Det ville da være sørgeligt, hvis min pølsesnak kun bekræftede folk i deres fordomme. Der findes en anden måde at bruge hjernen på end at måle, veje og sammenligne.

Man kan stille spørgsmål, undersøge samt lade være med at konkludere. Jeg synes at dit indlæg rummer en sådan konklusion. Du postulerer at samvittigheden er samfundsskabt. Man kan udvide dine eksempler med f.eks. de ægyptiske faraoner, som halshuggede deres overvundne fjender og lagde dem op på række med hovedet mellem benene eller de assyriske, temmelig barnagtige konger, som ikke betilte andet end at myrde mennesker og brænde byer af og var stolte af det.

Man kan også hævde det standpunkt at mennesket, når det bliver født, er en tom skal som blot gennem sit liv bliver formet af samfundet. Men det er blot et postulat, ved selvsyn kan man konstatere at vi mennesker fødes med helt bestemte karakteregenskaber, noget af det som gør os unikke og dermed forskellige.

Du påstår at etikken er samfundsskabt og hvis man lever i overensstemmelse med den samfundsskabte etik kommer man ikke i modsætning til sig selv. Man kan så stort set gøre hvad som helst blot det er i overensstemmelse med de givne samfundsnormer.

I den optik bliver kristendommen vigtig som kulturskabende faktor idet den definerer kærlighedsbegrebet på en helt anden måde end f.eks. de gamle grækere gjorde det. Ifølge selvsamme optik, burde netop de katolske præster være i fuldstændig uoverensstemmelse med deres egen begrænsning, som netop er kristendommen.

At de gamle grækere var så forskruede at de foretrak mænd for kvinder, siger mig ikke så meget. Og et samfund behøver ikke at have regler mod pædofili for det er bare noget man ikke gør.

Det er derfor jeg spørger om der findes noget sådant som kærlighed som en realitet. En religiøs person vil påstå at et menneske er et etisk væsen fra fødslen mens en ateist vil påstå det modsatte.

Jeg synes ikke at man ligefrem skal tage katolske præsters fordærv som udgangspunkt for en forklaring. Medmindre selvfølgelig, at man synes at det er ok. Finder man det ikke ok, er man så opdraget i en anden kultur?

Du bringer hele tiden diskussionen op i de tankemæssige højder, men mennesket er meget mere end tanken, vi er hele levende væsener. Spørgsmålet er om der er en anden dimension end den rent samfundsmæssige, det som jeg kalder et individ. Det er mit udgangspunkt og udfra det ønsker jeg at tænke.

Ikke vende og dreje ligegyldige filosoffers fejltagelser gang på gang.

Man kunne vel også sige, at mennesket er et individ der rummer det samme behov som helheden rummer.

Ved at definere det grundlæggende behov mennesket har, ville man også kunne forstå, at etik og moral kun er nødvendigt, så længe man fornægter at ens næste har det samme behov som een selv.

Behov er noget iboende, og opfyldelsen af behov er også noget iboende.

Det som er universelt, er også det som er iboende. Alt andet er blot en illusorisk ide om adskillelse.

Som du er inde på, så er det ikke i kulture og samfund og religioner vi skal søge efter sandhed, men inde i os selv, i vore hjerter, og i vores stille sind.

Alt i vores verden er lavet af tanke-former, og ja, kærlighed er formløs og fuldkommen fri, så nej, vi finder ikke nogen løsning eller noget svar, ved at søge i den verden som er lavet af tanke-former.

Fjing fjong, og så lige en lille ding dong.

Fred til dig kære broder Michael.

Ps. Vi ses på chatten. ;)

Hej Serotonin!



Det kunne man godt sige, men hvem kender "helhedens behov"?
Hvordan afgør man hvad "helhedens behov" er? Er det noget som flertallet beslutter på demokratisk vis, eller er det noget som der konsistent kan argumenteres for?



Selvreflekterende sprogbrugende væsener (personer) kan til en vis grad forudse konsekvenserne hvis de opfylder deres behov, og de kan fravælge opfyldelsen fordi de finder, at det ville krænke andre ud fra den naturlige moralske lov - talionsprincippet - (det biologiske princip om reciprocitet). Dyret har ikke en sådan mulighed for at underkaste sine egne iboende behov en rationel efterkontrol. Derfor har mennesket et potentiale for at handle etisk, mens etikken ikke eksisterer i dyrets verden.



Eftersom ikke alt der er iboende er universelt så må det være udtryk for en illusion at bilde sig ind, at man kan bestemme hvad der er universelt. Hvordan bestemmer man "det universelle"?



Vi kan ikke være os selv og se ind i os selv før vi har lært sprog og er blevet socialiseret ind i en eller anden tilfældig kultur med tilfældige normer.

