Kære Ipso Facto.

Du har naturligvis ret i, at Ole Bjørn’s beslutning om at træde tilbage fra bestyrelsen efter eget ønske er irrelevant for en diskussion om injurielovgivningen. Det er da også med tilfredsstillelse, jeg noterer, at Ole Bjørn ikke af egen drift tog dette uvedkommende spørgsmål op i diskussionen i denne tråd.

Når du i forlængelse af dette irrelevante spørgsmål, som du har rejst, gør rede for visse ansættelsesretlige oplevelser, som du har haft, finder jeg ikke anledning til at kommentere dem.

Med hensyn til spørgsmålet om, hvad jeg magter at holde adskilt, vil jeg blot sige, at jeg jo – som alle andre – må nøjes med at age med de heste, som jeg nu engang har. Og hvis de ikke lever op til dine færdigheder inden for juraen, der, som jeg nu forstår, er på linie med en procesadvokats eller en dommers kvalifikationer, er der ikke noget at gøre ved det.

Det er derfor nok det i saglig henseende mest forsvarlige, at du selv tager stilling til dit ”hypotetiske” retstilfælde.


Med venlig hilsen

Kristian Pedersen

Hej Kristian Pedersen!

Du har ret i, at mine egne personlige erfaringer af ansættelsesretlig karakter intet har med injurielovgivningen at gøre. Jeg bragte dem blot til almindelig oplysning, fordi andre debattører måske også kan have glæde og gavn af den erfaring jeg gjorde.

Mine erfaringer med jura er som lægmand. Så vidt jeg kan se har jeg ikke skrevet noget som helst, der skulle indikere andet.

På hvilket grundlag når du da frem til følgende bedømmelse:



Mine færdigheder er som sagt en juridisk interesseret lægmands viden, og selv om jeg har en lille smule proceserfaring, da jeg i et par enkelte tilfælde som rettergangsfuldmægtig har procederet civile sager, jfr. retsplejelovens kap. 25, så er jeg som sagt ikke jurist.

Så hvorfor ikke leve op til det gode debatprincip vi begge har som erklæret målsætning: at lære af hinandens erfaringer således at alle bliver klogere?

I stedet for at fremme den gode debat vælger du at afvise et relevant spørgsmål ved at konkludere følgende:



Den vurdering er jeg ikke enig. Det i debatmæssig sammenhæng mest forsvarlige er selvfølgelig gennem dialog at få afdækket en problemstilling. In casu de spørgsmål som er indeholdt i den hypotetiske sag .

Jeg har selvfølgelig gjort mig mine egne tanker om hvordan en sag med de oplyste fakta burde ende, og da du som jurist lægger op til en diskussion af injurielovgivningen, fandt jeg det relevant at høre din mening.

Domstolenes fortolkning af injuriebestemmelserne er i skred i disse år og en diskussion af hvad dette betyder for borgernes retsstilling på området kunne det være interessant at debattere med en jurist og forhåbentlig også mange interesserede debattører, også sådanne der hverken er jurister eller har særlig erfaring med jura i teori og praksis.

Dit afvisende svar forekommer mig derfor at være debatlukkende i stedet for at åbne op og skabe interesse for det emne du har valgt at sætte til debat.

Hilsen

Ipso Facto

Kære debatkolleger.

Når domstolene dømmer i en sag, skal de følge grundlovens § 64, første punktum, og denne bestemmelse har følgende lidt gammeldags ordlyd: »Dommerne har i deres kald alene at rette sig efter loven.« (Citat slut).

Man kunne nu spørge, om domstolene så kun kan dømme på grundlag af en lov, der er vedtaget i Folketinget efter tre behandlinger og derefter stadfæstet af dronningen.

Svaret er nej. Udtrykket ’loven’ i grundloven er lig med gældende ret i bred almindelighed, og gældende ret omfatter langt mere end den lovgivning, der er vedtaget i Folketinget. For eksempel kan borgerne også skabe gældende ret ved at indgå aftaler med hinanden.

Hvis en part i en aftale ikke lever op til sine forpligtelser, kan den krænkede part anlægge retssag, og i denne sag vil dommerne dømme på grundlag af aftalens ordlyd. Her er det altså aftalen, der er ’loven’ i grundlovens forstand.

Vi har i et tidligere indlæg beskæftiget os med erstatningsretten, hvorefter man skal betale erstatning, hvis man optræder uforsvarligt på en sådan måde, at andre lider et økonomisk tab. Der afsiges hvert år adskillige domme i erstatningssager, men de erstatningsretlige grundregler er ikke vokset frem gennem lovgivning i Folketinget.

De er vokset frem af domstolenes praksis, og denne rækker helt tilbage til landskabslovenes tid i middelalderen, hvor man afsagde domme på tingstederne. Vi kan derfor sige, at grundlovsudtrykket ’loven’ også omfatter dommerskabt ret.

Når man skal fortolke skrevne retsregler, gælder et vigtigt princip, som man kalder lex superior princippet. Lex superior betyder ordret ’højere lov’, og princippet går ud på, at skrevne retsregler ikke må være i modstrid med andre skrevne regler, der rangerer på et højere trin. De tre trin er Grundlov, almindelig lov og anordning.

