Foranlediget af Kristians opfordring til at give Jeppe lidt tid til at sunde sig, kan det måske være relevant at sætte hans kaskader i relation til universets øvrige begivenheder, så deres vigtighed kan stå klart.

Jeg har gennem nogle år skrevet en række science fiction noveller under fællestitlen TIDENS LABYRINT. Den samlende historie er et lille selskab, der under ledelse af guiden, Vern, føres gennem labyrinten, og der oplever vidt forskellige aspekter af det omfattende tidsbegreb. Her er én af historierne.


Vern standsede selskabet midt på gangen. Må jeg bede om Deres opmærksomhed et lille øjeblik. De vil nu være blandt de første i denne verden til at opleve en af de mest fantastiske opfindelser, der er gjort i nyere tid. Vi kalder den for ”Tidsbiblioteket”, og det hele rummes i den metalbue, De ser lidt fremme i gangen.

Teknikken bag den kan jeg ikke forklare Dem, og sandt at sige forstår jeg den ikke selv, men den virker på den måde, at den skaber et tidsfelt, hvori man trådløst kan overføre komprimerede budskaber til den menneskelige hjerne. Jeg forsikrer Dem for, at det er ganske ufarligt. Jeg er selv gået igennem feltet masser af gange uden at opleve ubehagelige bivirkninger, og jeg skal også nok gå forrest denne gang.

Vær så venlige at stille op på en enkelt række, og gå derefter rask gennem feltet efter mig. Det tager kun et sekund at passere, men De vil opdage, at et sekund kan rumme meget mere, end de tror.

Selskabet gjorde, som han sagde, og lettere nervøse fulgte de efter ham gennem buen, og kom ud på den anden side med et udtryk af lettelse, men også af forundring, forvirring og forståelse malet i deres ansigter.


En forelæsning over et sekund.


Auditoriet var fyldt med studerende, som var kommet i god tid, og sad og småsnakkede, eller gjorde sig klare til at tage notater, eller blot sad med lukkede øjne og slappede lidt af for at rehabilitere sig efter aftenens og nattens drikkeri, eller prøvede at overhøre den tinnitus, der ringede i deres ører efter lydtrykket fra diskotekets 300 watt højttalere, eller af ren og skær kedsomhed talte i mobiltelefon om ingenting med deres venner, som i virkeligheden ikke var venner, men blot bekendte med et fælleskab i rådvildhed, rodløshed og søgen efter identitet, eller de tænkte med bekymring på de hjemmeopgaver, de ikke havde nået at lave, eller spekulerede på, hvordan de skulle skaffe penge til huslejen i næste måned, eller smilede for sig selv og trak vejret dybt, beruset af lykke ved tanken om den pige/dreng, de elskede vanvittigt og havde tilbragt natten med og elsket fire gange, den sidste gang da de vågnede om morgenen, eller som de havde tænkt på mens de masturberede, eller de kæmpede for at holde sig vågne i den summen af hviskende stemmer, der omgav dem, fordi de havde læst det meste af natten.

De sad der, fordi deres lærere havde fortalt dem, at det var måske den eneste chance, de ville få, til at høre denne berømte filosof forelæse om tiden, og at denne forelæsning var et ”must” for enhver, der studerede fysik, eller antropologi, eller psykologi, eller jura, eller matematik, eller medicin, eller statsvidenskab, eller markedsøkonomi, eller litteratur, eller teologi, eller en hvilken som helst anden videnskab, fordi en forståelse af tidens natur, eller i hvert fald nogle af dens egenskaber, er en nødvendig forudsætning for at forstå noget som helst om livet og menneskene.

Den gamle filosof kom ind i auditoriet, lagde sine notater på katederet, og smilede venligt til de studerende, hvorefter der sænkede sig en forventningsfuld tavshed over dem alle. Så vendte han sig mod tavlen, tog et stykke kridt og skrev et t, så stort, at de tydeligt kunne se det på de bageste rækker. Det var den eneste gang, han skrev noget på tavlen, og ingen af de studerende fik brug for deres notesblokke i hvad der fulgte.

”Dette”, sagde han, ”er den matematiske notation for tid, og dette” – han lavede to taktslag i luften med kort mellemrum – ”er tidsrummet et sekund. En uendelig lille brøkdel af evigheden, men da evigheden i sig selv er ufattelig, vil vi nøjes med at undersøge og prøve at forstå dette sekund for at se, om det vil kunne hjælpe os til en forståelse af tiden.”

