#8221 er åbenbart det samme som anførselstegn.

Kære Michael.





Kunne du ikke være så venlig at dokumentere din karakteristik af min "mesterlige debattaktik" samt din påstand om, at jeg mener at være altvidende.

Jeg kunne også godt tænke mig at vide, hvorfor du pludselig føler dig kaldet til at komme med negative kommentarer om mig.

Jeg har jo ofte efterlyst dokumentation af slige påstande, men aldrig fået andet svar end tavshed.

Er du tilfreds med dig selv og dine anklager?

Mvh

Ole Bjørn ;)

.

Har du ikke kaldt mig totalt intetsigende? Hvilken reaktion tror du at du får på en sådan udtalelse? Hvis jeg nu valgte at sige det kan du selv være (jeg tør ikke bruge anførselstegn) på en eller anden måde, så ville du benytte lejligheden til at påstå at jeg angreb dig. Og så er det min skyld. Du kan så, som Ipso Facto, anbringe mig på BLÅ STUE og ignorere mig, hvilket er en krænkelse af mig og min opfattelse, uanset hvordan den er, eller du kan påstå at jeg angriber dig. Men ligemeget med det.

Med hensyn til alvidende så vurderer jeg en person udfra dennes ydmyghed. Ydmyghed er netop, ikke at have et svar på alting, men nogle gange at lytte og bøje sig. Det gamle ord om at vis er den som ved at han ved hvad han ved og ved hvad han ikke ved.

Men nok om det, jeg har ingen agenda.

Kære Michael!

Som du kan læse i min replik til Anne i dag her i tråden, har jeg nu aktiveret mit mentale "spam filter", der opererer efter princippet: Ignoranter bør ignoreres.

Jeg ønsker derfor ikke på nogen måde at bidrage til at hænge andre debattører ud med navn eller forholde mig til deres debatstil. Min eneste reaktion på det som jeg anser for uaccptabelt vil således fremover være at ignorere vedkommende fuldstændigt, hvilket også indbefatter ikke at læse indlæg fra debattører som systematisk og konsekvent ødelægger den gode samtale med personfnidder eller andre negativiteter som intet positivt formål tjener i relation til at skabe forudsætninger for den gode, frugtbare og herredømmefrie samtale - en glimrende formulering som skyldes filosoffen Habermas.

Faktisk har jeg det med de groveste former for perfid ad hominum næsten på samme måde som fremgår af nogle scener i filmen "The silence of the lambs", hvor den grønne FBI agent Clarice Starling af sin erfarne chef, Jack Crawford, der er leder af FBIs afdeling for "Psycoprofiling" advares meget kraftigt mod monsteret Dr. Hanibal Lecter ("Hanibal the Canibal") som hun skal forsøge at lokke til at samarbejde for at identificere en seriemorder:

Jack Crawford: Believe me, you don't want Hannibal Lecter inside your head.

Jack Crawford: Look at it, Starling. Tell me what you see.

Jack Crawford: I remember you from my seminar at UVA. You grilled me pretty hard, as I recall, on the bureau's civil rights record in the Hoover years. I gave you an A.

Clarice Starling: A-minus, Sir.

Jack Crawford: Just do your job, but never forget what he is.

Clarice Starling: And what is that?

[cut to Clarice's first trip to the psychiatric prison]

Dr. Frederick Chilton: Oh, he's a monster. Pure psychopath. So rare to capture one alive. From a research point of view, Lecter is our most prized asset.

Som bekendt lykkes det for "kanibalen" at trænge ind i hovedet på den unge smukke FBI agent, spillet af Jodie Foster. For at samarbejde forlanger "kanibalen" nemlig en personlig modydelse - quid pro quo - og Clarice vælger at krænge sin sjæl ud om en traumatisk barndomsoplevelse, med slagtning af lam, for at fuldføre opgaven.