Eftersom ikke alle der ser ind i sig selv qua selvreflektion når til samme resultat om hvad der er det fælles menneskelige, kan det konkluderes, at introspektion ikke sig sig selv løser problemet. Det kan være en vej til dybere selvforsåelse og dermed til at forstå sammenhænge som tidligere undgik ens opmærksomhed. Men nogen universel løsning er der ikke tale om.



Dette er for så vidt korrekt. Vi har alene muligheden for at finde sandheden ved at stille og besvare spørgsmålet om, hvad der umuligt kunne være anderledes i nogen mulig verden. Et svar på det spørgsmål har løftet sig ud over - transcenderet - den fysiske verdens og vore egne begrænsninger og er derfor evigt gyldigt og absolut sandt.

Du skal nok i gang med at tænke endnu dybere end du gør hvis du skal løse problemer for andre end dig selv.

Giffen gaffen guffen - ikke en skid i skuffen!

Hilsen

Ipso Facto


--------------------
"Moral er godt. Jeg ville ønske at alle havde råd til at anskaffe en" - Ipso Facto

Hej Ipso Facto.

Og tak for dit svar.

Hvis du kender dig selv kære Ipso Facto, og du kan erkende dine motiver for din adfærd og handlinger, så ved du også godt hvilke behov der driver dig.

Hvis vi ser på mennesket, så søger alle mennesker accept, anerkendelse, kærlighed, glæde, tryghed osv, kan vi blive enige om det? Det er eksistentielt for mennesket, at føle sig elsket, accepteret, og ja, føle sig sikker på at de i korte stunder kan opleve en glæde ved livet.

Mennesket vidner jo i den grad om, at de søger tilfredstillelse, og ja, så kan tilfredstillelsen antage uendeligt mange former.

Men det er i form mennesket søger opfyldelse og tilfredstillelse.

Kan du regne ud, hvor det er filmen knækker for mennesket?

Kan du regne ud, hvad det er som gør, at mennesker behandler hinanden, naturen, dyr osv som de gør?

Rent fysisk, så er der ressourcer nok til at mennesket kunne få dækket deres fysiske behov. Men de dyberliggende eksistentielle behov(som jeg ville kalde åndelige behov, men ja, sådan er jeg jo bare), dem søger mennesket "sgu" også opfyldt i verden af form, eller det fysiske.

Hvad sker der når et menneske ikke får den kærlighed det har udset et andet menneske til at gi? Eller den accept det søger hos et andet menneske? Der er som regel ikke særlig langt fra kærlighed til had når mennesker ikke får det de søger. Men ja, sådan er dualitetens verden, og bevares, det har da også sin plads, men det er smertefuldt ikke at finde det man søger.

Den universelle løsning på menneskets vildfarelse, kan kun være, at mennesket bliver sig bevidst om, at mennesket i sig selv rummer det mennesket søger.

Man bestemmer det universelle ved, at se på hvilken oplevelse der ville kunne accepteres af alle mennesker. Og da alle mennesker søger kærlighed, så kunne det universelle meget vel være den iboende kærlighed i mennesket.

Hvis du kan prøve at tænke i den ikke-dualistiske tankegang, så vil du også kunne se, at det universelle er det iboende i mennesket.

Hvorledes ville du forklare, at det som er altomfattende kan have en modsætning?

Og ja, hvis noget er evigt gyldigt og absolut sandt, så kan det vel heller ikke findes i en verden som ændre sig.

Hvis det som er sandt er sandt, så kan det ikke også være falsk.

Hvis alt som er objektivt ændre sig, så kan det vel kun være igennem introspektion, selv-erkendelse, at vi kan finde løsningen på hvorledes vi kan finde det sande og uforanderlige. Eller i sin enkelthed, lærer at skelne imellem det sande og det falske.

Og ja, det som er sandt hænger unægtelig sammen med det som er virkeligt.

Sprog er symboler for symboler, og er således fjernet to gange fra virkeligheden, så det kan ikke være i sproget virkeligheden bør søges. Og alt objektivt beskrives igennem begreber, og ja, kan du så også gætte hvad det objektive er?

Sprog er et praktisk redskab til kommunikation, men denne kommunikation er indirekte. Den direkte kommunikation, kan du gætte hvad den er? Og kan du gætte om direkte kommunikation er et udtryk for adskillelse eller eenhed?

Hvad er virkeligt, og hvad er illusion, ja, det er spørgsmålet, ik....?

Nå, men nu vil jeg i seng og drømme sødt.

Sov godt min ven.

Kærligst Jan.

Hej Jan!