”Fysisk set betragter vi tiden som en dimension, en nødvendig forudsætning for enhver proces, og vi måler den i sekunder, minutter, timer, dage, år, sekler og æoner, eller i millisekunder, nanosekunder og picosekunder. Et sekund er defineret som 9.192.631.770 svingninger i cæsium-133 atomets grundtilstand, og i løbet af dette sekund bevæger lyset sig næsten fra månen til jorden, et legeme, der påbegynder et frit fald, bevæger sig knap 5 meter, og en luftmasse, der svinger 440 gange frembringer kammertonen a.”

”Men denne måling af tiden, mine damer og herrer, er for mig at se temmelig uinteressant, medmindre man lige står og skal beregne afstanden til en stjerne, undersøge de kvantemekaniske processer, kalkulere arbejdsomkostningerne ved bygningen af et hus eller en hængebro, komponere en sangbar stemme for en tenor, eller man som elitesportsudøver vil teste sine chancer for at sætte ny verdensrekord, eller man har aftalt at mødes med sin mand eller sin kone et kvarter over 3 ved indgangen til indkøbscenteret.”

”Dette sekund, som vi opfatter individuelt, kan føles både uendeligt kort og uendeligt langt på samme tid, hvis en mor for eksempel ser sit barn løbe ud på gaden foran en bil, eller hvis en bokser ser en åbning i modstanderens parader, og ved med sig selv at i næste sekund vil han afgøre kampen, eller hvis en vinduespudser på en skyskraber mister balancen, og det går op for ham, at han ikke har fastgjort sin sikkerhedsline, eller hvis en jurist har arbejdet tre timer på at udarbejde en kompliceret men vandtæt kontrakt, og trykker på knappen for at lagre den på computeren og indser, at han i stedet har slettet det hele, eller hvis en matematiker beruset af lykkefølelse og triumf over at have løst et af de uløselige problemer i matematikken pludselig ser den lille fejl, der gør alle hans ligninger ugyldige.”

”Dette individuelle sekund er i vor undersøgelse uinteressant, fordi det kun omhandler en lille del af sekundets natur. Den måde, vi hver især opfatter sekundet på, bringer os ikke et skridt nærmere en forståelse af tiden, for tiden er universel. Det sekund, jeg markerede for Dem før, var et sekund i universets historie, og hvis vi kunne forstå dette sekund, ville vi måske kunne forstå tidens kompleksitet, men alene beskrivelsen af dette sekund ville tage længere tid end universet har eksisteret, og da De formodentlig har andre aftaler senere på dagen, udelukker dette jo sig selv.”

”Lad os derfor vende blikket bort fra universets dybder, glemme hvad der skete i de hundrede milliarder galakser i løbet af dette sekund, glemme at vi befinder os i udkanten af galaksen Mælkevejen, kredsende om en mindre sol, glemme de umådelige afstande i vort solsystem, ignorere jorden og dens biosfære, der myldrer af millioner af arter af planter, fugle, fisk, krybdyr, pattedyr, bløddyr, insekter, mikroorganismer og bakterier, hvor hvert enkelt individ i hver art foretog sig noget i dette sekund. Lad os nøjes med at betragte dette sekund som værende et sekund i menneskehedens historie, og lad os bruge den beskedne tid, vi har fået tildelt her, til at beskrive en lille bitte del af, hvad dette sekund indeholdt, og de tanker og forestillinger, der var forbundet hermed.”

”Af jordens seks milliarder mennesker lå mere end to milliarder i dyb søvn i dette sekund. Hos nogle hundrede millioner af dem flakkede øjnene vildt bag de lukkede øjenlåg, mens de drømte angstfyldte drømme om deres problemer. 57.981 voksne og børn vågnede i dette sekund med et sæt, fordi vækkeuret ringede, eller det bankede på døren, eller deres mor kaldte på dem, eller deres drømme endte i et chok, eller en måge skreg udenfor deres vindue, eller der trængte en lyd eller en tanke gennem deres hjernes forsvarsværker, og fortalte dem, at det var på tide at vende tilbage til virkeligheden, eller den tilstand, som vi opfatter som virkelighed.”

”I dette sekund var 1.785.714 mennesker engagerede i et samleje, nogle af dem i frydefuld ekstase, fordi de elskede deres partner, andre med skiftende grader af ligegyldighed, fordi det var en pligt eller en rutine, andre igen med påtaget lidenskab, fordi de fik betaling for det, og andre igen i rædsel, fortvivlelse og afmagt, fordi de var i færd med at blive voldtaget af en fremmed eller af deres egen mand, fordi deres ægteskab var løbet af sporet og de ønskede at blive skilt.”

