Hej tros!

Lad mig sige det helt klart og tydeligt: Der er intet jeg ville ønske mere end tydelige tegn på, at den muslimske verden bevægede sig bort fra spændetrøjen af religiøs dogmatik og mørkemænd som har holdt dem indespærret – åndeligt og fysisk - gennem 14 århundreder og ind i moderniteten på vej mod begyndende demokratisering af deres samfund.

Desværre ser jeg ingen sådanne klare tegn. Faktisk er størsteparten af den muslimske verden efter terrorangrebet mod USA i 2001 sunket endnu dybere ned i religiøs fundamentalisme kombineret med en afsindig tro på, at islams mål om verdenserobringen er realiserbar. Den islamistiske vækkelsesbevægelse er et universelt fænomen i den muslimske verden som endog har ramt det formelt sekulære Tyrkiet, hvor alene en lille elite med militæret i ryggen kan forhindre et tilbagefald og realisering om drømmen om, at genskabe det tabte islamiske imperium.

Desværre synes du at være lige så resistent over for argumenter og dokumentation som hovedparten af Europas muslimer er i forhold til at lade sig integrere i den europæisk demokratiske kultur og dens værdier – de er integrationsresistente, fordi deres tro og loyalitet ikke er over for demokratiets værdier, men over for islams fordringer og den muslimske stat de forlod.

Din samlede dokumentation består i at linke til en dansk socialistisk kultursociolog med speciale i albanske forhold, som afviser gyldigheden af Huntingtons tese om den moderne verden bedst beskrives som et ”clash of civilizations”.

Faktisk nåede jeg ikke ret langt i kultursociologens tekst fra 2002 før jeg var ved at dø af grin. Det er nok den mest useriøse kritik af Huntingtons tese jeg nogensinde har læst.

Den forrykte socialistiske fænomenolog skriver gudhjælpe mig følgende:

"Hvis den ledende stat i én civilisation (USA) går ind i en konflikt mellem den ledende stat i en anden civilisation (Kina) og ét af landene i denne (Vietnam) vil der være stor risiko for en eskalering af krisen - eventuelt til et niveau med militær konfrontation. Huntington fraråder på det bestemteste USA at gå ind i sådanne eksterne konflikter, selv om det vil kunne være svært at være tilbageholdende. "

Den såkaldte sociolog anvender tilsyneladende et eksempel fra den kolde krig – USA engagement på Sydvietnams side mod Nordvietnan – for at falsificere Huntingtons tese? Den mand burde have skolepengene retur. Hvorfor USA gik ind i Vietnam efter at franskmændene havde fået bank og trukket sig ud af Indokina, kan udmærket forklares med henvisning til det bipolære paradigme – den ideologiske konflikt mellem de to supermagter – tilkoplet den amerikanske dominoteori, men den kan selvfølgelig ikke forklares med henvisning til et paradigme som beskriver den globale situation efter afslutningen på den kolde krig. Det var netop det problem Huntington fremkom med en løsning på med sin nye tese.

Siden USA trak sig ud af Vietnam har USA ført en nærmest isolationistisk ikke-interventionspolitik. End ikke tabet af dets vigtigste allierede i Golfen, Iran, med shah-styrets fald i 1979, og jihadisternes gidseltagning af hele den amerikanske ambassadestab, fremprovokerede en militær aktion for at sikre USAs dets interesser i Mellemøsten. Samtidig med at USA forholdt sig from som et lam pga. Vietnam-syndromet marcherede den røde hær ind i Afghanistan efter invitation fra den puppet-regering af kommunister USSR havde fået indsat ved hjælp af økonomisk bestikkelse. Samme mønster som Sovjetunionen havde benyttet i Østeuropa da jerntæppet gik ned i 1946 for at sikre sit hegemonomi ved brutal magtanvendelse.

Siden Vietnamkrigens afslutning i 1975 og indtil terrorangrebet mod USA i 2001 havde USA alene anvendt militærmagt for at sikre egne vitale interesser samt regional fred og stabilitet ved den FN sanktionerede militære aktion mod Irak i 1990/91, der fordrev Saddam Husseins tropper fra Kuwait.

Siden har man så i 1999 efter opfordring fra den Europæiske Union og de muslimske lande iværksat en militær aktion i NATO regi mod Serbernes overgreb på muslimer i Kosovo. Det skete vel at mærke helt uden mandat fra FN, og blev legitimeret som en humanitær nødsituation.

Først efter 2001 er det helt tydeligt, at verden nu er delt efter kulturelle og religiøse linier, nøjagtig som Huntingtons tese forudser. Sammenrotningen af islamiske stater og nogle diktaturer i Durban2 beviser jo netop hvor vandene skiller og frontlinierne går i dag.

For nogle dage siden så jeg på BBC en diskussion i den såkaldte Doha-debat serie, hvor muslimske "eksperter" med forskellige holdninger åbent debatterer et aktuelt emne. Publikum er muslimer og de kan efter debatten stemme om hvem der ”vandt” diskussionen.

Det spørgsmål som blev debatteret var, om det er sandt, at udviklingen hen imod demokrati var gået i stå i den arabiske verden.

En af debattørerne nævnte, at de eneste demokratiske lande i Mellemøsten efter hans vurdering var Libanon, Irak og Israel!!!

Resultatet var, at 64% mente at demokratiseringen var gået i stå, mens 36% ikke mente at dette var tilfældet:



Link: http://www.thedohadebates.com/news/item.asp?n=3069

Min opponent, der betegner sig selv som analytiker, fremsætter denne vurdering:



Så vidt jeg ved, har både Pakistan, Indien og Nordkorea udviklet atomvåben uden at nogen har anvendt militærmagt mod landene eller blot truet dermed. Der vil efter al sandsynlighed ikke komme skrappe sanktioner mod Iran fordi Rusland og andre med økonomiske og andre interesser i landet ganske enkelt vil nedlægge veto i FNs Sikkerhedsråd. Selv de pjat-sanktioner man fik vedtaget har USA og Vesten måtte slås hårdt for.

Samtidig har russerne forsynet iranerne med de mest avancerede SAM (jord til luft missil) batterier som er deployeret omkring de atomare installationer. Den eneste måde de supersikrede anlæg der ligger dybt under jorden i betonbunkre kan uskadeliggøres på, er sandsynligvis ved at anvende taktiske kernevåben.

USA har ingen intentioner om at iværksætte et atomart angreb da prisen vil være alt for høj i form af tab af international prestige ligesom risikoen for en eskalering af konflikten som kan komme helt ud af kontrol er alt for stor. Derudover har USA næppe militære kræfter og politisk vilje til at udkæmpe endnu en storkrig. Og da slet ikke med atomvåben.

Israel kan gøre det, hvilket de beviste med angrebet i 1982 på det irakiske atomanlæg i Osirak som de gode franskmænd havde været så venlige at levere til Saddam Husseien så han kunne få gang i produktionen af atomvåben. Dengang anvendte Israel F16 fly, men jeg tvivler på, at konventionelle fly kan nå frem til målet pga. den massive deployering af russiske SAM batterier.

