Der er intet religiøst over taknemmelighed.

Og så burde du måske forsøge at modargumentere Jan frem for blot at påstå, at han tager fejl. Vi er her for at debattere.

Et godt råd, Jan: Lad være med at udtale dig om ting, som du overhovedet ikke har forstand på. Det er et råd, jeg selv følger.

Ja, med modsat fortegn.

Anonyme kommentator.

Dine kommentarer er totalt ligegyldige, både fordi det er noget vrøvl, du skriver, og fordi du ikke vil vedkende dig, hvem du er. Anonyme smædeskrivere fortjener kun foragt.

Ole Bjørn ;)

Dine kommentarer er totalt ligegyldige

Nej, det er dine derimod, sålænge du ikke vil argumentere for dem. Gå du hellere i dialog med Jan frem for at svine ham til personligt. Debat, Ole, debat!

"Anonyme" klaphat.

Jeg gentager: Dine kommentarer er uden interesse. Jeg kan ikke respektere anonyme smædeskrivere. De har intet at gøre i en seriøs debat. Det er flere gange sket, at selvforgabede asociale individer har misbrugt anonymiteten til at skabe et falskt indtryk af, at der er flere, der støtter dem og deres meninger. Du er en af dem.

Vil du debattere, så registrer dig under dit tidligere debatnavn og kun dette, og hvis du er tilhænger af en fri debat, så meld dig ind i støtteforeningen og overhold reglerne.

Ole Bjørn ;)

Jeg gentager: Dine kommentarer er uden interesse.

Nej, det er dine, så længe du ikke vil argumentere for dem. Du skal ikke svine Jan til, men gå i dialog med ham - argumentér, Ole, brug ikke "pistol"argumenter.

Stop så din forurening af debatten, Thomas. Vi har mere end rigeligt at se til med dine mange pseudonymer.

Stop så din forurening af debatten

Forureningen består i, at du ikke vil argumentere, men nøjes med at kalde Jans indlæg for en lang omgang vrøvl. Opfør dig pænt og argumentér, Ole.

Hej kære Thomas.

Ville bare lige takke dig for at viderbringe mit Tik tak, og fjing fjong og dingeling ding dong budskab.

Det er smukt at se hvordan i kommer hinanden ved, og gir den gas, her i denne tråd med den smukke overskrift.

Fortsat god vind.

Kærligst Jan.

Ps. Og selvom bølgerne går højt en gang imellem, så er der stadig ro og fred på havets dyb. Det er smukt at kunne bevare kontakten med dybet, for så er man ikke så letpåvirkelig overfor de tiltider høje bølger.

Er det ikke et bedre alternativ, kære Jan, om man mærker efter, hvad der påvirker en i stedet for at leve i bobler (skabe illusioner)?

Hvad, hvis der er uvejr på havdybet, er det hele så bare tik tak og fjing fjong og dingeling ding dong?

Mvh
Anne

Hej kære Anne.

Jo, jeg vil give dig ret i, at det ville være en god løsning at mærke efter hvad det er som påvirker een.

For mig er illusionen det, at vi tror på det er noget udenfor os selv der påvirker os, og når vi tror dette, så er det vi fralægger os ansvaret for at kigge på os selv.

Ofte ser vi mennesker jo årsagen til vores tanker og følelser som værende andre menneskers måde at handle og reagere på overfor os.

Det er meget hårdt arbejde at erkende, at man altid selv har ansvaret for det som sker inde i een, også uanset omgivelser og medmennesker.

Det er derfor at forholdet til andre mennesker er så vigtige hvis det er man vil lære sig selv at kende, og ikke mindst vil lære at forstå sig selv, ens måde at reagere på overfor omgivelser og medmennesker.

F.eks så har Hanskrist skrevet et indlæg, hvor han mere eller mindre opfordre mig til at komme ud af busken, og skriver selv at han vil fremprovokere en reaktion hos mig. Han skriver nogle til omkring EKIM, som jeg så tolker som hans måde at ville provokere mig på. Men hvad fortæller dette så mig, hvis ikke jeg er villig til at se på min måde at reagere på først, og ikke ligge det over på det jeg læser min kære ven Hanskrist skriver?

EKIM betyder rigtig meget for mig, men jeg ved også godt nu, at EKIM også blot er form, og for mig betyder form ikke særlig meget mere, fordi jeg mere og mere kan erkende, at indholdet(sindet, ånden) er det vigtigste, det betydningsfulde og værdigfulde.

Men kære Anne, jeg har skrevet rigtig meget til både dig, Hanskrist og Flemming omkring min måde at arbejde med mig selv, og ja, jeg gentager det da gerne.

Jeg forholder mig til det der sker inde i mig, ved at se det inde i mig selv, og forstå at jeg selv er årsag. Jeg tilgiver det som umiddelbart fremtræder som billeder udenfor mig selv, og på den måde mærker jeg hvordan jeg frigøre mig fra identifikationen med disse billeder(kroppen, verden af form).

Jeg har meget ubevidst skyldfølelse, had, vrede, frygt inde i mig, og jeg ved at det kommer frem så snart jeg møder modstand. Denne modstand har jeg altid opfattet som værende noget som kom udefra, og på den måde har jeg kunnet fornægte at jeg selv var den som i form af ubevidste ideer og overbevisninger, kunne projicere det jeg ikke ville se i mig selv, ud på medmennesker og omgivelser.

For mig er det at praktisere tilgivelse, at tro på Gud. Jesus for mig er ikke een krop, men een tanke i mit sind, som hele tiden minder mig om, at jeg og mine brødre og søstre er skabt i og som fuldkommen kærlighed. Det som blokere min bevidsthed om den fuldkomne kærligheds tilstedeværelse, er det jeg forsøger at forstå og erkende, og ophæve i form af at tilgive det, og ikke dømme det.

