Hej kære Anne.
Jo, jeg vil give dig ret i, at det ville være en god løsning at mærke efter hvad det er som påvirker een.
For mig er illusionen det, at vi tror på det er noget udenfor os selv der påvirker os, og når vi tror dette, så er det vi fralægger os ansvaret for at kigge på os selv.
Ofte ser vi mennesker jo årsagen til vores tanker og følelser som værende andre menneskers måde at handle og reagere på overfor os.
Det er meget hårdt arbejde at erkende, at man altid selv har ansvaret for det som sker inde i een, også uanset omgivelser og medmennesker.
Det er derfor at forholdet til andre mennesker er så vigtige hvis det er man vil lære sig selv at kende, og ikke mindst vil lære at forstå sig selv, ens måde at reagere på overfor omgivelser og medmennesker.
F.eks så har Hanskrist skrevet et indlæg, hvor han mere eller mindre opfordre mig til at komme ud af busken, og skriver selv at han vil fremprovokere en reaktion hos mig. Han skriver nogle til omkring EKIM, som jeg så tolker som hans måde at ville provokere mig på. Men hvad fortæller dette så mig, hvis ikke jeg er villig til at se på min måde at reagere på først, og ikke ligge det over på det jeg læser min kære ven Hanskrist skriver?
EKIM betyder rigtig meget for mig, men jeg ved også godt nu, at EKIM også blot er form, og for mig betyder form ikke særlig meget mere, fordi jeg mere og mere kan erkende, at indholdet(sindet, ånden) er det vigtigste, det betydningsfulde og værdigfulde.
Men kære Anne, jeg har skrevet rigtig meget til både dig, Hanskrist og Flemming omkring min måde at arbejde med mig selv, og ja, jeg gentager det da gerne.
Jeg forholder mig til det der sker inde i mig, ved at se det inde i mig selv, og forstå at jeg selv er årsag. Jeg tilgiver det som umiddelbart fremtræder som billeder udenfor mig selv, og på den måde mærker jeg hvordan jeg frigøre mig fra identifikationen med disse billeder(kroppen, verden af form).
Jeg har meget ubevidst skyldfølelse, had, vrede, frygt inde i mig, og jeg ved at det kommer frem så snart jeg møder modstand. Denne modstand har jeg altid opfattet som værende noget som kom udefra, og på den måde har jeg kunnet fornægte at jeg selv var den som i form af ubevidste ideer og overbevisninger, kunne projicere det jeg ikke ville se i mig selv, ud på medmennesker og omgivelser.
For mig er det at praktisere tilgivelse, at tro på Gud. Jesus for mig er ikke een krop, men een tanke i mit sind, som hele tiden minder mig om, at jeg og mine brødre og søstre er skabt i og som fuldkommen kærlighed. Det som blokere min bevidsthed om den fuldkomne kærligheds tilstedeværelse, er det jeg forsøger at forstå og erkende, og ophæve i form af at tilgive det, og ikke dømme det.
Jeg arbejder meget med at være stille i mit sind, og blot være tilstede og nærværende med de mennesker jeg nu er sammen med. Og som jeg har skrevet tidligere, så har jeg helt bevidst valgt at arbejde med så mange forskellige mennesker som muligt, for på den måde at se på min måde at reagere på overfor andre mennesker, og erkende at jeg selv er årsag til de følelser og tanker der måtte komme frem i min bevidsthed. Jeg ved også nu at jeg bliver nødt til, at udvikle meget stor åbenhed og tillid, for ellers så er det forsvarsmekanismerne blokere for det som ligger gemt i det ubevidste.
Som jeg også har skrevet tidligere, så er den metafor med isbjerget, et meget godt billede af menneskets bevidthed og sind.
Jeg tror på der kun er eet sind, som så tror det har adskilt sig fra Gud, hvilket har gjort det har fragmenteret sig selv ud i utallige små dele. I sandheden er vi sindet som helhed, hvis sande identitet er ånd. Det vi ser i hinanden og det vi tænker om hinanden, er i virkeligheden det budskab vi sender til vores egen ubevidste del af sindet. Dømmer og fordømmer vi, så sender vi blot et budskab til vores eget ubevidste sind om, at VI selv fortjener at blive dømt og fordømt. Og det er det som holder skyldfølelsen, vreden og hadet i vores sind kørende. Men det er meget få der forstår, at der ikke virkeligt er noget udenfor sindet. Jesus forstod dette. Han vidste godt at adskillelse er en illusion. Derfor praktiserede han tilgivelse, fordi han forstod, at hvis noget dømmes, så tillægges det en virkelighed det ikke indholder i sig selv, og på den måde fornægtes Gud, og ja, det er illusionen om at synd, skyld og frygt er virkeligt.
Jeg mærker virkelig godt efter Anne, og jeg mærker hvordan mit sind helbredes når jeg praktisere den samme form for tilgivelse som Jesus gjorde. Jeg har efterhånden lettere og lettere ved at være i een fredfyldt tilstand, hvilket gør at jeg faktisk har et meget stort overskud til at være der for andre mennesker, og ikke mindst kan rumme dem som een del af mig selv.
Det er rigtig fedt blot at tillade andre mennesker at være. Jeg har den holdning efterhånden, at det bare er helt ok hvad end der nu sker. Der er ikke den frygt mere, for at blive afvist, eller for at der skal opstå ubehagelige situationer. Når man lære at rumme sine egne følelser af had, vrede, skyld, frygt, utilstrækkelighed osv, og tilgive, og give slip på forvrængede forsvar, så er der pludselig ikke den samme afstand imellem een selv og ens brødre og søstre. Hvis man kan se ens brødre og søstre som skyldfri, og tilgive alt det som vil adskillle, så er det muligt at forene.
Men igen, det kræver at man virkelig arbejder meget med sig selv, hvis det er man ønsker at kærligheden skal fylde ens bevidsthed, og ikke frygten.
Og een side-gevinst er, at man ikke tager alt så personligt og alvorligt. At tilgive frembringer altid glæde og fred i ens sind.
Håber du kan bruge mit svar, kære Anne. Ellers er det også bare, ja, fjing fjong og dingeling ding dong.
Håber du har det godt min ven, og at det går godt med dit studie.
Kærligst Jan.
Forrige tråd
Index
