Hej Ole Bjørn

Jeg er ked af, at jeg har givet dig det indtryk, at jeg ikke lytter. Eftersom jeg mener, at det, at se og lytte er det vigtigste af alt, så lytter jeg selvfølgelig også selv.

At lytte er en handling i sig selv, som omverdenen ikke umiddelbart kan se, men ens opfattelse bevæger sig og forandrer sig konstant mens man lytter og ser.

I stedet for at beskrive det som, at man konstant skifter mening eller udvikler sig, vil jeg hellere beskrive det som, at den kloge aldrig danner sig en fast mening om noget men blot lytter og ser for at forstå.

Lignelsen om elefanten er god og viser hvordan vi alle opfatter virkeligheden udfra vores begrænsede synspunkt.

Ser man dette har man allerede løftet sig ud over sin egen begrænsning.

Man er derfor ikke længere trælbundet af en bestemt opfattelse, men kan pludselig bevæge sig frit.

Det forunderlige når man engang har fattet hvad sandhed er, er at man ikke længere er bundet af sit ego. Det er dette lille forfængelige selv, som er årsag til det meste uvidenhed i verden.

Tænk dig en mand som i 25 år utrætteligt har forfulgt og underbygget en bestemt teori. Pludselig en dag går det op for ham, at hans teori er fuldstændig forkert.

Med et snuptag vikler han denne teori af sig og følger det nye spor han har opdaget.

Le ikke. Historien er fyldt med historier om det modsatte, tænk bare på Kennewick manden.

jeg kan ikke kræve, at nogen lytter ligesom jeg heller ikke kan foregribe hvad de vil høre og se hvis de kunne lære at være stille.

Men jeg gider ikke tale med mennesker der konstant citerer hvad andre har sagt. Jeg vil hellere lytte til mennesker der danner sig deres egen mening udfra et ærligt forsøg på at leve og forstå deres eget liv.

Ingen af os kan leve alle de liv som er mulige. Ingen af os kan opleve alle oplevelser. Derfor kan vi altid lære af hinanden og tale sammen. Men om vores egen forståelse - ikke hvad andre har sagt.

Hvis alle de nævnte personer i din lille lignelse nogensinde opdagede, at de havde fat i hver deres del af en elefant, så er jeg sikker på at det var fordi de begyndte at kommunikere og tale og lytte til hinanden.

Hvis det kan trøste dig, Michael, så anser jeg dig for det mindste onde af de fire nævnte. Jeg har tidligere fortalt dig, at jeg synes du skulle beskæftige dig mere med filosofi og digtning, for det tror jeg ligger bedre for dig end for mange andre.

Men det er din kommunikationsform, der hører under det ulidelige. Kryptiske udtalelser fremmer ikke forståelsen. Du skaber selv en afstand mellem dig og andre, og derfor virker dine udtalelser ofte stupide og rethaveriske. Brug klart sprog. Husk at al kommunikation sker på modtagerens betingelser, så det hjælper ikke at tale i et sprog, som modtageren ikke forstår.

Mvh

Ole Bjørn :o)

Hej Ole Bjørn

Du har ret i, at jeg løb lidt af sporet, de jeg begyndte at kalde mig selv for Gud i min irritation over Hanskrist. Men det var nu meget sjovt.

Bortset fra det, så mener jeg nu ikke, at jeg skal finde en eller anden laveste fællesnævner for meddelelse som enhver kan forstå.

Det formoder jeg, at du forstår ellers ville du vel tale til f.eks. Arne på en anden måde end du gør. Sætter du dig ind i hans betingelser, oplyser du ham, leder du ham på rette vej?

Det meste af hvad jeg har at sige er ganske svært forståeligt.

Kig dig omkring, Ole Bjørn, på den frustrerede menneskehed.

(Menneskets ulidelige snæversyn - måske jeg skulle kalde dig for misantrop? )

Frustration er, som bekendt, uopfyldt begær.

Kig dig omkring, endnu engang.

Kan dine øjne se det uendelige ocean, som ligger bag en venlig handling?

Men ellers vil jeg takke dig for at være den mindst ulidelige af de fire, som du har nævnt. Er det at være noget eller ikke at være noget?

Kære Michael.

Det er ikke min opgave at lede Arne eller Hansemand på rette vej (hvis den findes), når de nu ikke ønsker at udvide deres horisont eller sætte sig ind i andres synspunkter, så jeg nøjes med at korrigere de forkerte oplysninger, de kommer med, i et sprog som forhåbentlig forstås af flere af de tavse læsere.

Der er ganske rigtigt ting, som det ikke går at forklare for enhver, så der følger jeg blot Wittgensteins råd: Om det, hvorom der ikke kan tales, om det må man tie.

Misantrop er jeg absolut ikke. Jeg elsker børn og deres åbenhed overfor verden, og jeg holder af alle venlige, åbne og positive mennesker, og dem findes der heldigvis mange af. Men ind imellem bliver jeg nedtrykt over den nød og grusomhed, jeg oplever rundt omkring i verden. Man prøver at hjælpe, hvor man kan, men det forslår som en skrædder i helvedet.

Hvad du er, ved du bedst selv, og det er dit eget valg, hvordan du vil møde verden.

Mvh

Ole Bjørn :o)

Ja, jeg kan desværre ikke sige, at jeg elsker børn bortset fra, at de nogle gange får mig til at smile.

For det meste finder jeg dem røv-irriterende.

Til gengæld har jeg så intet til fælles med alle tiders diktatorer og lystmordere, der alle synes, at have elsket børn - hvis man skal tro på billederne.