Kære Ole Bjørn!

Det ville befordre den gode dialog såfremt du sløjfede dine uvedkommende familiariteter og alene anvendte mit debatnavn Ipso Facto.

God seriøs debat drejer sig alene om argumenter og begrundelser for givne holdninger, vurderinger eller teser - og intet andet.

Som du måske har bemærket handler dette debatafsnit om "Danmark i EU".

Da Danmarks muligheder for selvstændig ageren udenrigspolitisk og i relation til hvilken udlændingepolitik landet/befolkningen ønsker at føre er blevet reduceret i takt med afgivelse af suverænitet til det europæiske fællesskab vi blev medlemmer af i 1973, kommer beslutninger truffet af fællesskabet på disse områder til at spille en rolle for hvilken lovgivning der overhovedet kan vedtages her i landet, uden at vi kommer i konflikt med EF/EU-toppen, fællesskabets traktater og de europæiske menneskerettigheder.

Derfor vil en diskurs om de faktuelle ændringer i dansk udlændingepolitik siden medlemsskabet af EF også dreje sig om hvilke mål EF/EU forfølger i sin udenrigs- og fremmedpolitik.

En magtsvag stat som Danmark har en meget lille stemme i EF/EU hvor det er stormagterne Frankrig og (Vest-)Tyskland der historisk har bestemt mål og midler. Initiativet til omlægningen af EFs politik i 1973 kom primært fra Frankrig med støtte fra et moralsk svækket Vest-Tyskland, der forsøgte at afvaske holocaust skammen og den kollektive skyld for aggressionerne som havde udløst anden verdenskrig, for atter blive optaget i "det gode selskab". Vesttyskland var altså føjelig over for Frankrig og det udnyttede de franske præsidenter fra de Gaulle til Sarkozy optimalt for at få deres egne visioner om et fransk domineret stærkt EF/EU i tæt alliance med landene i Den Arabiske Liga gennemført. Et synspunkt som bl.a. debattøren Kristian Pedersen har støttet i et indlæg.

Interessant nok er det ikke historikere som Bat Ye'or eller andre kritikere der har opfundet og lanceret begrebet EURABIA som udtryk for denne særlige og nære relation mellem fællesskabet og Den Arabiske Liga, men officielle akademiske organer med nær tilknytning til den franske regering og EF som allerede i 1974 udgav et tidsskrift ved navn EURABIA, der netop handlede om visionen om en tæt alliance med araberne.

Så diskussionen i denne tråd handler ikke om hvorvidt Eurabia-tesen er den bedst mulige forklaring på den politiske udvikling i fællesskabet siden 1973, men om hvilken effekt det havde på dansk politik, og her især udlændingepolitikken, at EF/EU forsøgte at opbygge en stærk politisk, økonomisk og kulturel akse med de arabiske og muslimske lande i det sydlige nærområde.

Ved at gå til primære kilder er en længe næret mistanke hos mig nu blevet bekræftet, nemlig at pres fra EF også spillede en rolle ved den radikale omlægning af dansk udlændingepolitik som 1983-loven er udtryk for.

Hvordan dette pres blev udøvet, af hvem, hvornår og i hvilken form står stadig tilbage at efterforske nærmere.

Men at der er grænser for, hvad EU vil tolerere, når det gælder medlemsstaters ønske om at føre en selvstændig og yderst restriktiv indvandrerpolitik fik vi syn for da Østrig blev fordømt og boycottet af EU. Siden har Danmark i forbindelse med vedtagelsen af 24-års reglen ved familiesammenføringer været udsat for en kritik der gik på, at reglen krænkede de europæiske menneskerettigheder, ligesom vi efter systemskiftet i 2001 fik besøg af Unionens "vagthundekorps" det vil sige kommissærer fra "Racismecentret" i Wien, der skulle undersøge, om den nye strammere udlændingelovgivning fra 2002 var i konflikt med EUs "normer" og/eller de europæiske menneskerettigheder.

For at forstå de kræfter som har drevet dansk udenrigs- og udlændingepolitik siden 1973 er det derfor nødvendigt, at tage det pres som danske regeringer har været udsat for fra EF/EU med i betragtningen.

Nu interesserer det ikke mig hvor Ole Bjørn sidder eller om han står op, så skulle vi ikke holde den slags barnagtigheder ude af den seriøse debat, hvis dine seneste indlæg skal tolkes som forsøg på atter at blive taget alvorligt?

Et første skridt hen imod seriøs debat ville bestå i at holde personfnidderet ude og alene underbygge din kritik og holdninger med en rimelig grad af dokumentation.

Jeg har endnu til gode at se nogen som helst dokumentation for de vurderinger og den kritik Ole Bjørn er fremkommet med i samfundsdebatterne.

Det kan man slippe godt afsted med på en useriøs retorisk chatdebat, men her går den altså ikke Ole Bjørn.

Hilsen

Ipso Facto

Kære Ipso Facto

Jeg vil gerne give mit besyn med.



Hvis nu formålet med EU stadigvæk er at opbygge en stærk politisk og kulturel akse med de arabiske og muslimske lande, hvorfor er 'Gud' pillet ud af den europæiske forfatning?