Efter at Hanibal Lector er undsluppet psykopatforvaringen kontakter han Clarice telefonisk, og demonstrerer sin magt over hende ved at stille et simpelt spørgsmål:

Hannibal Lecter: Well, Clarice - have the lambs stopped screaming?

Det står enhver frit for at drage sine egne konklusioner på grundlag af disse citater.

* * *

Jeg anskaffede mig og læste Bhagavad Gita for mere end 20 år siden, men jeg vil ikke påstå, at jeg blev alvorligt grebet af den oldindiske tekst.

Du skriver i et P.S.!:



Det er selvfølgelig min fejl, når jeg antager, at stort set alle er bekendt med "BLÅ STUE", der hos mange er indgået som et fast begreb i sproget. Det har intet med den lukkede afdeling at gøre, men derimod med en særlig holdning til tilværelsen, som kom til udtryk, da mange purunge mennesker demonstrerede imod irakkrigen i 2003.

Demonstranternes unge alder fik journalisten og forfatteren Claes Kastholm Hansen til at skrive en ironisk, ja karikerende kronik i Berlinske Tididende den 25. marts 2003 med titlen "Blå stue marcherer".

Kastholm hævder heri, at Blå Stue - vores danske lilleverden som ren børnehave - demonstrerer mod krigen, fordi verden i Blå Stue er ren og pæn, menneskene gode og solen skinnende; beboerne har eget værelse med tv og computer, mobiltelefon og 2000 kr. i lommepenge om måneden. Krig findes ikke i Blå Stue, altså må den heller ikke findes i verden. På Blå Stue holder man altid med den svageste, og da Saddam Hussein er den svageste i forhold til USA, så holder man med ham.

Men Blå Stue er følge Kastholm undskyldt, for de er nemlig blevet opdraget ubønhørligt hårdt til kun at anerkende de bløde værdier. Historien har man taget fra dem og dermed også de hårde og barske realiteter i verden.

Her følger teksten til kronikken BLÅ STUE MARCHERER, med min indledende kommentar fra borgerdebat.dk:

Blå Stue Marcherer Atter!

Indsendt af : Ipso Facto (IP Logged)

Dato: 17. March, 2008 16:09


En af de fineste og bedste kommentarer i debatten op til og omkring irakkrigen er farfattet af Claes Kastholm. Den blev bragt som kronik i Berlingske Tidende den 25. marts 2003.

I stedet for at demonstrere mod en humanitær krig som blev afsluttet for mere end fire år siden, men som givetvis kan kritiseres for at være stupid i den forstand, at den blev indledt uden klart definerede krigsmål og på et tvivlsomt grundlag, burde landets pacifister hellere koncentrere kræfterne og deres afsky for krig ved at demonstrere mod den islamiske jihadistiske ideologi som har inspireret og udløst mere end 10.000 dødelige terrorangreb mod civile siden angrebet på USA 11. september 2001.

Det forekommer mig at de USA-hadende pacifister på venstrefløjen intet har lært, men blindt og naivt marcherer videre mod en krig som ikke er mere og lukker øjnene fast i for de trusler den vestlige civilisation står over for fra de muslimer som tager kaldet til jihad mod de vantro alvorligt. Men det er selvfølgeligt helt ufarligt og omkostningsfrit at demonstrere mod USA, hvilket just ikke kan siges er tilfældet når der demonstreres mod islams fascistiske og jihadistiske elementer.

Derfor finder jeg det relevant her at bringe Kastholms gamle kronik om modstanden mod irakkrigen i sin helhed:


Kronik: Blå Stue Marcherer

Blå Stue demonstrerer mod krigen i Irak. For krig findes ikke i Blå Stue. Altså må den heller ikke findes i verden. På Blå Stue holder man altid med den svageste. Derfor holder Blå Stue med Saddam. Men Blå Stue er undskyldt. De er nemlig blevet opdraget ubønhørligt hårdt. Til kun at anerkende de bløde værdier. Man har taget historien fra dem.

