ANDALUSIA - EN POLITISK KORREKT MYTE Som skåret ud i pap for børn:
"Jeg synes, det er meget bedre nu", siger en tilhyllet kvinde med løftet pegefinger:
"Vi må bede til Gud på vores egen måde, ingen behøver at gå over til islam, hvis de ikke vil". Manden siger:
"Men vi, der er kristne, skal betale en særlig skat til araberne", men hans klogere kone belærer ham:
"Jo, men du betalte endnu mere i skat til kejseren, selvom han var kristen". Sådan introduceres og indoktrineres svenske børn i den politiske korrekte myte om det fredelige og tolerante islam der i Spanien skabte en blomstrene multikulturel højkultur hvor muslimer, kristne og jøder levede sammen i fordragelighed.
Den politisk korrekte børnebog hedder
"Helgener og Korsriddere", er fra år 2000, og illustreret med tegninger der viser, hvor godt og fredeligt man levede i de rigtig gode gamle dage. Det indledende citat er illustreret med en tegning hvor nogle spaniere taler om, hvordan de opfatter det som en forbedring, at have fået lov til at blive underkuet af muslimerne; for bogens budskab er, at kristne og jøder med glæde underkaster sig deres dhimmi-status som 2. klasses borgere efter landets muslimske erobring ved jihad fra år 711.
Et andet mytisk budskab, som man kan møde i andre børnebøger, er udpenslede skildringer af korsriddernes brutalitet ved erobringen af Jerusalem i 1099, hvorefter den politisk korrekte konklusion serveres for børnene:
"Meget af det fjendskab, som endnu i dag eksisterer mellem kristne og muslimer, har rod i det, der skete på korstogenes tid." Hele konflikten skal man forstå, skyldes altså de kristne.
På danske gymnasier er Skovgaard Nielsens
"Korstog og Jihad?" (1998) stadig standardværk om kulturkonflikten. Også denne bogs fremstilling og udvalg af kilder bærer præg af den sædvanlige politisk korrekte tendens:
"Der er (dog) ingen tvivl om, at i et langt historisk perspektiv har muslimer været betydelig mere tolerante overfor tilhængere af andre religioner, end kristne har været". En særdeles tvivlsom påstand ud fra enhver rimelig historisk betragtning.
På bibliotekerne står bogen
"Korstogene, som araberne ser dem" af Amin Maalouf (1997). Her blandes ældre arabiske kilder i en uskøn blanding med forfatterens egne synspunkter. Det bliver til en ensidig historie, ifølge hvilken arabiske sejre er
"strålende", europæerne brutale og primitive barbarer, og hele ansvaret for kulturkrigen skyldes alene de kristne:
"Der er ingen tvivl om, at bruddet mellem de to verdener stammer fra korstogene, som araberne den dag i dag betragter som en voldtægt", skriver Maalouf. Ikke et levende ord om den muslimske jihadiske aggression og erobring af to tredjedele af datidens kristne kernelande omkring Lilleasien og Nordafrika 450 år tidligere.
Også filmmediet tages flittigt i anvendelse for at indoktrinere os til at tro på myten om det fredelige tolerante islam og de barbariske blodige korsfarere, f.eks. i Ridley Scotts
"Kingdom of Heaven". Middelalderens muslimer er i filmen opsat på fredelig sameksistens, mens de kristne kun kommer og ødelægger det hele med deres onde, hvide imperialisme. I filmen sejrer muslimerne og giver sågar de kristne frit lejde til at vende tilbage til Europa. Endelig opfinder Ridley Scott et langhåret
"peace-and-love" foretagende ved navn
"Broderskabet af Muslimer, Jøder og Kristne". En slags fiktiv, middelalderlig
"Blå Stue dialog-gruppe". Saladin er filmens helt. Han skåner storsindet de kristne. I virkeligheden halshuggede han dem. Virkelighedens Saladin var langtfra den
"peace-and-love" multikulturalist, som Vestens langhårede kulturfabrikanter vil gøre ham til. Efter sejren over korsfarerne i slaget ved Hattin 4. juni 1187 beordrede han samtlige kristne fanger halshugget. Sekretæren Imad ed-Din fortæller:
"Saladin gav ordre til, at de skulle halshugges. Med ham var en gruppe lærde og sufier; hver af dem tryglede om at få lov til at halshugge en af dem og trak sit sværd og rullede skjorteærmerne op. Saladin sad frydefuldt smilende på sin stol, de vantro udtrykte sort fortvivlelse". Samme år erobrede Saladin Jerusalem og havde her planlagt en massakre på alle kristne i byen. At han alligevel afstod herfra skyldtes mere militære hensyn end religiøst storsind.