”I dette sekund havde 23.822 mænd udløsning og 9 kvinder blev gravide med et barn, de enten vil abortere naturligt eller provokeret, eller føde og opdrage i deres egen tro, og som skiftevis vil glæde dem og skuffe dem. Og som måske vil skænke dem børnebørn og oldebørn, hvoraf enkelte måske vil blive til noget stort, set med samfundets øjne.”

Mere end 80.000 børn begyndte i dette sekund at græde, enten fordi de blev ramt af slag fra en voksen, og følte smerte og chok over den voldsomme behandling, som de fandt meget uretfærdig, eller de græd, fordi de var sultne, og deres far eller mor var bevidstløse af druk eller narko, som de havde købt for de penge, der skulle bruges til mad, eller de græd fordi de var i færd med at blive seksuelt misbrugt af voksne, som enten var fremmede, der havde lokket dem med sig, eller af voksne i deres nærmeste familie, som havde truet dem til tavshed, og givet dem sår i sjælen, som aldrig vil kunne heles.”

”69.148.206 vindrikkere løftede i dette sekund deres glas og sagde skål, eller cheers, eller a votre santé, eller prost, eller salute, eller en anden traditionel hilsen, og tog derefter en slurk af vinen, som de rullede rundt i munden og sank og udtalte sig med kendermine om vinens kvalitet, som de af høflighed mod værten altid roste.”

”Samtidig med dette dumpede 28.000.046 breve ned i en postkasse, eller ind gennem en brevsprække, eller blev overrakt personligt af et postbud til modtagere, der åbnede kuverterne og tog dem ud og så, at de indeholdt en regning, eller en hilsen fra familien, eller en anonym trussel, eller en check på et mindre beløb fra et forsikrings¬selskab, eller et glødende kærlighedsbudskab, eller et reklametilbud, eller en opfordring til at støtte et godgørende formål, eller en meddelelse fra en sagfører om at sagen nu vil overgå til fogedretten, eller en tegning fra et barnebarn, eller en opsigelse af lejemålet, eller en vidneindkaldelse, som var frygtelig ubelejlig, eller et kædebrev, som vil gøre modtageren rig eller give ham store problemer, hvis han bryder kæden.”

”I selv samme øjeblik ramte en næve 11.449 steder i verden en bokser i ringen, eller en skoledreng, der ikke viste klassens stærke dreng respekt, eller en prostitueret, der havde fået en voldelig kunde, eller en politisk fange i et fængsel, eller en rival i et slagsmål om en pige, eller en homoseksuel, der havde eller ikke havde gjort tilnærmelser til nævens ejermand, eller én sagesløs mand på gaden, som en voldsmand afreagerede sine frustrationer på, eller en kvinde, der overraskede en indbrudstyv. 2 af disse mennesker døde af slaget.”

”Også i samme sekund faldt en bombe eller granat eller eksploderede en af verdens flere hundrede millioner landminer, og rev benet af en dreng, som ikke var i skole, fordi han skulle hjælpe sine forældre i marken, så familien kunne overleve, hvis ikke tørken helt ville ødelægge deres sparsomme høst. Hvis De lukker Deres øjne og bruger Deres fantasi, vil De kunne høre eksplosionen og barnets smerteskrig, mens De for Deres indre øje kan se blodet fosse ud af hans lemlæstede ben!”

”Hans forældre kommer løbende til. Moderen skriger i fortvivlelse, og knuger hans hoved ind mod sit bryst, mens den chokerede og grædende far forsøger at standse blodstrømmen. Der kommer også naboer til, som får fremskaffet en gammel bil, så drengen kan blive kørt på hospitalet, hvor det lykkes lægerne at redde hans liv, men resten af sin tid må han slæbe sig rundt på krykker eller på en lille vogn, og hans drøm om en dag at få et lille hus, og eje sin egen lille hirsemark, så han kan forsørge en familie, vil aldrig blive realiseret.”

”Dette har selvfølgelig ikke noget at gøre med beskrivelsen af vort sekund. Jeg nævner det kun, for at De kan forstå, at de begivenheder, som er indeholdt i vort sekund, alle trækker andre begivenheder med sig, hvoraf nogle rækker langt ind i fremtiden.”

”Men vort korte sekund indeholder også smil og glæder. 6.248.356 mennesker ler i dette sekund larmende af en vittighed, der blev fortalt af en arbejdskollega, eller af et familiemedlem ved middagsbordet, eller af en uskyldig og derfor sjov bemærkning fra et barn, eller af en scene i en morsom film, eller af en sarkastisk talkshow vært, der spidder en kendt politiker eller skuespiller, eller af en klovn i cirkus, eller af en historie, de læser i en bog eller i avisen eller i et ugeblad.”

