Kære Ole Bjørn!Bliver du aldrig træt af at hæfte psykiatriske diagnoser på dine opponenter? Som enhver der kan tænke må erkende, fortæller en sådan personfiksering mere om din egen psykiske habitus og usikkerhed end om opponentens.
Selv om jeg godt ved, min og andres gentagne beklagelser over din mangel på anstændighed med en debatødelæggende adfærd har lige så ringe effekt som hvis man indskærper over for en pyroman, at han ikke bør stikke ild på, så bør det alligevel siges – endnu en gang.
Du er nok den mest instinktstyrende opponent jeg nogensinde har mødt. Her kan de troende godt gå hjem og lægge sig. De instinktive impulser til at nedgøre, forhåne eller latterliggøre dem du af en eller anden grund ikke sympatiserer med er ganske enkelt uovertruffen. Du er rethaverisk ud over alle grænser, nærmest ufejlbarlig i egen narcissistiske indbildning og jeg har endnu til gode at opleve, at du ændrer holdning i lyset af fremlagt dokumentation for, at du tager fejl.
Du har aldrig vist det mindste gran af storsindethed eller overbærenhed eller blot et minimum af respekt over for de opponenter du ikke bryder dig om. Din karakter som styrer din debatstil kan karakteriseres som smålig, underlødig, selvhævdende, selvcentreret, nærttagende, hævngerrig, nederdrægtig, personfikseret frem for emnefikseret og fuldstændig blottet for ethvert tilløb til selvkritik. Kort sagt, den diamentrale modsætning til det dialogiske ideal Habermas opstiller med begrebet
”den herredømme frie samtale”.Dit mål med debat er ikke et etablere et frugtbart samarbejde i gensidig respekt med en opponent så I sammen kan trænge dybere ned i substansen af en uenighed for på den måde at lære noget nyt og komme sandheden lidt nærmere. Det er der selvfølgelig ingen grund til at spilde tid på, når man i egen indbildning allerede besidder sandheden og tillige betragter hovedparten af opponenterne som idioter i større eller mindre grad.
Dit debatmål er altid at få ret for enhver pris og samtidig få andre ned med nakken, for desto mindre opponenterne kan gøres jo større bliver Ole Bjørn i egen selvforståelse.
At der bag en sådan broget karakter må ligge en dyb angst for ikke at blive elsket og accepteret, for ikke at slå til og være god nok, behøver man ikke at have studeret særlig meget psykologi for at erkende.
Derfor er det selvfølgelig heller ikke særlig overraskende, at du vælger at overhøre mit gode råd til dig om ikke at dykke ned i det emne der handler om min eller din fortid.
Men du kunne selvfølgelig ikke nære dig for at fremhæve din glorværdige indsats for forskningen og den økonomiske succes dine talenter havde beriget dig med, og for rigtigt at ophøje dig selv skal jeg hænges ud for at have drevet smuglervirksomhed.
Og hvorfra ved Ole Bjørn, at jeg har drevet smuglervirksomhed?
Jo, det står nævnt i et retsreferat i Ugeskrift for Retsvæsen (U.2004.698Ø) som den kære formand Kristian Pedersen var så venlig at offentliggøre i fuld tekst på religionsdebatten for et års tid siden, for at hævne sig på mig i en EU debat. Juristen Pedersen mente dog, at kunne læse ud af retsreferatet at jeg ikke blot var smugler men måtte være landsforræder, da jeg havde samarbejdet med den Østtyske Efterretningstjeneste i 1980erne.
Sagen var imidlertid anlagt af mig som en privat straffesag mod Ekstra Bladets ansvarshavende redaktør Bent Falbert for injurier og bagvaskelse i forbindelse med omtalen i bladet af min virksomhed for de østtyske myndigheder. Ekstra Bladet blev frifundet ved ankesagen ved Landsrettens dom af 19. november 2003, ligesom bladet var blevet frikendt ved Københavns Byrets dom af 25. juni 2002.
Både min advokat og jeg fandt dommen stærkt tendentiøs og kritisabel, men jeg blev nægtet tredje instans bevilling, og kunne således ikke få en endelig afgørelse ved Højesteret. Så denne dom står ved magt, det må jeg bøje mig for.
Nu er Ugeskriftets retsreferater som bekendt anonymiserede, så hvordan kunne Pedersen vide, at det var lige præcis mig og ikke en anden person sagen drejede sig om?
