Kære Anne,

jeg kommer lige susende og ser følgende fra dit indlæg:

Mystik: indre betragtning, indadvendthed, en samtale med Gud. Citat slut.



Jeg er ikke selv tilhænger af en sådan form for mystik, og jeg mener heller ikke det er den form for mystik vi møder hos Paulus.

Mit hurtige foreløbige karakteristik af den kristne mystik som vi møder den hos Paulus:

den har ikke noget indadvendt over sig, da det er kreativt udtryk, aktivt handlingsudtryk. Det er præget af entusiasme (læs Fl Vang), jeg kunne finde på at kalde denne form for entusiasme for en form for kreativ ekstatisk centrifugal etisk akt/aktivitet og handlingsudtryk fyldt med jeg -impulsivitet og spontanitet (indefra og ud), man giver noget, man har noget at give verden, man tjener verden (et moden jeg tjener altid verden) og den kilde man øser af er selvfølgelig Friheden og ånden fra Gud i Kristus (Nåden, det Guds nådesværk vi er i Kristus, som kun findes i Friheden og frihed er altid en ekstatisk entusiastisk indefra og ud overskudsfænomen og bevægelse/rørelse, hvor der åbner sig en ukendt ressourcekilde af intelligens og kreativitet når man bliver sig selv løs og fri, hvilket muliggør at man transcenderer sig selv, går ud over sig selv, når ud over sig selv, for at kunne være og gøre noget for andre, dem man elsker og det man holder af (dette findes udtalt hos Paulus og Jesus (ingen af dem har øje for sig selv))).

Kristusmystikken (i-Kristus-mystikken som vi finder denne hos Paulus er det helt essentielle i kristendommen siger Albert Schweitzer) og alt dette der driver på Kristus, fangede og bjergtog Luther (og en vis Hans-Kristian blev ramt for år tilbage og er siden aldrig vendt tilbage til det gamle, men forbliver i det nye) og det var den impuls (Kristus-impuls) fra Paulus der satte gang i reformationen for Luther. Det var Pauls beskrivelse af Kristus-begivenheden/Kristus, der gav os nok den største teologiske tænker siden Paulus og Luther, nemlig Karl Barth.

Overalt hos Luther og Paulus fornemmer jeg det samme temperament og den samme mystik som jeg ovenfor beskrev den og følgende fra Luther illustrerer det fremragende:

Tro (hentet fra luthers fortale til Romerbrevet) er ikke den menneskelige indbildning eller drøm, som nogle anser for at være tro. At nogle opfatter forholdene sådan, skyldes at når de hører evangeliet, så farer de løs og frembringer ved egen kraft en tanke i hjertet: ”jeg tror”. Dette holder de så for at være en ret tro; men det er menneskeligt tankespind, som er uden virkning på hjertets grund. Derfor virker den heller intet, og det følger ingen forbedring, ny skabelse deraf.
Tro derimod er et guddommeligt værk i os, som forvandler og føder os på ny ud af Gud. Den døder den gamle Adam, og gør os af hjerte, sind, tanker og alle kræfter til helt andre mennesker.
Oh, troen er i sit væsen en så levende, skabende, virkende og mægtig ting, at det er umuligt, at den ikke uafladeligt gør godt. Den spørger heller ikke, om der er gode gerninger at gøre, men inden man når at spørge, har den gjort dem og er altid virksom. Citat slut.

Hvem ejer denne form for Paulinsk og Luthersk centrifugal etisk Kristus mystik, hvilke mennesker besidder den? Jeg mener den er tydeligt hos følgende:

J. F. Kennedy; T. Blair; Svend Auken; Mette Frederiksen; Anders Fogh; Erik Klausen; Lance Armstrong; Søren Krarup; Pia Kjærsgaard; Mick Jagger; Kathrine Lilleør, find selv på flere (husk jeg har altid stemt på socialdemokratiet). Disse mennesker er temperamentsmæssigt snydt ud af næsen på Jesus; Paulus og Luther (den rigtige Jesus finder vi hos Paulus og ikke i evangelierne, han var snarrådig og resolut i en grad evangelierne ikke formår at vise os, så Paulus har ikke kuppet nogen, men evangelierne har måske lidt fortegnet personen, og så dog ved nærmere eftersyn (Jesus har helt sikkert ikke haft alle de lignelser at hælde ud af ærmet, men han har meget mere talt som Paulus og været en politisk snu rad, og intellektuelt også være begrebsstærk tænkende som Paulus)).

