Enhver der læser EUs charter om de grundlæggende rettigheder som den Europæiske Union tildeler unionsborgerne må jo indrømme, at på papiret er Unionen udtryk for demokrati i en højt udviklet form. Der er næsten ingen ende på alle de rettigheder som Unionen garanterer befolkningen. Det er lige før man bliver helt eurokratisk i hovedet ved at læse de mange smukke ord om alle vore rettigheder.
Den eneste forfatning der gav borgere i en Union næsten lige så mange demokratiske rettigheder er faktisk Stalins forfatning for Unionen af Sovjetrusiske Sovjetrepublikker vedtaget i december 1936.
I samtiden var der almindelig enighed om, at Stalins forfatning var verdens mest demokratiske forfatning som gav borgerne rettigheder som andre blot kunne drømme om. Ikke blot kommunister, men mange af Vestens socialister og intellektuelle roste Stalin og hans forfatning til skyerne og fremhævede den som et eksempel til efterfølgelse.
Dele af de mange positive rettigheder i Sovjetforfatningen er faktisk indeholdt i Verdenserklæringen om menneskerettigheder fra 1948, som led i et politisk komprommis mellem USA og Sovjetunionen, hvilket garanterede, at USSR ikke stemte imod, men undlod at stemme.
Som enhver nu ved, var den sovjetiske virkelighed meget langt fra det utopiske idealsamfund sovjetborgerne var garanteret i forfatningen. Reelt havde sovjetborgerne overhovedet ingen rettigheder, hvilket Stalins skueprocesser i 1930erne med massedrab på arbejdere, bønder og det meste af den Røde Hærs officerskorps viste. Dertil kom massedrab på ortodokse præster. Jeg har personligt kendskab til en ortodoks præst, som blev dødsdømt fordi han havde udtalt, at kommunisterne undertrykte kirken og forfulgte præsterne. Han blev henrettet i 1937. Stalin foranstaltede massakrer på storbønderne (kulakkerne) for at få gennemført tvangskollektiviseringen af landbruget.
Antallet af ofre er chokerende. 690.000 borgere blev likvideret under Den Store Udrensning i 1937-38. To millioner kulakker, eller personer som arbitrært blev klassificeret som kulakker, blev deporteret i 1930-32. 6 millioner borgere blev tilintetgjort som følge af fremkaldt og ikke afhjulpet hungersnød i Ukraine i 1932-35. Hundredtusindvis af polakker, ukrainere, baltere, moldavere og bessarabere blev deporteret først i 1939-41, siden 1944-45. Derudover deportation af volgatyskere (1941), krimtartarere (1943), tjetenere (1944) og ingursitere (1944).
Spørgsmålet er således ikke så meget hvad der står på et stykke papir, men hvordan den reelle virkelighed er. De europæiske borgere i Unionen har næsten lige så lidt indflydelse på de beslutninger der træffes af udpegede kommissærer og i Ministerrådet, som de sovjetiske borgere havde på de beslutninger der blev truffet i Politbureauet.
Selvfølgelig garanterer EU ytringsfrihed for alle borgere, men hvis man kritiserer islam eller muslimer i et alt for kraftigt sprog bliver man straffet eller kaldt racist eller islamofob. Hvis man vil demonstrere mod islamiseringen af Europa i Bruxelles bliver der nedlagt forbud og de fredelige demonstranter anholdt og smidt i spjældet. I f.eks. Sverige er det umuligt at fremkomme med kritik af landets indvandringspolitik i medierne eller på internetdebatter. Sådanne ekstremistiske og racistiske holdninger bliver straks bortcensureret i det svenske politisk korrekte overvågningssamfund. Og sådan kunne der gives et hav af eksempler på, at der er stor afstand mellem de smukke ord i traktaterne og den reelle virkelighed i EU.
Til syvende og sidst afhænger alle rettigheder og garantier af hvem der har magten og retten til at fortolke lovene, nøjagtig som det var tilfældet i Stalins Sovjetunion. Bøjer magthaverne sig for demokratiets implicitte principper og værdier eller stiger magten dem til hovedet så de blæser på alt for at realisere deres magtdrømme? Det er spørgsmålet, i dag som det var i 1936.
Jeg påstår selvfølgelig ikke, at Unionen regerer ved hjælp af terror mod civilbefolkningen som Stalin gjorde. Der er hos os tale om en mere diskret magtudøvelse, det som kaldes
"soft power", men den udøves konstant ved hjælp af opdragelse af folket. Man fratager folkene deres historie og hjemstavnsret til et bestemt land, omskriver og forvansker historien. Man intimiderer, propaganderer og indoktrinerer befolkningerne indtil de retter ind efter parolerne og adopterer utopien om et multikulturelt fredeligt samfund med islam som en fredens og tolerancens religion. Et EURABIA.
