” ... Nu er det hverken Bat Ye’or eller undertegnede som kalder Eurabia-tesen for en euro-arabisk konspiration. Det synes dog evident, at den radikale omlægning af EFs medlemslandes politik siden 1973 i forhold til landene i den arabiske liga, til det ”palæstinensiske folk”, til Israel og USA ikke har været et tema i den politiske debat som er blevet drøftet eller som de politiske partier offentligt har tilkendegivet en holdning til. I hvert fald ikke før det stod klart for befolkningerne, at EUs officielle politik var et skabe et multikulturelt samfund med islam som en stærk komponent. Først da reagerede vælgerne for alvor. I Danmark med styrkelsen af Dansk Folkeparti og systemskiftet i 2001. I de andre unionslande med et politisk ryk til højre og afvisning af EUs nye forfatningstraktat samt afvisning af tyrkisk medlemsskab af Unionen.

Den radikalt ændrede storpolitiske orientering kom snigende som en tyv om natten og viste først sit ansigt her i landet, da det alternative politiske flertal slog til og åbnede landet op for muslimsk masseindvandring med 1983-udlændingeloven, der af tilhængerne blev kaldt kaldt ”verdens bedste udlændingelov”, mens modstanderne dengang og lige siden har benævnt den som "landsforræderisk".

Motiverne til denne omlægning af fremmedpolitikken havde angiveligt intet med EF at gøre. Den var alene begrundet og motiveret med henvisning til menneskerettigheder og den moral som foreskriver, at man ud af sit overskud har pligt til at hjælpe de nødlidende samt de som er ringere stillet end os i en barsk verden.

Et helt overvældende stort flertal i Folketinget ønskede med loven at styrke flygtninge og indvandreres retsstilling på en lang række områder i forhold til den tidligere stramme lov fra 1973 og FNs flygtningekonvention af 1951. For loven stemte: Socialdemokratiet, De Konservative Folkeparti, Venstre, SF, CD, Det Radikale Venstre og VS med i alt 155 stemmer, mens kun Fremskridtspartiet stemte imod med 12 stemmer.

På et årti havde det parlamentariske flertal således ganske radikalt ændret holdning til hvordan landet skulle tackle de økonomiske og andre problemer som var opstået i kølvandet på olieboycotten i 1973. Dengang besluttede et flertal i Folketinget en principerklæring om, at Danmark ikke er et indvandrerland. I en situation med stærkt stigende oliepriser og begyndende arbejdsløshed, efter den tidligere højkonjunktur med mere end fuld beskæftigelse, idet industriens efterspørgsel på arbejdskraft var så stor, at den alene kunne tilfredsstilles med kvinder og importerede gæstearbejdere, valgte regering og Folketing at markere, at nu var det slut med at importere udenlandsk arbejdskraft.

Skal man mon søge forklaringen på, at holdningen til flygtninge og indvandrere skiftede 180 grader på blot et årti i, at langt størsteparten af befolkningen ganske enkelt havde ændret moral og opfattelse? At det altså var på baggrund af et folkeligt pres, at de politiske partier fik vedtaget hvad der er blevet kaldt ”verdens mest liberale udlændingelov”, der således på god demokratisk vis manifesterede folkeviljen?

Skiftet i holdningerne blandt de politiske partier kan tidsfæstes ret præcist. Anker Jørgensen havde nedsat et ”fremmedudvalg” som skulle ajourføre den stramme udlændingelov fra 1973 og implementere visse stramninger i overensstemmelse med principbeslutningen fra 1973.

Den 3. september 1982 trådte den Socialdemokratiske Anker Jørgensen-regering tilbage uden at udskrive valg, og blev den 10. september afløst af Poul Schlüters Firekløverregering bestående af K, V, CD og KRF. Ankers regeringsperioder var ramt af to oliekriser (1973 og 1980) og af den internationale lavkonkunktur, som skabte massearbejdsløshed. Anker så ingen vej ud af de økonomiske problemer og gav simpelt hen op, idet han mente, at de borgerlige ikke kunne gøre det bedre.