Ligeledes takker jeg for din forklarende replik. Lad mig tage det du skriver under en samlet gennemtænkning for at se, hvor meget af det, der holder for en nærmere undersøgelse. Jeg analyserer ud fra din indledende konstatering:



Det er en begrebslogisk kendsgerning, at ingen kan kende sig selv og sine motiver fuldt ud. Mens vi er i færd med at gøre en ting som vi bevidst ønsker at gøre, kan vi samtidig gøre noget, som vi ikke er bevidste om.

For at kunne afgøre forholdet mellem vore ønsker og vore ønske uafhængige behov, er det først nødvendigt at bestemme de grundlæggende træk ved vor situation som personer (altså væsener med sansning, sprog og logik).

På den ene side kan en person som bevidst ikke være uden en vis viden om sine tilskyndelser. Men på den anden side er det ikke impliceret, at en person må kende alle sine tilskyndelser; han kan som nævnt have tilskyndelser som han ikke er sig bevidst.

Det sidste muliggør, at en person kan mistolke eller ”fortrænge” visse tilskyndelser (måske med det skjulte formål at opretholde et bestemt billede af sig selv). Men det første indebærer, at et sådant selvbedrag må have sine grænser. Uden nogen som helst viden om sine tilskyndelser kan man ikke være. Dette giver den enkelte en basis, hvorfra det principielt er ham muligt at komme til klarhed over de tilskyndelser og motiver, som ikke umiddelbart er ham bevidst.

Han kan erkende, at han i bestemte situationer er tilbøjelig til at reagere på en bestemt måde. Og han kan tolke den tilbøjelighed som udtryk for et bestemt karaktertræk. Men nye erfaringer kan vælte tolkningen og tvinge ham til at se mønstret i et andet lys.

(Hvor han før så sig selv som samarbejdsvillig, kan han nu se, at han nok snarere er konfilktsky). Det er i denne sammenhæng, at Freuds analyse af motivforskydninger har sin logiske plads. Det er forsøg på at grave under vore bevidste motiver med det formål at give vore handlinger en mere sand tolkning.

Gennemskue sig selv – sine motiver – fuldstændigt kan man ikke. Der er intet kriterium på fuldstændighed. Der er altid mulighed for nye afsløringer. Men på den anden side er der heller ikke nogen grænse, som vi ikke kan overskride. Der er ikke motiver, som principielt er skjult for os. Vi er ikke uhjælpeligt henvist til at være styret af ukendte motiver. Dette er en NØDVENDIG betingelse for, at vi kan lade vore handlinger styre af rationelle overbevisninger.

Til dette skal så tilføjes, at vore tilskyndelser ikke kun er bestemt ”indefra” – af vore biologiske instinkter og af vore tillærte tilbøjeligheder. De er også bestemt af vor ”ydre” situation – og specielt af vore overbevisninger om, hvad der er tilfældet.

Der er således mulighed for, at en person kan bruge sin fornuft (sine rationelle overbevisninger) i styringen af sine handlinger. Vi har mange ønsker, som vi ikke umiddelbart kan opfylde; men som vi kun kan opfylde, såfremt vi først gør noget andet, som et MIDDEL til at kunne opfylde ønsket.

Det er den anden mulighed for, at fornuften kan spille en aktiv rolle i styringen af vore handlinger: Den kan bruges til at vælge midler til givne mål – mål, som er givet af vore ønsker og tilskyndelser.

Da dette er relativt ukontroversielt, så er der ikke grund til at gøre det til genstand for en dybere analyse. Men det rejser et anderledes alvorligt og omstridt spørgsmål: nemlig om fornuften rent begrebslogisk er begrænset til at kunne vælge midler til mål, som er sat af ”lidenskaberne”, eller om fornuften også kan spille en rolle i selve valget af mål. Må de yderste mål nødvendigvis sættes af vore ønsker og tilskyndelser, eller KAN de sættes af fornuften.

Spørgsmålet fra opponenten i det indledende citat lider af den mangel, at det går ud fra det som først skal bevises. Det er ren retorik som en filosofisk tænker ikke kan bruge til ret meget. Derfor fortsætter jeg den videre gennemtænkning af den skitserede problemstilling i min egen bane.

Går vi ud fra den skitserede middel-mål-relation, så følger umiddelbart, at overvejelser over midlerne kan ”smitte af” på overvejelser over målet. At bruge et middel kan kræve et vist afsagn. Det kan have visse omkostninger. En forudsætning for, at et mål er værd at stræbe efter, må være, at afsgnet, som følger med brugen af det valgte middel, ikke udhuler tilfredsstillelsen ved at nå målet. Man må spørge sig selv, om målets værdi overstiger de ”omkostninger”, som midlet medfører.

