Hej Kristian og I andre,

Det glæder mig at se den massive kritik af Thomas, hvor meget I debattører fandt sammen her og hvor enige I var i jeres for og be -dømmelse af Thomas’s skamløse moraliseren.

At han er en moralist af værste skuffe er tydeligt for enhver, og slemt må det stå til i Thomas eget liv, hvor slemt kan vi kun gisne om.

Hvis der er noget Jesus aldrig har været så er det moralist selv om nogle af skrifterne i NT vil dreje og misbruge manden i den retning (vi kender problematikken fra striden mellem Paulus og Peter inklusiv Jerusalem menigheden).

Lad os se på det moralske problem, det onde og det gode (det moralske æbletræ der giver viden om ondt og godt). Vi hører straks om det i GT, det er vel selve dramaet i GT, hvor en uventet løsning så kommer i NT (med mere moral, lov og bud, nej selvfølgelig ikke, for vi får en supramoralsk løsning, hvor vi takket være åndens nye liv formår at vandre i ånden, vandre kreativt og karismatisk i ånden (hvor ånd er den magt gennem hvilken mening lever, og det er mening, der giver retning til magten).

Vi kan opdele de moralske epoker i menneskehedens liv som følger:

Paradistilstanden; syndefaldsperioden og Kristus-perioden, Guds rigets epoke, den kristne æra.

GT beskæftiger sig sagligt med de 2 første perioder men der er også en forventning om at Gudsriget i forbindelse med en kongelignende (mægtig i verdslig forstand (”så ka de lære det”)) messias vil indfinde sig på et tidspunkt.

Freud ville også kunne finde disse faser i det enkelte menneskes liv og udvikling, men hvad fanden han er jo også en Paulus en jøde, samme blændende intelligens.

Paradistilstanden er karakteriseret ved at mennesket befinder sig i en ”før moralsk” ubevidst tilstand, lykkelig tilstand.

Syndefaldsperioden, faktisk den vi er mest fortrolige med og som Hegel og Marx og Freud om nogen har behandlet, er karakteriseret ved at viden om ondt og godt koster (i det hele taget individuel bevidstgørelse, adskillelse af subjekt og objekt), tynger og piner vores bevidsthed, den ulykkelige og uforløste bevidsthed, overjegs dominerede bevidsthed (kulturens byrde) hvor vi konstant plages af samvittighedskvaler og videnskvaler, lige fra ugerninger og uforløst seksualdrift til dorskhed, hvor vores moderne forbrugslivsstil et sted er uforenelig med vores samvittighed (med vores fælles viden om klodens tilstand) og gør ondt på os. På samme måde som jordens befolknings fattigdom nød og elendighed altid vil plage vores samvittighed, Guds øje i det høje der ser alt.

Paradislængslen optager de fleste mennesker, længslen efter den før moralske ubevidste lyksalighedstilstand. Her kommer stoffer, alkohol, sex, forelskelse, Gud og guder, religionsdyrkelse, fetishdyrkelse og forlystelser ind i billedet, hovedløs/bevidstløs og meningsløs katharsiske metoder der skal få os til at glemme for en stund byrden af at være bevidste moralske væsner, ja i det hele taget bevidste væsner, der er splittede og adskilte fra den salige barnlige uskyldighed (barnligt, set i forhold til menneskehedens såvel som det enkelte menneskes liv og udvikling). Det er også her Serotonin som debattør og som psykofarmaka kommer ind i billedet (EKIM er en klar fornægtelse/benægtelse af syndefaldsperioden, hvor vi er bevidste om vores nøgenhed, seksualitet, kroppen altså og hvor frygt og den ulykkelige adskillelse mellem subjekt og objekt, spiller en så stor rolle i forbindelse med vores moralske selvbevidsthed og ansvarlighed og ja i det hele taget med den individuelle bevidsthedens opståen til forskel fra den kollektive; denne pinefulde tilstand benægter og fornægter EKIM).

