Kære Iagttager!Ligegyldigt hvad Jesus måtte have sagt eller ikke sagt, ligegyldigt hvad man skriver i gamle hellige skrifter eller i 1000 leksika, ligegyldigt hvem der sagde det, selv om jeg sagde det, så bliver det jo ikke sandt af den grund.
Ting kan blive/være sande af TO grunde!Enten fordi man meget stærkt føler, at noget er sandt. Når man f.eks. er forelsket, så er det sandt, at den elskede ER smuk, uanset hvordan hun ser ud fysisk. Vi elsker nemlig ikke noget fordi det er smukt, men det vi elsker bliver smukt. Forelskelse er en stærk følelse, og følelser er subjektivt set sande.
Analog hermed er følelsen af det hellige. Vi føler meget stærkt, at det mystiske vi har oplevet er sandt. Og hvis det er gennem læsningen af Nye Testamente vi oplever en Jesusåbenbaring eller hvad det nu kan være, så bliver Jesus både sand og smuk - så ER han livet, vejen og sandheden og alt det andet han angiveligt har sagt.
Er man i stedet vokset op i den islamiske tradition så sker nøjagtig det samme i relation til troen på Allah og hans perfekte menneske, profeten Muhammad. Uanset at Muhammad, ifølge de mest sikre islamiske historiske kilder (sira), var en pædofil ørkenrøver og massemorder, der holdt slavetøser og begik hævnmord i lange baner og igangsatte uprovokerede angrebskrige, så har alt dette overhovedet ingen indflydelse på den troende muslim, der subjektivt og stærkt føler, at det er
SANDT, at Muhammad er det perfekte menneske.
Analogt med den jordiske kærlighed, hvor den vi elsker bliver smuk, trods et udseende, der gjorde hende velegnet til udstilling i et raritetskabinet. Vi ser godt, at hun har en stor sort vorte på næsen, er skeløjet, stammer, har skæv ryg og halter, fordi den ene ben er længere end det andet. Og vi ser det ikke alligevel, for kærlighed drejer sig ikke om kroppen, men om sjælen og det åndelige - hun har en smuk sjæl, og hun er derfor smuk i den forelskedes øjne.
Når det kommer til den anden type sandhed - den objektive som ikke kræver tro - og heller ikke, at er vi er forelskede eller har oplevet det hellige - så taler vi om
VIDEN. Og viden er noget ganske andet end tro. Viden forudsætter tilstrækkelig begrundelse for, at det man hævder er sandt, nu også vitterligt er sandt.
Derfor findes der kun een type universel erfaringsvidenskab der anvender een eneste type undersøgelsesmetode - kaldet den videnskabelige metode - mens der findes mindst 100.000 forkellige religioner og religiøse sekter der hævder hver deres subjektive sandhed om det hellige.
Videnskabelige sandheder (teorierne) kan dog umuligt være absolut sande. Dels kan teorierne ikke forklare alt - der findes altid noget de ikke kan forklare, de såkaldte anomalier. Anomalier kan måske forklares ved en bedre teori, men så er erfaringen, at der blot dukker nogle nye anomalier op. Dette er erfaringen efter at vi har dyrket erfaringsvidenskab i godt 300 år.
Så videnskabelige teorier er blot det bedste bud man for tiden kan give når det gælder en beskrivelse af den foranderlige fysiske verden. Faktisk er grundkriteriet på en videnskabelig teori, at den rent principielt kan falsificeres. Kan en teori ikke det, er den per definition ikke videnskabelig. Derfor er påstanden:
"en almægtig usynlig/transcendent skabergud har skabt verden" ikke en videnskabelig teori. Det er en påstand som vi umuligt qua erfaring kan falsificere.
De endegyldige sandheder, som kan erkendes begrebslogisk ved hjælp af sprog og logik - f.eks. modsigelsesprincippet - er evige og uforanderlige. De er gyldige i en hvilken som helst mulig verden. Sådanne sandheder er ikke blot uafhængige af os, de er uafhængige af den fysiske verden. Der kan således ikke eksistere en verden hvor forholdet mellem en cirkels omkreds og dens diameter ikke altid udgør det samme forhold, nemlig det vi kalder pi, for nu at give et andet eksempel på en endegyldig sandhed.
Dette er for mig at se den eneste måde verden kan hænge sammen på rent logisk. Når vi spørger om det hellige, om Gud - det jeg kalder det
"absolut transcendente" - så taler vi om noget, som ligger uden for verdens fysiske og logiske grænser. Hvilke love der gælder der, eller om der overhovedet gælder nogen love, kan vi principielt ikke sige noget om. Det eneste vi kan sige er, at rent logisk er det
MULIGT, at der kan eksistere noget udenfor alle mulige verdener, men det er også det eneste vi kan sige om det. Så snart vi forsøger at beskrive dette absolut transcendente - sætte navn og egenskaber på det, løber vi ind i paradokser. Vi må erkende, at det absolut transcendente vi måske meget stærkt føler eksisterer, ikke kan udtrykkes i noget muligt sprog uden at vi løber ind i selvmodsigelser. Og selvmodsigelser bryder med den endegyldige sandhed som modsigelsesprincippet er udtryk for, og kan derfor umuligt være udtryk for noget sandt.
Jeg takker for teksten fra Den Store Danske Encyklopædi, omkring begrebet sandhed, som jeg blot har kastet et flygtigt blik på. Hvis jeg senere falder over inkonsistenser vender jeg måske tilbage med en kommentar.
Hilsen
Ipso Facto 
P.S.! Jeg er også normalt imod lange copy-paste indlæg, bortset fra, hvis jeg kan bilde mig selv ind, at de understøtter en allerede erhvervet uangribelig sandhed. Jfr. Bertran Russell citatet nedenfor 
-------------------
"What a man believes upon grossly insufficient evidence is an index into his desires -- desires of which he himself is often unconscious. If a man is offered a fact which goes against his instincts, he will scrutinize it closely, and unless the evidence is overwhelming, he will refuse to believe it. If, on the other hand, he is offered something which affords a reason for acting in accordance to his instincts, he will accept it even on the slightest evidence. The origin of myths is explained in this way." - Filosoffen og logikeren Bertrand Russell.
Svar
Citer
