"Med Kristus ved sin side skulle man godt kunne klare en hedeslagsdiskurs om sandheden og en dehydrering for ideer, af det Jesu ord vand, Thomas Hjerne Thom, hele tiden drikker og sprøjter/sjasker på os andre."

Det er godt, Hanskrist! Et lille alliance-trick med "os andre" og et ordenligt gok i nøden på den enkelte... Du er et fantastisk forbillede på en kristen mand! Gør endelig dine forfædres mål fuldt!

Snak om spøgelser og en masse fornemme termer, Hans-Oh-Krist uuuhhhh.... zzzzzzzz....... :sover:

Glimrende Hanskrist.

Ikke fordi jeg deler dine synspunkter, for det gør jeg som bekendt kun delvist, men fordi du er den første, der kommer hele vejen rundt.

Blot en ting vil jeg korrigere. Både den medicinske og den biologiske forskning er i høj grad baseret på matematik. Man har blot fritaget forskerne selv for at lære sig de matematiske formler. Det klarer de instrumenter for dem, som de anvender til forskningen. Lige fra blodtryksmålere til avancerede qPCR- og FISH-teknikker til DNA-analyser, og brugen af medicinske statistikker er matematikken integreret i forskningen både i form af måleapparater og behandling af måleresultaterne i computersimuleringer.

Mvh

Ole Bjørn ;)

.

Hej til Kristusspøgelset og andre fortabte!

Der findes ingen faste regler for hvordan man opstiller taksonomier andet end, at de bør være hensigtsmæssige til formålet. Det gælder blot om at få virkeligheden til at passe ind i de båse/kategorier og underkatagorier man opererer med.

Det der så ikke passer ind, kan man kalde det uvirkelige eller falsk bevidsthed eller hvad man nu ellers kan finde på for at få pengene til at passe.

Hvis jeg var et kristusspøgelse uden hedeslag ville jeg nok starte med to hovedkategorier: Guds verden og denne verden, og undersøge relationerne mellem de to verdener.

Man kunne for eksempel spørge, om der er korrespondens mellem det Himmelske sandhedsbegreb og det timelige. Altså, om noget kunne være sandt for Gud men opfattes som falsk i menneskenes verden. Og vice versa. Hvis svaret på det spørgsmål er, at der ikke eksisterer en sådan korrespondens, så har dette en lang række vigtige konsekvenser.

Det betyder ganske enkelt, at vi ikke kan tale meningsfyldt om Guds verden, men alene om den verden vi kan erkende ved hjælp af sansning (empiri) sprog og logik.

Guds verden må vi nøjes med at tro på eller holde åben som en mulighed, og det er sikkert rart for menneskene at have en reserveverden i baghånden når tiden løber ud i denne verden. Det kan vel aldrig skade. Måske er det ikke særligt smart hvis man konstant har hovedet stukket op i Guds verden medens resten af kroppen endnu befinder sig i denne verden. Det kan måske give lidt kategoriforvirring og føre til handlinger og tale som er uforståelige for de stakkels medmennesker som har både hovede og krop i denne verden.

Da ingen af os kan vide hvad der gælder for Guds verden, men må nøjes med tro, at der sikkert er ganske rart, og da der er meget forskellige meninger om, hvad rart er, så er der også mulighed for uafgørbare diskussioner om den nærmere indretning af Guds verden.

En pædofil ørkenrøver kan for eksempel forestille sig, at Gud elsker pædofile ørkenrøvere hvorfor Guds verden er et bordel hvor de faldne krigere bliver seksuelt opvartet af et hold evigt unge jomfruer til evig tid. Hvis ørkenrøveren kan overbevise sine omgivelser om, at hans hedeslag med luftspejlinger om gudsriget er sande både i Himmelen og på Jorden, så har man det der kaldes en religion.

Andre føler noget andet og tror derfor noget andet. De føler måske knapt så meget for et jomfrubur, men for kærligheden med stort K, og identificerer derfor gudsriget med den kærlighed den menneskelige sølle variant blot er en svag afglans af. Så de går rundt og er smadder kærlige over for både deres familie, venner og fjender således at den timelige verden i lidt højere grad kommer til at ligne Guds verden. Og så bliver overgangen heller ikke så brutal når tiden rinder ud og det er tid til at skifte verden.

En sådan taksonomi kan selvfølgelig bestå af uendeligt mange underkategorier og der kan derfor etableres lige så mange forskellige verdener som der er mennesker. Og det er jo en god ting, for så kan alle jo komme til at leve i den bedst mulige verden både her og hisset.

Og da man aldrig kan nå til enighed om tingene fordi man ikke kan blive enige om hvad Sandheden er, hverken i denne verden eller den næste, så er der lagt op til uoverensstemmelser som godt kan gå over i skænderi eller det der er værre. Det er blandt andet det vi kan opleve her på debatten, hvor guderne kæmper mod hinanden i drabelige dyster der ikke altid er lige kærlige.

Mon ikke det er på tide at få liberaliseret den religiøse tro? Så kan enhver tro lige hvad han lyster uden indblanding fra andre der tror noget andet og alle kan blive glade og lykkelige over at have netop den helt rette tro. Det burde vel kunne dække behovene?

