EURABISKE BORGERKRIGE?

Mange analytikere har spået, at Europas islamisering på vej mod det utopiske Eurabia snart har nået kritisk masse og vil udløse borgerkrig mellem radikale muslimer støttet af hjernevaskede dhimmier der tror på den nye utopiske drøm efter at den marxistiske brast. Man kunne måske ligefrem tale om et slags Stockholm-syndrom hvor islamiseringens gidsler solidariserer sig med det muslimske herrefolk som undertrykker dem.

Får vi mon snart libanesiske tilstande i Europa? Vi så de første tegn i England med raceoptøjerne i Bradford i 2001 og siden spredte ilden sig til Frankrig hvor unge muslimer demonstrerede deres utilfredshed ved at sætte ild på et par tusinde biler. Nu er turen så kommet til Køln i Tyskland.

Forfatteren Fjordman skrev for tre år siden en artikel med overskriften "Borgerkrig i Sverige?", som jeg bringer udpluk fra nedenfor:

”En internetafstemning på den landsdækkende svenske avis Aftonbladet viste, at næsten halvdelen af respondenterne svarede "ja" til spørgsmålet om hvorvidt en borgerkrig var mulig i Sverige.

Sådanne afstemninger skal naturligvis tages med et stort gran salt, da de ikike altid afspejler den offentlige mening, men alligevel ... Sverige er et land hvor der praktisk taget ikke har fundet en offentlig debat sted om masseindvandringen som fortsætter på fuld kraft.”

Fjordman tilføjer, ”at han ikke anser Sverige som den mest sandsynlige kandidat for den første borgerkrig fordi en borgerkrig forudsætter viljen til aktivt at kæmpe imod islamiseringen. Der skal to til tango. Det samme gælder for Frankrig som rent demografisk er det værst ramte land, og hvor en borgerkrig på lavt blus aktuelt føres af immigranterne i gaderne netop nu. Men ingen kæmper imod. Tyskerne vil heller ikke være de første, fordi de er for belastet af deres nazistiske fortid.

Jeg gætter fortsat på at det bliver i Storbritannien vi først ser en ægte hæmningsløs eurabisk borgerkrig, med Holland på en tæt andenplads og muligvis Danmark. Italienerne vil vil kæmpe. Jeg er i tvivl om hvorvidt spanierne vil. Helt generelt kan man sige, at hvis du bor i et hvilken som helst vesteuropæisk land, så skal du bevæbne dig snarest muligt på den ene eller den anden måde.”
Ovennævnte tekst vil indgå i Fjordmans nye bog "Defending Eurabia" som udkommer i næste måned.

Det kunne se ud til, at tyskerne nu langt om længe har overvundet de sidste rester af den skam de følte over holocaust. Der er atter begejstring blandt de unge venstreorienterede tyskere som kalder sig ”anti-fascister” og nu kæmper for det utopiske Eurabia med samme begejstring som deres forfædre for et par generationer siden kæmpede for "Tusindårsriget", den gyldne utopi der betegnede det nazistiske endemål.

Det går lystigt til i Køln hvor de såkaldte antifascister råber nazist efter jøder og fik gennembanket et par stykker som bar jødisk kalot. Et jødisk øjenvidne fortæller, at han nu forlader Køln med et brækket riben: ”Jeg var let at identificere på grund af min jødiske kalot. Samtidig med at de angreb mig råbte de "Nazi". Er det ikke besynderligt? To jøder blev gennembanket i tyske gader af tyskere som kaldte os nazister. Alt sammen som et svar til os i gaderne der prøvede at beskytte deres kulturarv og ret til at eksistere.

Det hele blev udløst af modstanden i den tyske lokalbefolkning mod planerne om at bygge en stormoske i Køln med en 37 meter høj kuppel og to minareter der ville række 55 meter i vejret. Bag byggeriet står den lokale afdeling af departementet for religiøse anliggender i Tyriket, som rapporterer direkte til den tyrkiske premierminister.

Der blev foranstaltet en fredelig demonstration mod moskebyggeriet af "Pro Köln" et konservativt politisk parti. Demonstrationen blev mødt af en mod-demonstration bestående af omkring 5.000 venstreorienterede - selverklærede "anti-fascister" - som gik til angreb på modstanderne af Europas islamisering.

Man kan alvorligt overveje om ikke den tyske professor i sociolog og demografi Gunnar Heinsohn har ret. Problemet er ikke ideologierne og religionerne, men befolkningssammensætningen. Hvis der opstår en såkaldt ungdomspukkel (mere end 30% af den mandlige befolkning er mellem 15-29 år), så udløser det automatisk vold.

Efter Heinsohns opfattelse handler 80 pct. af verdenshistorien om unge mænd i nationer med et overtal af sønner, der laver uro. Denne uro kan antage forskellige former – voldsom vækst i den hjemlige kriminalitet, forsøg på kup, revolutioner, opstande og borgerkrige. Af og til foranstalter de unge folkemord for at sikre sig positioner, som tilhørte de myrdede. Endelig kan man ty til krig i form af fremmede erobringer, der fører til udryddelse af fjendens befolkning og bosætning af sin egen.

