Kære Kristian

Dit indlæg om Kristendommen og Buddhismen rummer flere spørgsmål, som jeg vil forsøge at ridse op med efterfølgende bud på det, jeg finder hørende til henholdsvis kristendommen og buddhismen. Hertil skal siges, at mit kendskab til buddhismen ikke er så stort, hvorfor jeg ikke vil brede mig.

Du indleder tråden ved at præsentere Sløk og hans anvendelse af begrebet myte, der som en udtalt myte netop er udtryk for sandheden. Det historiske er ikke af nogen afgørende betydning, for med sproget har vi adgang til erkendelsen. Det er derfor ifølge Sløk nok, at vi kender myten om Jesus som korsfæstet og opstanden til at sige, at den er sandhed.

Hertil skriver du:

”Hertil kan man foreløbigt sige, at hvis det nævnte kriterium er kriteriet for sandhed, så bliver det svært at udsondre kristendommens sandhed fra så mange andre sandheder, der er mytebaserede”.

Det mener jeg, at du på sin vis har ret i. Men her er det, at vores individuelle tro bliver vore subjektive kriterie for, hvad der er sandt. Det betyder også, at vi fra Religionsvidenskabens synsvinkel ikke kan postulere, at den kristne myte skulle være mere sand end f.eks. en hinduistisk eller buddhistisk myte, hvilket du jo fint demonstrerer ved myten, Nigrodhamiga-Jâtaka.

Det stiller teologen i den vanskelighed at skulle definere, hvorfor Kristus-myten er den rette teologi, dvs. forstået som læren om theos, og hvorfra Kristus-myten har sin oprindelse. Jeg mener at have læst, at det netop er denne problemstilling, du søger debatteret.

Hvis buddhismen i sit udgangspunkt er ateistisk, kan der så overhovedet være tale om en teologi?

Vi kan som i kristendommen tale om en antropologi/antroposofi. Men enhver tekst er imidlertid blevet til gennem en række traditioner, og her mener jeg, at der inden kristendommens tekster akkurat som GT’s tekster kan have ligget nogle andre myter, som har præget menneskes selvopfattelse og verdenssyn f.eks. i måden at tænke om skabelse og frugtbarhed. Jesus-figuren er heller ikke ny i og med, at denne demonstrerer omtrent den samme menneskelighed som Buddha i Nigrodhamiga-Jâtaka. Det er derfor ikke kun myten, der afgør, hvad der er sandt, men derimod det, der nu en gang griber læseren, lytteren, ja, det søgende menneske i dets dybeste tro og essentielle valg af tro.

Det betyder, at Kristus-myten er den myte og den trosvirkelighed, der - for den kristne - rækker dybest ind i forholdet mellem Gud og mennesket. Kristendommen er dog mere end myter, den er vidnesbyrd, der med Jesus fra Nazaret som hovedpersonen formår at sætte en ny guddommelig virkelighed: Ordet der tog bolig som kød og blod i kød og blod.

Du kan selvfølgelig sige, at du her mangler ord, idet du ikke er troende og derfor ikke kan bevæge dig ind i en debat med troens sprog. Skulle jeg sætte mig i samme sted, ville det forudsætte, at vi tog fat i de myter, der kunne ligge til grund for myten om Jesus Kristus. Dette er, hvad bl.a. Peter Rubæk forsøger at gøre, når han hævder, at den paulinske kristendom tager udgangspunkt i mitras-myten. Ville du, Kristian, kunne gøre det samme med Nigrodhamiga-Jâtaka ift kristendommen og dens Kristus-myte?

Du skriver:

”Det er svært at se nogen afgørende forskel mellem på den ene side Jesu ord om, at den, som søger at bjærge sit liv, skal miste det; og den, som mister det, skal beholde det, og på den anden side Buddhas svar til kongen, som citeret ovenfor. Den kristne vinder ved en sådan opofrelse det evige liv – hvad dette så end skal betyde – og Nigrodha, Buddha, vinder en karmisk fortjeneste, der kommer ham til gode, når han, som det ofte siges i jâtakaerne, går til sine gerningers fortjeneste, d.v.s. dør og går videre i en gunstigere genfødsel.”