Det eneste fly som ville kunne gennemføre en sådan opgave er F-117A Nighthawk Stealth Fighter, som USA ikke har leveret til Israel eller nogen anden allieret for den sags skyld. Udstyret med en af de nyudviklede super bunker busters (MOP – Massive Ordnance Penetrator) der er en laser guided præcisionsbombe på 13.600 kg som kan trænge mere end 100 fod ned i jorden og gennem armeret beton, kan opgaven måske løses. Hvor stor penetrationsevne det nye våben har er en hemmelighed. De 100 fod er grænsen for de største eksisterende bunker-busters med en sprængladning på 2.280 kg.

I en artikel fra 15/9 2008 stiller det arabiske Aljazeera Magazine (se Aljazeera.com) spørgsmålet om den nye super bunker-buster mon er beregnet på Iran?

Det påstås endvidere i artiklen at USA og Israel gentagne gange har truet med at angribe atomare installationer i Iran under foregivende af, at landet er ved at udvikle kernevåben.

Så vidt jeg er orienteret har både USA og dets allierede Israel sagt, at man holder alle optioner åbne. Alt andet ville da også være utroligt tåbeligt.

Men efter at den Europæiske Union er blevet holdt for nar i årevis gennem skinforhandlinger med iranerne med det formål at få mullaherne til at opgive selv at berige uranium mod at love dem guld og grønne skove, så har iranerne ufortrødent fortsat deres projekt og installeret stadig flere centrifuger af den nye avancerede type.

At stole på iranernes erklærede intentioner er vist endnu mere tåbeligt end at stole på Adolf Hitlers ord, da Chambarlian indgik München aftalen i 1938 og erklærede ”Fred i vor tid”. At et land som er ved at drukne i olie anvender så store ressourcer på at opbygge atomkraftanlæg svarer nærmest til at forsøge at bilde nogen ind, at det er en god forretning at importere sand til Sahara.

Efter min vurdering bør man ikke bombe Iran men se hvor langt man kan komme med sanktioner i FN, og ellers iværksætte en total flådeblokade af Iran analogt med hvad USA gjorde under den Cubanske missilkrise i 1962. Det vil tage iranerne omkring to år at udvikle et atomvåben så der er lidt tid endnu. Utilfredsheden med Mullahstyret er voksende i den iranske befolkning og hvis en blokade kan få landets økonomi til at bryde sammen er det muligt at den menige iranske befolkning selv ordner tingene og sætter mullaherne fra magten. En flådeblokade er efter folkeretten en krigshandling på laveste niveau, så det er der man bør begynde efter min vurdering, med eller uden mandat fra FN.

Min opponent synes heller ikke at være klar over hvordan mullahstyret tænker. Faktisk udtalte den judeofobiske holocaustbenægter af en præsident for nylig, at landet ikke frygtede et atomart angreb. Det vil blot gøre os stærkere udtalte idioten.

Min henvisning til at islams mål om verdenserobringen ligger fast samt at jihad ikke blot er terror men omfatter et spektrum af ikke voldelige foranstaltninger for at fremme islams sag og mål fik denne kommentar:



Alt I den førte politik i arabiske og andre muslimske lande overalt på kloden siden olieafpresningen i 1973, der var en politisk økonomisk afpresning af Vesten, dvs. økonomisk jihad, peger i den samme retning: nemlig at de islamiske stater er parate til at anvende ethvert middel for at fremme islams interesser. Herunder, løgn, afpresning, dobbeltspil, propaganda, intimidering, trusler og infiltration af vestlige institutioner, herunder universiteter, statsorganer og internationale fora som vi ser med Durban2.

Som jeg anførte er ingen, selv ikke de såkaldte moderate muslimske stater, uenige om målet. Det er alene midlerne man er uenige om. Her mener mange såkaldte moderate, at jihadisk terror – den hurtige jihad – er counterproductive. De går i stedet ind for at anvende de andre dele af jihad-spektret – den langsomme jihad samt først komme på omgangshøjde med Vesten videnskabeligt og teknologisk økonomisk og gennem bedre styring politisk styring af de muslimske nationer.

Opponenten hævder, at min påstand er af "rent teoretisk/akademisk karakter", hvilket meget let lader sig modbevise.

Ved det 10.ende islamiske topmøde i Malaysia i 2003 holdt den "moderate" malaiske premierminister Dr Mahatmit Mohammad en åbningstale som viser, at islams mål ligger urokkelig fast. Han finder terroristisk jihad nytteløs og foreslår at muslimerne anvender deres fornuft i stedet for deres hævninstinkter i kampen mod fjenden. Her følger talen i uddarag og med et link til hele talen til sidst:



http://www.adl.org/Anti_semitism/malaysian.asp


Ganske vist er premierministeren akademiker, men han er først og fremmest en islamisk politisk leder som har indset, at voldelig jihad er en dårlig ide, men at islams mål ligger urokkeligt fast hvis blot alle muslimer i ummaen står sammen og anvender profetens Muhammads succesrige strategi med at overliste fjenden og forvirre ham ved at tilbyde fred. Gad vist om han har læst Huntington?

Endelig afslutter min opponent med denne besynderlige konstatering, efter at jeg havde dokumenteret voldelig jihad i både Indien og Kina:



Til orientering så er Indien verdens største demokrati og hvis indien falder for jihadisterne og der udløses endnu en krig med Pakistan, måske fordi ekstremisterne der overtager magten, så står vi i den situation, at en atomkrig mellem de to lande er sandsynlig. Det vil givetvis være "lidt plagsomt" fordi USA sikkert vil komme Indien til undsætning og atombombe Pakistan tilbage til stenalderen hvis inderne ikke selv formår at fuldføre jobbet. Bortset selvfølgelig fra stammeområderne nær grænsen til Afghanistan – de kan ikke bombes tilbage til stenalderen, da de stadig befinder sig i stenalderen.

Hvis ikke et atomart scenarie som involverer Iran eller Pakistan/Indien udgør en reel trussel for hele verden og derfor også den vestlige verden, så ved jeg ikke hvad hvad ordet trussel betyder.

Realiteten er, at Vesten har været under angreb on and off fra den islamiske civilisation siden det allerførste angreb på byen Mutah i det Byzantiske Rige år 628, at vi mistede en tredjedel af det kristne kerneland i Nordafrika og Asien, som har været under muslimsk besættelse siden det syvende århundrede. At vi siden var tæt på at miste Spanien/Portugal ved den jihadiske invasion i 711, som også truede Sydfrankrig indtil sejren ved Tours. At vi har mistet territorium til muslimerne på Balkan og at centraleuropa var tæt på at blive erobret da Tyrkerne stod ved Wiens porte i 1529 og 1683. Havde det ikke været for den polske konge Jan Sobieskis undsætning kunne hele Europa meget vel være faldet for islam i løbet af de følgende årtier.