Jeg arbejder meget med at være stille i mit sind, og blot være tilstede og nærværende med de mennesker jeg nu er sammen med. Og som jeg har skrevet tidligere, så har jeg helt bevidst valgt at arbejde med så mange forskellige mennesker som muligt, for på den måde at se på min måde at reagere på overfor andre mennesker, og erkende at jeg selv er årsag til de følelser og tanker der måtte komme frem i min bevidsthed. Jeg ved også nu at jeg bliver nødt til, at udvikle meget stor åbenhed og tillid, for ellers så er det forsvarsmekanismerne blokere for det som ligger gemt i det ubevidste.

Som jeg også har skrevet tidligere, så er den metafor med isbjerget, et meget godt billede af menneskets bevidthed og sind.

Jeg tror på der kun er eet sind, som så tror det har adskilt sig fra Gud, hvilket har gjort det har fragmenteret sig selv ud i utallige små dele. I sandheden er vi sindet som helhed, hvis sande identitet er ånd. Det vi ser i hinanden og det vi tænker om hinanden, er i virkeligheden det budskab vi sender til vores egen ubevidste del af sindet. Dømmer og fordømmer vi, så sender vi blot et budskab til vores eget ubevidste sind om, at VI selv fortjener at blive dømt og fordømt. Og det er det som holder skyldfølelsen, vreden og hadet i vores sind kørende. Men det er meget få der forstår, at der ikke virkeligt er noget udenfor sindet. Jesus forstod dette. Han vidste godt at adskillelse er en illusion. Derfor praktiserede han tilgivelse, fordi han forstod, at hvis noget dømmes, så tillægges det en virkelighed det ikke indholder i sig selv, og på den måde fornægtes Gud, og ja, det er illusionen om at synd, skyld og frygt er virkeligt.

Jeg mærker virkelig godt efter Anne, og jeg mærker hvordan mit sind helbredes når jeg praktisere den samme form for tilgivelse som Jesus gjorde. Jeg har efterhånden lettere og lettere ved at være i een fredfyldt tilstand, hvilket gør at jeg faktisk har et meget stort overskud til at være der for andre mennesker, og ikke mindst kan rumme dem som een del af mig selv.

Det er rigtig fedt blot at tillade andre mennesker at være. Jeg har den holdning efterhånden, at det bare er helt ok hvad end der nu sker. Der er ikke den frygt mere, for at blive afvist, eller for at der skal opstå ubehagelige situationer. Når man lære at rumme sine egne følelser af had, vrede, skyld, frygt, utilstrækkelighed osv, og tilgive, og give slip på forvrængede forsvar, så er der pludselig ikke den samme afstand imellem een selv og ens brødre og søstre. Hvis man kan se ens brødre og søstre som skyldfri, og tilgive alt det som vil adskillle, så er det muligt at forene.

Men igen, det kræver at man virkelig arbejder meget med sig selv, hvis det er man ønsker at kærligheden skal fylde ens bevidsthed, og ikke frygten.

Og een side-gevinst er, at man ikke tager alt så personligt og alvorligt. At tilgive frembringer altid glæde og fred i ens sind.

Håber du kan bruge mit svar, kære Anne. Ellers er det også bare, ja, fjing fjong og dingeling ding dong.

Håber du har det godt min ven, og at det går godt med dit studie.

Kærligst Jan.

Kære Jan

Tænk, at vi to debatterer i arenaen Mon ikke det går uden for mange brækkede arme og røde næser?

Det er sådan, at jeg ikke har kunnet give besvarelsen af dit indlæg så meget tid. Selvom jeg havde tænkt at vente nogle dage, så kan jeg alligevel ikke lade være med til skrive et par ting nu på vej i seng. Tilgiv mig, at det bliver lidt hurtigt og sjusket.



Der ER noget udenfor os selv, som kan påvirke os. Men selve reaktionen handler OM noget i os selv, derfor har vi et ansvar for at kigge på os selv. Dog skal vi også give udtryk, hvis nogle f.eks. sårer os. Det vil også styrke relationen og give den anden et spejl til også at kigge på sig selv.
Ester begik den dumme fejl for nogle uger siden (under forummet for anonyme), at hun fortalte Verner om det, bla. Jerry havde skrevet (i bedste Jerry stil) om Verner. Ester fik det svært med det og handlede, som hun gjorde, fordi hun reagerede. Denne reaktion kom til udtryk i en forargelse og nedværdigelse af debatten, og hun udtrykte, at Verne skulle have besked og opfordres til at ignorere Jerry. I virkeligheden kunne Ester have skånet Verner ved ikke at fortælle ham om begivenheden. Hvad handlede Ester ud fra?



Det kan jeg godt erklære mig enig i.



Desmond Tutu skriver om Ubuntu i sin afrikanske livsvisdom, der grundlæggende kan siges at handle om mennesker - f.eks. om det, at vi først bliver mennesker gennem andre mennesker.



Din reaktion fortæller vel først og fremmest – om jeg kender dig godt nok – om de følelsesmæssige mekanismer, Hans Krist's provokation kan sætte i gang hos dig. Men nu er der jo det med Hans Krist's måde at skrive på, at den et eller andet sted samtidig er kærlig – selvom han nok får kridtet skoene ift Michael.