Jeg er uenig med buddhismen i, at vi i vores livsprocesser skal fokusere på fremtiden enten forstået som mål i dette liv eller som kommende goder i genfødslen. Jeg kan ikke afvise tanken om karma, men det betyder ikke, at vi ved at gøre gode gerninger vinder noget godt til os selv karmisk. I så fald måtte det på et sagligt forum høre til konspirationsteorien. Pointen er derimod, at det vi gør, skaber en form for energi, og denne energi handler om, hvordan vi har det, og hvordan vi påvirker vores omgivelser. I dette ’nu’ fyldt med energi må vi i den opståede proces starte med at erkende (kende os selv og opbygge vores jeg), og ofte vil denne erkendelse vise sig at have forbindelse til forhold i vores fortid, som vi med både krop og sjæl må ind i som et led i forløsningen. På samme måde som i buddhismen handler det om ikke at identificere sig med fortiden. Forskellen ligger – så vidt jeg kan vurdere – i, at kristendommens spiritualitet konnecter den kristne med Kristus på en sådan måde, at den kristne må afklædes (lægge sine ”våben”, erkende sin fortid og tage imod et nyt liv ikædt Kristi skikkelse -) ved at gå fra sit gamle liv til et nyt liv som Kristi efterfølger (en radikal ændring af ens eksistens). Jeg forstår her det evige liv som på den ene side det eviges dimension, der korrelerer med Nuet, imens det på den anden side kunne sigte på, at livet er evigt på trods af døden (også at forstå som det karmiske). Hermed bliver forskellen på Jesu ord om det at miste og beholde sit liv og så Buddhas svar til kongen det mere jordnære og kødelige, som ikke skal manipuleres væk jfr EKIM. Med andre ord bliver det et spørgsmål om centrering.

Det betyder ikke, at vi som kristne skal afvise buddhismen totalt, for der kan være nogle principper i buddhismen, der minder om kristendommen. Men jeg vil gerne slå fast, at kristendommen grundlæggende handler om nu-livet, i hvilket Gud lod sin Søn inkarnere, for at han kunne blive Gud-med-menneskene-midt-i-denne-verden (de fire evangelier kredser om dette "nu-liv", hvor Jesus taler og handler ift menneskeheden ved hele tiden at pege på Guds kærlighed nu). Dette forhold finder jeg ikke gjort gældende for buddhisten, der i stedet efterlades til sig selv. Buddhisten beskæftiger sig ikke med Guds virkelighed og Guds Ord men med en række myter, der illustrerer en livsfilosofi med Buddha som figur for det sande (= rettesnoren). Buddhisten kan således gisne om sine karmiske fortjenester, hvorimod den kristne må give afkald på noget af sit liv (”den, der mister det, skal beholde det) for allerede i dette liv at kunne leve med både troen, håbet og kærligheden om det eviges autencitet Nu og Her (Guds virkelighed) og ikke som et mål en gang ude i fremtiden, hinsides dette liv.

Mvh
Anne

Måske bør jeg lige forklare, at jeg med begrebet "nu-livet" ikke sigter på et Nuets kraft i den forstand men mere på et præsens-liv, hvor processerne har betydning for vores liv og væren nu og ikke en gang ude i fremtiden enten som et mål eller som en karmisk forbindelse.

Skal det karmiske på nogen måde have sin plads, må det handle om noget fortidigt.

Den nuværende regering beskæftiger sig med menneskers konkrete forhold ift samfund og kultur, men oftest planlægges der ud fra et fremtidigt mål, der allerede er defineret. Ønsker man flere karriere mennesker, går man ind og laver karriere børn allerede fra børnehavealderen. Man går med andre ord ind og ødelægger barnets jeg-dannelse.

