Det er allerede her, at føslsomhedens fine tråde bliver sønderrevet. Ganske vist er Jesus, Vejen, Sandheden og Livet.

Men ikke på den måde, du gengiver det.

Måske er jeg ikke rendt ind i dig på online debatten, jeg valgte 11 april at lade mig slette som bruger. Men din argumentation får mig sjovt nok til at tænke på Harly og Thomas og en anden mand, jeg ikke husker navnet på.

Ang. dit syn på det rationelle og irrationelle vender jeg tilbage.

Mvh
Anne

Kære Iagttager!

Du indleder med et citat:



Du nævner een sandhed om debatten, men det er en rent subjektiv sandhed.

Spørgsmålet er stillet i filosofiafsnittet og derfor kan det ikke dreje sig om rent subjektive sandheder, som hvorvidt man tror på Jesus eller andre transcendente entiteter, men om vi kan have tilstrækkelig begrundelse, dvs. viden, til at hævde, at der eksisterer endegyldige sandheder og om vi som personer i givet fald er i stand til at erkende sådanne sandheder?

Filosofisk set er dette spørgsmål let at besvare.

Såfremt man svarer benægtende - altså afviser at der eksisterer endegyldige sandheder, så mener man at vide, at vi er udelukket fra at kunne erkende endegyldige sandheder. Men hvis man mener, at dette er et alment vilkår, og at det ikke blot er én selv, der mangler den nødvendige tankekraft, så indeholder denne mening imidlertid allerede en endegyldig sandhed.

Ergo er det logisk udelukket, at vi konsistent kan benægte vor egen mulighed for at kunne erkende endegyldige sandheder. Trods vor skrøbelige, usikre og historisk bundne eksistens. I og med at vi spørger om muligheden for endegyldige sandheder, har vi allerede stukket hovedet op over den forgængelighed, som er vilkåret for vort liv - op i de endegyldige sandheders sfære.

Selve gennemtænkningen af spørgsmålet, om der findes endegyldige sandheder, fører altså til erkendelse af, at vi modsiger os selv, hvis vi giver et benægtende svar. Derfor må kravet om, at vi skal undgå at modsige os selv, få en særlig status. Først og fremmest må det selv få status som endegyldig sandhed.

Det er udtryk for den endegyldige sandhed, at sande påstande må være forenelige, og at selvmodsigelser derfor umuligt kan være sande.

Argumentationen for, at det ikke er konsistent at udelukke muligheden af endegyldige sandheder, bygger på, at modsigelsesprincippet (kravet om modsigelsesfrihed) selv er en endegyldig sandhed.

Hvad mere er, så må denne argumentation også implicere, at modsigelsesprincippet må have en særlig status blandt alle endegyldige sandheder. Det må være selve grundlaget for alle endegyldige sandheder. Det er min filosofiske grundtese, at de i streng forstand endegyldige sandheder må udgøre et system, der kan deduceres fra modsigelsesprincippet og dets implicitte betydningsteori.

Måske vil nogen afvise min argumentation, men så står de med det problem, at de først skal modbevise gyldigheden af modsigelsesprincippet.

Allerede filosoffen Aristoteles påviste for 25 århundreder siden, at man ikke konsistent kan benægte modsigelsesprincippet, fordi man nødvendigvis forudsætter dette princip, i og med at man overhovedet hævder et standpunkt - og altså også i og med at man benægter modsigelsesprincippet.

Så hermed er denne tråds overskrift endegyldigt besvaret, hvorfor der vel egentligt ikke er så meget mere at tale om her.

Skulle der dog findes findes nogle filosofisk interesserede debattører, kan jeg henvise til mine to tråde i dette afsnit hvor der foregår en videre filsofiske analyse baseret på, atder findes endegyldige sandheder. For eksempel undersøges spørgsmålet om, hvilken relation der er imellem sprog og erkendelse, og meget andet.

Fortsat god fornøjelse!

Hilsen

Ipso Facto


---------------
"Whenever you have eliminated the impossible, whatever remains, however improbable, must be the truth." - Sherlock Holmes.

Her har vi så en klar demonstration af begrebsfilosofiens mangler. Den er ikke i stand til at definere begrebet sandhed på en brugbar måde.

Det er årsagen til at sprogfilosoffer ignorerer Sørlanders forsøg på at forklare universet sprogligt. De ser nemlig med det samme, at Sørlanders udgangspunkt er forkert, så det derfor uvægerligt vil lede til modsigelser og paradokser.