Hvad Chamberlaintyperne og eurokraterne ikke fatter er, at islam IKKE kan reformeres, at der ikke findes nogen fredelig form for islam. Islam er ekstremistisk og krigerisk i sin grundstruktur nøjagtig som nazismen var det. Den eneste forskel er, at islam fra slutningen af 1600-tallet mistede evnen til at føre konventionel krig mod dets vantro fjender og derfor efter en tænkepause mellem de to verdenskrige nu ikke har andre muligheder end at anvende terror og de andre mere fredelige elementer i jihad spektret. Målet ligget fast og det har det altid gjort, for ingen muslim har magt til at ændre Allahs befaling i Koranen, om at føre jihad indtil der kun er islam.

Ligesom der ikke fandtes en moderat eller fredelig form for nazisme, men selvfølgelig mange fredelige tyskere, findes der heller ikke en fredelig form for islam. Jeg ved godt, at der er forskelle mellem islam og nazisme. Desværre tæller forskellene nok mest i nazismens favør. Nazismen er nemlig endegyldig nedkæmpet, mens islam stadig er sprællevende og lige så racistisk, voldelig og farlig som den altid har været.

Der findes heldigvis mange fredelige muslimer, men der findes ingen skole eller organisation med tilslutning fra millioner af muslimer som hedder ”moderat islam”, som udøver politisk magt. Det er just problemet, som det har været for Vesten nu i præcis et tusinde tre hundrede og firs år. Og som det fortsat er for de mange fredelige muslimer, som jeg anser for islams primære ofre.

Hilsen

Ipso Facto


---------------
”Muhammads sværd og Koranen er de mest fatale fjender af civilisation, frihed og sandhed, som verden endnu har kendt.” – Orientalisten Sir William Muir (1819-1905).

Din ekstremt selektive tilgang til emnet minder om den, som Bruce Bawer (uden sammenligning i øvrigt) har udvist i sin bog 'SOV SØDT, EUROPA. Jeg mangler at læse de sidste 50 sider af 340 sider.

Min resistens er vist ikke på højde med din, idet din totalitet i negativ overbevisning/tro synes urokkelig:

Hej Tros!

Der er mange forskellige måder at trække sig fra en debat på. Den måde du har valgt hører til de mere morsomme og kreative. Jeg bliver beskyldt for en ekstremt selektiv tilgang til emnet der minder opponenten om den Bruce Bawer udviser i sin bog ”Sov Sødt, Europa”, som han åbenbart er ved at pine sig igennem.

Ifølge min opponent er jeg nærmest en slags fundamentalist med en total negativ og urokkelig tro eller overbevisning. For at bevise den påstand, i stedet for blot at tilbagevise de primære kilder jeg har henvist til som udgør en lille del af det omfattende materiale der ligger til grund for min samlede bedømmelse af islam, vælger opponenten at sammestykke udvalgte citater fra mit indlæg, for at bevise, at jeg er fundamentalist eller hvad det nu er der påstås.

Det er da morsomt. For derved anvender min opponent jo netop en metode som han angiveligt tager afstand fra: Ekstrem selektiv tilgang til emnet. Emnet er som sagt ikke min person, men den dokumentation jeg har fremlagt for mine holdninger og vurderinger. Hvis min opponent havde ret i sin påstand om, at jeg har udvalgt ekstremt selektivt, så burde det jo være den letteste sag i verden at sætte mig på plads med henvisning til andre primære kilder der falsificerer mine kilder og vurderinger. Det eneste opponenten har præsteret i form af kildehenvisninger er til en venstreorienteret dansk sociolog, der er specialist i Albanske forhold og som i 2002 forsøgte at falsificere politologen Huntingtons tese om ”Clash of Civilizations”, hvilket han slap utroligt dårligt fra.

Jeg kan da godt forstå, at en venstresocialistisk sociolog kan have vanskeligt ved at forlade det marxistiske paradigme der forklarer alt ud fra de økonomiske kræfter og ubrydelige historiske love.
Den marxistiske forklaringsmodel for samfundsudvikling er imidlertid lige så stendød som den marxistisk-leninistiske ideologi der brød definitivt sammen med Sovjetunionens interne kollaps i 1991, efter at være søgt holdt i live ved kunstigt åndedræt gennem tre kvart århundrede århundrede.

For alle Lenins forudsigelser om kapitalismens snarlige sammenbrud viste sig at være forkerte, hvilket må have været et hårdt slag for en troende socialist.

På en måde er jeg beæret over sammenligningen med Bruce Bawer for han mødte op i Holland i 1997 uden forudfattede meninger eller fordomme om islam eller muslimer og troende først, at han havde fundet verdens mest liberale og frisindede land. Det Amerika som han forlod var bestemt ikke særlig tolerant over for personer som havde valgt helt åbent at leve i et homoseksuelt parforhold. Så han valgte at bosætte sig permanent i det Hollandske Paradis med sin partner.

Første gang jeg hørte islam og muslimer omtalt stærkt negativt var da den nyligt afdøde politiske provokatør Mogens Glistrup begyndte at tale om den muhamedanske fare i stærkt racistiske vendinger, på et tidspunkt hvor der var meget få tørklæder og fremmedarbejdere i landet, som i øvrigt ikke gjorde meget væsen af sig. Man havde nærmest medlidenhed med dem.

Glistrup var ikke nem at placere i det politiske landskab og de etablerede partier valgte ved en stiltiende overenskomst, at holde Fremskridtspartiet helt ude fra enhver politisk indflydelse.

Glistrups negative syn på muslimer og islam havde han angiveligt fået banket ind i hovedet af sin far fra barnsben af, mens min far mest talte om den ”gule fare” – en ret almindelig angstforestilling omkring tidspunktet for Maos magtovertagelse i 1949.

Som mange andre danskere værdsatte jeg den bornholmske provokatørs frækhed over for systemet og hans groteske og humoristiske politik, som for eksempel, at erstatte Forsvaret med en telefonsvarer, der sagde "vi overgiver os" på russisk.

På den anden side kan man kun betragte Glistrups vanvittige racisme med en sær blanding af medynk og foragt. Det var sørgeligt at så begavet og skarp en mand som Glistrup på sine ældre dage skulle gå hen og blive tosset, og få så ækle holdninger til "muhammedanerne". Han så vel sig selv som frihedskæmper både som skattenægter og som en sand martyr da han blev sendt i spjældet for groft skattesvig og tillige dømt for racistiske udtalelser om muslimer og islam.

Først efter vedtagelsen af ”verdens bedste udlændingelov” i 1983 hvorefter landet hurtigt blev oversvømmet med muslimske flygtninge og familiesammenførte tørklæder begyndte jeg at tænke lidt dybere over tingene og sætte mig lidt ind i islams lære og historie, som jeg stort set intet vidste om fra skolens undervisning. Det eneste jeg husker er faktisk, at en ung lærervikar engang i realskolen fortalte os, at Mauerne var meget stærkt troende og engang havde erobret Spanien.

Så jeg var stort set lige så fri for fordomme om islam og muslimer som Bawer var, da han besøgte Holland for første gang i 1997.