I disse overvejelser må det også inddrages, at en handling har konsekvenser. Når jeg afvejer, om et ønske er værd at opfylde, er det også rationelt at inddrage min erkendelse af de konsekvenser, som følger af ønskeopfyldelsen. Spørgsmålet er, om jeg er villig til at acceptere disse konsekvenser; eller om jeg synes, at de indebærer en sådan grad af ubehag, at det ikke opvejes af opfyldelsen af ønsket. Vil jeg senere – når konsekvenserne kommer – fortryde, at jeg opfyldte ønsket? Er det, hvad jeg kan forudse, så kan jeg vælge at undlade at opfylde ønsket.

Sådanne overvejelser viser, at fornuften har sin plads i afgørelsen af, om et ønske er værd at opfylde. Først når jeg har klargjort mig midler og konsekvenser, kan jeg vælge, hvad jeg ønsker ALT TAGET I BETRAGTNING.

Et sådant valg kan være let i simple situationer. Men i komplekse situationer er valget ikke let. Ofte har vi ikke nogen klar erkendelse af konsekvenserne. Og i visse situationer må man vælge med livet som indsats.

Således er det ikke utænkeligt, at en person kan stå over for følgende valg. På den ene side kan han gå ind i et borgerligt erhverv, som nok vil tage hans tid, men som også vil sikre ham en tryg fremtid med en rimelig levestandard. På den anden side kan han følge sine kunstneriske tilbøjeligheder og forsøge at blive maler. Her er fremtidsudsigterne meget mere usikre. For at han kan vælge efter de anførte retningslinier, så kræves, at han forsøger at gøre sig klart, om hans talent – hans naturlige evner – kan bære, og om han har karakter og viljestyrke til at finde sin egen kunstneriske udtryksform. Men ikke nok med det. Det kræves også, at han forsøger at gøre sig klart, hvad han vil mene, når livets regnskab skal gøres op. Hvis han vælger et borgerligt liv, vil han så fortryde, at han ikke fik afprøvet sine kunstneriske evner? Vil han føle, at han havde noget andet og mere i sig end det, han fik lov at vise? Hvis han vælger den kunstneriske løbebane og ikke får ydre succes, vil han så fortryde, at han ikke fik den højere levestandard, som borgerligheden kunne have givet? Når man kender sig selv godt nok til at være sikker på svaret, så kan det være for sent. Måske var ens kunstneriske impuls snarere et ønske om berømmelse. Hvorledes skelner man?

(Her kan jeg ikke lade være med at citere filosoffen Søren Kierkegaards ekstatiske overvejelser over det umulige VALG enhver af os står over for i enhver situation:



Foreløbig kan vi altså konkludere, at fornuften kan tilskrives en vis funktion i valget af mål. Den kan klargøre midler og konsekvenser, så vi kan afgøre, hvad vi ønsker alt taget i betragtning. Men hvad vi ønsker alt taget i betragtning, er stadig, hvad vi ønsker. Så selvom fornuften spiller med, så gælder fortsat, at målet i sidste instans sættes på basis af ønsker.

Den næste opgave bliver så at undersøge, om det MÅ være således – om der er tale om en begrebslogisk nødvendighed. Filosoffen David Hume ville svare ja. Han henviser fornuften til at være ”slave of the passions” i ”A Treatise of Human Nature”. Efter hans opfattelse så mister fornuften ethvert holdepunkt, hvis den forsøger at gå bag om ønskerne for selv at sætte målene. Men har Hume ret deri? Er det logisk umuligt, at fornuften kan finde fodfæste ”bag” vore ønsker? Spørgsmålet er, om en person kan have BEGRUNDELSE for en handling, uden at denne begrundelse dybest set må hvile på et ønske.

For at besvare det spørgsmål må vi begynde med at undersøge, hvorledes det, som en person ønsker, forholder sig til hans situation i øvrigt. Denne situation er bestemt af, at personer må have en fysisk krop. Det betyder at de er forgængelige, og at de må indgå i en form for stofskifte med omgivelserne for at kunne få energi til de processer, som er nødvendige for at holde dem levende og bevidste. De må have visse behov som skal opfyldes, for at de kan eksistere som personer (således som vi mennesker har behov for ilt, vand og føde). Og så er det, som skal undersøges, hvorledes disse behov forholder sig til deres ønsker.

Rent begrebslogisk er behovene og ønskerne defineret i to forskellige kausale sammenhænge. En persons behov indgår i de kausale betingelser for, at han kan opretholde sin eksistens som person, mens hans ønsker indgår i de kausale betingelser for, at han handler som han gør.

