Hej treram!

Nu er det rent faktisk ikke mig der har glemt nogle religiøse retninger, så som "satanisterne", da jeg intet ansvar har for dataindsamling, klassifikation, statistisk metode m.v. Det eneste jeg gjorde var at henvise til nogle hovedtal fra hvad der forekom mig at være en autoritativ kilde. Samtidig advarede jeg dog mod at lægge alt for meget i tallene.

Hvem og hvor mange der er religiøse afhænger jo ikke mindst af hvilken taxonomi (klassifikation) man anvender og hvem og hvordan der tælles. Dette kan illustreres ved at tænke på hvordan denne statistik ville have set ud for 30 år siden. Hvis regeringerne i Sovjetunionen og Kina dengang skulle stå for optællingen af religiøse borgere er jeg ret sikker på, at antallet af ateister ville have været væsentligt højere - måske 1 milliard højere.

En af de oplysninger jeg særligt hæftede mig ved på "religious tolerance.org" var det svimlende store antal af kristne sekter. I klassifikationen opereres med 19 større verdensreligioner som er underopdelt i 270 større religiøse grupper og mange mindre grupper. Man har på verdensplan identificeret 34.000 forskellige kristne grupper.

Netop fordi oplevelsen af det transcendente (for nu at anvende en neutral og almen fællesbetegnelse for fænomenet) i sidste instans må være personlig og givet det faktum, at vi alle er forskellige (både fysisk og mentalt set) kan man med en vis ret hævde synspunktet: Hver mand sin religion. At der altså hvis man ser nøjere efter i detaljen findes lige så mange forskellige religioner som der findes troende mennesker på planeten.

Så vidt kommer det dog aldrig i praksis på grund af menneskets natur som socialt væsen. De sociale instinkter befordrer underkastelse og overtagelse af normer for at kunne optages i og blive en del af et fællesskab hvad enten vi taler om et politisk eller religiøst fællesskab. Næsten alle menneskelige fællesskaber (kulturer) har fra urtiden af været præget af og styret af religiøse forestillinger og præsteskabet, hvis rolle er at formidle kontakten til guddommen, havde ofte meget stor og uantastelig magt. Da åndelig magt kan omsættes til politisk magt havde de religiøse eliter derfor stor politisk magt over næsten alle samfund indtil oplysningstidens ideer om sekularisering og demokrati slog igennem.

Sekularisering gør tilsyneladende ikke folk mindre religiøse, den prøver blot at opstille vandtætte skodder mellem borgernes religiøse forpligtelser og deres etiske og politiske forpligtelser over for det demokrati de er borgere i. Det vil sige de bør stemme på en sådan måde, at demokratiets etiske grundprincip om politisk ligeværdighed ikke undergraves af interessegrupper, hvad enten disse f.eks. er religiøse eller forsøger at omsætte økonomisk magt til politisk magt o.a.

Da kristendommen, ifølge Jesu forkyndelse, selv kræver adskillelse mellem religion og politik, er den efter min vurdering en af de væsentligste faktorer som muliggjorde at demokratiet kunne gro frem i Vesten ved egen kraft. Dette er rent faktisk ikke sket andre steder i verden. (Her ser jeg bort fra oldtidens ret kortvarige forsøg med protodemokrati i Athen).

Dette betyder ikke, at forholdet mellem kristendommen og den demokratiske stat er problemfrit, for det mennesker holder for sandt og oplever som noget stærkt positivt ønsker de rent instinktivt også bliver norm for alle.

Hos os er Kristeligt Folkeparti/Kristendemokraterne et eksempel på kristne som mener, at man kan drive politik på Jesu forkyndelse. Desværre fik jeg aldrig spurgt KD om deres forsvarspolitik gik ud på, at vende den anden kind til? Om deres økonomiske politik gik ud på, at enhver borger skulle pålægges at give hele sit overskud til de fattige? Om retspolitikken gik ud på at nedlægge domstolene, da Jesus som bekendt sagde: "Dømmer ikke, for at I ikke skulle dømmes; thi med hvad Dom I dømme, skulle I dømmes, ..." (Matt. 7,1).

