opstod, før profetens tilhængere var kommet i kontakt med og under indflydelse af rabbinsk-jødedom, og ”at islamisk doktrin i almindelighed og endog Muhammeds skikkelse blev formet efter rabbinsk-jødiske prototyper. På basis af disse konklusioner analyserer Wansbrough tidlig islamisk historieskrivning – eller snarere de fortolkningsmyter, der ligger bag denne historieskrivning – som en sen manifestation af gammeltestamentelig ”frelseshistorie”.

Umayyaderne er altid blevet betragtet som ”gudløse” af deres modstandere. Uvidenheden om islamiske doktriner og ritualer fortsatte langt ind i det første islamiske århundrede; faktisk kan man ikke sige, at islam eksisterede som et fast sæt af dogmer før senere. Kalif al-Walid 2. der regerede 743-44 udviste total foragt for Koranen som han hånede ved at skyde pile efter den. Han rettede sig bestemt ikke efter Koranens forbud. Som den særdeles kultiverede mand, han var, omgav han sig med digtere, dansepiger og musikere, og levede en libertiners lystige liv uden nogen interesse for religion. Umayyaderne hengav sig ikke til fromhed men mente alligevel, at de tjente islam. Deres regeringsform kunne imidlertid ikke tilfredsstille de fromme, der drømte om en teokratisk stat.

Umayyaderne blev styrtet af Iraks og Bagdads abbassider (749-1258) ”som følge af deres gudløshed og modstand mod religionen.” Abbassiderne var strengere i efterlevelsen af islams principper og derfor langt mere intollerante over for udøvere af andre religioner. Som islamforskeren Goldziher bemærker: ”markerer det et moralsk tilbageskridt i sammenligning med umayyaderne.” Abbassiderne tog fat på at oprette en teokratisk stat med en gejstlig politik, dvs. de hævdede, at det øverste herredømme tilhørte Gud. Selv opfattede de sig som Guds repræsentanter på Jorden eller, som de selv udtrykte det, ”Guds skygge på Jorden”, som håndhævede Guds lov. I de frommes øjne havde abbassiderne legitimitet i kraft af at nedstamme fra profetens onkel al-Abbas.

Så spørgsmålet er, om man overhovedet med nogen rimelighed kan kalde maurernes første regeringsfase i al-Andalus for islamisk?

Når min opponent hævder, at den svindende tolerance hænger sammen med den kristne generobring af deres besatte land og at samfund i krise typisk udviser intollerance, tror jeg, at han bytter om på årsag og virkning. Hvis forholdene reelt havde været så blomstrende, tolerante og idylliske som myten hævder, hvorfra kom da impulsen til at gøre oprør?

Som jeg nævnte i mit oplæg introducerede den nye herskerslægt abbassiderne i slutningen af det ottende århundrede malikinismen, en af de mest yderliggående sunni muslimske retsskolers doktriner i al Andalus, hvorefter andre mere liberale strømninger inden for islam blev undertrykt.

Det er dette malakinistiske regimente, stivnet i et misundelsens ortodoksi og blind respekt for en rigid doktrin, som på forhånd mistænkte og fordømte ethvert forsøg på rationel tænkning, som fremkalder en regulær slaveopstand.
Dhimmierne gør oprør bl.a. fremprovokeret af konfiskation af deres marker, og muslimerne svarer igen med blodige massakrer, hvorefter vi får igangsat en voldsspiral. Læg mærke til, at de alvorligste slaveopstande starter efter midten af det ottende århundrede: Toledo 761, 784-86, 797, 806, 811-19. Saragossa: 781, 881. Cordova: 805. Merida: 805-13, 828, 868.

Det eneste de historiske fakta fra den muslimske besættelse af al Andalus kan anvendes til, er en illustration af, at dengang islam var en temmelig diffus størrelse som endnu ikke havde antaget fast form, den form den nu har haft i over et årtusinde, var det muligt for dette proto-islam at skabe rimeligt velfungerende multikulturelle samfund hvor der herskede en religiøs tolerance som i forhold til jøder var større end den som kristenheden udviste. Siden var forskellen i tolerance over for judaismen mellem traditionel islam og kristendommen stort set på samme modbydeligt lave niveau dog præget af tid og sted og religiøse lederes og herskeres sindelag.

