Modsætningen mellem religion og rationalitet er en historisk kendsgerning. Den er også et træk ved moderne postkristne vestlige samfund. Det vil sige at modsætningen er kendetegnet ved en historisk udvikling.
I alle menneskelige samfund findes en elementær rationalitet. Den findes i individernes umiddelbare omgang med hinanden. De viser rationalitet i deres arbejde og brug af redskaber – i deres erfaringer om, hvorledes man skaffer sig livets fornødenheder, bygger huse og tilvirker klæder. Der er en elementær rationalitet i brugen af deres erfaringer om, hvilke dyre- og plantearter, der er spiselige. Denne naturlige rationalitet er ikke afgrænset en gang for alle. Dens grænser ændres, når man får nye erfaringer og ny viden.
I alle menneskelige samfund er der også opstået mere eller mindre komplekse religiøse myter til ”forklaring” af verdens indretning. De giver svar på dødens problem; og de understøtter de sociale normer.
I disse myter har man ikke ladet sig begrænse af fordringen om rationalitet.
Det særlige ved udviklingen i det moderne vestlige samfund er, at den elementære rationalitet har sprængt alle grænser. Søgen efter viden er blevet institutionaliseret; og alt kan gøres til genstand for videnskabelig undersøgelse. Det har trængt religionen i defensiven. Videnskaberne har lært os, at der er en naturlig forklaring på årstidernes skiften og på arternes mangfoldighed. Og hvad mere er, de har lært os, at mennesket blot er een af disse arter. Hvilken plads er der så til Gud?
Set i retrospektiv må vi nok erkende, at de forventninger om en ny gylden oplyst tidsalder hvor religionen var fortrængt til privatsfæren eller reduceret til primitiv overtro, således som oplysningstidens tænkere forestillede sig, ikke er blevet indfriet. Vejen mod en samfundsorden baseret på rationalitet i stedet for magisk tænkning og religiøs tro har vist sig at være længere og langt vanskeligere at gå end nogen dengang kunne forestille sig.
Trods alle de rationelle anstrengelser og naturvidenskabens succes gennem de seneste århundreder er Gud ikke død. Han lever i bedste velgående med en voksende tilhængerskare der bekender sig til en eller anden religiøs tro. Faktisk betegner mere end 90% af alle nulevende mennesker sig selv som troende i en eller anden grad eller omfang.
Den mest nærliggende forklaring herpå må givetvis søges i menneskets naturgivne væsen. Det kan synes som om, at når Gud drives ud med rationalitetens stage, så vender han blot tilbage i nye og endnu mere destruktive forklædninger.
Efter min personlige opfattelse kan marxismen-leninismen og nationalsocialismen opfattes som religiøse tilbagefald, som erstatningsreligioner kamufleret i (pseudo)videnskabelig rationalitet. Lige som de ”ægte” religioner var disse ideologier forsøg på at give eksistensen en dybere og sandere mening og indhold. Den mentale tilstand som den ukritiske begejstring og underkastelse under de absolutiske ideologiske dogmer frembragte er sociologisk set identisk med det, som er kendetegnende for de troende i en egentlig religion.
Den idoldyrkelse og kult som opstod omkring de ideologiske ”profeter” – Lenin og Hitler – gav sig udslag i en nærmest religiøs tilbedelse, og ethvert rationelt argument mod det aggressive vanvid med massedrab og genocide på de ”forkerte mennesker” prellede af som vand på en gås. Det ved enhver som har prøvet at diskutere med overbevidste ”troende” marxister eller nazister. At kalde dem for ”frelste” er ikke blot et skældsord, men udtrykker faktisk en dyb sandhed. De to totalitære ideologier evnede nemlig det samme som en religiøs tro kan: gøre en tilsyneladende absurd, meningsløs og uretfærdig tilværelse meningsfuld ved at indgive håb om, at der fandtes en højere mening som kunne realiseres gennem stræben efter de utopiske mål. Heri lå en befrielse af mennesket, en slags frelse.
Samfundsintegrerende religioner og politiske ideologier har meget til fælles. Så meget, at jeg ikke tøver med at kalde dem begge for ideologier. Forskellen mellem dem ligger alene i begrundelsen for deres sandhed. Religionen prætenderer ikke, at de sandheder den forfægter bygger på rationalitet. Tværtimod så består den ultimative begrundelse for deres dogmers gyldighed altid i en henvisning til Gud og til hans vilje. Man når ikke frem til en religiøs overbevisning gennem rationelle overvejelser, men alene gennem tro. Tro betyder at holde noget for sandt på et grundlag som ikke er tilstrækkeligt til at implicere sandheden af det man hævder.
