Hej kære ven.

GÃ¥r det godt?



Ja, vi har mange måder vi kan udtrykke os på.

Tror du man er ved at være voksen når man kan iagttage sig selv imens man vipper med sine tæer?

Det kunne også være at man er blevet barn igen, men har taget den voksnes visdom med sig?

Men barn og voksen er vel blot et symbol ligesom alle andre begreber vi knytter os til her i vores verden. Det interessante er vel det som er hinsides symbolerne, virkeligheden.

Kærligst Jan.

Det ville da være synd om man nogen sinde blev så voksen at man ikke kunne vippe med sine tæer for sin fornøjelses skyld.

Jeg har fået en lille bog af en kvindelig bekendt som er buddhist, der står:

Før oplysthed,
hug brænde og hent vand.
Efter oplysthed,
hug brænde og hent vand

Den er da meget sød.

Virkeligheden vil åbenbart altid være lukket land for den egoistiske person.

Kære jmp.

Du skriver.



Relaterer det sig til din manglende interesse for at gøre noget for at hjælpe de nødstedte burmesere? Deres situation er i allerhøjeste grad virkelig, og en del af deres virkelighed er netop, at de lever i et lukket land, selv om de for tiden ikke behøver at hente vand.

Mvh

Ole Bjørn ;)

Hvem har talt om ikke at hjælpe? Jeg snakker om det ualmindelige selvgodhedsbillede man skaber ved at gøre det. Som om man ikke kender jer fra hverdagen.

Det er så dejligt at give af sin overflod mens man til daglig ikke gør en dyt for at skabe en bedre verden.

Kære jmp.

Du siger: "Hvem har talt om ikke at hjælpe?"

Jamen, det har du da!

I din moralske fordømmelse af medierne og folks villighed til at bidrage ved katastrofer, slutter du jo af på en anden tråd med at sige:



Eftersom burmeserne jo ikke står overfor dig, men søger ly for regnen under pressenninger, mens de venter på hjælpen fra bl.a. os, så må man jo formode at du nøjes med at beklage deres situation.

Men eftersom du gennem skatten er med til at yde bidrag til både ulande og ofre for naturkatastrofer, så skal du da ikke have dårlig samvittighed af den grund.

Men på den anden side synes jeg heller ikke, at man skal bebrejde mennesker, at de i en akut situation spytter endnu mere i kassen eller tager aktiv del i hjælpearbejdet, og heller ikke at pressen skildrer nøden og regimets overgreb. Sådanne tiltag er jo nødvendige for at der kan skabes det folkelige pres, der kan få politikerne til at gøre noget ved problemerne, siden Gud nu glimrer ved sit fravær.

Det gavner i hvert fald hverken danskerne eller burmeserne at håne folk for deres hjælpsomhed, og udlægge det som egoisme.

Mvh

Ole Bjørn ;)

.

Smukt, jmp.

Hvis vi forstår at det er udfra vores væren at vores gøren har sit udspring, ja, så forstår vi også at begrebet "oplyst" afspejler vores sande natur.

Naturen har brug for lyset, hvilket afspejler den afhængighed vores sande natur har for lyset. Når vi ikke lukker lyset ind i vores bevidsthed, så er det vi bliver egoistiske, og vores tankegang bliver så præget af uvidenhed og fornægtelse, hvilket vores verden ofte vidner om.

Med hensyn til alt den lidelse og nød som finder sted i øjeblikket her i vores verden, så afspejler det den bevidsthedstilstand som vi mennesker generelt befinder os i. Hvis vi ønsker at hjælpe andre mennesker, så hjælper vi dem kun ved at ændre vores egen bevidsthed, hvilket vil sige at vi først og fremmest tager ansvar for at erkende det som sker inde i os selv, og så give slip på fornægtelse og fordømmelse inde i os selv.

Som du også er inde på(min fortolkning), så er det først og fremmest et spørgsmål om at være tilstede i ens forhold til de mennesker man nu engang er omgivet af, og så være bevidst om hvad det egentligt er man "sender" ud. Hvis vi går og bekymre os om det som sker i verden, så påvirker det også vores forhold til de mennesker vi til daglig er omgivet af, og ja, egentligt så afspejler menneskets bevidsthed en form for ubevidst uvidenhed, forstået på den måde, at mennesket gerne vil ændre på de forhold som er i vores verden, men samtidig ubevidst i form af "negative" tanker(bekymringer, beklagelser, fordømmelse og fornægtelse) kaster brænde på det bål de forsøger at slukke.

Den vise er altid i en tilstand af accept, fordi han/hun ved at nuet er det eneste som findes. Livet har sit udspring fra nuet, og hvis man er i kontakt med nuet, så kan livet strømme igennem een og spredes til de som har mistet kontakten med livet i dem selv, eller deres sande natur.

Det er meget enkelt, men for at kunne se, ja, så må der også være lys.

Man er selvfølgelig nødt til at gøre det som skal gøres, men man kan godt gøre det uden nødvendigvis at blæse i basun for sig selv. Jeg må henvise til mit oprindelige indlæg.

Snart bliver det hverdag igen og så skænker vi ikke de tusinder af børn som dør hver dag på grund af vores ligegladhed, en tanke.

Det rette er at skabe en ordentlig verden fra begyndelsen af og begyndelsen er ens forhold til et hvilketsomhelst andet menneske.

Selvom vi ikke vil se det i øjnene er vi hver især ansvarlige for denne frygtelige verden fordi vi deler dens normer.

Eller som den fraværende Gud ville sige, eller allerede har sagt:

"Sandelig siger jeg eder, hvad I ikke har gjort imod en af de mindste dér, har I heller ikke gjort mod mig." (Matthæus 25,45)

Hvis vi ændrer på os selv vil det automatisk medføre en anden handling. Men det er ikke nok at tænke positive tanker, man er også nødt til at handle eller undlade at handle når det er nødvendigt ellers kommer ens positive tanker ikke videre.

