Hjertensbange har jeg aldrig været, men hjertensglad har jeg alle dage været, spontanitet og diskontinuitet, det springende, frihed, dette at negativiteten (ekstatisk fornuft), set i forhold til fornuften og kontinuitet, årsagssammenhæng og naturnødvendighed, altså et brud, kan være noget positivt har fysisk sæde i sinusknuden, og styres smukt i forbindelse vores autonome nervesystems dualitet af nervus vagus som er den røde tråd ind i mit fysiske liv der er så fyldt med spontanitet og glæde, begejstring.
Af natur er jeg en hjertensglad dreng og ja som voksen mand er jeg det også på Bertrand Russell bedste vis. Det har han om noget lært mig, denne robuste psykiske grundindstilling, selv om ham og mig ikke er enig om alt. Bange har jeg aldrig været, eksistentiel angst og usikkerhed kender jeg faktisk ikke meget til, ihvertfald har jeg aldrig været et offer herfor.
simon skriver om mig, henvendt til treram:
- Du ka' ik' nå ind, ikke til ham, han sidder uhjælpelig fast i samme sætning -
okay så da
;) tihi fnis, jeg griber denne anledning (mit umættelige behov for opmærksomhed på billig baggrund skal tilfredsstilles) til endnu engang at tale om mig selv, mig mig mig mig og atter mig, som min bror siger om mine facebook opdateringer, i forbindelse med hvor mange kilometer jeg løber hver dag, min minimum er 17 - 18 km, dette er mit minimum, mit gennemsnit er noget højere, fx 175 km i efterårsferien.
Men jeg tror man med fordel kan prioritere sit liv og sin tid, den smule livstid vi har fået ved at springe mine narcissistiske pralerier over som bjørn gør det, men om nogen kunne finde på at læse noget selvbiografisk, så velbekomme:
mine gamle forældres reflektioner over deres to sønner, så forskellige, allerede da jeg var 4 år påstår mine forældre at jeg gjorde som jeg selv ville og det har fortsat lige siden, min egenvilje og egensindighed var så udtalt at de ikke kunne komme ind på mig og gøre deres indflydelse gældende for når alt kom alt valgte jeg kun min egen vej. Det var ikke stædighed i trodsighedsforstand, da jeg var et meget harmonisk barn, men det var stædighed i åndelig forstand, hvor jeg var i mit hovede, var en klog dreng de voksne ikke kunne løbe om hjørner med. Jeg var som lille dreng i mit hovede som kun få kan jeg se her i bakspejlens ulidelige klarhed. Min bedstemor sagde altid, der sidder et godt hovede på den dreng.
Det betød jeg gik mine egne veje, har færdet i naturen nat og dag alene (alene og alene, næsten altid med hunde ved min side), selv som dreng og det var min fars store stolthed at han havde en dreng der ikke var mørkeræd.
Dette har medført at jeg altid har stået selvstændig med hensyn til det sociale, i skolen, men pga mit udseende, tiltalende, og grundet min opførsel og mine præstationer især på idrætsbanen hvor jeg altid har udmærket mig, nød jeg til trods min enestående position, selvstændighed og solitude, stor respekt (både hos knægterne, men sørme også hos pigerne).
Klike og flokmentalitet har alle dage været mig en vederstyggelighed og jeg har ofte stillet mig i orkanens øje (ørertævernes holdeplads), når jeg nægtede at følge alfa hannerne i deres udøvelse af magt.
Igennem min skoletid og ungdomstid, har jeg haft 2 nære venner, og de var begge 2 år ældre end mig. Begge kommer jeg sammen med dem den dag idag, den ene har gjort stor karriere indenfor erhverslivet, og han fortalte sidste jul hvor vi var en flok gamle cykelrytter der var samlet, at han aldrig glemmer den dag på sportspladsen hvor han der gik 2 klassetrin over min klasse (vi var 5. 6. og 7. klasse der havde idræt sammen) i den grad blev sat på plads af mig i forbindelse hans naturlige alfa han autoritære adfærd der på idrætspladsen (hvordan jeg kom gående imod ham og satte ham på plads, det siger han at han aldrig har glemt). Fra den dag af har vi været venner og han har alle dage kaldt mig en Kriger, sådan opfatter han mig, fordi jeg altid har turdet stå alene op imod alle andre, som fx i skolen hvor jeg satte mig op imod de "store drenge" hvis de mobbede de svageste, de dårligst stillet socialt eller økonomisk eller fysisk udseendes mæssigt. Det gav respekt, og vel også lidt klammeri, slagsmål, fra tid til anden, men jeg var stærk som bare fanden, så også den side magtede jeg.
