Det sidste er korrekt. Kærligheden er en del af det menneskelige væsens oprindelighed.

Men åndelighedens dybder kan dit materialistiske sind ikke lodde, selvom du er overbevist om din egen fortræffelighed.

(Du har ikke din lige, ingen overgår DIG)

Ligesom menneskets oprindelige natur er før jainismens, således ER alle tings Herre også før jainismen blev til.

Det kristne budskab om kærlighed kommer direkte fra Jesu mund.

Kors hvor dine indlæg gør mig i konstant dårligt humør. Dig selv, dig selv, dig selv.

Har vi andre slet ingen eksistensberettigelse?

Måske var det en god ide, Michael, at du lod være med at sprede din bitterhed på debatterne, når du har et af dine anfald af depression. I denne tilstand forstår du endnu mindre af, hvad jeg og andre mener, og der er næppe mange her, som har lyst til at høre på din jamren og selvmedlidenhed. Det skulle da kun være nogen, der ønsker dig ondt.

Bitterhed og livslede er selvforstærkende følelser, som man skal kæmpe imod, ikke give efter for.

Mvh

Ole Bjørn :o)


P.S. Det virker mere som om Krishnamurti står på dine skuldre og trykker dig ned. Han har alle dage været depressionens fortaler, så derfor har han haft succes med at tolke bange og usikre menneskers følelser og præge deres tanker.

Siden du nu melder dig i rækken af folk, Arne, som reklamerer for Krishnamurti bevægelsen, kunne det være interessant at høre, hvilke kildekritiske aktiviteter du har udøvet for at efterprøve hans og hans tilhængeres synspunkter?

Eller labber du bare kritikløst hans ord i sig, fordi de lyder pænt? Kan du give os nogle eksempler på, at Krishnamurti tilhængere kender sig selv bedre end andre? Har du nogen argumenter for, at verden ville blive bedre, hvis mennesker kendte sig selv bedre?

Hvad er grunden til, at du sammenligner Krishnamurti med Buddha og andre "vise religiøse filosoffer". Er du selv Krishnamurti tilhænger? Hvis ikke, har den tanke så strejfet dig, at du måske optræder som "en nyttig idiot" for Krishnamurti bevægelsen?

Sidst men ikke mindst, hvorfor anser du viden for nytteløs, "hvis man ikke rigtig kender sig selv". Det forekommer mig at være et noget bombastisk postulat, når man reklamerer for en trosretning, der mener, at mennesker ikke rigtigt kender sig selv.

Kan du hjælpe os med svarene på nogle af disse spørgsmål, som dit indlæg naturligt rejser hos mennesker, der tænker over dit indlæg.

Mvh

Ole Bjørn :o)

Endnu en tilføjelse:

Jeg ser at Ole reagerer ret så voldsomt på et citat og et link om Krishnamurti ved at stille en stribe ledende spørgsmål iblandet Oles sædvanlige personfnidder - hvor de eneste ord fra mig var:

Citat:

Ja, hvad hjælper det at kende en masse til verden, hvis man ikke rigtig kender sig selv

Hvorfor Ole reagerer herpå, som han gør, er jo alene Oles sag, og jeg ser ikke hans mange spørgsmål/påstande som værende relevante for andre end ham selv.

Det, der interesserer mig, er at være/blive fordomsfrit orienteret - hele horisonten rundt - om de forskellige syn på, hvad tilværelsen er - og hvad de gør ved mig.

Krigsførelse mellem forskellige livsanskuelser (diverse religioner, former for ateisme, materialisme, rationalisme, agnosticisme, gnosticisme - og hvad der ellers er) er derimod for mig kedsommeligt tidsspilde

Arne.