Hvilket filosoffer og tænkere finder vi: Selv sagt Paulus og Luther; Nietzsche; Berdyaev; Karl Barth; Fichte; Max Scheler; Regin Prenter og HansKrist (uden sammenligning i øvrigt da han er i en klasse for sig selv).



Mystik: som indre betragtning, indadvendthed, og en "samtale med Gud"; finder vi ikke hos Paulus (slet ikke udtalt) og vi finder den ej heller hos manden der kaldte folk tilbage til kald og stand og virke her, altså hos Luther. Og Kristus-mystikken er udfoldet selv sagt bedst hos Paulus og så hans efterfølger Luther og så hos Berdyaev. Samtalen med Gud er dialektisk, støjende musisk og kreativt, det er kort og godt geniernes kreative arbejdsmetode. Berdyaev redegør for at indadvendthed slet ikke kan komme på tale, for i forhold til hvad? Han mener at vi i mystikken og de åndelige erfaringer er hinsides, har overskredet subjekt og objekt problematikken, noget indre i forhold til noget ydre kan der ikke være tale om. Han taler om at den ydre verden forklares, kommer til at stå i et nyt forklaret lys, forklarelsens lys (verden personliggøres ("Krist-e-lig-gøres") og fremmedgørelsen inklusivt det trivielle og prosaiske ophæves kunne vi sige), man trækker sig ikke i forhold til verden, eventuelt den ydre verden.

Er nogen i Kristus, er han en ny skabning. Det gamle er forbi, se, noget nyt er blevet til!

Nå men jeg har drøftet muligheden, med Arne Thomsen, for at oprette en tråd med overskriften, "religiøse oplevelser". Det står jo mig frit for at gøre det, men jeg tænker på at vi måske skulle have et forum der ligefrem hed "religiøse oplevelser". Men nu gik der da lidt hul på det. Og Arne Thomsens mystiske ikon-erfaring har jeg tænkt på dagligt nu i længere tid, fordi jeg faktisk mener den er universel (eller en potentiel givet mulighed vi alle har, som det dog kun er de færreste beskåret at være så lykkelige at rende ind i) til trods for at den i strengeste forstand er meget personlig og individuel. Een af grundene til at jeg er blevet så optaget af AT's mystiske ikon erfaring, skyldes min interesse, ud fra neurobiologien (neuroaffektiv udviklingspsykologi), i barnets spejlinger i moderens ansigt og den følelsesmæssige og emotionelle udvikling og personlighedsmodning der her foregår; det skyldes min interesse i personlig kontakt frem for anonym kontakt til mine medmennesker og det skyldes endelig min interesse i forelskelse og kærlighed, hvad dælen er det lige der sker her, biosemiotisk og neurobiologisk (du er ikke særlig romantisk Hanskrist, og vi må spørge om du ligefrem udsætter dig selv og kvinderne for eksperimenter (mod på eksperimenter (at komme igen) og mod på livtag med livet (participation/ at participere) er altid en god ting, ja hellere det end at opdigte en løjelig gøjelig neurotisk guddommelig åndelig virkeligheds verden for sig)).

Mange kærlige hilsner Hanskrist.

Hej, du guddommeligt morsomme Hanskrist



Hvordan vil mon læren om de sidste ting, tilværelsens afslutning og dommedag kunne være noget 'entusiastisk'?



Du er sgu mere end en bekendende finanstorpedo. Du er den troende Ariel, der blæser af sted uden andet budskab end din selvpostulerede rygvind.