Jeg kan læse og prøve at forstå dig, kære Jan. Der er for meget af det personlige inde over til, at jeg føler for at kridte feltet op, hvad angår det "religiøse" paradigme. Jeg mener stadig - for nu at gøre det kort - at der er et eller andet, du overser/mangler (måske dybets dimension), men det er så svært bare at tromle frem med mine synspunkter, idet jeg nemt kommer til at gå ind over dig eller fremstå, som en der ved bedre (hvilket jeg jo i min iver mener at have et begreb om eller i hvert fald en erfaring af, som jeg gerne vil give videre). Vil derfor lade dine ord stå. Og dog, så er der den med Jesus som en tanke. Denne tilgang bliver for teoretisk, luftig og filosofisk. Jeg savner det organiske, at processen ikke blot bliver en tankebegivenhed og mental træning af sindet.

Som du skriver, mærker du godt efter, og dette tror jeg gerne. Jeg er dog ikke helt sikker på, hvori din centrering består.. Åh Jan, din gode mand, hvorfor skal det hele være en sindssag (en sag for sindet), det er dig, mennesket, Jan i krop, sjæl og ånd (følelser, kroppens mange dele og nerver, din åndtilgang), der skal helbredes. Det er det lille barn, der ligger der med de mange abstinenser og følelsen af afvisning, skyld og vrede, der skal helbredes. Det barn vil have ro og fred – og ikke mindst en mor, der kan helbrede det. Jeg ser det barn som en del af dit indre liv. Du kalder det for sind, og jeg ved godt, at følelser og sindstanker hænger uløseligt sammen, men selv opererer jeg nok med et mere helhedsorienteret billede af os som mennesker. Når jeg mærker sker det ikke som en træning af sindet men som en koncentration, nej, det er bedre at sige som en overgivelse til at kunne mærke følelser og bevæggrunde samt at kunne skelne i disse. Hvad er sandt i det, der foregår?

Hvordan opfylder du f.eks. den lidelsesfulde tilstand? Hvor er "moren", der reelt i dag kan trøste det lille barn? Hvad er dit forhold til dette dit indre barn?

Som du allerede ved, har vi to en start på livet, der ikke ligger langt fra hinanden. Dog har du nok været udsat for et større pres (større skade)m men det er irrelevant i denne sammenhæng. Jeg har selv helt konkret arbejdet med "mit lille barn" (bruger dette begreb for at gøre det mere konkret, selvom det nok kan provokere nogle), både som fostertilstand og som baby, der hives ud af en konteskt over i en anden. Det kan nemt være, at jeg skal dykke mere ned med tiden, for de reaktioner og trickninger, jeg oplever i min hverdag kan være presset frem af de nære begivenheder, men i virkeligheden peger de ind i dybereliggende stof. Det er mit ansvar at placere det.

Tjah, jeg kan også blive provokeret, Jan, f.eks. af denne overskrift med ret ligegyldige (måske frimodige) ord som tik tak, og fjong fjong og dingeling ding dong. Hvad er det et udtryk for, en sindstilstand i bedste ro-og-fred-stil?

Hav det godt, Jan,
jo, det går godt med studiet (selvom det stresser mig),
er langt om længe kommet i gang med sundhedskur samt træning,
tror du, vi nogle gange kører i den samme bus?

Mvh
Anne

Hej Anne.

Tak for dit svar, som jeg finder meget berigende.

Hvorfor?

Jo, fordi jeg virkelig kan mærke at du oprigtigt er imødekommende.

Tak for det Anne.

Og med hensyn til det "lille barn", så er vi måske ikke så langt fra hinanden her. Barnet tror jeg repræsentere ego-sindet(det splittede sind), og så længe sindet dømmer og ikke tilgiver, så længe vil sindet identificere sig med dette syndige, skyldige og frygtbaseret billede. Og så længe sindet ikke vender sig til sin sande Kilde, Gud - og tror det er adskilt fra Gud - vil det også lide, og søge de små tilfredstillelser kroppen og verden kan tilbyde. Det vil forvente at det er kroppe der skal tilfredstille dets behov for kærlighed, og det lille barn bliver vredt og fordømmer når det ikke får det det vil have.

At praktisere tilgivelse ser jeg som den eneste måde at kunne vende tilbage til Gud på.

Men vi er faktisk langt hen af vejen ret enige tror jeg, kære Anne. Jeg forsøger blot at se på tingene udfra sindets-plan, fordi at jeg tror at tanker og følelser har deres udspring fra sindet, og ikke i virkeligheden har noget at gøre med kroppen. Og jo, kroppen er een virkning, og een form for hukommelse af den illusoriske fortid, og ved at give slip på fortiden og tilgive frem for at dømme, så helbredes sindet, og det vil spejle sig ned i kroppen.

Ingen mennesker kan helbrede sindet ved at ville helbrede kroppen. Jesus forstod dette. Han helbredte sindet og ikke kroppen. Hvis ikke der er nogen tro på adskillelse i sindet, så vil der heller ikke være nogen skyldfølelse.

Helhed for mig er, at se mit sind som helt og ikke som splittet. Og det eneste som kan være helt, er ånd.

Kroppen skal nok gøre det kroppen skal gøre, men spørgsmålet er altid om det er ånden(eenhed) som inspirere og motivere kroppens adfærd og handlinger, eller om det er ego-sindet(adskillelse, splittelse). Og måden at kommunikere med andre mennesker på, er også altid enten inspireret af ånden eller egoet.

Som Jesus sagde, så er det ikke det som kommer ind, men det som kommer ud, der er det vigtigste.

Men min holdning er altid, at vi hver især lytter til vore hjerter(og Jesus brugte hjerte i sin tid, som synonym med det rette-sind hvor Helligånden er).

