Kære Michael!

Set fra Guds synspunkt er det muligt, at korpulation i dens mange brogede former ikke er hvad skaberen forstår ved kærlighed, men blot en nødvendig foranstaltning for at sikre artens reproduktion. Så må man sige, at den gode Gud har været temmelig upræcis for objekterne for menneskers attrå spænder vidt, selv om de fleste godtnok stadigvæk foretrækker det på den gammeldags facon, som Cleo sang om i Bakkens Hvile for en menneskealder siden.

Missionærstillingen synes ikke at være uddød med missionærerne. Men siden har de nye missionærer advokeret for pluralisme også på det seksuelle område.

Men da vi stakkels mennesker ikke kender Guds tanker og vilje må vi ligesom de små hunde prøve os frem indtil vi finder noget som "virker".

Ingen kan tage patent på hvad Gud forstår ved begrebet kærlighed, uden at gøre sig selv til Gud.

Det er den fejl mange af de frelste begår. Du er forhåbentlig ikke en af dem Michael?

Hilsen

Ipso Facto

Nej, Ipso Facto. jeg er ikke Gud, men jeg kender Ham godt.

Det er ikke begæret som i sig selv er forkert. Det er den sammenhæng, det optræder i, og denne sammenhæng er dybest set vores personlighed, vores karakter.

Det er fordi vi ikke ser alting i deres rette sammenhæng, at vi skiller begæret ud som noget der skulle være i modstrid med det naturlige liv.

Men det som gør forskellen er den psykologiske og samfundsmæssige sammenhæng det optræder i.

Det er begæret efter livet, som får blomsten til at gennembryde den frosne jord og det er begæret som får de unge mennesker til at drøne derudaf. Det de mangler er forstanden, livserfaringen som måske kan bringe dem til ro og sætte begæret, eller attråen, ind i den rette sammenhæng.

begæret kan være smukt mellem to elskende men det bliver grimt når det optræder som grådighed, f.eks. Problemet er ikke begæret, men den sammenhæng, som det optræder i.

Men noget helt andet end begær er kærlighed. Kærlighed er ikke fryd, kærlighed er varme. Kærlighed er ikke en lykkefølelse, men når den optræder i sin rette sammenhæng, som er alvor, så er kærlighed glæde.

Der findes ingen kærlighed, hvis man ikke i sit hjerte giver afkald på begærets opfyldelse.

Da vil man vide, uden at nogen behøver at fortælle én det, at kærlighed ikke = begær.

Kære Michael!

Selvfølgelig er kærlighed ikke lig med begær!

Kærlighed er at give uden at forvente noget til gengæld. I alle andre former er kærligheden blot kamufleret egoisme i en eller anden grad. Det er vel det de fem antiteser i Bjergprædiken handler om?

Men er en sådan kærlighed overhovedet mulig for væsener som os? Jeg tvivler. Både livet og debatlivet demonstrerer at egeninteresserne altid kommer i vejen for den ægte fordringsløst givende kærlighed og næstekærlighed. Der er altid beregning med i spillet uanset hvor store anstrengelser vi gør os for at være uegennyttige og ikke begære. Om ikke andet, så selvtilfredsheden ved at føle sig god. Måske nok den største synd af alle.

Man kan måske lære at være mere uegennyttig, men at udrydde egoismen helt anser jeg for umuligt. For det ville krænke livets grundprincip om selvopretholdelse.

Det er vel her at tro og håb kommer ind i billedet for den troende i overensstemmelse med Paulus' lovprisning af kærligheden som den største af de tre. Alene formår vi den ikke, kun med hjælp fra Gud eller Helligånden kan den helt ufortjent tilskikkes os.

Nu er jeg ikke kristen, men er det ikke sådan mange kristne forstår sammenhængen i tingene?

Hilsen

Ipso Facto

Michael:



Hej, Michael. Netop dette udsagn 'men jeg kender Ham' har jeg set mange udtale.

Det er faktisk et ret så stærkt udsagn, eftersom ingen endnu har kunnet effektuere en kontakt til Ham gennem deres påståede kendskab til Ham.

Men hvis du skulle være undtagelsen. Den, der virkelig kender Ham, så er jeg da interesseret i en kontakt.

Nåh. Vel håbløst at forvente.

Jerry
- ej heller gud (for mange at vælge imellem - men overvejer Thor!)

Er du klar over, Ipso Facto, at altruistisk kærlighed er en idé. Du kender den og forstår den, men mener ikke at du er i stand til at opfylde den.

Men at se tingene som de er, i sandhed, er erkendelsen. Man kan ikke erkende andet end sandheden, ellers ville det ikke være erkendelse.

