Hej alle:o)

Jeg fulgte et foredrag af en israelsk forfatter forleden.. Hun kom ind på at vores modersmål er med til at forme vores opfattelser af verden, bl.a. forholdet mellem mand og kvinde..

Hun nævnte bl.a. forskellen på dansk og hebraisk.. På dansk har vi fælles- og intetkøn (hvilket jo er af nyere oprindelse), mens man på hebraisk har han- og hunkøn.. På dansk lærer sproget os ikke at der er forskel på om vi er en dreng eller pige.. Der er vi fælles om det samme køn..
Det er man til gengæld ikke på hebraisk, hvor der via sproget bliver indlært en forskel på kønnene..

Jeg er ikke sprogpsykolog (eller psykolog overhovedet), så jeg ved ikke hvor stor betydning det har for formningen af et barns sind, men det er vel egentlig interessant at tage med i debatten om kønnenes forhold til hinanden, specielt i forhold til integrationen, hvor f.eks. danskere har et forhold mellem kønnene og arabiske indvandrere et andet..

Det kunne være interessant at se, om arabere der er vokset op med det danske sprog som modersmål, har en anden opfattelse af forholdet mellem kønnene, i forhold til arabere der er vokset op med arabisk som modersmål.. I begge tilfælde tænker jeg naturligvis på herboende arabere..

Formålet er ikke at ville forbyde andre sprog end dansk, hverken som modersmål eller som talte sprog, i Danmark, men udelukkende at skabe en større forståelse for forskelle mellem kulturerne.. Om ikke andet, så skulle der være andre argumenter for at dansk skulle være påkrævet som modersmål for alle danske statsborgere, men det er en anden diskussion (som dog også kunne være interessant)..

Mvh

Kære Borad.

Virkningen går begge veje, men det er i højere grad vore traditioner og livsbetingelser, der former sproget. Barnet får således både en påvirkning af forældrenes og omgivelsernes traditionelle levevis, og af sproget som afspejler denne levevis.

Sproget er grænsen for vore verbale kommunikationsmuligheder, og påvirker gennem manglerne i vokabulariet og i de semantiske muligheder også vores tankeverden. Det ses især i poesien, hvor rytme og lydsammenfald udnyttes til at forstærke ordenes virkning. Digte mister fuldstændigt deres styrke ved en almindelig oversættelse. De må gendigtes, hvis det er muligt, men resultatet står sjældent mål med originalen.

Illiaden, Odysséen, Koranen, japanske haiku-digte og Shakespeares sonetter er typiske eksempler på tekster, der taber ved ethvert forsøg på oversættelse eller gendigtning. Nogle sprog er simpelthen bedre egnede end andre til de klassiske digtformer, og i disse lande er poesi derfor også i højere kurs end i andre lande. Det er så en kulturpåvirkning, der skabes af sproget.

Nutidsdansk er ikke særligt velegnet til klassiske digtformer. Derfor er prosadigte og skabelsen af nye ordsammenstillinger blevet et væsentlig værktøj for moderne danske digtere, selv om vi har nogle pragtfulde undtagelser i Halfdan Rasmussen og Benny Andersen. De evner begge at skabe stor og letforståelig poesi med enkle ord. I den anden ende af skalaen har vi Piet Hein, der har en sublim evne til at koncentrere en masse mening i ganske få linier.

Takket være disse folk er dansk digtning igen på vej til at blive en folkelig kultur i stedet for en finkultur, og påvirkningen fra amerikanske sangskrivere har også banet vejen for udvikling af danske sangtekster af høj poetisk kvalitet i bands som f.eks. Anne Linnets, TV2, Gnags og Shubidua, der i høj grad har været med til at påvirke vores verdensopfattelse.

De tosprogede i vort land er absolut med til at berige vor kultur, dog med undtagelse af de grupper, der har valgt at isolere sig fra samfundet. De er blot en torn i vores kød.

Mvh

Ole Bjørn ;)