Hej Ransom!

Ud over hvad vi ellers er uenige om synes vi heller ikke at have samme opfattelse af, hvad kriteriet er på saglig debat.

At ad hominem er et debatafsporende og forstyrrende element som derfor bør holdes ude af enhver saglig dialog og seriøs debat siger vel sig selv.

Allerede her synes min opponent ikke at trække grænserne til det usaglige personfikserede samme sted som jeg gør, idet han har følgende opfattelse af egne personfikserede overfald på opponenten: ”Jo da! Jeg mener, at jeg allerhøjst har fremsat nogle vurderende udsagn.”

Vurderende udsagn der går på opponentens person frem de fremførte synspunkter (sagen) er per definition udtryk for usaglig ad hominem.

Et par eksempler:

"Fordrejninger, ensidighed, konspirationsteorier og total emotionel tilgang til emnet gør debat ret ligegyldig!"

(Opponentens kommentar til mit indlæg i hans tråd om ”Danske værdier”, hvori jeg giver en sammenfattende vurdering af hvilke faktorer der efter min opfattelse var af afgørende betydning for den politiske udvikling i EF/EU og Danmark fra 1973 frem til i dag).

Da jeg så for at få præciseret, at jeg virkelig ønsker både saglig og seriøs debat startede denne tråd baseret på en kendt filosofs kritik af Eurabia-tesen, lød min opponents indledende kommentar således:



Hvem jeg ønsker eller ikke ønsker at debattere med er sagen totalt uvedkommende. Enhver debattør er fuldstændig frit stillet med hensyn til hvilke indlæg han ønsker at læse eller respondere på.

Altså en fuldstændig uvedkommende usaglig personfikseret kommentar.

At så tvivl om opponentens intentioner eller hæderlighed, som min opponent forsøger i næste afsnit af citatet er rendyrket ad hominem og debatafsporing.

Endnu værre bliver det i det afsluttende citat hvor ethvert vurderende udsagn (præjudicerende adjektiv) på forhånd afvises som udtryk for en oplagt ideosynkratisk tilgang. Dette vanskeliggør i alvorlig grad en seriøs og fordomsfri diskussion mellem personer som tænker inden for paradigmer som er uforenelige. Andet og mere ligger der såmænd ikke i fremmedordet ”ideosynkrasi”. Det er ren sandkasse med ”du er dum fordi du mener noget andet end jeg mener”.

Endelig bliver jeg sammen med historikeren Bat Ye’or beskyldt for ikke at dokumentere teser eller påstande i tilstrækkelig grad.

Det skal man høre fra en opponent hvis indsats for at underbygge og dokumentere de holdninger, vurderinger og meninger hans paradigme producerer indtil videre har bestået i at copy paste et polemisk indlæg af en politisk rival rettet mod Dansk Folkeparti og Enhedslisten – tilfældigvis de eneste to partier på tinge, som er yderst EU kritiske.

Opponentens selvstændige indsats består i at anvende en række ”præjuidicerende adjektiver” om DF: ”forkrampet, bagstræberisk, mærkeligt og ”nationalistisk socialdemokratisk”, hvilket vel må være en lettere omskrivning af det forbudte ord ”nationalsocialistisk”, altså nazistisk.

Beskyldningen mod Bat Ye’or for ikke i tilstrækkeligt omfang at have dokumenteret hendes ”ideosynkratiske teser” må vel som minimum forudsætte, at opponenten har læst bogen "EURABIA – The Euro-Arab Axis"?

Opponenten bedes derfor venligst svare på spørgsmålet om, hvor mere præcist han finder, at dokumentationen er for svag og om han i det hele taget har læst bogen eller blot forholder sig hvad jeg hidtil har fremlagt om Eurabia-tesen??

Opponenten stiller i sit første indlæg i denne tråd 11 konkrete spørgsmål der har relation til Eurabia-tesen eller min vurdering af dansk politik og EF/EU politikken og efterlyser DOKUMENTATION for vurderingerne eller påstandene.

