ORDET

Mange billeder har sol og vind fortæret.
Templer er sunket i grus, søjler skilt ad og trillet
som store mønter uden præg ind i det dybe græs.
Guder er styrtet omkuld med gaadefuldt lukkede øjne,
altre blev hærget og ravne har bygget reder
i gotiske taarne hvorfra man om aftenen hørte de hæse skrig.

Tavler med skrift er glemt i kældre, fine tegn,
som fugles flugt eller spinkle løbende fødder,
tyder vi nu møjsommeligt, magtesløse.
For alle døde stemmer forandrer sig i vor mund.

Mørket falder paa hver en menneskeslægt.
I dag er det sommer, løvet grønnes i vinden,
bækkene spejler himlens vandrende skyer
og engen damper af sol. Men også "i dag"
og "nu" og denne henrykte summen
af bierne over de friske blomsterhaver
skal svinge ned og gaa under, prisgivet glemsel.

Også vore hænder skal slippe hinanden snart
naar solen er vandret igennem dyrekredsens tegn
og andre stjerner straaler på nattehimlen.

Men ordet, ikke dit eller mit, bestaar.
Underligt overlever det al forandring,
stadig det samme, i slægt med en kvindes sang
naar hun ubevidst gaar i sit hus og passer de smaa.
Som en nynnen i selvforglemmelse høres det stadig,
og datteren synger med moderens stemme, selv i sin alderdom.

Skærmet som lyset i stagen af varsomme hænder
mod mørket som overvælder og kuer os ned
og isner blodet, skinner uantastet
og skaber igen og igen den verden som ellers forgaar.

Ole Wivel (fra "Nike" 1958)