Mvh
Anne

Kære Arne.

Tak for dit indlæg, som jeg har læst med stor interesse. Du kender mere til den ortodokse kristendom end jeg, men det er mit indtryk, at der i denne muligvis er flere elementer, der kan sættes i forbindelse med tanker, der er kommet østfra, end der er i den mere vesteuropæiske kristendom.

Jeg husker fra min ungdom, hvor jeg interesserede mig meget for den russiske filosof Nikolai Berdyaev – som Hanskrist nævner i sit svar til mig – at han lagde betydelig vægt på det, som han kaldte ’den intuitive anskuen i åndens verden’. Dette ligger for mig at se på linie med det, som du omtaler for så vidt angår Athos munkesamfundet i Makedonien og den kristne hesykasme.

Jeg mener, at du har fat i noget væsentligt, når du skriver:

»For nogle kristne, der er fast forankrede i en bestemt form for kristen tro, kan sådanne mulige religiøse sammenhænge nok meget vel virke provokerende, mens mennesker med en mere vildtvoksende religiøsitet - eller anden form for åndsfrihed - vel kan "vejre morgenluft", mens det jo nok ikke siger strengt rationalistisk indstillede ateister ret meget.« (Citat slut).

For de fleste fast forankrede kristne er Det nye Testamente (NT) det ultimative tekstgrundlag, og hvis man så kommer og kaster tvivl om NT’s originalitet, opleves dette som en slags provokation.

Når jeg læser Johannes-Prologen (I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud) kommer jeg uvilkårligt til at tænke på en passus i den gamle indiske religiøse litteratur, der tidsmæssigt skal placeres århundreder før Kristi fødsel.

Denne passus lyder: »prajapatir vai idam-agre asit tasya vak dvitiya asit vag vai paramam brahma.«. Dette oversættes som: »I begyndelsen var Prajapati (d.v.s Skaberen. KP). Hos ham var ordet. Og ordet var i sandhed det højeste Brahman (d.v.s. Gud. KP).«

Når de gamle indere kunne skrive noget sådant i Kathaka Brahmana, der refererer til en af vedaerne, in casu Yajur-Veda, og når evangelisten kunne skrive det, som han skrev i Johannes-Prologen, kan man ud fra et religionshistorisk synspunkt sige, at evangelisten Johannes må have øst af kilder, der er ældre end hans eget evangelium.

Men dette vækker anstød hos nogle af de fast forankrede kristne, der ønsker at fastholde NT’s autenticitet. Her er man modvillig over for at skulle anerkende, at visse passager i NT kan have rødder tilbage i religiøse tekster, der hører hjemme i en anden og ældre religiøs kontekst.

Imidlertid fastholder jeg, at NT må dele vilkår med andre religiøse tekster, hvorfor jeg er uenig med de teologer, der forbliver stående ved den græske udgave ved at udnævne den til at være Grundteksten.


Med venlig hilsen

Kristian

Hej Arne.

Jeg opfattede nu ikke dine ord om ikke troende som nedladende, nu var det jo ikke dig der forfattede disse ord, men ord der skulle være kommet udaf Mathæusevangeliet, om de derfor skal opfattes som en nedværdigende vurdering af ikke religiøse, er der vist ingen tvivl om, de er sku så dumme at de ikke har en tro.
Og heldigvis vil jeg så tilføje, jeg kan ikke se hvad man kan bruge en tro til andet end at narre sig selv, fordi man ikke har kapacitet til at gennemskue hvad der er den sande virkelighed.
Jeg tror aldrig jeg kommer til at forstå de troende, ikke fordi jeg ikke har være udsat for ting der burde gøre mig religiøs, iflg. hvad andre i samme situation er blevet.

Nu var det ikke lige med tanke om hvordan du blev religiøs, men hvad jeg har læst på forskellige debatter, hvordan mennesker i svage øjeblikke har behov for noget at ty sig til,og så tyr til noget noneksistent- noget for mig meget mystiskt og stupid.