I stedet for blot helt neutralt at stille spørgsmålene viser min opponent sin egen ideosynkrasi ved at krydre dem med kommentarer som: ”ingen dokumentation”, ”dine tendentiøse bemærkninger”, din nedladenhed over for politisk ærlighed er ideosynkratisk”, ”samme offerrollejammer”, ”hvorfor omtaler du ikke dine meningsfæller som ”fjende nr. X?”, ”præmisserne (for et argument) findes ikke”, ”denne påstand (er) også udtryk for en konspiration”, ”hvor findes da dokumentationen?”, ”din seriøsitet og saglighed når uanede højder”, ”Kom da så med den dokumentation” (med fede typer), ”lad os få mindst 10 af disse ”vildtvoksende netværk”!” og endelig ”ren ideosynkrasi”.

Afslutningsvis kaldes mit indlæg for ”et noget forstyrret privat korstog” og jeg sammenlignes med den forarmede spanske adelsmand Don Quixote, en romanfigur som bekendt kæmpede mod vindmøller, altså rent fiktive fjender som alene var produkter af hans egen indbildning og fantasi.

Ved i min besvarelse ovenfor alene at forholde mig til de konkret stillede spørgsmål og se helt bort fra, at hvert eneste af spørgsmplene var ledsaget af usaglig ad hominem, modbeviste jeg vel på en måde opponentens forudfattede opfattelse hvorefter: ”Du har flere gange afvist dine opponenter, fordi de ikke ville/kunne deltage i en seriøs debat.”

Jeg har ikke afvist at debattere med Ransom, men jeg agter ikke at forholde mig til de rent retoriske ad hominem overfald på min person eller andre usaglige kommentarer, udover hvad jeg har gjort i dette indlæg, men alene så godt jeg formår at dokumentere den tese jeg finder er den bedst mulige til at forklare væsentlige aspekter af den historiske udvikling i Europa som på tre årtier har ført til kontinentets demografiske overrumpling af nu 20-30 millioner muslimer, til multikulturalisme som officiel målsætning for Unionen, til europæisk kulturs stedse kraftigere islamisering, til en dhimmitude underdanig holdning over for islam og til general polarisering og opløsning af samfundene gennem reduktion af social kapital.

Jeg nærer således ingen illusioner om, at Eurabia tesen skulle være uden fejl eller måske vægter tingene på en bestemt måde, bl.a. fordi forfatteren trods alt er jøde og har forsket i de kristnes og jødernes historie som dhimmibefolkninger under islamisk overhøjhed i de områder som blev erobret ved hjælp af jihad.

Men indtil jeg bliver præsenteret for en anden tese som er bedre dokumenteret og som har større forklaringskraft end Eurabia-tesen, vil jeg holde fast i den.

Her kan det være lærerigt at kaste et sideblik til en anden politisk tese der opstiller et nyt paradigme til forklaring af "den nye verdensorden" som opstod efter afslutningen af den kolde krig i 1991 - politologen Samuel P. Huntingtons tese ”The clash of civilizations”, publiceret i sommeren 1993 i det indflydelsesrige amerikanske tidsskrift ”Foreign Affairs”.

Huntingtons tese blev straks udsat for kraftig kritik, hvilket enhver tese selvfølgelig også bør udsættes for i demokratiske samfund. Huntinton tilbageviser kritikken med saglige argumenter som samles op i en bog med titlen ”The Clash of civilizations? – The debate” efter omkring et halvt års debat.

Det afsluttende svar på kritikken bærer overskriften: ”If Not Civilizations, What? – Paradigms of the Post-Cold War World”. Her skriver politologen i det indledende afsnit følgende:



Derfor er "Clash-tesen" heller ikke udformet som en absolut teori der forklarer alt, til forskel fra islams eller Lenins teser. Den hævder alene, at i den nye verden vil den primære kilde til konflikter ikke være ideologiske eller økonomiske, men kulturelle, og bestå i sammenstød mellem grupper som tilhører forskellige kulturer, religioner eller civilisationer.