Retorisk spørger Søren Jessen, hvad man fik i stedet? (efter at de kristne have fordrevet den muslimske besættelseshær og bosætterne). Og han leverer selv svaret: ”Man fik inkvisitionsdomstolen, som nu heller ikke var noget eksempel på tolerance.” Og tilføjer: ”Var der ikke noget med, at man indfangede jøder og muslimer og tvangsdøbte dem, hvorefter man brændte dem fordi de nok ikke mente deres dåb alvorligt?”

I samme retoriske ånd kunne jeg da stille spørgsmålet om, hvad muslimerne fik efter at ortodoksien havde sejret og endeligt fastlagt islams principper?

Her er mit svar, at de fik en systematisk fordummelse og intollerance samt shariadomstole, der får Inkvisitionen til nærmest at fremstå som et mønstereksempel på retfærdighed.

Det er korrekt, at det kristne jødehad fik frit afløb i takt med at Al Andalus blev befriet for de muslimske herskere. I 1354 blev 12.000 jøder henrettet i Toledo, og i 1391 kommer der gang i jødeforfølgelserne, først i Sevilla og siden mod 70 andre jødiske samfund i Spanien. Siden det 14. århundrede har spanske jøder været udsat for kraftge forfølgelser, og mange konverterede til kristendommen. I 1478 oprettedes den Spanske Inkvisition af kirken for bl.a. at afsløre falske konverteringer. Der blev vedtaget love som forbød jøder og muslimer at studere ved universiteterne, tilslutte sig religiøse ordener, indtage offentlige embeder og udøve en lang række professioner.

Samme år som Columbus opdagede Amerika, 1492, overgav det sidste muslimske emirat Granada sig og alle muslimerne blev sendt tilbage til Nordafrika. De kristnes glæde over endeligt at være sluppet af med de sidste muslimer ramte atter jøderne, idet de blev givet valget mellem at blive døbt eller forlade Spanien. 300.000 jøder måtte forlade Spanien uden en øre på lommen. Mange emigrerede til Tyrkiet hvor de fandt en større tolerance blandt de ottomanske muslimer. Andre konverterede til kristendommen, men fortsatte i hemmelighed med at praktisere judaismen. Tre år senere, 1497, gentog samme mønster sig i Portugal hvor 20.000 jøder forlod landet frem for at lade sig døbe som kristne.

For balancens skyld vil jeg dog også opregne den grumme skæbne som mange jøder og kristne blev udsat for i de muslimske lande.

I Fez i Morokko blev 6.000 jøder massekreret i 1033. Hundredvis af jøder blev dræbt mellem 1010 og 1013 nær Cordoba og i andre dele af de muslimske Spanien. Hele Granadas jødiske befolkning på ca. 4.000 personer blev massekreret under de muslimske optøjer i 1066. I Kaiouran (Tunesien) blev jøderne forfulgt og tvunget til at udvandre i 1016; de vendte senere tilbage for atter at blive udvist. I Tunis blev de i 1145 tvunget til at konvertere eller udrejse, og i de følgende årtier var der voldsomme anti-jødiske forfølgelser over hele landet. Et lignende begivenhedsmønster gentog sig i Marokko efter masakren på jøderne i Marrakesh i 1232. I hele den muslimske verden fra Spanien til Den arabiske Halvø gik plyndringer og drab på jøder i svang, sammen med konfiskatoriske skatter, afsondring i ghettoer, tvangen til at bære letkendelige mærker på tøjet (en opfindelse hvor islam kom middelalderens kristne Europa i forkøbet) og andre ydmygelser.