Filmen får i en anmeldelse i Sunday Telegraf fra 2004 disse kontante borgerlige ord med på vejen af professor i korstogshistorie Jonathan Riley-Smith:
"Det er virkelig en lortefilm! Overhovedet ikke historisk korrekt. Den fremstiller muslimer som forfinede og civiliserede, og korsridderne er alle brutale barbarer. Den har intet med virkeligheden at gøre". Som historieskrivning er
"Kingdom of Heaven" på niveau med
"Zions Vises Protokoller". Men som kulturfænomen er
"Kingdom of Heaven" interessant. Filmen romantiserer jihad-muslimerne, dæmoniserer korsfarerne og giver de kristnes
"fanatisme" eneskylden for hele misèren. Jihad-traditionen i islam har igen intet med senere kultursammenstød at gøre. Som friseret, politisk korrekt udtryk for Osama bin Ladens historiesyn imødekommer
"Kingdom of Heaven" imidlertid både et påtrængende eskapistisk behov hos Vestens selvhadende venstrefløjsmiddelklasse og eurokraternes behov for at markedsføre deres multikulturelle utopi
EURABIA. Historiken og islam kenderen Bat Yeor har undersøgt baggrunden for, at de europæiske borgere og deres børn i disse år udsættes for en stadig mere massiv påvirkningskampagne der skal få os til at elske islam og det nye multikulturelle samfund som EU prøver at skabe ved at lade Europa indgå i en stadig tættere politisk, økonomisk, kulturel og demografisk symbiose med mellemøstens muslimske lande for at skabe det nye utopia - Eurabia.
Et kapitel i hendes bog
"EURABIA - the Euro-Arab Axis" (2005) handler om den andalusiske myte, som i min oversættelse fra engelsk citeres nedenfor. Min intention er, at sætte ubestridelige historiske kendsgerninger og saglige vurderinger op over for det massive forsøg på med alle midler at hjernevaske og indoktrinere de europæiske befolkninger til politisk korrekthed. En bestræbelse som er pågået og gradvis escaleret gennem mere end 30 år.
DEN ANDALUSISKE UTOPI. Den Euro-Arabiske politik som planlægges af utallige Euro-Arabiske organisationer bestræber sig på at legitimere den voksende muslimske bosættelse i Europa ved at henvise til islams tilstedeværelse i europæiske lande gennem århundreder.
Muslimsk dominans - uanset om det var på den Iberiske halvø eller Balkan - bliver fremstillet som et mildt og oplyst styre. Ud fra dette synspunkt har islam historisk legitimitet i Europa. Den er ikke en fjendtlig og fremmed magt som ved hjælp af krig trænger ind for at gøre erobringer. Den hører hjemme i Europa, og Europa er dens retmæssige hjemland. Det var derfor en retfærdighedshandling at give arabere og muslimer en priviligeret status frem for andre, der ønskede at immigrere til Europa.
Fortalerne for muslimsk immigration henviste til det uvurderlige historiske bidrag muslimer havde ydet til europæisk civilisation og den tolerance som det Andalusiske Kalifat angiveligt udviste. Den fredelige sameksistens gennem århundreder mellem muslimer, kristne og jøder på den Iberiske halvø under et mildt islamisk styre blev påtvungen nostalgisk illusion. Denne
"gyldne tidsalder" i Middelalderen med herlig andalusisk dhimmitude for den kristne spanske majoritet og jøderne blev en model for de sociale og politiske projekter om Euro-Arabisk fusion i det 21. århundrede.
Denne fremtidsplan, som hovedsalig var undfanget i franske akademiske islamologiske laboratorier, byggede på dogmet om en idylisk fortid med fredelig kristen-jødisk-muslimsk sameksistens, som alene blev forpurret af de kristnes fanatisme med Korstogene fra 1096, og, i den moderne periode af zionismen, som Europa angiveligt støttede. Dette dogme, indlejret i vildledende økonomiske og geostrategiske interesser, blev ihærdigt forsvaret af doktrinære eurabiere og syntes uafviseligt. I realiteten er det analogt med det kommunistiske paradis, da det beror på tro frem for objektive kendsgerninger.