På samme måde bør man forholde sig til Eurabia-tesen. Set fra mit synspunkt vil en god debat måske kunne afsløre svagheder i tesen som jeg ikke selv har været opmærksom på fandtes. Flere hjerner der arbejder sammen tænker nu engang bedre end een.

Måske er islam under forandring og det vi oplever nu er fundamentalisternes sidste fortvivlede krampetrækninger for at holde fast i den magt som traditionel islam legitimerer og udstyrer dem med?

Det er argumenterede spørgsmål af denne type, ledsaget af dokumentation som jeg ville sætte pris på, ligesom jeg har sat pris på filosoffen Henrik Gade Jensens kritiske kommentarer, selv om jeg ikke er enig i Henriks vurderinger, som er meget summariske og står udokumenterede i en kort anmeldelse af bogen med Eurabia-tesen.

Det er hvad jeg forstår ved god saglig og frugtbar debat. Derfor er jeg skuffet over, at min opponent end ikke magter at forholde sig sagligt til den måde han egenhændigt har valgt at udfordre mine politiske vurderinger og Eurabia-tesen på, ved at stille 11 konkrete og specifikke spørgsmål, som jeg er blevet bedt om at besvare samt fremlægge den fornødne dokumentation for svarets gyldighed.

Det eneste sagligt relevante er derfor, at min opponent tilkendegav om mit svar på det første af de 11 spørgsmål og den dokumentation svaret byggede på, er tilstrækkeligt til at opponenten anerkender, at jeg har dokumenteret min påstand, eller om han finder svaret mangelfuldt, måske fordi han savner yderligere dokumentation. I stedet for at besvare dette vitale spørgsmål så vi kan komme videre til spørgsmål nummer 2, roder opponenten sig ud i alle mulige andre overvejelser og stiller en række nye spørgsmål som har meget lidt med spørgsmål 1 at gøre, og skaber derved "a bloomin' buzzin' confusion".

Spørgsmålet er jo ikke, om jeg bryder mig om EU eller ej eller hvad vi i givet fald skal sætte i stedet for Dansk medlemsskab af Unionen. Spørgsmål om politikeres motivation og politisk naivitet hører heller ikke hjemme i denne fase af debatten.

For at få diskussionen tilbage på det saglige spor skal jeg venligst bede min opponent om at besvare et spørgsmål, der er så simpelt, at det kan besvares med eet ord – ja eller nej!

Finder opponenten min besvarelse af spørgsmål 1 fyldestgørende i forhold til det beviskrav han opererer med, eller gør han det ikke?

Når det spørgsmål er besvaret og endeligt uddebatteret så kan vi gå videre til spørgsmål 2, men heller ikke et sekund før!

Hilsen

Ipso Facto

Du har fået svar.
Jeg orker ikke at fortsætte. Læs selv dine egne indlæg og bemærk, hvor du gang på gang forlader den saglighed, du ellers efterlyser.

Det helt afgørende er, om der er europæiske – herunder danske – politikere, som har en vedtaget plan om at søge etableret en specielt præferencegivende aktiv plan for arabiske lande, dvs. en plan, som alene har til formål at skabe en udvidet multikultur i Europa med [color:#330033]et prægnant islæt at muslimer fra arabiske lande.

I dine mange og lange indlæg har du ikke på nogen måde sandsynliggjort, at der findes en sådan plan.

Naturligvis må europæiske politikere tage bestik af de faktuelle forhold på geopolitiske forhold, på militære forhold, på sikkerhedsmæssige forhold, på forsyningsmæssige forhold og på den kendsgerning, at der i Europa befinder sig ret mange muslimer fra de arabiske lande.[/color]

Jeg ville dog godt høre, hvad fanden der er gået af dig ved følgende citat:

Hvilken saglighed, relevans og måske tilbøjelighed udtrykker du her?