Og lige som for Bawers vedkommende er det ikke ud fra ideologiske eller religiøse forestillinger, forudfattede meninger eller fordomme, at jeg nu deler hans syn på islam som en overhængende akut fare for den Europæiske civilisation og demokratiets evne til at opretholde sig selv. Det er øget viden om islam og den måde som muslimer konkret har ageret på der ligger til grund for mit holdningsskifte omkring islam fra neutral til yderst bekymret og kampberedt.

I bogen skriver Bawer, at han den 24. marts 2005 sammen med sin partner atter fløj til Holland på et weekend ophold. Kort efter kl. 20:30 tændte han fjernsynet på sit hotelværelse og så nyhederne på den hollandske kanal AT5. Muslimsk intollerance over for homoseksuelle, sagde nyhedsoplæseren, havde gjort livet mere farligt for homoseksuelle i Amsterdam. En undersøgelse viste, at siden mordet på van Gogh ønskede en tredjedel af de etniske hollændere at forlade landet.

Mit eksemplar af Bawers bog, der bygger på hans personlige oplevelser som naiv Amerikaner i Holland og siden Norge, er den originale Paperback udgave fra 2006. Den afsluttes med en efterskrift hvor der omtales begivenheder som bekræfter det negative syn på udviklingen forfatteren allerede var nået frem til da han indleverede manuskriftet i sommeren 2005.

Så min opponent kan se frem til sidst i bogen at skulle læse følgende:



Når jeg har valgt at citere fra Bawers efterskrift så er det for at vise, at manden faktisk er ganske nøgtern og ikke mindst opmærksom på detaljerne i sin fremstilling af begivenhederne. Han har bestået lakmusprøven med en præcis skildring af hvad der gik forud for den såkaldte ”Muhammad karikatur krise”. Hans kommentarer finder jeg velanbragte, præcise og naturlige for enhver som sætter pris på ytringsfrihed, demokrati og sandhed.

Men ifølge min opponent har Bawer en ekstremt selektiv tilgang til emnet, hvorfor han sammenligner undertegnede med Bawer.

Jeg må indrømme at jeg har vanskeligt ved at finde ud af min opponents position i denne diskussion. På den ene side fremlægger han filosoffen Kai Sørlanders forsvar for ytringsfriheden og kritik af de muslimske landes bestræbelser i Durban2 på at sidestille religionskritik med racisme (islamofobi), og kalder Sørlanders kronik for meget læseværdig.

På den anden side kritiserer han mig, som deler synspunkter med Sørlander både om ytringsfrihed og islam, for at være ekstremt selektiv. Hvordan hænger det nu sammen?

Hvor er det at jeg eller Bauer er selektiv i forhold til islam? Vi er begge nået frem til vore nuværende holdninger på grundlag af en oplevet virkelighed og et kendskab til islams teologi og historie, og ikke ud fra forudfattede meninger om tingene. Hvis jeg var i min opponents sted så ville jeg imødegå et sådant angiveligt fortegnet og falsk billede af islam og muslimers adfærd med ubestridelige fakta som fortalte en helt anden og mere positiv historie om islam og muslimers adfærd gennem 1400 år.

Hvorfor hører vi intet til den muslimske kulturberigelse af Europa? Intet til det multikulturelle idealsamfund præget af tolerance som islam angiveligt skabte i Andaluien? Intet om at islam er en Europæisk religion som har hjemstavnsret i Europa? Ingen eksempler på islamisk tolerance og overbærenhed? Intet om at islam og kristendommen er som to søsterreligioner der deler fælles kulturelt arvegods? Og hvorfor intet om den kulturberigelse islam og muslimerne har bidraget med til Europas kultur så den kunne blomstre op? Hvis opponenten ikke selv tror på disse fantasifulde myter om det fredelige og tolerante islam, hvad fanden tror han så på?

Det skylder tros at fortælle debatten hvis han ikke blot skal betragtes som endnu en useriøs debattør som løber bort med halen mellem benene samtidig med, at han udstøder mindre pæne og usaglige beskyldninger mod opponenten.

Ipso Facto


--------
”It is true that in the last year or two, more and more Europeans seem to recognize that Europe is self-destructing. Some have spoken up. But not enough. The process continues. And the atmosphere is increasingly ominous. I’ve grown used to seeing the truth turned on its head – the vicious aggressors depicted as innocent victims, the defenders of freedom represented as hateful and inflammatory. I’ve long argued that if we don’t cherish our liberties as passionately as the jihadists treasure their faith, we’ll lose. Benjamin Franklin’s words seem more apropos than ever: “Those who would give up essential Liberty, to purchase a little temporary Safety, deserve neither Liberty nor Safety.” Alas, in Europe today millions have been brought up to prize safety and appear never to have learned what liberty means.” – Bruce Bawers afsluttende ord i “WHILE EUROPE SLEPT”.

Da du helt uomtvistelig er tilhænger af lange og meget belærende indlæg, får du så et her.

Udover at være svar på det ovenfor stillede spørgsmål viser det også, at din monomane tilgang til islam og islams placering i historien er lettere tåbelig – for nu at blive i den terminologi, du frimodigt anvender om mennesker, der er uenige med dig.

ISLAMS og MUSLIMERS BIDRAG
til EUROPÆISK KULTUR
Af Kaj Ove Krogh:

Efterhånden er der mange historikere og orientalister, som er vidende om den store betydning, som islam, muslimer og islamisk kultur har haft for Europa. Men undertiden kan der skabes en fornemmelse af, at det i almindelighed ikke er alle, som deler denne viden. Derfor er det af flere årsager vigtigt at gøre opmærksom på og formidle viden om det betydningsfulde møde, der var mellem kristne og muslimer i Middelalderen.
Nogle tror, at det altid var konflikt og krig, som tegnede dags-ordenen mellem kristenheden og islam, men heri tager man afgørende fejl. Kendsgerningen var, at kristne og muslimer på trods af korstog og strid havde relationer, som havde stor betydning - ikke mindst for Europa og for europæisk kultur.

Muslimers forbindelse til og tilstedeværelse i europæisk kultur strækker sig over mange hundrede år. Det bedste eksempel er de muslimske statsdannelser i Spanien gennem ca. 700 år og på Sicilien i omkring 300 år.
Dette er veldokumenterede historiske perioder, som viser veje til frugtbar sameksistens mellem religioner og kulturer på en måde, som mange i vor tid både kunne og burde tage ved lære af. Der er ingen tvivl om, at den muslimske verden i Middelalderen var førende f.eks. inden for videnskab og kultur.
Den danske historiker Troels-Lund (1) siger det således:
"Mens der således var lavt og kvalmt i Europas snævre skolestue Middelalderen igennem, trivedes fremskridt og friluftsliv andetsteds. Det var det begavede arabiske folk, som tog arven op efter grækere, romere og jøder og førte menneskehedens sag et par skridt videre fremad ... retningen af det fremskridt, som menneskeheden gjorde under arabernes ledelse, lader sig kortest betegne ved religiøs tolerance. Men hermed var givet en anvisning på et dybere syn, det syn som kaldæerne havde anet, men atter givet slip på for at havne i blot stjernetydning, det syn som jøderne havde grebet, men så ofte havde tabt på ny for at nøjes med blot en nationalgud: Synet af den høje verdenssal, hvor hverken lys eller mørke, sol eller måne er øverste herre, men alle kun tjenere for den ene usynlige, evige Gud."