Nu var det vist mest familiepolitikken KD fokuserede på og henviste til, at den burde være baseret på kristne værdier og traditioner. Så vidt jeg forstod udstrakte man ikke næstekærligheden på dette område til fuldt ud at omfatte lige rettigheder for bøsser og lesbiske. Så her må det være traditionen KD har bøjet sig for.

I Danmark er vi åbenbart så rationelle, at KD aldrig blev andet end en politisk døgnflue - den mere sejlivede af slagsen må det dog siges, idet partiet holdt sig på tinge omkring et kvart århundrede. Der var aldrig tale om, at partiet fik nogen særlig stor politisk indflydelse i dansk politik. De væsentligste indsatsområder var at oppiske hysteriet imod pornografi og prostitution og forsøge at fratage rettigheder fra de seksuelle minoriteter.

Partiets primære programpunkt, som det blev stiftet på, var bekæmpelse af den fri abort. På det punkt er min egen opfattelse nogenlunde sammenfaldende med KDs, idet jeg mener, at det er et etisk problem at tillade helt fri abort og overlade den suverræne beslutningsmyndighed om fosterdrab på et sundt foster til kvinden. Derved bryder man både med etikken og logikken idet en beslutning om abort må være et fællesanliggende og fællesansvar for den mand og kvinde der har lige stort ansvar for skabelsen af det nye liv, selv om det også er evident, at det er kvinden som bærer den største byrde qua de biologiske forskelle mellem kønnene.

Spørgsmålet om hvad buddhisme er for en kamel finder jeg interessant og vil måske vende tilbage til senere.

Hilsen

Ipso Facto



------------------------
"Den, som intet elsker her på jorden og intet hader og intet attrår, kun han har ingen lænker og er uden frygt." - Buddha

Hej Ipso Facto.

Nej, du behøver ikke for min skyld at uddybe din kritik af postmodernismen m.v.

Men jeg er interesseret i, hvad du vil sætte i stedet.

Jeg er enig i, at Islam ikke er vores største fare, men at det snarere er vor egen usikkerhed, der svækker os så meget, at der kun skal lidt til at "vælte os af pinden".

Hvis vores samlede position her i Vesten var stærkere - også åndeligt (hvordan dét så skal gå til) - kunne vi vel have overskud til at se på også Islam uden den store angst.

M.v.h. Arne.

Hej Arne!

Tak for de gode udfordrende spørgsmål som jeg nu har haft nogen tid til at tænke lidt dybere over samtidig med, at jeg arbejdede på min replik til dig i "missionstråden", hvor jeg med god faktuel inspiration fra dig stillede folketroen – den naturlige religion – op over for en kristendom der var bået besærk i magtbrynde.

Min holdning til kristendommen er yderst ambivalent. Kritikken af kristendommen udartningsformer er nok i mindre grad en kritik af denne eksotiske mysteriereligions centrale lære, som af den menneskelige naturs dybt irrationelle og foruroligende sider.

Judaismen og kristendommen kan ses som to konkurrerende og meget forskellige tydningssystemer inden for et større civilisatorisk grundparadigme, funderet på grundmyten Genesis.

Et tredje og senere tydningssystem inden for samme grundparadigme er islam, hvis lære guddommeliggør menneskets driftsnatur, men erstatter menneskets naturgivne instinktive moral – talionsprincippet – med en rigoristisk ufravigelig pligtlære med detaljeret regulering af alle menneskelige aktiviteter. Muslimerne opfatter sig, analogt med jøderne, som Guds udvalgte folk, der agerer som Guds stedfortræder på Jorden – som kalif – med det ultimative mål at tvinge alle mennesker ind under Allahs lov – dvs. blive muslimer. Allahs befalinger i Koranen legitimerer, at ethvert middel tages i anvendelse over for de vantro for at nå målet. Spiritualiteten som findes i Judaismen og kristendommen er i islam erstattet af et jordisk projekt - at gøre erobringer i denne verden. Af magt, ære og prestige, mens islam ikke tillader, at der stilles eksistentielle eller åndelige spørgsmål. Allah er ikke blot usynlig, men absolut transcendent og det eneste han kræver er underkastelse under og tro på hans ufejlbarlige befalinger.