Og så skulle du måske overveje, om du ser splinten i din broders øje, men ikke bjælken i eget!

Og forholder det sig sådan med dig, at du hylder idomet: Quod licet Jovis non licet Bovis (med dig som Jupiter og mig som oksen)?

For dog at imødekomme dig, så er svaret på dit rødt flammende spørgsmål:

NEJ

Dixi

Hej Ransom!

Jeg er da ked af at høre, at du ikke orker at fortsætte den saglige debat her i tråden. Så finder vi jo aldrig ud af, om Eurabia-tesen holder eller bør erstattes af en alternativ tese.

Med din replik bekræfter du, nok uafvidende, første sætning i mit forrige indlæg, der forsøgte at styre vor diskussion tilbage tilbage til saglighedens domæne: "Ud over hvad vi ellers er uenige om synes vi heller ikke at have samme opfattelse af, hvad kriteriet er på saglig debat."

God og frugtbar debat forudsætter blandt andet, at man er enige om nogle helt basale regler, normer og værdier som man bøjer sig for, fordi man helt seriøst er enige om at skabe betingelser for et samarbejde, der i gunstigste fald kan føre til at begge parter erhverver ny viden og derfor skifter holdning i forhold til deres udgangspositioner. Den primære betingelse for god debat er dog et vist minumum af tillid parterne imellem. Mangler den så er debatten på forhånd dømt til at køre af sporet.

Det er af de selv samme grunde at multikullturelle samfund er mere eller mindre dysfunktionelle, for de er i splid med sig selv. Når samfundsaktørerne ikke deler grundværdier og større grupper nærer mistro eller mistillid til hinanden så mangler den homogenitet og tillid som i sociologien kaldes ”social kapital” der er betingelse for et velfungerende samfund. Man kan ikke blande vand og olie. Uanset hvor meget man forsøger at ryste de to vædsker sammen, vil de aldrig gå i forbindelse med hinanden og skabe den symbiose der analogt med en kemisk forbindelse skaber en ny og kvalitativt større helhed som er mere end blot summen af de samarbejdende dele den består af.

Det var en erkendelse man nåede frem til i kemien for lang tid siden, men den er først for nylig erkendt også at gælde når det drejer sig om forudsætningerne for opbygningen af gode, fredelige og stabile civilsamfund. Det var i sociologien at begrebet ”social kapital” blev formuleret og defineret.

For at beskrive graden af tillid og et samfunds evne til at danne civilsamfund, inddrog sociologen Putnam således også begrebet social kapital. Med dette forstås:

"de uformelle værdier eller normer, delt af medlemmer af en gruppe (ikke-beslægtede), der gør det muligt for dem at samarbejde mere effektivt for at realisere fælles mål."

Det er således ikke nok, at en gruppe deler værdier og normer – det er de »rigtige værdier«, der udvider radiusen af tillid til at omfatte andre end familien og fremme samarbejde i det offentlige liv, der her er tale om.

Den sociale kapital fokuserer således på normer vedrørende bl.a. tillid, ærlighed, troværdighed, samarbejdsvilje, ansvarsfølelse for et fælles bedste, samhørighed og gensidighed (reciprocitet).

Derfor var jeg egentlig yderst tilfreds med, at det første af de 11 spørgsmål du stillede i vor seriøse og afklarende diskussion drejede sig om Unionens multikulturelle aspekt.

Med dit spørgsmål henviste du til en del af det indledende afsnit i mit indlæg, 13/09/2008 15:34, der i sin helhed lød:



Dit spørgsmål angik denne del af ovennævnte citat:

”I hvert fald ikke før det stod klart for befolkningerne, at EUs officielle politik var et skabe et multikulturelt samfund med islam som en stærk komponent.”