2 kærester har begge meldt ud at de ikke magtede forholdet til mig fordi jeg stod så alene imod resten af verden, ikke kun forældre generationen (generationen over os), men også vores jævnaldrende ville jeg ikke socialisere mig med, dele tanker, meninger og opfattelser med. Det må lige forstås at jeg aldrig har været 'adfærdsvanskelig' om man sådan kan sige det (altså umuligt at være sammen med), min opposition har været åndelig (tanker og meninger) og etisk når jeg satte mig op imod flokkens mentalitet og adfærd.
Jo ældre jeg bliver jo tydeligere bliver dette træk for andre og mig selv (hvilket vi idag har det forholdsvis sjovt med alle sammen), at jeg er meget enestående, står alene, og dette forhold vil der aldrig kunne ændres på, jeg går mine egne veje, især åndelig, må forstås, fordi jeg er så meget anderledes skruet sammen end folk er flest.
Jeg havde et helt psykologistudium (årgang) imod mig (men til trods var jeg forholdsvis populær). Jeg havde et helt medicinstudie (årgang) imod mig. Så tro mig, det er ikke første gang jeg har haft folk siddende på nakken af mig i årevis, så simons forfølgelse mig og kravlen på nakken af mig og sygelige kain abel besættelse af at kritisere mig og mene jeg er total idiot og ikke kan tillade mig at skrive og tænke som jeg gør, det forhold kender jeg fra min studietid. Sjovt nok har de værste 'tæger'/snylter i den sammenhæng altid været sproglige studenter, jeg har aldrig haft en matematisk fysisk student siddende på nakken af mig, altid kun nogle der havde fået en sproglig studentereksamen i sin tid, har valgt at forfølge mig ud i det psykiske kain abel sygelige overdrev. Dette forhold skyldes nok min ordblindhed, hvor jeg er super intelligent indenfor de naturvidenskabelige fag, men har det markant sværere sprogligt set. Da jeg kom på psykologistudiet havde jeg læst 2 bøger; Paw og Paw i Urskoven. Hvis der i skolen ikke var kommet geometri svær matematik og kemi og fysik, da ville jeg ikke have oplevet nogen former for succes i skolen. Men heldigvis blev jeg ret reddet af disse fag i 5. klasse husker jeg, og pludselig var jeg nr 1 i disse fag vel at mærke og alle vidste det, selv læreren. På psykologistudiet fik jeg at vide jeg trak psykologien i en medicinsk hvidkitlet retning, da jeg ville have alt skulle være på et biologisk grundlag, måske ikke så mærkeligt når det var den måde min hjerne fungerede på. På medicinstudiet var jeg til min klasse, hold, og min studiegruppes store forfærdelse, den eneste der i kemi og biofysik formåede at løse samtlige de utallige eksamensopgaver vi fik udleveret gennem hele året (alle vidste jo at min studentereksamen sagde 6,9 og at jeg havde fjumret rundt på psykologistudiet en årrække). På grund af min ordblindhed var jeg en del langsommere end mine medstuderende, hvis vi ser bort fra kemi og biofysik og ja genetik, hvor jeg i særdeleshed udmærkede mig til de andres store forbløffelse. Folk der kender mig, har gået på gymnasiet med mig eller på universitetet, de har alle respekt for mig, fordi de kender mine evner, men ofte møder jeg jo mennesker der ikke kender mig og som farer løs på mig så snart jeg åbner munden (simon, bjørn, michael er vel de 3 mest kendte her fra debatterne (hvor simon skiller sig ud ved at være direkte ondskabsfuld)). Jeg har før haft en simon siddende på nakken af mig, indtil mit netværk der fra min tid på Århus Universitet måtte gå ind og sanktionere i forhold til denne simon. Det var et eksistentiel chok uden lige for denne simon og det tog ham mange år igen at komme på ret køl og kunne omgås mig på en ny ordentlig måde, men det skete og han voksede derved som person, og gjorde karriere, fremskridt, hvorefter vi lige siden har haft et naturligt respektfuld forhold til hinanden hvor hans øjne hviler rolig på mig uden at være besat. Ingen tvivl om at han følte jeg gik ham i bedene og at jeg tog noget fra ham, som skulle være hans, som var hans domæne her i livet. Skal jeg se det fra hans side, så har det været et chok at se min begejstring og min fuldstændig anderledes tale omkring psykiatri og psykologi og virkeligheds udsyn i det hele taget. Han kom fra et akademikerhjem og jeg kom fra bonde, industriarbejder og endelig murermesterhjem og mit liv var fyldt med sport, elitesport, jeg var en fandens talentfuld cykelrytter, men optaget af næsten enhver form for sport, idræt. Jeg var centreret i den fysiske konkrete virkelighed og havde mit matematiske fysiske biologiske virkelighedssyn, hvorimod han levede i en akademisk sproglig virkelighed (og ja selvfølgelig var han sproglig student) qua sine akademiske forældre, deres tale/snak, deres aviser etc etc..