Jizya var en kopskat, som i overensstemmelse med Koranens sura 9,29 skulle betales individuelt ved en ydmygende offentlig ceremoni for at minde dhimmierne om, at de var mindre værd end de troende, dvs. muslimerne. Den muslimske Koran-kommentator al-Zamakh-shari (1075-1144) tolker sura 9,29 således: ”Jizya skal tages fra dem, samtidig med at de bliver ydmyget. (Dhimmien) skal komme personligt, og han skal gå ikke ride. Når han betaler, skal han stå op, mens skatteopkræveren sidder. Opkræveren skal gribe ham i nakkeskindet, ryste ham og sige: ”Betal jizyaen!”, og når han betaler, skal man slå ham over nakken.”

Ud over at betale højere handels- og rejseskatter end muslimer blev dhimmierne underkastet andre former for fiskal undertrykkelse. I perioder med økonomiske vanskeligheder greb de muslimske herskere ofte til den udvej at pålægge dhimmierne arbitrære skatter. Kirkeledere blev sat i fængsel og tortureret, indtil der blev betalt løsepenge for dem.

De nævnte skatter viste sig at være en så knugende byrde, at mange landsbyer blev opgivet, efterhånden som landsbyboerne flygtede til bjergene eller prøvede at forsvinde i de store byers anonymitet for at undslippe skatteopkræveren. I det nedre Ægypten gjorde kopterne, der var blevet fuldstændigt ruineret af skatterne opstand i 822. Den arabiske guvernør undertrykte opstanden med stor grusomhed – nedbrændte oprørernes landsbyer, ødelagde deres vinmarker, haver og kirker. De, der ikke blev massekreret, blev tvangsdeporteret.

I middelalderen resulterede udnævnelsen af en dhimmi til en høj post ofte i offentlig opstandelse, fanatisme og vold, som f.eks. i Granada i 1066, Fez 1275 og 1465, Irak i 1291 og ofte i Ægypten mellem 1250 og 1517. Mange dhimmier indvilgede i at konvertere for at beholde deres poster.

End ikke hvad angik deres egne religiøse forhold, nød dhimmierne fuld frihed, idet muslimerne ofte forhindrede udnævnelsen af religiøse ledere. Intet kunne være fjerne fra sandheden end at forestille sig, at dhimmierne havde en sikker og stabil status, som var endegyldig og permanent – at de var beskyttet for evigt og levede lykkeligt til deres dages ende. I modsætning til dette nillede, som frembæres af de islamiske apologeter, må det konstateres, at dhimmiernes stilling var yderst sårbar og konstant truet. Dhimmierne var i konstant fare for at blive gjort til (ægte) slaver. Et eksempel: da Amr ibn al-As i 643 erobrede Tripoli, tvang han jøderne og de kristne til at udlevere deres kvinder og børn som slaver til den arabiske hær, og de fik besked på at trække denne ”overdragelse” fra kopskatten, den frygtede jizya.

Mellem 652 og 1276 var Nubien tvunget til hvert år at sende et kontingent slaver til Kairo. De traktater, som under umayyderne og abbassiderne blev indgået med byerne i Transoxianien, Sijistan, Armenien og Fezzan (det nordlige Afrika) fastsætter alle en årlig tribut af slaver af begge køn.

Den vigtigste forsyningskilde til slaver var de konstante overfald på landsbyerne i Dar al-Harb (de vantros lande) samt de mere disciplinerede militære ekspeditioner, som skulle rense ud i de vantros byer. Fangerne blev deporteret en masse. Efter plyndringen af Efesus i 781 blev 7.000 grækere sendt i fangenskab. Efter erobringen af Amorium i 838 berodrede kalif al-Matasin, at fangerne skulle bortauktioneres i grupper på fem eller ti, fordi der var så mange af dem. Ved plyndringen af Thesaloniki i 903 blev 22.000 kristne delt ud mellem de arabiske befalingsmænd eller solgt som slaver. I 1064 lagde den seldjukkiske sultan Alp Arslan Georgien og Armenien øde. Mange blev taget til fange og andre henrettet.