Men kære Arne du svarede ikke på mit første spørgsmål" om du tror at alle religiøse har haft en religiøs oplevelse".

Jeg finder trøst og tryghed i ægteskabet, eller skulle jeg hellere sige ægteskaberne, jeg har prøvet det nogle gange.

Kære Kristian

du skriver mod slutningen:

Altså: Du vandt! Eller hur…? Citat slut.


Hvordan dælen skal det spørgsmål nu forstås?

Der er mange muligheder.


Først vil jeg lige sige at jeg kun har forholdt mig til din skråsikre påstand, der var uden argumentation, hvorfor jeg dog gerne ville høre hvordan du ville resonnere eller argumentere dig frem til følgende påstand:


Kristi efterfølgelse på kristen grund synes ikke at være grundlæggende forskellig fra Buddhas efterfølgelse på buddhistisk grund. Menneskets grundvilkår synes at være det samme under begge synsvinkler, så længe vi ser på det etiske.

Ser vi derimod på det eksistentielle, synes der imidlertid at gøre sig en væsentlig forskel gældende. Kristi efterfølgelse består i at påtage sig lidelsen og bære den, hvorimod Buddhas efterfølgelse består i at bringe lidelsen til ophør, jfr. de fire ædle sandheder.

Man kan derfor i en vis forstand sige, at Buddhismen her er nået dybere ned, end det er lykkedes Kristendommen at komme, når vi i denne sammenhæng udtrykkeligt undtager de kristne mystikere. Citat slut.




Jeg har selv i mit indlæg til dig argumenteret for det modsatte synspunkt, at det faktisk er kærlighedens religion kristendommen, der i eksistentiel forstand er både mere dybtsindig og endda sandere i videnskabelig forstand, ja mere i overensstemmelse med den menneskelige natur og de menneskelige muligheder for at agere kreativt og produktivt i verden (så kristendommen stikker ikke bare dybere, den rager også højere op).


Altså du stikker den her ud (uden argumentation):

Man kan derfor i en vis forstand sige, at Buddhismen her er nået dybere ned, end det er lykkedes Kristendommen at komme, når vi i denne sammenhæng udtrykkeligt undtager de kristne mystikere. Citat slut.


Hvis jeg skal hoppe på den med om jeg har vundet eller hur; så vil jeg sige at dersom der nu kommer læsere forbi, så vil de takket være mit indlæg se at der findes et alternativ til din fordom om at Buddhismen er gået dybere. De vil kunne se at Buddhismen er ramt af stoisk berøringsangst for at skulle tage livtag med kærligheden som altid fordrer engagement og passion og ikke mindst begær og lyst, udholdenhed, men også ledsages af sorger og lidelser.

Buddhismen frygter lidelsen så meget at den slet ikke tør beskæftige sig med kærligheden, ægte kærlighed der stikker dybt (måske nok til en vis grad ophøjet og sublimt). Men kristendommen der er kærlighedens religion, prøver overhovedet ikke at undgå lidelsen, hvorfor den også tør beskæftige sig med kærligheden. Det er rigtig at dersom man vil undgå lidelsen, så må man gå langt udenom dette at elske som Kristus (Kristus, der i den sammenhæng var en anti-Buddha, der gik et stort skridt videre end blot til medlidenhed og medfølelsen, han turde elske og engagere sig, binde sig, sørge og græde og hulke, han opgav ikke sin kærlighed, holdt ikke op med at elske os syndere, selv da det begyndte at koste).

Kristendom er slet ikke ufølsom overfor lidelsen og prøver ej heller at gå udenom lidelsen; i så fald ville kristendommen ej heller kunne være kærlighedens religion. Kristendom går ikke udenom dette at elske, knytte sig og binde sig, som buddhismen gør.