Det tyvende århundredes to store aggressive og absolutiske ideologier begrundede ikke deres læres gyldighed ved en henvisning til en metafysisk guddoms befalinger. I Guds sted satte man andre metafysiske forestillinger. I Marxismen troen på, at der eksisterede ubrydelige historiske love som med nødvendighed førte samfundene frem til det utopiske idealsamfund – det kommunistiske, hvor der herskede velstand og absolut frihed og lighed. Opgaven var således begrænset til at iværksætte sådanne foranstaltninger der hurtigst muligt førte fra de eksisterende ”borgerlige undertrykkelsessamfund” frem mod idealsamfundet. Hvis der er noget som har givet ateismen et dårligt navn så er det netop den revolutionære marxisme, der betegnede sig selv som ateistisk og aktivt bekæmpede enhver religion. I de 74 år den var ved magten foranstaltede ideologien massedrab på næsten 100 millioner uskyldige – mænd, kvinder og børn.
Filosofisk og ideologisk set var nationalsocialismen en inkonsistent blanding af naturfilosofi (socialdarwinisme), aggressiv nationalisme iblandet mytiske fortællinger om en glorværdig fortid hvor de germanske stammer udmærkede sig ved heltemodige bedrifter. Hitler opfattede sig selv som udvalgt af ”Forsynet” til at eliminere de mindreværdige, skadelige og kulturødelæggende racer således at den rene ariske herskerrace kunne styrkes og gøre erobringer på (primært) de slaviske undermenneskers bekostning. Denne blanding af mytiske, pseudoreligiøse og pseudovidenskabelige elementer sammen med forestillingen om at tilhøre en udvalgt herskerrace førte til aktive bestræbelser blandt ledende nazister på at gøre nazismen til en egentlig religion, med Hitler som profet. Hitler var fuldt ud bevidst om denne problemstilling samt at der foregik sådanne aktive bestræbelser i den retning. Han satte sin autoritet ind på at bekæmpe det. I september 1938 tilretteviste Hitler således Heinrich Himmler og Alfred Rosenberg, henholdsvis chef for SS og partiets kommende chefideolog for deres forsøg på at omforme nazismen til en religiøs kult. Hitler gav dem følgende belæring:
”Nationalsocialismen er en kølig og i højeste grad fornuftbestemt tilgang til virkeligheden baseret på den største videnskabelige erkendelse og dens åndelige udtryk ... Den nationalsocialistiske bevægelse er ikke en kultisk bevægelse, tværtimod er den en folkelig (völkich) og politisk filosofi som er vokset frem ud fra overvejelser af en eksklusiv racistisk natur. Denne filosofi er ikke fortaler for mystiske kulter, men søger frem for alt at kultivere og lede en nation som er defineret på grundlag af dens blod.”
Hitlers bekymring gik på, at en egentlig religion ville være i stand til at fungere uafhængigt af hans person, den eneste kilde til enhver doktrinær autoritet, samt at den kunne provokere de kristne kirker til at opgive deres støtte til et regime, som de utroligt nok troede forsøgte at genoprette den autoritet og moral, der var gået tabt med etableringen af Weimar Republiken. Faktisk ville en nazistisk sejr på længere sigt have betydet eliminering af alt hvad de kristne kirker stod for. Men Hitler anerkendte også, at nazismen ikke blot drejede sig om at anvende biologiske teorier til et ideologisk formål, men var udtryk for evige videnskabelige lovmæssigheder som Gud havde givet menneskene indsigt i og opfyldt med en hellig mening. Videnskab og natur blev på magisk vis genforenet. Klarhed var sammenlignelig med mysterium, religion med videnskab og morbiditet med vitalisme. Den nazistiske racisme var ikke blot et afvigende pesudovidenskabeligt produkt eller en anklage mod ”videnskaben” i almindelighed, for vi ville sikkert være ringere stillet uden den. Der var fordele ved at give racismen et skær af videnskabelighed.
(Kilde: Michael Burleigh, ”The Third Reich – a new history”, London 2000, side 13).
Efter sammenbruddet af den marxistisk-leninistiske ideologi med Sovjetimperiets interne kollaps i 1991 er verden nok blevet befriet for den sidste store utopiske samfundsintegrerede pseudoreligion, men dette har ikke medført et generelt løft i rationaliteten. Hvor den rationelle måde at indrette samfund på – demokrati og retsstat – tidligere var truet af den stærke irrationelle følelsesmæssige appel marxismen og nationalsocialismen udgjorde, så er der nu blot sket det, at den totalitære religion og ideologi islam er på blodig og voldelig fremmarch for at islamisere de vestlige samfund. Den største fare og trussel mod vore rationelle og frie demokratiske samfund ligger sådan set ikke i den totalitære islamiske ideologi (en triologi der består af Koranen, hadith og sira) som i stigende omfang inspirerer dogmatiske muslimer til at udøve systematisk jihadisk terror mod vantro, eller i de mere fredelige former for jihad (dawa eller mission) som de muslimske parallelsamfund i Vesten udøver gennem intimidering og fiktive anklager om racistisk forskelsbehandling der understøtter krav om positiv særbehandling og specielle vidtgående hensyntagen til deres religiøse sarthed og levevis.