Det ville være gavnligt hvis vi ikke blot følte os ansvarlige for os selv men også for den verden vi lever i.

Hvis man vælger at leve i uvidenhed og ikke at forstå hvordan tingene hænger sammen kan man i virkeligheden ikke beklage sig når hele skidtet braser sammen.

Det er ikke morsomt at få en bombe i hovedet, slet ikke, men hvad skal man gøre? Jeg er vel ikke bedre end de 60.000 irakere som blev totaltsmadret i virkelighedens verden da USA invaderede Irak? Men det tænker vi ikke på før vi ser bomben komme imod os med en vanvittig fart og så er det for sent.

Det kan lyde barsk men heldigvis er der mange smukke mennesker i nuet hvis uvidenhed om disse ting er afstedkommet af deres magtesløshed.

Er det ikke Jesus som i Thomas Evangeliet siger: Den som har opdaget verden har fundet en pøl af lort?

Eller noget i den retning.

Ja, det siger vel sig selv, at når vi bliver mere bevidste om os selv og det vi går og tænker om verden og medmennesker(og om os selv), så ændre det også på den måde vi handler på i verden. Som sagt, så er det udfra vores væren at vores gøren har sit udspring.

Egentligt så er vi faktisk ansvarlige for alt hvad vi ser i verden, for det vi ser er det vi tror på, og det vi tror på er vi kun selv ansvarlige for. Og det vi tror på, det er også det som bestemmer vores måde at reagere på overfor verden og medmennesker. Så vi har et helt enormt ansvar, og så er spørgsmålet om vi kan forstå os selv og verden, og på den måde kunne rumme dette ansvar. For hvis ikke vi er i kontakt med en dybere forståelse inde i os, så er det vi fralægger os ansvaret, og ubevidst gør andre ansvarlige for det vi tænker og dermed også fralægger os ansvaret for vores handlinger og adfærd.

Spørgsmålet når vi ser på verden er, om vi kan se på verden uden at dømme. For så snart vi dømmer, så ser vi kun en meget lille del af helheden(virkeligheden), og vi gør så verden og medmennesker til noget som kun optræder i vores egen fragmenterede opfattelse.

Vores ego antager mange forskellige roller(offer, skurk, helt osv), og kun med det formål at udspille ideen om at adskillelse er virkeligheden og ikke eenhed. Når vi gennemskuer vores eget ego og virkelig ser på det, så ser vi også hvordan vores verden er en udlevelse af vores egoes dramaer og tragedier.

Det jeg skriver skal forståes udfra en meget større perspektiv end det vi normalt ser tingene udfra. Ja, der er mennesker som lider under andre menneskers uvidenhed, og der er mange mennesker som kan ses som ofre for andre menneskers gerninger, men set udfra et større perspektiv, så er det alt sammen en del af den kollektive ubevidste skyldfølelse og frygt i menneskets sind.

Det man kan gøre er, at man stopper op, og så ser på ens måde at reagere på overfor verden, og så se om ens reaktion afspejler forståelse, accept og kærlighed, eller om den afspejler fornægtelse og fordømmelse(frygt, had, vrede). Vi "skaber" selv den verden vi lever i, og enten så "skaber" vi den bevidst, eller også ubevidst.

Jeg var inde på nettet og høre en meget vis mand fortælle om livet i vores verden, og han fortalte, at så længe vi lever vores liv ubevidst, så fremtræder livet som dramatisk og tragedisk, men når der kommer bevidsthed ind i vores liv, så fremtræder det mere som en komedie. Hvis vi kan se tingene udfra et dybere perspektiv inde i os, så tager vi heller ikke tingene i vores verden personligt, og gør dem heller ikke personligt for andre. Og på den måde ser vi en dybere virkelighed i både verden og medmennesker, og ikke mindst i os selv.

Jeg er ikke klar over hvad du mener med ordet "kollektiv". Jeg vedkender mig intet kollektivt og ordet skyldfølelse er netop et ord.

Når vi lever og handler ubevidst pådrager vi os ikke "skyld" men derimod resultatet af vore handlinger. Nogle handler vel og skaber derved et lykkeligt liv mens andre handler anderledes.

Nogle mennesker har begået store forbrydelser, dræbt et andet menneske f.eks. eller også afviser de dagligt andre på mange måder. Selvom vore handlinger er ubevidste efterlader de alligevel spor i vores sind, det vi kalder fortiden. Når vi bliver bevidste møder vi denne fortid som smerte. Det er i denne forbindelse ligegyldigt om den er et resultat af handlinger vi selv har udført eller handlinger som andre har pådraget os. Når vi møder fortiden møder vi smerten og det første vi gør er at flygte fra den.

Hvis vi ikke flygter kan vi høre hvad smerten fortæller os idet vi erindrer i rette sammenhæng og derved går vi fra at være ubevidste til at være bevidste.

Da de fleste mennesker flygter fra denne erkendelse af fortiden opdager de aldrig hvad der bor bag den. Hvis de turde møde den ville de opdage at der bag mødet med smerten og sorgen bor en stor lettelse.

Fordi vi aldrig tør at åbne døren ind til vores fortid vil vi altid leve et anstrengt liv og så længe den er uerkendt vil den påvirke os på mange måder. Hvis den derimod bliver erkendt vil det gøre os i stand til at møde livet i frihed fra fortiden.

Man skal ikke beklage den dag døren åbner sig og man møder livets sande vanskeligheder og den sande forståelse af sig selv.

Det er den dag man går fra døden og indtil livet.