Skide nemt at citere! Uden federe! Hir! ( Nå, men det vidste jeg jo godt.)

Ja, det er jo lidt tricky med disse zen'er - meditationer - man føler at hjernen skal kringles, for at forstå/fatte fx dette:



Mig ikke forstå!

Jerry

Smukt, ikke at forstå.

Det er også det rendyrkede vrøvl.

Skrevet af et fjols.

(forøvrigt er det synd at emnet dybets dimension skal skæmmes af en række ligegyldige, overfladiske indlæg).

Kære Tros.



Heri har du utvivlsomt ret. Men så vil jeg samtidigt tilføje, at brugernavnet Zen kunne få andre til at tro, at den pågældende har fundet et ståsted i Zen-Buddhismen, som du har henvist til i dit link. Dette kan jeg med min bedste vilje imidlertid ikke få øje på.

Iøvrigt indeholder dit link en rimeligt præcis redegørelse for Zen-Buddhismen, men den er i sin ekstremt forkortede form vanskelig at forstå, hvorfor jeg godt kan forstå, at Jerry melder pas.

Hvis man ikke har beskæftiget sig med Zen, men ønsker at kigge lidt nærmere på denne retning, som i bund og grund er ateistisk, vil jeg anbefale en lille bog på kun 83 sider. Den er skrevet af den tyske professor i filosofi Eugen Herrigel (1884-1955), og den er udkommet i dansk oversættelse på Gyldendal (Uglebøgerne) under titlen »Bueskydning og Zen«.

EH opholdt sig i en årrække som gæsteprofessor ved Tohoku-universitetet i Japan, hvor han underviste i europæisk filosofi. Under opholdet ønskede han at stifte bekendtskab med klassisk japansk filosofi og specifikt Zen.

Hans japanske kolleger tilrådede ham at give sig i kast med én af de klassiske japanske kunstarter, der er fundamentalt rodfæstet i Zen. EH valgte bueskydning, og hans hustru valgte 'ikebana', som er kunstfærdigt arrangement af blomster.

EH blev af gode venner introduceret hos en berømt Zen-mester i bueskydning, og der fulgte efterfølgende en træning gennem adskillige år. Det viste sig at være en vej, der var brolagt med næsten uoverstigelige vanskeligheder, hvor EH løb ind i den ene blindgyde efter den anden.

Den nævnte bueskydningsmester hed Awa Kenzô (1880-1939), og han bliver den dag i dag omtalt i Japan som ét af de store navne inden for Zen. Der er fortsat mange mennesker i Japan, der dyrker Zen ved at træne i visse kunstarter. Udover bueskydningen og blomsterarrangementet trænes der også i sværdfægtning og thé-ceremonien, ligesom også den siddende meditation 'zazen' dyrkes.

Adskillige personer i ansvarsfulde stillinger går til regelmæssig træning i Zen-discipliner, idet de værdsætter den urokkelige sindsro, som træningen giver. En japaner, som jeg traf for nogle år siden, fortalte, at det ikke er ualmindeligt, at privatsekretæren for en japansk topchef melder, at chefen først kan træffes om et par timer, idet han i øjeblikket træner zen-bueskydning.

EH's lille bog var i høj grad medvirkende til, at vi her i vesten fik øjnene op for Zen. Bogen kan absolut anbefales.


Med venlig hilsen

Kristian Pedersen

Hej Zen



Det er jeg ikke helt enig i, og det er ikke i overensstemmelse med kristendommen, nærmere bestemt som troen på Jesu ord og liv (død og opstandelse). Ud fra denne optik kender Gud menneskene, han har derfor sendt sin søn Jesus, om hvem vi kan læse om i NT kalder uretfærdige, syndere etc. Det er netop i selve trosprocessen, at den gamle surdej renses, og hjertet kan efterhånden blive mere og mere healet og rent. Det handler ikke om at kræve men derimod om, hvordan Guds kærlighed arbejder (min "holosofi").

Med dit udsagn kunne man spørge om, hvor mange år (eller liv), der skal til, før Gud vil kende en - mao. vil vi "syndige" mennesker først stå i forhold til Gud, når hjertet er rent?

Hvad er Gud så for dig? Ifølge Kræn-Ps indlæg om buddhismen tror en (zen)buddhist ikke i den forstand på en guddom..

Mvh
Anne

Det er jeg faktisk ikke helt enig i, og det er ikke i overensstemmelse med kristendommen, nærmere bestemt som troen på Jesu ord og liv (død og opstandelse).

Gud rækker ud mod menneskene, men når kun hjerterne på dem, som vender om. For Gud er kærlighed; den, der ikke elsker, kender ikke Gud.