Mennesket kan da godt prøve at tage stoffer/inklusiv psykofarmaka, dykke ned i flasken og i sex (hovedløs/meningsløs og hjerteløs sex, altså upersonlig og ubevidst sex) som en løsning, men vores højere bevidsthed, vores samvittighed ser alt og vi bliver ikke lykkelige af at glemme Gud i det høje der ser alt vi foretager os (altså overjeget eller vores højere bevidsthed der dømmer os for vores bevidstløse demensagtige uforstandige adfærd).

Thomas vælger det gode, alene det gode og vælger det onde fra (friheden fra og dermed også kærligheden som kun eksisterer i forbindelse med friheden, den individuelle). Dette er moralisternes løsning på syndefaldsperioden og den ulykkelige bevidsthed.

I NT er der en strid om hvorvidt dette er løsningen, at vælge det gode (loven og budene) og fravælge det onde (friheden). Islam har valgt Gud Allahs Koran, altså det gode, shariaen og valgt det onde og friheden fra (individet som et selvstændigt kreativt væsen).

Lad os nu sige at det er Paulus, altså Kristus Jesus, der vinder striden i NT, og ikke moralisternes Jesus, så kommer der et spændende alternativ til dette at vælge det gode og fravælge det onde, fravælge friheden og kreativiteten, som løsning på menneskehedens moralske dilemma.

Hos Paulus finder vi friheden og ånden fra den gode gud (god i moralsk forstand) i Kristus og friheden til den Skabende Gud. Som en anden Nietzsche skal vi sætte nye standarder, ved at næstekærligheden, Kristus, overløber moralen, loven, den moralske lov (sharia), ved at komme den i forkøbet med kærlighed og kreativitet, åndens nye liv, med de karismatiske nådegaver, hvor vi magter at leve kreativt, altså at vandre i ånden og hele tiden gøre det uventede og paradoksale nye, som Faderen gør det, da den fortabte søn vender hjem. Kristus viser os at "du skal", ikke gælder for han viser os et alternativ der hedder, "du kan også gøre sådan, noget helt andet".

Altså i Kristus kan der slet ikke blive tale om at vælge mellem det onde og det gode, fordi vi er hinsides denne problematik. Kristus-livet er supramoralsk, det er kreativt, karismatisk, hvor vores frihed, det onde ikke er valgt fra, men vi er accepterede som de syndere vi er i ontologisk forstand (selvstændige kreative individer (vestens metode)), men synden er dog ikke accepteret, da Kristus, Guds kærlighed, viser os at Friheden ikke behøver at medføre vi synder, ender i synd.


Gud har i sin evige nådesudvælgelse, som er åbenbaret i Jesus Kristus, inklusivt for alle (gældende for alle), bragt det sande, det trofaste, det radikalt frie menneske på bane. Guds evige valg har her fundet sit analoge menneskelige modbillede i verden – og disse to er ét. Som indeholdt, udvalgt i ham, genfinder det enkelte menneske sig selv – her frisættes menneskets menneskelighed med baggrund i Guds evige valg. (siger Karl Barth, teologiens Einstein).


Den vending hvori et menneske således finder sin frihed i kraft af udvælgelsen i Gud – og som er Guds egen gerning på alle niveauer – det kalder Barth dåben med Helligånden eller åndsdåben. Og vores åndsdåb sker i et barmhjertigt møde mellem Gud og menneske, for at vi skal blive et frit, selvbestemt og egentlig menneske i trofasthed imod vores sande bestemmelse, et liv i sand medmenneskelighed (en medmenneskelighed vi magter fordi vi i Kristus har Guds kærlighed, er elsket og accepteret som de frie (syndige) mennesker vi er (synden er dog ikke accepteret, hvilket vi ej heller selv ville kunne leve med pga vores samvittighed og selvrespekt)).


Mange kærlige hilsner Hanskrist.

PS:

Aner ikke om jeg er færdig med mit indlæg, men det er vel også allerede langt nok, men varmen gør altså at jeg nu tager min cykel og cykler her fra Nørrresundby, helt ned til Limfjorden hvor jeg bor, og så ud til Rødhus eller Blokhus for at bade og solbade og dase, jeg tager en teologisk bog med.

Vælge det onde og det gode, det gode eller det onde, det onde eller det gode.

