Hej Anne!Egentlig havde jeg tænkt mig at skrive noget positivt om islam i en replik til Arne Thomsens udmærkede diskussionsoplæg.
Problemet her er blandt andet, at man da sagtens kan finde enkeltstående positive elementer i islam og henvise til fremragende intellektuelle præstationer af muslimer, men hvad hjælper det at uddrage lidt positivt, når det samlede billede er sort i sort?
Det svarer nærmest til at sige, at nok begik nazismen afskyelige forbrydelser mod menneskeheden, men Hitler fik dog afskaffet arbejdsløsheden, skabt begejstring i befolkningen og anlagt motorveje, der teknologisk var 30 år forud for deres tid.
De elementer man kan fremhæve som positive, set fra fra mit synspunkt, når man sammenligner islam og kristendommen som teologiske systemer transformeret til kultusfæren, er nok primært, at islam ikke opererer med begrebet arvesynd samt at grundholdningen til det erotiske og den fysiske kærlighed er positiv. Mennesket ses som Guds stedfortræder på jorden, i islam kaldet kalif, og kærlighedsakten ses som en efterligning af Guds skabergerning.
I islam er Gud absolut transcendent, mens han i kristendommen bliver menneske for at tage vore synder på sig og vise os vejen til frelse. I stærk kontrast hertil opstiller islam nogle fordringer som det er forholdsvis let at opfylde, mens kristendommen opstiller fordringer som intet almindeligt menneske kan opfylde. Derved understreges behovet for frelse.
Helt principielt kan man sige, at monoteismen implicerer, at der kun kan findes een Gud. Da forskellige monoteistiske religioner opererer med forskellige gudsbegreber så vil de uundgåeligt komme til at stå i et modsætnings- og konfliktforhold til hinanden. De er så at sige hinandens kætterier. For Luther er islams Gud Djævelen, og lignende synspunkter kan findes i Koranen i beskrivelsen af de vantro og
”gudsfornægterne”. Så hvis det er sandt, at der kun findes een almægtig Gud, så er det selvfølgelig den samme guddom alle mulige monoteistiske religioner eller sekter tror på.
Herom skriver du følgende: ”Jeg er enig i, at jøder, kristne og muslimer i princippet tror på den samme Gud, da der ud fra det monoteistiske princip kun er èn Gud. Men jødedom, kristendom og islam er som religioner meget forskellige.”
Jesus Kristus omtales i Koranen som en islamisk profet ved navn Isa. Som bekendt findes der ingen profeter i kristendommen, så ellerede her er der strengt taget tale om blasfemi eller kætteri.
Ud fra en religionsfænomenologisk synsvinkel kan man selvfølgelig godt hævde, at der både i kristen, jødisk og islamisk sammenhæng tales som Gud som skaberen; men ud fra en kristen teologisk betragtning kan der ikke tales om en
”fælles” tro på skaberen der, hvor bekendelsen til den treenige Gud benægtes. Da må evengeliske kristne vel med Luther hævde, at
”tyrkens Gud” er Djævelen?
Det er klart, at muslimer som kristne lever i den samme af Gud skabte verden og dermed også i
”objektiv” forstand har med den samme Gud og hans virrkelighed at gøre – det kan ingen mennesker slippe for – men den islamiske bekendelse til Gud må vel i et kristent perspektiv kendetenes som et dæmonisk vrængbillede, som gudsfornægtelse i bekendelsens skikkelse?
Eller hvad mener du Anne?
Hilsen
Ipso Facto 
Svar
Citer
