(. . . fortsat)

Det er min opfattelse, at man efter en religionsfilosofisk indfaldsvinkel udmærket kan betegne Buddhismen som en religion, samtidig med at man konstaterer, at den er ateistisk. Den har det for en religion karakteristiske, at den baserer sig på noget, der skal tros, før man ad erfaringens – selviagttagelsens – vej kan komme videre.

Derfor er buddhisten ligesom religionsfilosoffen Søren Kierkegaard tvunget til at bruge paradokset som tankefigur, hvorved den klassiske sproglige logik bliver forkastet. Men man kan naturligvis vælge at definere glosen ’religion’ på en sådan måde, at Buddhismen falder uden for begrebet. Men det gør religionsfilosoffer mig bekendt ikke.

Buddhismen anerkender ikke nogen sjæl, og derfor heller ikke nogen sjælevandring. Den anerkender derimod genfødsel ud fra princippet om betinget oprindelse, og metaforen, der kan illustrere dette, er lyset, der, før det går ud, bruges til at tænde et nyt lys. Flammen på det nye lys er ikke den samme som flammen på det nedbrænte lys, men heller en anden.

Vender vi os til den buddhistiske tradition, ser vi hele det typiske inventar for en praktisk folkelig religion, der varierer overordentligt meget fra sted til sted. Der er for eksempel flere forskellige muligheder for, hvor man kan blive genfødt: Som menneske, som dyr, som titan, som sultent spøgelse eller som indvåner i helvede.

I den tibetanske tradition har man meditationsbuddhaer, som man visualiserer, og tillige bruger man meditationsdiagrammer – mandala – som støtte for meditationen. Den tibetanske Buddhisme er tillige tantrisk, således at den inddrager det erotiske, herunder det rituelle samleje, som et led i meditationen, hvad tantrisk Hinduisme også gør.

Endvidere har den tibetanske variant en speciel eskatologi, som den danske psykolog Jes Bertelsen har beskæftiget sig med i sin omtale af Den Tibetanske Dødebog i et af de fire bind i hans ’Dybdepsykologi’. Værket kan bestemt anbefales, og det er skrevet i et lettilgængeligt sprog.

Endvidere kan Alan W. Watts’ bog ’Zen-buddhismen’ anbefales, fordi den udover at være en introduktion til den japanske variant af den kinesiske Chaan-buddhisme, også er en almen introduktion til Buddhismen i almindelighed.

Den danske professor Poul Tuxen skrev i 1928 en bog om Buddha. Tuxen hentede en del inspiration til bogen under et studieophold i Siam. Bogen giver et godt indtryk af navnlig den gren af Buddhismen, som kaldes ’Det lille Fartøj’.

En deskriptiv gennemgang af buddhistisk praksis ville føre os særdeles vidt omkring, og der er da også mange vesterlændinge, der har beskæftiget sig dermed. Men kernen i den ateistiske buddhistiske religion er efter fattig evne forsøgt beskrevet i oplægget til tråden. De to indledende oplæg har det ganske bestemte sigte, at de er udformet med henblik på at spørge en moderne vesterlænding: Er her noget, som du kan bruge?

For at vende tilbage til Kristendommen skal det siges, at der er overordentligt langt fra Søren Kierkegaards fabelagtige tankekonstruktioner om, hvad det vil sige at være en kristen, til den sydeuropæiske bonde, der får pateren til at komme med vievandskosten og velsigne den nye traktor, han har anskaffet sig.

Spændvidden er lige så stor i Buddhismen.



Med venlig hilsen

Kristian Pedersen

Kære Kristian



Skal buddhismen endeligt betragtes som en ateistisk religion, ville det da ikke forudsætte et fravalg af tro/ikke-tro på noget guddommeligt?

Det betyder, at Buddha blot er en tankefigur støbt i et hav af fysiske buddha-figurer (noget vi netop ikke kan gøre med tanken om Gud i kristendommen), der intet har at gøre med det guddommelige?

For mig at se bliver denne iagttagelse en kende problematisk i og med, at buddhister alligevel tilbeder Buddha med bønner og lign., hvilket jo forudsætter en tro på Buddha som en, der kan opfylde bønner mm. jfr. dit personlige eksempel. Er dette ikke et eksempel på en overnaturlig indgriben?

Mvh
Anne

Det er essentielt at mange buddhister dyrker Buddha som en Gud. Man har afskaffet Gud men i stedet tilbeder man et såkaldt oplyst menneske som man så tillægger evnen til at opfylde ønsker.

Dette viser kernen i religionsbegrebet, at mennesket ønsker en personlig Gud at tro på. Psykologisk set kan det føres tilbage til den trygge tilværelse i barndommen. Tryg i den forstand at man havde vished om hvordan tilværelsen var skruet sammen (jeg er godt klar over at der er børn, som har haft en ulykkelig barndom). Men denne vished og tryghed er det som mennesket først og fremmest søger i religionen.

I den anden ende må man forundres når buddhismen betegnes som en ateistisk religion. Vi har nu fået fortalt utallige gange at ateisme er fravær af religion så når man kalder den en religion må det være i betydningen af at det er et tankesystem som man bekender sig til og tror på uden egentlig selv at erkende sandheden i det som bliver sagt. Med andre ord, det er en vej som bliver udstukket som man mener, at hvis man følger den så opnår man et bestemt resultat, i dette tilfælde at blive oplyst. Og er det ikke kernen i al religion? Udfra denne betragtningsmåde er kommunismen også en religion.