Jeg skal ikke kunne sige det helt præcist, men jeg formoder, at Pedersen har fået et tip fra en af de andre debattører som tidligere havde debatteret med mig på POL-debatten, hvor jeg havde været fast debattør siden 1995. Og grunden til at jeg på POL-debatten kunne kobles sammen med først omtalen i Ekstra Bladet og siden Ugeskriftets domsreferat var den simple, at jeg altid havde debatteret under mit borgerlige navn og vedblev med det, også efter at Ekstra Bladet i marts 1999 hængte mig og hele min familie ud med navn og adresse som farlige og landsskadelige spioner.
På POL-debatten forklarede jeg meget detaljeret sagens rette sammenhæng og påtog mig et moralsk, men ikke et juridisk ansvar for at have handlet forkert. Vel at mærke under mit borgerlige navn. Først et par år senere, da censuren strammede til På POL-debatten og jeg blev udelukket, antog jeg debatnavnet Ipso Facto for at kunne vende tilbage til debatten. Det debatnavn har jeg anvendt lige siden, men jeg har aldrig lagt skjul på hvad mit borgerlige navn er, eller forsøgt at løbe fra mit moralske svigt i forbindelse med samarbejdet med DDR.
Hvad Ole Bjørn ikke nævner er en anden retssag, som ikke er omtalt i Ugeskriftet, hvor Ekstra Bladet blev dømt for bagvaskelse, idet bladet åbenbart tolkede den frifindende dom i Landsretten som at nu var der givet carte blance til at skrive hvad som helst om mig, uanset om det var sandt eller løgn. Selv om EB fra sagen i Landsretten vidste, at Justitsministeren efter indstilling fra Rigsadvokaten havde tiltrådt, at der ikke fandtes grundlag for at rejse sigtelse mod mig for mit samarbejde med myndighederne i DDR, og at denne opgivelse af sagen ikke beroede på forældelse, men på en grundig sagsefterforskning, tillod EB sig på forsiden at skrive, at jeg var skyldig i spionage og alene var sluppet for straf p.g.a. sagens forældelse.
Bent Falbert blev dømt for bagvaskelse efter straffelovens paragraf 268, og idømt 40 dagbøder af 1.000 kroner, subsidiært fængsel i 40 dage, samt en godtgørelse til mig på 40.000 kroner. Derudover selvfølgelig mortifikation af de bagvaskende beskyldninger.
Så den eneste der er blevet dømt for noget kriminelt i forbindelse med mit samarbejde med DDR er faktisk Ekstra Bladets ansvarhavende redektør Falbert, mens jeg har et officielt dokument underskrevet af Rigsadvokaten, der bekræfter, at jeg ikke har overtrådt nogen paragraffer i straffeloven.
Derfor har jeg også en blank straffeattest, men det er selvfølgelig ikke nok til at tilfredsstille debattører som Kristian Pedersen og nu Ole Bjørn, der vil sværte mig for at have unddraget staten for afgifter i forbindelse med ulovlig indførsel af cigaretter. Det er korrekt, at jeg på et tidspunkt i 1980erne blev idømt straf for smugleri, men er det ikke utroligt lavsindet, at bringe det forhold frem i en offentlig debat mere end tyve år efter, at jeg har sonet min brøde? Det er i øvrigt samme paragraf i straffeloven som omhandler groft skattesvig. Efter forældelsesreglerne slettes sådanne domme efter 5 eller 10 år, men i hovedet på Ole Bjørn forældes en viden han kan bruge mod en opponent han ikke bryder sig om åbenbart aldrig.
Selv om jeg evt. havde vidst noget negativt om Ole Bjørns fortid, kunne jeg dog aldrig finde på bruge det imod ham på en debat for på den måde at ophøje mig selv og få opponenten ned med nakken.
Det kalder jeg et langt alvorligere moralsk svigt end at have unddraget staten for nogle afgifter for en snes år siden. Jeg har erkendt min brøde, taget min straf og forsøgt at forbedre mig så godt jeg nu formår. Ole Bjørn er nøjagtig den samme kedelige person som han var første gang jeg løb på ham i januar 2007 på religion.dk. Uforbedrelig og uforanderlig er vel den rette måde at karakterisere Ole Bjørn på rent karaktermæssigt. Intet har manden lært; han mener nøjagtig det samme i dag som han gjorde for en måned siden, for et år siden og for halvandet år siden.