”8 kvinder fyldes i dette sekund med glæde over at høre det første skrig fra deres nyfødte, mens en begynder at græde, fordi hun ikke ønskede barnet, eller fordi hun netop fik at vide, at det var dødfødt eller deformt. Imens tog de ventende fædre sammen med mere end fyrre millioner andre mænd og kvinder et sug af en cigaret, som statistisk beregnet vil forkorte deres liv med 900 sekunder, eller mere end den tid, som det tager dem at ryge cigaretten.”

489 projektiler flyver lige nu gennem luften, og rammer deres mål, som de dræber eller lemlæster, mens dobbelt så mange mennesker samtidig bliver stukket af anopheles myggen og smittet med malaria.”

”83.226.988 diskuterer politik eller religion og bliver meget ophidsede, mens 64.694.218 beder til Gud, eller Allah, eller Buddha, eller en af de mere end 5.000 guder der tilbedes verden over, og de beder om fred, om beskyttelse af deres kære, om at vinde i lotteriet, eller om at finde kærligheden, eller om sejr i den forestående sportsbegiven¬hed, eller i krigen mod fjenden, eller i den lokale skønhedskonkurrence, eller om at overleve den umiddelbare livsfare, de befinder sig i.”

”22.002.648 børn sidder i dette sekund og tegner, eller synger i kor eller alene, fordi de føler sig trygge og godt tilpas, mens 243 mennesker samtidig forbereder deres selvmord, hvor de vil tage piller, hænge sig, skyde sig, eller kaste sig ud fra en bro eller et højhus eller et tog, fordi de er ulykkelige, eller de vil sprænge sig selv i luften i en terroraktion i hadet til den fjende, som har dræbt et nært familiemedlem.”

”Mere end en milliard voksne og børn føler i dette sekund sulten gnave, som de gør næsten hvert sekund døgnet rundt, mens et endnu større antal trækker vejret tungt og besværligt på grund af overvægt. Ganske tankevækkende, ikke sandt?”

”Hvis De af alt dette skulle have fået indtrykket af, at vi er godt på vej til at beskrive hændelserne i vort sekund, må jeg bedrøve Dem med, at vi knap nok er begyndt at opregne antallet af de forskellige menneskelige begivenheder, som finder sted jorden over, og som igen kun udgør en forsvindende brøkdel af begivenhederne i den tynde biosfære, som omgiver vor lille planet.”

”Hvis De føler det svært at fatte disse tal, har De min fulde forståelse. Jeg fatter dem heller ikke selv. Men, mine damer og herrer, tallene er komplet ligegyldige. Dem kan De roligt glemme, hvis De overhovedet kan huske dem, for de skifter hvert sekund. Jeg har kun medtaget dem for at lette Deres forståelse af det umådelige indhold ethvert sekund har.”

”Et standard menneskeliv varer ca. 2,4 milliarder af disse sekunder, hvoraf vi kun er i stand til at forstå en forsvindende lille brøkdel af de begivenheder, der finder sted i et enkelt af dem, men tiden omfatter alt, hvad der hænder i hele universet, ikke bare begivenhederne i dette ene sekund, og ikke bare begivenhederne i disse 2,4 milliarder sekunder, men begivenhederne i alle sekunder i alle de milliarder af år universet har eksisteret, og hvert sekund tilføjer nye milliarder af milliarder af milliarder af begivenheder til tidens historie.”

”Så når vi skriver vores t på tavlen, er det ikke et symbol på vores forståelse af tiden, men et symbol på vores kolossale uvidenhed. Selv om menneskene har fornemmet tidens gang, filosoferet over tiden, målt tiden og undersøgt tiden på kryds og tværs gennem tusinder af år, er vi stadig ikke i stand til at besvare det simpleste af alle spørgsmål om tiden: Er tiden kontinuerlig eller bevæger den sig i spring fra tilstand til tilstand? Findes der et tidskvant, kortere end Plancktidens 10 i minus 43. sekund, en byggesten af tid, som er det grundlag, universet baserer sin udvidelse på, og som sætter livet i stand til at vokse og gro, eller flyder tiden af sted i en kontinuerlig bevægelse? Vi ved det ikke.”

Filosoffen gjorde en pause, og så på sit ur.

”Mine damer og herrer. Den tid, vi har fået tildelt sammen, er ved at være opbrugt. Er der nogen spørgsmål?”