Et flertal i ”Fremmedudvalget” barslede i 1983 med et lovforslag til ny udlændingelovgivning som indeholdt en del stramninger i forhold til 1973-loven. Et mindretal i udvalget, under anførsel af juristen Hans Gammeltoft-Hansen, den senere Ombudsmand og formand for Dansk Flygtningehjælp, havde afgørende indflydelse på udformningen af mindretallets indstilling, som i vid udstrækning tilgodeså flygtninge og indvandrere. Princippet var her, at reglerne skulle udformes på den gunstigste måde for enhver, som ønskede at få adgang til Danmark og tage ophold her.

Statsminister Schlüter var alene optaget af landets økonomiske genopretning og ville ikke risikere at miste regeringsmagten ved at tage et opgør om udlændingelovgivningen med det alternative flertal som havde manifesteret sig i Folketinget, bestående af Socialdemokratiet, Radikale, SF og VS/Fælles Kurs. Under Schlüter indførtes så at sige et nyt parlamentarisk princip - i folkemunde en metode til at klamre sig til taburetterne for enhver pris.

Den måde Schlüter valgte at bevare regeringsmagten på var virkelig overraskende. Under hans ledelse blev det parlamentariske princip nemlig anvendt på en helt ny måde. Fra 1982-1988 accepterede Firkløverregeringen 105 afstemningsnederlag i Folketingssalen. Noget lignede var aldrig før set i dansk parlamentarisk historie. Indtil da var det normen, at en regering gik af, hvis den ikke kunne få sin politik igennem - også selv om det ikke drejede sig om et kabinetspørgsmål. Ligesom det også var normen, at en ansvarlig opposition ikke nedstemte regeringen, med mindre det var dens hensigt at vælte denne. Begge disse normer blev brudt i 1980'erne.

Så trods modstand i regeringen, især blandt de konservative under anførsel af justitsminister Erik Ninn-Hansen, der havde ønsket stramninger på udlændingepolitikkens område og var yderst betænkelig ved den liberalisering de alternative krævede gennemført, valgte disse bekymrede konservative at ofre principperne for at beholde magten. Det lagde yderligere en stærk dæmper på kritikerne, at man ikke ønskede at blive slået i hartkorn med fremmedhaderne og racisterne i Fremskridtspartiet.

Min konklusion er, at vedtagelsen af ”den landsforræderiske udlændingelov” ikke var udtryk for folkeviljen, men mere udtryk for venstrefløjens frustration og vrede over at være politisk isoleret, idet Anker Jørgensen havde regnet med, at Schlüter snart ville løbe ind i så store vanskeligheder med at genoprette økonomien, at han ville indbyde Socialdemokratiet til et regeringssamarbejde. Der var således mere tale om ren chikane og benspænd som blev pakket ind i moralsk bekymring omkring forsvars- og fremmedpolitikken.

Det var her den politiske korrekthed som stadig rider landet som en mare blev født. Enten var man god med de gode eller en fremmedhadende racist og/eller koldkrigshetzer der støttede NATOs dobbeltbeslutning fra 1979 om deployering af 572 amerikanske mellemdistanceraketter med atomare sprænghoveder i Vesteuropa.

Den Socialdemokratiske Anker Jørgensen-regering havde noget tøvende tilsuttet sig dobbeltbeslutningen, og fandt den acceptabel, da NATO respekterede Danmarks officielle og principielle politik om ”Danmark som atomvåbenfri zone”.

At Socialdemokratiet sammen med de alternative på udlændingepoliitikkens område var gået langt videre end den ville være gået, hvis den selv havde haft regeringsansansvaret er ret tydeligt. Tilstrømningen af flygtninge var nemlig så enorm at systemerne var ved at bryde sammen ligesom der var en voksende bekymring i befolkningen over at se landet oversvømmet med fortrinsvej muslimske flygtninge og et stigende antal tørklædeklædte kvinder, når familiesammenførte muslimske fremmedarbejdere benyttede sig af det retskrav på (betingelsesløs) familiesammenføring som 1983-udlændingeloven gav dem.