Man kan da også stadig bare sige ja eller nej.

Hej Arne!

Tak for din kommentar der tager fat i nogle detaljer som min udmaling af de meget store linier ikke berørte.

Omkring islams mulighed for "modernisering" skriver du:



Man har jo lov at håbe på, at der også i islam på et tidspunkt kommer et oprør mod dens suveræne magthavere - de retslærde og præsteskabet - en urørlig elite der vel må være den herskerklasse der har holdt sig ved magten i længst tid.

Desværre ser jeg i den aktuelle historiske fase ingen klare tegn på interne islamiske bestræbelser med et oprør mod magteliten, mod ortodoksien eller mod den definitive lukning af nyfortolkning (ijtihad), hvis porte blev lukket for næsten et årtusinde siden.

En forsker som har specialiseret sig i islams historie og teologi, og specielt har fokuseret på relationerne mellem islam og de jødiske og kristne minoriteters vilkår som dhimmibefolkininger under islamisk overhøjhed, Bat Ye'or, siger det kort, klart og kontant:



Der findes ingen eller yderst få eksempler i historien på, at en elite eller herskerklasse frivilligt har givet magten fra sig. Islam synes hverken at kunne moderniseres/demokratiseres ved hjælp af intern magtanvendelse - det tyrkiske eksempel - ved ekstern magtanvendelse - USAs invasion og regimeskifte i Afghanistan og Irak - eller ved et oprør fra "græsrødderne" - islams primære ofre - under anførsel af en intellektuel elite. Alle de forsøg der hidtil er gjort er blevet slået ned med hård hånd af den teokratiske magtelite.

Principielt kan man forestille sig mange muligheder for at skabe et mere fredeligt islam som endog er kompatibelt med demokrati og menneskerettigheder, også uden at skulle benægte kernen i islamisk tro: at Koranen nøje gengiver Allahs ord.

En sådan nyfortolkning blev foretaget af en iransk ayatollah, Jalal Ganj'i, dvs. indehaver af den højeste rang en shiitisk gejstlig kan opnå og kollega til Khomenei, som opsummeret nedenfor.

Her skal man være opmærksom på, at porten til nyfortolkning, ijtihad, ikke er smækket så hårdt i når det gælder shia islam som det er tilfældet i sunni islam. Ifølge den iranske shia-muslimske retning afsluttedes Allahs vejledning af de troende ikke med Koranen og profeten Muhammad. Allah har udvalgt en række af Muhammads efterkommere - imamer - til at lede både statens og troens anliggender. Ayatollah Khomenei (grundlægger og leder af det iranske præstestyre 1979-89) opfattedes som en af Allah særlig udvalgt person, som skulle fungere som stedfortræder for den 12. forsvundne imam, Ali.

Denne forestilling indebærer troen på, at "Allah taler gennem Khomenei" og at enhver magtinstans i det iranske samfund derfor måtte være forankret i Khomeneis tolkning af Allahs vilje. Her er en klar analogi til den katolske pave der ses som Guds stedfortræder på jorden og i det embede er han ufejlbarlig fordi den apostolske kirke selv er ufejlbarlig. Forskellen er selvfølgelig at Khomeneis embede sammenfatter både den åndelige og politiske magt i een eneste ufejlbarlig person.

Ayatollah Ganj´i går til angreb på selve kernen i den islamiske fundamentalisme og ortodoksi og slår til lyd for en historisk opfattelse af Koranen. Vil man virkelig forstå, hvad det var, Koranens vers ville sige Muhammad og hans samtidige, må man tage de historiske omstændigheder på profetens tid i betragtning, understreger ayatollah Ganj´i, ellers risikerer man at forstå det modsatte af, hvad Koranen i virkeligheden vil sige. Han pointerer også, at hvert koranvers er et svar på en bestemt historisk tildragelse.