Kærlighed er det der bedst kendetegner den menneskelige eksistens, derfor er sorgen og lidelsen også "eksistentialer". Kristendommen har modet til at stå fast herpå, buddhismen har ikke dette mod, og forsager den menneskelige eksistens og søger tilflugt i Sindet, i ophøjet ikke-væren. Buddhismen giver ingen svar på at tilværelsen/livet kan være til at holde ud/leve, meningsfuldt, hvis lidelsen (sygdom og døden) accepteres, hvorimod kristendommen finder at lidelsen ikke er meningsløs, da den udspringer af det endnu højere, nemlig kærligheden, dette at elske, det er en følge af at elske og begære, og lidelsen er derfor aldeles ikke meningsløs.

At afhjælpe lidelsen og nøden i verden i forbindelse med helt konkrete tiltag har altid kendetegnet kristendommen. At viden og erkendelse og indsigt (og ændret holdning til verden) skulle være en mulig vej til at afhjælpe verdens nød og lidelser, er ikke en kristen metode, her har man i stedet for valgt at lette røven for sig selv og hinanden, følge Kristi eksempel og gøre sig selv til en der tjener andre og derved ændrer verden, som buddhismen helt har opgivet, som om en tilkæmpet holdningsændrig eller ny erkendelse, ny og ændret bevidsthed, i sig selv skulle kunne gøre fra eller til.

Buddhismen bevæger sig væk fra eksistensen, fra menneskehedens liv og fra verden (Stoicismen anerkender dog i det mindste verden), og ønsker ikke at mennesket skal tage de byrder og lidelser på sig der helt naturligt hører eksistensen til, de menneskelige eksistentielle grundvilkår til.


Du skriver:

Dine standpunkter ligger ikke særligt langt fra det syn, som jeg selv havde, før jeg fravalgte Kristendommen og var halvtreds år yngre, end jeg er i dag. Citat slut.

Det føler jeg ikke passer, at mine standpunkter skulle ligne dem du havde for ca 50 år siden. Mit syn på kristendommen og dit for 50 år siden er milevidt forskellige. For havde du haft for 50 år siden, det syn jeg i dag har på kristendommen, havde din tale i dag været meget anderledes. Uden tvivl har du forladt kristendommen fordi nogle forhold ikke ville gå op for dig indenfor kristendommen. Men dog det er jo ikke noget særsyn at du forlader kristendommen på det tidspunkt, for vi kan jo tale om en sand folkeudvandring, så du fulgte flokken og du fulgte også flokken mod de østlige inspirerede religiøse tanker og filosofier. Ganske tidstypisk. Et reelt ophold (frem for et flygtigt strejf) ved Berdyaev ville have ændret meget for dig og du ville kunne være blevet fanget ind af eksistentialismen som denne findes i moderne teologisk tænkning, hvor du ville være blevet klædt på til at udforske og tage livtag med kærlighedens og lidelsens mysterium, som drejer sig om de dybeste og højeste (smukkeste og mest værdifulde) forhold ved den menneskelige eksistens, her kan vi blot lytte til digterne (Dostojevskij ikke mindst) og kunstnere af alle slags, det er selve kernemysteriet ved den menneskelige eksistens, selv for en Bertrand Russell. Nu valgte du så et tankegods der ikke havde modet til dette møde og derfor førte dig langt udenom dette at elske og de sorger og lidelser der nødvendigvis ledsager kærligheden (korsets mysterium) og giver menneskets dets store værdighed og dets dybder og højder, dets vertikalitet. Men sikkert er det at LIVET selv, som er så fyldt med kærlighed, sorger og lidelser der åbner op for det skønneste og mest værdifulde ved menneskelivet, igennem de 50 år og den dag i dag har været et positivt forstyrrende og belærende element i dit liv, der hele tiden har været med til at korrigere alle de filosofiske fejlopfattelser og indstillinger (overfladiskheder) der er til menneskelivet i blandt andet buddhismens tankegods, der jo som sagt ikke magter eller har modet til at beskæftige sig med kærligheden, sorgen og lidelserne; og derfor fejt forsøger at ophæve forholdet til den menneskelige eksistens og verden, virkeligheden som den nu engang ER; ja for at komme fri af lidelsen og sorgen, tør den ikke at gå ind i kærlighedens inderse væsen, dette at elske og begære og hænge ved, binde og forpligtige sig, kort og godt at bevare vores passionerede engagement, vitalitet og livsmod, til trods for at menneskelivets eksistentielle grundvilkår kan virke absurde og meningsløse. Buddhismen selv i moderne tid, er så sandelig på mange måder en bedøvende og lindrende/trøstende metode til at undgå kærlighedens sorger og glæder (de eksistentielle grundvilkår der ikke er uden sorger, lidelser, sygdom og død), de livets store udsving og yderpunkter der adler et menneske og giver os vores store værdighed. Selvbedrag, snyd og bedrag er det at ville skåne mennesket for mødet med kærligheden, selv om jeg indrømmer at kærligheden er en meget urolig og uhåndeterlig størrelse. Jeg bryder mig ikke om at mennesket ved hjælp af sindet formår at behersker sine lidenskaber, sine drivkræfter, dets emotionalitet og dets følelsesliv; nej mennesket skal netop gribes af disse forhold, hvorved dets vitalitet og kreativitet styrkes ganske betragteligt.