De skriftlige kilder til udviklingen i Palæstina, Ægypten, Mesopotamien, Armenien og senere Anatolien og det safavidiske Persien afslører, at de familier, der ikke kunne betale den knugende jizya, blev tvunget til at udlevere deres børn og fik besked på at ”trække dem fra” kopskatten. - Så man kan måske sige, at det var muslimerne der opfandt begrebet "børnefradrag"

I mindst tre hundrede år måtte de kristne finde sig i endnu en ydmygelse, der sjældent omtales, nemlig den skik, der kendes som devshirme. Den blev indført af den osmanniske sultan Orkan (1326-59) og indebar, at man regelmæssigt greb en femdetel af alle kristne drengebørn i de erobrede områder. Efter at være blevet omvendt til islam blev disse børn i alderen mellem 14 og 20 år trænet til at blive janitsharer (en særlig hærstyrke). Med tiden blev de tilbagevendende bortførelser en årlig begivenhed. De kristne børn blev taget fra det græske aristokrati og fra serberne, bulgarerne, armenierne og albanerne og ofte blandt præsternes børn.

På en bestemt dag fik alle fædre ordre til at møde op sammen med deres drengebørn på en offentlig plads. Rekrutteringsmyndigheden udvalgte de mest robuste og smukke børn i overværelse af en muslimsk dommer. Enhver far, der prøvede at slippe fra pligten til at levere børn, blev straffet strengt.

Det siger sig selv, at dette system lå åbent for alle slags misbrug. De ansvarlige for hvervningen tog ofte flere børn end foreskrevet og solgte ”overskudet” tilbage til forældrene. Forældre, der var ude af stand til at tilbagekøbe deres børn, måtte finde sig i, at de i stedet blev solgt som slaver. Devshirme-institutionen blev afskaffet i 1656, mens et parallelt system, der skaffede seks-ti-årige børn til uddannelse i siltanens harem, fortsatte indtil det attende århundrede.

Antallet af børn, der årligt blev grebet synes at have varieret. Nogle forskere sætter tallet så højt som 12.000 pr. år, andre til 8.000, men sandsynligvis var der et årligt gennemsnit på mindst 1.000. Devshirme var en åbenlys overtrædelse af dhimmiernes rettigheder og en påmindelse om, at selv disse minimale rettigheder langt fra var sikret.

Også på den iberiske Halvø anvendtes et lignende system med betaling af tribut i form af unge kvinder. Når kaliffen af Córdoba kunne true de kristne småkonger i nord til at betale tribut i form af kvinder, styrkede dette hans respekt i de muslimske undersåtters øjne, jfr. Beretningerne om ”las cien doncellas” (de 100 unge piger), der årligt blev afgivet af de kristne småriger Navarra, León og Kastillien i kalifatets storhedstid. Tilsvarende var det et gennemgående motiv i muslimerne krigsførelse at indfange fjendens kvinder.

Konklusionen må være, at det blomstrende multikulturelle samfund som muslimerne skabte i Spanien er og bliver en myte, som intet har med virkeligheden at gøre. Det er nok rigtigt at situationen i en kortere periode under Umayyaderne kan betegnes som en muslimsk blomstringstid rent kulturelt, men den var kun mulig fordi herskerne ikke kunne betegnes som troende muslimer – de var faktisk komplet ligeglade med islam.

Islams indeslutning med dogmet om “ijtihad” betød i realiteten, at den religiøse, kulturelle, filosofiske og videnskabelige udvikling i islam faktisk blev sat i stå. Når islam alligevel en tid endnu fortsatte med at udvikle sig, så skete det PÅ TRODS AF islam. …”

Hilsen

Ipso Facto

Maurere (af lat. maurus 'mørk; maurer'), de muslimer, der fra 711 erobrede Spanien og først blev endeligt fordrevet i 1614.

Romerne brugte betegnelsen om de folk, der levede i dele af det nuværende Marokko og Algeriet, og det gav navn til den romerske provins Mauretania; derefter kom ordet til at betegne berberstammerne i Nordafrika.
I Spanien anvendtes betegnelsen moros af de kristne om de muslimske erobrere og deres efterkommere, en blanding af arabere og berbere, fordi de var trængt op i landet fra Nordafrika. Maurerne bevarede herredømmet over Andalusien, indtil den kristne generobring var afsluttet med Granadas fald i 1492.