Faktisk kan jeg godt tro på, at når tiden rinder ud, så havner enhver af os i lige præcis den anden verden som han har forestillet sig og troet på. Det kan man da kalde en overjordisk guddommelig retfærdighed. Ateisterne får deres egen verden uden Gud. Agnostikerne får måske besøg af Gud en gang imellem. Og alle de troende kommer til at opleve virkeliggørelsen af alt det de troede på, mens de endnu tumlede rundt på Jorden.

Fuld tilfredshed eller pengene er spildt, som salig professor Tribini plejede at sige, for at lokke husarerne ind til hans magiske forestillinger. Men med min nye universalreligion er pengene ikke spildt. Tværtimod bliver der fuld tilfredshed over hele linien.

I morgen skriver jeg til Justitsministeriet for at undersøge om min nye universalreligion, sådan rent principielt, kan anerkendes som lovligt trossamfund. Så vidt jeg kan se opfylder min universalkirke de formelle krav om tro på en magt som står over naturlove og mennesker.

Det kan kaldes en slags inflatorisk polyteisme samlet under een hat, men det burde ikke være nogen større hindring. Måske burde jeg dog først udarbejde et sæt almene dogmer. For hvad er en religion uden helligskrifter? Den kunne hedde: UNIVERSALKIRKEN FOR SANDHED eller måske DEN HOLOSOFISKE UNIVERSALKIRKE.

Lad mig sarte med at fastlå kirkens uforanderlige, evigt gyldige universelle og dogmatiske sandheder - vort bekendelsesgrundlag:

(1) Gud er den han er.

(2) Han er een, han er tre, han er lige så mange du ønsker.

(3) Uanset hvad du tror om Gud, så er det sandt.

(4) Selv hvis du ikke tror på Gud er det sandt.

(5) Gud lover aldrig mere end han kan holde.

(6) Man kan altid stole på Gud.

(7) Gud diskriminerer ikke.

(8) Frelsen er garanteret på forhånd, den kræver hverken tro eller gode gerninger, da dette ville være udtryk for diskrimination.

(9) Du skal ikke missionere, men du må gerne, hvis du ikke kan lade være.

(10) Du behøver ikke at bede, synge salmer eller tale i tunger, men du må gerne og det skader jo ikke.

Mon ikke en sådan hellig dekalog skulle være tilstrækkeligt bekendelsesgrundlag til godkendelse i ministeriets afdeling for overjordiske anliggender og tillige kunne opnå tilslutning fra de mange forvillede sjæle, der hidtil har haft vanskeligt ved at finde ud af, hvad Sandheden er?

Når det siges at Gud er Sandheden så kunne jeg ikke være mere enig!

Hilsen

Ipso Facto

Om subjektive sandheder.

Jeg mødte en anonym i en anden tråd som fortalte mig, at han ikke troede på sjælens eksistens.

Hvad mente han med det? Mente han at sjælen skiftevis eksisterede og ikke eksisterede i og med om han troede på det eller ej?

Eller mente han at fordi han ikke troede på en sjæl så er dette ensbetydende med at så eksisterer den nødvendigvis ikke.

Det er sikkert også et spøgsmål om hvad man mener med ordet sjæl.

Jeg mener nu nok med selvsyn at kunne konstatere at ethvert levende væsen har eller er en sjæl. Om den så er udødelig i den forstand at den fortsætter efter døden, det kan ingen vide.

Hvorfor så påstå at det ikke er tilfældet? Og hvorfor kræve et bevis på at sjælen er udødelig.

Er det sandhed? Og kan det konstateres før man selv går gennem dødens dør?

Hej Ipso Facto,

nu skal jeg lige hjælpe dig og frelse dig og hælde noget vand på din Mølle!

Du skriver:

Det gælder blot om at få virkeligheden til at passe ind i de båse/kategorier og underkatagorier man opererer med. Citat slut.


Første gang jeg stødte ind i dette synspunkt, hvor jeg bed mærke i det, var da jeg mødte det hos Harald Høffding, der er tilhænger af koherensteorien for sandhed.

Det ramte mig lidt meget, eller jeg blev slået af forundring, da jeg hidtil havde levet hele mit liv med korrespondensteorien for sandhed. Var der noget galt med mig tænkte jeg, var der noget jeg var gået glip af.


Er man tilhænger af koherensteorien for sandhed, vil dette jo være befordrende for en systematisk og koncentreret indsats på tænkningens område, hvor man også ser med optimistiske øjne på hvor langt man kan nå ved at systematisere sine tanker og begreber og de kategorier man arbejder med, så der er størst mulig logisk sammenhæng mellem dem.

Koherensteorien må opmuntre én til at danne sig et personligt verdensbillede, og i den sammenhæng har A. Schweitzer sagt noget interessant efter min mening (1)*.

Jeg tror koherensteorien har at gøre med mening. Det giver mening og skaber mening, hvis de ord, begreber og kategorier vi vælger står i/eller ordnes i indbyrdes logiske sammenhænge og det åbner nok også for nye erkendelser at man har orden i sine tanker (ja men det er vel helt simpel sagt tegn på forståelse).