Kærligst Jan.

Ps. Det er jo kun op til dig om du bliver provokeret, ik. For du kan jo fortolke som du vil...

Det behøves jo ikke altsammen at blive taget så alvorligt, men ja, det er jo kun op til een selv.

Fjing fjong og dingeling ding dong.

Hej Jan

Har du nogle gange tænkt over, hvor mange ord, debatten består af? Hvor er vi i alle disse ord?

Der er tider, hvor vi hver især står med fødderne forankret i vores personlige integritet og sagsanliggende. Derfra argumenterer vi – dvs. fra sags- og personplanet (det gjore Paulus også).

Vi er jo alle personer, men tillader debatten plads til alle vores mange og forskellige personer? Kan vi deltage uden at involvere os som personer (ja, uden at såre/skuffe men også glæde andre)?

Til en vis grad kan vi agere anonymt og med en vis distance. Men vi er her med det ego (jeg), vi nu en gang er.

Det ”barn” jeg opererer med som begreb (og praksis), tror ikke, at det repræsenterer ”ego-sindet”, som du skriver, Jan. Ud fra min optik er dette indre barn at forstå som de levende impulser, der siger: jeg vil gerne have dette og dette, kom og trøst mig, jeg er alene, skide mor osv. osv. Det handler derfor mere om, hvad du tror om dig selv. Du tror, at barnet repræsenterer dig, at det er en del af din person (dit jeg, dit integrerede selv). Barnet er en del af dig men skal ikke styre dig. I så fald ville du være identificeret med alt det, du som barn har oplevet forstået som reaktionen på begivenhedernes gang; de mange input (hvorpå overlevelsen/sorgen/vreden opstår) fra din omverden, der primært for en baby kun består af dets mor og den symbiotiske binding.

Derfor kan det heller ikke være barnets opgave at dømme eller tilgive. Det er dit voksne ansvar, det kan aldrig være et lille barns. Det er fint nok, at det er vred og føler sig svigtet. Du må som den voksne møde det og forstå det, og når du er klar (og følelserne har fået frit løb) tror jeg, at det er fint at kunne tilgive og give slip. Jeg har før været uenig i din ”trang” til al tilgivelsen, og jeg tror, at det udspringer af, at jeg ikke er enig i EKIM. Men kendte jeg dig og din vrede bedre - som du før har fortalt om på debatten - kunne jeg nok bedre skelne i, hvorvidt din tilgivelsespraksis gavner dig (hvilket jeg nu ikke på den måde bør blande mig i).

Jeg prøver at forestille mig et meget vredt menneske, der vender sin vrede og forurettethed ud mod sin omverden, destruktivt. Vil denne vrede aldrig få en ende?

Du placerer så kilden Gud som en sindstilstand, sindet i virkeligheden ikke er skilt fra. Problemet er, at sindet tror, at det er adskilt, hvorpå det søger andre tilfredsstillelser. Dette kan jeg på en måde godt følge dig i og her se analogien til min indre-barn-optik. Og dog mærker jeg det lidt som en spaltning af vores person (barn og ego på hver sin side), når du mener, at tilgivelsen kan forsone det, der forårsager splittelsen af sindet. Men, kære Jan, det er en my kompliceret, idet vi to er gode eksempler på subjektivitet. Jeg har i dag gået og tænkt på, at det ville være meget lettere at tale om det i et fysisk rum. For jeg ved jo godt, at de følelser (og barnet), jeg henviser til, også skaber nogle tanker og bevægelser i vores sind. Men befrielsen (Lazarus, kom herud) består for mig at se ikke i at sende tilgivelse ud men derimod om at få fat i barnet (og årsagen) og i samme omgang få stoppet barnet i negative impulser. Et menneske der tænker på selvmord, måske prøver det eller ligefrem udfører det, handler umiddelbart fra et såret barn (måske et barn, der ikke bliver set eller forstået). Barns-tilstanden intervenerer en række tanker, følelser, der giver sig udslag i vores sindstilstande. Er kroppen dårlig, bliver sindet også dårligt. Det hænger sammen, hvad der er i kroppen er med til at forme os som personer.

Hermed er jeg ved dette indlægs begyndelse, hvor jeg spørger, hvad debatten består af? Kunne dette - både person- og sagsplanet taget i betragtmning - være alle vore indre børn og egoer? Det er måske at gå for langt (el dybt)

Noget helt andet er, at både kost og motion har indvirkning på vores krop og sind. En dag som i dag hvor jeg i udgangspunktet var dødtræt med en masse tanker (kriser som jeg gør dem til) blev ligesom skubbet i baggrunden efter en omgang træning. Det vi putter ind (i vores krop) kan i og for sig frigive fysisk som psykisk energi. Kroppen er altså også en del af vores virkelighed men ikke at forstå som en sum af vores ”dårligdomme”, som vi skal identificere os med (din optik, ik?)..

Hav det godt, Jan.

Håber ikke at mit svar føles for afvisende. Jeg er vist lidt træt nu.

Mvh
Anne

P.S
I dag blev jeg slet ikke provokeret at dit dinge ling fjong tik tak....Vi er jo blot forskellige og reagerer på enhver situation.

Hej kære Anne.

Nej, jeg fortolker ikke dit indlæg som afvisende, men som din måde at forsøge at kommunikere med mig på, og som jeg skrev i mit sidste indlæg, så ser jeg dig som imødekommende og meget åben. Og tak for det min ven.

Som du også er inde på Anne, så må vi bruge ord(begreber) for at kommunikere, og oftes så er det nok lidt lettere hvis man fysisk er tilstede i det samme rum, for virkelig at få vendt tingene så der opstår en dybere forståelse af det vi hver især har på hjertet.