- Og det var formuleret således:

”Ingen dokumentation. Hvor i ”EUs officielle politik” finder du belæg for din påstand?”

Da jeg fandt besvarelsen af dette spørgsmål helt centralt for forståelsen af de overvejelser og beslutninger EU havde truffet med hensyn til hvilken samfundstype som skulle bære Eurabia utopien, besvarede jeg spørgsmålet ret så udførligt.

Som dokumentation henviste jeg blandt andet til et videnskabeligt forskningsprojekt i Danmark under ADIDs auspicier, centreret om at ”dokumentere og analysere den vision om multikulturalisme, der har udviklet sig i den Europæiske Union i løbet af de sidste 15-20 år” samt at ”diskutere forholdet mellem denne vision og opfattelsen af og holdninger til den politik der bliver ført i forhold til indvandrerkulturer i tre medlemslande: Østrig, Frankrig og Danmark”, endvidere spørgsmålet om, ”i hvilken grad den europæiske vision om multikulturalisme kan siges at være gældende for de tre lande.”

Derudover dokumenterede jeg med citater fra officielle EU dokumenter (retsakter) et specifikt udtrykt ønske om at fremme fællesskabets flersproglige og multikulturelle særpræg, samt at udvikle EUs politikker, herunder navnlig anerkendelse af Europas kulturelle, multikulturelle og sproglige mangfoldighed ved at fremme social samhørighed og bekæmpe alle former for forskelsbehandling.

Begrebet ”social samhørighed” svarer nogenlunde til begrebet ”social kapital”. Eurokraterne er altså af den opfattelse, at man kan skabe social kapital mellem meget forskellige sameksisterende kulturer der bygger på uforenelige værdier og traditioner blot ved at bekæmpe alle former for forskelsbehandling.

Men uanset om det skulle lykkes de facto at eleminere enhver form for forskelsbehandling så er problemet jo stadig, at islam sætter et mål for samfundsdeltagelsen som er uforeneligt med de mål som er indeholdt i de værdier og den tradition som demokratiet bygger på.

Et sådant flerkulturelt samfund vil uundgåeligt komme i konflikt med sig selv fordi der umuligt kan opbygges social kapital når både den fælles målsætning og tilliden mangler mellem store grupper i befolkningerne. Det er af denne grund at jeg betegner det multikulturelle Eurabia-projekt som en utopi.

De praktiske erfaringer viser da også, at det er yderst vanskeligt at skabe ”social samhørighed”. I stedet organiserer de muslimske borgere sig i enklaver (ghettodannelse) der i vidt omfang internt fungerer efter islamiske værdier, normer og traditioner. I stedet for opbygning af ”social samhørighed” eller ”social kapital” dannes der i stedet parallelsamfund som er i konflikt med det omgivende samfunds normer, værdier og traditioner.

Det er i denne kontekst at min analogi med umuligheden af at blande olie og vand skal forstås.

Derudover dokumenterede jeg, med et citat fra en udtalelse af FNs højkommissær for menneskerettigheder, at det internationale samfunds holdning er: at mangfoldighed er et aktiv og ikke en ulempe, at fremmedfrygt under enhver form må forkastes, at man må vælge en forpligtelse overfor multikulturelle samfund i en globaliseret verden.

Her er prolemet det indlysende, at hvis der i et multikulturelt samfund findes uforenelige religioner og kulturer der kæmper om samfundsmagten, hvilken en af dem skal man da føle sig forpligtet over for? Hvordan træffer man et sådant valg hvis alle kulturer i princippet er lige gode og skal have lov til at udfolde sig på deres egne betingelser, således som kulturrelativisterne hævder? Ofte går multikulturalisme nemlig hånd i håndd med kulturrelativisme.