Myten om islamisk tolerance blev skabt i Frankrig i det syttende og attende århundrede og udøvede indflydelse på oplysningstidens politiske tænkere. I det nittende århundrede opfyldte myten en ideologisk og politisk funktion der tjente Frankrigs koloniale ambitioner i Mellemøsten og Storbritaniens interesse i at bevare det Ottomanske Imperium som et bolværk mod russisk og fransk ekspansionisme. Denne politik tjente også til at inddæmme den pan-slaviske rejsning på Balkan sammen med græsk panhellenisme og Hapsburgernes ekspansionisme i de tyrkisk-europæiske provinser. Som et politisk og ideologisk våben retfærdiggjorde det forsvaret af den territoriale integritet af det Ottomanske Imperiums europæiske besiddelser - et forsvar som Storbritanien påtog sig på betingelse af, at det Ottomanske Imperium moderniserede sine institutioner og frigjorde dets ikke-muslimske undersåtter. Gennem det tyvende århundrede fortsatte tolerance myten med at blive anvendt som støtte for de europæiske statslederes pro-muslimske politik.
I mellemtiden adopterede Frankrig en arabisk version af tolerance temaet for at tjene landets koloniale ambitioner i de Ottomanske arabiske territorier. Efter Første Verdenskrig og folkedrabet på Armenerne, som hentede næring i islamisk jihad ideologi og blev ledsaget af massakrer på assyriske kristne, blev myten om
"ottomanernes tolerance" udskiftet med den om
"fredelig sameksistens i de første arabiske kalifater". Ligesom dens forgænger tjente dette slogan de europæiske magters politiske interesser i deres arabiske og muslimske kolonier og protektorater.
Faktisk eksisterer der ingen historiske beviser for, at de første arabiske kalifater udviste tolerance i det kristne land som blev erobret ved jihad. Det er almindeligt kendt, at i det første århundrede af arabisk kolonisation var situationen kaotisk. Mellemøstens indfødte befolkning var på den tid kristne og jøder, medens zoroasterne dominerede i Persien. Muslimerne udgjorde en besættelseshær, sammensat af utallige stammer bragt sammen fra hele Arabien og konstant forstærket gennem tilstrømning af arabiske kolonister der bosatte sig i de erobrede områder. Arabiske kaliffer anvendte fremtrædende kristne og patriarker for at få pålagt despotisk styre over deres overvejende kristne dhimmi befolkninger.
Ikke desto mindre kom det syvende århundredes tema om arabisk tolerance til at udgøre grundlaget for moderne muslimsk-kristen arabisk nationalisme i Palæstina, og et ideologisk våben mod ethvert krav om uafhængighed for jødiske og kristne dhimmi befolkninger.
I 1970´erne blev dette tema integreret inden for en udvidet ramme i den eurabiske doktrin, som blev fremført af EF´s udenrigsministre og politikere samt intellektuelle involveret i EAD (European-Arabian Dialogue) som et middel for at lette den demografiske og kulturelle arabisering af Europa.
Europæiske økonomiske interesser i den arabiske verden fordrede en afslappet og eftergivende politik over for de muslimske immigranter som strømmede til Europa. De blev budt velkommen som de der skulle opbygge fremtidens Euro-Arabiske alliance:
"Eurabia". EAD´s kulturelle sektorer udviklede to hovedtemaer for at pålægge europas tøvende befolkninger absorbering af millioner af fremmede muslimer. Befolkninger som var påvirket af økonomisk recession, usikkerhed og terrorisme. Den andalusiske myte kom til at overskygge indvandringsdebatten, medens temaet om kristendommens og Vestens skyld forpurede forsøg på en konkret diskussion af problemerne. Det andalusiske tema gav fortalerne for Eurabia et arsenal af argumenter for at hæmme tilslutningen til anti-immigrationsbevægelser som kunne have forgiftet de Euro-Arabiske økonomiske aftaler og obstrueret opbygningen af den fremtidige Euro-Arabiske enhed.
Den andalusiske myte introducerede i Europa det samme historiske hukommelsestab som længe havde formet en vigtig del af den beskyttelsesmekanisme som blev anvendt af den østlige kristendoms dhimmi samfund.
Iberia, med Portugal, blev erobret mellem 710 og 716 af arabiske stammer fra det nordlige, centrale og sydlige Arabien. Erobringen af halvøen blev fulgt op af massiv immigration og kolonisering af berbere og arabere. De fleste kirker blev ombygget til moskeer. Selv om erobringen var blevet planlagt og udført i samarbejde med en magtfuld iberisk kristen royal fraktion af dissidenter, som omfattede en biskop, foregik den efter retningslinierne for klassisk jihad - med massive plyndringer, slaveri, deportationer og drab.