Af Claes Kastholm Hansen, forfatter og journalist

Det var under en af de sidste dages heftige demonstrationer på Christiansborg Slotsplads mod den amerikansk-britiske krigsførelse i Irak og Danmarks på det symbolske plan betydningsfulde deltagelse i den, at den slap ud. »Hvem holder du med,« spurgte TV-reporteren en demonstrant, en pige, der vel var en 14-15 år. »Saddam,« svarede hun. Blå Stue havde talt. Blå Stue holder med Saddam mod »massemorderen Bush« og mod »Fogh, der har blod på hænderne«, som nogle af den ca. 7.000 mennesker store demonstrations paroler lød. En anden parole satte lighedstegn mellem Hitler og Bush.

Denne demonstration var - som de øvrige, vi har set siden Irak-krigens udbrud - i overvældende grad domineret af skoleelever, gymnasieelever og andre meget unge. »Hvorfor er Saddam blevet sådan,« spurgte en anden pige, der dog var klar over, at Saddam Hussein ikke ligefrem er en Guds engel. Det var i radioen, i et program, hvor børn spørger om krigen, så hun har nok været noget yngre end demonstranten, som holdt med Saddam. I hendes næste sætning lå kimen til hendes eget svar. Hun sagde: »Er det fordi han har haft en dårlig barndom?«

Blå Stue havde slået til igen. Ved en anden af de sidste dages demonstrationer blev tre af de meget unge demonstranter spurgt, hvorfor de deltog i demonstrationen. »Fordi vi er imod krig og for fred,« svarede de. »Kan der aldrig være situationer, hvor det er nødvendigt at gå i krig,« blev de spurgt. »Nej,« svarede de som med én mund, »man kan altid snakke sammen om det.« Blå Stue er overalt. Lad os tage den unge demonstrant, der kom til at sige, at hun holdt med Saddam. Det er sandsynligt, at hun ville have trukket lidt i land, hvis hun var blevet gået nærmere på klingen. Men der er noget symptomalt i hendes spontane svar. Hvorfor holder hun med Saddam? Fordi han - sådan som hele situationen er stillet op - er den svageste. På den ene side den mægtige amerikanske angrebsmaskine med dens overlegne teknologi og selvsikre talsmænd. På den anden side det værgeløse Irak med den ensomme Saddam. Mange mod én. Og på Blå Stue holder man altid med den svageste. Saddam bliver mobbet. Derfor holder hun med ham.

Lad os tage pigen, der i radioen spurgte, om Saddam havde haft en dårlig barndom. På Blå Stue er det blevet podet ind i hende, at man altid er et offer. Hvis man opfører sig forkert, er det fordi man er et offer. For sin barndom. For fristelser. For sin egen usikkerhed. For de andre. For samfundet. Stakkels onde Saddam. Jamen, hvad med de millioner af mennesker, der har været ofre for stakkels onde Saddam? De der er blevet dræbt i hans krige, myrdet med hans giftgas, henrettet af ham selv eller hans efterretningstjeneste, er ætset til døde i hans syrebade eller har fået skåret hænder eller tunge af, fordi de skrev eller sagde noget, han ikke kunne lide? Ja, hvad med dem? De eksisterer slet ikke i Blå Stues bevidsthed. Det indgår ikke i Blå Stues verdensbillede, at der kan begås sådanne grusomheder, og at der findes sådanne lidelser i verden. På Blå Stue er verden ren og pæn, menneskene er gode, solen skinner, og eget værelse med TV, computer, mobiltelefon samt mindst 2.000 kroner om måneden i lommepenge er en menneskeret.