I en artikel i tidsskskiftet NOMOS (2005) med overskriften "Den en multikulturelle drøm” forholder cand.theol. og fhv. Domprovset Poul E. Andersen sig blandt andet til udtalelsen fra FNs højkommissær, nævnt ovenfor, og skriver følgende:



For at føre diskussionen helt up to date med hensyn til den retning EU aktuelt udvikler sig i, havde jeg citeret fra en artikel af Lone Nørgaard, der er lektor ved RUC, som bl.a. er af den opfattelse, at ”Lissabon-traktaten er styret af en multikulturel utopi”, samt at eurokraterne med den nye traktat ændrer fællesskabet fra et statsforbund til en forbundstat med et alvorligt demokratisk underskud.

Endelig havde jeg henvist til en diskurs omkring udlændingepolitikken i perioden 1973-2002, der behandler nogle af de problematikker jeg også berørte i min summariske gennemgang af dansk politik i samme peiode for på den måde at kvalificere diskussionen og få den løftet op fra et rent retorisk plan til et sagligt og seriøst.

Som det fremgår af min opponents seneste svar orker han ikke at fortsætte den seriøse del af diskussionen. Dette afholder ham dog ikke fra at gribe tilbage og slippe lidt mere varm retorisk luft ud af sidebenene med nye temaer og besværelser om emner som ikke er relevante på det stade hvor diskussionen nu befinder sig.

I stedet for at imødegå mine argumenter og min dokumentation med modargumenter og anden dokumentation vælger min opponent desværre at fortsætte i det usaglige spor med ad hominem overfald på sin opponent, hvilket som tidligere indskærpet ikke er særligt befordrende for den saglige og seriøse debat min opponent på et tidspunkt selv efterlyste.

Opponenten mener ikke, at min besvarelse af hans første spørgsmål om multikulturalisme som officiel EU politik er fyldestgørende, men han begrunder ikke afvisningen på anden måde end ved at henvise til, at han ikke orker at fortsætte dialogen.

Da Kristian Pedersen har været så venlig og imødekommende at bidrage med insider oplysninger fra EU-systemet qua hans personlige erfaringer ”inden for murene” som officiel repræsentant for en interesseorganisation, en eufemisme for ”lobbyist”, og da Pedersen såfremt han ønsker det, kan forholde sig rimeligt objektivt til tingene, skal jeg venligst indbyde Pedersen til, at vi nu sammen fortsætter diskussionen der, hvor Ransom løb af pladsen.

Lad mig dog med det samme sige, en tilbagegriben til den diskussion vi havde om Eurabia projektet for et års tid siden er en dårlig idé af flere grunde, som jeg vel ikke behøver at komme nærmere ind på her. Hvad vi hver især skrev dengang om sagen og om hinanden troede jeg vi var enige om, at slå en streg over, for ellers er en saglig og seriøs diskussion på forhånd udelukket mellem os.

Pedersen skal dog have anerkendelse for at have bidraget med både at oversætte og citere Hans-Ditrich Genschers åbningstale fra Hamburg-Sympositiet i 1983, der betoner den specielle relation mellem den Arabiske Ligas lande (den Euro-Arabiske Dialog) og fællesskabets medlemsnationer.

Også de personlige erfaringer med at palæstinensiske organisationer, sammen med deres franske forbundsfæller på venstrefløjen, forsøgte at få vedtaget resolutionsforslag rettet mod Israel, er interessante og værdifulde og giver et lille indblik i hvad der foregik i en lille hjørne af mastodonten bag kuliserne.

De øvrige mere retoriske udfald med vurderinger af, hvad jeg engang mente og sagde er bedst tjent med at blive forbigået i tavshed.

Den kontekst der her diskuteres i, er, at jeg efterlyser et sagligt velunderbygget alternativ til Eurabia-tesen som forklaring på den historiske udvikling fra 1973 og derfor sætter pris på seriøs kritik, hvilket jeg har demonstreret ved at lade en yderst saglig kritisk røst bære dette diskussionsoplæg, frem for blot bevidstløst at selektere alt hvad der taler for Eurabia-tesen. En debatstrategi som ellers er normen i useriøse rent retoriske debatter.