Hvad de alternative ikke vidste var, at justitsminister Ninn-Hansen havde efterlevet den nye lov til punkt og prikke i bevidstheden om, at systemerne snart ville bryde sammen.

Og som ved et trylleslag skiftede de politisk korrekte flygtningevenner holdning allerede i 1986. Således udtalte Ole Espersen fra Socialdemokratiet. i Jyllands-Posten den 16. august 1986: "Vi er ved at nå grænsen for, hvad vi kan klare. Vi må stramme loven. Folk, der har sager kørende i andre lande skal straks sendes tilbage". Udenrigsminister og fmd. for Venstre, Uffe Ellemann-Jensen udtalte samme dag i Jyllands-Posten: "Vi kommer ikke udenom, at den danske lovgivning virker som en magnet. Der skal ikke kun være plads til flygtninge, der kan købe sig plads til Danmark". Og endelig fastslog statsminister Poul Schlüter den 20. august: "Det er et problem, at Danmark har så lempelige flygtningeregler." Samtidig hermed udtalte flygtningenes ven nr. 1, den radikale Bernhard Baunsgaard: "Der skal laves flygtningelejre ved grænsen, så personer som ikke er rigtige flygtninge, kan sendes ud af landet med det samme".

Resten af histroien er velkendt. Der blev strammet og stammet og strammet, men rent kosmetisk uden at det havde nogen markant effekt på tilstrømningen af især muslimer der havde opdaget fidusen med kædeindvandring, der affolkede hele tyrkiske landsbyer. Stramningerne fortsatte under de Socialdemokratiske Poul Nyrop-regeringer i 1990erne uden at det dog tilfredsstillede de krav som en voksende andel af befolkningen, der var ramt af stigende bekymring, stillede.

Det var frem for noget den slappe og utilstrækkelige udlændingepolitik som væltede Poul Nyrop, idet der med styrkelsen af Dansk Folkeparti opstod en helt ny parlamentarisk situation som førte til et systemskifte i dansk politik med dannelsen af en VK regering med DF som fast og loyalt støtteparti.

Den politiske korrekrhed og den moralske bedreviden fik et skud for boven da Poul Nyrop fra Folketingets talerstol fældede moralsk dom over Dansk Folkeparti med ordene: ”Stuerene bliver I aldrig!”. Problemet viste sig hurtigt ikke at være om DF var stuerene, men om Socialdemokratiet var det. For vælgerne dømte partiet ude i 2001 og trods alle anstrengelserne på at tilnærme sig DFs udlændingepolitik er tilliden til det store gamle arbejderparti stadig ikke genoprettet. Vælgerne har givet dem politisk stuearrest!

"I løbet af 1970’erne kom der et pres fra flere fronter for en revision af ”Lov om udlændinges adgang til landet m.v.” fra 1952. Presset udefra kom med medlemskab af EF, men også internt i Danmark fra Folketingets ombudsmand og VS, SF og RV, der alle sigtede imod at øge retsstillingen for udlændinge. Revisionen af udlændingelovgivningen var omfattende. Et Udlændingelovsudvalg blev nedsat i 1977, og kommissoriet bestod overvejende i at formulere detaljerede og klare regler for opholds- og arbejdstilladelse samt afgørelser af udvisningssager.

De materielle ændringer af udlændingeloven i 1983 lå i væsentlig henseende i forlængelse af de anbefalinger, som blev indstillet af mindretallet i Udlændingelovsudvalget. Dette gjaldt specielt asylansøgernes retskrav på at få asyl i Danmark og retskrav på familiesammenføringer, når betingelserne for at blive anerkendt som flygtninge var opfyldt.

Desuden var der væsentlige indskrænkninger i adgangen til at udvise herboende udlændinge. Organisatoriske ændringer fandt sted med overflytning af administrationen fra en politimæssig myndighed (Tilsynet med Udlændinge) til et civilt organ under Justitsministeriet (Direktoratet for Udlændinge) og oprettelsen af et uafhængigt Flygtningenævn, der skulle behandle klager over afslag i asylsager.