Men universet er ligeglad med menneskers paradokser. Det fungerer uhindret af, at vi påstår, at det modsiger sig selv.

Begrebsfilosofien kan tilsyneladende ikke engang definere betydningen af et hverdagsord som POST, så hvad kan vi overhovedet bruge den til?

Mvh

Ole Bjørn


.

Hvis nu Jesus - om jeg så må sige - er dén han selv påstår at være, altså: " Jeg er vejen og sandheden og livet, " så kommer vi ikke - selv med nok så mange indsigtsfulde sandheder omkring filosofi og naturvidenskab etc. - udenom Jesus, som bl.a. havde herredømme over naturkræfterne, og som sådan - hvis man altså vil tro dét - også må have en enestående indsigt og viden om sådanne, herunder universet og hvad det rummer.

Jeg tillader mig at vedlægge et afsnit fra Den Store Danske Encyklopædi, omkring begrebet sandhed. Interessant nok indleder dette CD-leksikon, netop med Jesus omkring dette sandheds-begreb:

Sandhed, noget, der er sandt, eller den egenskab at være sand. I Det Nye Testamente fortælles det, at Jesus sagde til den romerske statholder Pilatus, at han var kommet til verden for at vidne om sandheden, og at enhver, som er af sandheden, skal høre hans stemme. Hertil svarede Pilatus med det berømte spørgsmål: "Hvad er sandhed?" (Joh. 18,37-38). Begge anvender ordet sandhed på to forskellige måder. Pilatus spørger både om, hvordan ordet sandhed skal defineres, og om, hvordan det skal afgøres, hvad der er sandt, dvs. hans spørgsmål angår både en sandhedsdefinition og et sandhedskriterium.
Når Jesus siger, at han skal vidne om sandheden, kan det enten betyde, at han er kommet for at fremsætte sande meninger, eller at han selv er sandheden, dvs. den ægte Guds søn. I den første betydning er sandhed noget, der udsiges om meninger, dvs. sandhed er et prædikat, der udsiges om både indikativiske sætninger og om normer eller påbud. I den anden betydning er sandhed et værdiprædikat, som betegner, at noget eksisterende er ægte, oprindeligt eller i overensstemmelse med en idealforestilling eller norm.
Sandhed som sætningsprædikat
Hvad betyder det, at en sætning er sand? I forbindelse med nogle typer af sætninger (nemlig sådanne, der ikke kan benægtes, uden at der opstår en selvmodsigelse) er sandhed det samme som konsekvens og konsistens. Sætninger af denne type kaldes nødvendige sandheder, og deres sandhed skyldes rent logiske forhold. Vi behøver kun logikken for at kunne indse, at ungkarle er ugifte, og at trekanter har tre sider. De egentlige sandhedsteorier er blevet udviklet i forbindelse med en anden type sætninger, nemlig sådanne, der kan benægtes, uden at der opstår en selvmodsigelse. Sande sætninger af denne type kaldes tilfældige sandheder.
Om denne type sætninger er det blevet sagt (af F.P. Ramsey), at ordet sand (og hermed også ordet falsk) er overflødigt. At hævde, at "Peter er rødhåret", og at sige: "Sætningen 'Peter er rødhåret' er sand", er et og det samme, idet at hævde en sætning er det samme som at sige, at sætningen er sand. Ordet sand kan derfor undværes. Ud fra denne opfattelse, som kaldes redundansteorien for sandhed, er det imidlertid vanskeligt at forklare, hvad en sætning som fx "Hvad der står i Den Store Danske Encyklopædi er sandt" betyder. I en variant af redundansteorien opfattes sætningen som en talehandling, der tilkendegiver enighed med redaktionen. Sand er ud fra denne opfattelse ikke et egentligt sætningsprædikat og har ikke en mening i dette ords sædvanlige betydning. Det er imidlertid uklart, hvilken rolle faktiske forhold spiller i forbindelse med denne type talehandlinger, og hvorledes ordet sand skal forstås, hvis det optræder i forbindelse med meninger, som ikke tidligere er blevet fremsat af andre. Langt rimeligere synes redundansteorien at være i forbindelse med normative sætninger som fx etiske principper og æstetiske regler. Sætninger om etiske forhold, fx at man bør handle i overensstemmelse med næstekærlighedsbudet, eller at man bør afholde sig fra at skade andre, er påbud, dvs. talehandlinger. Der synes derfor ikke at være forskel på hævdelsen af disse normer og hævdelsen af, at de er sande, undtagen hvis påstanden om deres sandhed opfattes som en tilkendegivelse af, at disse normer (måske til forskel fra andre) stammer fra en autoritet, der har ret eller magt til at fastlægge dem. Når man i så fald taler om, at det fx er sandt, at ejendomsretten er ukrænkelig, betyder det blot, at det står i Grundloven, dvs. sætningen burde lyde: "Det er sandt, at ejendomsrettens ukrænkelighed er fastlagt i Grundloven". Tilsvarende overvejelser over sandhed kan anføres i forbindelse med livsanskuelser, politiske opfattelser, religiøse anskuelser osv.