EKIM har også udgivet en bog om psykoterapi, som giver et meget klart billede af hvad det er som skal helbredes og hvordan det sker. Og jeg finder det meget behjælpeligt at kunne anskue tingene udfra det perspektiv som EKIM giver, og selvom du ikke er helt enig, så vil jeg alligevel lige citere lidt fra denne bog, fordi den efter min mening kommer helt ind til kernen:

Psykoterapi er den eneste form for terapi der er. Siden det kun er sindet der kan være sygt, er det kun sindet der kan helbredes. Det er kun sindet der har brug for helbredelse. Sådan ser det ikke ud, for denne verdens manifestationer forekommer faktisk virkelige. Psykoterapi er nødvendig, for at et menneske kan begynde at sætte spørgsmålstegn ved deres virkelighed. Sommetider kan han/hun begynde med at åbne sit sind uden formel hjælp, men selv da, er det altid en eller anden forandring i hans/hendes opfattelse af de menneskelige relationer, der sætter ham/hende i stand til at gøre det. Sommetider har han/hun brug for et mere struktureret, længerevarende forhold til en >>officiel<< terapeut. Men uanset hvad er opgaven den samme; patienten må hjælpes til at ændre tænkemåde om illusionernes >>virkelighed<<.

I al enkelthed er formålet med psykoterapi at fjerne det der blokerer for sandheden. Dens mål er at støtte patienten i at opgive sit fastlåste system af illusioner, og begynde at genoverveje de falske årsag - virkningsforhold det hviler på. Ingen i denne verden undgår frygt, men alle kan tage dens årsager op til ny overvejelse, og lære at vurdere dem korrekt. Gud har givet alle en Lærer, Hvis visdom og hjælp langt overgår det en jordisk terapeut på nogen måde kan bidrage med. Men der er tidspunkter og situationer, hvor et jordisk patient-terapeutforhold bliver middel, hvorigennem Han tilbyder Sine større gaver til dem begge.
Hvilket bedre formål kunne der være med et hvilket som helst forhold, end at invitere Helligånden ind i det, og give det Hans store gave af glæde? Hvilket højere mål kunne der være for nogen, end at lære at kalde på Gud og høre Hans svar? Og hvilket mere altoverskridende mål kan der være, end at huske Vejen, Sandheden og Livet, og at huske Gud? At hjælpe med til dette, er psykoterapiens rette formål. Kan noget være mere helligt? For korrekt forstået er psykoterapi undervisning i tilgivelse, og hjælper patienten til at erkende og modtage den. Og i hans helbredelse tilgives terapeuten sammen med ham.
Enhver der har brug for hjælp angriber sig selv, uanset den form hans vanskeligheder antager, og som en konsekvens af det lider hans sind. Disse tendenser beskrives ofte som >>selvdestruktive<<, og patienten betragter dem ofte selv som sådan. Det han ikke erkender, og behøver at lære, er, at dette >>selv<<, som både kan angribe og blive angrebet, er et begreb han selv har opfundet. Dertil kommer at han holder meget af det, forsvarer det, og endog sommetider er villig til at >>ofre<< sit >>liv<< for dets skyld. For han betragter det som sig selv. Dette selv ser han som at det påvirkes, at det reagerer på ydre kræfter som de forlanger, og er hjælpeløs omgivet af verdens kræfter.
Psykoterapi må altså i hans bevidsthed genoprette hans evne til at tage sine egne beslutninger. Han må blive villig til at vende sin tænkemåde om, og til at forstå, at det han troede projicerede sine virkninger over på ham, blev lavet af hans egne projektioner på verden. Den verden han ser, eksisterer derfor ikke. Før dette er i det mindste delvist accepteret, kan patienten ikke se sig selv som virkelig kvalificeret til at træffe beslutninger. Og han vil kæmpe imod sin frihed, fordi han tror den er slaveri.
Patienten behøver ikke at tænke på sandheden som Gud, for at kunne gøre fremskridt i frelse. Men han må begynde at skille sandhed fra illusion, og at erkende at de ikke er det samme, og i stigende grad blive villig til at se illusioner som falske og acceptere sandheden som sand. Hans Lærer vil tage ham med derfra, så langt han er parat til at gå. Psykoterapi kan kun spare ham tid. Helligånden anvender tiden som Han finder den bedst, og Han tager aldrig fejl. Psykoterapi under Sin ledelse, er et af de middler Han bruger for at spare tid, og til at forberede flere lærere til at gøre Hans arbejde. Den hjælp Han begynder på, og leder, afbrydes ikke. Ad de veje Han vælger, fører al psykoterapi i sidste instans til Gud. Men det påhviler Ham. Vi er alle Hans psykoterapeuter, for Han vil have os alle helbredt i Ham.