Det er netop i selve trosprocessen, at den gamle surdej renses, og hjertet kan efterhånden blive mere og mere healet og rent.

Det er korrekt, at vi ved at tro på Jesus - som talte, som han hørte af Gud - renses. Vi skal "spise" af ham, for han er det sande brød - hans ord er ånd og liv. Men det kræver noget at tage imod hans ord - omvendelse; ordene og budene stiller krav til os mennesker, som lever med jordiske begær og bekymringer, had og ignorance, frygt og egoisme. Men kan vi virkelig tro ham, når han taler sin åndrige tale, som går stik imod vores jordiske natur, så er der hul igennem.

Med dit udsagn kunne man spørge om, hvor mange år (eller liv), der skal til, før Gud vil kende en

Jeg talte ikke om at "kende". Jeg sagde: "Gud når et rent hjerte. De rene af hjertet skal se Gud".

Jeg når ikke at besvare dit indlæg men får lige brug for at skrive, at det bliver lidt svært for mig at debattere med dig som Zen, når jeg har haft et mere personligt debatforhold til dig som Thomas. Jeg kan selvf. tage fejl men indtil nu, har du ikke givet udtryk for det modsatte.

Personligt synes jeg, at man skal holde sig til én brugerprofil, men jeg kan godt se, at der kan være gode grunde til at starte på en ny (med en ny identitet)..Michael gjorde faktisk dette, men inden da havde han ladet sin tidl. profil slette. Linierne var dermed rene.

Jeg har spurgt dig, Zen, om et par ting, men du har ikke følt for at svare. Da tråden her handler om dybets dimension, som ikke nødvendigivs behøver at handle om gudstro, kunne du måske give et input i debatten om, hvad dybets dimension er for dig.

Mvh
Anne

KULTURRADIKALISMEN OG DENS GLEMTE DIMENSION


Kære tros

Du rejser spørgsmålet om, hvorvidt der er en forbindelse mellem kulturradikalismen og utopier.

Som overskriften antyder, kunne der opstilles følgende tese qua Elias Bredsdorffs definition i 1955: Kulturradikalismen også forstået som frisindet kulturkamp arbejder på at styrke de humanistiske og demokratiske ideer i respekten for mennesket. Men den kulturradikale position mangler en dimension – den skaber utopier i stedet for håb.

Det er selvfølgelig en ret vovet antagelse, der et eller andet sted påberåber sig den mere religiøse position, hvilket i og for sig er i modstrid med kulturradikalismen.

Når Elias Bredsdorff i en kronik i 1955 skriver, at der ”er brug for en vågen og modig kulturradikalisme i dag, en tankegang, som bygger på respekten for mennesket, tænker i internationale perspektiver og er belastet med en social samvittighed", må det forstås i lyset af den kulturradikale epoke, som E. Bredsdorff selv var tilhænger af, nemlig kulturradikalismens anden fase, der for alvor tog terræn i mellemkrigstiden.

Som du selv er inde på, vendte de kulturradikale sig imod de reaktionære tendenser så som fascismen og ikke mindst den begyndende nazisme i 30’erne. Der blev således hurtig to lejre i det danske kulturliv: en kulturradikal strømning og en konservativ reaktion (med udsagn så som ”ud med bolsjevikkerne”). De kulturradikale har formentlig fået navnet pga. deres radikalitet med arven fra Georg Brandes samt 20’ernes fremskridtsoptimisme, idet de så at sige fremstod som en kulturel folkefront, hvis idealer - som en fornuftsfilosofi (med rødder i oplysningstiden) - fremstod som aktion først og fremmest i form af en kulturkamp mod undertrykkelse på alle fronter (fascismen, militarismen/diktaturet, seksualsynet, kvindeundertrykkelsen, den sorte skole, censuren etc.). Overordnet set kan vi sige, at kulturradikalismens mål var at kæmpe for menneskets frihed og frigørelse.

Spørgsmålet er, hvorledes den ’frisindede kulturkamp’ tog sit egentlige udgangspunkt. Hvad kan et videnskabeligt verdensbillede og en fornuftsfilosofi sige om mennesket?