”Sekunderne gik i dyb tavshed uden nogen reaktion fra tilhørerne. Filosoffen samlede sine notater sammen, og sagde: ”Det tænkte jeg nok, og heldigt det samme. Jeg ville sikkert heller ikke kunne besvare nogen af dem, trods de hundreder af millioner sekunder, jeg har brugt på at prøve at forstå tidens gåde. Jeg håber, De vil have mere held med Dem, hvis De skulle forfalde til at beskæftige Dem med dette problem. Tilbage er der for mig så kun at ønske Dem en fortsat god dag.”

Med et venligt smil til de studerende forlod han stille auditoriet, hvor det lille t stod alene tilbage på den store tavle.

Der lød ingen klapsalver. De studerende sad tavse tilbage og stirrede ud i luften uden at bevæge sig – et stivnet billede af en brøkdel af et sekund, der for længst var gået, og med dette billede på vor indre nethinde vil også vi nu forlade auditoriet.


Selskabet samlede sig igen om Vern, alle lettere rystet af den kolossale mængde af viden og indsigt, de havde erhvervet sig på et enkelt sekund.


Copyright Ole Bjorn 1998-2008.

Kære Ole Bjørn.

Jeg har med interesse læst din litterære skildring af et sekund. Jeg synes det er en fortrinlig måde, at indarbejde et nyt syn på begrebet tid i en litterær sammenhæng.

Thi sagen er jo netop, at formlen for tidsforlængelsen i den specielle relativitetsteori vil føre til, at mennesker, der bevæger sig med stor hastighed i et andet system, vil kunne opleve alt det, som du beskriver, i den tid, der i vort system måles til at være blot ét sekund.

Derfor vil jeg mene, at din beskrivelse er af en ganske anden beskaffenhed, end de science fiction beskrivelser, som vi møder i filmindustrien. Du har nemlig opbakning i ædruelig naturvidenskab, hvis gyldighed forlængst er dokumenteret. Det har mange af science fiction filmene ikke.


Med venlig hilsen

Kristian Pedersen

Mange tak Kristian, men strengt taget virker tidsregressionen omvendt, og gravitation/accelleration spiller også en rolle for den. Men jeg forstår godt, hvad du mener, for det afhænger af hvorfra man iagttager begivenhedene.

Vores tidsbegreb/tidsopfattelse kan anskues fra utroligt mange vinkler, og jeg behandler bare 40-50 af dem i TIDENS LABYRINT. Jeg har offentliggjort nogle få af historierne på debatterne, og jeg overvejer at samle dem plus nogle flere her, hvis der er interesse for det.

Det einsteinske tidsbegreb har fået en pragtfuld litterær behandling af fysikeren Alan Lightman i bogen "Einstein's dreams" som også findes i dansk oversættelse med titlen "Einsteins Drømme". Den kan jeg anbefale dig at læse.

Mvh

Ole Bjørn ;)

Kære Ole Bjørn.



Dette er jeg ikke enig med dig i. Du kan se den specielle relativitetsteoris formel for tidsforlængelsen ved at klikke på vedhæftningen i dette indlæg.

Man skal naturligvis op på en svimlende relativ hastighed for rumskibet, før kvadratet på hastigheden bliver så stor, at den som tæller i brøken i parentesen får tallet, der skal subtraheres fra tallet 1 under kvadratrodstegnet, til at nærme sig 1.

Efter min opfattelse spiller gravitation/accelleration ingen rolle i det her skildrede eksempel. At et accellerationsfelt ikke kan skelnes fra et gravitationsfelt har ingen indflydelse på den aritmetiske beregning af tidsforlængelsen eller længdeforkortelsen.

En anden sag er så, at rumskibets masse vokser med den relative hastighed. Dette findes der også en aritmetisk formel for. Masseforøgelsen medfører, at der skal tilføres mere og mere energi, for at rumskibets relative hastighed bliver forøget.


Med venlig hilsen

Kristian Pedersen

Kære Kristian.

Flyver man en tur ud i rummet og tilbage med en hastighed, som medfører at et år på rumskibet svarer til tyve år på jorden, så vil der fra astronauternes synspunkt være tyve års begivenheder på jorden accellereret til at hænde indenfor et år. Fra jordmenneskenes synspunkt ville begivenhederne i rumskibet se ud som om de foregik i slowmotion med en tyvendedel af normal hastighed, så de ville nok kede sig over, at der skete så lidt.

Forskelle i gravitation er en integreret del af den relative tidsregression, og GPS-systemet indkalkulerer derfor både forskellen i relativ hastighed og i tyngdefeltets styrke på jordstationerne og i satellithøjde.