Psykoterapi er en proces der forandrer synet på selvet. I bedste fald er dette >>nye<< selv en venligere selv-opfattelse, men psykoterapien kan næppe forventes at etablere virkelighed. Det er ikke dens funktion. Hvis det kan bane vejen for virkeligheden, har den opnået sit optimale udbytte. Hele dens funktion er i sidste instans at hjælpe patienten med at klare een grundlæggende fejltagelse: Troen på at vrede giver ham/hende noget han/hun virkelig ønsker, og at han/hun ved at retfærdiggøre angreb, beskytter sig selv. I den grad han/hun erkender at dette er en fejltagelse, i den grad bliver han/hun virkelig frelst.
Patienten går ikke ind i tarapeutiske forhold med dette mål for øje. Tværtimod betyder sådanne begreber kun lidt for dem, ellers ville de ikke behøve hjælp. Deres mål er at være i stand til at opretholde deres selvopfattelse præcist som den er, men uden den lidelse det medfører. Hele deres ustabile ligevægt hviler på den sindsyge tro på at dette er muligt. Og fordi dette, for det forstandige sind, så indlysende er umuligt, er det de søger magi. I illusioner opnås det umuligt let, men kun på bekostning af at gøre illusioner sande. Patienten har allerede betalt denne pris. Nu ønsker han/hun en >>bedre<< illusion.
I begyndelsen er patienten og terapeutens mål således forskellige. Både terapeuten og patienten nærer måske falske selvopfattelser, men deres respektive opfattelser af >>forbedringer<< må stadig være forskellige. Patienten håber at lære, hvordan han skal få de forandringer han ønsker, uden at ændre sin selvopfattelse i væsentlig grad. Faktisk håber han på at stabilisere den tilstrækkeligt, så den kan optage de magiske evner han søger i psykoterapien. Han ønsker at gøre det sårbare usårligt og det begrænsede ubegrænset. Det selv han ser er hans gud, og han søger kun at tjene den bedre.

Terapi begynder med erkendelsen af, at det er sindet der skal helbredes, og i psykoterapi mødes de der allerede tror på det. Det kan være de ikke kommer meget længere, for ingen lærer ud over sin parathed. Men parathed skifter niveauer, og når terapeut eller patient har nået det næste, vil de blive tilbudt et forhold der opfylder det ændrede behov. Måske vil de mødes igen, og udvikle sig i det samme forhold, og gøre det helligere. Eller måske vil de begge forpligte sig i et andet forhold. Vær sikker på dette: De vil begge gå fremad. Tilbageskridt er tidsbegrænsede. Den overordnede retning er udvikling mod sandheden.
Psykoterapien selv kan ikke være skabende. Een af de fejltagelser egoet nærer er, at det kan frembringe virkelige forandringer, og derfor har sand skaberevne. Når vi taler om >>den frelsende illusion<< eller >>den sidste drøm<<, er det ikke dette vi mener, men her er egoets sidste forsvar. >>Modstand<< er dets måde at se på tingene på; dets fortolkning af fremskridt og udvikling. Disse fortolkninger vil nødvendigvis være forkerte, fordi de er vildledende. De forandringer egoet forsøger at lave, er ikke virkelige forandringer. De er kun dybere skygger, eller måske varierende skyformationer. Men det der er lavet af intethed, kan ikke kaldes nyt eller anderledes. Illusioner er illusioner; sandhed er sandhed.
Modstand som den defineres her, kan være karakteristisk for en terapeut såvel som for en patient. Under alle omstændigheder sætter den en begræsning på psykoterapien, fordi den begrænser dens mål. Og Helligånden kan ikke kæmpe imod egoets indtrængen i den terapeutiske proces. Men Han vil vente, og Hans tålmodighed er uendelig. Hans mål er altid fuldstændig eentydigt. Uanset hvilke løsninger patientent og terapeut når til i forbindelse med deres egne divergerende mål, kan de ikke blive fuldstændigt forenede til een, før de forener sig med Hans. Først da er al konflikt forbi, for først da kan der være sikkerhed.
Ideelt set er psykoterapi en række hellige møder, hvor brødre og søstre mødes for at velsigne hinanden, og modtage Guds fred. Og dette vil en dag ske for hver eneste >>patient<< på denne jords overflade, for hvem andre end patienten kunne på nogen mulig måde være kommet her? Terapeuten er kun en lidt mere specialiseret Guds lærer. Han lærer igennem undervisning, og jo mere udviklet han er, jo mere underviser han, og jo mere lærer han. Men uanset hvilket trin han/hun er på, er der patienter der har brug for ham/hende på netop den måde. De kan ikke tage mere end han/hende kan give lige nu. Men de vil begge finde forstandigheden til sidst.

Det er ikke nødvendigt at være religiøs for at være en Guds lærer, ja, end ikke at tro på Gud i en grad der kan erkendes. Men det er nødvendigt at undervise i tilgivelse i stedet for i fordømmelse. Og selv i det, er det ikke nødvendigt at være konsekvent, for een som havde nået dette stadium, kunne lære andre frelse fuldstændigt, i løbet af et øjeblik uden et ord. Men den der har lært alle ting har ikke brug for en lærer, og den helbredte har ikke brug for en terapeut. Forhold er stadig Helligåndens tempel, og de vil blive gjort fuldkomne i tiden, og givet tilbage til evigheden.
Formel religion hører ikke hjemme i psykoterapi, men den hører heller ikke virkeligt hjemme i religion. I denne verden er der en forbavsende tendens til at forene modsætningsfyldte ord til eet begreb, uden at opfatte modsætningen overhovedet. Forsøget på at formalisere religion, er så åbenlyst et egoforsøg på at forsone det uforsonlige, at det næppe behøver en detaljeret beskrivelse her. Religion er oplevelse; psykoterapi er oplevelse. På de højeste niveauer bliver de eet. Ingen af dem selv er selve sandheden, men de kan begge fører til sandheden. Hvad kan være nødvendigt for at finde sandheden, som er og bliver fuldstændigt indlysende, andet end at fjerne de hindringer der synes at være for sand bevidthed?
Ingen der lærer at tilgive, kan undgå at huske Gud. Tilgivelse er således alt det er nødvendigt at undervise i, fordi det er alt hvad det er nødvendigt at lære. Alle blokeringer for erindringen om Gud, er former for ikke-tilgivelse, og intet andet. Dette er aldrig tydeligt for patienten, og kun sjældent for terapeuten. Verden har mobiliseret alle sine styrker imod denne erkendelse, for i den ligger at verden hører op, med alt hvad den står for.
Men det er ikke bevidsthed om Gud, der skal udgøre et rimeligt mål for psykoterapi. Den vil komme når psykoterapien er fuldført, for der hvor der er tilgivelse, må sandheden nødvendigvis komme. Det ville virkelig være uretfærdigt, hvis tro på Gud var nødvendig for psykoterapeutisk succes. Og tro på Gud er heller ikke et virkeligt meningsfyldt begreb, for Gud kan kun vides. Tro antyder at ikke-tro er mulig, men viden om Gud har ingen virkelig modsætning. Ikke at kende Gud, er igen viden at have, og det er det al ikke-tilgivelse fører til. Og uden viden kan man kun have tro.
Forskellige undervisningsmiddler appelerer til forskellige mennesker. Nogle former for religion har intet med Gud at gøre, og nogle former for psykoterapi har intet med helbredelse at gøre. Men hvis elev og lærer forener sig i at dele eet mål, vil Gud træde ind i deres forhold, fordi Han er blevet inviteret til at komme. På samme måde vil en forening af patients og terapeutens formål, genetablere det sted hvor Gud stiger op, først igennem Kristi vision, og dernæst igennem erindringen om Gud Selv. Psykoterapiens proces er at vende tilbage til forstandigheden.