Så rent logisk er der ikke ækvivalens mellem, hvad vi ønsker og hvad vi blot behøver. En person kan ønske noget, som han ikke blot ikke behøver, mn som faktisk er skadeligt for ham (som f.eks. alkoholikeren, der ikke kan styre sig selv). Og han kan behøve noget, uden at han derfor ønsker det (som den, der er bleve syg, fordi han har været for ensidig i sit kostvalg).

Begrebslogisk må der altså skelnes mellem vore ønsker og vore behov. Men til denne begrebslogiske distinktion må der dernæst føjes to andre konklusioner. For det første kan sluttes, at der må være en grundlæggende FAKTISK overensstemmelse mellem vore behov og ønsker. Det må være en følge af den biologiske tilpasning: Ellers var vi for længst gået til i den naturlige udvikling. Og for det andet må vi nødvendigvis have et vist behov for at få opfyldt vore ønsker. Vi kan ikk bære altid at skuffes. For vi lærer af vore erfaringer; og hvis vi altid skuffes, så lærer vi, at vi skuffes, hvad vi end gør. Og så undergraves vor motivation og vor selvtillid.

Når disse to konklusioner sammenholdes med den oprindelige, så må vi anerkende, at der IKKE kan trækkes en SKARP grænse mellem vore behov og vore ønsker. Men samtidig må vi fastholde, at der KAN trækkes en grænse. At vi kan være uenige om, hvor grænsen mellem nødvendighedsgenstande og luksusartikler går, betyder ikke, at vi ikke kan være enige om, at der er nogle, der lever i nød, og andre i overflod.

Den tekniske udvikling har betydet, at vi lettere kan dække vore objektive (ønske-uafhængige) behov. Men den har også betydet, at vi rykker grænsen for, hvad vi føler uundværligt, højere og højere op. Nøjes med den levestandard, som vore forældre havde, vil vi ikke. Det har sat os i en klemme, fordi der er økologiske grænser for, hvad vi kan tillade os. Tager vi ikke disse grænser i agt, så kan vi forudse, at en fortsat stræben efter at øge levestandarden vil medføre en nedbrydning af grundlaget for vort liv.

Begrebslogisk er det altså muligt, at en person ved at følge sine ønsker kan handl på tværs af sine ønske-uafhængige behov og dermed kan nedbryde grundlaget for sin eksistens som person. Det stiller os under en hypotetisk fordring: Såfremt vi ønsker at leve (som personer), bør vi lade fornuften gå bag om vore ønsker. Det indebærer to ting. For det første bør vi søge viden om vore behov, og om hvorledes vi kan dække dem. Og for det anddet bør vi ikke blindt følge vore ønsker, men vurdere, om de kan opfyldes uden at bryde med vilkårene for, at vi kan dække vore behov. Kan de ikke det, bør vi undlade at følge dem.

Således tvinges vi - såfremt vi ønsker at leve - til at sætte fornuften til dommer over vore ønsker. Men da er det ønsket om at leve - og altså et ønske - der udpeger det fundamentale mål, så har vi endnu ikke brudt med filosoffen David Humes placering af fornuften.

Og dog står vi midt i et sådant brud. Thi når ønsket om at leve kræver, at vi bør lade fornuften gå bagom vore ønsker (for at sikre, at vi kun opfylder ønsker, som er konsistente med, at vi kan dække vore ønske-uafhængige behov) så kræver det også, at vi bør lade fornuften sikre vort behov for ønskeopfyldelse. Vi bør planlægge med henblik på, at der skal være et vist råderum for den spontane livsudfoldelse. Fornuften har da også fået til opgave at tage vare på glæden ved livet - ønsket om at leve.

Resultatet er, at når ønsket om at leve tvinger os til at lade fornuften gå bag om vore ønsker, så tvinger det os også til at lade fornuften gå bag om selve ønsket om at leve. Så er vi i en situation, hvor vi kan sige, at det ikke længere er ØNSKET om a leve, der sætter målet for fornuften; men hvor det er IDEALET om at kunne leve som person (ansvarligt handlende), der sætter målet. Da står den enkelte - uanset sine ønsker - under en fordring om at handl i konsistens med de objektive vilkår for, at han kan leve som person.

Dermed har vi taget det skridt, som Hume anså for umuligt; og vi har fast grund under fødderne. Vi har set, hvorledes ønsket om at leve tvinger os til at lade fornuften gå bag om vore ønsker - og også bag ønsket om at leve. - I den konklusion ligger en bekræftelse af vor faktiske indstilling til selvmord. Et selvmord er ikke "i sin orden", blot fordi det er ønsket. Ønsket kan være udsprunget af fortvivlellse over vilkår, som burde være afhjulpet.