Altruistisk kærlighed er i første omgang en idé. Men forståelsen er ikke en idé, man kan ikke forstå andet end sandheden.

Sandheden er at vi er skrøbelige, almindelige mennesker med en masse uopfyldte behov. Så sandheden er at erkende sine egne behov og forstå at det andet menneske har de samme behov.

Men først må man forstå sig selv, så er det ikke så svært at forstå den anden.

Der begynder livet, i at man forstår sig selv, men det er jo ganske svært, når man ikke har anden rettesnor end sin egen opfattelse.

Men der, i erkendelsen af sandheden, hvor svær den end kan være, bor Gud, ingen andre steder vi kan tænke os til. Og vi må selv gøre det. Forstå os selv.

Jeg forstår godt, at ingen tør begive sig ud af den vej selvom den ikke er farlig. Den er kun éns eget møde med én selv. Sikke en frigørelse af energi, som er ledt på afveje af tankens korridorer, sikke en lidenskab.

Men der er så mange veje til sandheden. Ligeså mange veje som der er mennesker.

Det må du spørge Ham om Jerry. Jeg er altid villig til at formidle den. Det man kalder den sunde fornuft er Gud.

Dette indbefatter selvfølgelig at man har begge ben solidt plantet på Jorden og tager sit liv alvorligt.

Gud kan ikke leve vores liv for os, det må vi selv gøre, men jeg vil give dig ret i at alle disse forestillinger om Gud, stammer fra uerkendte ønsker og behov hos mennesker, der ikke forstår disse behov.

Men selvom alle deres illusioner og forestillinger er falske er det ikke ensbetydende med at Gud ikke eksisterer. Han er blot noget helt andet end vi kan forestille os.

Der er ingen belønning og ingen straf, kun udfordringen ved at leve vores liv så godt vi kan.

Og det er da herligt at leve, ikke Jerry?

Michael:



Den køber jeg ikke. For simplificeret en filosofi.

Men vender - måske - tilbage med nogle synspunkter om dette emne.

Jerry

Hej Michael du skriver:

Men først må man forstå sig selv, så er det ikke så svært at forstå den anden.

Der begynder livet, i at man forstår sig selv, men det er jo ganske svært, når man ikke har anden rettesnor end sin egen opfattelse.

Men der, i erkendelsen af sandheden, hvor svær den end kan være, bor Gud, ingen andre steder vi kan tænke os til. Og vi må selv gøre det. Forstå os selv.

Jeg forstår godt, at ingen tør begive sig ud af den vej selvom den ikke er farlig. Den er kun éns eget møde med én selv. Sikke en frigørelse af energi, som er ledt på afveje af tankens korridorer, sikke en lidenskab. Citater slut.


Den anden dag skrev du:

Hvis man forstår sit eget liv med de betingelser, som er ens egen forståelse af sit eget liv, forstår man også sandheden i Jesu ord. Citat slut.


Vrøvl og sludder sålænge dine betragtninger gælder kristendommen. Den form for selverkendelse/selvindsigt du plæderer for har intet på sig i forbindelse med kristendommen, hvor man netop skal turde forlade sig selv, og ikke arbejde med at forstå sig selv, men overgive sig til Kristus der er livet, som Paulus siger.


Det er helt i orden at du har den holdning du har, men det har bare intet med kristendom at gøre. Nøjagtig som dengang du ville gøre Jesus til en ikke-handlingens mester, der var til i nuet og tomheden og stilheden. Intet kan være længere fra sandheden.

Behold dog den holdning du har til tingene, men lad dog være med at blande kristendom og Jesus ind i det. Dine ideer om kristendom og Jesus bygger på dine forestillinger og fantasier, de bygger ikke på et nærmere kendskab eller studium. Og derfor rammer du gang på gang helt ved siden af, indimellem ganske grotesk.



Dalai Lama i sin nye bog "Dalai Lama – om selvindsigt", at jo grundigere vi undersøger en ting, desto mere sandsynligt er det, at vi finder et tomrum.


Dalai Lama advarer mod den bevidstløse stræben efter selvindsigt, der konstant trækker os rundt ved næsen og kun efterlader os med følelsen af tomhed.

Så nu forstår jeg hvilken tomhed, det er du Michael, har talt om i flere år nu, ”og ja”, ikke engang en buddhist som Dalai Lama vil kendes ved den form for tomhed du står for.

Mange kærlige hilsner Hanskrist.

Den køber jeg ikke. For simplificeret en filosofi.

Jerry

Op med humøret Jerry - og husk; at hver gang en bjælde-klokke ringer, så får en skytsengel sine vinger:

Bravo Michael!!!!!!

GGGGGGGGGGGGGGGGG