Mange kærlige hilsner Hanskrist.

PS:

Du skriver:

PS: Har du kommentarer til det hovedanliggende, som essayet gør forsøg på at lægge frem til debat? Citat slut.

Min korte kommentar kunne lyde:

Kristendommen der alene kunne koges ned til Guds rigets gennembrud ved (i og med og gennem) Jesus Kristus; altså Kristi ekskatologiske og historiske betydning, er noget afgørende nyt og er ikke lånt gods andre steder fra. Den ny værens manifestation i en historisk person, og Tros-begivenheden Kristus's historiske fakticitet. Det nye er at mennesket er et historisk kulturelt fremtidsorienteret moderne væsen og ikke kun et kosmisk naturligt væsen (din og Ole Bjørns antropologiske ståsted). I Kristus findes en mening med den liniære historieopfattelse, med fremtiden, ikke bare for slægten men også for den enkelte, individet. Og det er jo i den unikke sammenhæng, kontekst, at eventuelle lånte sproglige vendinger og begreber skal anskues og indgår. Kristus er den afgørende legemliggørelse i menneskehedens historie af Gudsriget. Det brændende aktive heroiske og entusiastiske engagement for menneskehedens og verdens skæbne, der springer frem af viljen til og troen på Guds rigets gennembrud i, ved og med Kristus, der ikke svækkes, men tværtimod styrkes af enhver modstand og alle forhindringer. Og hverken lighed med tidligere mysteriekulter eller eventuelt lånt tankegods kan svække eller overskygge at kristendommen står ganske solidt og godt på egne ben og er noget helt og aldeles ægte nyt der ser verdens lys for første gang i menneskehedens historie.

Kære Hanskrist.

Igen et godt indlæg fra din hånd. Jeg har behov for at tænke nærmere over det, og derfor vil denne tilbagemelding blive foreløbig. Jeg har – ligesom du gjorde forleden – kun taget fat i et hjørne af dit indlæg:

»(…)Uden tvivl har du forladt kristendommen fordi nogle forhold ikke ville gå op for dig indenfor kristendommen. Men dog det er jo ikke noget særsyn at du forlader kristendommen på det tidspunkt, for vi kan jo tale om en sand folkeudvandring, så du fulgte flokken og du fulgte også flokken mod de østlige inspirerede religiøse tanker og filosofier. Ganske tidstypisk.(…)« (Citat slut).

Heri tager du fejl. Mit svar på, hvordan jeg forlod Kristendommen, er den sidste del af dette essay, som du har set før:

»Det storladne Øjeblik.