Og naturgivent må det blive til noget gurglende vrøvl.

I Shakespeares 'Stormen'/ 'The Tempest' får Prospero ved hjælp af sine magiske kunster befriet forskellige ånder fra heksens fangenskab, heriblandt luftånden Ariel .

Gad vide, om du ville kunne reddes af denne Prosperos!

Dine vilde, højpulskrævende ridt udi det metafysiske med hyppig gentagelse af et selvsuggereret og ditto hypnotiseret projekt med Kristus – hvem det/han/hun måtte være – i oplevelsens centrum, gør dig til en gøgler af guds nåde.

Du er over al måde en speciel, men særdeles interessant oplevelse.

Kære temperamentsfulde Hanskrist,

jeg har læst lidt af dit indlæg, og derfor er du heller ikke fortjent med dette svar, men jeg bliver nødt til at sige: Så stop dog op, mand!

Det hele handler da ikke om dig og Paulus, og de identifikationer, som du eller vi dér kan nyde godt af. Mystik er også en samtale med Gud, om du vil det eller ej. Det er dit hjem med Gud, og jeg ved ikke, hvorfor det er så svært at være dér - er det svært at be?

Pas på, eller jeg skal sende dig over til Wilfred Stinissen og hans kloster

Mvh
ikke-temperamentsfulde Anne

Kære Hanskrist

Når jeg reagerede, som jeg gjorde i nat, skyldes det, at du tager én sætning - bestående af en ganske kort definition på det mystiske element i vores tro - ud af konteksten. Det er ikke en fair behandling af en tekst. Omvendt må jeg jo så bruge nogle flere ord på at definere den kristne mystik og eksemplificere, hvorfor jeg finder den relevant.

Mit overordnede udgangspunkt (eller tese) er, at den kirkelige/dogmatiske kristendom først giver mening som noget erfaret eller oplevet. Mennesket har brug for at undre sig, det har brug for at undersøge, det har brug for at forstå men gang på gang må det komme til kort over for Kristusmysteriet. Det er ikke nok at sætte ord og begreber på troens begivenhed Kristus, forstået som den kristne mystiks forudsætning, det må også opleves. Der har du kernen i mystikken, som jeg ser det.

Aksel Haaning beskriver således den kristne mystik: "Mystik er direkte oplevelse af troens indhold" ("Den kristne mystik", s- 14).

Hvor troen handler om teologiens indhold, altså det vi tror på, handler mystikken om det, der opleves qua vores tro, dvs. den mystiske oplevelse. Det kan, som også Aksel Haaning er inde på, være en længere forberedelse, et uventete chok eller en følelse, der siger mere end ord er i stand til. Fordi den mystiske erfaring eller erkendelse er ledsaget af oplevelse, fortsætter Aksel Haaning (s. 15), kan det være svært at definere mystik. Vores forståelse af denne vil nok altid være personligt farvet.

Paulus er et glimrende eksempel på dette. Hans omvendelse - Damaskusbegivenheden - er også et udtryk for en guddommelig oplevelse, og de ord Paulus efterfølgende sætter har jo som bekendt fået en afgørende betydning for den kristne mystik: "Det er ikke længere mig der lever, men Kristus lever i mig" (Gal. 2,20). Vores 'jeg' oplever så at sige, at noget er større, noget er rykket så tæt på os, at vi rykkes bort fra det gamle og ind i noget nyt. Dette forstår jeg selv som på den ene side noget, der kan ske nu-og-her, mens det på den anden side er en gradvis proces, og jeg mener, at denne forståelse er i overensstemmelse med Paulus' brevtale til sine menigheder.

Men inden vi som de nye individer, vi er blevet i Kristus, går ud i verden med håbet om også at kunne være med til at forvandle denne (sat på spidsen!), at være Guds tjener, leve og ånde for troen som den daglige gudstjeneste, den er, har vi også et rum, hvor vi ser anderledes på tilværelsen end, vi gjorde tidligere, for vi ser ikke længere med verdens øjne men er udstyret med Kristi sind.