Toledo som først havde overgivet sig til araberne i 711 eller 712 gjorde oprør i 713. Byen blev straffet med plyndring; alle dets fremtrædende borgere fik skåret halsen over. I 730 blev Cerdagne (i Septimania, nær Barcelona) ødelagt og en biskop blev brændt levende. I slutningen af det ottende århundrede havde herskerne over Nord Afrika og Andalusien introduceret malikanismen, en af de mest yderliggående sunni muslimske retsskoler. Efterfølgende blev andre strømninger inden for den islamiske tro undertrykt. I midten af det tyvende århundrede, før den eurabiske politiske korrekthed begyndte at dominere de historiske publikationer, skrev den fremtrædende franske lærde, Evariste Lévy-Provencal, hvis speciale var andalusisk historie:
"Den muslimske andalusiske stat fremtræder således fra dens første oprindelse som forsvarer og forkæmper for et misundelsens ortodoksi, stivnet i blind respekt for en rigid doktrin, som på forhånd mistænkte og fordømte ethvert forsøg på rationel tænkning." I regioner under stabil islamisk kontrol blev jøder og kristne toleret som dhimmier - på samme måde som de blev andre steder i de muslimske lande. Efter islamisk lov fik de således forbud mod at bygge nye kirker eller synagoer eller reparere de gamle. De blev udskilt og måtte bo i specielle kvarterer, de skulle bære en særlig klædedragt hvorved de klart adskilte sig og gjorde det lettere at diskriminere mod dem. De blev underlagt en særlig skat
"jizya" som foreskrevet i koranisk lov (Koranen 9:29) og andre tunge økonomiske byrder. De kristne bønder udgjorde en underdanig klasse tilknyttet de arabiske besiddelser. Mange forlod deres jord og flygtede til byerne.
Skrappe gengældelsesforanstaltninger ledsaget af mutileringer og korsfæstelser forhindrede mozaraberne (kristne dhimmier) i at turde tilkalde hjælp fra Europas kristne konger. Fremover blev det sådan, at hvis en dhimmi skadede en muslim, mistede hele lokalsamfundet dets status som beskyttet folk, hvorefter der var frihed til plyndring, slaveri og vilkårlige drab.
Den ydmygende status som var pålagt dhimmierne og konfiskationen af deres marker fremprovokerede mange oprør som blev straffet med masakrer, således i Toledo (761, 784-86, 797). Efter endnu et oprør i Toledo i 806 blev syv hundrede indbyggere henrettet. Opstande brød ud i Saragossa mellem 781 og 881, Cordova (805), Merida (805-13, 828 og de følgende år, og senere i 868). Og atter i Toledo (811-19). Oprørerne blev korsfæstede således som Koranen foreskriver (5:37), en straf som stadig anvendes i Sudan den dag i dag. Oprøret i Cordova i 818 blev knust efter tre dages massakrer og plyndringer, hvor tre hundrede fremtrædende borgere blev korsfæstet og tyve tusinde familier fordrevet.
Kampe var endemiske i andalusiske byer mellem forskellige befolkningsgrupper - arabiske og berbiske kolonisatorer, iberiske muslimske konvertitter (muwalladun) og kristne dhimmier (mozarabere). Der var sjældent perioder med fred i Emiratet Cordova (756-912), eller senere.
Modsat den fremherskende myte, repræsenterede Al-Andalus frem for noget andet land jihad. Hvert år, og nogen gange havlårligt, sendte de muslimske herskere plyndringsekspeditioner mod de kristne spanske kongedømmer i nord, til de baskiske områder eller Frankrig og Rhone dalen, hvorfra de hjembragte bytte og slaver. Andalusiske sørøvere foretog angreb og invasioner langs Siciliens og Italiens kyster. De sejlede endog så langt som til de Ægæiske øer hvor de plyndrede og nedbrændte hvor de kom frem. Tusindvis af mennesker blev taget med som slaver til Andalusien, hvor kaliffen havde en hær bestående af titusinder af kristne slaver hentet fra alle dele af det kristne Europa (Saqaliba) og et harem spækket med tilfangetagne europæiske kvinder.
Samfundet var skarpt opdelt langs etniske og religiøse linier med de arabiske stammer øverst i hierakiet efterfulgt af berbere som aldrig blev anerkendt som ligeværdige på trods af at de var overgået til islam. Længere nede på stigen kom muwalladun konvertitter og helt i bunden kristne og jødiske dhimmier.