© Kristian Pedersen

Men det kan også hænde, at man uden påviselig forankring i noget udgangspunkt bliver en søgende. Den blotte angst for det tomme kan være en drivende kraft. Angsten for tomheden kan antage sådanne dimensioner, at denne angst i sig selv bringer en ud på vejen for de søgende. Der må være – der skal par tout være – noget at holde sig fast i.

Hvad dette faste holdepunkt kan være, véd man ikke. Blot foresvæver der én noget dunkelt om, at det ikke er noget, man ved almindelig logisk tænkning kan gribe. Og formentlig heller ikke kan tale om ved at bruge ord, der repræsenterer et eller andet.

Lad os derfor underforstå det som noget uudsigeligt, når vi siger, at det er noget forskelsløst, inderste, ultimativt og altomfattende.

Man lever jo med dette gådefulde, at man har bevidsthed, og de utallige forsøg på at snige sig ind på løsningen af denne gåde løber ud i sandet. Man kan læse mange bøger om psykologernes redegørelser for menneskelig bevidsthed uden at komme gådens løsning nærmere.

Dette forekommer at være et menneskeligt vilkår, der bringer én til at løbe i ring i selvreferens, fordi det, der skal forstås, samtidig er det, hvormed der skal forstås.

Det minder lidt om en tegning, man engang har set; tegningen forestiller to højrehænder, der hver holder en blyant og er i færd med at tegne. Det, de hver for sig tegner, er den anden hånd med blyanten; de tegner altså hinanden. Det, der tegner, er således det, der tegnes.

Hvis man giver sig til at tænke over dette i en ganske almindelig tidslinie, løber man sur i det, for hvordan kom de i gang? Hvordan så de allerførste streger ud, da der endnu ikke var tegnet blyanter, der blev holdt af fingre? Og hvordan kan de blive færdige, hvor de øjne, der følger med i de to højrehænders tegnen, skal tegnes?

Det er, som om tegningen, som man har set den, er et lille stykke kunstnerisk virkelighed, der så at sige ligger for sig selv og ikke hører hjemme på den tidslinie, som vi tænker i. Der kan ikke tænkes nogen begyndelse og heller ikke nogen afslutning. Der kan muligvis kun tænkes, at tegningen må tages, som den er, netop således, i såledeshed, hvis man kan bruge et sådant ord.

Måske kunne vi kalde sådanne overvejelser, som vi netop har gjort for noget i retning af aha-oplevelser. Og dem kan man have en vis fornøjelse ved at gå og tænke over. Men man glemmer dem let igen i herdagens mange gøremål.

Der findes imidlertid mennesker, der har haft bevidsthedsmæssige oplevelser af så overvældende art, at de har erindret dem igen og igen resten af deres dage. Oplevelserne kan have haft et specifikt indhold, og hvis dette indhold var religiøst, ligger betegnelsen åbenbaring lige for.

Der kan også uden et specifikt religiøst indhold som for eksempel Kristus eller Jomfru Maria have været tale om en så intens oplevelse, at man i mere uspecificeret forstand har følt sig at være i nærheden af noget numinøst, noget helligt.

Der kan have været tale om en så uendelig og salig glæde, at man, når man bogfører den i sin dagbog, tidsfæster den ikke blot på datoen, men tillige på klokkeslættet, for eksempel den 19. maj 1838, klokken 10½. Det er naturligvis den femogtyveårige Søren Kierkegaards ekstatiske glædesudbrud, vi taler om, og den vil vi senere gengive ordret, som den står i hans dagbog. Lad os kalde noget sådant det storladne øjeblik.

En intens bevidsthedsoplevelse kan også have karakter af et frigørelsens gennembrud. Man kan fra knugethed i fortvivlelse, fordi man ikke kan finde sig selv eller ikke kan leve med sine vilkår, komme fri i samtidighed med en dagligdags handlings udløsende symbolik, for eksempel dette at stikke en nøgle i en dør og låse den op.