Hilsen

Ipso Facto

Eurabia-tesen kan kun "modbevises" hvis man er villig til angribe en af de forudsaetninger,eller axiomer,den er bygget op over.Maaske den vigtigste af af disse er , at det ikke er i den individuelle vesteuropaers interrese at der blev og stadig bliver importeret store maengder af muslimske indvandrere til hans hjemland.
Hvor mange tese-modstandere tror stadig paa "kulturbrigelsen" ??
En anden forudsaetning er , at enhver borger i et demokrati har RET til at forvente , at de folkevalgte politikere handler i HANS bedste interresse ,og ikke fx. udfra en moralsk/ideologisk/religoes overbevisning som kan vaere diametralt modsat paa helt afgoerende punkter.
Hvor mange tese-modstandere tror paa samfunds-elitens ret til "vi-alene-vide" ??

Hej Ole!

Tak for din kommentar. Hvad der er i de demokratiske folks og nationers interesse afgøres i sidste instans af demokratiets egentlige magthavere - folket, hvis de da ikke bliver overmandet, bastet og bundet. Måske overmandet af muslimsk kulturberigelse og masseindvandring af muslimer.

Folket kan af demagoger blive bildt ind, at de er bedst tjent med at afskaffe demokratiet til fordel for en Førerstat, som tyskerne gjorde i 1933. Eller de kan bildes ind, som blandt andre danske kommunister blev, at vejen til frihedens rige går gennem proletariatets diktatur. Eller de kan som i vor tid bildes ind, at Europas redning består i at begrænse demokratiet, nedlægge nationalstaterne og importere så mange muslimer som muligt, således at alle kan får andel i KULTURBERIGELSEN.

Du har ret i, at ordet KULTURBERIGELSE anvendt i relation til effekten af muslimsk masseindvandring radikalt har ændret betydning fra de glade naive dage, da Bernhard Baunsgaard fra det radigale venstre virkelig og helt alvorligt mente, at muslimer var en berigelse, og til dagens barske multikulturelle virkelighed.

Ordet kulturberigelse betyder nu det stik modsatte af hvad det betød dengang "det alternative politiske flertal" slog til i 1983, hvor de fik lukket landet op for en indvandringsbølge der var så voldsom, at man skulle kravle op i nærmeste træ, for ikke at blive trampet ihjel af horden af fremmede. Selv gode gamle Bernhard, flygtningenes ven nummer 1, blev betænkelig og begyndte at trække lidt i land allerede i 1986.

Faktisk tjekkede jeg på google hvor mange artikler der findes som anvender udtrykket "muslimmsk kulturberigelse" i dets oprindelige betydning, defineret af godhedsindustrien og de politisk korrekte i de lalleglade firsere.

Da jeg havde skimmet de første 50 hits ud af i alt ca. 28.900 uden at støde på udtrykket i dets oprindelige menneskekærlige betydning, gav jeg op.

Dog faldt jeg over en artikel der viste, at Pia Kjærsgaard fra DF allerede i 1999 anvendte ordet i dets moderne sarkastiske betydning.

Fra Pia Kjærsgårds tale 2. oktober 1999:



Heraf kan man udlede, at kommunismens slaver i østeuropa opnåede deres frihed ved at stemme med fødderne, mens vi her i demokratierne stemmer med tungen. Eurokraternes newspeak bliver vendt i luften og spottet med folkets kreative newspeak, der gør op med forløjetheden, og frækt rækker tunge af de trusler eurokraterne og deres lakajer nedkalder over de formastelige for at bekæmpe den frygtede lidelse islamofobi.

Hilsen

Ipso Facto

--------
Vort modersmål er dejligt, det har så mild en klang ...

De fremmede, de tænkte, at volde hende sorg,
de bød hende trældom i hendes egen borg;
men just som de mente, hun var i bånd og bast,
da lo hun så hjerteligt, at alle lænker brast.