- Der er en anden og enklere vej til samme konklusion. I stedet for at gå ud fra ønsket om at leve, kan man begynde med at sætte ALLE ønsker til side. Og så kan man spørge: Hvorledes bør en person handle (hvad hhar han begrundelse for at gøre) alene qua person og ganske uafhængigt af, hvilke ønsker han har? Rent rationelt kan der sættes en betingelse, som besvarelsen af det spørgsmål skal opfylde. Betingelsen er, at svaret skal være konsistent med, at ppersonen (fortsat) kan handle efter det. Mn dermed er der allerede givet et svar på spørgsmålet: En person bør handle i konsistens med, at han kan leve som person. Han bør handle i konsistens med de objektive vilkår for, at han kan leve som person. Det er en rent rationel fordring, som enhver person er underlagt - alene som følge af at være person. Og det er den samme fordring, som vi før nåede ad anden vej.

Det foregående betyder, at en person kan begrunde (retfærdiggøre), hvorfor han udfører en konkret handling, ved at henvise til, at han dermed dækker et ønske-uafhængigt behov. Om begrundelsen er holdbar, afhænger så af, om der faktisk er tale om et behov. Således kan man begrunde, at man spiser appelsiner, ved at henvise til, at man derigennem dækker sit behov for c-vitamin.

Og da giver man IKKE en DYBERE begrundelse for sin handling, hvis man "går tilbage" til et ønske. At man kan lide smagen af appelsiner, er ikke en dybere grund til at spise appelsiner. Som grund er det tværtimod en svækkelse. Der er objektiviteten til forskel. Det, man kan lide, kan være skadeligt. - Selvom man ikke bryder sig om appelsiner, har man begrundelse for at spise dem, hvis man ikke har annden mulighed for at dække sit behov for c-vitamin.

Men det at man lide appelsiner, er så en EKSTRA grund til at dække sit behov for c-vitamin på den måde. For man har også et objektivt behov for en vis ønskeopfyldelse; og det kan man imødekomme, såfremt man - alt andet lige - dækker sine behov på den måde, man subjektivt finder mest behagelig.

Muligheden for, at en person således kan begrunde sine handlinger indebærer, at der må skelnes mmellem begrundelse og forklaring - mellem BEGRUNDELSEN for at udføre handlingen (eller for at handlingen BØR udføres) og FORKLARINGEN på, hvorfor handlingen udføres. Begrundelsen bygger på vor viden om vore ønske-uafhængige behov. Men alene kan en sådan viden ikke sætte os i bevægelse. I forklaringen på, hvorfor vi faktisk handler, som vi gør, kommer vi ikk uden om ønsker og tilbøjeligheder. De må indgå som kausale betingelser for, at vi kan lade os bevæge af vore begrundelser.

At en person kan lade sin handlen bestemme af en objektiv begrundelse, indebærer, at han kan ønske at gøre noget, fordi han har grund til at gøre det. Han kan have ønsker som er motiveret af hans begrundelser. F.eks. kan han ønske en skefuld levertran (selv om han ikke kan lide det), fordi han ved, at det indeholder d-vitamin, som han har behov for og ikke kan få på anden måde. (Der er tale om en kanntiansk agtelse for den objektive begrundelse).

Men hvorledes er sådanne begrundelses-motiverede ønsker mulige?

I sidste instans må de leve af ønsker og tilskyndelser, som spontant hører den naturlige tilværelse til. Men KAN de det, uden at de spontane impulser helt tager magten? For at besvare det spørgsmål må vi gå tilbage til indledningen af denne undersøgelse, til redegørelsen for de principielle forhold mellem vore behov og vore ønsker. Deraf fremgår, at vor naturlige udvikling forudsætter en grundlæggende faktisk overensstemmmelse mellem vore behov og ønsker. Det vil sige, at der må være en kerne, hvori det, som vi objektivt bør gøre, falder sammen med det, som vi umiddelbart ønsker. Ikke fordi det begrundes på ønskerne, men fordi de behov, hvorpå det begrundes, også har determineret ønskerne. Det er i denne kerne, at vi kan hente styrke til at følge vore grunde til at dække vores behov, også i de tilfælde, hvor vore tilskyndelser vil føre os på tværs heraf.

En ting er, at vi som personer er i stand til at handle, som vore objektive grunde tilsiger os. En anden ting er, hvorledes vi faktisk handler. Givet er det ikke, at vi følger vore subjektive grunde. Hver især må vi karakteriseres ved afstanden mellem, hvorledes vi handler, og hvorledes vi objektivt bør handle. Ved fornuftens greb i os. Der er forskellige muligheder for, at fornuften kan komme til kort.