På et split sekund er man fri og utynget, og man husker på dato og klokkeslæt, hvornår det fandt sted. Det er også en menneskelig mulighed at opleve det storladne øjeblik på denne måde – det vides med sikkerhed for ét tilfældes vedkommende.

En anden form af det storladne øjeblik kan optræde i forbindelse med en situation, hvor den nøgne fysiske eksistens som sådan er sat på spil; for eksempel ved en trafikulykke.

Man kan da opleve, at tiden på det nærmeste går i stå, så der er en rigelighed af tid til at handle i selvfølgelighed og uden bekymringer om noget som helst. Der er tale om en oplevelse, som man aldrig siden glemmer, og som man, hvor uforståeligt det end måtte lyde, ønsker gentaget.

Man har oplevet sig selv som en handlende, der ikke i fjerneste grad var i bekymring om den nøgne fysiske eksistens og førligheden, der var sat på spil. Man er i fuld bevidsthed om, at man er væltet med sin motorcykel på den isglatte bakke lige foran den store bus, der ikke kan bremse op.

Men der er en rigelighed af tid til at få det ene ben, der er under motorcyklen, gjort fri, rulle en omgang, bruge bussens kofanger som afsæt og skubbe sig yderligere så meget til siden, at det store blokerede forhjul på bussen nøjes med blot at strejfe styrthjelmen.

Det er, som om den tidslinie, som man ellers tænker i, har fået en slags sløjfe, som man kan følge i rolig ubekymrethed, og som først falder tilbage i den rette tids linie, da man samler sig selv op og løber efter den blokerede bus, der rutcher videre nedad bakken.

Man kan ønske at tage dette sådant handlende selv igen til punkt og prikke, og man føler, at man langt bedre kan forstå for eksempel det, som skrives om bueskytterne eller sværdfægterne, der må øve sig livet igennem for at opnå den jeg-løshed, der forudsætter ubekymretheden. Den ubekymrethed, som også Tømrersønnen fra Nazareth talte om.

Det storladne øjeblik kan også optræde i indsigtens form; i den intuitive anskuens form. Man kan siddende i naturhistorielokalet betragte de mange dyrekranier i skabene, og lade øjnene vandre over dem og hen over skelettet Moses, der står bag sin glaslåge i hjørnet.

Man kan undre sig over fællestrækkene, undre sig over dette, at der i alle disse nu tomme øjenhuler engang sad øjne, der gav lys til de mange bevidstheder, der boede under pandehvælvene.

Man kan falde i staver herover, og der kan pludselig åbne sig den indsigt, at det er denne urgamle bevidsthed, der engang så ud gennem disse øjenhuler, der nu også kigger undrende ud gennem ens egne øjne. Og man indser i det storladne øjeblik, hvad det var, Eckehart talte om, da han for snart syv hundrede år siden talte om Gud, der behøver menneskets øje for at skue sit eget skaberværk.

Man fatter i et nu, hvad der er noget fælles i alt biologisk liv, og man sætter spørgsmålstegn ved, om mennesket nu også har ret i at sætte et så afgørende skel mellem sig selv og dyrene, som vi har for vane at gøre.

Indsigten er så intens, at man aldrig senere glemmer dens tid og sted, og den kan – hvilket der kendes ét eksempel på – få en søgende til at opgive en konvertering til katolicismen og i stedet vende sig mod den kristne mystik og senere også mod øst. Også dette er en menneskelig mulighed – det vides med bestemthed.

Oplevelsen af det storladne øjeblik kan kommenteres af mange, der har, hvad man kunne kalde fagmæssig skoling i en eller anden metier, og der kan siges meget herom for eksempel fra psykologisk eller psykiatrisk side. Men dette lægger hverken til eller trækker fra i henseende til den indre vished om, at man har haft en oplevelse, der indgår i retningsbestemmelsen af ens efterfølgende liv; et liv som fortsat søgende.«


Med venlig hilsen

Kristian