Mvh

Ole Bjørn ;)

Kære Ole Bjørn.

Det, som du skriver, bestrider jeg ikke. Men det ændrer ikke noget ved det, som jeg har skrevet.


Med venlig hilsen

Kristian Pedersen

Ny historie fra min novellesamling TIDENS LABYRINT.


Ifølge mange-verdener-teorien skulle universet dele sig uafbrudt. Men her i denne tid, er det ikke universet, der deler sig.


Noget frygteligt kludder.

Guy blev siddende, da han rejste sig op fra sofaen og gik ud i køkkenet. Det var først da han kom ind igen, og gik tværs over gulvet, mens han blev stående i døren, at han forstod, at der var noget galt. ”Hvad fanden,” sagde alle tre Guy’er i munden på hinanden. Guy 1 satte sig på en stol, mens Guy 4 blev stående. ”Er vi alle sammen mig?”spurgte Guy 1 og så rundt i kredsen. ”Åbenbart,” sagde Guy 2 fra sofaen, og kneb sig selv i armen. ”Jeg er i hvert fald virkelig nok.”

”Jeg går en tur. Jeg må tænke lidt over det her,” sagde Guy 1 og rejste sig, mens Guy 5 blev siddende på stolen. Guy 6 lukkede pænt døren efter ham, da han forlod lejligheden. Da han gik ud af huset, drejede han både til højre og til venstre, mens han tænkte så det knagede. Han huskede, at han engang havde læst noget om mange-verdener-teorien, som handlede om, at hver gang der skete et kvantespring, delte universet sig i to. Men her var det ikke universet, der delte sig, men kun ham selv med korte tidsintervaller, og hvorfor havde han ingen anelse om. Måske var det i virkeligheden hans tid, der delte sig i to. Da han passerede caféen, gik Guy 8 ind for at få sig en øl.

Der måtte findes en løsning hurtigt, inden der opstod panik i byen over de mange Guy’er, tænkte han og drejede om hjørnet af blokken, mens Guy 9 fortsatte lige ud og blev kørt over af en bil. Så kom løsningen til ham i et glimt. Der var kun en ting at gøre. Alle de ekstra Guy’er måtte elimineres lige så hurtigt som de opstod. Det var en sag for myndighederne. Måske var det nødvendigt, at det var ham selv, der blev slået ihjel, gik det pludselig op for ham. Han måtte diskutere sagen med de andre Guy’er først.

Sammen med Guy 10 og Guy 11, som kom til lidt senere, skyndte han sig rundt om blokken tilbage til lejligheden. Da de drejede om det sidste hjørne, stoppede de brat op. Hundredvis af Guy’er var på vej bort i alle retninger. Jeg er åbenbart ikke den eneste, der deler mig, tænkte Guy 1. I det her tempo kan det kun være et spørgsmål om timer, før vi udgør flertallet af jordens befolkning. De vil ikke engang kunne nå at skyde os.

”Sikke noget kludder,” udbrød Guy 1 højt, mens nye Guy’er som en flok lemminger strømmede ud af huset i et stadigt stigende tempo. ”Sikke dog noget frygteligt kludder.”


Copyright Ole Bjorn 1998-2008.

Ny historie fra min novellesamling TIDENS LABYRINT.


Vi har allesammen oplevet det tusindvis af gange, sagde Vern. Vi prøver at forstå, men kan ikke få tingene til at hænge sammen. Og så pludselig sker det. Alle brikkerne falder på plads, og vi forstår. Som regel udløser det en følelse af glæde, men ikke altid.



Forståelsens øjeblik.

Hun er dybt koncentreret om sit arbejde. Rapporten skal være færdig om senest tre timer, når budet kommer for at hente den. Hun risikerer at miste sit job, hvis hun ikke når det, og hvor går en enlig mor hen og får sig sådan et ønskejob igen, hvor hun kan arbejde hjemme.

En lyd trænger pludselig gennem hendes dybe koncentration. Baby græder! Med et sæt rejser hun sig og går ind til ham. Hans lille ansigt er helt fortrukket af anstrengelse. Hun løfter ham op og kysser ham, og stryger ham blidt over det tynde, fine hår og mærker efter, om han er våd, men alt er i orden. Så lægger hun ham ned igen. Han smiler til hende, og fægter med de små arme. Hun giver ham sutten i munden, og han sutter ivrigt på den et øjeblik, og bliver så rolig. Hans øjenlåg falder i, og hun står lidt og ser på sin lille guldklump, varm om hjertet.