Hvor judaismen forholdt sig pragmatisk til en tilværelse under Guds beskyttelse og dom, og endnu indeholder en del elementer fra naturreligionen, så er kristendommen i sin oprindelse et radikalt opgør, ikke blot med judaismen, men med både menneskets driftsmæssige natur og dets iboende rationalitet.

Den opstiller høje etiske fordringer som intet menneske der ønsker at leve et jordisk liv kan opfylde. Derved bibringes mennesket en stærk følelse af dets egen utilstrækkelighed og syndige natur, som defineret og forklaret i Genesis. Gud har forbarmet sig over sin syndige skabning ved at træde ind i historien på menneskets usle vilkår og derved vist det vejen til evig frelse, gennem en tro som atter forener det med Gud. Som heler den splittelse og ophæver den dom som blev afsagt med syndefaldet.

At judaismen befandt sig i en alvorlig eksistentiel krise er fortællingen om Herrens lydige og gudfrygtige tjener Job et eksempel på. Århundredet fvt. var præget af en jødisk borgerkrig mellem tilhængere af kongemagt og teokrati. Derefter fulgte romernes erobring og besættelse af judæa. Midt i denne krise opstod kristendommen og den udøvede en stærk tiltrækningskraft på især de fattige, udstødte og kvinder.

År 66 indledte jøderne et oprør mod den romerske besættelsesmagt som blev besvaret med hvad vi i dag ville kalde fysisk og kulturel genocide. Med Templets ødelæggelse i år 70 og fordrivelsen af jøderne fra Judæa begyndte den jødiske diaspora som kom til at vare helt frem til afslutningen af anden verdenskrig og etableringen af den jødiske stat Israel.

At der er plads til tre så forskelligartede monoteistiske religioner inden for det samme eksistentielle grundparadigme må jo undre enhver rationel observatør der i det lys forsøger at fremdrage nogle hovedlinier og motiver i den historiske udvikling som foreløbigt er kulmineret med de postkristne sekulære demokratier – den vestlige civilisation.

Judaismen er stort set det den altid har været i sin essens. Den er eksklusiv, ikke missionerende, pragmatisk og yderst tilpasningsdygtig når den etableres i fremmede kultussfærer. I århundredet fvt. optog judaismen den universelle etiske fordring om at udvise en elementær hensyntagen til næsten – den gyldne regel - i sin tradition. Det samme gjorde stort set alle samfundsintegrerede større religioner bortset fra islam, hvor der ganske enkelt ikke er plads til nogen universel etisk fordring, men alene til den partikulære pligtlære som bygger på Koranen, hadith og sira.

Islam er således støbt aldeles uforanderlig, som et absolut totum, og dermed kan den umuligt tilpasse sig fremmede kulturer eller religioner, eller opnå fredelig sameksistens med det fremmede. Alene eksistensen af noget ikke-islamisk i verden opfattes som en provokation som i sig selv legitimerer et retfærdigt modsvar i form af hellig krig mod Allahs fjender.

Islam opfatter sig selv som en fredens religion. Den selvforståelse grunder sig på den teologiske tese, at islams ultimative mål er den universelle fred som bliver resultatet når alle underkaster sig Allahs befalinger og love. Af denne selvforståelse følger også, at islam slet ikke kan føre krig. Krig findes alene uden for islam blandt de vantro. Når muslimer griber til våben så er det altid en fredens handling til forsvar for den eneste sande tro og religion, uanset om det er til angreb eller forsvar. Blot kampen føres i Allahs navn og i hans tjeneste. (Dette væsentlige, men af de fleste vesterlændinge ikke erkendte aspekt af islam, er bl.a. fremført af Bassam Tibi i "Krieg der Zivilisationen", München 1995).

At det blev kristendommen som blev den store samfundsintegrerede religion som støbte fundamentet for Vestens civilisation er egentligt dybt paradoksalt. Som eksotisk mysteriereligion indeholder dens centrale dele – næstekærlighedsbudet og de radikale fordringer i bjergprædikenen - en venden sig bort fra den syndige og fordærvede verden. Bort fra politiske magtkampe i det verdslige regimente, mod det åndelige. Mod gudsriget og frelsen gennem tro på Jesus Kristus, der gav sit liv for vor frelses skyld. Det er det væsentlige, mens politikken – kejserens rige – får skøtte sig selv. Kristendommen fordrer således at blive forkyndt bag ryggen på enhver verdslig magthaver, med en lære som netop ikke lader sig udmønte politisk. Dens ultrapacifisme tillader intet oprør mod magthaverne; der kan i det højeste være tale om forskellige former for ikke-voldelig protest.