Noget af det første som slog mig var Ole Bjørns socialdarwinistiske erklæringer:
”Naturen har ingen moral”. Hvad er det egentlig, du anser for "heldigt" ved, at mennesker har moral? Moral er et temmelig flydende begreb. Hvad der er god moral for den ene, er mangel på moral for den anden. Den eneste "ret" vi fødes med, er retten til at kæmpe for at overleve,” som opponenten bekræftede at han fortsat stod ved her på debatten for få måneder siden. Hvilket menneskesyn en sådan amoral og etisk relativisme implicerer kan enhver regne ud. Problemet for os andre er dog det, at dette ikke blot er teori for Ole Bjørn, men en opfattelse han efterlever og konstant demonstrerer her på debatten. At en person med en sådan mangel på moral selvfølgelig viste sig uegnet til at bestride posten som formand for denne debat siger nærmest sig selv.
Og nu sætter denne anløbne karakter med et relativistisk og benægtende forhold til etik sig gud hjælpe mig på den moralsk høje hest, fordi han tilfældigvis har viden om, at jeg for en lille menneskealder siden har unddraget staten nogle afgifter.
Om Ole Bjørn ved vi intet andet end hvad han selv har fortalt. Og hvorfor skulle vi tro på noget som helst Bjørn fortæller om sig selv? Med den karakter og personlighedstype han demonstrerer her på debatten ville det ikke undre mig spor, om han var dømt for både øksemord og bedrageri. Moral er kun godt, hvis man kan bruge det til at få andre ned med nakken, det er nu engang det eneste Ole Bjørn kan bruge begrebet moral til.
Og så får den ellers på alle tangenter med selvforherligelse af den succesombruste Ole Bjørn der aldrig har snydt nogen for noget som helst til forskel fra min
"sabotage" af samfundet:
”... jeg har gjort mig fortjent til alt, hvad jeg får som pensionist, for jeg har indbetalt det selv gennem halvtreds år, og som en af de mere priviligerede har jeg også ad denne vej afleveret mere til samfundet, end jeg får i dag. Sådan fungerer solidaritetsprincippet.
Som forsker og innovatør har jeg desuden bidraget til at forbedre samfundet, mens din smuglervirksomhed nærmere har haft karakter af sabotage.”
Hvis der er noget jeg absolut aldrig har lidt af så er det misundelse. Så det glæder mig da, at Ole Bjørn ser sig selv som priviligeret og en sand samfundsstøtte, der nu kan belære debattens moralsk mindreværdige om hvordan solidaritetsprincippet fungerer.
Til orientering for Ole Bjørn så bygger solidaritetsprincippet på en etisk præmis, som kaldes reciprocitet i samfundsvidenskaben. Det danske velfærdssystem har dog indbygget endnu en skærpet etisk præmis i forhold til den neutrale reciprocitet, nemlig princippet om, at de bredeste skuldre skal bære de tungeste byrder. Det princip manifesterer sig primært i vort progressive skattesystem og formueskatten.
Og således er det hver eneste gang man nærmere undersøger de tanker der flyver i tangenterne hos den vildt tænkende Bjørn. Der er overhovedet ingen konsistens i tingene. Ole Bjørn er een stor selvmodsigelse. Enten er Ole Bjørn blot moralsk forvirret eller også forsøger han at fylde debattørerne med løgn. Hvilken begrundelse har Ole Bjørn for at bøje sig for velfærdsstatens solidaritetsprincip når han i øvrigt mener, at moral er et relativt begreb eller en illusion? Den amoral opponenten plæderer for og demonstrerer med den verbale tilsvining af opponenter fører vel snarere i retning af en almen snydestrategi, hvor man prøver at tilrane sig mere end der tilkommer en, hvis det kan ske uden særlig risiko for at blive afsløret.
Jeg ved ikke med sikkerhed hvilken af de nævnte muligheder der passer bedst på Ole Bjørn, men jeg hælder mest til den sidstnævnte.
Som sagt, hvis Ole Bjørn havde lyttet og efterlevet den advarsel jeg gav ham i indlægget ovenfor:
”Så hvis du er blot halv så intelligent som du selv tror, lader du det emnet falde”, så kunne han være sparet for min udredning i dette indlæg.
Nu er det vel dybest set ikke et spørgsmål om intelligens, men om karakterbrist og manglende driftsstyring, så lad mig for god ordens skyld her til afslutning rette den misforståelse.
Hilsen
Ipso Facto 
Forrige tråd
Index