Jeg skal ikke gøre mig klog på buddhismen, men jeg har fået den opfattelse, at hvis man sammenligner et menneskes personlighed med en bil, så gør buddhisterne det at de skiller bilen ad i dens bestanddele, men så glemmer de at samle den igen. Vel er hjulet ikke bilen, vel er karosseriet ikke bilen og vel er rattet og lygterne ikke bilen, men de er har alle det tilfældes at de er bilens bestanddele og det er deres samlede sum som udgør bilen, i dette tilfælde personligheden.

Vi kan føre analogien videre til den dygtige mekaniker som ved alt om bilen inklusive dens enkelte dele og som altid kan reparere den hvis noget går i stykker.

Og for endelig at føre analogien til ende er det en fornøjelse når denne mekaniker sætter sig ind i bilen og begiver sig ud i trafikken. Her har han så brug for helt andre færdigheder.

Ligesom os mennesker, når vi forlader studerekammeret og begiver os ud i livets trafik. Så har vi ikke tid til at forklare, så må al vores viden komme til udtryk i handling.

Jeg må sige at jeg selv er ganske godt tilfreds med denne analogi.

Hej Kristian.

Det er prisværdigt, synes jeg, at du bringer buddhismen indenfor i dette forum, og ligeledes at du påpeger, at buddhisme er mange forskellige "ting".

Mit kendskab til buddhisme er meget spinkelt - har hørt et foredrag af Ole Nydahl og læst et par af hans bøger samt læst lidt af, hvad "den religiøse fritænker" Jes Bertelsen skriver om emnet (og om berøringsfladerne til ortodoks kristen hesykasme).

Når du skriver:

Citat:

Det er min opfattelse, at man efter en religionsfilosofisk indfaldsvinkel udmærket kan betegne Buddhismen som en religion, samtidig med at man konstaterer, at den er ateistisk. Den har det for en religion karakteristiske, at den baserer sig på noget, der skal tros, før man ad erfaringens – selviagttagelsens – vej kan komme videre.

så er jeg bestemt ikke uenig, men jeg studser alligevel lidt over at du skriver, at buddhisten skal tro før han kan erfare.

Du har selvfølgelig ret i, at man skal tro på værdien af at filosofere og meditere (for at erfare), men denne form for tro er jo alligevel noget helt andet, vil jeg mene, end f.eks. den kristne og den muslimske form for tro - netop fordi det er erfaringen (at blive "oplyst"), der er det afgørende i buddhismen (hvis jeg ellers har forstået det ret).

Jeg undrer mig også lidt over, at du slet ikke omtaler, hvad buddhisterne kalder Nirvana.

I ortodoks kristendom siger man - så vidt jeg ved - at Den Hellige Treeninghed: Faderen, Sønnen og Helligånden, er den måde, Gud viser sig for os mennesker på - mens Gud selv er hinsides enhver menneskelig fatteevne.

Afstanden herfra og til buddhistiske Nirvana er måske slet ikke så stor endda?

M.v.h. Arne.

Kære Anne.

Arne Thomsen har blandt andet hæftet sig ved følgede passus i fortsættelsen af oplægget:

»Det er min opfattelse, at man efter en religionsfilosofisk indfaldsvinkel udmærket kan betegne Buddhismen som en religion, samtidig med at man konstaterer, at den er ateistisk. Den har det for en religion karakteristiske, at den baserer sig på noget, der skal tros, før man ad erfaringens – selviagttagelsens – vej kan komme videre.« (Citat slut).

Her står der næsten det samme som i det citat, som du gengiver. Forskellen er, at der her tales om en lighed med andre religioner i form af, at der er noget, der skal tros, før man kan komme videre.

Men det, som man skal tro eller holde for sandt, er ikke troen på noget guddommeligt. Det er anerkendelsen af, at Siddharta Gautama, som senere fik navnet Buddha (Den oplyste), var en vismand, der fortalte om livssandheder, som man vælger at fæste lid til.

Dette er et valg på linie med et valg af Jesus fra Nazareth som den, der – udover at være en vismand af ufattelig dybde –tillige anerkendes af den troende som talsmanden for Gud og samtidigt hans søn, der blev ofret til syndernes forladelse.

Hvis man har valgt Buddha som kilde til den dybeste og mest afgørende livsvisdom, vil man tilslutte sig de fire ædle sandheder, som han forkyndte i sin berømte prædiken i dyrehaven i Sarnath i nærheden af Benares. Derfra går vejen videre ad erfaringsvejen, hvor man kigger efter i sit eget sind og forsøger at finde frem til, hvilke tankefluktuationer der tjener hvilke formål.

Du sætter i dit indlæg fingeren på det ømme sted, idet der kan være lige så gode grunde til at placere Buddhismen under overskriften: Livsfilosofi, som der kan være til at sætte den under overskriften: Religion.

Men i mit indlæg 30/08/2008 11:49 forsøger jeg at nærme mig Buddhismen ad to indfaldsvinkler: Den religionsfilosofiske og den praktiserede Buddhisme. Efter en isoleret religionsfilosofisk betragtning peger pilen mod livsfilosofi, medens den med hensyn til mange buddhisters praksis peger mod religion.

Den nævnte praksis er udviklet i det, som religionshistorikerne kalder ’traditionen’. I denne tyd kan traditionen vel opfattes som en religiøs folklore på line med alle de udenomsværker, der er kommet til i Kristendommen efter Tømrersønnen’s henrettelse og Pauli menighedsstiftelse i den såkaldte urkristendom.


Med venlig hilsen

Kristian