Det siger sig selv at simon 1 jeg omtaler ovenfor, der fra min tid på psykologistudiet og simon 2 her på religionsdebatten og trosfrihed, aldrig nogensinde vil formå at vælte mit virkelighedsbillede der er så vel funderet og grundet, fordi jeg allerede som mine forældre siger, siden mit 4. leveår, i åndelig forstand ikke har været til at rokke ud af mit eget sind og forstandighed, logiske stringente tænkning (ekceptionel god venstre hjerne halvdels differentiering). Havde jeg ikke haft de der succesoplevelser i skolen mht til matematik (ikke mindst geometrisk matematik, algebraisk matematik), fysik, kemi og biologi, og senere igen på medicinstudiet, da kunne det da godt være at jeg var blevet væltet, eller var til at vælte, og ville have opgivet at tro på mig selv.
Latteraliseringen (hjernedifferentieringen) begyndte allerede da jeg lå ved min moders bryst, hvor jeg kun ville hælde med hovedet til den ene side. Min mor og far sagde altid i sjovt at der måtte være sur mælk i den højre bryst. Min forældre siger at jeg allerede havde fået i dåbsgave med mig et meget enerådende temperament og at de påstår jeg vandt slaget om den åndelige selvstændighed allerede som 4 år lille dreng, svarer til Freuds trodsalder. Når jeg tænker tilbage her i bagklogskabens ulidelige klare lys så husker jeg godt at latteraliseringen indfandt sig meget tidligt for mig som barn, at jeg modsat mine jævnaldrende, altid levede i en indre dialog, ja så stor var lateraliseringen, differentieringen mellem venstre og højre hjernehalvdel. Mine jævnaldrende var altid optaget at noget udadtil, enten med hinanden (intriger ikke mindst) eller med legetøj eller slik. Huske at jeg undrede mig over at de ikke kunne holde sig selv oprejst og i balance, ja deres ubalance har altid undret mig, som at de altid var involveret i deres forældre, levede i en slags afhængig deres forældre. Som min mor siger, du kunne alting selv meget tidligt som barn, og endnu mere udtalt, du ville alting selv, vi kunne ikke få lov at komme ind over dig og dit liv.
Om jeg har været eller er, asperger, jeg ved det ikke og er også ret ligeglad; men nogle eksperter såvidt autisme i mit netværk som kender mig særdeles godt, de er delt i 2 lejre, dem der mener der kan være noget om snakken, men som sagt er der også nogle der totalt afviser denne tanke som det mest latterlige af alt, da de mener at kun få har så megen følelsesmæssig synkron medsving og empati i sociale sammenhæng (situationsfornemmelse) og at jeg endda spiller på dette med min humor og måden jeg kan underholde et helt selskab på som jonna og min onkel siger. Men et er sikkert og det er at jeg har en introvert centrovert åndelig selvstændighed og solitude med inde over mit liv som kun ganske få mennesker har med sig.