Troels-Lunds syn er ikke helt galt. Vel vidende at Middelalderen i Europa ikke var helt så mørk, som mange vil gøre den til, er det en kendt sag, at studerende fra mange europæiske lande søgte universiteterne i Cordoba og Granada i det muslimske Spanien for at blive undervist af muslimske lærere og videnskabsmænd. Man må indrømme, at videnskab og filosofi ikke ville have nået samme højder uden de muslimske bidrag dertil. Dette bevidnes af professor Watt (2), som fastslår, at når man til fulde bliver klar over de arabiske videnskabelige bidrag, må man erkende, at den europæiske udvikling uden disse ville have formet sig anderledes. Araberne var ikke blot overbringere af græsk tankegang, men de udviklede dens grænser i betydelig grad. I den periode, hvor Europa var præget af manglende udvikling, var man i det muslimske Spanien på sit højeste m.h.t. videnskab og kultur.
Videnskabsmænd og lærere studerede og underviste - også kaliffen Al-Hakam II var yderst lærd. Han grundlagde 27 nye skoler og oprettede lærerstillinger ved universitetet i Cordoba, hvor biblioteket rummede 400.000 katalogiserede værker. Cordoba havde 37 andre biblioteker, utallige boghandler, 800 offentlige skoler, 600 moskeer, 150 hospitaler, 900 offentlige badeanstalter og 80.000 forretninger. Fortove var almindelige, og gadebelysningen her var den første i Europa. Herskerne her, f.eks. kaliffen Abdur Rahman III, havde diplomatiske forbindelser med paven, kejseren af Konstantinopel og de fleste større europæiske konger på sin tid.

Arabiske bøger oversættes til latin
Grundlaget for udveksling af viden, ideer og erfaring er sproget i alle dets former. Derfor er sprogkundskab og oversættelse af vital betydning i multikulturelle samfund. Toledo blev det elvte århundredes center vedrørende oversættelser. Man kan ligefrem tale om en "oversættelsesbevægelse" grundlagt af ærkebiskop Raymondo (d. 1151).
Denne bevægelse rummede blandt andre to enestående oversættere, Robert af Ketton og Peter den Ærværdige, som oversatte Koranen til latin i 1142. Jøder var også kyndige oversættere i og med, at de havde kendskab til ikke blot hebraisk men også til arabisk og latin - her skal blot nævnes Abram ben Azra (1092-1162). Andre europæiske lærde som englænderne Adelard of Bath og Michael Scot rejste til Spanien for at deltage i dette arbejde, hvilket også italieneren Gerard fra Cremona (d. 1187) gjorde, da han gerne ville lære arabisk. Dette medførte, at han oversatte 71 arabiske videnskabelige værker til latin.

I 1300-tallets midte var de fleste arabiske bøger om matematik, medicin, astronomi og filosofi blevet tilgængelige på et fælles sprog i Europa - nemlig latin. Andre værker og genrer af mere underholdende og bredere karakter blev også oversat og læst.

Sicilien
Muslimske videnskabsmænd blev oversat af jødiske lærde, idet disse bevægede sig mellem forskellige kulturer. Til eksempel oversatte Moses ibn Tibbon Euclids bog "Elementerne", Avicennas "Kanon", Razis "Lære om modgifte" og Averroes kommentarer vedrørende Aristoteles. Andre end disse bøger blev oversat. I det hele taget blev medicinske, fysiske og sproglige bøger oversat, hvilket fik enorm betydning for det gryende tøbrud i europæisk åndsvidenskab.

Som bekendt regerede normannerkongerne på Sicilien. De formåede at forene den nordisk-europæiske kultur med den muslimske. Den arabiske påvirkning kan bl.a. ses af, at nogle af disse konger også antog arabiske titler. Roger II kaldte sig f.eks. al-Mutazz billah, William I kaldte sig Hadi biamrillah og William II kaldte sig for al-Mustaeez billah. Disse titler var også indgraverede på deres mønter og inskriptioner.

Roger II (d. 1154) var den mest markante af de sicilianske konger. Alle hans dekreter blev udstedt på tre sprog, latin, græsk og arabisk. I øvrigt bar de dokumenter, som han ikke selv underskrev, hans motto, som var inspireret af Koranens kapitel 16 vers 122. På mange dokumenter benævnte han sig selv: al-Malik al Muazzam al Qiddis (den store og hellige konge). Hans krone var byzantinsk præget, og hans kappe med indbroderede kufiske inskriptioner var som til en orientalsk emir. I det hele taget bar hans regering præg af arabisk kultur. Normannerkongerne, f.eks. Frederik II, havde interesse og forståelse for den islamiske kulturs høje niveau og betydning. Derfor ansatte de lærde muslimer og kyndige jøder som administratorer, oversættere og formidlere. Men Roger II gik videre, idet han i høj grad byggede sin administration og sit styre op med den muslimske kultur som forbillede. Han havde endog arabiske soldater og militære ingeniører.

Den islamiske filosofis indflydelse
Frederik II blev i 1215 hersker over Sicilien. Han var yderst interesseret i de videnskabelige resultater, som var skabt i den islamiske kultur. På flere områder følte han sig inspireret af islamiske skikke og holdninger - men mest af alt var det den islamiske filosofi, som havde hans bevågenhed. Hans bibliotek rummede et stort antal af arabiske bøger, og han korresponderede med lærde islamiske videnskabsmænd. Som et udtryk for hans interesse kan det nævnes, at den ikke blot var en herskers overfladiske luner, idet han personligt modtog undervisning i logik af den arabiske filosof Ibn al-Jawzi. Frederik II grundlagde i 1224 et universitet i Napoli, som skulle formidle de arabiske videnskaber til Europa. Herfra bredte den islamiske videnskabelige indflydelse sig til Italien, Tyskland og Provence. Her oversatte man også adskillige arabiske værker til latin, hvor Michael Scot var bindeleddet til oversættelsescentret i Toledo. Over et tidsrum af 50 år blev Ibn Rushds (Averroes) filosofiske værker oversat. Det bør nævnes, at St. Thomas Aquinas (skaberen af den katolske kirkes skolastiske lære) fik sin uddannelse på universitetet i Napoli. Han blev den første lærde underviser, som i omfattende grad gjorde brug af alle de arabiske kommentatorer. Han betragtede Ibn Rushd som den bedste eksponent for Aristoteles’ filosofi og som værende en mester i logik.

I Frankrig blev universitetet i Montpellier et centrum for det medicinske studium i Middelalderen. Det blev grundlagt af arabiske videnskabsmænd, da de blev drevet ud af Spanien. Den græske medicinske tekst, som her brugtes, var oversat fra arabisk. Avicennas (Ibn Senas) værker blev knyttet hertil i 1340, og arabiske videnskabsmænd forlæste. Det var først i 1567, at medicinske værker på arabisk blev slettet som undervisningsbøger, idet bøger, som mere stod i forhold til den nyere tid, krævedes som studie- og eksamensgrundlag.