Alle disse ord giver simpelthen ikke mening uden selv at have erfaret troens indhold. For mit eget vedkommende handler det om at integrere de kristne begreber i mit trosliv. Paulus taler om, at Ånden åbenbarer det, der siden verdens begyndelse var forudbestemt til at føre os (1. Kor. 2,6). Jeg kan godt se, at Paulus foruden sin egen indre oplevelse af troens indhold (samtalen med Herren Jesus Kristus: Saul Saul, hvorfor forfølger du mig?) også skitserer en mere pragmatisk mystik i og med, at han er i gang med at grundlægge menigheder og hjælpe dem til at forblive kristne. Kristus er med en andre ord en "handlingsbase", vores åndrige deltagelse i Gud og overgivelse til, at Gud handler med os. Paulus giver sine menigheder en helt ny forståelse af de menneskelige værdier, hvor alle er lige i Gud, og hvorfor broderkærligheden også får en helt central plads hos Paulus.

Jeg mener heller ikke, at den kristne mystik bare er indadvendthed, men der hvor vi selv oplever troens indhold, oplever Gud som en sjælelig erfaring i vores indre, kan der godt være tale om en indadvendthed, en skuen indad, uden at det betyder, at vores kristne trosliv er en tilbagetrækning fra denne verdens virkelighed. Det skel, som den mystiske oplevelse sætter, peger også på det erkendelsesmæssige element, som vi finder hos Paulus, nemlig det at kende sig selv stykkevis jfr. 1. Kor 13:

"v9 For vi erkender stykkevis, og vi profeterer stykkevis, v10 men når det fuldkomne kommer, skal det stykkevise forgå. v11 Da jeg var barn, talte jeg som et barn, forstod jeg som et barn, tænkte jeg som et barn. Men da jeg blev voksen, aflagde jeg det barnlige. v12 Endnu ser vi i et spejl, i en gåde, men da skal vi se ansigt til ansigt. Nu erkender jeg stykkevis, men da skal jeg kende fuldt ud, ligesom jeg selv er kendt fuldt ud."

Til slut vil jeg gerne citere Aksel Haaning, der i sin afrunding om den kristne mystik hos Paulus og senere hen i det 14. årh. hos Eckeharr skriver følgende:

"Det drejer sig om den vældige tanke, at Gud som sjælelig erfaring i mennesket, altså ikke kun en trosgenstand eller en moralsk relation, er tilstede før mennesket selv, og at der er en instans, som i en vis forstand styrer og følger et menneske og dets udvikling. Således at det sjælens øje, mystikkerne ofte omtaler, ikke blot er det vi ser med, men også bliver set med. At der her er en mulighed for indsigt, hvor vi kan skue mod ikke blot en højere dimension, som det populært hedder, men en større dimension, som omgiver os på alle sider og derfor er både højere og lavere" (s. 24).

Jeg vil nok ikke kalde mig selv for mystiker i den forstand, men jeg kan tror, at der er nogle elementer af den kristne mystik som er vigtige at få med ind i vor tids kristendom - både for at bevare den kristne tradition men også for at New Age retningerne ikke skal tage patent på spiritualiteten. Desuden tror jeg, at den kristne mystik, er et fælles anknytningspunkt for både den katolske, ortodokse og protestantiske kirke.

For i øvrigt ser jeg, at Arne frimodigt er gået ind i en debat med dig om den religiøse oplevelse, hvilket på sin vis ikke ligger langt fra denne diskussion. Mødet med et Ikón er vel også noget, der hører til den mere mystiske del af den kristne tro?

Mvh
Anne

P.S
Hanskrist, du må undskylde, hvis min kommentar i nat var for meget. Jeg var lige kommet fra en langt gudstjeneste, der vækkede en masse mystik for mig, og dette som en bevægelse ind og ned i dybet samtidig med, at denne bevægelse fik en funktion for nogle udrettede handlinger i løbet af aftenen.