Det tager hende lidt tid at genfinde koncentrationen, og arbejdet går kun langsomt fremad. Så græder han igen! Hvad er der nu i vejen? Hun går ind til ham og gentager proceduren fra før. Der er tilsyneladende intet galt, og han falder atter i søvn. Hun går tilbage til arbejdet.

Så græder han igen. Og fjerde gang. Og femte gang helt hysterisk, og der er stadig intet i vejen. Hun bliver efterhånden desperat, ryster ham vildt, og råber ind i hovedet på ham: ”Kan du så tie stille! Mor har noget vigtigt, hun skal lave!”

Han bliver tavs, og hun lægger ham hårdt ned. Han stirrer blot på hende med store forskrækkede øjne, og han vil ikke have sutten. Så går hun ind til rapporten igen. Det tager hende mange minutter at falde til ro, men omsider skrider arbejdet fremad igen. Hun kan se, at hun vil blive færdig til tiden. Godt, at han endelig forstod.

Forståelsens øjeblik er dog ikke kommet til hende selv endnu. Det kommer først, når budet har hentet rapporten, og hun glad og tilfreds går ind til sin baby igen, og ser hans store forskrækkede øjne, og opdager, at han ikke mere trækker vejret, og at han aldrig vil vågne mer.


Men vi behøver ikke at vente på det, sagde Vern med en blid stemme, for vi har jo allesammen forstået, ikke sandt. Lad os gå videre.


Copyright Ole Bjorn 1998-2008.

Her er endnu en historie fra min novellesamling TIDENS LABYRINT. Denne gang om tidens retning.


”Vi mener at vide, hvornår begyndelsen fandt sted, og vi diskuterer vildt, hvordan slutningen bliver, men hvad nu hvis det i virkeligheden forholder sig omvendt – at slutningen kommer før begyndelsen?” sagde Vern, da han ledte dem til næste rum.


Gnab Gib.


”Sådan,” sagde Nicholas, og indlæste det sidste program. ”Verdens første kvantecomputer, som også er en parallelcomputer, er klar til brug. Den kan udføre mere end en million beregninger simultant, ikke nær så meget som en menneskehjerne, men til gengæld 3 millioner gange hurtigere. Den kan faktisk tænke selvstændigt, næsten som et menneske. Dens hukommelse rummer samtlige kendte matematiske og videnskabelige formler, foruden hundredtusinder af bøger, der dækker stort set samtlige emner, som mennesker har beskæftiget sig med i tidens løb. Nu skulle vi kunne få svar på videnskabens største gåder. Er d’herrer interesserede i en lille demonstration?”

”Bravo, Nick! Godt gået!” lød tilråbene fra flere af de forsamlede medarbejdere. ”Ja, selvfølgelig er vi det. Vis os nu, hvad dyret kan.”
”Og hvad skal vi så spørge den om?” spurgte Nicholas. ”Der er frit valg på alle hylder.”
”Lad os sætte den på en virkelig prøve,” sagde en af matematikerne. ”Prøv at spørge den om, hvad tid er. Det har givet fysikerne problemer lige siden 1905.”

”Go’ idé,” sagde Nicholas. ”Lad os nu se, om ånden er over den.” Han trykkede på aktiveringstasten, og billedet af en gammeldags olielampe af kobber tonede frem på skærmen på en blå baggrund. Nicholas rakte op og rørte ved lampen på skærmen, og en ånd med turban på hovedet voksede ud af vægehullet, og spurgte med dyb stemme: ”Hvad er dit ønske, Herre.”

Medarbejderne skreg af grin. Nicholas var ikke alene en genial konstruktør, han var også kendt som en stor spasmager, og det var bare typisk ham at lade computeren tale gennem en animeret eventyrfigur.
”Jeg vil gerne vide, hvad tid er,” sagde Nicholas. ”Hvad kan du fortælle mig om det.”
”Spørgsmålet er for omfattende og for uklart formuleret. Vær så venlig at omformulere det til et konkret problem,” sagde ånden.
”OK. Vi betragter tiden som en dimension. Er dette korrekt? Er tiden en dimension?”
”Det er korrekt, at tiden kan betragtes som en dimension,” sagde ånden.
”Godt. Så fik vi fastslået det. Vi orienterer tidens retning efter universets udvidelse som indebærer en voksende entropi. Der findes en teori om, at denne udvidelse måske vil stoppe en dag, og universet vil trække sig sammen igen, så tiden i forhold til vores nuværende definition vil blive negativ. Nu er mit spørgsmål: Kan tidens retning ændres?”