Alle de arabiske filosoffers bøger blev oversat til latin. Men det var Avicenna og Averroes, som kom til at udøve den største indflydelse på europæisk tænkning. Vi kan finde spor af Avicennas (Ibn Sena) filosofi hos næsten alle europæiske filosoffer. Hans syn på eksistensen og materien og hans opfattelse af Gud som skaberen har også overlevet.

Disse muslimske filosoffer har gennem deres logik, studier og værker fået en betydning, som rækker frem til vor tid. For dem var Profetens (sa) ord om, at man skulle søge viden "om det så var i Kina" levende. Tilværelsen med alle dens muligheder, udfordringer og spørgsmål blev for dem spørgsmål om eksistens - og om forståelse af denne! Derved berigede de ikke blot deres samtid og deres elever. Deres tanker er ikke brudt af geografiske eller befolkningsmæssige grænser, men kun af de grænser som med svingende variation bliver det menneskelige intellekt til del. For dem var der ingen modsætning mellem videnskab og religion. Alt er sider af samme sag. De forstod enhedens mangfoldighed - og gennem denne forståelse fandt de mangfoldighedens enhed.

Medicin
Fra Middelalderen ved vi, at man i klostrene havde haver med mange slags urter og blomster, som hver tjente sit formål. Medicin og homøopati var naturlige elementer, og for munkene stod lægevidenskaben i høj kurs. I sig selv fulgte de gamle traditioner, men der er ingen tvivl om, at de også - måske gennem flere led - hentede viden og inspiration fra muslimerne, som både førte den gamle græske lægekunst med sig, men så sandelig også den viden, som man høstede i det udstrakte muslimske område fra Kina, Indien, Iran, Sydrusland, Mellemøsten, Afrika m.v. Denne viden var imponerende - men ikke mindre imponerende var den indsigt hos islamiske læger og videnskabsmænd, som både byggede på erfaring og eksperiment. Den moderne videnskab var i støbeskeen. Araberne havde stor veneration for smukke planter og haver, som følge af dette var deres interesse for medicinske planter også stor. Koranen lærer, at der i naturen findes helbredelse for alt, så ud fra et religiøst syn var det naturligt også her at dyrke videnskaben. Man vidste også, hvorledes planter skulle kultiveres og behandles under forskellige forhold og formål. Den spanske videnskabsmand Ibn al-Awwam skrev en afhandling vedrørende 584 planters dyrkning og behandling. Medicinske bøger blev oversat til latin, som så blev brugt som grundlaget for de medicinske studier ved medicinske fakulteter forskellige steder i Europa.

Muslimers viden vedrørende medicin kulminerede i 1000- og 1100-tallet. På denne tid havde det intellektuelle liv fæstnet dybe rødder i universiteterne i Baghdad, Kufa, Samarkand, Damascus, Bukara og Kairo. Berømte universiteter udviklede sig i Spanien i byerne Cordoba, Sevilla, Toledo og Almeira. I forbindelse hermed udvikledes bygnings-komplekser med hospitaler og biblioteker, hvor lærere og studerende havde muligheder for at studere og udøve deres kunnen. Kollegier og betalte studier var en del af dette mønster. Mange lærere, videnskabsmænd og deres værker kan anføres. Her skal blot for en ordens skyld nævnes nogle stykker såsom Zakaria ar-Razi med bogen al-Hawi (den omfattende bog ), som blev oversat til latin i 1279. Hans berømte bog vedrørende kopper al-Judri wal Hashba blev oversat som "de Peste de Pestelentia". Den blev udgivet på engelsk i 1848. Ibn Sena er tidligere nævnt. Alligevel bør hans store medicinske værk al-Qanoon fil Tibb nævnes - udgivet på latin i 1170 og udgivet i omkring 30 udgaver på latin. Medicin og lægevidenskab avancerede med mange længder i forhold til Europa i middelalder og senmiddelalder. Navne som Abdul Qasim az-Zahrawi (d. 1013) med sin encyklopædi i medicin på 13 bind al-Tasrif blev oversat til latin i 1497, i Basel 1541 og i Oxford 1778, og Abal Malik Ibn Zuhr (d. 1162) med bogen vedrørende føde Kitab al-Aghziya blev oversat i det tolvte århundrede på linie med hans bøger Kitab al-Taisir og Kitab al-Iqtista om henholdsvis lindring af sygdomme og økonomi. Ibn al-Nafis fra Syrien (1208-1288) bidrog til lægevidenskaben med sine undersøgelser og opdagelse af blodets kredsløb på epokegørende måde. Det samme gjorde al-Majusi (d. 994) med sin bog Kitab al-Maliki (Den kongelige bog), som også blev oversat til latin. Den var et skatkammer vedrørende medicinsk behandling, og heri udvikledes teorien vedrørende barnefødsler om, at en fødsels forløb bestemmes af mavens muskulære sammentrækninger.
Man kan blive ved med at opremse muslimske videnskabsmænd fra denne glorværdige periode. Lad os forlade lægevidenskaben for at belyse kemiens og fysikkens områder.

Kemi og fysik
Kemi er en videnskab grundlagt af muslimerne. Jabir Ibn Hayyan fra Kufa betragtes som grundlæggeren af al-Kimiya, medens Zakaria uden nogen tvivl er den mest betydningsfulde kemiker i Middelalderen. Jabir Ibn Hayyan skrev omkring 100 afhandlinger vedrørende kemi, som for manges vedkommende blev oversat af Berthelot. Andre af hans bøger, som blev oversat til engelsk, er Bogen om kongerigetog Bogen om balancen. Hans bøger er af professor Hitti (7) beskrevet som nogle af de mest indflydelsesrige værker i både Europa og Asien.
Zakaria ar-Razis bog Kitab al-Israr omhandler de kemiske substansers grundlag. Han klassificerede de mineralske forbindelser i "planteriget, dyreriget og mineralriget". Kemiske udtryk såsom alkohol, kolbe, alkali, antimonat har f.eks. deres udspring i det arabiske sprog.

Den kendte matematiker fra Spanien, Bul Qasim al-Majriti (d. 1007), skrev to bøgerRutabatul Hakim (Vismandens bestræbelse) og Ghayatul Hakim (Den vises mål). Sidstnævnte bog blev oversat til latin i 1250 med titlen Picatrix, som blev en rettesnor i Middelalderens litteratur vedrørende kemi.
Muslimer holdt af at rejse. De rejste til fjerne områder som Borneo og Kina, og de introducerede medikamenter i deres medicin såsom aluminium, boraks, kamfer, myrra, muskatnød, sandeltræ, moskus, tamarintræ, salpeter og soda.