Apropos simons "- Du ka' ik' nå ind, ikke til ham, han sidder uhjælpelig fast i samme sætning -" ja jeg er stædig og åndelig selvstændig tænkende, som bare fanden og jeg opgiver aldrig, ALDRIG, der begriif, i den forstand er jeg Hegelsk firkantet oveni hovedet. Ordet eller der begriif har været med mig, siden jeg var en lille dreng, altid vandrede jeg alene nat og dag ude i guds natur og altid var der en at tale med, fordi Ordet, der begriif, havde indfundet sig i mit liv. Jeg har aldrig følt mig ensom, men har altid i min solitude, nydt at jeg ikke var alene og at intelligente mennesker aldrig keder sig, for guderne skal vide at jeg aldrig har kedet mig eller keder mig når jeg som sådan er alene, for min alenehed er ikke ensomhed, men solitude, i den forstand er der tale om split brain og corpus callosum samtalen (den noumenale dialektik (som jeg aldrig har følt var numinøs i R Otto forstand, men blot har følt og erfaret som at jeg var 2 personer)), dialogen mellem jeget og det ubevidste, især det kollektive ubevidste, er den Kristus der begriif klippegrund ("The Kingdom of the Son - which is the moment of differentiation or particularization as such") og sikre identitet mit liv er grundet på, grundlagt på. Det er det der gør at jeg kan høre, forstået som at jeg kan høre mig selv og føre samtaler med mig selv, hvilket jeg har gjort med en sikkerhed som kun findes hos ganske få børn. Og ja denne min gode kontakt til det kollektive ubevidste vil jeg ikke give afkald på, og ingen kan få mig til at vige fra mit livs individuationsproces i den forstand.
Det er vigtigt at forstå at jeg bevidst har valgt kritisk at studere, ja hele mit liv bygger på studier, at jeg har valgt at ville studere de her forhold jeg omtaler hos mig selv, altså at høre hvad andre har at sige, hvad siger fagfolk om det jeg beskæftiger mig med.
Som jonna, min mor og ja mine venner så ofte siger, jamen der er ingen mennesker der kender sig selv så godt fysisk som du gør Hans; og som ved så meget om psykologi og sundhed som du gør, og ja individuation og spiritualitet i den sammenhæng. Derfor kan du måske være din egen læge hele livet igennem uden nogensinde at blive afhængig af hjælp nogen steder fra, men hvad med os andre, der ikke har den samme forståelse af os selv og vores liv, sundhed, sind og humør, som du har fået qua din skæbne, dine studier og sære stædige eller usædvanlige stærke personlighed såvidt åndelig sjælelig autonomi i enhver henseende.
Som min bedre halvdel siger, du må ikke sammenligne dig selv med andre Hans, du skiller dig meget ud fra almindelig mand og kvinde i vores alder, både fysisk (ingen kan det du kan fysisk) og der er vel næppe nogen der både har forstået og studeret så meget om sundhed som du har, såvel som det psykisk sjælelig og da ikke mindst i åndelig filosofisk forstand også, mht Jung og individuation, hvordan et menneske kan udarbejde sit eget liv i nøje overensstemmelse visdommen i det kollektive ubevidste, såvel som det dæmoniske her, der kan sublimeres og indarbejdes til egoets fordel. Du har en fantastisk kontakt til det kollektive ubevidste siger min jung'ianske mentor, hende der fik mig til at skrive, ja nærmest tvang mig dertil og påstod jeg ikke kunne udvikle mig alene ved at arbejde som jord og betonarbejder på akkord og så drikke mig fuld og feste og danse fredag og lørdag, der skulle mere til. Du skal skrive Hans!!! Det er jeg sikker på du kan! Bestemt det var ikke tilfældigt jeg mødte hende.
Uanset hvad simon, treram og bjørn siger, så ved jeg hvad jeg kan og ikke kan, hvad jeg står for og i fremtiden vil komme til at stå for og jeg viger ikke fra min vej, min kurs ("samme sætning" simon; "der begriif" Hegel), uanset hvor upopulær og udskældt jeg bliver undervejs. Min kurs er sat og jeg kan ikke afvige derfra. Jeg ved hvor jeg skal hen og jeg tåler derfor alle besværlighederne med at nå frem til mit mål eller med at udarbejde det mit kald jeg føler ligger som en bestemmelse over mit liv.
Svar
Citer