De muslimer, der ikke flygtede til Nordafrika, morisker, blev udsat for religionsforfølgelser og endeligt udvist 1609-14. Under maurerne var Andalusien et kulturcentrum, hvor Europa kom i kontakt med den arabiske verdens videnskab og kunst.

Betegnelsen maurere anvendes i dag om dele af befolkningen i Mauretanien. (DSDE)

Hej IPSO
Inspireret af dine indlaeg om Al-Andalus myten har jeg proevet at naa en generell forstaaelse af ,hvad der egentlig skete i "spanien" i perioden 700 til 1500.
Et , for mig , helt centralt spoergsmaal er forblevet ubesvaret : hvordan i allverden var de smaa kristne kongedoemmer i nordspanien i stand til at gaa til modangreb mod de ellers sejrrige jihad-krgere ,og BLIVE VED MED DET i fler hundrede aar ? hvad var det , der gjorde dem forskellige fra andre smaastater som rutinemaessuigt blev trumlet ned ?

Kære ospi.

Hvad vil du sige med ovenstående citat, som ikke er sagt i forvejen?

Berberstammerne var fastboende kultursamfund langs hele Nordafrikas kyst, til de blev fordrevet af araberne. De udgør nu kun nogle små minoriteter i Ægypten og Tunesien samt omkring 40% af befolkningen i Marokko. Hertil kommer nogle mindre stammer, som araberne drev ud i Sahara, bl.a. kabyler, riffkabyler og tuareger.

Men på Al-Andalus tid udgjorde de det store flertal af maurerne i Spanien. På trods af deres kunst og kultur og større håndværksmæssige kunnen, blev de set ned på af araberne, og med til billedet hører derfor, at Al-Andalus var opdelt i masser af mindre selvstyrende "kongedømmer", der jævnligt bekrigede hinanden. Det gik altid ud over spanierne og jøderne, så eventyret om "den blomstrende og tolerante kultur" skal tages med et gran salt.

Det har afspejlet sig lige siden i fejringen af maurernes fordrivelse, som i Spanien kaldes Reconquista og på Mallorca Cristiani y Moros. Politiken skriver om dette:

De traditionelle 'Reconquista'-fester i Spanien bliver anderledes i år. Traditionen foreskriver, at en figur, der forestiller Muhammeds, bliver sprængt i luften. Den del af festen er nu aflyst.

Festerne mindes den kristne generobring af hele Spanien fra maurerne, muslimske arabere fra Nordafrika, der i omkring 700 år styrede en stor del af landet. I mange byer fejres begivenheden ved at dukker eller dukkehoveder, der repræsenterer Muhammed, fyldes med fyrværkeri og sprænges i luften.

Men i lyset af den danske muhammedkrise har flere af byerne fjernet den traditionelle og symbolske forvisning af maurerne.

Borgmester vil ikke såre muslimer
Blandt dem er byen Bocairent, hvis borgmester, Antonio Valdes, finder det krænkende at sprænge Muhammeddukken i luften.

»Det er ikke nødvendigt og det kunne såre nogle mennesker, så vi har besluttet ikke at gøre det«, siger han.

Historien om de nedtonede byfester er gravet frem af dagbladet El Pais, der ifølge Reuters besluttede sig for at undersøge, om muhammedprotesterne har fået byerne til at ændre arrangementerne.

Mallorcinske byer fejrer det lidt anderledes ved et rollespil om oprøret, der startede med et angreb på et muslimsk militært optog gennem byen. Det går så hårdt til, at nogle hvert år får alvorlige skader af kampene. Spillet slutter med en kæmpefest på byens plaza.

Når traditionen er så stærk efter et halvt årtusinde, tyder det ikke ligefrem på, at de muslimske undertrykkere var særlig tolerante og vellidte.

Mvh

Ole Bjørn ;)