Hej Treram..

Jeg begriber egentlig ikke hvad du er usikker på, eller rettere, hvorfor du ikke synes at forstå hvad du fra starten egentlig havde begreb om ;)
Vi har jo set denne driven gæk med omgivelserne fra flere troende: de har et grundlæggende behov for at snakke om troen på overnaturlige fænomener, gerne kaldet ”spiritisme” osv. og således fører guden ud af religionen, fordi de ad denne vej tror deres overtro vinder gehør som noget interessant. Men det interessante ligger jo i, om der er en reel substans i det mennesker ønsker at formidle af information. I virkeligheden stjæler de på den måde bare et øre her og dér, m.a.o. bedriver de en slags missioneren som mange andre troende, så om de bedrager sig selv før de bedrager andre er i virkeligheden mindre interessant, da det væsentlige jo er, at de ikke kærer sig om kritisk stillingtagen til det de slubrer i sig.
Og når de altid hæfter sig ved de psykiske grundprocesser, ja så handler det oftest om at stimulere deres eget uregerlige opmærksomhedsbehov, ved at overføre det på medmennesker gennem illusioner i form af en fælles interesse for de sande beskrivelser af vores fælles verden, for det de viser er jo reelt egne fantasiproduktioner som de betragter som en psykisk realitet hos alle mennesker.

Deres problem er dog vedblivende, for det er slet ikke andre mennesker der har deres interesse, ej heller det at udvikle en kernesund fælles interesse for hvad der faktisk evner at rumstere i verden omkring os. Af denne grund væver de netop konstant rundt i nøjagtig samme suppedas i hvert et indlæg, hvor troende som Hans fx. bare tilskriver filosoffer en nutids problemer, mens de ret sjældent gider bruge tiden der skal til for at komme ind på livet af fortidens tankegang. Hvad der i den forbindelse er mere interessant, er at se fortidens tænkere i deres rette statur, altså som unikke i deres egen samtid. Det burde således sige sig selv, at man ikke som Hans fx. gør det, bare kan plumpe tænkere der var stærkt optaget af problemer i renæssancen, reformationen og oplysningstiden ind i nutidens problemer, for der er tale om en væsensforskellig memetik. Selv Heidegger må man forstå i lyset af hans egen historie, hvor hans undersøgelser af sproget evne og rækkevidde slet ikke handler om ”spiritisme” og gudetro, mens hans menneskelige grundsyn som du tidligere var inde på, i dén grad kan betvivles, hvilket Hannah Arendt m.f. nuslede lidt om.

Spørgsmålet nogen måske kunne nusse lidt med er, om Hans over natten pludselig skulle være blevet uden gudetro, men ærlig talt, skider bjørne på Rådhuspladsen? Så mon ikke bare det er det samme evindelige opmærksomheds tull; jeg mener, der er jo stadig ingen substans, ingen virkelighedsorientering med en forklaringskraft i det skrevne. Så det er ikke værd at bruge tid på, det her – hvilket er den samme historie, om og om igen...;)

mvh
Simon

spiritisme og den relaterede gudetro har jeg aldrig været beskæftiget med, overhovedet brugt tid på.

hvem andre end løgnens far her på siden, pseudodebattens (1)*
opfinder, kan finde på at sige sådan

(1)*:

pseudodebat er at man skyder sin moddebattør/modmenneske (modstander) (ikke meddebattør/medmenneske (medstander)) alt hvad man lyster, af selv løgn og forkerte påstande, i skoene, som man så bagefter stiller sit modmenneske, modstander, til regnskab for.





åh for pokker, nu begynder det at dæmre for mig, den filosofi liderlige simone, kender Heidegger fra Rüdinger Safranski og nok fra nogle essays af Hannah Arendt.

Men som ovennævnte sætning viser, så misforstår simone, ikke bare Heidegger, men også Arendt, der holder med Heidegger i at vi står i en fortsat samtale med traditionen (vores fortid og historicitet) for at kunne forstå vores nutid, og dette gælder det enkelte menneskes liv såvel som menneskehedens. Og dette går selvfølgelig igen, når kommende generationer skal forholde sig til Heidegger og Arendt, ingen af dem har nogensinde overset dette forhold.