Kunne man tale om at begrebet har del i virkeligheden og ikke står udenfor virkeligheden? Hvad siger du til det Ipso Facto? Begreber opstår jo ikke ud af den blå luft, men opstår vel indenfor det samme system som har sanselig adgang (bevidst og ubevidst) til virkeligheden.

Men i næste afsnit vil det måske blive åbenbar at virkeligheden (det relevante; det for hånden værende og lige for næsen på os) ikke er så fandens interessant (det var vel også sådan at cro magnon mennesket, netop var mere overlevelsesdygtig, fordi det kunne abstrahere mere fra virkeligheden end neanderthaler mennesket formåede (måske jo mere vi kan abstrahere fra virkeligheden jo mere kan vi handle kreativt og frit i verden, fordi vi kan virkeliggøre i den fysiske virkelighed, igennem legemets konkrete handlinger, alle de åndelige sandheder og normer (tilhørende Poppers den 3. verden) der ligger i kultursfæren og som indbygges i overjeget (alle unge skal være soldater og være med til at forsvare vores territorium; eller hvis vi gemmer forråd så har vi noget til dårlige tider; eller hvis vi betaler skat så bliver hæren og samfundets homogenitet og de unges opdragelse bedre).)).




For nylig fik jeg endnu engang sat min korrespondensteori i perspektiv (den fik endnu en gok i nødden), jeg mener det var da jeg studerede lidt i J. Hoffmeyers bog Biosemiotik. Og at det var ham Deacon der denne gang provokerede mig. Da jeg ikke har biosemiotik bogen (det er også en fejl) for jeg har en snegl på vejen og natur i hovedet og dansen og alle de andre), har jeg lige googlet følgende om Terrence Deacon:

»Hans teori er, at der har været en lang periode i vores udviklingshistorie, hvor hjerne og sprog har udviklet sig samtidigt. For at overleve i de familiegrupper, som vi er udviklet i, har det været en fordel at være god til at tale og formulere sig. Så hjerne og sprog er to sider af samme sag. Sproget er udviklet, så det passer til vores hjerne, og hjernen omvendt er udviklet, så den passer til menneskers brug af sproget og de abstrakte forestillinger, der ligger bag det. Det gør jo grænsen mellem natur og kultur meget mere flydende.

Tidligere har man været tilbøjelige til at tro, at hjernen først udviklede sig på grund af mere traditionelle evolutionære pres og at vi først derefter begyndte at bruge dens kapacitet til at udvikle sprog og kultur. I Deacons opfattelse har kulturen tværtimod været med til at udforme vores hjerner, som vi kender dem i dag. Hjernerne er om jeg så må sige blevet kultiverede«, forklarer Frederik Stjernfelt.

Deacons pointe er, at menneskers hjerner i langt højere grad end andre arters er i stand til at fokusere på det 'irrelevante' - det der ikke lige ligger foran vores næser. Citat slut.



Men prøv lige at gå ind i Biosemiotik bogen af Hoffmeyer og find det kapitel, hvor han behandler T. Deacons teorier eller hypoteser, jeg husker at jeg fandt det rasende spændende (jeg tager det for givet at du ejer denne bog).



Jeg vil lige slutte af med en masse vand på din Mølle Ipso Facto:


for at vi mennesker skal kunne erkende naturen og kosmos, gælder at denne virkelighed for at blive erkendt nødvendigvis må gøre sig uvirkelig i tegn/symboler, repræsentationer, diskurser og ideer. Edgar Morin.

Det må da være guf for dig?


Mange kærlige hilsner Hans-Kristus-Spøgelset.




(1)*:

Albert Schweitzer:


Det moderne menneske har ikke længere noget særpræg, og det går omkring i en stadig angst for at skulle vise en eller anden form for originalitet. Tidsånden har skabt et samfund af mennesker, som ikke er i stand til at samle sig om noget; den er en magt der vokser sig stærkere og stærkere.


For hvert år, der går, bliver der fundet stadig bedre metoder til at udbrede kollektive opfattelser, mens den selvstændige tænkning bliver sat ud af spillet.

Vor erkendelse ser livet udefra, mens vor vilje ser det indefra.
Her kan der herske berettiget tvivl om, hvorvidt de mange virkelig kan nå til at tænke så grundigt over sig selv og verden, som de må gøre, hvis der skal komme en tænkende verdensanskuelse ud af det. Ser man på enkeltindividet af i dag, er tvivlen meget berettiget. Men på den anden side er vort tids enkeltindivid med sit unormalt svage behov for tænkning et patologisk fænomen. Et gennemsnitsbegavet menneske har i og for sig en så stor evne til at tænke, at den skulle sætte det i stand til at danne sig en egen, selvstændig mening; normalt skulle det endda føle et behov for at danne sig en personlig verdenverdensanskuelse. Citat slut.



Jeg er enig med A. Schweitzer i det frugtbare i at danne sig en personlig verdensanskuelse.