Man lærer noget nyt ved at lytte.

Jeg har adskillige gange påpeget at jeg ikke tror på noget. Erkendelse er ikke tro og den er ikke viden.

Din sidste bemærkning om Sandhed med stort "S" (hvad det så er) kontra subjektivitet (hvad det så er) fortæller mig at du ikke ved hvad erkendelse er. Erkendelse er netop ikke det samme som tankevirksomhed og den har intet behov for at forstå hvordan universet er skruet sammen. Det kan man beskæftige sig med hvis det interesserer én og man kan måske gøre sig interessant overfor damerne ved et selskab med sin viden. Hvorfor ikke, det er en del af livet.

At forstå når man ved at skelne mellem hvad der er sandt eller falsk. Denne forståelse, denne skelnen, bliver større og større og omfatter snart alt hvad der har betydning. Derfor genkender den også hvad der ikke har betydning.

Gennem det skelnende sinds yoga når man til det uimodsigeliges yoga.

Men man må gøre det selv. Ingen argumenter kan få ti-øren til at falde. Den falder kun når man ser tingenes rette sammenhæng.

Hej Michael!

Det eneste jeg afslutningsvis kan sige er, at alt hvad du siger er komplet og aldeles uforståeligt - helt blottet for menig!

Det er muligt, at du selv føler at det du skriver giver dyb og sand mening for dig personligt, og det kan man jo blot sige til lykke med. Diskutere det kan man jo netop ikke.

Hilsen

Ipso Facto

Netop.

Kære Arne Thomsen.

Du skriver blandt andet:

»Jo, synd - og syndsforladelse - som et kirkeligt magtmiddel - vel især i den romersk katolske kirke - kender vi jo, og kan vel lægge bag os (som vel også Martin Luther gjorde - i hvert fald i nogen grad).

For mig er synd, det at vende sig bort fra Gud (eller hvilket ord, du vil bruge i stedet for Gud).« (Citat slut).

Jeg er ganske enig med dig i din opfattelse af, at synd er blevet brugt som et kirkeligt magtmiddel. Der er det ulykkelige forbundet med de fleste religiøse retninger, at de danner en social struktur – en menighedsdannelse – der strengt taget ikke har noget at gøre med den personlige tro – i hvert fald ikke efter min opfattelse.

Jeg har altid set med skepsis på den tredje trosartikel i den kristne trosbekendelse, der blev udviklet allerede i de urmenigheder, som først og fremmest Paulus var initiativtager til. At man bekender sig til troen på Faderen, Sønnen og Helligånden står i rimeligt forhold til Tømrersønnens budskab, således som det foreligger filtreret i evangelisternes skrifter. Den tredje torsartikel lyder:

»Jeg tror på Helligånden, den hellige, almindelige kirke, de helliges samfund, syndernes forladelse, kødets opstandelse og det evige liv.« (Citat slut).

Her betragter jeg ordene ’den hellige, almindelige kirke, de helliges samfund’ som en behændig indskrivning, der knytter bekendelsen af troen uløseligt sammen med tilhørsforholdet til den sociale struktur, d.v.s. kirken. Herved bliver den, der af tro er kristen, til en synder i forhold til Gud, hvis han ikke udviser lydighed over for kirken.

Og når kirken så fremsætter regler for den menneskelige adfærd, bliver manglende overholdelse af disse regler automatisk til syndige gerninger – synder over for Gud.

På Østermarken, hvor jeg voksede op fra 1938, var den dengang fundamentalistiske Indre Mission repræsenteret i en vis udstrækning. Vi andre, der gik til bal i forsamlingshuset, var derfor syndere. Vor nabokone, sagde på et tidspunkt til sin tjenestepige, der havde været til bal: »Du danser dig lige lukt ind i Helvede!«

Vor indremissionske forskolelærerinde skældte mig i 1948 ud og betegnede mig som en synder med Helvede som destination, fordi jeg i en fristil havde nævnt, at vi nytårsaften havde spillet kort. Det varede vel et helt kvarter, og hun gjorde det i klassens påhør.

Sådan noget synker dybt i sjælen hos en tiårig bondedreng, der er vokset op i et kristent hjem med bordbøn, aftenbøn og regelmæssig kirkegang. Det gav i første omgang røde ører og dernæst dyb fortvivlelse. Det gav tvivl om, hvorvidt man overhovedet kunne ville sig selv. Forskolelærerinden skabte simpelt hen en tiårig om til en synder og vel at mærke en synder af egen overbevisning, thi lærerinden var i hine tider en autoritet i almuemiljøet.

Jo, synden er blevet brugt som magtmiddel også ret tæt på vor tid, og den bruges stadigvæk i for eksempel Jehovas Vidner, hvor man holder det magtfulde økonomiske imperium sammen med hård hånd ved hjælp af syndsbevidstheden hos de magtesløse medlemmer.


Med venlig hilsen

Kristian Pedersen

Hej Michael!

Qwert Yuiop! ;)

Hilsen

Ipso Facto


-----------
"The typewriter was invented by Hungarian immigrant Qwert Yuiop, who left his "signature" on the keyboard." - Fra min samling af værdiløse fakta.