Det burde således sige sig selv, at man ikke som Hans fx. gør det, bare kan plumpe tænkere der var stærkt optaget af problemer i renæssancen, reformationen og oplysningstiden ind i nutidens problemer

det er overhovedet ikke det der er på tale hos Berdyaev; Tillich; Heidegger eller Badiou.

Og jo man kan netop af fortidens tænkere lære ikke så lidt som Heidegger og Tillich og Badiou mmfl alle har bevist. Din forherligelse nutiden og forsøg på at bryde af 1) for en fortløbende samtale med traditionen og 2) kritisk opgør med hvordan vi i nutiden har fået fortiden overleveret og præsenteret, er ikke i overensstemmelse med Arendt, endsige Heidegger. Du kan så afvise Tillich, Arendt, Heidegger, Gadamer, Habermas og andre der forstår både det enkelte menneske og menneskeheden ud fra vores historicitet, tiden, vores tidsligheds bestemmelse. Men netop her er Heidegger fremragende (såvel som Berdyaev, Bergson som andre eksistentialister fra kontinentet), selv for nutiden, i hans/deres fremragende forståelse af mennesket set under tidens bestemmelse over dets liv. Noget psykiatrien og eksistenspsykologien har ikke så lidt fokus på, fx i forbindelse psykoser og stress sammenbrud, hvor netop hukommelsen, menneskets orientering i tiden (dets tid/liv), ser ud til at blive ødelagt, hvorfor de ikke kan strukturere deres liv mht fremtiden, noget af det vigtigste overhovedet hos Heidegger.

Stop dog din pseudodebataktivitet og dit bullshit med at skrue dig selv op til at være ekspert i Heidegger og filosofisk ekspert i det hele taget, du er ingen af delene, tværtimod er du lidt smådum på det hele. Aldrig i mit liv kunne jeg finde på at fremstille mig selv som du gør det. Jeg elsker filosofi, og jeg elsker at være i selskab, samtale, med især visse af mine favorit filosoffer. Måske en noget sundere beskæftigelse (ihvertfald mere udfordrende for intellektet) end din overdrevne fokus på sød fiktion og sentimental poesi (måske meget forståeligt at du gerne vil ha noget af al den sentimentalitet og sød fiktion dit liv kredser om, som er ved at kvæle dig, projiceret over i hovedet på de 'troende', hvem de så end er i dit forvirrede univers).

Fordi du har haft fingrene i Rüdinger Safranskis bog om Heidegger og denne var max hvad du kunne kapere af Heideggers filosofi, så er du sgu da ikke ekspert mand. Du er ganske ordinær, og lidt små omtåget i hovedet af lediggang, for megen kaffe og for mange smøger til læsning af dagbladet information, som gør at du tror en hel masse om dig selv. Lægger man så oveni at du er direkte ondskabsfuld, ondsindet i et og alt i din debatadfærd her på stedet, så bliver du sgu så ynkelig og grimt et menneske at stifte bekendtskab med.

Du har virkelig meget at arbejde på mand, drop dine løgne, drop din pseudodebat aktivitet (det er inerverende i længden) og drop din ondsindede intimiderende forfølgelse af visse debattører, igen noget der i længden er noget så inerverende og ødelæggende for os alle. Tænk at du ikke selv kan se dette. Tænk at du ikke i tide, har taget skeen i den anden hånd.

Find fx i mine indlæg et eneste sted jeg har været beskæftiget med spiritisme. Aner du i det hele taget hvad forskellen er på spiritualitet og spiritisme. Var Hegel også beskæftiget med 'spiritisme'?

du er syg i hovedet af jalousi, og ja din pen er ej heller noget at skrive hjem om, og det er nok det der smerter dig mest af alt (denne Kain Abel dybe misundelse). Mit råd til dig, find glæden igen ved at være beskæftiget med litteratur eller filosofi (og la være med at puste dig selv op til noget du ikke er) og drop dine løgne og dit ondskab, og du ville få et nyt og meget bedre liv mand. Bare jeg havde en samtale med anne i sin tid var mich syg i hovedet af jalousi, og nu begynder du at udvise de samme symptomer, blot fordi jeg svarer Treram. Slap dog af simon. Du er som en åben bog, du udstiller dig selv og dine primitive følelser og motiver og gør dig selv til grin.