Den parlamentariske baggrund var en borgerlig mindretalsregering, der var kompromissøgende i udlændingespørgsmålet. Der var et flertal uden om regeringen bestående af S, SF og RV, og regeringen ønskede ikke allerede 1 år efter sin tiltrædelse at blive sat uden for indflydelse på et emne, der havde stor bevågenhed i medierne (Brøcker 1990:337). Desuden var der en politisk kultur i Folketinget om brede politiske forlig på udlændingeområdet for ikke at gøre flygtninge og indvandrere til gidsler i et partipolitisk opgør.

Som analysen viste, medførte 1983-lovændringen en lovfæstelse af et bredt flygtningebegreb og med en retssikkerhed, der lå på linie med ikke kun konventionsbestemmelser, men også menneskerettighedsnormer omkring vigtigheden af familiegenforening, retten til at få sin sag behandlet individuelt og restriktive udvisningsbestemmelser.

Trods bred tilslutning til udlændingeloven (samtlige partier stemte for undtagen FP) var der politiske konflikter omkring 1) rækkevidden af flygtningenes rettigheder 2) magtfordelingen mellem den dømmende og den udøvende magt og 3) principper for udvisning. Hvad angik rækkevidden af flygtninges rettigheder, var den dominerende diskursive strategi i forhandlingerne en post-national humanistisk forpligtelse til at tilbyde asyl og beskyttelse til asylansøgere. Retssikkerhed for den enkelte var kernen i denne strategi, og den skulle være i overensstemmelse med både internationale normer og moralske forpligtelser i henhold til at hjælpe folk på flugt.

Ligestilling af de facto- og konventionsflygtninge var altafgørende, fordi grænsen mellem, hvem der var konventionsflygtninge og de facto-flygtninge var flydende, og ved ikke at sidestille disse rettighedsmæssigt ville man indføre en urimelig forskelsbehandling.

Nationale centraladministrative problematikker, økonomiske udgifter hertil og antallet af asylansøgere var underordnet og udgrænset af denne strategi.

Det blev betragtet som en menneskeret at få asyl og beskyttelse uagtet ens nationale tilhørsforhold, hvorfor de nationale økonomiske og politiske grænser var underordnet.
Det var overvejende SF, VS, S, V og RV, der trak på denne strategi, hvor KF var splittet mellem regeringstaktiske hensyn og partiets ideologi. KF tilsluttede sig det brede flygtningebegreb i den forstand, at de facto-flygtninge også var at betragte som politiske flygtninge, men partiet var kritisk over for den øgede retsstilling til denne gruppe. Dette fremgik i begrænset omfang i forhandlingerne, men kom tydeligt
frem i Erik Ninn-Hansens udtalelser til den skrevne presse omkring udlændingelovens trussel mod Danmark som nationalstat og risikoen for raceuro.

Over for denne strategi om at udlændingeloven skulle bygge på en post-national humanistisk forpligtelse til at hjælpe forfulgte, trak FP på en diskursiv strategi, hvor forvaltning af skatteborgernes penge og antallet af udlændinge i landet var af central betydning. Disse elementer var centrale, fordi flygtninge, indvandrere og deres familiesammenførte blev betragtet som en økonomisk byrde for det danske samfund. FP havde flere gange erklæret, at partiet i princippet ikke havde noget imod udlændinge i Danmark, så længe de kunne sørge for sig selv og sine egne.

Mens fokus i forhandlingerne var overraskende lidt på denne diskussion af flygtningebegrebet, der blev radikalt ændret, koncentrerede man sig overvejende omkring det problematiske i magtfordelingen mellem den dømmende og den udøvende magt samt mellem Justitsministeriet og Indenrigsministeriet. S, SF, RV og VS arbejdede for, at Justitsministeriets og især Fremmedpolitiets hidtidige magtposition skulle indskrænkes. Formålet var at sikre retsstilling for asylansøgere ved at oprette en klageadgang (Flygtningenævnet), sikre at udvisningsafgørelse i højere grad blev afgjort af domstolene og endelig at ændre magtfordelingen ved at lave et civilt organ til at håndtere asylansøgninger frem for Fremmedpolitiet. Det sidste punkt blev ikke imødekommet i den udformning, SF, VS og RV havde foreslået. Partierne mente, dette var problematisk, fordi den endelige lov ikke ændrede ved det forhold, at asylansøgere følte sig kriminaliseret ved at skulle have deres afgørelse truffet af politiet, som de i forvejen ofte havde et anstrengt forhold til fra det land, de var flygtet fra.