En person kan ubekymret følge sine ønsker, uden at skænke sine behov en tanke. Han er sig ikke bevidst, at han derved kan skade sig selv. (De grænser, han kender, er alene sat af den konventionelle moral). Og han stilles så over for kenndsgerninger (argumenter), der peger på, at han kan skade sig selv (forkorte sit liv, ødelægge sin hjerne) ved at følge bestemte tilskyndelser, så det er ikke givet, at han handler som fornuften fordrer.

På to måder kan irraionaliteten spille ind. For det første kan han bagatellisere argumenternes alvor. Mere eller mindre bevidst kan han lade argumenterne glide sig forbi. I den dimension kan vi tale om ønsketænkning og selvbedrag. For det andet kan han acceptere alvoren og beslutte sig il at ændre sin handlen. Og når det så kommer til stykket, kan han alligevel falde for fristelsen til at følge sin umiddelbare tilskyndelse. I den dimension kan vi tale om viljesvaghed.

Vi karakteriseres ved, hvorledes vi handler. Vor karakter gives udtryk - lægges frem - i vor handlen. Den indgår i FORKLARINGEN på, hvorfor vi handler som vi gør. Men vi er ikke "lukket inde" i karakteren. Den er ikke et fængsel. Tværtimod implicerer det, at man kan handle (afhængigt af sin viden), at man også bliver ansvarlig for sin karakter. Man kan ikke undskylde sin handlen med, at man nu enngang har den karakter, for som person kan man se det i øjnene og tage sine forholdsregler. Er man tilbøjelig til at falde for en fristelse, kan man erkende det, og så kan man på forhånd tage skridt til at sikre sin modstandskraft.

Endnu er kun fastslået, at en person er underlagt en rationel fordring i forhold til sig selv: at han bør handle i konsistens med, at han kan dække sine ønske-uafhængige behov. Med denne fordring i hånden bør han dømme sine ønsker. Men personer er ikke isolerede individer. De har et liv som er forviklet med andres. Den enkelte kan ikke kun skade sig selv ved blindt at følge sine tilskyndelser og ønsker; han kan også skade andre. Og den enkelte kan ikke kun sørge for, at han selv kan dække sine behov; han kan også hjælpe andre (som er i nød), såleds at de kan dække deres behov.

I og med at personer således KAN gribe ind i hinandens liv, så kan vi også spørge, hvorledes de rationelt BØR gribe ind. Og i besvarelsen af det spørgsmål må vi gå ud fra den fordring, som den enkelte person er underlagt i forhold til sig selv. Det afgørende er, at denne fordring gælder for enhver person. Den gælder ikke for den enkelte, fordi han er den, han er; men fordi han er person. Og for enhver person gælder derfor også, at fordringen mmå gælde for enhver person. Man anerkender kun fordringens rationalitet, i og med at man anerkender dens universalitet. Men så har fordringen også konsekvenser med hensyn til, hvorledes personer bør forholde sig indbyrdes. Så bør den enkelte også handle i konsistens med, at andre personer kan handle i konsistens med fordringen. Eller sagt på en anden måde: Forskellige personer bør handle i konsistens med (de objektive vilkår for), at de hver især kan leve som personer. Den enkelte bør ikke kun handle i konsistens med, at han selv kan dække sine ønske-uafhængige behov; men han bør også handle i konnsistens med, at andre personer kan dække deres ønske-uafhængige behov. Det er den etiske grundfordring -kaldet "Det Etiske Konsistenskrav".

Når vi sammenholder det etiske konsistenskrav med de logiske muligheder for, hvorledes personer kan gribe ind i hinandens liv, så kan vi deducere mere specifikke fordringer. Først og fremmest en fordring om, at man bør undgå at skade hinanden. Og dernæst en fordring om, at man bør hjælpe en anden, som er i nød, forudsat at man er i stand til at hjælpe uden væsentlige ofre. En præcis grænse for, hvad der er væsentlige ofre, kan ikke drages; men det berører ikke fordringns gyldighed.

I denne forbindelse er det også værd at bemærke, at eftersom der ikke nødvendigvis er overensstemmelse mellem, hvad en person ønsker, og hvad han behøver qua person, så er det at hjælpe en anden heller ikke nødvendigvis ensbetydende med at gøre, hvad den anden ønsker.

Det etiske konsistenskrav indebærer, at man kan begrunde (retfærdiggøre), hvorfor man udfører en konkret handling, ved at henvise til, at man derved hjælper en anden som er i nød - ikke i ens egen følelse. Man giver ikke en dybere begrundelse ved at henvise til sit ønske om at hjælpe. (Således som argumenteret ovenfor). Min i forklaringen på, hvorfor man hjælper, må indgå et ønske. Hvad enten det optræder i sikkelse af en umiddelbar medlidenhed; eller som et ønske om at handle i konsistens med den eiske fordring - en kantiansk "agtelse for moralloven", som tidligere nævnt.