Den andalusiske jurist Ibn Abdun (død 1134) skrev i sin juridiske traktat, som blev benyttet af myndighederne i Sevilla, at jøder og kristne tilhørte Satans parti (Koranen 58:20), hvorfor man skulle foragte og undgå dem. For at de kunne identificeres blev de pålagt at bære et fremtrædende mærke som en nedværdigelse. Ibn Abdun forbød salg af videnskabelige bøger til dem med den fiktive begrundelse, at de oversatte dem for at deres trosfæller eller biskopper skulle få tillagt æren. Faktisk er plagiater vanskelige at afsløre eftersom hele jødiske og kristne biblioteker i synagoger, kirker og klostre blev plyndret og ødelagt overalt i det islamiske imperium. En anden kendt andalusisk jurist fra det elvte århundrede, Ibn Hazm, skrev at Allah alene havde givet de vantro ejendomsret for at muslimer havde noget at udplyndre.
På trods af fremragende kulturelle fremskridt og indimellem perioder med tolerance i det tiende og elvte århundrede er Andalusiens historie præget af grusomhed, krig og slaveri.
Charles-Emmanuel Dufourcq (død 1982) - professor i middelalderhistorie ved Paris´Nanterre Universitet og forsker med speciale i muslimsk-kristne-jødiske relationer i Maghreb, Spanien og Sicilien - tegner et billede af disse samfund i meget dunkle farver. Ikke desto mindre har EAD integreret den andalusiske myte i dens dogma til støtte for dens politiske aktioner.
Tydeligvis kræver overbevisningen om fredelig sameksistens under sharia loven at man styrker den islamiske doktrin. Den bekræfter, at sharia loven er fejlfri selv i en af dens mest strenge versioner, malikismen, som blev taget i anvendelse i Maghreb og i Andalusien. Man bør huske på, at sharia var den eneste lovgivning som styrede dar al-Islam (Islams Hus) indtil europæisk lov, indflydelse og pres for at modernisere blev udøvet i det nittende århundrede.
I dag afvises selv den svageste kritik af dhimmiernes status fordi den underminerer doktrinen om islamisk lovs og regerings fuldkommenhed. Tidligere udgjorde anerkendelsen af den islamiske regerings tolerance og retfærdighed en integreret del af dhimmiens pligter. De juridiske traktater vedrørende den
"beskyttelse" som blev ydet dhimmibefolkninger som var underkastet jihad specificerede, at kritik af islamisk lov var en alvorlig forseelse, som i nogle tilfælde blev betragtet som blasfemi.
Aktuelt udsender jødiske og kristne netværk af dhimmier spredt ud over den vestlige verden temaet om en lykkelig, fredelig tusindårig sameksistens under islamisk lov. De som er blevet overtaget af tyrkerne priser ottomanismen; andre som bliver sponsorerede af den Arabiske Liga glorificerer den muslimsk-kristne symbiose i det arabiske Imperium. En frugtbar jord for opblomstring af historisk negationisme (historiebenægtelse), et tema som er blevet hjørnestenen hvorpå det multikulturelle Eurabia bygges.
I
"La Vie Quotidienne", udgivet i 1978, undersøger Dufourcq tvetydigheden i de ord som baner vejen for historisk revisionisme, og bekræfter, at man endog
"kan tænke, at vi mod slutningen af det tyvende århundrede bliver tilskyndet til at undre os over, om det ikke er sandsynligt, at de omvæltninger vort kontinent har været udsat for efter islamisk indtrængning for mere end tusind år siden kan forventes gentaget i morgen, blot med andre metoder." I sin bog om islamisk totalitarisme undersøger Alexandre Del Valle symbolismen i den andalusiske myte som anvendes for at støtte muslimske politiske krav på Europa. I særdeleshed har myten inspireret den anti-kristne
"Sammenslutning for Tilbagelevering af Andalusien til Islam", som blev etableret af kristne konvertitter til islam og ny-nazister fra hele Europa. (Ref.: Del Valle,
"Le Totalitarisme", p.328). Del Valle beskriver aktiviteter af personer som har forbindelse til Vatikanet og andre kristne organer med at adoptere, udforme og udvide en europæisk islamofil kultur.