Hey Arne, jeg har ikke glemt dit spørgsmål til mig, men det er svært at svare en mand som dig der endnu aldrig har forstået det jeg skriver, til trods for at jeg mener det er så skarpt og tydeligt at det gør ondt i øjet og dybt ind i sjælen og vores bevidsthed.

i formiddags var min meditation som følger:

"religion is an aspect of the human spirit" Tillich, og det er det idag som for flere tusinde år siden. Comte har ikke ret i at det er et primitivt overvundet stadie for det moderne menneske (hvilket nutiden også er et bevis på),

det der er primitivt er 1): en tale om Guds eksistens; og 2): en sådan Gud som årsag til universet og menneskets oprindelse eller bare som forklaring på forhold i omgivelserne eller verden. Dette er non-sense tale og snak siger de tyske eksistentialistiske teologer i kor.

Ingen tysk teolog har siden Kant overhovedet været skyld i disse forbistringer, sammenblandinger og misforståelse såvidt kategori afgørelserne eller såvidt hvad er sagens emne, vores subjekt, hvad er det vi taler om.

Ofte er teologerne bedre til at skelne mellem illusioner og virkelighed end selv ærke ateistiske naturvidenskabsfolk, og dette skyldes at teologens første højeste prioritet for al tænkning og resonnement, er ikke at projicere eigenweltske spirituelle forhold ud på omverdenen.

Altså dette at kunne skelne mellem eigenweltske numinøse, tingene i sig selv, forhold og fænomenverdenen, som verden træder frem for os (Kant siger drillende (men konsekvent set mener han det ikke om man læser alt hvad han har skrevet)) at det sidste forhold er det eneste vi kan vide noget om, Schopenhauer, Nietzsche, Bergson og Einstein protesterer vildt herover, og med god ret, de vil alle dybere og bagom fænomenverdenen, bag om som verden fremtræder for os umiddelbart.

Altså eigenweltske eksistentielle "ekstatiske spontane vertikale numinøse" spirituelle forhold, bør holdes på den vertikale spirituelle friheds hjemmebane hvor de hører til og ikke projiceres ukritisk ud på omgivelserne og her udgøre forklaring på forhold i verden.

Men da eigenwelt og mitwelt er fuldstændig sammenfiltret, vil menneskets eigenweltske eksistentielle "ekstatiske spontane vertikale numinøse" spirituelle forhold have relevans for samfundsudviklingen, historien.

Dette betyder at ud fra en religiøs eksistentialistisk betragtning er mennesket ikke et totalt offer for omstændighederne eller traditionen, men mennesket har i sin magt kreativt spirituelt at kunne forandre historiens gang, forandre samfundet og ophæve tradition og sædvaner.

Her går Grundtvig/Herder og Hegel/Marx og tysk teologi hånd i hånd, som de gør det med oplysningstiden og de moderne samfundsomvæltninger, 'revolutioner' og ja endnu længere tilbage, nemlig renæssancen (humanismen) og reformationen.

Tysk teologi har altid været i overensstemmelse med menneskets moderne naturvidenskabelige og historiske verdensbillede og bevidsthed, selvforståelse. Hvilket ikke på samme måde har været tilfældet for england og amerika.

Dog må vi retfærdigvis sige at amerikanerne uløseligt har forbundet demokrati (som menneskerettigheder og fx slaveriets ophævelse) og evangelisk kristendom (hvilket vi ser selv den dag i dag), dog på en højst kluntet, teologisk set urigtig måde i de konservative kredse.

Er ens kristne 'spirituelle' ståsted, den tyske teologiske, filosofiske (religionsfilosofiske) eksistentialistiske med psykoanalysen med inde over (især begyndende med Kant, men med dybe rødder i Descartes og Pascal også), da er Dawkins religionskritik uden bid og dyb forståelse af vores subjekt:

RELIGION AS AN ASPECT OF THE HUMAN SPIRIT. Dette har intet at gøre med kun subjektivisme og psykologisme, altså subjektive og psykiske forhold. Dette har de store eksistens tænkere, som fx Marx og Heidegger mfl.a. godtgjort.

Fx er eksistentialerne ikke kun forhold der kan forvises til subjektive indre psykiske forhold. Nemlig er ånden i verden og verden i ånden, eller hovedet i naturen og naturen i hovedet.