Kristendommen stiller ikke fordringer om en bestemt måde at indrette samfundet på, men den stiller etiske fordringer til den enkelte som han skal opfylde på egne vegne i mødet med næsten. Gode gerninger fører ikke i sig selv til frelse, det gør alene troen på Jesus kristus frelsergerning, men troen og Guds nåde motiverer den troende til at gøre det gode, hvorved det onde fortrænges fra verden.

Den eneste grund til at denne mysteriereligion overlevede var qua det empìriske faktum, at den i dens første århundreder vandt stor tilslutning og derfor blev en social kraft og dermed også en politisk magtfaktor, som datidens supermagt romerriget til sidst valgte at forsone sig med med, ved at gøre den til statsreligion i romerriget i det fjerde århundrede. Det skete efter det pragmatiske princip: "If You Can't Beat Them, Join Them."

Kristendommen var slet ikke skabt til at få del i den politiske magt, men det problem blev overvundet på kirkemødet i Nikæa år 325, hvor man redigerede i de hellige skrifter, efter princippet klip en tå og hug en hæl, hvorefter kristendommen blev gjort grydeklar til at få del i den politiske magt. Som magtens åndelige legitimation.

Kristendommens historie fra den fik politisk magt og indtil den atter blev frataget denne efter oplysningstidens ideer om sekularisering og politisk ligeværdighed (demokrati) var blevet omsat i kultussfæren, er i egentligste forstand en ukristelig historie.

Basalt set er det historien om, hvordan fordringer om næstekærlighed, tilgivelse og ydmyghed ikke i sig selv er tilstrækkeligt til at forhindre magtbegær, magtmisbrug med brutal undertrykkelse og barbarisk forfølgelse af afvigere i en blodrus styret af irrationel magisk tænkning.

Når mit forhold til kristendommen ikke er totalt fordømmende, men ambivalent, skyldes det, at alt det ukristelige blodige vanvid ikke tegner hele billedet af kristendommen. Ved siden af og under alt det fordærvede fandtes andre bestræbelser der fik næring gennem en ydmyg og empatisk fortolkning af Jesuordene i Nye Testamente. For at passivisere denne implicitte kritik af den almægtige og ufejlbarlige pavekirkes pragt og vellevned, blev den efter princippet del og hersk kanaliseret over i forskellige munkeordener, som med kirkens velsignelse fik lov til at fokusere på og dyrke delaspekter i den kristne lære.

En fokusering på ydmyghed og fattigdomsidealet karakteriserede Frans af Assisi der oplevede en Kristusåbenbaring. I begyndelsen levede Frans og hans tilhængere i et ustruktureret fællesskab, men i 1209 fik Frans pavens godkendelse af den første ordensregel. Frans selv var ikke voldsomt interesseret i organisation og overlod gerne ledelsen til andre, men det smertede ham, når disse gav køb på det, som for Frans var hjertesagen, nemlig fattigdommen.

En fokusering på fornuften trængte på samme tid ind i kristendommen i form af studiet af oldtidens græske filosofi og videnskab. Først og fremmest Aristoteles gjorde et stort indtryk på filosoffen og teologen Thomas Aquinas, der skrev tretten kommentarer til aristoliske værker, ligesom han fik gjort studiet af græsk filosofi obligatorisk ved universitetet i Paris. Også Thomas, der indtrådte i Dominikanerordenen var optaget af fattigdomsidealet og var på et tidspunkt tiggermunk. Thomas regnes som den mest indflydelsesrige tænker i katolicismen.

Uden denne samtidige fokusering på både fornuften (rationaliteten) som fik afløb i de skolastiske undersøgelser og munkeordernes empatiske fokusering på efterlevelse af Jesu centrale forkyndelse om næskekærlighed, tilgivelse og bekæmpelse af menneskets driftsnatur, havde vi næppe fået åbnet op for den undersøgende og kritiske tænkning der førte til humanismen og som endte med kristendommens forkastelse i oplysningstiden.