Den amerikanske forfatter Robert Spencer der skriver om islamisk jihad (web site:
www.jihadwatch.com) har opdaget den samme tilslutning til islam i den Nord Amerikanske Kirke. (
www.united-church.ca/ -
"That we may know each other."). Vi har nu viden om, at aftaler mellem EAD og universiteter, kulturcentre, forlæggere og Kirker har igangsat denne kulturelle og mediemæssige undergravning af de vestlige samfund.
Bat Yeor berører ganske kort oprindelsen til den islamiske tolerancemyte i Europa:
"Myten om islamisk tolerance blev skabt i Frankrig i det syttende og attende århundrede og udøvede indflydelse på oplysningstidens politiske tænkere." Grunden til, at denne tolerancemyte vandt accept og påvirkede oplysningstidens tænkere bør dog også kort omtales.
Myten om islam som fredens og tolerancens relegion har rødder til nogle sider af oplysningstiden, som meget få er opmærksomme på, nemlig den, at oplysningsfilosofferne tog islam som gidsel i deres opgør med kristendommen, uden at være opmærksomme på, i hvor høj grad deres egne forestillinger byggede på kristen tænkning og etik.
Oplysningsfilosofferne delte med mange i deres samtid drømmen om, at der måtte findes samfund, som var langt bedre end dem, som de selv levede i. I sådanne samfund er de misforhold, som tynger de kendte, ikke til stede, og mennesker kan udfolde sig med deres naturlige godhed, fordi skaberværker ikke er spoleret, som hos os selv. Ud fra sådanne drømme kombineret med et meget ringe kendskab til Østens og Nordafrikas lande og befolkninger voksede også forestillingen om en religion, som stemte bedre overens med oplysningstankerne end den katolske kirke, der betragtedes som den instans, som frem for nogen ville begrænse og undertrykke fornuften og friheden. Det drejede sig derfor om at finde en ny religiøs måde at forholde sig til tilvæærelsen på, en religion, som kunne give rum for alle oplysningstidens tanker om tolerance og frihed.
De lærdes beskrivelse af muhamedanismen havde hidtil været forbeholden, som regel negativ. I Dantes
"Inferno" er profeten Muhammad således placeret i Helvedes nederste etager til evig pinsel og plage, og vor egen oplysningstænker Ludwig Holberg anså islam som en af verdens mest stupide religioner. Martin Luther betragtede islam som en dæmonisk magt, der strider mod Gud. Som Djævelens tjener og eksponent for ondskabens morderiske og ødelæggende kraft.
Men uden i øvrigt at kende ret meget til islam, dens historie, dens helligskrifter og dens samfundsopfattelse overførte oplysningstænkerne ofte sympatier og forhåbninger til en islamisk religion, som man havde skabt sit eget billede af. Pierre Bayle (død 1706) anses for at være den, der har formuleret den islamiske myte om tolerancen så fascinerende, at den har overlevet indtil i dag, på trods af at han stort set intet vidste om islamisk historie. Uden kendskab til arabisk eller primære kilder skrev Henri de Boulainvilliers en biografi om Muhammad i 1730. Heri fremstiller han islam som fornuftspræget og uden mysterier og mirakler, og Muhammad som en statsmand og stor lovgiver, som ingen i det klassiske Europa kan sammenlignes med. Bogen var tænkt som et våben mod kristendommen i almindelighed og specielt rettet imod præsteskabet. Den kom til at præge eftertidens islamopfattelse stærkt.
Ikke mindst Voltaire og Gibbon var påvirket deraf. Voltaire beskrev kristendommen som
"den mest latterlige, absurde og blodige religion, som nogensinde har smittet verden." I modsætning hertil så han i hvert fald i en periode islam som en enkel, fornuftspræget og tolerant religion, uden præster og mysterier. På samme linie lå Gibbon. Han kom til at påvirke hele den europæiske befolkning med tanken om Muhammad som den vise og tolerante lovgiver.
Også digteren Göethe var fascineret af islam og det hævdes, at han konverterede. Den socialistiske irske forfatter og nobelpristager, George Bernard Shaw, skrev i 1936 yderst positivt om islam og profeten Muhammad og tilføjede, at han udmærket kunne forestille sig, at islam inden for hundrede år kommer til at dominere Europa.
Det kunne synes som om at socialisten Shaws åndelige efterfølgere i disse år er ved at lykkes med at virkeliggøre hans profeti om et islamisk Europa før 2036. Det bliver desværre et Europa hvor Shaws egne muntre og løsslupne skuespil næppe vil kunne opføres, da de er krænkende for muslimer og i modstrid med sharia.
Hilsen
Ipso Facto 
Svar
Citer