Fysik
Nogle af de mest fremstående fysikere i den muslimske verden i Middelalderen var Ishaq al-Kindi, Jahiz, al-Razi, al-Haisham og al-Biruni. Al-Kindi skrev nær ved 200 bøger. Blandt disse omhandler én optiske studier og opdagelser, medens andre handler henholdsvis om lysets refleksioner og særlige vægt- og måleproblematikker. Mange af hans værker blev oversat til latin af Gerard fra Cremona, og hans afhandling vedrørende optik påvirkede videnskabsmanden Roger Bacon.

Al-Khazini forklarede, at vands tæthed (tryk) tiltog jo nærmere man kom jordens centrum. Han bog Mizanul Hikma er et fremragende værk om tæthed (vægtfylde), og man mener, at Roger Bacon har arbejdet ud fra hans teser om tryk, tæthed og vægtfylde. Al-Khazinis bog Kitabal Jawahir omhandler forskellige typer af ædelstene. Man ser altså, at disse videnskabsmænd dækkede flere områder. Således kunne de blive lærere og inspirationskilder for mange, hvor ikke mindst kombinationen af deres store viden kunne skabe visioner og ny indsigt. Et eksempel herpå er blandt andet det udsagn fra Burkhardt (12), at fysikeren Ibn Bajjas (Avempaces) viden om hastighed og tiltrækningskraft via Averroes skulle være nået Galilei.
Kaliffen Abdur Rahman II samlede videnskabsmænd. Blandt disse var Abbas ibn Farnas, som var kendt for sine eksperimenter. Han fandt en formel vedrørende fremstillingen af glas, hvorefter han fremstillede en "himmelglobus". Han konstruerede også den første flyvemaskine ved at fæstne fjer til lette rammer, der fungerede som to vinger, hvilke kunne holde ham i luften i et kort tidsrum.

Will Durant (13) er af den opfattelse, at Ibn al-Haishams mesterstykke om optik helt igennem var videnskabeligt i både metode og ide. Han var så tæt på at opdage forstørrelsesglasset, at Roger Bacon, Witelo og andre europæere 300 år senere brugte hans arbejde som grundlag for deres egne opdagelser vedrørende mikroskopet og kikkerten. Man kan næppe overdrive Ibn al-Haishams betydning for den europæiske videnskab. Uden ham ville Roger Bacon måske have forblevet ukendt. Bacon citerer ham gang på gang, og både Keplers og Leonardo da Vincis studier af lyset var baseret på Ibn al-Hishams arbejder.

Astronomi
I det tolvte århundrede var det arabiske sprog det videnskabelige sprog i verden. I Europa blev alle astronomiske data og instrumenter hentet fra muslimske lande - eller fremstillet efter islamiske originaler. Muslimer bidrog med enestående resultater på dette område. Hele den europæiske terminologi på dette område var i Middelalderen i sin oprindelse arabisk. Den muslimske verden havde nogle af de bedste astronomer såsom al-Batteni, al-Farghani, al-Biruni, al-Zargali, al-Tusi og Ulugh Beg.

Disse fremragende forskeres bøger, data og optegnelser vedrørende astronomi blev oversat. Al-Battenis bog blev oversat til latin i det tolvte århundrede under navnet De Scienta Stellarum, medens hans bog al-Zij blev offentliggjort i Rom i 1899. Al-Farghanis værk blev oversat til latin i 1170.

Al-Zarqalis Optegnelser fra Toledo blev oversat i det tolvte århundrede. Han opfandt et astrolabium til måling af stjernernes positioner. Dette redskab kaldtes al-Safiha. Dele af hans værk blev oversat til latin og hebraisk, og Copernicus udtrykker sin store gæld til både al-Zarqali og al-Batteni i sin bog Revolutionibus Orbium Clestium og citerer deres værker talrige gange. Andre astronomer som al-Tusi og Ishaq al-Birtuji og ikke mindst Ulugh Beg med stjernernes kortlægning har bidraget til viden om stjernerne og universet, og deres indsats har også sat sit præg på astronomiens sprog - denne videnskab nåede hos dem på deres tid zenit!

Videnskaben om øjet og dets sygdomme
I Mellemøsten har øjensygdomme været fremherskende. Som følge heraf har muslimske læger haft en særlig interesse i dette område. Tekniske udtryk som linse, nethinde, hornhinde og stær er udtryk hentet fra Ibn al-Haishams beskrivelse af øjets forskellige dele. Egypten var centrum for udviklingen af viden vedrørende øjensygdomme, og man nåede et højdepunkt under kaliffen al-Hakims regeringsperiode. Alhazen påviste i sin bog, at lyset på nethinden falder på samme måde, som det gennem en smal sprække falder ind i et mørkt rum. Han fastslog også, at billedet på nethinden gennem synsnerven bliver bragt til hjernen. Han udformede denne videnskab i sit imponerende værk Bogen om synet. Han tegnede et diagram over øjet, hvori linsen er centrum og det vigtige punkt, hvortil synsnerven direkte er forbundet.

Ar-Razi, en enestående skribent og kommentator, opdagede, at øjets pupil reagerede på lys. Hans store værk al-Hawi’s 9. del blev den grundlæggende bog i patologi Middelalderen igennem i Europa. Ibn Sena’s klassiske værk Medicinens Canon dominerede Vesten i næsten fem århundreder, og han beskrev nøjagtigt øjeæblets seks muskler. Muslimske lægers viden på dette område gjorde dem i stand til at fjerne stær. Ibn Rushd (1126-1198) skrev indgående om øjet og påpegede, at det ikke var linsen men nethinden, som var øjets billeddanner - en revolutionerende hypotese, som ikke blev taget op før på Keplers tid.

Det interessante ved den muslimske videnskab med hensyn til øjensygdomme er, at alle anatomiske illustrationer blev tegnet i ét plan. De er de ældste eksisterende forsøg på i grafisk form at beskrive øjet og dets forbindelse til centralnervesystemet. De ældste forsøg herpå blev gjort af Hunain Ibn Ishaq i 860. Den anatomiske opfattelse af øjet blev i Europa baseret herpå gennem mange århundreder. De blev godtaget af kapaciteter som Roger Bacon, John Peckham og Vitello i det 13. århundrede, og de påvirkede endog Leonardo da Vincis anatomiske studier og tegninger.

Ali Ibn Isa eller Jesu Hali (d.1031) var øjenspecialist. Han skrev en tre binds encyklopædi Tazkara al-Kahlain. Her beskrives 130 øjen-sygdomme samt planter og medicineringer vedrørende øjets behandling. Det tredje bind beskriver indre øjensygdomme, som ikke umiddelbart kan registreres. En latinsk oversættelse så dagens lys i 1499, en fransk udgave udkom i 1903 og en tysk i 1904. Til sidst bør Al-Zahrawai nævnes (d.1009). Han levede i Spanien og var en enestående kirurg. Hans bog vedrørende kirurgi at-Tasreef beskriver i enkeltheder operative indgreb på øjet vedrørende stær.