Hermed leverer Ganj´i en elegant løsning på det påtrængende muslimske problem: hvordan forene påstanden om koranversenes guddommelige oprindelse med deres - efter moderne begreber - barbariske indhold? Han anviser således en metode til at relativere koranteksten uden at skulle benægte, at den nøje gengiver Guds ord. Ganj´i mener også, at ikke-muslimer kan bidrage med lærerige udlægninger af Koranen, hvis de har de fornødne faglige forudsætninger. Her går han stik imod den dominerende opfattelse inden for islam, der vil forbyde ikke-muslimer at udlægge - og overhovedet studere - den hellige tekst.

Interessante er også Jalal Ganj´is politiske konklusioner: Han afviser på det bestemteste, at Koranen skulle forkynde noget muslimsk verdensherredømme, eller at islam skulle stå i modsætning til frihed og demokrati. Samtidig bebrejder han Vesten, at man ikke tager demokratiet alvorligt, idet mange partier og regeringer i Vesten har gjort sig til fundamentalisternes forbundsfæller. Her er Den Europæiske Union et særligt grelt eksemplem på hvor galt det kan gå, når man knægter de demokratiske frihedsrettigheder for ikke at krænke islamiske fundamentalister.

Om Jalal Ganj'i er pluralist og tilhænger af demokrati i vestlig forstand, er det for tidligt at sige noget om. Problemet, som han personificerer, er, at under islam afhænger friheden til syvende og sidst af de lærdes udlægninger af de gamle tekster. Folk som Ganj´i vil formentlig udlægge Koranen liberalt og således give et betydeligt råderum for politikken, den frie tanke og den religiøse og kulturelle pluralisme, men hvordan løser man det problem, at andre ayatollaher kommer til andre tolkninger? Så længe de islamiske lærde fastholder troen på den koraniske tekst guddommelige status, vil der altid være mullaer, der for det første vil kræve fortolkningsmonopol og for det andet udlægge de hellige tekster absolut fundamentalistisk.

Ayatollah Jalal Ganj'i blev sammen med sine ret få tilhængere fordrevet fra Iran og gik i exil i Paris, samme sted som Khomenei Khomenei var i exil fra 1964 til triumfen i 1979.

Oplysningerne om Ganj'i stammer fra bogen "I krigens hus" af Lars Hedegaard m.fl. og kilden skulle angiveligt være et interview fra 2002. Jeg satte mig for at finde ud af hvad der siden er sket med den modige ayatollah, men fik ikke så meget som eet eneste hit efter at have anvendt to søgemaskiner.

Den skæbne synes at være symptomatisk i islam. Kritikere eller nyfortolkere bliver enten slået ihjel eller fordrevet for at dø i glemsel.

Inden for kristendommen blev det endelige opgør med den religiøse totalitarisme og fundamentalisme først muligt, efter at kritikere havde vundet retten til at kritisere Bibelens tekster. Her blev udviklingen som sagt hjulpet på vej, fordi de religiøse grundtekster - Jesu forkyndelse - selv afstod fra at ville være politik og krævede sekularisering. Alligevel var kritik af kristendommen en livsfarlig beskæftigelse gennem mange århundreder.

Det er denne grænse, som islam aldrig har formået varigt at overskride - trods adskillige reformforsøg i en periode, der strækker sig over mere end et millennium. Den islamiske oplysningstid kom derfor aldrig rigtigt i gang, og den ligger således stadig ude i en usikker fremtid. Her kan Vesten gøre en indsats ved at støtte de reformkræfter i islam som prøver at sætte fornuften over dogmerne, således at islam på sigt opgiver sin herrefolksmentalitet (islamic supremacy) samt det guddommelige påbud om at underlægge hele verden for Allah. Først da er der mulighed for fredelig sameksistens mellem muslimer og andre religioner og kulturer - en sameksistens som må bygge på reciprocitet og gensidig anerkendelse af andre religioners og kulturers ret til at eksistere uden at skulle påtvinges og overmandes af islam gennem jihad, som findes i mange former fra de mere fredelige med intimidering og politisk afpresning, som vi oplevede med Muhammad karikatur krisen og med kritikken af paven, efter en forelæsning i Regensburg, Tyskland hvor pontifen havde henvist til en middelaldertekst, der citerer den byzantiske kejser for at kritisere islam for at udbrede troen ved sværdet.