Nye ”religioner” opstår på ingen tid

Heinsohn stiller sig også meget tøvende over for at tilskrive f.eks. islam en kerne, til hvilken man kan henføre senere handlinger eller handlemønstre. Og som et eksempel på, hvad han mener, nævner han den 1968-bevægelse, han selv tilhørte som ung.

"Når tidspunktet kommer, så bliver nye religiøse pamfletter og bøger skrevet på stedet og på ingen tid. Man tilskærer sin religion på en sådan måde, og man tager fra sine hellige bøger – Koranen, Biblen, Det Kommunistiske Manifest – de sætninger, der passer med ens formål. Man ved, at man vil bruge vold, men man vil have en meget fin retfærdiggørelse. For man er et retfærdigt menneske. Men når ungdomspuklen er afviklet, så kan disse bøger, som blev udspredt i millioner af eksemplarer, ikke engang sælges antikvarisk. Alle ved nu, at de er fulde af sludder. Men mens bevægelsens øjeblik står på, er disse unge mænd uimodtagelig for argumenter. Så de falske ideer opstår ikke ud af de hellige skrifter. De unge laver dem selv. For de behøver de forkerte ideer til at retfærdiggøre deres handlinger. Derfor kan man ikke standse dem ved at forklare, at deres ideer er forkerte. Så det er ikke de forkerte ideer, der skaber bevægelsen, men bevægelsen, der skaber de gale ideer. Islam skaber ikke islamismen, det gør unge muslimer."

Er det mon det vi oplever en lille forsmag på i Køln? Den tyske ungdom solidariserer sig med landets ungdomspukkel af muslimer og islam og som legitimationen for at anvende vold er, at de opfatter sig selv som ”anti-fascister” idet de har overtaget og modificeret Eurabia konceptet hvorved deres voldshandlinger bliver legitimeret.

Modstandere af Europas islamisering og modstandere af islam defineres helt officielt som islamofober som ikke bør have ret til at udøve deres frihedsrettigheder. Man forsøger at kvæle deres ytrings- og demonstrationsfrihed. Parolerne på ”anti-fascisternes” plakater indeholdt typiske Eurabia slogans med fordømmelse af USA, af racisme og nazisme. En tekst lød: ”Køln – nazifri by”. Både borgmesteren i Køln og i Bruxelles har vist vejen ved at forbyde demonstrationer mod Europas islamisering. Dette er både forståeligt og helt i overensstemmelse med den linie magthaverne i EU har lagt, for målet er jo netop Eurabia og det kræver at islam gives en stærkere tilstedeværelse i unionslandene.

Hvis ikke unionslandenes demokratisk sindede befolkninger kan standse udviklingen hen mod Eurabia ved stemmeurnerne, hvilket intet tyder på, da EU-toppen ganske enkelt ikke giver dem mulighed for at stemme om Unionens politiske kurs, synes borgerkrigen lige så uundgåelig i Europa som den var i Libanon hvor forskellige etniske og religiøse grupper sloges og stadig slås om magten.

Hvad mener debattørerne. Kan Europa undgå borgerkrigen?

Hilsen

Ipso Facto

It's a fundamental truth,
that the fundamental youth
think, that violence and fight
prove their fundament is right.


Quad af Ole Bjorn

Hej Ole Bjørn!

Dit kvad rimer, men spørgsmålet er, om det også passer?

Talen om en fundamental sandhed lyder ikke blot begrebsfilosofisk, men kan tolkes som en tilslutning til Heinsohns teser om sammenhæng mellem ungdomspukler og vold.

Du svarer dog ikke på det afsluttende spørgsmål, om du anser borgerkrigen for uundgåelig eller om den kan undgåes ved at de europæiske borgere atter tilkæmper sig indflydelse på kursen i EU kombineret med større national selvbestemmelsesret ved at tilbagetage noget af den afgivne suverænitet til EU-monsteret.

Det kunne se ud som mange unge venstreorienterede etniske europæere solidariserer sig med Eurabia visionen på samme måde som 1968-oprørene i sin tid gjorde med de marxistiske samfundssystemer i Sovjetunionen og Kina, der ansås for progressive, medens de borgerlige demokratier blev klassificeret som reaktionære, fascistiske og nationalistiske samfundssystemer der udnyttede og undertrykte arbejderklassen.

Også dengang i ungdomsoprørets tid var ungdommen parate til at anvende udenomsparlamentariske metoder og vold for at få indført den ægte røde socialisme. Det borgerlige samfund veg tilbage fra en voldelig konfrontation og imødekom i stedet de fleste af de konkrete krav oprørene stillede.

Dengang lød parolerne på "love and peace" og fremtiden er rød, kammerat. I dag har man overtaget Eurabia ideologien som lover fred, ikke diskrimination og faktuel lighed. Islam er defineret som en fredens og tolerancens religion som står under eurokraternes særlige beskyttelse, så derfor er der en vis logik i, at kalde modstanderne af islamisering for ekstremister, fascister og nazister, mens forkæmperne for Eurabia betegner sig selv som anti-fascister. De retfærdige som kæmper mod reaktionen, det nationalistiske bagstræb og kritikerne af islam.