Uanset pavekirkens magtbrynde og blodige magtmisbrug over for anderledes tænkende og troende er det et faktum, at den fordi den måtte dele den verdslige magt med fyrsterne, ikke havde styrke nok til at forhindre den frie tanke i at opbygge et rationelt videnskabeligt verdensbillede og det menneskesyn som i humanismen befriede mennesket fra den dogmatiske teologiske styring.

De tilløb der fandtes i islam på at indføre fornufts- og egalitetsprincipper for omkring et årtusinde siden løb alle ud i sandet. Islams urørlige elite, de retslærde og præsteskabet havde nemlig både magt, styrke og hensynsløshed til brutalt at slå enhver alternativ fortolkning ned.

I islam sejrede ortodoksien, i kristendommen kom ortodoksien under konstante og kraftige angreb som til sidst fik bugt med ortodoksien. Jeg ser Luthers oprør som et internt oprør der støtter sig på den tidligere humanisme kombineret med Jesu oprindelige lære. Luthers fortjeneste er, at han fik svækket pavestolens magt så meget at den verdslige humanisme fik lettere ved at vokse frem i de følgende århundreder. Med Luther fandt kristendommen efterhånden tilbage til sine rødder, og blev atter den kærlighedens religion som den havde været i de første tre århundreder.

Billedet er dog yderst broget på grund af Luthers patologier. Han var ramt af et heksevanvid som var værre end hvad Inkvisitionen kunne præstere, hvilket i de protestantiske lande udløste et volds- og blodorgie rettet mod kvinder som drev "sort magi" som først sluttede omkring år 1700. Luthers judeofobi var fuldstændig sygelig og uhæmmet. Et følelsernes amokløb som gør hans sproglige udfald mod jøderne til en endnu mere kvalmende og afskyvækkende oplevelse end hvad Hitler kunne præstere i Mein Kampf fire hundrede år senere.

Når jeg tegner dette billede af de tre monoteistiske religioner med den brede pensel er det for at læserne bedre kan forstå mit svar på dit spørgsmål om, hvad vi skal sætte i stedet for postmodernismen m.v.

For at forstå postmodernismen m.v. må vi først forstå den postkristne sekulære humanistiske baggrund den opstår på.

Som jeg ser det, er den utryk for den samme mangel på rationalitet som førte til erstatningsreligionerne fascismen, nazismen og marxismen-leninismen. Det etiske princip om politiske ligeværdighed som med logisk konsekvens implicerer et demokratisk styre og sekularisering synes ikke at kunne tilfredsstille menneskets irrationelle sider. Menneskets behov for en metafysisk/religiøs forklaring på dets eksistentielle situation må nødvendigvis finde udtryk i en eller anden tro på noget transcendent. En magt som står over mennesket og naturlovene, hvorved menneskelivet forlenes med en mening som det ikke synes mulig at etablere uden en sådan tro.

Som Aristoteles ser det er mennesket både et "politisk dyr" og et "metafysisk dyr".

Hvis fornuften ikke kan forklare det som vi føler den burde kunne forklare tager vi fantasien og troen på det overnaturlige til hjælp og konstruerer religiøse forklaringer (myter) som både kan tilfredsstille vor forstand og hjertes forhåbninger.

Konflikten mellem tro og viden, mellem oplevelsen af det transcendente som en subjektiv sandhed og en fornuft som stiller krav om at vi først kan kalde noget viden når vi har tilstrækkelig begrundelse for at det vitterligt er sandt, ser jeg som et eksistentielt grundvilkår for vor eksistens.

Rationaliteten er det eneste ægte universelle princip som må gælde for enhver person i et hvilket som helst muligt univers der rummer væsener med sansning, sprog og logik. Problemet er blot, at den religiøse tro per se bliver hjemløs i det univers fornuften beskriver i videnskab og rationel filosofi.

Videnskaben kan end ikke forholde sig til det religiøse fænomens metafysiske sider, da det falder uden for dets grundparadigme. Filosofien kan påvise at det monoteistiske gudsbegreb er modsigelsesfuldt og derfor umuligt kan være sandt.