Lad os tage de tre, der som med én mund erklærede, at de til enhver tid var imod krig, fordi man altid skal kunne snakke sig til rette. Sådan har det jo altid været på Blå Stue. Her findes der ikke det problem, der ikke kan løses ved, at vi snakker om det. Hvis to er sure på hinanden, sætter vi os ned og snakker ud. Hvis du er ked af den bums, du har på næsen, snakker vi den væk. Hvis du sørger og helst vil gå for dig selv, fordi din mor er død af kræft, så leder vi andre dig nænsomt hen til en stol, og så sætter vi os alle sammen ned og får en god, dyb snak, så du kan komme igennem dit sorgarbejde og tilbage til os andre på Blå Stue, hvor solen altid skinner og der fortælles dejlige eventyr om løven og lammet, der græsser fredeligt sammen side om side, efter at løven har fået bearbejdet sine barndomstraumer i en god snak med æslet.

På Blå Stue er verden ren og pæn, menneskene er gode, solen skinner, og eget værelse med TV, computer, mobiltelefon samt mindst 2.000 kroner om måneden i lommepenge er en menneskeret.

På Blå Stue er grusomhed noget, der var i gamle dage, og gamle dage er et ubestemt tågeland, der omfatter hele menneskehedens historie op til den dag, de selv blev født. Generaliserer jeg groft? Ja. Karikerer jeg. Ja, også det.

Men spørgeskemaundersøgelser blandt de nye historiestuderende på universiteterne viser - som Weekendavisens chefredaktør Anne Knudsen engang bemærkede i en kommentar - at de ikke er i stand til bare tilnærmelsesvis at placere Middelalderen i det rigtige årtusinde. Og her taler vi altså om mennesker, der må formodes at være interesserede i historie, siden de har besluttet at studere faget. Hvor tæt er så ikke tågen i hovedet på dem, der ikke er interesserede i historie? Anne Knudsen konstaterede, at »almindelige folk kan gå gennem skolen, årelange faguddannelser og bagefter gennem hele livet uden nogensinde at få bare den mindste anelse om, at Romerriget har eksisteret, eller at Danmark var katolsk i et halvt årtusinde. Hvad de ved om historien, er fuldkommen tilfældigt, afhængigt af lærernes kæpheste og personlige initiativer.«

Og på Blå Stue er interesser noget, der hører det personlige liv til. Som fritidsinteresser. Interesse for sit udseende. For sit sjæleliv. For et andet menneske. For en særlig beskæftigelse. Andre slags interesser er enten ikke-eksisterende eller illegitime, en form for snavset adfærd. Hensynsløst magtbegær, den interesse eksisterer ikke i Blå Stues idylliske verden. Derfor forstår Blå Stue ikke Saddam Hussein som en mand, der - hvis han fik magt, som han har agt - ville kunne finde på at stikke hele Mellemøsten i brand for at realisere sin panarabiske ambition som fører for den arabiske verden.

Og da Blå Stue ser realpolitiske handlinger som en særlig kynisk form for kriminalitet og forfølgelse af økonomiske interesser som illegitim, moralsk snavset opførsel, opfatter de krigen mod Saddam som en brutal, egoistisk utilbørlighed. Det drejer sig bare om olien, siger de, og det er egentlig rigtigt nok, blot ikke på den måde, de mener det. De mener, at den grimme Bush og hans venner i Texas kun tænker på at berige sig yderligere på de fattige araberes bekostning.

Mere nuancerede økonomiske realiteter indgår ikke i Blå Stues verdensbillede. Blå Stue lever jo i en overdådig rigdom og har altid gjort det. Så naturlig er rigdommen for Blå Stue, at de slet ikke lægger mærke til den. Rigdommen er der bare. Som naturlovene, der virker, selv om man ikke kan se dem. Så hvor skulle Blå Stue vide fra, at hvis en Saddam Hussein stikker Mellemøsten i brand, så bryder verdensøkonomien sammen? De fattige arabere bliver endnu fattigere, og Blå Stues fredsommelige lilleverden forvandler sig til en jungle, hvor kun den stærkestes ret gælder.

Det er rigtigt, at Vesten forfølger sine egne interesser i Mellemøsten. Det ville være en besynderlig kultur, der ikke forsvarede sig selv og varetog sine egne interesser. Men Vestens interesser er større end Vesten. En verdensøkonomi i kaos gavner kun få. En verdensøkonomi i ro gavner de mange og rummer i sig muligheden for at gavne endnu flere.