Det er ud fra sådanne spørgsmål, vi (forsøgsvis) kan antage, at de kulturradikale i lyset af 30’ernes frisindede kulturkamp (en alliance af intellektuelle, som politisk spændte fra De Radikale over Socialdemokratiet til kommunisterne, men formentlig med hovedvægten på uorganiserede (Morten Thing, ”Den kultturradikale udfordring)) befandt sig i en position, der ville forsvare menneskets rettigheder uden at tage højde for, hvorvidt fremskridtsideerne blev til fremskridtsutopier i stedet for fremskridtshåb. Men en sådan antagelse forudsætter, at de kulturradikales kamp for et bedre samfund og en bedre kultur kom til at fremstå som et uopnåeligt ideal. Her havner vi i kulturradikalismens egen splittelse – det som du, tros, kalder for nogle ”politiske idioter” – idet, de kulturradikale strømninger blev mere politiske end kulturelle qua kommunismen. Hermed endte en del af kulturradikalismen under de røde faner.

Læs f.eks. Otto Gelsted der er oppe mod nazistisk kulturpolitik i ”Kulturkampen, 1935, nr. 5, s. 19-21:

Det, jeg særligt vil bede Dem hæfte Deres opmærksomhed ved, er imidlertid, at Nazisterne slet ikke anerkender Videnskab i al almindelig Forstand. Nazisten er ikke interesseret i at bygge et System af Kendsgerninger på paa grundlag af Erfaring og Fornuft. Han vil skabe et religiøst eller mytologisk verdensbillede, der svarer til, hvad hans Race og Blod kræver. Al videnskab skal være underordnet den nazistiske Stats Tarv og Førerens Afgørelser. Har Hitler talt, er sagen afgjort […] Men et maa De være klar over: den, der stadig tror, at Fornuft og Orden er bedre end blodrus og Vanvid, han kan ikke være upolitisk. Han maa gøre et Arbejde for at bremse vanvidet og holde Fornuften oppe.

Otto Gelsted var med i kulturkampen og blev samtidig kommunist. Her var der ikke blot tale om kulturen som et magtkritisk våben (jf. Poul Henningsens digt i ”Kulturkampen", 1938, nr. 6-7, på forsiden), men derimod om en politisk modbevægelse. Det rejser spørgsmålet om, hvor langt man kan gå i forsvaret for mennesket rettigheder og pligt til at ytre sig i en verdensomspændende situation, hvor virkeligheden (jfr. 2. Verdenskrigen) tager alt for mange ofre med sig i døden?



Hvad kan vi så sige om kulturradikalismen i dag? Lever den stadig? Nej, lyder det fra Hans Hertel: Kulturradikalismen eller ”de kulturradikale er døde”. Hans Hertel kunne trods alt (i Politiken, 15. januar 2002) konkludere, at der er behov for en genopvakt kulturradikalisme, dog med en navneforandring.

Jeg er tilbøjelig til at sige, at kulturradikalismen ånder – ikke som den overfor skitserede bevægelse – men som kulturradikale ideer og strømninger, der pt. figurerer blandt debattører/kunstnere og politiske partier (Enhedslisten og SF). Det, Elias Bredsdorff i 1955 lagde op til med sin definition, kulturradikalismen, blev opfyldt i og med, at Frisindet Kulturkamps idealer - ”hvis formål er paa en bred, frisindet basis at styrke de humanistiske og demokratiske Ideer og Synspunkter” (Kulturkampen, 1935, nr. 2, s. 5) – sammen med 50’ernes og 60’erns kulturradikale blev realiseret gennem de senere politiske nyudbrud. Men i dag er både den samfundsmæssige og kulturelle situation en anden, hvorfor en kulturradikal position må knytte an til nogle andre mærkesager, hvis de vel og mærke findes.

Hertil skal sige, at Søren Krarup i Kristeligt Dagblad i 2005 skrev en artikel, hvori han kridtede en ny kulturkamp op over for den "døde" kulturradikalisme.

Det sætter for mig at se nogle tanker i gang omkring definitionen og forståelsen af kulturkamp og hvilke dimensioner, den burde rumme.


Mvh
Anne

P.S
Jeg kunne i og for sig oprette en ny tråd om kulturradikalisme/kulturkamp, men jeg ved ikke, om jeg ville kunne nå at følge op på evt. kommentarer, og i hvilket forum en sådan debat burde finde sted..

Hej Zen



Vi kan faktisk ikke vide, hvem og hvad Gud når, hvornår og hvornår ikke. Vi har en formodning om, at det er, når menneskets hjerte er klar eller i hvert fald åben for at vende sig mod Gud. Jeg fristes til at bringe et eksempel på en sådan bevægelse fra mit eget liv i sidste uge, men da jeg ikke vil ind på det personlige her, skal jeg blot sige, at nogle gange når Gud os der, hvor vi først havde modstand og lukkethed. Det kunne f.eks. - som nu i mit tilfælde - være sammen med et eller flere dyr, som man bliver nødt til at tage hånd om, selvom den ene time efter den anden går. Pludselig opdager man - på trods af at ens impulser ikke blev opfyldt - at der blev fred inden i (dette kunne jeg uddybe yderligere, idet der er flere lag - "kend dig selv"..). Vi er forskellige, og Gud når os på forskellig vis. Hvem ved, hvor vi er i morgen? Måske er vi lukkede, måske søger vi sublimeringen el. trygheden ude i verden etc., og hvad kan kalde os ud af det skjulested, vi nu har bygget os?