Over for redundansteorien står de egentlige sandhedsteorier, dvs. teorier om, hvordan ordet sandhed defineres. Der kan her skelnes imellem statiske og dynamiske teorier for sandhed, hvor de statiske bygger på det logiske princip, at det sande altid er sandt, de sidste på, at sandheden er kontekstafhængig, dvs. afhængig af tid, sted, miljø osv.
Statiske teorier. Den ældste sandhedsteori er korrespondensteorien for sandhed, som Aristoteles var den første, der fremsatte eksplicit. En præcisering af opfattelsen af sandhed som korrespondens er givet af logikeren Alfred Tarski. Ifølge korrespondensteorien defineres sandhed som en overensstemmelse med virkeligheden. Teorien bygger på, at der er en bevidsthedsuafhængig virkelighed, og at vore meninger om denne virkelighed er sande, hvis de stemmer overens med den. Sætningen "Hvad der står i Den Store Danske Encyklopædi er sandt" betyder ifølge korrespondensteorien, at der er overensstemmelse mellem Encyklopædiens sætninger og de faktiske forhold. Heroverfor er det blevet indvendt, at den virkelighed, der foreligger, er struktureret ud fra en iagttagers eller en iagttagergruppes begreber, behov eller sproglige udtryksmuligheder, og at den derfor ikke er bevidsthedsuafhængig eller uafhængig af sprogets kategoriseringer. Som en konsekvens af denne indvending er kohærensteorien for sandhed blevet fremsat. Ifølge denne er sandhed den størst mulige sammenhæng mellem det størst mulige antal sætninger. Denne definition af sandhed kendes især fra 1800-t.s filosofiske idealisme, som netop benægtede, at den virkelighed, der foreligger for os, er bevidsthedsuafhængig. Ud fra kohærensteorien kan man fx afvise, at astrologiske sætninger er sande, fordi de ikke stemmer overens eller er forenelige med de sætninger, som udgør fysikken og astronomien. En variant af denne teori er konsensusteorien, hvori sandhed defineres som det, der er almen enighed om. Begge disse opfattelser forudsætter imidlertid, at fx videnskab er en stadig akkumulering af sandheder, hvor de sidste ikke strider mod de tidligere, hvilket svarer dårligt til videnskabens faktiske udvikling. At der på et tidligere tidspunkt har været fuld enighed om, at Jorden er flad, eller at denne påstand har været overensstemmende med langt flere sætninger end sætningen "Jorden er rund", gør ikke påstanden mere acceptabel.
Dynamiske teorier. En dynamisk sandhedsopfattelse blev hævdet af G.W.F. Hegel og Karl Marx. Hegel søgte i sin filosofi at beskrive menneskehedens kulturelle udvikling, dvs. dens historie, hvor Marx beskæftigede sig med menneskehedens sociale og økonomiske udvikling. Begge betragtede de meninger, der blev fremsat på et bestemt tidspunkt, som udtryk for udviklingsstadiet på pågældende tidspunkt, dvs. som relative sandheder. Inden for marxismen blev især den konkrete samfundsmæssige praksis betragtet som det afgørende sandhedskriterium. Den overordnede beskrivelse af den kulturelle eller samfundsmæssige udvikling hævdes imidlertid at være sand, fordi den er i overensstemmelse med denne udvikling. Ud fra denne sandhedsteori kunne Hegel og Marx hævde, at de ikke anskuer udviklingen ud fra det udviklingsstadium, de selv befinder sig på, og at deres teorier derfor kan tillægges absolut gyldighed.
Samme dynamiske sandhedsopfattelse genfindes i forskellige former for erkendelsesteoretisk relativisme og i den moderne socialkonstruktivisme (se konstruktivisme). Et af de problemer, som disse opfattelser har tilfælles, er at forklare, hvordan det er muligt at hæve sig op over den kulturelle og sociale kontekst og anskue den ovenfra.