Du henviser i citatet til Koranens omtale af de jødiske og kristne hellige skrifter og overvejer om der ikke med tiden kan ske en modning - analogt med det som skete i kristendommen efter Luthers Reformation og Oplysningstidens sekularisering og demokratisering formoder jeg - da islam er opstået seks århundreder senere end kristendommen.

Her er det vigtigt at slå fast, at islam anser Toraen og Evangelierne som ufuldkomne og forvrængede budskaber fra den almægtige Gud Allah. På grund af, at islam faktuelt opstår senere end de to andre monoteistiske religioner er der i realiteten tale om, at profeten Muhammad eller hvem det nu var, plagierer og forvansker dele af jødiske og kristne hellige tekster og bagefter beskylder ofrene (de bestjålne) for at have forfalsket deres egen religion. Et eksempel på rendyrket psykopati og megalomi som bliver guddommeliggjort og derved hævet over enhver kritik.

Konflikten mellem profeten Muhammad og de jødiske samfund i Arabien har rod i, at de jødiske rabinere kritiserede Muhammad for at have forvansket deres hellige tekster og for at være en falsk profet. Svaret på den kritik findes i form af en stribe koranvers der nedkalder en guddommelig straffeaktion mod jøderne, og dels i form af fysisk udslettelse kombineret med fordrivelse af Arabiens jøder der indledes så snart Muhammad og hans tilhængere har den fornødne politiske og militære magt.

Først dokumentation for det koraniske grundlag for islamisk judeofobi:



Muhammads kulturelle og fysiske genocide på Arabiens jøder er beskrevet i den mest autorative muslimske biografi om profetens liv (sira), som tillige er den allerførste levnedsskilding af Profeten. Den er forfattet af Ibn Ishaq omkring år 750, men kendes kun i en senere bearbejdelse ca. 75 år senere.

Her i en sammenfatning fra "Encyclopedia of Religions and Ethics" fra 1915 forfattet af islamforskeren dr. Margoliout:



Trods denne beskrivelse af Muhammad bevarede Ibn Ishaq sin solide plads i den muslimske tradition.
Efter vestlige forskeres opfattelse fandtes der i virkeligheden ingen islam, som vi kender den, før to til tre hundrede år efter Muhammad. Der var simpelthen tale om barbarernes erobring af civiliserede lande. Muhammad som profet og talerør for den universelle guddom Allah, er en opfindelse af de muslimske lærde i det 8. og 9. århundrede. Af rent politiske grunde fik han tillagt en tilbagedateret profetstatus, som de senere herskere og lærde havde brug for, til at give en guddommelig begrundelse for deres brutale magtkampe.

Det tydeligste eksempel på hvor langt islam er fra en modernisering eller reform er den begejstring/passivitet hvormed de almindelige muslimer forholder sig til de jihadistiske terrorangreb mod civile begået både mod Vesten og andre kulturer, langs det som politiologen Samuel Huntington kalder "islams blodige grænser".

Især når dette sammenholdes med hvor let det er for islams elite - præsteskabet - at oppiske til had, vold og demonstrationer og handelsboycott hvis islam eller dens profet anses for krænket og der derigennem kan scores nogle politiske point ved at at kræve en undskyldning fra de vestlige ledere iblandet forblommet tale om isdlamofobi som det største problem i verden.

Islam udviser således ingen sikre tegn på at have forandret sig siden den gjorde sine imperialistiske erobringer, der først blev definitivt afsluttet med nederlaget foran Wiens porte i 1683. Det ultimative mål er uforandret, strategierne og taktikken er den samme som altid, bortset fra, at sværdet nu er udskiftet med våben som er frembragt af vestlig videnskab og teknologi, herunder masseødelæggelsesvåben, samt at jihadiske invasionshære nu er erstattet af demografisk overrumpling i de muslimske parallelsamfund i Vesten.