Hvis man vil bevare muligheden for noget overnaturligt så er den eneste mulighed jeg kan se, at placere dette "væsen" uden for verdens fysiske og logiske grænser i det jeg har kaldt "det absolut transcendente". Men hvorfor dyrke noget som man logisk set ikke kan gøre sig nogen som helst forestilllinger om? Er det ikke tilstrækkeligt at leve og opleve livet i alt dets skønhed og mangfoldighed og glæde sig over, at man fik den mulighed?

Det var den konklusion Aristoteles nåede frem til. Han erkendte gennem rationel analyse at der kun kunne være en almægtig Gud, men han dyrkede "ham" ikke.

En refleks af Aristoteles holdning, og min egen, finder jeg i fysikeren og humanisten Albert Einsteins forholden sig til det hellige eller transcendente - tilværelsens mystiske sider.

Et par korte citater kan måske hjælpe med til at afklare hvad denne tænker nåede frem til:



Det første citat indeholder ikke blot en afstandtagen fra enhver form for organiseret religion som etisk rettesnor eller handlingslegitimation. Den sidste sætning må forstås som en tænken sig ud over vor kulturs grundmyte Genesis, og dermed også alt hvad der hævdes i de tre monoteistiske religioner.

I stedet for sætter Einstein i det andet citat en ydmyg beundring for den "overlegne ånd" han mener i finstrukturen at kunne skimte bag de fysiske og metafysiske principper verden er konstrueret efter. Der er ikke tale om underkastelse og ærefrygt eller håb om frelse, som i islam og kristendommen, men netop om ydmyg beundring over for de ukendte kræfter der har formet universet og muliggjort livet.

I det tredje citat udtaler Einstein den erkendelse, at det smukkeste vi kan opleve er det mystiske. For ham står det mystiske ikke i et modsætningsforhold til rationalitet og fornuft. Tværtimod ser han det mystiske som kilde til al sand kunst og videnskab. Netop dette, at vi kan erkende eller fatte verden ser denne tænker som et evigt mysterium (“The eternal mystery of the world is its comprehensibility.").

Det menneske som ikke længere formår at standse op i dyb undren over verden, er så godt som død, siger den store tænker til sidst.

Hvis ikke Einstein er agnostisk fritænker, så ved jeg ikke hvad man ellers skal kalde hans tanker om vor eksistentielle situation.

Efter denne lange indledning kan jeg nu besvare Arnes spørgsmål omkring hvad vi skal sætte i stedet for den postmodernistiske erstatningsreligion.

Svaret kan stort set rummes i endnu et einstein citat:



Vægten må lægges på den rationelle erkendelse frem for blind tro og angst for livet og døden. Den ægte religiøsitet når man frem til samtidig med at man bestræber sig på at opnå rationel erkendelse af verden og sin situation i verden. Hvis oplevelsen af det mystiske – den religiøse åbenbaring eller længslen efter at blive forenet med Gud – ikke holdes på plads af fornuften så udarter den uværgeligt i det vanvid som de organiserede religioners blodige historie er udtryk for. Dette er min fortolkning af hvordan den lille store tænker oplevede sin eksistentielle situation, og hvilke konsekvenser han drog af sin erkendelse.

Som erstatningsreligion er postmodernismen, multikulturalismen og kulturrelativismen, og for dens sags skyld også den etstatningsreligion der hedder troen på eksistensen af universelle menneskerettigheder udtryk for den samme mangel på rationel konsekvent gennemtænkning som ligger bag de organiserede egentlige religioners lære.

Som bekendt er vejen til Helvede brolagt med gode intensioner og det gælder i lige så høj grad de gode humanistiske intentioner som ligger bag de nævnte erstatningsreligiøse bestræbelser. Vi er på vej mod Helvede, eller rettere de bedste tankens frugter den vestlige civilisation har præsteret – sekularisering, politisk ligeværdighed og demokrati - bliver undermineret fordi ingen føler sig forpligtet på dem. Fordi ingen eller meget få har den nødvendige tankekraft til at videreudvikle disse oplysningstidens ideer, men lader sig styre af drifter, instinkter og troen på frelse, iblandet magtbegær og opportunisme.