Hovedproblemet og den største trussel ligger derimod i de demokratiske befolkningers manglende viden om egen kultur og dens værdier, om islam som politisk ideologi med religiøs begrundelse og legitimation, samt en generel mangel på evne til at tænke rationelt.
Den aktuelle situation er på mange punkter analog med den der herskede i mellemkrigstiden, hvor nazismen kom til magten på demokratisk vis og straks afskaffede demokratiet og hvor de europæiske stormagter af angst for en ny storkrig bildte sig ind, at kunne passivisere nazismen med diplomatiske midler gennem apeasement og eftergivenhed. Eller de troede, at nazismen var et mindre onde, der kunne anvendes mod dens langt farligere totalitære tvilling marxismen-leninismen.
Intelligens og rationalitet betegner (bl.a.) evnen til at kunne lære af tidligere erfaringer, således at man ikke begår den samme fejl to gange. Vi lever angiveligt i et ”videnssamfund”, men paradoksalt nok har den voksende mængde af viden ikke gjort befolkningerne mere vidende eller rationelle – de er blot blevet forvirrede på et højere niveau ved at blive druknet i information som de er ude af stand til at selektere i, tolke og anvende på en meningsfuld måde.
Vestlige økonomer anvender et begreb kaldet ”bunden rationalitet” (”bounded rationality”), der henviser til folks begrænsede evne til at modtage, lagre, genfinde og anvende erhvervet information. Begrænsninger som man tager højde for i den økonomiske beslutningsteori. Som følge af deres cognitive begrænsninger sammen med et begrænset kendskab til deres miljø vil mennesker uvægerligt træffe beslutninger som er mangelfulde.
Mennesker handler ofte ikke-rationelt, et forhold som sociologen Dan Sperber ihærdigt fremhæver, blandt andet i følgende citat:
”tilsyneladende er kulturelle trossystemer temmelig bemærkelsesværdige: de fremstår ikke som irrationelle ved at afvige en lille smule fra sund fornuft eller ved at gå ud over hvad beviserne kan bære. De fremstår snarere som direkte provokationer mod sund fornuft og rationalitet.” (1985).
Som Sperber og andre har fremhævet, er mennesker i mange samfund overbeviste om, at mennesker og dyr kan være to steder på samme tid, at de kan forvandle sig til andre væsener eller blive usynlige og kan ændre den fysiske verden på forskellig måde ved hjælp af deres tro. De tænker også magisk i det mindste nogen gange. Faktisk er det meget sandsynligt, at principperne for sympatisk magi er universelt til stede fordi den menneskelige hjerne udviklede sig til at fungere på sådanne måder – ifølge sociologerne Rozin og Nemeroff 1990.
Endvidere indikerer alle tilgængelige beviser, at mennesker, specielt dem der lever i mindre samfund (”folk societies”), træffer beslutninger ved at anvende en undersøgende fortolkningsmetode (heuristik) som fremmer udvikling af faste uforanderlige meninger, selv om disse meninger er baseret på utilstrækkelig eller falsk information. Den samme heuristik opmuntrer også folk til at holde fast i deres meninger selv når de bliver konfronteret med vægtige beviser der dokumenterer, at det modsatte er tilfældet.
R. A. Shweder er nået frem til den konklusion, at de menneskelige tankeprocesser er “begrænset til dets videnskabelige procedurer, usofistikeret i abstrakt ræsoneren og temmelig upåvirkede af erfaringsmæssige vidnesbyrd” (1980).
Ingen bør selvfølgelig være særligt overrasket over, at det forholder sig sådan, for ingen ringere end oldtidens største rationelle tænker, Aristoteles, var overbevist om at fostres køn blev bestemt af vindretningen ved undfangelsen. Drengebørn blev ifølge filosoffen resultatet såfremt der blæste en stærk nordenvind. For nogle få måneder siden bragte TV meddelelse om, at forskere havde fundet, at den vordene moderens ernæring havde indvirkning på barnets køn. Da jeg ikke har kendskab til det videnskabelige grundlag for den overraskende sammenhæng mellem ernæring og fostres køn vil jeg undlade at kalde det et moderne eksempel på magisk tænkning, men givet konstansen i den kønslige ratio til alle tider i forskellige kulturer med meget forskellige spisevaner har jeg nu ikke meget mere fidus til denne videnskabelige undersøgelse end til hvordan vinden blæser.