Fredelig sameksistens er alene mulig hvis islam ændrer sit teologiske (ideologiske) grundlag på mindst to punkter. For det første opgiver forestillingen om at være Guds udvalgte folk, hvoraf herrefolksmentaliteten (islamic supremacy) og den indgroede racisme udspringer. For det andet opgiver princippet "hensigten helliger midlet", hvorved ethver middel er legitimt at tage i anvendelse over for vantro der afviser islam, for at nå det af Allah befalede mål om at underlægge hele verden for islam. Egentlig at tage det i besiddelse som allerede tilhører muslimerne, idet Allah som verdens skaber har skænket alt jordisk ejendom og gods til sit udvalgte folk. Som en muslim udtalte: Den eneste grund til, at Allah har givet de vantro ejendom er, så vi har noget at plyndre.

Med den ideologiske fjende Sovjetunionen lykkedes det efter Stalinepoken USA/NATO at opnå en slags fredelig sameksistens, hvor der eksisterede anerkendte indflydelsessfærer som begge parter respekterede. Det blev opnået fordi begge parter var rationelle nok til at erkende at de befandt sig i en "no win situation", idet ingen af samfundene kunne forventes at overleve en total atomkrig. Meget rammende kaldtes dette for MAD, Mutual Assured Destruction.

Noget sådant synes ikke muligt i relation til islam. For det første bygger islam ikke på rationalitet, men på religiøs blind tro og fanatisme. For det andet findes der ikke noget i islam der svarer til en supermagt eller ledende muslimsk land. Situationen er kendetegnet af rivaliseringer og konflikter.

Efter regimeskiftet i Irak peger alt i retning af en fremtidig shia muslimsk axe mellem Iran, Irak, Syrien, Hezbollah i Libanon og måske også støttet af det sunni muslimske Hamas. Iran kan således meget vel tænkes at blive islams førende og ultraaggressive stat, i en slags terrorbalance med Saudi Arabien, Ægypten og Pakistan, der ser deres egen magt og position truet desto stærkere Iran bliver.

Præsident Bush udnævnte i 2002 Iran, sammen med Irak som en del af "ondskabens axe", men jeg har vanskeligt ved at finde rationelle grunde til, at man valgte at angribe Irak i stedet for at lægge et stigende pres på Iran. Hvis USA/Vesten skal opnå politiske sejre mod islam på det globale plan skal man spille på den interne splittelse mellem shia og sunni muslimer, efter del og hersk princippet. Afholde sig fra større landoperationer og i stedet destabilisere truende regimer ved at anvende luftvåbenet i kortvarige men massive operationer der går efter den politiske/religiøse ledelse, hær og efterretningstjeneste samt militære anlæg, herunder angreb på atomare anlæg der kan anvendes til produktion af atomvåben. Dette kan evt. følges op af en flådeblokade der knækker landets økonomi. Samtidig skal man selvfølgelig yde politisk, propagandamæssig og økonomisk støtte til oppositionelle grupper, som har en vis styrke i Iran, hvor utilfredsheden med præstestyret er voksende i befolkningen.

Den nuværende "kamp mod terror" føres på en måde der vel bedst kan karakteriseres som, at det er som de blinde slås. Vesten er blivet blændet og forblindet af islam og kan hverken se eller tænke klart længere.

På grund af denne kommentars længde må jeg afbryde her og vende tilbage til dine øvrige bemærkninger om kristendommens splittelse i tre store hovedretninger, som jeg gik let og elegant hen over. Herunder ikke mindst dine bemærkninger om den ortodokse kirke, som jeg både har nogle personlige erfaringer med og nogle mere gererelle vurderinger af.

Hilsen

Ipso Facto



-----------------------
"Hvor og på hvilken måde skaffede profeten sig viden om jødisk historie, lov og skik? To vigtige passager i Koranen antyder, at han meget vel kan have haft en jødisk lærer, sandsynligvis en rabbiner. I Sura 25,5 anklager de vantro ham for at lytte til gamle historier, som han har fået dikteret af en anden. Muhammad afviser ikke, at han har haft en menneskelig lærer men insisterer på, at inspirationen er guddommelig. I Sura 16,103 siger åbenbaringens engel: "Vi ved udmærket hvad de siger: det er kun en dødelig som har undervist ham. Men hans sprog som de hentyder til, er fremmed, mens dette er et klart arabisk sprog!" Torrey har argumenteret for, at denne lærer må have været en babylonsk jøde fra det sydlige Mesopotamien." - Citeret fra Ibn Warraqs "Derfor er jeg ikke muslim", side 97/98. Derefter følger en systematisk gennemgang af de begreber som islam har overtaget fra den jødiske tradition. Begreber som ikke fandtes på arabisk.