Det etiske konsistenskrav er et rationelt krav. Det hviler ikke på, hvad man ønsker eller føler; men det er en logisk konsekvens af, at enhver person - uafhængigt af sine ønsker eller følelser - er underlagt en rationel fordring i forhold til sig selv.

Det etiske konsistenskrav indebærer, at det er rationelt at tage hensyn til andre. Egisten, der kun bekymrer sig om sig selv, eller om andre såfremt det er til hans egen fordel, er en irrationel skikkelse. Han har ikke fået den afstand til sig selv, som er en del af rationaliteten.

En konsekvens af denne sammenhæng mellem etik og rationalitet er, at det rationalitetsbegreb, som der opereres med i de økonomiske teorier, ikke kan være endegyldigt. Ifølge disse teorier handler en person rationelt, når han søger at maksimere en "utility-function", som repræsenterer hans personlige præferencer. "Rational economic man" karakteriseres ved, at han bestræber sig på at maksimere sin personlige nytte-funktion (når han handler på markedet).

Med disse teorier er vi tilbage ved den opfattelse, at rationaliteten ikke kan sætte mål, som ultimativt er sat af præferencer og ønsker, som rationelt set er vilkårlige. Da er man blind for, at man - som vi har set - med fornuften kan spørge sig bag sine ønsker og præferencer; og man giver ikke plads til en skelnen mellem det ønske, som er rationelt motiveret (af en viden om et behov - enten det så er ens eget eller en andens), og det ønske, som ikke er således motiveret. Denne for etikken helt afgørende dimension af rationaliteten ligger uden for det økonomiske rationalitetsbegreb. Den hører ikke med i (beskrivelsen af) den motivation, som er definerende for "rational economic man". Men det betyder kun, at denne abstrakte person slet ikke er så rationel når det kommer til stykket.

Der er ikke noget i vejen med de økonomiske teorier, hvis man erkender begrænsningen i deres rationalitetsbegreb. Men der er noget i vejen, hvis man ikke erkender begrænsningen. For i så fald undergraver man sammenhængen mellem rationalitet og etik; og at undergrave den sammenhæng er ensbetydende med at undergrave hvert af leddene. Hvis etikken ikke er rationel, så kan den ikke begrundes. Og hvis rationaliteten ikke er etisk, så er det ikke berettiget at kræve den. Så svæver både rationalitet og etik uden egentlig forpligtelse. Kun i sammenhængen får både etik og rationalitet grund at stå på.

Det kan altså konkluderes, at vi ikke nødvendigvis er irrationelle. Vi kan have irrationelle overbevisninger; men vore overbevisningen er ikke principielt irrationelle. Vore handlinger kan være styret af irrationelle impulser og ønsker; men det er ikke nødvendigt, at de mmå være styret således. Anklages for irrationalitet kan vi netop kun, fordi vi kan være rationelle. Vi kan - mere eller mindre effektivt - bestræbe os på at "rense" vore overbevisninger for irrationelle elementer. Det består i at sikre os, at vi kun holder noget for sandt med den vægt, som vore begrundelser berettiger til; og som i sidste instans må bygge på det, som vi umiddelbart har tilstrækkelig begrundelse for, i og med at vi er personer. Og i forlængelse heraf kan vi så også bestræbe os på at lade vor handlen styre af rationelle overbevisninger, med en kurs som sættes af det etiske konsistenskrav.

Disse konklusioner er rent begrebslogiske. Det er en begrebslogisk sandhed, at vi bør være rationelle; men det er et empirisk spørgsmål, hvor rationelle vi faktisk er. Fordringen indebærer, at vi kan være rationelle, og at rationaliteten bliver et personligt ansvar. - Men bag det personlige ansvar ligger også et samfunndsansvar. Det er ansvaret for, at den enkelte i sin "opvækst" sikres forudsætninger for at kunne blive person - og at kunne være sig sit personlige ansvar voksen.

Herefter har jeg, uden at måtte ty til subjektive metoder som "selv-erkendelse gennem introspektion" for at finde løsningen på, angivet en rationel metode hvorefter "vi kan finde det sande og uforanderlige".

Derfor ved jeg også ”Hvad er virkeligt, og hvad er illusion” med de begrænsninger alene fornuften og ikke følelserne og ønskerne kan bestemme.

- Mens du tilsyneladende blot drømmer videre ;)

Hilsen

Ipso Facto

--------------------
"Livet forstås baglæns, men må leves forlæns." - Søren Kierkegaard.