Regeringen var enig i, at der skulle ske en ændring af magtfordelingen i udvisningssager, men gik imod en ren flytning fra Justitsministeren til Indenrigsministeriet, fordi der ikke var retslige begrundelser herfor (det samme personale ville behandle sagerne, fordi politiet ville komme ind over sagerne alligevel), og en sådan flytning var forbundet med unødig samfundsøkonomisk omkostning.

Det sidste konfliktpunkt drejede sig om udvisningsregler. Firkløverregeringen lagde op til en trappestigemodel, hvor jo længere en udlænding opholdt sig i Danmark, jo mere alvorlig kriminalitet skulle han/hun begå for at blive udvist. Strategien var her, at udlændinge var på prøve og skulle bevise, at de var retskafne borgere. Ligestilling kunne opnås ved at søge om dansk statsborgerskab, men selv her var der en bestemmelse om, at udvisning kunne ske, hvis disse danske statsborgere var til fare for statens sikkerhed. VS, SF og til en vis grad V gik imod denne trappestigemodel, fordi det vidnede om ”en nationalistisk beskyttelsespolitik”. Disse partier trak på en post-national lighedsstrategi, fordi de ikke mente, at der skulle stilles større krav om lovlydighed til indvandrere end til andre befolkningsgrupper."

Nedenfor citerer jeg først min egen stærkt kritiserede fremstilling af dansk udlændingepolitik og derefter følger afhandlingens sammenfatning.

... bruger præjudicerende adjektiver, ... mangler tilstrækkelig dokumentation!

kun Fremskridtspartiet stemte imod. Det 'alternative politiske flertal' var altså samtlige partier i Folketinget minus Fremskridtspartiet. Din bemærkning er et bidrag til din overalt tilstedeværende tendentiøsitet.

Hvad er egentlig dine forudsætninger for denne konklusion?
Hvad i alverden berettiger dig til at frakende politiske grupperinger deres legitime ret til at udtrykke deres ideer i praksis? Din nedladenhed over for politisk ærlighed er idiosynkratisk.

Samme offerrollejammer, som vi har hørt til bevidstløshed.
Det er lykkedes for nogle trufne og sårede individer at gøre dette udtryk til den tåbeligste kugle i deres skyts.

'Ven nr. 1'. Hvorfor omtaler du ikke dine meningsfæller som 'fjende nr. X'?

DERFOR – Her følger altså en konklusion i et argument, men præmisserne findes ikke – og kan der findes noget, der ligner en præmis, da er den ikke brugelig.

Hvis ikke denne påstand også er et udtryk for en konspiration, da må du gerne fortælle, hvorfor den ikke er det, idet du kan dokumentere, at dit udsagn er sandt.

Et så svampet og upræcist udtryk ("det alternative politiske flertal") er uanvendelig som dokumentation i seriøs debat.

Gjorde man det, og i bekræftende tilfælde hvor findes da dokumentationen?

Lad os da få mindst 10 af disse 'vidtvoksende netværk'!

Ren idiosynkrasi! (Omtale af EUs "vagthundekorps")

ridder af et noget forstyrret privat korstog?

Og så skal du have ros for din fornemme, kritiske gennemgang af det ovenfor kritiserede indlæg af Ipso-selvgjort og –glad. (Anerkendende kommentar til ovennævnte "kritik").

Ole Bjørns mange kritiske kommentarer springer jeg over, da de end ikke når op på det niveau som er normen på en usaglig personfikseret chat debat.