Men fællestrækket mellem Stalins Union og vor er, at der er et reelt demokratisk underskud og at det konstant bliver større i den Europæiske Union. Det narrespil vi har set siden befolkningerne sagde nej til den nye forfatningstraktat viser hvor desperate EUs magthavere er og hvor langt de er parate til at gå, ved at kortslutte demokratiet for at få deres store vision om Eurabia igennem.
Men det som egentligt interesserede mig og var hovedmotiv bag dette indlæg var at gå til de primære kilder og direkte sammenligne nogle af de rettigheder Stalin gav Sovjetborgerne med de rettigheder som Chartret om de Grundlæggende Rettigheder (Nice traktaten fra 2000) giver unionsborgerne.
Jeg har udvalgt nogle artikler fra den Sovjetiske forfatning vedtaget i 1936 og sammenligner dem ukommenteret med analoge artikler i Unionens rettighedscharter fra 2000. Stalins artikler er skrevet med rød typografi, da det ellers kan være vanskeligt at skelne. ;)
Artikel 123. Der gælder lige rettigheder for alle sovjetborgere uanset deres nationalitet eller race i alle sfærer af det økonomiske, statslige, kulturelle, sociale og politiske liv. Enhver direkte eller indirekte restriktion i retten til, eller omgåelse, enhver etablering af direkte eller indirekte privelegier for borgere som følge af deres race eller nationalitet såvel som ethvert forsvar for racemæssigt eller nationalt eksklusivitet eller had og foragt, straffes efter loven.
Artikel 20. Lighed for loven. Alle mennesker er lige for loven.
Artikel 21. Ikke-forskelsbehandling
1. Enhver forskelsbehandling på grund af køn, race, farve, etnisk eller social oprindelse, genetiske anlæg, sprog, religion eller tro, politiske eller andre anskuelser, tilhørsforhold til et nationalt mindretal, formueforhold, fødsel, handicap, alder, seksuel orientering eller ethvert andet forhold er forbudt.
2. Inden for anvendelsesområdet for traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab og traktaten om Den Europæiske Union og med forbehold af særlige bestemmelser i disse traktater er enhver forskelsbehandling på grund af nationalitet forbudt.
Artikel 124. Med henblik på at sikre borgerne samvittighedsfrihed adskilles kirken i USSR fra staten og skolerne fra kirken. Der indrømmes alle borgere trosfrihed til religionsdyrkelse og frihed til antireligiøs propaganda anerkendes for alle borgere.
Artikel 10. Ret til at tænke frit og til samvittigheds- og religionsfrihed.
Enhver har ret til at tænke frit og til samvittigheds- og religionsfrihed. Denne ret omfatter frihed til at skifte religion eller tro samt frihed til enten alene eller sammen med andre, offentligt eller privat at udøve sin religion eller tro gennem gudstjeneste, undervisning, andagt og overholdelse af religiøse skikke.
Artikel 125. I overensstemmelse med det arbejdende folks interesser og for at styrke det socialistiske system garanteres borgerne ved lov:
Ytringsfrihed; informationsfrihed (pressefrihed); forsamlingsfrihed, herunder retten til afholdelse af massemøder; frihed til at gå i processioner i gaderne og til at demonstrere.
Disse borgerlige rettigheder sikres ved at der for det arbejdende folk og deres organisationer stilles trykkepresser, papirlagre, offentlige bygninger, gaderne, kommunikationsfaciliteter og andre materialer til rådighed som er nødvendige for udøvelsen af disse rettigheder.
Artikel 11. Ytrings- og informationsfrihed
1. Enhver har ret til ytringsfrihed. Denne ret omfatter meningsfrihed og frihed til at modtage eller meddele oplysninger eller tanker uden indblanding fra offentlig myndighed og uden hensyn til landegrænser.
2. Mediefrihed og mediernes pluralisme respekteres.
Artikel 12. Forsamlings- og foreningsfrihed
1. Enhver har ret til frit at deltage i fredelige forsamlinger og til foreningsfrihed på alle niveauer, navnlig i forbindelse med politiske og faglige sammenslutninger og medborgersammenslutninger, hvilket indebærer, at enhver har ret til sammen med andre at oprette fagforeninger og at slutte sig hertil for at beskytte sine interesser.
2. Politiske partier på unionsplan bidrager til at udtrykke unionsborgernes politiske vilje.
Hilsen
Ipso Facto 
---------
"I 1927 erklærede den store leder af de sovjetiske fagforeninger, Tomskij, i dagbladet "Trud": "Der kan også eksistere andre partier hos os. Men læg nu mærke til det grundlæggende princip, der gør os forskellige fra Vesten; følgende situation er mulig hos os: Et parti regerer, de andre sidder i fængsel." - Citeret og oversat fra Kostas Papaionannou: Les Marxistes (Marxisterne), J'ai lu, 1965.
Svar
Citer