Matematisk kunnen og indflydelse
Det arabiske ord for intet er sifr, hvorfra nul kommer. Den arabiske talrække, som er et decimalsystem, revolutionerede aritmetikken. Al-Khawarzimis bøger Hisab aldabr wal-Muqabala og Hisab al-Hindi blev oversat til latin, og begge bøger findes stadig i universitetsbiblioteket i Cambridge. Hans zij, eller astronomiske beregninger, blev oversat til latin i 1126 af Adelard fra Bath og fungerede som grundlaget for fremtidige astronomiske beregninger. Mange matematiske værker blev skrevet af store matematikere som al-Kindi, Musa bin Shakir, Ahmad ben Yousuf. Deres værker blev også oversat i det 12. århundrede, og Abu Kamils bog Kitab al-Tareef fil Hisab blev grundlaget for den italienske matematiker Fibonaccis bøger. Ligeledes blev Hajaj ibn Yousuf ibn Mattars (d. 833) oversættelse af Ptolemæus’ værk vedrørende astronomi grundlaget for alle kommende udgaver.

Robert af Chester (d. 1149) bragte astronomen Battenis værk Zij til England og dermed også hans trigonometri. Den egyptiske astronom Ibn Younus var den første, som studerede et penduls isometriske svingninger, hvilket førte til konstruktionen af det mekaniske ur.

Ibn al-Hiashams bog Opticae Thesaurus blev inspirationskilde for europæiske videnskabsmænd som Bacon, Newton og Kepler. Hans studier førte til forslaget m.h.t. brugen af camera obscura. Den hollandske videnskabsmand Willbrod Snell genopdagede hans opdagelse vedrørende lysets brydning. Al-Haisham havde opdaget, at en lysstråle på sin vej gennem et objekt tager den letteste og hurtigste vej. Dette kaldes nu Fenmats princip om formindsket tid.

Al-Tusi kritiserede mange af Ptolemæus’ teorier og præsenterede sin egen planetariske model, hvilket var et skridt i retning af det helio-centriske system påvist af Johannes Kepler. Copernicus genopdagede senere al-Tusis’ lære, og Al-Zarqali (1020-1087) fik en afgørende indflydelse på udviklingen af astronomiske instrumenter.

Strømmen af viden
"Det er sjældent", siger Michael Wolf (15), "at vi nøjagtigt kan sige, hvor en civilisation lærer noget fra en anden, men det muslimske Spanien er en klar undtagelse. Her var arnestedet for et nært samarbejde mellem jødedom, kristendom og islam. I denne eksplosion af filosofiske tanker som skabtes i denne periode, blev de "tabte" værker af Aristoteles, Platon, Hippokrates, Galen, Ptolemæus og Euklid ført til Europa igen gennem arabiske oversættelser med kommentarer af muslimske filosoffer og lærde. Den fulde værdi af dette væld af oversættelser bliver måske aldrig afdækket. På to områder kan vor tids lærde mødes: De værker, som overlevede og genoplivedes i det muslimske Spanien, skabte den europæiske renæssance - og strømmen af information gik kun én vej! (15)
Denne strøm af viden fra islam til Europa tjente som en katalysator for videnskabens revolution i Europa. Uden de muslimske bidrag til de forskellige videnskaber ville den europæiske renæssance ikke være opstået. Nye ideer, nye teorier, nye opfindelser, nye konstruktions-teknikker, nye instrumenter, nye metoder til at omforme metal og lave legeringer kom til at spille en afgørende rolle i Europas udvikling.

Ovenstående er skrevet med udgangspunkt i en artikel fra "Review of Religions", november 1998, af dr. Zakaria Virk. Artiklen er bearbejdet af pladshensyn og red. har tilladt sig at tilføje den danske historiker Troels-Lunds synspunkter i første afsnit, men hovedbudskabet er intakt.

Værsgo, du vantro Ipso Facto!

Hej Tros!

Tak for et copy-paste svar, der er omtrent lige så seriøst som Svend Skovmands idylisering af islams historie i hans verdenshistorie fra 2003 på Politikens Forlag, som jeg har omtalt nærmere i tråden WHAT DID YOU LEARN IN SCHOOL TODAY.

Hvis Kaj Ove Krog m.fl. havde ret i fremstillingen af tingene, så er jeg fristet til at sige: lad os for Guds skyld få importeret nogle flere millioner muslimer til Europa så vor kultur, videnskab og filosofi ikke går helt til grunde.

Problemet er blot, at det meste af det Krog & Co. skriver er direkte løgn og resten er stærkt fortegnet.

Da de analyser jeg er i besiddelse af fra akademiske forskere i dette emne er på engelsk og er ret så omfangsrige, skal jeg enten oversætte materialet eller bringe dem på originalsproget. Da du jo forstår engelsk ganske udmærket vælger jeg nok at spare anstrengelserne med oversætteriet.

Det som jeg umiddelbart kan supplere med en korrigerende kommentar til, er følgende vurdering:



Det er selvfølgelig korrekt, at muslimerne efter at have erobret de nævnte områder ved hjælp af jihad indførte kalifater , emirater eller kongedømmer etc. som var regeret efter sharia loven. Det svarer nogenlunnde til den måde som nazisterne i lovgivningen regulerede jødernes status på i de berygtede Nürenberg-love fra 1935. Som anden klasses borgere i et system som næsten er identisk den status jøder og kristne havde under islam som dhimmibefolkninger.

Da nazisterne indførte Nürenberglovene var der stor tilfredshed og glæde blandt muslimerne Mellemøsten. Hvis vi endelig skal tale om kulturpåvirkning af afgørende betydning for Europas kultur, så må det først og fremmest være den inspiration som Hitler hentede i islam, som han beundrede og valgte at samarbejde tæt med. Som en maskulin krigerreligion der siden Muhammads dage havde begået gentagne og systematiske massakrer på jøderne, med et evigt fjendskab og jødeforfølgelser legitimeret i Koranen, var Hitler yderst positivt stemt over for islam og Føreren omdefinere arabere fra kategorien "semittiske folk" til at være næsten lige så gode som rene ariere. Kristendommen derimod anså Hitler som en slavereligion for kvinder og tabere, som han kun havde foragt over for.

Samarbejdet mellem ledende muslimer og nazisterne var tæt og gensidigt fra 1941 hvor Stormuftien af Jerusalem (terroristen Arafats farbroder) besøgte Hitler for at opnå nazisternes hjælp med at udrydde jøderne i Palæstina, og samtidig gav nazisterne en hjælpsom hånd med i holocaust og diverse andre krigsforbrydelser.

Herom skriver Flensborg Avis i en artikel fra 9/9 2004 blandt andet:



Link: http://www.israel-info.dk/flora/flora.asp?page=10531

Om den tidligere historiske "positive" kulturpåvirkning fra islam til Europa vender jeg tilbage med en kommentar i morgen.

Indtil da kan du glæde dig over videoklippet nedenfor som i billeder og autoritativ tekst dokumenterer, hvad jeg har nævnt ovenfor om den gensidige kulturberigelse mellem nazismen og islam. Mein Kamp går stadig som varmt brød i Mellemøsten og Koranen er i dag lige så eftersprurgt i Tyskland som Hitlers politiske biografi var i 1933. Så der er stadig gang i den gensidige kulturberigelse.

Hilsen

Ipso Facto