Hvis Vestens civilisation går under så sker det af præcis samme grund som det tyske Weimar demokrati gik under. Ingen var parate til at ofre noget fordi man bildte sig ind, at weimarpolitikerne sammen med jøderne og socialisterne var årsagen til landets og folkets ulykke og fornedrelse efter nederlaget i første verdenskrig, som de fik skylden for (dolkestødslegenden).

Hitler kunne netop det som demokratiets små grå mænd ikke formåede: at vække begejstring og tro på fremtiden. Vække troen på at det tyske folk var noget ganske særligt, en arisk kulturskabende race som havde guddommelig ret til at herske over andre dekadente og kulturødelæggende racer. Denne appel til forfængeligheden og de dyriske instinkter placerede Hitler som en profet og frelser sendt af Forsynet for at skabe retfærdighed. Selv de tyske kristne kirker lod sig rive med af begejstringen, idet de bildte sig ind, at Hitler ville genskabe den moral og orden som weimartiden havde undermineret. Hitler havde brug for de kristnes støtte og han fik den. Hvad det fortæller om kristendommen som etisk rettesnor for mennesket vil jeg overlade til enhver læser selv at drage.

Islam er selvfølgelig ikke den største fare for vor civilisations overlevelse. Dens relative store succes efter anden verdenskrig og fremvæksten af den islamiske vækkelsesbevægelse viser frem for noget, hvor svækket Vesten er blevet efter at den stod på magtens tinde i 1945.

Islam er et symptom på indre opløsning og rådvilhed nøjagtig som tilfugten til nazismen og marxismen-leninismen var symptomer på hvad der sker, når man sætter magisk utopisk ønsketænkning højere end den rationelle fornft og dens frugter.

Demokratiet har forsømt en af sine fornemste opgaver, nemlig at opdrage befolkningen til demokrati således at de erkender, at det er en rationel styreform som står på et forpligtende etisk fundament der stiller den fordring til den demokratiske borger, at uanset hvad hans politiske holdning end måtte være, så kommer pligten til at stemme på en sådan måde, at demokratiet kan opretholde sig selv før alle andre fordringer, ønsker eller personlige præferencer.

For mig at se er det her det helt grundlæggende er gået galt. Når denne forståelse af logiske sammenhænge og konsekvenser ikke indgår som fast bestandel i de demokratiske borgeres bevidsthed, så har man ingen modstandskraft over for irrationelle anslag mod demokratiet hvad enten de kommer indefra i form af postmodernisme m.v. eller udefra i form af islam.

Dette er i ultra kort form hvordan jeg vil besvare dine spørgsmål. I selve svaret ligger også den potentielle løsning gemt. Men om situationen allerede er uoprettelig eller kan reddes, er det vanskeligt at sige noget sikkert om.

Hilsen

Ipso Facto

-----------------
"Not everything that counts can be counted, and not everything that can be counted counts." - Sign hanging in Einstein's office at Princeton.

Hej Ipso Facto.

Der er virkelig meget indhold i dit sidste indlæg, og jeg er stort set enig med dig i, hvad du skriver.

Til din beskrivelse af de tre monoteistiske religioner har jeg dog et par bemærkninger.

I Islams Koran indledes Sura Tre med en omtale af "Toraen" og "Evangeliet", som noget, der er sendt af Gud - ligesom senere Koranen. "Men kun Gud kender dens fortolkning.", står der (Vers 7).
Det rummer dog visse muligheder, synes jeg, for at Islam med tiden (den er jo den yngste af de tre religioner) måske kan modnes til noget mere fredsommeligt og mindre fastlåst.

I din beskrivelse af kristendommen fra da den blev gjort politisk anvendelig af Kejser Konstantin i år 325 og fremover - hvorved store dele af den oprindelige kristendom blev forkastet - kunne jeg ha' lyst til at pege på, at Østkirken, den ortodokse kristne kirke senere i nogen grad rettede op på skaderne, og tillige videreudviklede sig, kulminerende med Gregor af Palamas i 1300-tallet på Athos: Hesykasmen og Theosis ("Ro/stilhed" - "Hjertets forening med Gud"). Det kunne munke og nonner dyrke i nærmest meditativ Hjertebøn/Jesusbøn (Kyrie eleison), mens Nikolaos Kabasilas understregede det almindelige menneskes mål: At leve som "det fuldkomne menneske" (Mircea Eliade: "De religiøse ideers historie", bind 3, side 179 ff.).

