Kære Kristian.

Hvem der er kommet galt af sted med hensyn til forståelse af tiden, vil jeg ikke diskutere med dig. Det ser ikke ud til at tjene noget formål.

Realtidens retning er som bekendt defineret ved termodynamikkens 2. lov om stigende entropi.

Jeg vil blot bede dig tilsvarende definere imaginærtidens retning, siden du mener at den har en tidsorientering.

Og mens du er i gang, kunne du måske også forklare mig, hvorfor imaginærtiden kunne tænkes at danne et kugleformet univers. Det burde være en let sag for dig med din omfattende viden om rumtid og kvantekosmologi.

Jeg lader mig da gerne belære, hvis jeg er kommet galt afsted med min forståelse af imaginærtiden, for det har stor mentalhygiejnisk betydning for mig at lære noget nyt hele tiden.

Mvh

Ole Bjørn ;)

Kræn-P

[quote]. . . så er der noget, som du efter min opfattelse har misforstået./quote]

Det har du sikkert ret i!

det er først nu du kommer frem med Jesus figuren

Gå nu ikke så meget op i hans "figur". Smag hans ord.

Eller "ånden", nå nej "Ånden" - i øvrigt en differentieren hvis betydning du endnu ikke har anskueliggjort

Du har ikke forstået differentieringen, ser jeg. Den er mellem "en ånd" og "ånd".

Arv, det var utraditionelt på disse breddegrader - sikke du har revolutioneret i optagelsen og nedarvningen af gudebillede.

Der er næppe tale om en revolution, da meget få holder fast i hans ord. De fleste tænker netop om "figurer" og "væsener", som du har bemærket - det gør Jesus dog ikke; lyt til ham, ikke til religionen.

Hvad er det ved Jesus, søn af Jahve - eller rettere, søn af sig selv - jeg skal forholde mig til?

Jeg taler ikke om Jahve... også her er du faldet pladask for de religiøses feberfantasier - velkommen til deres verden; bryd ud!

Forholde dig til: Jesus ORD!

Hør nu her, du sagde at jeg havde antagelser om guder

Ja, idet du ofte taler om "guder" (flertal), og at det er "væsener". Gud er én, og Gud er Ånd. Bliv klar over dine antagelser; det er urimeligt at forsøge at pådutte andre dem i en argumentation.

Hej Zen.

Har du prøvet at være stille?

Og så lade forståelsen komme til dig i stedet for?

Det er implicit i forståelsen, sandheden, at se at andre ikke forstår hvad man mener. Før du kan forstå andre må du forstå dig selv.

Forståelsen, min ven. Giv slip og lad det som er uden ord komme. Græd i sandhed for der er virkelig grund til at græde.

Bøj dig på dine knæ og bed til Gud. Og græd. Græd over verdens tilstand, græd over dyrenes skæbne, græd over den manglende forståelse og kærlighed, for det er sandheden.

Men lad være med at tro at du forstår. Den dag du forstår vil du vide det og så kan du tale fordi du ikke alene ved hvad du siger men også ser den sammenhæng du taler i. Vil du ikke hellere at Han rent faktisk tager bolig i dig end at drømme om det? Så bøj dig på dine knæ og vær ydmyg, der er ingen skam i at græde overfor Gud.

Giv slip.Hvis det virkelig er det du vil.

Ellers gør det ikke noget.

Så "Gud er én, og Gud er Ånd", men Gud er ikke én Ånd? Og samtidig er ånden Jesus, hvis ord man kan smage? Og man kan også lytte til ham (på radioen eler hvad)? Og diverse religioner som kredser om Jesus har ikke forstået en brik af hvad Jesus var, er og siger? Og de andre religiøse lider af feberfantasier? Og jeg som ateist, skulle på en eller anden måde være del af "deres verden"?

Hør nu her, du sagde at jeg havde antagelser om guder
Ja, idet du ofte taler om "guder" (flertal), og at det er "væsener".... Bliv klar over dine antagelser; det er urimeligt at forsøge at pådutte andre dem i en argumentation.

Se jeg siger jo netop, at de guder jeg omtaler er definitioner som jeg har fra troende, der i "febervildelse" (dine ord), udtaler sig om deres gudetro - ligesom du selv gør det. Jeg har ikke selv opfundet nogen "guder", men meget kunne tyde på, at du derimod er ophavsmand til en af slagsen! Eller du er måske del af en ny sekt eller kult som du vil fortælle nærmere om?

De troende du har mødt er forvirrede mennesker som ikke ved hvad de taler om. De har et dybt behov for at blive elsket som ikke bliver opfyldt i denne verden hvor alle kun tænker på sig selv.

Gud er kærlighed, at komme hinanden ved. Gud er ikke et menneske.

Gud kan ikke, gennem dig, komme en anden ved, fordi du vælger at lade være og kun tænker på dig selv.

Derfor min ven, på trods af alle menneskenes forestillinger, er Gud en kendsgerning.

Men sålænge vi ikke formår at elske hvad mening har det så at tale om Gud?

Alle de som ikke elsker, siger at Gud ikke eksisterer. Hvorfor skulle jeg lytte til dem?

Se også Michaels indlæg, som jeg kan bakke 100% op om!

Så "Gud er én, og Gud er Ånd", men Gud er ikke én Ånd?

Præcis, modsat at være splittet, delt eller flere er Gud én, eller enhed. Og samtidig Ånd - det grundlæggende og det højeste ved virkeligheden: Kærlighed.

Ikke en ånd eller et væsen. Ikke placeret som en "figur" midt i al mangfoldigheden.

Og samtidig er ånden Jesus, hvis ord man kan smage?

Jesus tale er af ånden.

Og man kan også lytte til ham (på radioen eler hvad)?

Nej da, ingen gider jo beskæftige sig med hans ord. Kun hans navn og kirkens ritualer og dogmer.

Og diverse religioner som kredser om Jesus har ikke forstået en brik af hvad Jesus var, er og siger?

Korrekt, dog kun til dels. Kristendommen har jo i sin bibel bevaret nogle af hans ord. Men efterlevelsen halter det med. Ellers havde dogmerne ikke vundet indpas.

Se jeg siger jo netop, at de guder jeg omtaler er definitioner som jeg har fra troende, der i "febervildelse" (dine ord), udtaler sig om deres gudetro - ligesom du selv gør det.

Forskellen er, at jeg ikke ser Gud som et væsen.

men meget kunne tyde på, at du derimod er ophavsmand til en af slagsen!

Igen: Jeg køber ikke dine præmisser - der er ikke "flere slags". Gud er én (ét, enhed). Gud er Ånd.

Glad for at kunne hjælpe dig.

Mange tak!

Hej, så slet ikke at du havde skrevet før nu her, ved et tilfælde.

Har du prøvet at være stille?

Og så lade forståelsen komme til dig i stedet for?

Ja, mon ikke. Dét er herligt!

Før du kan forstå andre må du forstå dig selv.

Ja, før man kan forstå noget overhovedet... men selvet opløses - i hvert fald hvis vi taler om et "Hans-Krist"-"personligheds"-"selv".

der er ingen skam i at græde overfor Gud.

Nej, tværtimod - men krokodilletårer må det ikke være.

jeg tror godt at du kan overlade det til Gud om det er krokodilletårer eller ej.

Nej, vi må selv gøre en indsats for ikke at hykle.