Hej Arne du stiller mig følgende spørgsmål:
Skal det forstås sådan, at du udelukker "skaberkraftens skaberværk" - uanset af hvad art en sådan kraft måtte være - fra det spirituelle/religiøse
Mit svar til dig:
det skal forstås sådan at astrofysik og evolutionsbiologi er videnskaber, naturvidenskaber, der forsøger at nå frem til objektive (sande) beskrivelser af virkeligheden som den fx har udviklet sig over tid. Vigtigt at holde sig for øje er at det er så vidt muligt er objektive beskrivelser og der tilstræbes kun en objektiv beskrivelse forholdene.
Set fra den spirituelle eksistentielle side, den mystiske spirituelle side, må vi ikke udelukke subjektet, os selv. Her tales om hvordan jeg og verden/umwelt (evt den evolutionsbiologiske og astrofysiske mmm) vekselvirker og er sammenfiltrede, som fx et komplekst system (holistisk system (delen eller det partikulære har det hele i sig, universet i sig)), og udgør en unitiv virkelighed, altså det er hinsides eller supra, subjekt objekt spaltningen, subjektet og obejektet er ikke adskilt. Se eventuelt Edgar Morins beskrivelse hvad jeg her påpeger (1)*.
Derfor er der ingen konkurrence mellem objektiv naturvidenskab (astrofysik og evolutionsbiologi eksempelvis) og den eksistentielle spirituelle religiøse mystiske opfattelse eller forståelse. Ingen mennesker, teologer, der har interesse for de eksistentielle spirituelle religio dimensioner, kunne finde på at hævde disse som værende i konkurrence eller i strid med, eller skulle være kæmpende om det samme domæne, som de to naturvidenskaber astrofysikken (eller fysikken i det hele taget) og evolutionsbiologien, fordi de sidste ser på verden med objektive briller, hvorimod den eksistentielle spirituelle aldrig må være kun objektiv, da vi selv (dig og mig) her skal tænkes med som eksistentielle åndelige/bevidste væsner der lever i verden og verden i os (ånden i verden og verden i ånden (subjektet i objektet og objektet i subjektet (vores unitive mythologiske arkeånds virkelighed))), altså det er som jeg påpegede ovenfor, hinsides fornuftens normale måde at arbejde på, hvor vi objektiviserer, objektiverer, tingene, altså ser bort fra og udelukker os selv i disse vore objektive "jeg-det" beskrivelser (der jo ikke er eksistentielle), altså hvor vi spalter os selv fra, det subjektive fra, ser bort fra os selv, det subjektive. Som Tillich siger, så må selv og verden (subjektet og objektet) aldrig i en spirituel religiøs jeg-du
(her er verden/umwelt såvel som næsten, et levende du for os) kontekst adskilles, altså i forbindelse vores ekstatiske fornuft. Men samtidigt gælder at den ekstatiske fornuft ej heller må ødelægge eller svække på nogen måder vores naturlige fornuft, forstandighed og dømmekraft og videnskabelighed, videnskabelige vindinger herfra.
Naturvidenskab (under fornuftens ledelse) kan sagtens undersøge vores eksistentielle spirituelle religiøse dimensioner, forhold der gælder vores ekstatiske spirituelle fornuft; hvilket også sker indenfor psykiatri, psykologi og den ny videnskab om hjernen, men naturvidenskaberne trænger meget langsomt frem her og i sidste ende vil naturvidenskaben nok aldrig helt kunne redegøre for vores eigenweltske noumenale spirituelle eksistentielle friheds eller ånds virkelighed, hvordan det er at være Arne, Hans eller Simon (oplevet i suverræn første person perspektiv) og hvorfor vi vælger at gøre som vi gør
(hvordan vi handler kreativt/skabende såvidt vores samfund såvel som os selv, vores liv og personlighedsdannelse og udvikling, vækst som vores karakterudformning) og hvorfor vi fortrænger noget fra bevidstheden og ikke andet, hvordan det er gået til at vi lever i harmoni eller disharmoni vores egen natur, det ubevidste og især det kollektive ubevidste, hvilke valg i vores liv der har betydet en svækkelse vores sundhed og hvilke der har gavnet, hvilke valg der er demens befordrende eller modsat øger vores åndsfriskhed etc etc.. Jung er nok den empiriske videnskabsmand der er trængt længst ind i at forstå de eksistentielle spirituelle religiøse dimensioner der gælder vores liv, det ubevidstes, især det kollektive ubevidstes betydning for vores karakter -udformning og -dannelse, såvel som vores personligheds udvikling og dannelse (se mit forrige indlæg hvis man ønsker en forståelse af forskellen på karakterdannelsen og personlighedens dannelse).
Mange kærlige hilsner HansKrist.
(1)*:
Menneskeånden bor i sproget, lever af sproget og tager næring af repræsentationerne. Edgar Morin.
Myten er uadskillelig fra sproget, og ligesom Logos betyder Mythos oprindeligt ord eller tale.
Sproget føder Logos og Mythos som tvillinger, men efter fødslen går de hver til sit; Logos bliver den rationelle tale kommende fra en logisk objektiv ånd, der forestiller sig verden uden for sig selv; Mythos konstituerer den subjektive, enestående og konkrete diskurs ved en ånd, som er vokset sammen med verden og oplever den som sit indre. Senere blev Mythos og Logos modsætninger idet Mythos forekom Logos at være som en fabel, en legende blottet for sandhed, og Logos syntes for Mythos at være kødløs abstraktion, noget ydre i forhold til de dybere realiteter. Edgar Morin.
Arkeånden.
De to tankegange, den rationelle og den mythologiske, der er tæt forbundet i de arkaiske civilisationer, udvikles sideløbende i de historiske civilisationer og kan indgå i en forbavsende symbiose i vores moderne civilisation. Først og fremmest har den rationelle og den mythologiske tankegang fælles oprindelse; dermed mener jeg ikke blot ånd/hjerne i almindelighed, men de grundlæggende principper, der styrer åndens/hjernens operationer.
Mythologien er menneskelig. Dyrene er i deres beregninger uvidende om myten,og kan derfor forekomme mere logiske end vi med vores erkendelse. Man har længe troet, at myten var en primitiv illusion, født af en naiv anvendelse af sproget. Man må imidlertid forstå, at myten afslører en stadig levende Arketanke og ikke så meget en arkaisk forældet tanke. Myten stammer fra det, man kan kalde Arkeånden, som ikke er nogen tilbagestående ånd, men en Bagvedliggende Ånd, som i overensstemmelse med den stærke betydning af ordet Arke hænger sammen med de oprindelige kræfter og former i forbindelse med de hjernemæssige-spirituelle aktiviteters principielle og grundlæggende aktiviteter dér, hvor de to tanker endnu ikke er adskilt. Edgar Morin.
Svar
Citer