Hej Arne,

Jeg gætter, at du er blevet overrasket over den voldsomme irritation, ja næsten vrede, dine indlæg har afstedkommet hos en del debattører.

Både ja og nej. Jeg har mødt Ole Bjørn før på onlinereligion.dk, hvor han simpelthen blev udelukket fra debatten pga. dårlig adfærd. Så ham var jeg i hvert fald ikke overrasket over.

Men der er også nogle problemstillinger, som jeg ved, vækker vrede. Jeg har en ven, der er veganer. Når de "prædiker", f.eks. mod pels, så hænder det, at der kommer mennesker, der bliver fysiske mod dem! F.eks. går ind i dem med cykler og andet og skælder og smælder.

Som jeg hørte en sige: "Når man provokerer folk på samvittigheden...".

Men jeg er alligevel overrasket over, at reaktionen og personangrebe er så øresønderrivende... At det ville gå SÅ vidt!

Derudover ser jeg, at Ole STADIG er efter mig. At min evne til at provokere er SÅ stor...! Nu har jeg heldigvis stillet ham på 'lydløs'. Som min ven på 94 år sagde, inden han døde for kort tid siden: "Vejen til et langt liv er bl.a. at kunne vende det døve øre til og gå sin vej, når folk bliver ondskabsfulde".

For nylig har jeg været på en rejse til et sted, jeg holder meget af, og som betyder meget for mig, sammen med noget familie, der aldrig havde været der før.
Jeg var bange for, at jeg ville snakke for meget, så derfor gav jeg dem et par små hæfter om stedet, som jeg havde udarbejdet.
De viste sig også på et tidspunkt at vække interesse, men alligevel blev jeg meget hurtigt mødt af en irritation næsten på højde med den, du er udsat for, og som mundede ud i, at jeg skulle holde kæft og kun sige noget, når jeg blev spurgt.

Jeg føler sgu med dig. Jeg kan forestille mig, at det ikke har været spor rart.

Og hvad var det så, der gik galt i mit tilfælde?
Jo, hvad hjertet var fuldt af, løb munden over med - til de var ved at brække sig.
Og jeg har stadig svært ved at forstå, hvorfor de ikke havde lyst at høre på mig

Men det var vel, at jeg ville pådutte dem min begejstring.

Når jeg ser forløbet her i debatten for dit vedkommende, ser det for mig ud, som om det er noget lignende, der sker.

Du inspirerer mig virkelig til at se afbalanceret på tingene. Og så hele din måde at gøre det på! Du minder mig faktisk lidt om en af mine venner - det kaldte han mig i hvert fald : Gerry Spence. Kender du ham?

http://www.gerryspence.com/

Han er en af Amerikas mest vindende advokater. Og hans måde at gøre det på er SÅ inspirerende! Han har bl.a. skrevet bogen, som på dansk hedder "Få ordet i din magt". Og også: "Seven simple steps to personal freedom", hvor han har inkluderet et af mine breve til ham. Om 'aloness'. Jeg skrev det, da jeg var 19 år, og han bad om lov til at inkludere det i sin bog.

Han skriver, at det er vigtigere med en fin hest end med en fin saddel. Sadlen er retorikken - hesten er den personlige udvikling, der driver en. Han taler om troværdighed, at tale med følelserne, at kunne fortælle en historie, at forstå hvad magt egentlig er for noget, og han underviser bl.a. ved at få sine elever til at male og danse, så de kan komme i kontakt med dem selv. Dette gør han - i hvert fald sidst jeg tjekkede - gratis på sin ranch.

Han forsvarer 'den lille mand'.

Nå, men du minder mig lidt om ham i den måde, du kan få mig til at lytte på. Du fortæller en personlig historie, har følelserne med, er åben for mit perspektiv, empatisk, og så er du ikke bange for at gå mod de dominerende (jeg så dit indlæg på den tråd, der vist er startet op for at svine mig til - læser som sagt ikke Oles indlæg mere).

