jeg har sagt det flere gange, gentar det gerne, at det der sker under meditation, det der kommer op under meditation, er nøjagtig som Jung har beskrevet individuations processen.

og ja vore relationer og den måde vi relaterer vores omgivelser er nøjagtig at finde i 1): persona contra skyggerne,, 2): vores modsatkønnethed, seksualitet, altså animus anima delen af vores bevidsthedsliv sjæle og drømmeliv, 3) arketyperne (inklusiv vores fylogenetiske mere primitive dyresjæl) og så 4) selvet, hvor vi rummer det hele, mennesket er det eneste væsen der kan rumme hele universet (og rumme alle andre mennesker med sympati, rumme menneskeheden, broder søster skab), altså mennesket er et mikrokosmisk væsen, hvor vi ikke blot er en del af universet, men hvor hele universet istedet er en del af os, det vil sige vi ikke står udenfor og fremmed tilværelsen, altså syndefaldet, vores fremmedgjorte tilstand, men vi føler os hjemme og i affektiv kontakt og harmoni, forening og samhørighed universet, eller alt levende og skabt.

William Blake.



"Infra Lutheranum"; namely, the view that the finite is capable of the infinite (1)*, and consequently that in Christ there is a mutual indwelling of the two natures. This difference means that on Lutheran ground the vision of the presence of the infinite in everything finite was theologically affirmed, that nature mysticism was possible and real.""

(1)*:

denne form for Kristusmystik finder vi udtrykt hos Goethe; Hölderlin; Novalis; Eichendorff; Nietzsche, George og Rilke siger Tillich

Den stammer fra Paulus:

Paul's mysticism was not like the mysticism elsewhere described as a soul being at one with God. In the mysticism he felt and encouraged, there is no loss of self but an enriching of it; no erase of time or place but a comprehension of how time and place fit within the eternal. A. Schweitzer.

there is no loss of self but an enriching of it; no erase of time or place but a comprehension of how time and place fit within the eternal.

som det kommer til udtryk hos William Blake og som Jung forstår Selvet.

mange kærlige hilsner HansKrist.

PS:

det er vigtig at forstå det religionsfilosofiske principielle der er på tale ovenfor. Som er at der ikke hos Paulus, Luther (protestantisk paulinsk mystik), William Blake, Tillich, Jung mmfl. er tale om et tab af "ego-self" strukturen. Ligeledes sammentænkes selvet og verden altid, som vi så flot fx ser det hos Heidegger ifølge Tillich.

Men det er ikke uafhængig af os som tænkende sproglige væsner: Man is free, in so far as he has language. With his language, he has universals which liberate him from bondage to the concrete situaiton to which even the highest animals are subjected (2)*. Tillich. men dette forhold er en længere snak som jeg ikke yderligere vil komme ind på her, men som igen viser noget religionfilosofisk principielt mellem østlig og vestlig mystik, hvor man i vesten hverken ser ego-self structuren eller tænkningen som en forhindring, men snarere som en forudsætning for "kontemplation" og mystiske erfaringer, numinouse erfaringer tilhørende vores ekstatiske fornuft.

(2)*:

du bryder dig åbenbart ikke om William Blakes digt:



eller det:

"Infra Lutheranum" princip; namely, the view that the finite is capable of the infinite, and consequently that in Christ there is a mutual indwelling of the two natures. This difference means that on Lutheran ground the vision of the presence of the infinite in everything finite was theologically affirmed, that nature mysticism was possible and real.""

begge forsøger at udtrykke det samme, at mennesket er et mikrokosmisk væsen.

Tillich kan måske skrive så overbevisende at du får øjnene op for hvad der er på tale:





mennesket er måske det eneste levende væsen der har alt i sig, det der gælder fysisk, har mennesket, det der gælder for biologisk liv, har mennesket, det der gælder psykologisk liv og bevidstheds liv har mennesket, det der gælder for åndeligt liv, selvbevidsthed og historisk bevidsthed, har mennesket i sig etc. Og det har det som et organisk hele, det kan forholde sig til ellers ville mennesket gå i stykker, tilintetgøres og opløses af de selv samme kræfter/liv, ophøre med at eksistere.