At biskoppen i Rom omkring år 1000 brød ud af enhedskirken og skabte et "kirkeimperium" stort set efter samme magtmønster som oldtidens romerske kejserrige, som efter min mening blev mere og mere magtkorrupt, indtil Martin Luther gjorde oprør er jo egentlig - historisk set - alene en vestkirkelig begivenhed.

Du "bekender" dig så til fornuften, rationaliteten (og dermed demokratiet, som det vel "mindst ringe") efter at de forskellige religioner (og -ismer) har mistet deres overbevisende kraft.

Det gør jeg også, men her ta'r jeg det forbehold, at rationaliteten alene ikke magter opgaven at fortælle mig, hvem jeg er, hvad verden er, og hvordan jeg skal stræbe efter at leve mit liv.

Her mangler jeg billedet af "det fuldkomne menneske", som Kabasilas fremhævede.

Her står de fundamentalistisk religiøse stærkt. De kan også være rationalistiske, men dertil kommer at de på religiøs autoritær basis ved, hvad de vil.

Det gør den alene rationalistiske efter min mening ikke, og det er derfor jeg ser ham/hende som svag - og med grund til frygt.

For mit vedkommende oplever jeg det som en styrke, at jeg - totalt hinsides enhver fornuft - oplever beundring, nysgerighed og især kærlighed til denne verden, som jeg kender meget lidt til - for ikke at tale om den sandhed, jeg tror, der ligger bag, som jeg slet ikke kender - og alligevel af og til synes jeg oplever glimt af.
Det gi'r, syn's jeg, al den styrke, jeg synes, jeg har brug for - og tillige overskud til at se med både sympati og opmærksom velvilje på de af verdens mennesker, der underkaster sig et autoritativt trossystem - uanset at jeg ikke kan tilslutte mig.
For de har jo - trods alt - en mening med deres liv

M.v.h. Arne.

Hej Arne,

Lad mig først og fremmest sige tak for, at du var en oace midt i en totalt frugtesløs debat... du ved, hvad jeg refererer til; dit spørgsmål om at være fattig i ånden.

Du skriver til Ipso Facto:

Du "bekender" dig så til fornuften, rationaliteten (og dermed demokratiet, som det vel "mindst ringe") efter at de forskellige religioner (og -ismer) har mistet deres overbevisende kraft.

Det gør jeg også, men her ta'r jeg det forbehold, at rationaliteten alene ikke magter opgaven at fortælle mig, hvem jeg er, hvad verden er, og hvordan jeg skal stræbe efter at leve mit liv.

Dette er der flere, der besinder sig på. Så vidt jeg har forstået er Ipso Facto selv filosof. Så måske også han vil finde linket: www.detfilosofiskeliv.dk interessant.

Der er tale om at gøre filosofi nærvært i det konkrete liv. Stille de ypperste spørgsmål, som videnskaben ikke kan nærme sig eller svare på, og som en sprolig klædedrag ikke vil kunne indfange.

Når dette er sagt, så går jeg ikke selv den filosofiske retning, selv om det at filosofere har optaget mig meget tidligere. Jeg tror 100% på, at det handler om at leve efter Jesu ord i hjertet og i 'kroppen'. Dette betragter jeg ikke bare som en 'rar livsstil' eller som det mest 'fornuftige' for verden. Jeg ved (det er jeg altså nødt til at sige, for det gør jeg!), at det er en kontakt med livets absolutte fundament. Jeg vil ikke påstå, at jeg er perfekt... laaaangt fra! Men jeg elsker virkelig hans ord - og de fylder mit liv med fred og indsigt.

Mange vælger at kalde denne indsigt for 'en følelse' - og nu taler jeg om dem, der afviser denne indsigt og siger "haha, det er bare noget, du føler, Thomas". Det er fordi, de ikke kender den. Det er en højere erkendeform, simpelthen. Virkeligheden er nemlig vævet af kærlighedens stof. Får man øje på stoffet, så kan man efterhånden få øje på mønsteret - sandheden.