Menneskets kastethed, menneskets eksistens er forud for sig selv en i verden væren, en tilstedeværelse i verden, og mennesket er optaget af konkrete verdensforhold på en intentionel måde, der findes en iboende rettethed i vores adfærd.

Jøderne siger i den sammenhæng om vores eksistens rettethed og intentionalitet, at ånd er at være ude på noget, mennesket har ånd i den forstand at det er ude på noget (zoologisk kunne vi sige, færten styrer vores færd).

Vi kunne også sige det på en anden måde, menneskets bevidsthed er altid en bevidsthed om noget, subjekt og objekt er uløseligt forbundne, og vi kan ikke tage udgangspunkt i et erkendende subjekt, om vi vil forstå vores eksistens.

For vi er allerede engageret og involveret i hinanden, lige fra de nære personlige libido relationer til de store historiens og politikkens forhold, som de kulturel sproglige skolings og uddannelses forhold.

Sproget er det hus vi bor i og ikke kan falde ud af igen. Forudsætningsløs erkendelse findes ikke. Derfor står vi altid i et levende hermeneutisk dialog med vores fortid, individuel (psykoanalysen) og på menneskehedens plan, historien og filosofien (inklusiv teologien), altså vi deltager i verden 3 diskurserne (det er også i den sammenhæng 'memer' (meme'tikken) skal anskues og forstås). Som Chomskys generativ grammatik, så findes der også original generativ memisk verden 3 diskurs grammatik, hvor vi forholder os til objektive forhold der gælder vores eksistens. Eksistentialerne er også på spil, på tale, her. I en tekst skal man ej kunne forstå alt, der skal være en gulerod for læseren, og det sidste her er meget svært for den utrænede. Det er også her at folk råber og skriger op om at jeg vrøvler og har misforstået alt


Idag forsøger new age, den ny tidsånd, at springe sproget, tænkningen, bevidstheden, hjernen (især forhjernen) over, men de ender derved i naiv sensualisme (1)* og subjektivisme, en alvorlig form for demens eller sentimentalitet man hermed uheldigvis udfordrer sig selv med, flirter med.

(1)*:

Something of this kind of immediacy happens in a low form of sense perception. Tillich is, I think, trying to describe an analogue of this in a spiritual nonsensory experience. "'a spiritual nonsensory experience', er en numinøs spirituel erfaring, under Tillich kategorien eller begrebet, ekstatisk fornuft. Se videre nederst på siden under (1)* herom.


Ofte er depression og demens tegn på en følelsesmæssig død/statisk kontinuitet (subjektivisme hvor man grunder i sig selv, selvkredser), ond og syg, stofskifte sygdom (i hjerne såvel som kroppens organer), eller en nærværets sensualisme død/statisk sentimental kontinuitet (mindsfulness), der gør at man mangler ekstatisk diskontinuitet, kreativitet, skabelse og forandring, vækst, hvor man bliver sig selv fri og løs (i mindfulness bliver man ikke sig selv fri, man overgår (transcenderer) ikke sig selv på ekstatisk vis (alt ekstatisk kreativt afvises af mindfulness)), altså der er mangel på ekstatisk spontanitet og kreativitet, spirit, humør og humor, selvironi (ubalance i neurotransmitsubstanserne serotonin og dopamin og hormonet adrenalin grundet manglende kontakt til vores sympaticus kamp/flugt system), som er det Tillich behandler under ekstatisk fornuft.

Mennesket er selv herre over dets mangel på ekstatisk fornuft i langt højere grad end den psykologiske, psykiatriske medicinske videnskabelighed idag har forstået. I takt med psykofarmaka og dets indtog i vores moderne hverdag (lige fra ADHD medicin til antidepressiva og angstdæmper mm), vil der opstå en ny bevidsthed og forståelse for vores 'naturlige' ekstatiske fornuft (dog det er mere kulturel sproglig end det er naturlig), og at vi via denne, om den trænes, erkendes og vi tager den til os, vil kunne holde os totalt fri af 'materia medicina'. Idag tror vi at psyskofarmaka er nødvendig, imorgen ved vi at vi i langt højere grad selv har herredømmet over vores mentale og psykiske tilstand, dersom vores religiøse eller ekstatiske fornuft er i fin form.