Har du for øvrigt læst nogle af Gerrys bøger, eller har du hørt om ham? Jeg kan varmt anbefale ham!!

Når jeg læser dine indlæg fornemmer jeg hos dig en meget stor begejstring, der meget centrerer omkring, hvad vi kalder kærlighed, og som du så søger at udtrykke på alle de bedste måder, du ka' komme i tanker om.

På grund af din overvældende store begejstring ka' du simpelthen ikke la' være, og i det, du udtrykker, ligger der vel mere eller mindre skjult næsten et krav om, at vi andre skal dele din begejstring.

Jeg tror sgu, at du har ret. Simpelthen!

Det afstedkommer så negative bemærkninger fra andre debattører, og dine efter min mening formiddable evner til at gi' igen - endda ofte særdeles skarpt og rammende - fører jo ikke just frem mod fordragelighed.
Du er jo selvfølgelig i din gode ret til at udtrykke din begejstring - indenfor ytringsfrihedens normale rammer (og som der vist ikke kan være tvivl om, at du overholder) - ligesom andre debattører er i deres samme gode ret til at udtrykke deres irritation - på de samme betingelser (og flere er nok her på kanten af det tilladelige).
Men det er jo ikke en frugtbar vej at gå.

Nej, det indså jeg også. Og jeg burde være stoppet noget hurtigere. Men jeg blev stædigt ved med at svare Ole Bjørn igen, indtil han endelig holdt inde. Nu er han så gået igang igen, men jeg har trukket stregen i sandet.

Jeg burde dog være stoppet noget før. Jeg burde have vist større integritet og tænkt: "Jeg lader mine ord stå og stoler på, at de, der må være interesserede, lytter". Men jeg kunne ikke lade være med det tåbelige hundeslagsmål. Heldigvis var jeg endelig i stand til at sige fra. Jeg håber, at jeg er hurtigere til at overvinde mig selv næste gang, hvis en sådan skulle opstå.

Du har så nu valgt at bremse energien i den voksende vrede ved at afholde dig fra at gi' igen på mange angreb på din person.

Det samme gjorde Ipso Facto for nylig - nok ikke uden en vis gavnlig effekt - så det er nok ikke nogen helt dum beslutning.

Nej, du har ret. Nu må jeg altså tage ved lære! Min ven på 94 fortalte mig det, og nu gør du mig også opmærksom på det - på en ganske tiltalende og 'overtalende' (positivt ment!) måde. Nu må jeg altså fatte det.

Og ingen skal selvfølgelig diktere dig, hvordan du skal udtrykke, hvad du har på hjerte (udover de sædvanlige rammer for ytringsfriheden), men hvis din hensigt er at inspirere dine meddebattører, kunne det måske være værd at overveje måden at gøre det på.

Ja, og da jeg jo netop også vil nå dem, der måtte se med på sidelinien, så nytter det jo heller ikke, at de får billedet af mig som en eller anden slagsbror, der ikke bare kan sige nej til et åndssvagt hundeslagsmål.

Tak for linket!

Venlig hilsen
Thomas

Kære Arne.

Jeg er spændt på at se, hvordan du vil følge op på dette gensidige rygklapperi.

Jeg gætter på, at dit svar vil blive af samme art, alene på grund af din ofte udtrykte animositet mod mig.

Jeg spekulerer på, på langt du egentlig vil gå for at støtte enhver, som angriber mig, uanset hvor løgnagtige angrebene er.

Enhver fra den gamle debat inklusive Thomas ved, at jeg blev smidt ud for at forsvare en kristen debattørs ytringsfrihed, da hun blev udsat for urimelig censur. Det udlægger Thomas som "dårlig opførsel" igen og igen - men Kirsten havde selvfølgelig også vist "dårlig opførsel" ved at kritisere Thomas' bandbuller.

Men du, Arne, du viser jo god opførsel ved at bekræfte ham i, at han har ret og er uskyldig forfulgt. Halleluja.

Mvh

Ole Bjørn ;)

.