Den pragmatiske sandhedsteori er en variant af den dynamiske sandhedsopfattelse. Ifølge en pragmatisk opfattelse defineres sandhed som det nyttige, brugelige, formålstjenlige eller praktiske. Sandhed er med William James' ord det, der leder til en stabil og ubesværet menneskelig tilværelse i et positivt samspil med andre. Det er imidlertid uklart, om denne sandhedsdefinition medfører relativisme og skepticisme, dvs. en benægtelse af muligheden for at opnå sikker og alment acceptabel viden.
Der er således problemer forbundet med samtlige af de måder, hvorpå filosoffer igennem tiderne har forsøgt at definere sandhed. Disse problemer diskuteres i erkendelsesteorien, specielt i den del, der kaldes aletiologi, læren om sandhed.
Den uenighed, der kan være om definitionen af sandhed, fører dog sjældent til uenighed om, hvordan sandhed skal konstateres. Tilhængere af forskellige definitioner på sandhed anvender ofte de samme metoder, fx empirisk afprøvning, til at finde ud af, hvad der er sandt. Samfundsmæssig eller videnskabelig praksis kan opfattes som kriterier på sandhed, uanset hvordan ordet sand defineres. Uenigheden om, hvorledes sandhed skal defineres, medfører heller ikke nødvendigvis uenighed om, hvad der er sandt.
Også forskellige former for probabilisme, relativisme, skepticisme og subjektivisme kan forenes med de forskellige sandhedsteorier ofte ud fra opfattelsen af sandhed som et uopnåeligt ideal. Fx strider Kierkegaards påstand om, at subjektiviteten er sandhed, ikke imod de klassiske sandhedsteorier, idet påstanden ikke implicerer, at sandheden er subjektiv, og dermed, at enhver påstand er lige så god som enhver anden. Kierkegaard vil med påstanden understrege, at kun personligt erhvervet og lidenskabeligt fastholdt sandhed har betydning for mennesket.
I dele af 1900-t.s filosofi, fx i den logiske positivisme, er mening og sandhed blevet knyttet sammen i den forstand, at en sætnings mening er blevet defineret som de betingelser, under hvilke den ville kunne verificeres. Hvis det principielt er umuligt at verificere en sætning, betragtes den som uden mening. Således hævdede en række logiske positivister, at Heideggers overvejelser over væren og intet er blottet for mening, fordi de ikke kan efterprøves empirisk.
Absolut og relativ sandhed
I forbindelse med diskussionerne af muligheder for at afgøre, om en sætning er sand, skelnes der ofte mellem absolut og relativ sandhed, dvs. mellem sætninger, som uanset omstændigheder altid vil være sande, og sætninger, som anses for sande på baggrund af givne empiriske data eller givne indicier. Matematikkens sande sætninger tilskrives sædvanligvis absolut sandhed, hvorimod erfaringsvidenskabernes sætninger, fx historiens og biologiens, meget ofte viser sig kun at være relativt sande. Også domstolenes afgørelse af skyldsspørgsmål og sandhedsbeviser i forbindelse med injuriesager synes at være relative sandheder, idet deres angivelige sandhed afhænger af de foreliggende oplysninger. Dette betyder ikke, at der er et specielt juridisk sandhedsbegreb, idet en sætning også her siges at være sand, hvis den udsiger, hvordan det faktisk forholder sig, men at det ikke altid er muligt endeligt at afgøre, hvordan det faktisk forholder sig. Derfor kan domme blive omstødt, historien blive skrevet om, leksika blive revideret, og de empiriske naturvidenskaber ændre indhold.
Sandhed som værdiprædikat
Når ordet sandhed anvendes om kunstens og naturens frembringelser, udtrykker det en vurdering af disse ud fra en idealforestilling, en norm eller en forestilling om fuldkommenhed i enten positiv eller negativ betydning. Et sandt menneske er et menneske, der lever op til et ideal eller en norm for menneskelighed, hvorimod et individ er en sand slyngel, hvis dets handlinger er i overensstemmelse med forestillingen om gennemført slyngelagtighed. Et sandt kunstværk kan fx være en litterær eller plastisk fremstilling, der lever op til det ideal, at kunstværket skal udtrykke andre forhold end sådanne, der umiddelbart kan iagttages, eller at kunstneren i sit værk skal anskue verden på en måde, den ikke umiddelbart og sædvanligvis anskues på. Som værdiprædikat har ordet sandhed den meget brede anvendelse, som også er karakteristisk for dagligdagens sprogbrug.