Ånden lagde ansigtet i eftertænksomme folder, og kalkulerede i 33 sekunder. Så sagde den: ”Tidens retning kan ikke ændres i dette univers, men retningen er ukorrekt.”
”Hvad mener du med, at retningen er ukorrekt?”
”Universet udvider sig ikke. Det er i færd med at trække sig sammen,” sagde ånden. ”Processen har stået på i mindst 13 milliarder år år.”

”Jamen,” protesterede Nicholas, ”alle målinger viser da, at universet har udvidet sig lige siden Big Bang …”
”..som snarere burde kaldes Gnab Gib,” afbrød ånden ham. ”Målingerne er korrekte, men konklusionen er forkert. Jeg har analyseret samtlige målinger, og de giver samme resultat. Universet trækker sig sammen med accellererende hastighed, som vil ende med at det kollapser i en singularitet. Den fejlagtige konklusion skyldes, at materien, og dermed også måleinstrumenterne, skrumper hurtigere end rummet, og derved skabes en illusion af relativ udvidelse.”

”Hvor stor er usikkerheden i dine beregninger,” spurgte Nicholas temmelig rystet.
”Sikkerheden er 100%,” sagde ånden. ”Er der andet, du vil vide, Herre?”
”Ja,” sagde Nicholas. ”Kan du sige noget som helst om, hvornår denne kollaps vil finde sted?”

”Kollapsen vil indtræffe, når universet er skrumpet til den kritiske værdi, og den vil kun vare en brøkdel af et sekund. Begivenheden kan lige så vel finde sted indenfor det næste minut, som om en måned eller om flere tusinde år. Der findes ingen referencepunkter, hvorfra vi kan beregne universets virkelige størrelse, og dermed den kritiske værdi før Gnab Gib indtræffer. Men den omfattende forekomst af sorte huller og det faktum at mere end 95% af universet allerede er blevet til sort stof og sort energy kunne tyde på at kollapsen er meget nær forestående.”

Der bredte sig en ophidset stemning i rummet, og alle diskuterede vildt muligheden for, at computeren var fejlprogrammeret, så dens beregninger var forkerte, eller om det var fysisk muligt at overleve en singularitet, når de hidtidige naturlove ophørt med at eksistere. Til sidst vendte Nicholas sig mod computeren og spurgte:

”Jeg vil gerne vide hvilke konsekvenser din prognose har for menneskeheden og livets fortsatte eksistens.”
”Spørgsmålet kan ikke besvares på videnskabeligt grundlag. Der gives kun litterære svar,” sagde ånden. ”Kan et sådant accepteres?”
”OK,” sagde Nicholas lettere irriteret. ”Bare kom med, hvad du har, hvad det så end er for noget.”

Det så ud som om billedet af ånden lænede sig fremover, til dens hoved fyldte hele den store skærm. Det virkede på Nicholas, som om den havde et sarkastisk drag om mundvigene, da den sagde:
”Helt ærligt, Nick. Med tanke på de oplysninger, jeg netop har givet dig, så forekommer det mig at være bedøvende ligegyldigt!”


Selskabet virkede lettere rystet ved tanken om universets kollaps. ”Ja,” sagde Vern, da de gik videre. ”Slutningen kan komme før vi aner det, som vi vil se i den næste scene.”


Copyright Ole Bjorn 1998-2008.

Hej Ole Bjørn.

Læser med stor interesse dine indlæg.

Faktisk så kribler det lidt i mit indre når jeg læser den dybde det du skriver rummer. Smukt.

Tænk hvis universet nu i virkeligheden ér kollapset, og det kun er drømmen eller illusionen der er tilbage?

Sindet er een størrelse mennesket ikke kan fatte, og end ikke kan forestille sig. Men det rummer sandheden om mennesket og dets, ja, illusoriske univers.

Jeg kan godt følge dig i, at det først er når vi kan tænke abstrakt, at vi overhovedet kan gøre os begreb om livets sande natur. Men i form af begreber stødes der på endnu et problem, hvis det er at begrebet bliver forvekslet med virkeligheden.

Som Michael så tit skriver, så er en beskrivelse ikke selve det som beskrives.

Jeg glæder mig til at læse fortsættelsen af Tidens Labyrint, min kære ven.

Du skal vide at det er meget inspirerende at læse det du skriver Ole Bjørn, og for den sags skyld også det vores kære ven Kristian(Kræn P) skriver.

Det smukke er, at når det abstrakte bliver forstået som det er, så kan det også opleves som det er.

Kærligst Jan.

Ps. Hils Nicholas og sig at han ikke skal tage det så tungt med dette Gnab Gib, for hinsides er der en virkelighed som er uforanderlig og for evigt fuldkommen og altomfattende.