Mener du så, at man kan møde Gud i kirken eller moskeen? Kirken og moskeen som institution og bygning er skam også menneskeskabt.

At dele et stykke brød ud handler ikke alene om "et stykke ristet brød" men om selve handlingen akkurat som det at stå over for Kristi kors ikke bare handler om et gammelt stykke træ eller en figur af bronze.

Mvh
Anne

Input:

Personligt tror jeg at man kan møde G-D alle steder.. Som en rabbiner jeg talte med til en sammenkomst sagde: G-D er over alt hvor du inviterer Ham indenfor..

En af de ting som jeg virkelig er fascineret over ved de chassidiske jøder, er at deres grundlægger, Baal Shem Tov, 'erkendte' at G-D ikke kun kan nåes ved akademiske studier i yeshivaen, men (og måske endda i langt større grad) kan erfares i naturen.. Han havde for vane at bede i skoven mellem dyrene.. Jeg har selv prøvet dette, at bede i naturen, og det giver noget helt fantastisk som man ikke finder andre steder..

Hvad angår deling af brød og tilbedelse af idoler, så mener jeg ikke at det kan puttes i samme bås.. At dele brød i fællesskab (eller at spise et måltid sammen, som det jo reelt er) er et udtryk for samhørighed under samme G-D..

Idoler mener jeg er forkert.. Jeg kan godt følge eksemplet med at det symboliserer noget større, men mennesket har alt for ofte vist, at det et tilbede håndgribelige genstande er så meget lettere, specielt når vi står over for dem.. Se bare de mange eksempler med folk der knuger deres kors ind til sig, når de er i utrygge situationer.. Genstanden bliver en sutteklud og det forblænder deres tro til den virkelig G-D..

Bare et par tanker fra min side:o)

Mvh

Kære Anne

Jeg formoder at der skulle stå:
"Mener du så, at man kun kan møde Gud i kirken eller moskeen?"

svar: Nej, men det var et udgangspunkt til at begynde med. Jeg er godt klar over, at det er handlingen der ligger bag en oblat i kirken, men det jeg opponerer mod er at en bøf med en Allah formation på eller en stykke ristet toast med kristi ansigt på, i sig selv skulle være et mirakel.

Kære Peter

Jeg har lidt problemer med min computers netforbindelse for tiden, så derfor lykkedes det mig ikke i går at læse artiklen, men det gjorde det til gengæld i dag.

Jeg forstår udmærket dit standpunkt mht Allah på et stykke kød. Der ligger jo ingen symbolsk handling bag, snarere en autoritær tro, sådan som jeg umiddelbart opfatter de lærde imammers udsagn.

Nadverhandlingen finder jeg på mange måder som udtryk for et dybt fællesskab omkring og med Jesus, ikke blot som en kirkelig dogmatisk handling men derimod som en troens handling i et kristent fællesskab omkring Herren Jesus Kristus.

Du skriver så:



Nej, det var ikke just min hensigt, men nu hvor jeg har læst artiklen forstår jeg bedre dit udsagn. Og dog - jeg forsøgte nok at kaste lidt lys på, om det at længes efter Gud kan løses ved at henvise til kirken. Jeg mener derimod, at Gud er at møde i livets mange relationer, fordi vi på et dybere plan er forbundet med hinanden.

Men for en god lutheraner hedder det trods alt, at evangeliet skal prædikes og sakramenterne forvaltes, og dette foregår jo netop i kirken under gudstjenesten. Det betyder dog ikke, at nadverhandlingen er forbeholdt kirken eller en bestemt autoritet.

Mvh
Anne

Kære Borad

Tak for dit gode input.

Nu er jeg gået med i en udveksling omkring det at 'møde Gud'. Det giver mig lidt problemer i og med, at det kan komme til at blive et spørgsmål om, hvor og hvornår man kan møde Gud. Møder vi Gud i kirken, i synagogen, i skoven, ved vandet, ved alteret eller i mødet med sin næste? Findes der et princip for det at møde Gud?

For mig betyder Gud et gudsforhold, og dette er et forhold, der er betydningsfuldt i alle livets relationer. At invitere Ham indenfor er for mig at se det samme som at sige JA til Gud i livet, ikke blot som en idé eller religiøs tilbedelse, men derimod et JA til Gud i enhver relation (dette 'ja' finder jeg så i Kristus; han kalder, jeg følger efter..). Siger jeg nej, har jeg derimod valgt at afvise gudsforholdet. Her er jeg altså helt enig med den rabbiner, du talte med.

Jeg er også glad for Baal Shem Tovs udsagn om, at Gud ikke kun kan erkendes ved akademiske studier i yeshivaen. På samme måde må det forholde sig i andre religioner. F.eks. er mit studie ikke blot et udtryk for, at jeg vil møde Gud eller erkende Gud.

Hvis Gud er overalt, handlet det måske mere om, hvor vi er? Jeg tror ikke, at Gud er mere i naturen osv, men naturen kan give os en ro til at kunne fordybe os i bøn og lign., og vi kan have brug for et rum alene med Gud, hvilket nogle så finder i naturen og andre i kirken. For mit eget vedkommende finder jeg en god ro i nadveren. Det behøver ikke nødvendigvis være i kirken, det kan også være at nadverordene pludselig dukker op, eller at jeg holder nadver på anden vis dér, hvor vi er mindst to samlet om Kristus. Et sådant "måltid" eller for den sags skyld en fællesbøn eller et helt konkret kors ser jeg ikke som udtryk for en sutteklud, nej, det er alt sammen noget, der kommer til udtryk i gudsforholdet, og da dette forhold ikke er et intellktuelt forhold må vi også have kroppen med også forstået som os selv i livets mange relationer.

Mvh
Anne

P.S
Jeg er ikke så velkendt med de hebraiske termer du af og til bruger. Det vil være en stor hjælp, hvis du vil skrive i en parantes, hvad det betyder på dansk med mindre det er irrelevant.