Mvh
Anne

P.S
For nogle timer siden jublede mit hjerte over et dyr, for få minutter siden blev jeg konfronteret med mishandling af pelsdyr - jeg ved ikke om følgende link hjælper en hujende fis, men jeg giver det gerne videre:

http://www.anima.dk/phpPETITION/phpPETITION/index.php

Til Anne

Salig Poul Georg Lindhardt ville måske have karakteriseret begrebet 'kulturradikalisme' som et svampet begreb (så vidt jeg husker brugte han den karakteristik om begrebet 'kristelige værdier')
I udtrykket er der tilkendegivet, at det er ganske subjektivt, hvad man vil lægge af indhold i emnet. Lad det suge meget eller lidt, knug det hårdt eller let – du får forskellige resultater.

Vores nu tavse våbenbroder, Ipso Facto, ville have fortalt os noget om forskellige paradigmer!

Hvilken betegnelse, der nu kan sættes på hver især af os med vores forskellighed i tilgang til et emne som 'kulturradikalisme', da er det vist sikkert, at troende på en gud og ikke troende på nogen gud må komme til noget forskelligt.

For mig er kulturradikalismens stadig nogle uudslukkelige gløder, som frem for noget andet, gløder med et varigt og brændende påbud om human væren, som er humanisme.
Her er det ikke nødvendigt med en gud til at give dig denne væren indhold.

Det er sagt og skrevet, at humanismen (det fineste særkende ved den såkaldte kulturadikalisme) sætter mennesket i centrum, hvorimod kristendommen sætter gud/Jesus i dette centrum. Når og hvis det forholder sig sådan, er det ret så naturligt, at der ikke kan findes en enighed om den såkaldte kulturradikalismes væsen og betydning.

Udover den markante humanisme indeholder den evige radikalisme i kulturelle aspekter et uforanderligt opgør med underholdningsindustriens fordummelse, med de bornerte, uudtalte adfærdspåbud, med ligegyldighed, med underdanighed og underkastelse, med idoldyrkning, med fordomme, med transcendente og okkulte fænomener m.m.
I dette opgør er kristendommens aktive folk ret så inaktive.

Er kulturradikalismen ikke en idé? Jeg spekulerer på om de mennesker man betegner som kulturradikale, selv opfatter sig som sådan. I den forstand er humanismen, kristendommen eller kommunismen også en idé.

Det er ikke menneskets opgave at gøre sig selv andenhånds ved at bekende sig til en eller anden isme. Til enhver tid har det været et krav at mennesket er voksent og forholder sig til de faktiske forhold, til sig selv, forholdet til andre og den verden det lever i.

Derfor er det ikke så vigtigt hvilken isme man bekender sig til men derimod at man tager livets problemer alvorligt. Men kan man det, hvis man på forhånd har bundet sig op i et specielt tilhørsforhold? Det viser sig ofte i praksis at de mennesker som vælger at leve overfladisk, at lade sig underholde eller som bekender sig til noget allerede fastlagt altid kommer i uoverensstemmelse med mennesker der bekender sig til en anden opfattelse.

Er det virkelig umuligt med et sind som ikke bekender sig til en isme eller en tro men som i stedet forholder sig til livets virkelighed, det menneske, det selv er og det samfund som det lever i?

Et af de reelle problemer er når det ene mennesket bekender sig til det ene og det andet menneske bekender sig til det andet uanset hvad det er. Det er i virkeligheden alt sammen ideer som skaber afstand mellem mennesker og har intet med livets reelle, eksistentielle virkelighed at gøre.

Vi er så bange for det eksistentielle, livets virkelighed, at vi søger tilflugt i ideernes og troens verden, noget som blot får os til at være i modsætning til hinanden.

Derfor bliver vi aldrig dybe og forstår. Fordi vi altid har forpligtet os til en bestemt måde at opfatte på.

Det er åbenbart meget svært for os først og fremmest at være menneske og forholde os til livets virkelighed hvor der ikke er nogen tro og ingen ismer. Disse findes kun i vores sind og forhindrer os i at løse de reelle problemer.

Men det er åbenbart meget svært hverken at tro eller ikke tro på noget.