Ikke at jeg er total modstander af psykofarmaka, jeg har set fantastiske virkninger hos mine omgivelser der er viklet ind i en fortravlet hverdag, og hvor psykofarmaka ihvertfald på kort sigt, om arbejdet og karrieren skal fastholdes, har sin berettigelse. På lang sigt, ville krisen og sammenbruddet og bevidstgørelsen i den sammenhæng, måske dog have været at foretrække, da et oprør imod umulige arbejdsbetingelser som en besindelse på hvor ens egne grænser går, ville have været at foretrække, for personen såvel som for vores samfund.

Kun en person kan hjælpe et andet menneske med dets personlige vanskeligheder, så det kræver kostbart 'Roger' psykoterapi (læs tidskrævende), hvorfor piller, psykofarmaka, er den nemme løsning både for lægen og patienten. Allerede Schelling så hvordan kun er person kan hjælpe et andet menneske der er i personlige vanskeligheder omkring sit liv og sin eksistens. Kun en person kan hjælpe eller helbrede en person, der er syg eller står i personlige vanskeligheder, i en eksistentiel krise. Dette er iøvrigt kristendommens særkende, at vores gudsforhold er et personligt 'Bubersk' JEG-DU forhold, og ikke et jeg-det forhold. Altså er vores gudsforhold ikke at finde i noget, i det, men i vores JEGs forhold til et DU, en anden person. Indenfor udviklingspsykologien, den moderne psykoanalytiske hvor neurovidenskab er inddraget, ved man at det primære JEG-DU forhold mellem moderen og barnet, allerede skaber og modulerer hjernens hyperkompleksitet og neurobiologiske karakterstruktur, som man med fordel af kan profitere af som voksen.

Men selv senere i livet, lever mennesket i et JEG-DU forhold, såvidt kærlighed og såvidt dets SOLITUDE EGO-SELF identitet, dets personlige Gudsforhold og forståelse, der altid sættes af et DU der taler til os, tiltaler os, kalder os, nemlig er vi KALDEDE, altså samvittighedsfulde tænkende SPROG/ORDET (2)* brugende væsner såvidt vi altså tilhører Kristus, er i Kristus, i vores KALD også, og ikke bare i vores stand, uden OPRØR og KALD, Spritual Courage, hvor vi modigt kæmper for humane forhold, for menneskelighed og da især det enkelte nødstedte menneske vi har foran os, finder på vejen, vores livsvej, vej gennem livet. Vi må ikke være konfliktsky, alle har brug for et ansigt og en personlighed, altså menneskelighed, at spejle sig i og mærke omsorgen fra.


(2)*:




mvh HansKrist.



(1)*:


Dorothy M. Emmet skriver i bogen "The Theology of Paul Tillich" i hendes artikel: "Epsitemology and the idea of revelation" følgende:

Kære Hanskrist,

Nu er det dig, der bliver "udsat". Og sådan svinger skæbnens pendul uafladeligt. Min sympati - og det opdagede jeg allerede, da jeg var 7-8 år, og jeg fandt ud af, at jeg holdt med den, der var ved at tabe i bordfodbold, hvilket kunne skifte flere gange under en enkelt kamp - ... min sympati er altid med den, de andre hakker på. Tidligere har jeg forsvaret Arne, og nu vil jeg forsvare dig. Det må vel være sådan, at jeg forstår jer alle sammen, og at jeg er - men kun delvist - enig med jer alle i et eller andet aspekt af det italesatte her på debatten.

Jeg ved efterhånden, hvad det vil sige at stå alene og gå imod strømmen. Og det er et træk, jeg påskønner hos andre, når jeg ser det.

Nå, tilbage til dig. Du skal have et ord, der efter min mening beskriver både dine tekster, dig selv og måske også, hvad du står får - din spiritualitet måske:

GEJST. Betydning: STOR LYST og INSPIRATION.
Synonymer: ENTUSIASME, ENGAGEMENT.

Jeg forstår også godt, hvad du skriver, når vi tager det sætning for sætning. Men disse netdebatter er efter min erfaring sjældent (aldrig?) et mødested, hvor folk nysgerrigt søger at inspirere hinanden. Det er og bliver nederdrægtig kamp.

Men lad os slutte af med noget positivt, dig:

GEJST. Betydning: STOR LYST og INSPIRATION.
Synonymer: ENTUSIASME, ENGAGEMENT.

Kærlig hilsen
Thomas