Den slags kunne Blå Stue strengt taget godt vide. Men Blå Stue er undskyldt. De er nemlig blevet opdraget ubønhørligt hårdt. Til kun at anerkende de bløde værdier. Man har taget historien fra dem og har dermed afskåret dem fra menneskehedens vældige erfaringsbank, der fortæller om had og lidenskab, grusomhed, storhed og godhed, om alle de motiver og mekanismer, der har dannet samfundenes mønstre. Man har holdt dem fast i en tidløs barneverden, hvor solen altid skinner, og man altid er gode mod hinanden. Man har formet dem i prinsessen på ærtens billede. Der skal ingenting til at gøre ondt. De er blevet rost og beskuet. Man er gået ind i deres privateste rum. Hvad føler du? Hvad tænker du? Må vi få din mening? Sig noget. Du skal ikke vide, du skal sige.

Stor er deres selvbevidsthed blevet, og heraf kommer det paradoks, som flere internationale undersøgelser har påvist: at danske skoleelevers viden er temmelig ringe, til gengæld er deres selvsikkerhed stor. Og nu marcherer Blå Stue så mod krigen i Irak. For krig findes ikke i Blå Stue. Altså må den heller ikke findes i verden. Det er ikke nyt, at der er demonstrationer mod krig. Aldersgennemsnittet er nyt. Men der er jo også mange voksne, der reagerer hårdt mod denne krig. Blå Stue sidder ikke kun inde i hovedet på nogle af dem, der tilfældigt er skoleelever og unge studerende netop nu. Blå Stue er den idylliske verdensforståelse, der har dybe rødder, men i takt med den voksende afstand til Anden Verdenskrig og velfærdssamfundets udvikling har bredt sig i det danske samfund, og som repræsenterer en infantilisering af bevidstheden.

Over for denne godhed, denne dybe menneskevenlighed, står så vi kynikere, der mener, at krigen mod Saddam er en nødvendig krig. Hvordan skal vi forsvare vores grimhed? Jeg har en gammel ven og kollega, der engang fortalte mig følgende oplevelse: Der havde været valg. Min ven havde stemt yderst til venstre, mod militær osv. Han mødte vores fælles redaktør, en fremragende og meget realistisk, stærkt forsvars- og USA-venlig mand (det var i Den Kolde Krigs tid). Redaktøren spurgte: Nå, hvad har du så stemt? Han fortalte det. Redaktøren rystede på hovedet og sagde: Sådan én som mig er til for at beskytte sådan én som dig. Kan vi kynikere ikke retfærdiggøre os over for Blå Stue på den måde? Med alle vore nedrige egenskaber og analyser er vi til for at beskytte jer på Blå Stue, så I kan føre jeres barnetro på den venlige og gode verden med ind i fremtiden.

* * *

Hilsen

Ipso Facto :whistle:



------------------------------
"We don't allow our enemies to have guns, why should we allow them to have ideas?" - Joseph Stalin

Tjah, hvad skal man sige. Clarice Starlings forhold til Hannibal Lector er besynderligt, men man må aldrig glemme at der er en instruktør med et budskab. Dog synes jeg at den første film er et kunstværk, ikke så meget de efterfølgende.

jeg bryder mig ikke om det kapitalistiske samfund, som USA er eksponent for og jeg bryder mig ikke om den verden som kapitalismen eller liberalismen skaber.

Jeg bryder mig heller ikke om indoktrinering uanset om den er muslimsk, eller som i Nordkorea eller Kina, en påvirkning af bevidstheden fra den tidligste barndom.

Men det jeg bryder mig om, en opvækst og et liv i frihed uden vold og magt, det kan jeg så sørge for bliver en realitet i mit eget liv.

Og så ellers gøre mig til talsmand for det alle andre steder.