Ligesom al terapi er psykoterapi, er al sygdom mental sygdom. Den er en dom over Guds Søn, og at dømme er en mental aktivitet. At dømme er en beslutning, der træffes igen og igen, imod skabningen og dens Skaber. Det er en beslutning om at opfatte universet sådan som du ville have skabt det. Det er en beslutning om at sandhed kan lyve, og må være løgn. Hvad kan sygdom altså være, andet end et udtryk for sorg og skyld? Og hvem kan græde over andet end længslen efter sin uskyld?
Når Guds Søn først ses som skyldig, bliver sygdom uundgåelig. Der er blevet bedt om den, og den vil blive modtaget. Og alle der beder om sygdom, har nu fordømt sig selv til at søge efter lægemidler der ikke kan hjælpe, fordi de tror på sygdom og ikke på frelse. Der kan intet være, der ikke kan påvirkes af en forandring i tænkemåden, for alle ydre ting er kun skygger af en beslutning der allerede er truffet. Lav beslutningen om, og hvordan kan dens skygger da forblive uforandrede? Sygdom kan kun være skyldens skygge, som er grotesk og grim, fordi den parodierer deformitet. Hvis en deformitet ses som virkelig, kan dens skygge da være andet end deform?
Nedstigningen til helvede følger trin på trin i en uundgåelig retning, når beslutningen om at skyld er virkelig først er taget. Sygdom, død og elendighed hjemsøger nu jorden i ubønhørlige bølger, sommetider samtidigt, til andre tider i ubarmhjertelig rækkefølge, den ene efter den anden. Men alle disse ting er kun illusioner, uanset hvor virkelige de forekommer. Hvem kan tro på dem, når det først er erkendt? Og hvem kan lade være med at tro på dem, før han erkender det? Helbredelse er terapi, eller korrektion, og vi har allerede sagt, og vil sige igen, at al terapi er psykoterapi. At helbrede de syge, er kun at bringe denne erkendelse til dem.
Ordet >>kurere<< har fået et dårligt ry blandt verdens mere >> respektable<< terapeuter, og med rette. For ikke een af dem kan kurere, og ikke een af dem forstår helbredelse. I værste fald gør de kroppen virkelig i deres eget sind, og når de har gjort det, søger de efter en magi der kan helbrede de sygdomme deres sind udstyrere den med. Hvordan kan sådan en proces kurere? Den er latterlig fra start til slut. Men når den er begyndt, må den slutte sådan. Det er som om Gud er djævlen, og må findes i det onde. Hvordan kan kærligheden være der? Og hvordan kan sygdom kurere? Er ikke begge disse spørgsmål eet?
I bedste fald - og ordet er måske tvivlsomt her - erkender verdens >>helbredere<<, at sindet er kilden til sygdom. Men deres fejltagelse ligger i troen på, at det kan kurere sig selv. Dette har en vis værdi, i en verden hvor >>grader af fejltagelser<< er et meningsfuldt begreb. Men deres helbredelser må forblive tidsbegrænsede, eller en anden sygdom må opstå i stedet, for døden er ikke blevet overvundet før kærlighedens betydning forstås. Og hvem kan forstå den uden Guds Ord, givet af Ham til Helligånden, som Hans gave til dig?
Sygdom af en hvilken som helst art, kan defineres som resultat af at opfatte selvet som svagt, sårbart, ondt og truet, og derfor med behov for konstant forsvar. Men hvis selvet virkeligt var sådan, ville forsvar være umulige. Derfor må de forsvar der søges efter nødvendigvis være magiske. De må overvinde alle begrænsninger der opfattes i selvet, og på samme tid lave en ny selvopfattelse, som den gamle ikke kan vende tilbage til. Kort sagt accepteres fejltagelser som virkelige, og behandles med illusioner. Fordi sandheden nu bringes til illusioner, bliver virkeligheden en trussel og opfattes som ond. Kærligheden frygtes, fordi virkeligheden er kærlighed. Sådan lukkes cirklen imod frelsens >>fjendlige overfald<<.
Sygdom er derfor en fejltagelse, og behøver korrektion. Og som vi allerede har understreget, kan korrektion ikke gennemføres ved først at fastslå fejltagelsens >>rigtighed<<, og dernæst overse den. Hvis sygdom er virkelig, kan den ikke virkeligt overses, for at overse virkeligheden er sindsygt. Men det er formålet med magi: At gøre illusioner sande igennem falsk opfattelse. DEtte kan ikke helbrede, for det modsætter sig sandheden. Måske afløses sygdommen af en illusoin om sundhed for en kort tid, men ikke længe. Frygten kan ikke længe skjules af illusioner, for den er en del af dem. Den vil slippe løs, men antage en anden form, fordi den er kilden til alle illusioner.
Sygdom er sindsyge, fordi al sygdom er mental sygdom, og der er ingen grader i den. En af de illusioner sygdom opfattes som virkelig med, er troen på at sygdom varierer i intensitet; at graden af trussel veksler, afhængigt af den form den antager. Her ligger fundamentet for alle fejltagelser, for de er alle kun forsøg på at lave kompromisser, ved kun at se en lille smule af helvede. Dette er en dåelig efterligning, der er så fremmed for Gud, at den i evighed må være utrolig. Men de sindsyge tror på den, fordi de er sindsyge.
En forrykt vil forsvare sine illusioner, fordi han ser sin frelse i dem. Derfor vil han angribe den der prøver på at frelse ham fra dem, fordi han tror han angriber ham. Denne mærkelige cirkel af angreb-forsvar, er et af de vanskeligste problemer psykoterapeuten må forholde sig til. Faktisk er dette hans centrale opgave; Psykoterapiens kerne. Terapeuten ses som en der angriber patientens mest elskede ejendom: Hans billede af sig selv. Og fordi dette billede er blevet det der giver patienten sikkerhed, som han opfatter den, kan terapeuten kun ses som en virkelig kilde til fare, der må angribes og sommetider endog dræbes.
Psykoterapeuten har således et enormt ansvar. Han må møde angreb uden angreb, og derfor uden forsvar. Det er hans opgave at demonstrere, at forsvar ikke er nødvendige, og at forsvarsløshed er styrke. Det må nødvendigvis være det han underviser i, hvis hans lektion skal være, at forstandighed er tryghed. Det kan ikke understreges stærkt nok, at de sindsyge tror at forstandighed er en trussel. Det er de naturlige følger af den >>oprindelige synd<<; troen på at synd er virkelig og fuldstændig berettiget. Derfor er det psykoterapeutens funktion at undervise i, at skyld ikke kan retfærdiggøres fordi den ikke er virkelig. Og den giver heller ingen beskyttelse.Og således må den til stadighed væer uønsket så vel som uvirkelig.
Frelsens ene grundsætning er al terapis mål. Befri sindet for den vanvittige byrde af skyld det så udmattet slæber på, og helbredelsen opnås. Kroppen kureres ikke. Den erkendes blot som det den er. Når den ses rigtigt, kan formålet med den forstås. Hvilket behov for sygdom er der så? Forudsat denne ene forandring vil alt andet følge. Der er intet behov for kompliceret ændringer. Der er intet behov for lnage analyser og udmattende diskussioner og forsøg på at finde løsninger. Sandheden er simpel, fordi den er een for alle.

