| 
| 
	
 
| 1 
registreret Arne Thomsen
354 
gæster og
191 
søgemaskiner online. |  
| 
	Key:
	Admin,
	Global Mod,
	Mod
 | 
 |    | 
| 
| 
| #25951 - 24/08/2018 19:26  Re: Poetisk fryd..
[Re: RoseMarie] |  
| 
|   veteran
 | Registeret:  04/04/2008 Indlæg: 3512
 |  |  
| 
’Kreativitet er den vellykkede løsning på en indre konflikt’, sagde en englænder engang – eller kreationisters fantastiske løsninger på livets enkle udfordring – erkendelsen af egen forgængelighed. Selvfølgelig ingen rar tanke, nejvel, den optræder da for det meste også først senere i livet, barndom og ungdom er fyldt med udødelig søvn, der er brug for kræfterne, stillet overfor livets store besvær. Enkelte digtere har et så vidunderligt hvælv, at man bare må hengive sig til dufte og smag i de livagtige billeder, svært at sige hvor mange der med tiden så fandt lindring ved ansporing gennem digtenes sære veje, straks lettere at se de taknemlige øjne når irlænderen fx læser Yeats og Heaney:  
 Muddervisionen
 
 Statuer med blotlagte hjerter og pigtrådskroner
 stod stadig i nicher, harer smuttede rundt
 under jetflys slumrende buge, vore menu-forfattere
 og punkere med aerosol-spray hævdede sig
 mod de bedste af slagsen. Satellit-forbindelser
 lod pavers velsignelser bølge over os, helikopterlufthavne
 opretholdt en tryllekreds for idoler på tournée
 og ulykkesofre på deres bårer. Vi gik i søvne
 på line mellem panik og formel, prøvefilmede vore
 første indfødte modeller og de sidste mimere.
 Så os selv på afstand, begunstigede
 og luftige som en mand på et springbræt
 der bliver ved at varme op for fyren kan ikke dykke.
 
 Og så stod den frem i det tågede midtland,
 vor muddervision, som om et rosenvindue af mudder
 havde opfundet sig selv i den glitrende fugt,
 et hjul af flyvende sommer, koncentrisk med sit eget nav
 af diset søle, besmudset og dog lysende.
 Vi havde hørt om solen der stod stille og om solen
 der skiftede farve, men vi blev skænket
 ægte ler, omdannet og snurrende.
 Og så blev solnedgangene plumrede, viskeren
 kunne aldrig helt tørre vindskærmen af,
 damme smagte af dynd, lette fnug
 formede sig i hår og øjenbryn og nogle
 begyndte at gå med en udtværet klat på panden
 for at være rustede mod hvad som helst. Man indførte
 at holde nattevagt ved tilmudrede afløb,
 på altrene havde dunhamre fortrængt liljerne
 og et hold invalider kom og gik
 om senge de kunne leje nær ved bruserne.
 
 En generation som havde set et tegn!
 Disse nætter da vi stod i umbrafarvet dugg og kunne lugte
 mug på verbena’en eller vågnede til en let
 fure-ånde på puden, da alt man talte om var
 hvem der havde set den og vor frygt
 farvedes af en hemmelig stolthed kunne kun vi selv
 være på højde med vore liv. Da regnbuen
 krummede sig oversvømmelsesbrun og var som en vandrottes ryg
 så bilisterne på den hårde rabat standsede motoren for at se den,
 ønskede vi den væk og dog antog vi den for at være en prøve
 der skulle vise at vi overtraf enhver forventning.
 
 Vi levede, naturligvis, længe nok til at se galskaben i alt dette.
 En dag var den borte og østgavlen
 hvor dens dirrende blomsterblade havde balanceret
 stod som en grel ruin igen med mælkebøtter
 hvis frø af vinden var ført op på høje afsatser og mos
 der slumrede videre under sin vækst . Da kameraer kulegravede
 stedet fra alle vinkler begyndte eksperterne
 deres post factum plapren og vi stimlede sammen
 for at høre de bedste forklaringer.
 Det fik os til at glemme at visionen var vores,
 vor eneste chance for at lære det uforlignelige at kende
 og dykke efter en fremtid. Hvad der kunne have været oprindelse
 udmøntede vi i nyhedssnak. Det klargjorte sted
 havde hverken genfundet sig selv eller os – men man kan
 sige, at vi overlevede. Så sig det og se på os
 som havde vor chance for at blive muddermænd, overbeviste og
 fremmedgjorte
 figurere i vore egne øjne for verdens.
 