Trods mange generationers sekulær undervisning i verdens ældste eksisterende demokrati fortsætter amerikanerne med at være langt fra fuldt ud rationelle. Forskellige undersøgelser har vist, at 80% af de nutidige amerikanere stadig tror på, at Gud kan udvirke mirakler, 50% tror på engle og mere end hver tredje tror på eksistensen af en personlig Djævel (1989/1990).
Thomas Gilovich har beskrevet de cognitive processer som sætter selv højt uddannede amerikanere i stand til lidenskabeligt at fastholde demonstrerbart falske overbevisninger. Undersøgelser blandt amerikanske college studenter indikerer at hele 58% tror, at astrologiske forudsigelser er holdbare mens 50% tror, at de Ægyptiske pyramider blev bygget med hjælp fra rumvæsener. Gilovich beskriver de mange måder hvorpå nutidige amerikanere forvansker virkeligheden gennem en tendens til at tillægge helt tilfældige fænomener en mening, idet folk alene husker de tilfælde som bekræfter allerede etablerede trosforestillinger samtidig med, at at de glemmer de tilfælde som er i konflikt med forestillingerne. (Gilovitch 1991).
Endnu videre går C. R. Hallpike og andre forskere, der er nået til den konklusion, at tankeprocesser blandt folk i mindre samfund gør dem ude af stand til at begribe kausalitet, tid, realisme, rum, introspektion og abstrakt tænkning som anvendt i vestlig videnskab (Hallpike 1972).
Om såkaldt primitiv tænkning er mindre abstrakt, mere magisk eller i ringere grad i stand til at vurdere marginale sandsynligheder er et spørgsmål som fortsat diskuteres i humanvidenskaberne. Men dets løsning er ikke særlig relevant for det som er mit ærinde her. Jeg mener at kunne fastslå, at mennesker i ALLE samfund, inklusive de der har størst kendskab til vestlig videnskab en ofte begår fejltagelser som er potentielt skadelige og fortsætter med at begå dem. Det er meget muligt, at mennesker i mindre samfund begår flere fejl af denne type, men alle samfund har tendens til at foretage valg eller træffe beslutninger som ikke er adaptive og skadelige for samfundene. Ikke mindst for deres evne til at kunne opretholde sig selv.
Den videnskabelige revolution og de filosofiske bestræbelser på at formulere abstrakte principper hvorpå retfærdige, fredelige og stabile samfund kan funderes demonstrerer frem for alt, at mennesket kan forholde sig rationelt til tilværelsen og viser, at vi også har MULIGHEDEN for at være rationelle, også selv om vi dybest set måske er irrationelle væsener som alene ved en bevidst kraftanstrengelse formmår at gribe rationaliteten og anvende den som rettesnor.
Den generelle EVNE til at kunne fastholde et allerede erhvervet niveau af rationalitet synes imidlertid også at være stærkt begrænset. Det er som om vi konstant er truet af tilbagefald til magisk og religiøs tænkning. Efter min vurdering kommer truslen mod det vi har opnået gennem rationel tænkning ikke primært fra de etablerede religioner, men i højere grad fra den instutionaliserede skepticisme, negativisme og pesimisme der bl.a. kommer til udtryk i den postmodernisme som nu hærger den vestlige civilisation. Dens ideologiske frugter er etisk og kulturel relativisme, multikulturalisme, lighedsmageri og en politisk korrekthed som ikke tåler modsigelse – en frelsthed og moralsk bedrevidende som forsøger at sætte sig selv uden for enhver kritik og demokratisk debat.
Det er på tide der bliver gjort op med postmodernismen og den florerende relativisme og historicisme. Et sådant opgør må i sagens natur ske ud fra et rationelt argumenteret og derfor rimeligt sikkert filosofisk grundlag.
Som sædvanlig vil jeg sætte pris på nogle kritiske relevante kommentarer, således at vi kan lære af hinandens viden og erfaringer, idet al udvikling beror på dissens, mens enighed tenderer mod konforrmitet ved at virke lammende og fordummende.
Hilsen
Ipso Facto :whistle:
--------------
"To an evolutionary psychologist, the universal extravagance of religious rituals, with their costs in time, resources, pain and privation, should suggest as vividly as a mandrill's bottom that religion may be adaptive." - Marek Kohn
_________________________
"Lad dig ikke forvirre af andre - kom først til mig." - Ipso Facto
Svar
Citer