På dette link:
http://www.eu-oplysningen.dk/upload/application/pdf/606a3ed4/EUforfatning-bog.pdf

Findes der en læsevenlig udgave af Eu-forfatningen, og der finder man kun Gud nævnt som en fodnote på side 11:

Forslag om at indsætte
reference til Gud ikke
inkluderet

Hvis EU og de arabiske lande vitterligt ville indgå en eller anden form for alliance i et projekt eurabia, så undrer det mig at man ikke engang kan blive enige om at indskrive ordet' Gud' i den europæiske forfatning. Derudover kan man i traktaten godt finde noget om: frihed lighed og demokrati, som er begreber, der ikke just er lydhørhed for i den arabiske/muslimske del af verden.

Kære Arentzen!

Tak for dit gode bidrag til den seriøse debat om Danmark og EU.

Problemet er ikke så meget, at eurokraterne ikke vil anvende begrebet "Gud", et begreb som vel dækker alle monotetistiske religioners gudsforestilling, men at man ikke vil anerkende, at kristendommen har haft og stadig har en afgørende indflydelse på udviklingen af den Vestlige civilisation, ikke mindst den verdslige humanisme som i oplysningstiden formulerede værdierne og tankerne om folkestyre.

Filosoffen Kai Sørlander anfører ganske kort som afslutning af en artikel med overskriften "Islam som demokratisk udfordring", der også handler om Unionen, følgende:



Dette er vel at mærke skrevet af en erklæret ateist. Grunden til, at kristendommen ikke nævnes er efter min opfattelse, at det ville kunne krænke muslimer og vanskeliggøre etableringen af det multikulturelle samfund som er indeholdt i Euabia utopien.

I stedet taler eurokraterne om islam som en europæisk religion med hjemstavnsret i Europa, som har ydet store åndelige bidrag til den europæiske civilisation. Desuden omtales islam som en søstereligion til kristendommen og man gør sig store anstrengelser for at fremhæve ligheder mellem de to religioner, mens man går let hen over de afgrundsdybe forskelle.

I folkekirkelige kredse har man forstået den halvkvædede vise fra EU om ikke at fremhæve forskelle mellem kristendommen og islam, men lægge vægten på de formelle og overfladiske ligheder.

De danske biskopper nedsatte i 1998 et "islam-udvalg", der i 2000 fremkom med en redegørelse kaldet "Samtale fremmer forståelsen". I islam-udvalgets redegørelse opereres med islam og kristendommen som som to religiøse tankesystemer, der kan stilles over for hinanden og sammenlignes.

Et afsnit i den afsluttende redegørelse hedder "ligheder og forskelle - kontinuitet og brud". Her anskues kristendom og islam som to "religioner", der begge "vil forme deres tilhængeres liv." Det hedder endvidere, at begge religioner (ligesom jødedommen) er monoteistiske, hvad der tolkes som en enighed om, "at troen på Gud giver sikkerhed og er menneskets bestemmelse." Man er desuden "fælles om taknemmelighed for skabelsen og for at tage ansvar for dens bevarelse", og "enige om, at mennesketilværelsen er en tilværelse under Guds dom." Dette synspunkt betegnes som et "incitament for en udpræget socialetisk holdning" i begge religioner, der hævdes at være fælles om at fordømme en "afguderisk" holdning til det skabte og om et kald til "at øve retfærdighed og vise solidaritet med de svageste." Herefter opregnes en række forskelle mellem islam og kristendommen.

I en kommentar til islam-udvalgets redegørelse kritiserer dr.teol Jesper Høgenhaven redegørelsen for at savne teologisk dybde og stringens. Der kan i følge Høgenhagen ikke tales om en "fælles" tro på skaberen der, hvor bekendelsen til den treenige Gud fornægtes. Her må det med Luther fastholdes, at "tyrkens Gud" er Djævelen. Høgenhagens konklusion er, "at den islamiske bekendelse til Gud i et kristent perspektiv kendetegnes som et dæmonisk vrængbillede, som gudsfornægtelse i bekendelsens skikkelse."

Hilsen

Ipso Facto

Kære Jeppe.

Jeg har intet ønske om at være familiær med dig, og min brug af Jeppe (forkortelse af Jeppesen) skyldes udelukkende, at så ved alle, hvem jeg refererer til uanset hvilket pseudonym du for tiden har valgt at bruge.

Når du inddrager EU og fortsat taler om en politisk beslutning om at styrke religionen islam i Europa, så forholder jeg mig i min kritik til denne tåbelige udokumenterede fantasi. Danske politikeres motiver gider jeg ikke diskutere med dig, for det har jeg konstateret, at du ikke har nogen indsigt i.

Det eneste fælles mål, som det store flertal af EU-politikere forfølger, er skabelsen af en europæisk stormagt. Resten er individuelle agendaer, som er kendetegnet for ethvert politisk spil.

Du ligner i din argumentation mere og mere Holbergs politiske kandestøber. Din eneste berettigelse er underholdning, for politik har du til overflod demonstreret din manglende forståelse af. Hverken i partipolitikken, landspolitikken eller storpolitikken har dine egne analyser været i nærheden af virkeligheden. Du mener akkurat, hvad visse politikere ønsker, du skal mene.

Mvh

Ole Bjørn ;)

P.S. Jeg bedøver ikke at dokumentere, at det regner, når regnen vælter ned fra himlen.

Ingen kan forhindre dig i dårlig og usaglig opførsel på debatten, men indtil du lærer at tiltale dine opponenter som du vel også selv ønsker at blive tiltalt, vil jeg blot ignorere dine indlæg.


P.S. Hvis det regner med muslimer fra himmelhvælvet er det nødvendigt at dokumentere, at det ikke er vand der øser ned