 - Seamus Heaney.
 
 mvh
 Simon
 
 Redigeret af Simon (24/08/2018 19:28)
 |  
| Top |  Svar  Citer |  |  |  
| 
| 
| #25952 - 24/08/2018 19:57  Re: Mellemrummet
[Re: Simon] |  
| 
|     veteran
 | Registeret:  16/04/2008 Indlæg: 5621
 Sted:  Sydsjælland
 |  |  
| 
Den ateistiske Censur-Simon er åbenbart alligevel glad for mine litterære spirituelle indlæg, siden han inviterer til flere.Og situationen for HansKrist rager ham åbenbart en høstblomst
   Men han må vente på mig til i morgen
  
 Arne
   |  
| Top |  Svar  Citer |  |  |  
| 
| 
| #25955 - 25/08/2018 10:57  Re: Poetisk fryd..
[Re: RoseMarie] |  
| 
|   veteran
 | Registeret:  04/04/2008 Indlæg: 3512
 |  |  
| 
Mosedronningen
 Jeg lå og ventede
 mellem tørveflade og mur omkring et gods,
 mellem lynggroede bakker
 og glastandet sten.
 
 Min krop var braille
 for snigende indflydelser:
 daggryssole famlede sig frem over mit hoved
 og kølnede mine fødder,
 
 gennem mine stoffer og huder
 fordøjede vinterens
 siven mig,
 de analfabetiske rødder
 
 grublede og døde
 i mavens og øjenhulernes sammenstyrtninger.
 Jeg lå og ventede
 
 på grusgulvet,
 mens min hjerne formørkedes,
 en krukke rogn
 gærede under jorden
 drømme om Østersø-rav.
 Knuste bær under mine negle,
 det livsvigtige depot svandt ind
 i bækkenets krukke.
 
 Mit diadem fik caries,
 ædelsten faldt
 mellem tørvene
 som historiens fundamenter.
 
 Mit skærf var en kort bræ,
 der rynkede, farvede vævninger
 og fønisk syarbejde
 mugnede på mine brysters
 
 bløde moræner.
 Jeg følte vinterkulden
 som fjordes snuder
 mod mine lår –
 
 de gennemblødte fjer, hudernes
 tunge svøb.
 Min hovedskal overvintrede
 i mit hårs våde rede.
 
 Som de røvede.
 Jeg blev barberet
 og afklædt
 af en tørvegravers spade
 
 som tilslørede mig igen
 og blidt pakkede kulstøv ned
 mellem stenkamrene
 ved mit hoved og mine fødder.
 
 Til en adelsmands kone bestak ham.
 Mit hårs fletning,
 en slimet navlestreng
 af mudder, var blevet skåret over
 
 og jeg rejste mig fra den mørke,
 hakkede knogle, hovedskals-varer,
 flossede sting, kvaster,
 små glimt på skrænten.
 
 - Seamus Heaney.
 
 *
 
 Sjovt nok er der kun ganske få digte af Ibsens i skuden her, vistnok tidligt lagt ind af Ole; så her en smuksak men fra Bergliot Ibsens erindringsbog De tre, der viser lidt om mennesket og digteren Henrik Ibsen og gør op med nogle myter, ikke mindst tilbydes man indblik i de smukkeste breve:
 
 Tak
 
 Hendes sorg var de vånder,
 som knudret min sti,
 hendes lykke de ånder
 som bar mig forbi.
 
 Hendes hjem er her ude
 på frihedens hav,
 hvor digterens skude
 kan spejle sig af.
 
 Hendes slægt er de skiftende
 skikkelsers rad,
 som skrider med viftende
 flag i mit kvad.
 
 Hendes må er at tænde
 mit syn i glød,
 så ingen fik kjende
 hvo hjælpen bød.
 
 Dog just for hun venter
 ej tak engang,
 jeg digter og prenter
 en takkens sang.
 
 mvh
 Simon
 
 Redigeret af Simon (25/08/2018 11:05)
 |  
| Top |  Svar  Citer |  |  |  annonce 
 
 |   |