Kærligst Jan.

Ps. Jeg motionere også og forsøger også at spise så sundt som muligt, set udfra hvad det er vi i verden tror på er sundhed. Men jeg erkender også at uanset hvilken form tingene antager, så er form altid kun midlertidig. Jeg forsøger alt efter hvad min bevidsthed tillader, altid at lade mig vejlede af Jesus og Helligånden i mit rette-sind. Og måden jeg gør det på, er altid at praktisere tilgivelse. Nu hurtigere jeg er til at tilgive, nu mere i kontakt er jeg med det rette-sind, og føler mig fredfyldt og ikke mindst, føler overskud til at være der for andre mennesker, og hjælpe dem med at forstå dem selv og få opfyldt deres behov.

Pps. Og dejligt at du ikke blev provokeret af mit dingeling ding fjing fjong og tik tak dong. Det tolker jeg som tilgivelse.

Kære Jan

Tak for dit meget lange citat om EKIMs forvaltning af psykoterapi. Jeg har ikke nået at læse det hele, men det skal jeg nok gøre.

Jeg er ikke sikker på, at citatet er grundlag nok for mig til at videreføre vores dialog. Det er en priotitet fra min side, hvorvidt jeg har tid og energi til at dykke ned i det ekimske univers og dets begreb om tilgivelse som psykoterapi. Der er ting, jeg kan gå med til og ting, jeg ikke ser nær så befordrende. Det, der først og fremmest slog mig var, at meget at det, du bringer for lyset i dine indlæg, er direkte taget fra EKIM - ikke at det kommer bag på mig, men nogle gange tror jeg faktisk, at du kan blive lidt misforstået og ensidig. Det afhænger så af, om jeg vurderer rigtigt ift, at virkeligheden også er den fysiske verden, men at dit modargument over for dette forhold udelukkende tager udgangspunkt i den pyskoterapeutiske udvikling qua EKIM.

I hvert fald forekommer du mig at være lidt mere tavs, end du plejer. Det er også helt okay, jeg ved jo ikke, om der også debatteres på onlinedebatten. Men tak for snakken her, det var faktisk dejligt at mødes med dig (mit dagsprogram fortsætter nu..).

Mvh
Anne

Selv tak Anne.

Og rigtig god weekend.

Lige over, Jan

Er det her fjing fjong og dingeling ding dong?

He he. Det er lige præcis sådan det skal gøres...

Sådan gir man den gas med fjing fjong og dingeling ding dong.