(1) Grundlov. Grundloven er den højeste skrevne retskilde, vi har, og der kan derfor ikke vedtages almindelige love, der er i strid med grundloven. Vi siger normalt, at Folketinget som lovgiver er omnipotent (almægtigt). Tinget kan vedtage love om alt mellem himmel og jord, men det kan ikke vedtage noget, som strider mod regler i grundloven.

Grundloven er i denne forstand en begrænsning af Folketingets kompetence, idet man her har anbragt de regler, som man ønsker, at Folketinget ikke skal have rådighed over. Der vil således ikke kunne vedtages en almindelig lov, der påbyder, at avisartikler om politiske forhold skal forelægges til forhåndsgodkendelse hos en eller anden statslig myndighed. Dette ville være i modstrid med grundlovens regler om ytringsfrihed og forbud mod censur.

I visse stater har man grundlove, der er særdeles omfattende. Det er de, fordi de er skrevet med en klar mistillid til den lovgivende myndighed. Derfor har man indskrevet en lang række regler i grundloven, så den lovgivende myndighed bliver sat ud af kraft på alle de områder, der er reguleret i grundloven.

(2) Almindelig lov. Ved en almindelig lov forstår man en lovtekst, der er vedtaget i Folketinget efter tre behandlinger og derefter stadfæstet af dronningen. Den må som nævnt ikke være i strid med grundloven.

Efterhånden som det internationale samarbejde er blevet udviklet, har vi forpligtet os internationalt ved at tiltræde en række konventioner. For nogle af disse konventioner har vi endvidere forpligtet os til at indrette vort retssystem i overensstemmelse med den pågældende konvention.

Et eksempel på, hvordan dette kan gøres, er indarbejdelsen af Den europæiske Menneskerettighedskonvention af 4. november 1950 i dansk ret. Dette skete med en lov fra 1992. Herved blev menneskerettighedskonventionen gjort til en bestanddel af gældende dansk ret og med lovstatus. Den kan således ikke fortrænge regler, der står i grundloven, idet den ligger under denne ifølge den her skitserede trinfølge.

Med grundlovsændringen i 1953 tog man højde for et kommende overstatsligt samarbejde i Europa. Dette skete ved at indføje en regel om, at beføjelser, der ellers tilkommer rigets myndigheder, kan overføres til mellemfolkelige myndigheder. Denne overførsel skal ske ved lovgivning, og overførslen skal ske i nærmere bestemt omfang.

En sådan overførselslov kræver fem sjettedele af Folketingets medlemmer. Er der kun almindeligt flertal, skal der afholdes folkeafstemning, hvis regeringen ønsker at opretholde forslaget.

Det var et sådant overførselsforslag der blev stemt om i 1972, da vi besluttede os for at tilslutte os De europæiske Fællesskaber. Det samme var tilfældet, da vi i 1986 stemte ja til den såkaldte ’EF-Pakke.’

Virkningen af, at vi nu er medlemmer af EU, er, at EU kan vedtage retsregler, der gælder i Danmark med lovskraft. Men det kan kun ske på de områder, der udtrykkeligt er overført – ikke på andre områder. Der er således ikke tale om, at EU kan tilsidesætte vor grundlov, men vi kan sige, at Folketinget ikke længer er eneindehaver af lovgivningsmagten her i Danmark.

(3) Anordning er et fagudtryk, der dækker over regler, som er fastsat på grundlag af en bemyndigelse i en lov. Sådanne regler vil ofte bære betegnelsen ’bekendtgørelse’. Ofte indeholder en lov kun visse hovedregler, men der kan være tilføjet en bestemmelse om, at ministeren for området fastsætter nærmere regler om visse specielle forhold.

Dette vil ministeren så gøre i en bekendtgørelse, der ikke må være i modstrid med hverken bemyndigelsesloven eller andre love. Undertiden kalder man sådanne anordninger for ’administrativt udstedte generelle retsforskrifter’, og de spiller en væsentlig rolle i centraladministrationens styring af de forskellige områder, som ministrene har som fagområder.

Lex superior princippet er et princip om, at en retsregel må vige, hvis den er i modstrid med en anden retsregel, der gælder på et højere trin. Og trinfølgen er

(1) Grundlov.
(2) Almindelig lov.
(3) Anordning

Den trinhøjere retsregel slår den lavere retsregel af marken, hvis der er modstrid.

Til sidst skal det nævnes, at man også kan møde betegnelsen ’bekendtgørelse’ i tilfælde, hvor der ikke er tale om administrativt fastsatte regler. Nogle love bliver så hyppigt ændret, at det bliver besværligt at holde styr på, hvordan loven efterhånden ser ud.

Her yder ministerierne den service, at de optrykker loven i den skikkelse, som den har fået gennem en række ændringer, og en sådan redigeret udgave af en lov, vil typisk hedde: ’Bekendtgørelse af lov om…’. Men dens regler gælder på trin 2 på linie med alle andre lovregler.


Med venlig hilsen

Kristian Pedersen