At det rationelt set ikke hænger sammen er ligegyldigt. De "progressive" unge frontkæmpere tror på den gyldne fremtid i det grænseløse multikulturelle Eurabia hvor nationalstaterne er visnet bort. En utopi som på mange punkter ligner den kommunistiske om et grænseløst fællesskab der vil realisere visionen om et fredeligt velstående samfund hvor der hersker ægte frihed, lighed og broderskab.

Man kan derfor se Eurabia utopien som en erstatningsreligion for den tabte marxistiske drøm som fænger hos de oprørske unge som heller ikke denne gang magter at skelne ægte folkestyre fra en centralt styret Union med udpegede kommissærer og et ministerråd der bag lukkede døre kan træffe beslutninger som er uden for demokratisk kontrol fordi der mangler de checks and balances som den amerikanske forbundsstat har grundlovsfæstet. I stedet har man oprettet et pseudoparlament der ikke kan lovgive og som stort set kun har magt, når det gælder økonomi. Lovgivningsmagten er henlagt til kommissionen og ministerrådet. Parlamentet kan ikke fyre kommissærer enkeltvis, men kun hele kommissionen på een gang. Og så udpeges der blot en ny, uden demokratisk kontrol med udvælgelsen af kommissærer. Endelig har man givet udpegede dommere, som ikke kan drages til ansvar politisk magt, idet deres lovfortolkninger står over de nationale grundlove. Det gælder dommerne ved EF-domstolen og Menneskerettsdomstolen. Hvis dommerne fortolker menneskerettighedserklæringens og EU-traktatens tale om ikke-diskrimination og multikulturalisme således, at det er uretfærdigt, såfremt der ikke indføres retspluralisme hvor sharia loven ligestilles med de europæiske demokratiske retstraditioner, så betyder en sådan dom at medlemsstaterne skal anerkende afgørelser fra sharia domstole. Dommen er selvfølgelig rent politisk, men den står over medlemsstaternes grundlove selv om det blot er en håndfuld kommere som ikke står til demokratisk ansvar der træffer afgørelsen. Den er endelig og kan kan ikke ændres.

I Sovjetunionen havde femten personer der havde udpeget hinanden og som var selvsupplerende den absolutte magt i samfundet. Med den nye Lissabon forfatningstraktat, som ikke må kaldes en forfatning for EU, men som rent juridisk har nøjagtig samme funktion som det forkastede traktatudkast havde, træder EU endnu et skridt nærmere den styreform som kendetegnede den sovjetiske samfundsmodel. Vi bliver oversvømmet i positive rettigheder, samtidig med at de negative politiske rettigheder som er demokratiets forudsætning bøjes eller ændres efter behag. Ytringsfriheden og demonstrationsfriheden sættes over muslimers ret til ikke at FØLE sig krænkede. Men rettroende muslimer må per definition opfatte eksistensen af alt ikke-islamisk som en dyb krænkelse af alt hvad de tror på. Så det er skruen uden ende, især da muslimer har tradition for at vise deres utilfredshed ved hjælp af trusler, intimidering og voldsanvendelse.

Om velfærdsstaterne kan opretholdes og finansieres i et multikulturelt samfund er både de borgerlige og socialisterne rimeligt ubekymrede om. Om der er tilstrækkelig sammenhængskraft og social kapital i den nye Eurabia superstat blæser man også på, for man er jo globalister og tænker i global magt og markeder - ikke halvfascistiske bagstræberiske nationalister.

Og dermed er kursen mod undergangen for den nye superstatlige utopi allerede sat, således som den tidligere sovjetiske dissident Vladimir Bukowski forudser. Et synspunkt som jeg støtter. Spørgsmålet er blot hvordan utopien konkret bryder sammen. Borgerkrig eller de demokratisk sindede borgeres tilbageerobring af deres nationale selvbestemmelsesret, det er det dilemma Europa står midt i.

Spørgsmålet var, om borgerkrigen er uafvendelig eller om den kan afværges?

Hilsen

Ipso Facto


--------
Jens Orback, Democracy Minister in the Social Democratic Swedish government, is worried about “the public’s lack of faith in politicians.” Yet the same Orback said during a radio debate that: “We must be open and tolerant towards Islam and Muslims because when we become a minority, they will be so towards us.” It sounded almost too crazy even for Sweden that a minister could say something like this in public, so I checked with several independent sources, and apparently, he really did say this:

Och så här har Jens Orback, socialdemokratisk minister, sagt i radio:

"Vi måste vara öppna och toleranta mot islam och muslimerna för när vi blir i minoritet kommer de att vara det mot oss." – Forfatteren Fjordman 7/9-2006.

Jeg har desværre ikke tid, Jeppe.

Jeg er bortrejst fra nu og mindst til på fredag.

Mvh

Ole Bjørn ;)

Kontraktforskning?